Hertha 1827 Bind 1

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Hertha
Udgivet af A.P. Liunge. [Bind 1]-8, 1827-28.
Der er ikke foretaget nogen efterbehandling eller korrekturlæsning af OCR-resultatet.
Udførlig indholdsfortegnelse på:
https://uforbederlig.dk/tidsskrifter/ Hertha1827.htm
Skønlitterære bidrag indekseret på Dansk Forfatterleksikon:

https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p70087.htm

Udarbejdet 2024 af Niels Jensen

2 —

fi
i
i
i
i
*
i,

bek le

Carl K Maid Webers Minde.

—

Din hu: Tone lyder og ſorſtummer;
Hvor kom den fra, hvor veeg den atter hen e
Beſoget er fan Fort! Af tauſe Slummer
Dog veefker. "ffionye- -Kunſt den let igen.

Pen glor 96 "ædt. Kunſtner. ſelo Dune
at gage herfra ” e bor ui Wien Ven,
Hvem Intet meer Q af due Slummer vætter,
Naar Folde Liigſteen tauſe Stov vedeefker.

Naar Muſachoret terer Jordens Sonner
- Da ffienne Dottre fine Harper flaae,

Guddommelig er Gaven! Aanden ſkionner
Paa Lyrren, ſom kun Manden Tan forſtage.
Men tit foefeengelige Sboerm belønner”

En Kunſt, der ſendtes fra det Himmelblag,
Med folesloſe Lyſt, til blot at Høre

En Klang, der ſmigre kan et jordiſs Øre.

Derfor, Apollo, ſender du kilbage

En Mndliag ftundum, med dit Himmelblik,
Som bringer os igien de gamte Dage,

Da du ſom Hyrde med din Floite gik;
Som tolker Sipelens Glæder og dens Klage,
Og ſom den Almagt, Fader! af dig fik,

At bringe os, med Taaren i fit Sie,

Til Nattens Afgrund, Morgenrodens Hoſe.

(1)

No

Webers Minde.

-

* *
Dig, Carl Maria weber! var det givet,

At ſtemme Hiertet ſom det faldt dig ind.
Med dig beundred vi Zigeunerlivet,

J gronne Skov, i klare Maaneſkin;

Den omme Pige ffiælved roed, ſom Sivet,

For tlvefvælget, hvor i Hvirvelvind,

Den vilde Samiel, ſin Doms Forkynder,
Nedtordned ftræng den ſkumle fraekke Synder.

7

Og hvilken Sodhed i din Harpetone, *
J Prezioſas ſpoermeriſke Sang;
Dg naar Agathe. qvad om Skovens Krone,

Sg tolked Kjærlighed i Engleklang! .

Nu ſmiler ſelv bu ned fra Herrens Throne,
Hvergang vi glædes ved din Meſterſang;
Og ſom en Cherub venlig du nedſtraaler
Til Krandſens ſmage, taknemlige Violer.

Hvor ſkumle Jette ſpogte lumſk og ſtum;
Og lyſe Alfer blev de forte Dværge,

Sg Oberon fortrængte Jetten grum.
Da bragte dig, pan Let hes lette Færge,

De milde Alfer tit Elyſium.
Din Harpes ſidſte Lyd var Engletone, i
Dg Engle vifte dig din Stiernekrone.

Gtraal ned til os, fra Zaydns, Mozarts Side,
Og ſend den yngre Kunſtner Kraft og Smag!

Dit Navn i Skioldet ſtaae ſom en ACgidr,

Mod Smagloshed og ſandſeligt Bedrag.

Webers Winde.

Du var den ſterke Sanger, ſom den blide.

Hvi ſkicenktes Verden du fan Fort en Dag?

JI dine Veerker den dig evig eier. .
Endt er din Kamp — og ſalig var din Seier!

A. Oehlenſchlaͤger.

Romanze.

Hlor Fieldets Graner lude
Ned mod Hardangerfjord,

Der vugger ſig en Skude,

Og knager med ſit Roer;

Som Kjobmandsſkildt der vajer
Paa Stang et prægtigt Skind,
Hvori de Store pleier

8 Nord at ſvobes ind.

Den unge Skipper fætter
Tungſindig Haand paa Kind,
Knap Siet op han letter

At ſee til Byen ind;

Med Hatten paa ſit Øre.
Og Haanden i ſin Barm
Han ſorrigfuld mon høre
Paa Byens muntre Larm.

Da væffer ham en Stemme

Af Loengſelsdrommens Magt: N

„Hvor har du, Skipper! hjemme e
„Ig hvad er vel din Fragt?
(150

”

*

Romanze.
„Du ligger ber alt leenge,
„Og har ei ſolgt din Laſt?
„De norſke Herrers Penge i
„Maae ſidde grumme faſt!“

Den Skipper ſprang paa Stranden
Med Hatten i ſin Haand;

Men Wrefrygt for Manden

Faſt bandt hans Tungevaand.
Ham ſtod paa Panden sræget

Et ſtolt og mægtigt Sind,

Sijondt al hans Pragt var Gfjæget

Af Solv omkring hans Kind.

„Hvor Hela“ ſtolt fig leften
„Mod Odins lyſe Sahl,

„Og hvor i Bugten ſnefter

„Den drabelige Hval;

„Hvor Maageheeren differ

„Det ſolverblanke Bryſt, 2
„Mens hule Brænding ſukker
„Imkring den ſteile Kyſt;

„paa Island ſtod min Vugge,
„g der jeg vored op;

„Der leged' med ſin Dukke
„Saa ſtin en Lilieknop;

„Men da den blev en Lilie,
„Sg Duften var itu,

„Da boied Freias Villie —
„Til mig den Favres Hu.

„Lad Skaptagjokul prale
Med ſolbeſtraalte Snee,

Romanze.

„Jeg Fjender Hoi og Dale,

„Hvor der var meer at ſee;

„Lad Heklas Flammer true,

„Det er ſaa grum en Ild;

„Jeg veed en anden Lue,

„Saa ſtcerk, — men dog faa mild!

„J disſe milde Flammer

„Et trofaſt Hjerte ſlager,

„Og i Hvert Hjertekammer,
„Jeg veed, mit Billed ſtaaer.
„ung Aſtrid er min Glæde,
„Saa let ſom Slettens Raa,
„Stolt kan hun Veeven træde, ]
„Og Harpen kan hun flage,

„Men — Ornen har fin Rede, )
„Solvkilden er dens Kruns, 2
„Dens Vildbrad gaaer pan Hede,
„Og jeg — har knap et Huus!
„Og derfor frygted længe

„Jeg hendes Faders Trods;

„Thi han har mange Penge!

„Han har fan meget Gods!

4

„Som Fjord af Sildeſtimen

„Af Solv er Kiſten fuld,

„Saa blank ſom Nordlysſtrimen
„Er alt hans rode Guld;

„Haus Hjorder hvidne Marken,
„Og Havet beer hans Seil; 2 3

Guldſiſken gager i Parken, 8

„dg Huſet er af Tegl.

»

Romanze.

„Han ſad juſt i ſin Stue

„Ved Kruus og Davrebord,

„Da jeg af Elſkovslue

Fremſogde mine Dvd.

„Dog ban var from, den Gamle,
„Han bad mig ſidde ned,

dg da han ſage mig famle,

„Hjalp han mig ſelv paa Gled.

„Dil Aſtrid vil du beile“

„Det har vel megen Haſt?
„Forſt man du Skuden ſeile,
„Og fælge mig en Laſt;

„Men har du ſolgt med Wre,
„Ig bragt mig gyldne Tut,
„Skal hun din Huustroe vere;
„Men ikke for, min Gut!“

„Jeg foer ſom Skyens Glente

„Ad Havets vaade Bei;

„Men Aſtrid fager nok vente,
„Thi Sjalmar kommer ei!

„Nu loenges hun ved Rokken,

„Ig ſporger Veir og Bind,

„Og feer paa Karveſtokken

„Med Taarer paa fin Kind.

„Her har jeg ligget loenge,
„Og har ei ſolgt min Laſt;
„De norſke Herrers Penge
„Mage ſidde grumme faſt;
„Ig Freias Barm er isuet
„Ret ſom en Vinterſky; .

Romanze.

„Thi alt mit Haab er visnek,
„Hun gav det intet Ly!“

Det ſukked' han ſaa ſaare,

Han bandt ſit Hattebaand,

Og torrede fin Taare

Med Bagen af fin Haand;

Men Gubben, ſkjondt han ſendte
Ham et alvorligt Stlik,

Med Troſt hans Mod opteendte
Dog venligt, for han gik.

„Skjceeld ei de hoie Guder,
„De raade altid godt! i
„Kuns ufrie Mand bebuder
„Ved Taarer fig og Spot.
„Bliv her indtil i Morgen!
„Tidt kommer Lykken brat,
„dg ender freidigt Sorgen,
„Som Dag den ſkumle Nat!“
Alt dybt bag Veſtens Bolge
Sig filed Natten fort,

Og hendes Stjernefolge
Jog Odins Sie bort;

Da ſpidſed Zjalmar Bre;
Til Ludurhornets Klang

Sodt Fleiter lod ſig hore
Saa Dal og Fjelde fang.

En Sværmn til Havnen ler
Af Fruer og af Meend,
Huldt Jomfrukinden ſmiler
g ſtrunk er hver en Svend.

8 EVBomanze.

i - U
Den ſtolte Skare kneiſer;
Men ſom el Spiir paa Slot
Frem udi Flokken reiſer
Sit Hoved Norges Drot.

Ned ad hans Skuldre glider
Et koſtbart Purpurſkrud, ;
Van Silkekoften ſerider
d Den norſke Love prud;
Den rode Krone hviler
Omkring hans tunge Hjelm,
Saa liſteligt han ſmiler
J Gfjæg, den gamle Skjelm.

Han hæver lydt fin Stemme
Med al fin Manddomsmagt:
„Hvor har du, Skipper! hjemme?
„Og hvad er vel din Fragt?
„Du ligger her alt ſeenge,
„dg har ei ſolgt din Laſt,
„De norſke Herrers Penge 1
„Mage ſidde grumme faſt!“

Med Undren da fit Sie

Paa Drotten Zjalmar ſlager:
No rmannakongen høie

Er Gubben fra i Gaar!

| Af Fryd hans Hjerke haves,
Han hilſer ham med Tugt,

Og prover, men forgjæves ,
At ſige noget fmurt. É

fit „En Kaabe gad jeg bære
„Af dine Grgaveerkfkind!

Romanze.

„Den kan mit Skildt jo bære,
„Jeg har et fredſomt Sind;
„Spring ned i din Kahytte,
„og ror kun flink din Krop!
„Nu vil vi Kaaber bytte,
„Det gaaer ven lige op!“

ung Zjalmar ſprang paa Trappe,
Sg lilde op med Haft; SEE;
Han bar en Graafelds Kappe

Med udſyet Broem og Qvaſt.

Deu var juſt af de ægte,
Med langſtrakt Kongeſloeb,
Ved Kraven var en Heegte
Af gyldne Ørnenæb.

/

Se. Fra Drottens Skuldre fvære.
Ned Purpurfloden ſvandt;

Sg Zjalmar den med Wre
Omkring den Herre vandt.
Men da den ſtaalgrage Kappe,
Han prisde hoit med Ord;
Hvor blev de Hovmcend rappe!
De fulgde ſtrax hans Spor,
Heel mangen Bjørn begjeerde
At tee fig fromt i Sind,

Og mangt et Ulvehjerte „
Slog bag et Lammeßkind;
Den fine Jomfruhage

Krob i den bløde uld;

Snart var ci meer tilbage,
Do Sjalmar — fk fit Guld.

10 8 Romanze.
Men da han neeſte Morgen

Vandt op fit Hvide Seit,

Med Hjertet loſt af Sorgen

Han ſkreeg fra Skudens Sbeil 5
„Hver trofaſt Svend og Pige

„dg hoer en Handelshavn

„Velſignet bor udſige

„Kong Zarald Sraafelds Navn!“

å 8 Chriſtian winther.

Jettlehsien.
En Fortælling. +)

„Nei, Gluf! det er ſom jeg altid har ſagt: Du er
altfor haſtig. Det mindſte Ord bringer Dig flux i
Harniff, og Du mag dog beteenke, at det er af Naade

og Barmhjertighed, Dine Forældre have taget mig til

ſig, og at jeg i Grunden kun kan betragtes ſom de—
res Tyende.“ ,

„Deri ſtikker netop det Onde“, udbrød Gluf med
Heftighed, „det er juſt det, min Moder vil; men jeg
taaler det ingenlunde; dertil er Du hende og hver Mand
for god. Hvilket. Huus at holde fordi det lumpne

Stob ei var fat paa fin rette Hylde!“

„Men, kicere Oluf! deri Havde Din Moder dog

ei fan flor Uret, Orden bor der vere i Alt; og den

j Efter et Folkeſagn, ſom Forfatteren har hort i Skaane.

2 ,

Jettehsen. 11

Glemſomhed vilde viſt ei heller være gaaet mig over,
hvis jeg ikke ude paa Engen var kommen i Tale med
Dig, og faa falder det fig let, at jeg glemmer No—
get. Slemme Gluf! hele Skylden var jo Din, og
ſmukt var det ei heller af Dig, at Du, for den Sags
Skyld, ei, ſom Du ellers pleier, vilde folge med Dine
Forældre i Kirke.“
„J Guds Huus maa man ikke komme med vred
og harmfuld Hu. Kjere Astrid! Du kan ikke troe
"Hvor det gik mig til Hjerte, da jeg horte, den klare
Malmklokke done hidover fra Domkirken med ſine væl
dige Slag, ret ſom en Guds Ords Herold, medens
min Moder, i fine Helligdagstlæder, med den ſolv—
fpændte Pſalmebog under Armen, foer owkring ſom
en Hapgasſe, og gav fin Galde frit Lob imod Dig.
Nei, om det faa havde været nok faa ſtor Synd imod

det fjerde Bud at tage til Orde, jeg vande ikke kun⸗

net tvinge mig.“ :

„Og troer Du das iilfindige Ungerſvend! at dette
er Veien til at faae Dine Forældre paa vor Side?
Du har ſaa tidt fortalt mig hvor meget Du holder af
mig, og kaldet mig Din Feeſtemoe, men nu troer jeg
flet ikke, at det kan have været Dit Alvor.“—

„Saa ſtor en Vantroe fortjener Straf“, udbrod
Gluf ſmilende, i det han ſlyngede Armen cm Pigens
Midie, og trykkede et inderligt Kys paa hendes frife
Læber,

„Ei! ei! her ganer bee jo tiartigt til, det maa

jeg lide!“ lød i det ſamme en fkrallende huul Bas⸗
roſt. Oet var den tykke Meſter puke, Kannik i Lund,

A Jettehsien.

der, ubemærket af de Unge, havde aabnet Doren, og,
med lattermildt Anſigt, men dog med rynket Pande,
blev ſtagende Paa Torſkelen. Uden at komme ud af
Fatning ved denne Overraſtelſe, der ei endda var fax f
uventet, efterſom det heelt ofte hændte fig, at den
fromme Kannik kom hid i Beſog, helſt naar han
troede Pigen ene, ſogte Astrid at ſkjule fin Redme,

ved at give ſig Noget at ſysle i Stuen, medens Gluf

venlig traadte den Indtredende imode. Denne glat—
tede fit brede Anſigts Folder, og vedblev, efterat have
draget et andegtigt Suk, i det han med Velbehag ſkelede
efter hver af den ranke Ungmees Bevoegelſer: „Ja

ſaaledes ere Verdens Born! Iſtedetfor at gaae i

Guds Huus, holder man ſig inden Dore, og pasſer
Tiden medens Faer og Moer ere ude, for at gantes

og kysſes. Dog, jo længere jeg feer pan Pigen, dess

mindre kan jeg i Grunden fortenke Jer deri. For—
tjente nogen Synd at abſolveres, fan maatte det vel
være denne, hvor Friſtelſen er fan (tor. He, he, he!“
„Ei, Meſter Duke!” afbrød Gluf ham, „J
geiſtlige Mænd tænke altid paa Synd og Friſtelſer.
Hvad angager Astrid, fan har jeg alt for Gud og i
mit Hjerte lovet hende min Troe ſom Feſtemand, og
dette Lofte er jeg tilſinds paa Stand at gjentage for
mine Forældre, og aabenbart for vort ganffe Sogn og
Menighed.“ i ; i
„Nei, hvad figer J!“ udbrød Meſter Puke,; det
han ſank ned i Faderens bløde Beenkehynde ved Ovnen,
til hvilken han under Talen langſomt havde nærmet fig;
og, med begge Hender holdende pan fin guldknappede

—

Jettehoien. 13

Stok, fane pan Gluf med opſpilede Dine og halvaabnet
Mund. Astrid, der netop. vilde gage ud af Doren,

forblev ſtagende med Klinken i Haanden, og ſage for⸗

ventningsfuld hen pan Gluf. Denne vedblev, uden at

lade fig forſtyrre: „Ih nu, faa uhert er vel ei den

Sag! Baade Pigen og jeg have naaet Skjels-Aar
og Alder; jeg er karſt og arbeidsvant, og hun vil hel—
ler ikke lægge Haand i Skjodet; ialtfald er den Arv, jeg
har fra ſalig Faſter, ikke reent at kimſe af, og jeg har
det faſte Haab, at Gud nok ſorger for Reſten.“

„Ja, hvis, det er hans Villie, ſaa har J Ret;“

argumenterede Kanniken, „men hvad ſiger Eders For⸗

ældre vel til den Sag?“ |

„Den jevner fig ſagtens mellem dem og mig;
hvis ei, fan er jeg myndig ſelv, og Herre over hvad
mig med Lands Ret tilherer.“

Meſter Puke ryſtede vel pan Hovedet, og mum⸗

lede i Skjegget Et og Andet om Borns Ulydighed og
Himlens Straf; men da Astrid i det ſamme bredte
den ſpraglede Helligdagsdug pan Bordet, og efter van—

lig Sed ſatte et dygtigt Saltmadsfad, hjemmebrygget
Di og gammel Mjod paa Bordet, drog denne Sys-
ſel faa ganſke den fromme Kanniks Tanker til fig, at

han moren taug, men hævede fig; med Moie fra fit

magelige Sede, og vaklede, ſtottet ved fin Stof, med

langſomme Skridt hen til Bordet, hvis Fylde af Him—
melens Gaver han betragtede med foldede Heender 98
et ufravendt, glad og kjerligt Blik.

Vi ville nu forlade den geiſtlige Herre og de tven⸗
„de Elſtende, der vel alle tre for en Stund kunne have

14 ( Jettehsien.

faa meget at ſkaffe med Nering for Legeme og Sind,

at vi rolig kunne ove ade dem til deres Dont og Tanker,

ſaameget mere ſom disſe ſidſte fra Prelatens Side kun
yttredes ved enkelte Ord, der kunde flippe ud imellem de
ivrigt ſysſelſatte Tender, og af Gluf ved de korte
Svar, ſom den udvortes Wrbodighed for Gjeſten bod
ham. Laſeren onſter udentvivl hellere at kaſte et Blik
tilbage i Hiſtoriens Gang, og vi ville da her korteligen
hidfætte hvad der til dens ſtorre Tydelighed vel maatte
være ham fornodent at vide.

Glufs Fader, den gamle Arne, var en velha—
vende Skaaning, der eiede en Bondegaard med megen
Bedriet i Nærheden af Lund. Da Arne overtog Gaar—
den efter fine Forældre, var han allerede over de Tre—
dive, og efterſom den trængte til en dygtig Huusmoder,
der kunde tage ſig af Huſets Veſen, troede han ei at
burde tove længe, men giftede fig med en riig Gaard—
mands Datter nogle Mile derfra. Gunhild var ikke
fattigere paa Aar end ſin Hosbond, og hverken deilig
af Anſigt eller ſmuk af Legeme, men hun havde det Dvd

paa ſig, at hun godt forſtod at ſtyre et Huus baade

inden og uden, og kunde holde Tyendet i Ave, og der—
for fæftede Arne hende. Det varede vel ikke længe for

han nicerkede Spor af hendes heftige Sind, men, ſom det

pleier at gage, han vænnede fig til det, og lagde ſnart
ei lenger Merke til hvor vredladen og uſtyrlig hun ſtun⸗
dom var, ja hun vandt et ſaadant Herredom over ham,
at han fandt godt hvad der tyktes hende at være faa, og
i de ſleſte Ting holdt fig hendes Raad efterrettelig, da

han vel fane, hvorledes hans Velſtand trivedes og tiltog,

i
U

*

Jetteheien. 15

U

derved, Med Born var. dette Pars Vgteſkab ei rigt
velſignet; Oluf var dets eneſte Frugt.

Mange Aar vare henlobne, og den tiltagende Alders
Mærker begyndte alt at fjendes paa dem Begge, da en
Efterhoſt et Pigebarn paa. en 15 Aars Alder kom til
deres Gaard, og meldte ſig hos Arne ſom Datter af en
af hans Slægt paa Modreneſide, der ſkrev fig fra Ner—
heden af Guldbrandsdalen og længe havde veret boſat
der. Ved begge Forældrenes Dod, der indtraf fort efter

hinanden, havde den unge Piges Frænter ſkiftet og
deelt Alt imellem ſig, og betydet den arme Astrid, hvem
Ingen af dem vilde tage til fig, at hun, med en ringe
Terepenge, ſom de angav at være hendes Andeel af
Arven, maatte begive fig paa Veien til Skaane, for at
opſoge hendes Slegtning Arne, der, efterſom Rygtet
gik, var en gavmild og velholden Mand. Hun maatte
da friſte ſin Lykke ved at drage fra ſit Hjem, og kom,

efterat have doiet mangehaande Ondt paa ſin Vandring,

med en liden Byldt under Armen, virkelig til Urnes
Gaard, Han tog ogſaa vel imod hende, og lovede af
bedſte Evne at holde hende ſkadesles for hendes Freen—
ders Haardhed, men ner var denne gode Udſigt for den
arme Astrid igjen roget bort i Taage, thi da Gun—
bild, der var inde at rogte et Wrinde i Lund, kom
tilbage, vilde hun flux have jaget den ukaldede Gjeeſt
paa Porten; Dog, Arne havde engang givet ſit Ord,
og dette brød han ikke, fan at han, ihvorvel ugjerne,
denneſinde faae ſig i den Nodvendighed at maatte bruge
fin Myndighed ſom Hosbond, og ſaaledes fatte fin Vil⸗

lie igjennem. Fra denne Stund betragtede Gunhild

5 „
7 N
2
5 4
ør"! I

16 ; Jetteheien.

den Nykomne med onde Bine, og foer beſtandig los paa
hende med Stieidsord og haard Tale, naar mindſte Lei—
lighed dertil gaves Den arme Astrid, der af Naturen
var faa blid og god ſom hun tegnede fager, og ei i hen—
des Forældres Huus var vant til ſaadan Omgang,
krympedeſ fig vel, ſom den uſkyldige Orm, der tredes i
Stovet, men ſtifkede fig taalmodig i fin Skjebne.
Denne blev imidlertid ikke bedre derved, at Gluf, der
imidlertid var voxet op til en raſk Knos, i hvem der fri—
fie Ungdomsblod begyndte at rore fig, tog fig af hendes
Sag, og ſtundom provede pan at tale Moderen til
Rette. Forſt ſkeete dette vel af Medlidenhed for den
ſtakkels Pige, der fan haardt bley forurettet, men, ſom det
ſua ofte hænder fig: Medlidenheden veeg, alt ſom Astrid
voxede mere ud til en fager Ungmoe, og gav ſnart Plads

for en varmere Folelſe, og inden Gluf ſelv vidſte deraf,

var den forfulgte fader-ſog moderloſe Piges Sfjæbne
faa faſt indſluttet i hans, at de vare uadſkillelige. Et
Hiebliks uventede Hendelſe maatt: ogſaa her aabenbare
de Folelſer, ſom leengere Tid og Samlevnet umeerkeligen
havde foſtret hos dem Begge.

Paa en af Markerne til Arnes Gaard, 10 ad Veien
til Lund, lage en hoi Bakke, der, efter det i hele Egnen
gjengſe Sagn, at en Sjæmpe derinde laae begravet,
forte Navn af Jettehoien, Sildig en Vinteraften, da,

Arne og Gunhild allerede havde lagt fig til Roe, liſtede

Astrid ſig ſagte ud i Doren, for at ſee, om Gluf, der
i Skumringen var gaaet ind til Byen i et Akrinde for

ſin Fader, men ei kommen tilbage, ikke var at opdage

pan Hjemveien. Det var ganſle ſtille, intet Menneſte

Jettehoien. . 47%

var at ſee paa Veien, og intet Fodtrin hørtes at nærme"
ſig. Den ſtjerneklare Nat lokkede Astrid lengere ud,
og hun beſteeg Jettehoien, for derfra at overſkue Veien
ad Lund til. J det hun var kommen op paa Toppen
af Bakken, vendte hun fig om, for at fee kilbage, da i
det ſamme en gniſtrende Lysning i det Fjerne mødte
hendes Blik. Hendes Gisning bedrog hende ikke: det
var et Nordlys, der trak ſin zittrende, glodende Stribe
over den nordlige Horizont. Dette Syn, ſom hun ved
Guldbrandsdalen ſaare ofte havde havt Leilighed til at
betragte; havde hun ei feet ſiden hun Forlod fit Fedre⸗
huus. Tanken om Hjemmet vaktes pludſelig, dobbelt
levende, med mangfoldige Erindringer, i hendes Barm.
Hun glemte ganſke, hvorfor hun egentlig var ganet op
paa Hoien, og ſtirrebe ufravendt mod den bolgende Lys⸗
ſtribe, der forekom hende at. være liig en venlig Lysalf,
ſom bragte hende Budſtab fra den kjere Klippedal, der
havde feet hendes. Barndoms Lege og Glæder. Mindet
om den ſvundne Tid bragte hendes Barm, til at banke
frærkere og hendes Hine til at glindſe af Taarer. Dob⸗
belt trykkende vendte nu Tanken om hendes nærværende
forladte Tilſtand tilbage. hos hende, og hine Taarer,
der vare fremtraadte ſom ufrivillige Tegn paa en glad
Henrykkelſe, rullede, i bevidſtfuld bitter Qval ned over
hendes Kinder. Fra denne overvældende Smerte ſkrek⸗
kedes hun pludſelig ved Lyden: af Fodtrin foran fig.
Hun ſlog de taarefulde Hine i Veiret, og ſee! en Skik⸗
kelſe af heelt ſoert og uvanligt Udſeende vandrede langſomt
forbi ved Foden: af Bakken. Det var en meget gammel

Mand, hoi og bredſkuldret, med langt, 8 Hagar i
; 22

.
* *

18 Jetteheien.

dog et tykt, rødt Skjcceg. Paa hans brune, ſteerkt furede
Anſigt lage Üdtrykket af ten Vildhed og Streenghed, der
paa een oglſamme Tid maatte indjage Skrek og fremkal—
de Wrefrygt. Hans Klædedragt var heel forſkjellig fra
Landets almindelige, men ſtod i en ſynderlig Overeens—
ſtemmelſe med hans ovrige Udſeende. Over hans Skul—
dre hang en Kappe af loddent Gedeſkind; pan Hovedet
havde han en Skindhue, og om Livet et Lederbelte, hvori
der ſad en bred, ruſten Kniv, men om ſine Fodder havde
han bundet et tykt Stykke Bark, iſtedetfor Skoe. I det
Astrid med Forundring betragtede ham, alt ſom han gik
forbi, dreiede han Hovedet, og kaſtede et ſaa ſkarpt og
alvorsfuldt Blik paa hende, at hun ikke længer kunde

udholde at fee pan ham, men maatte ſlage Hinene ned.

Da hun atter vilde feſte Blikket paa ham, var han ei
mere at ſee, og det var hende ikke muligt at opdage hvor
han egentlig var "bleven af. — Den flygtige Skroeek,
Astrid havde folt ved dette Syn, veeg imidlertid ſnart
igjen for de qvalfulde Folelſers Magt, der fan ganſke
havde bemeſtret ſig hendes hele Voeſen. Ledende om

Troſt i hendes Smerte, vaktes i hendes Barm Tanken

om den Eneſte, der deeltog i, og ſogte at lindre hen⸗
des haarde Skicbne, og Glufs Navn lod, under den ſtille
Smertes Hulken, fra hendes Leber. IJ det ſamme hörte
hun atter. Nogen bevæge fig, men Lyden kom fra den
anden Side af Bakken. En mandlig Skikkelſe ner⸗
mede fig fra dens ſydlige Skreent. Det var Gluf.
Om han havde hort hvad hun ſaa ſagte hyidſkede?
Skjondt den Afſtand, hvori. han endnu var, gav hende
Vished om, at det var umuligt, drev den blotte Tanke

*

Jettehoien. 19

og Frygten for at forraade fine Folelſer, Blobet op i hen⸗

des Kinder. Gluf nærmede fig med raſke Skridt. Fra

Veien havde han feet hende paa den høie Bakke, og
alt ſom han kom nærmere, overtydede den ranke, ſmek⸗
fre Figur og det lysgule, i Fletninger opfatte Haar, i
Forening med det Eiendommelige i Klededragten, ſom
hun fra fit Hjem havde bibeholde, ham om, at hans
Ahnelſe ikke havde ſkuffet ham. Men hvor overrafſke—
des han ved at fee hende, i det hun vendte fig og fik

Hie pan ham, at bortvende fig med blusſende Kinder,

og med Forflædet at afviſke Taarer, af hvilke hun
ſogte at dolge de kun altfor kjendelige Spor. Hvor
naturligt, at Oluf, med uſkromtet Deeltagelſe, ikke af—
lod at beſtorme den arme Pige med Sporgsmaale, for
hun havde: gabenbaret ham Aarſagen til fin Kummer,
og ei mindre let er det at gjette, at den lonlige, inder—
lige Hengivenhed, der faa længe ubevidſt havde hvileg
i Begges Hjerter, ved den gjenſidige Fortrolighed, mods
nedes til en Lidenſkab, der flammede iveiret med Ung—
domsſindets hele Heftighed. luf ſluttede den græs
dende Pige til fin Barm, lovede at være hendes Ven
og Beſkytter, og ſvor hende Troſkab ſom Feeſtemand,
medens ogſaa hun villig hengav fig til Hieblikkets meg—

4

tige Indflydelſe. Hun fortalte ham nu hiint beſyn⸗

derlige Syn, og Oluf horte pan hende med ſperndt
Opmeerkſomhed. Da hun noiagtig hapde beſkrevet Skik⸗

kelſeß, ſagde Gluf ſmilende: „Du har feet Gubben fra

Hoien, ſom de her i Egnen falde ham; men, vær ved

frit Mod! Dette Spn er ſikkert intet ondt Forvarſel.
Hans ſkarpe Blik mag ikke ſeroekke Dig, ſaalgenge han

g å (27)

N

—— — —— —

20 Jettehsien.

viſer fig for Dig i fredelig Hu; men hvis Du havde feet
ham i fin Jernruſtning og med Sværd i Belte, da
vilde det visſelig, efter hvad alle Folk her omkring troe,
have havt ond Betydning. Troe mig, Astrid, ſaa
længe vor Kjærlighed er reen og uſkyldig, og ei fører
nogen Svig i fit Skjold, ſom den i denne Stund er for
Guds Aaſyn og i vore Hjerter, vil ogſaa han være dens

Forſvarer og Beſkytter.“ — Begge betragtede fig fra

dette Hieblik ſom trolovede Folk, men Gluf holdt det
raadeligt, ei endnu at fortroe fine Forældre hvad der var
foregaget, da han beſtandig haabede at treffe en Stund,
hvor de Begge vare ſaaledes ſtemte, ſom han fandt det
pasſende for fit Forfæt: Et ſaadant Sieblik ſyntes
imidlertid ei faa ſnart at ville komme, da Gunhild fra

; Dag til Dag tiltog i Vrippenhed og Jilſindighed imod

Astrid, og den Deeltagelſe for denne, ſom Gluf nu
mindre end tilforn var iſtand til at fordolge, tjente kun
til at forøge Moderens Haardhed imod hende.

Saaledes hændte: da ogſaa det Optrin, der i Be—
göndelſen af denne Fortælling. er ommeldt, og ſom, hvor
ubetydeligt det end i Grunden var, dog, i Forening
med flere foregagende, beſtemte Gluf til, endelig at

bryde Iſen, og at tilkjendegive fine Forældre fit Forſet

og det Lofte, han havde givet Astrid, det koſte faa
hvad det vilde, Neppe kunde han ogſaa, naar han ei
ſelv ligefrem. vilde fremkomme dermed, have valgt et
hurtigere Middel end at forraade det for den tredſke
Kannik, der, ſom bogleerd og derhos verdsligſindet
Mand, var en velkommen &Gjæft hos den gamle Arne,
og, ſom baade hans og Gunhilds Raad og Fortro⸗

—

Jettebøien. 21

lige i enhver Sag af Vigtighed, ſtadigen Havde fir
Gang i deres Huus.

Ved Forældrenes Hjemkomſt fra deres Kirkegang
kunde Arne paa Meſter pukes Mine og Væfen flux
meerke, at der lage ham Et eller Andet paa Hjerter Han
fad endnu ved Dug og Diſt, men havde taget faa faſt
til fig af Fadet, at han ikke aarkede mere. Efterat han,
uden at reiſe ſig, med bredmundet Venlighed, havde
hilſt paa de Indtredende, ſom hvis huusvante Gjeſt
han nylig havde viiſt fig, rømmede han fig nogle Gan—
ge, ſkelede hen til Oluf, og ſaae dernæft paa Arne,
med en ſaare betænkelig Mine, hvilken denne gjerne
vilde have udlagt ſom en Hentydning paa hiin huuslige
Tildragelſe for Kirkegangen, ſaafremt den ei havde. bez
budet noget Vigtigere. Gluf forlod imidlertid ſnart
Stuen, ſom det lod, ei uden den Henſigt at give Kan—
niken Leilighed til at ſkaffe fit betrengte Hjerte Luft, og
da Astrid pan ſamme Tid havde at ffaffe i Fadeburet,
varede det ei heller mange Sekunder for han rykkede frem
med Alt hvad der lage ham paa Sinde.

Hvad Virkning denne heelt uventede Forklaring
maatte have paa de Gamle, vil man uden Vanſkelig—
hed kunne foreſtille ſig. Efterat de en kort Stund ei
havde kunnet komme til Meele for den forſte Overra—
ſkelſe, kaſtede Arne et Blik paa Gunhild, for, efter
det Indtryk, hiin Begivenhed frembragte hos hende,
at bedømme, paa hvilken Maade han egentlig ſelv ſkulde

tage den. Gunhild var ei heller ſeendregtig med at

yttre ſine Tanker, der allerede i Forveien tydeligt nok
udtalte ſig af hendes, ved enhver Lidenſkabsvulkan ſaare

W Jettehoien.

udtryksfulde Anſigt. Efter en Strom af ilde veiede
Ord, hvorved hun ſogte at give fin forſte Harme Luft,
og hvori Bencevnelſerne: Vetlerſke, Landloberfke o. dsl.

forekom til Overflod, henvendte hun Talen til Arne, der

hidtil forgjeves, ved enkelte formildende Udbrud, havde
ſogt at ſtandſe den bruſende Malſtrom, hvori hendes

Tanker ligeſom bevægede fig i et uafbrudt Kreöslob.

Hun foreholdt ham, hvorlunde det ſtod til ham ſom Hos—
bond fyndigt at tage ſig Sagen til Hjerte, og formeente,
at den bedſte Viis til flux at fane den jevnet, var, uden
Betænkning at viſe Landloberſeen hjem igjen ad ſamme
Vei, hvorfra hun var kommen. Meſter Dude faldt
hende beſtyrkende i Talen, med det Tilfoiende, at det i
faa Fald ei torde være umuligt, at han jo kunde lade fig
bevæge til at ſkaffe det vildfarende Faar Skjul og Til—
hold etſteds længer inde i Landet hos en veerdig geiſtlig
Mand af hans Kjendſkab. Men Arne, hvem Alt dette
dog tyktes for broget, tog imidlertid Mod og Mands
Hjerte til fig, og erklærede reentud, at han flet intet
vilde hore om nogen Bortjagelſe at ſige; han havde en—
gang gjort Astrid det Lofte at ſtaae hende i Faders
Sted, og det var han tilſinds at holde, hvad Ondt
deraf endogſaa maatte flyde.

Da Gunhild mærkede, pan hvilket Punkt hendes
Hosbond var kommen, og vel vidſte, at det, naar han

engang rev fig los af Ledebaandet og fatte fig Noget faſt,

i Hovedet, ei var daa let at fane ham derfra, dreiede
hun af i Tide, men ſtilede nu al ſin Tunges Magt
mod den Kant, hvor han ei endnu var bleven fkudfri,
og foreholdt ham, hvorlunde hans faderlige Myndighed

„ 0 TEL

*

Jettehsien. 2 23

frævede, at han plat. maatte. forbyde: fin Son længere
at vende fir Hu til Astrid, efterfom hans Valg af en
ſaadan Betlerſke var heelt uſommeligt, og han tilmed
aldrig maatte vente ſig hans Minde til denne Forbin—
delſe. Dette Vilkaar tog Arne, der fandt altfor megen
Stolthed og Huſvalelſe i den ene Seier, han havde vun—
den, til at han ſkulde prove paa at tilkjœmpe fig flere,
ei længe: Betenkning at indgage, og da den geiſtlige
Herre, hvis Raad i denne Sag ogſaa maatte eeſkes og
ingenlunde lod fig foragte, ganſke var af Moder Gun—
hilds Mening, vare alle Parter paa denne Side enige
om Betingelſerne for den huuslige Fred, og der ſtod nu
blot tilbage: at underſoge, Hvorvidt ogſaa Modparten
maatte være villig til at indgaae dem.

Men her viſte fig Vanſkeligheder, der ei fan let lode
fig overvinde, Da Talen den neſte Dag mellem Fader
og Son kom paa denne Gjenſtand, gav Gluf, med den
ſtorſte Beſtemthed, tilkjende, at han ligeſaa lidet var
villig til at fraſige fig Astrid, ſom det var ham muligt at
tabe hende af Sind og Tanker, og paaſtod, at det, med

eller imod hans Forceldres Villie, var hans faſte Beſlut⸗“
ning, for Gud og Menneſkene at trolove fig med hende og

tage hende til Huſtru. Den gamle Arne rykkede miss
troſtig fin Hue vel ti Gange frem og tilbage, men Søns

nens Forfæt var han ei iſtand til at rykke en Haandsbred.

Da denne tilmed, ei uden ungdommelig Trods, bragte fin
Arv efter Faſteren paa Tale, og meldte, hvorlunde det
var hans Agt at tage bort fra Forældrene, feſte fig et
Huus, langt fra deres Hjem, og fætte Boe der med
Astrid, rørte Tanken om at Killes fra den eneſte Son,

2⁴ Jetteheien.

der allerede nu gik ham kraftigt tilhaande i hans Bedrift,
og i Tiden ſkulde overtage Gaarden, den Gamle ſaa
ſterkt, at han med Mildhed fortroſtede Sonnen til end⸗
nu en Stund at ſee Tiden an og haabe til det Bedre,
og foreſatte fig at bove en ny Dyſt med Gunhilds haar:
de og opbragte Sind.
Efterat han et fuldt Døgn havde grundet paa, hvor—
ledes dette paa bedſte Viis lod fig ivoerkſette, gav Gun—
hild ham ſelv neſte Dag, ſom de efter Middagsbordet
ſade ene ſammen, Leiligheden ihænde. til at bringe Sa—
gen pan Gleed, ved at ſporge ham, om han da nu
havpde faget Gluf til at falde til Foie og angre fin Daar—
lighed, eller hvorledes det egentlig ſtod til i faa Hen⸗
ſeende. Arne, der hidindtil for hende havde fortiet fin
Samtale med Gluf, ſamlede ſig nu det bedſte han
magtede, og betroede hende, hvorlunde Glufs Kjeerlig⸗
hed var faa ſteerk, at den ei lod ſig tvinge, og at det
ſyntes langt klogere, dog hellere at føje ham heri, end
miſte hans hjelpſomme Haand ved Gaardens Drift og
Avling, til hvilken de dog begge i deres Alderdom
heiligen kunde treenge. Gunhilds atter opbruſende
Vrede vedblev han ſtandhaftigen at mode med Ind—
vendinger; ja han gik over til en Heftighed, der var
heelt uvant; men det lykkedes ham ei meer at betvinge
hende ved Grunde, end at vinde Bugt med hendes
Tunges tappe Veltalenhed. Hendes beſtandig gjen—
"tagne Hovedargument, at det vilde lægge hende i Graz
ven at fee den hovmodige Betlerqvinde lofte Hovedet
kry i Veir, og boe under Tag, ja dele Huſets Regi⸗
mente med hende ſom hendes Svigerdatter, lod ſig

ORDR DJ

O. 1
0
GNEBIBLIOT YE
ikke gjendrive ved nogen Form fta 5 Ee greb

endelig den eneſte Udvei, der ſtod han tilbage, og frem»
kom med det Forſlag, at der paa Gaardens Enemer⸗
ker maatte opføres en ſerſkilt Vaaning, hvori det unge
Par kunde drage ind. — Gunhild ſtudſede herved
noget, ſom om hun betænkte fig, og gienſvarede, til
Arnes Forundring, men med et ſtjult, underfundigt
Smiil: „Nu vel, for at viſe Dig, at jeg kan føle
mig efter Dig, ſelv hvor Du er urimeligſt, ſaa vil
jeg paa denne Viis give mit Minde til at de komme
ſammen; dog under eet Vilkaar, ſom Du faſt maa
love mig, ubrodelig at ville holde ved Magt, at det
nemlig maa ſtaae til min Villie at beſtemme paa hoil⸗
ken Plet den nye Vaaning ſkal optomres — forſtager
fig, at jeg dertil vælger en faſt og dygtig Grund, hvor⸗
"paa der trygt kan bygges.“ Glad over at ſee Striden
paa denne Maade endt, til alle Parters Tilfredshed, var
Arne ikke ſeen med paa det hoitideligſte at love hende
Vilkaarets Opfyldelſe, og han var neppe iſtand til at
oppebie den Tid, da han kunde forkynde for de Unge
denne lykkelige Vending i Sagens Gang, medens Gun—
hild i Stilhed ei mindre gledede ſig over den Argeliſt,
ſom hun lonlig havde giemt i fit reenkefulde Sind.
Da Meſter puke den paafolgende Dag havde bun—
den fin gamle graa Hoppe i Stalden, og langſomt flun-
tede over Gaarden, horte han indenfra en uſedvanlig
Bevægelfe Flere Stemmer talde høit og heftigt, og
han kunde tydeligt ſkjelne Arnes og Glufs Roſt, der
af og til overbodes af Gunhilds ſnerrende Discant.
Neppe var Kannikens trivelige Figur bleven ſynlig i

26 Jiettehoien.

den halvaabne Dor, for Arne, med uvant Heftig-
hed, kom ham imode, og krevede hans Raad ogBi—
ſtand i en Trette, der havde reiſt fig i Huſet. Gun⸗
hild vilde flux have faldet fin Hosbond i Talen; men
da han med ſaamegen Strenghed bod hende at tie,
at hun vel fornam, det var hans Alvor, blev Arne
alene den Ordforende. Han fortalte nu Kanniken, ;
der havde taget Sæde paa Benken, og med megen An—
dagt horte til, paa hvilken Viis han og hans Huus—
tro vare komne overeens om at foie de Unge i deres
Attraa; men hvorlunde Gunhild havde udlagt det
Vilkaar, ſom han havde lovet at opfylde, ſaaledes, at
de fkulde reiſe deres Vaaning paa den over hele Egnen
vanrygtede Hoi; at hverken han eller Gluf, ved at
foreſtille hende, at ingen Mand i Landet driſtede ſig
til at bygge paa et ſaadant Sted, havde megtet at
bringe hende fra denne Paaſtand, og at det hele Paa—
fund kun altfor klarligen viſte, at det var hendes
Agt, paa eet eller andet Sæt at afſtedkomme Vanheld
for de unge Folk, og bringe deres chriſtelige Forfæt
til at ſtrande.

Efter taus at have ladet ſig Alt foredrage, og kun
tilkjendegivet fine Tanker ved en rynket Pande, et ens
kelt Hm! ſom nu og da undſlap hans tykke Læber, og
et Par ſporgende HDiekaſt til Gunhild, ſom denne ei und⸗
lod at beſvare med et ondſkabsfuldt Smiil, rommede
Meſter puke fig lydeligt, og tog, med megen Salvelſe,

paa folgende Viis til Over.

„Menneſket, ſiger Skriften, ſkal ei engang i fine

Tanker friſte Synden, og vi vide det kun altfor vel:

*

Jettebøiens 77 VRD

Helvedes Fyrſte ſtaaer paa Spring ſom en glubende
Hyoeene, og opſpiler fine gloende Hine, for at fane Kloe
i en chriſten Sjæl. Desaarſag har J feilet, Moder
Gunhild, ved endogſaa kun paa Skromt at ſette en
conditionem, ſom kunde koſte tvende unge Sjæle deres
timelige og evige Fred. Men J har feilet af en god og
priſelig Henſigt, og derfor tor jeg tilſige Eder denne
Eders Synds Forladelſe. Det var Eders Agt, haanb—
gribeligen at lægge disſe unge Chriſtne deres Skrobelig—
hed pan Hjerte, og heelt tydeligen at lade dem vide,

J ikke er tilſinds at falde til Foie for deres ubetenk⸗
ſomme Lyſt og Attraa. Hvad der ſtrider imod Fornuft,
Skik og Sommelighed, det ſtrider ogſaa imod Wrbar—
hed og Dyd, og jeg kan ingenlunde betvivle, at jo
Herrens Naade vil vende Eders Hosbonds Sind til det
Rette, faar at han klart vil indſee, hvilken Daarlighed
det vilde være, hvis han gav fit consensum, ſom jo dog
under hiin conditione ei vilde være de Unge til Fromme,
men kun til Sjæls og Legems pderſte Fordeervelſe wog
en ſaadan Himmelens Straf vil jeg ydmygeligen bede,
at Herren, af ſynderlig Naade for mig, Joͤran puke,
hans Kirkes uværdige Tjener og Kannik udi Lund, miſk⸗
undelig vil afvende fra os alle.“

Kanniken tørrede her Sveden af fin. Pane og
Moder Gunhild vilde ſtrax have nyttet Leiligheden, til
at beſtyrke og forfolge den Seier, ſom hans Vel—
talenhed var pan Veie til at vinde over hendes Hos⸗
bonds Vankelmod; men Gluf tog raſt til Gjenmæle, -
dog formeldte, at han heelt vel indſage hvad Udfald Sa⸗
gen vilde fane, naar den fromme Klerk ſtulde have Ord

Fi

28 Jetteheien.

i Lauget zmen at han faa lidet frygtede for Djævelen og al

hans Gjerning; at det nu var hans fulde Agt, ikkun at

holde fig til det Samtykke, ſom hans Forældre havde
givet, og at opfylde den Betingelſe, de havde paalagt
ham. Et tillidsfuldt og kjerligt Blik af Astrid, der
under den hele Forhandling modfalden havde ſtaaet i en
"Krog i Stuen, og med ſommelig Ydmyghed afholdt fig
fra at yttre mindſte Oord, gav Ungerſvendens Mod nyt
Tonder, og ſaavel Meſter Pukes kraftige Tale og For—
maninger, ſom de venligſte Foreſtillinger af Forældrene,
der begge lige nodig vilde ſee det gjorte Vilkaar bragt i
Opfyldelſe, vare ſpildte pan hans faſte Beſlutning.
1

Den ſidſte Vinterſnee var endnu ikke ſmeltet for
Aprilſolens lune Straaler, da flere dygtige Hænder
fanes i travlt Arbeide med at rydde og jevne Overfladen
af Jettehoien; fvære Bjelker, Bræder og Sparrer flæb-
tes op paa Bakken, og der tilfortes Leer paa Hjulbore
fra Leergraven hiinſides Gaarden. Fra Dag til Dag
tiltog denne Travlhed, og Gluf var ſelv den rappeſte
til at, tage Haand i, og paaſkynde Veerket. Skjondt
Dagene vare forte, og ingen Mand lod fig bevæge til at
rore med en Finger ved Arbeidet fra det Hieblik Solen
ſogte ſit Natteherberge bag Tycho Brahes He, ſaa
fremmedes Bygningen dog kjendeligen, og det varede
knap trende Uger inden Krandſen ſvang ſig høit paa
Stang over Rygningen, og de flinke Karle, hvis Hen⸗
ders Magt var kommen Oluf faa vel tilgode, Holdt
det velfortjente Reiſegilde paa Arnes Gaard,

—

Jettehsien. 29 '

Vel havde mangen af de gamle Bonder der i Cgs
nen, ved at betragte det driftige Verk, ryſtet fvart
paa "Hovedet, og mumlet i Skjegget, at faa guds—
forgagent et Forſet visſelig vilde tage en hæslig Ende;
vel havde Arne ei været at formage til ſelv at begive
ſig derhen, eller at fee Bygningens: Fremgang ner—
mere end fra ſin Gaarddor, og Gunhild og Meſter
Puke havde med hinanden holdt mangen andegtig Bon
om at Sonnens Ugudelighed ei maatte komme over For—
oeldrenes Hoved, og at den gamle Hednings Harm ei
maatte ramme dem, ſaa lidet ſom Huſets fromme
Sjceleven. Men Gluf og Astrid vare ved freidigt

Mod; de fane med glad Længfel den Stund imode, da

de ſkulde drage ind i deres nye Bolig og fætte Fod
under eget Bord,] og om de endogſaa nu og da horte
mumle om, at En eller Anden vilde have ſeet den
vilde Gubbe fra Hoien, der havde ſkroemmet ham med
en gram og truende Mine, faa forſtyrrede dette dog
ingenlunde den trygge Tillid og Fortroſtning, hvor—
med de ſage den kommende Tid imode.

Endelig var Huſet heelt optemret og feerdigt;

der var kommet Benk og Bord i den hyggelige Stue,
og Hylderne vare flagne op i Fadeburet, ja i Ste-
gerſet ſtode alt Potter og Gryder rede, og ventede pag
Astrids huusvante Haand. — Men i Arnes Gaard
var der en heelt uvanlig Feerſel og Tummel; ſaavel
fra Landeveien til Lund, ſom fra alle andre Kanter
af Naboelauget, mylrede ſaa mange Mænd og Qvin⸗
der derind is deres bedſte Kleder, ſom Gaarden vel
kunde rumme, og Gunhild havde fuldtop at vac

80 - Jetteheien-

med at faae Plads til al den Overflod af Mad og
Drikkevarer, der ſkulde beſette Bryllupsbordet. Den
tykke Meſter Puke, der i fit Anſigts Sved var van⸗

dret med Arne fra Kirken, neermeſt efter Brudeparret,

vraltede med megen Omhu beſtandig omkring Bruden,
og havde faa meget at ſige hende og hvide hende i
Hret, om hvad Landets Sed og Sommelighed kroe—
vede af hende ved en ſaa vigtig' Leilighed, at Gluf,
der imens maatte laane Hre til de unge Karles over—
givne Skjemt, fra Tid til anden blev: halv: fortreden⸗
over knap at kunne komme til at ſige Astrid mindſte
Ord, i hvor meget der vel kunde ligge ham pan Hjerte.
Man holdt ved med Sviir, Dands og Lyſtighed

til langt ud paa Natten, og det var nærved atter at“

grye ad Dag, inden man endelig kom overeens om at
folge Brudeparret hjem. Meſter Duke, der havde taget.
vel til fig af Mjoden og det gamle Ol, havde ondt ved at
komme op paa ſin graa Krallik, og da den ſatte ſig i
Gang, trimlede han, til ikke tinge Gammen for de
unge Karle og Piger, flere Gange af, for det vilde

ykkes ham at komme ret i Sæde, Flere af de Gamle
hapde ogſaa feet for dybt i Kruſet, og ſvinglede lyſtig

omkring, da den friſke Luft blæfte dem koldt i Anſigtet.
Gamle Arne havde drukket fig faa varm om Hjertet, at
han ei vilde lade fig ſnakke fra at felge de Unge til deres

nye Vaaning, ſom han for forſtegang følte Mod til f

at tage i nærmere Betragtning. Kun Moder Gunhild
havde bevaret den kolde Sindighed, hvormed hun under
den hele Lyſtighed havde holdt gode Miner med hvad der
ikke ſtod til at ændre, og tog ſommelig Afſkeed med Bru⸗

Jetteheien. a 31

deparret og Gjæfterne i Døren, — Det talrige Tog be⸗
gav ſig nu paa Veien ad Gangſtien, der forte over

Mark og Eng, og i Begyndelſen vare Alle heelt lyſtigt
tilmode. Som man mere og mere neermede fig Bakken,
gjorde imidlertid den natlige Stilhed, Fuldmaanens
blege Skin paa de nedenfor Bakken adſpredte høie Pop⸗
ler, og Tanken om ſelve Tid og Sted og det unge Pars
forvovne Gjerning, ſom, efter Menigmands Troe,
maatte falde Enhver ſterkt paa Sinde, et eget Indtryk
pan den vandrende Skare, der blev alt mindre og min⸗
dre hoiroſtet, og tilmed efterhaanden formindſkedes, ſaa
at tilſidſt kun nogle enkelte unge Karle og Piger, der
vare fulgte nærmeft ved de Nygifte, ſtandſede med
dem paa Bakken udenfor Doren til deres Vaaning,
hvorfra de nu fane Rekker af Tre, Fire i Forening,
Arm i Arm, at ſlendre henover Marken. Paa den
brede Landevei fane man Meſter pukes Hoppe i et
ſindigt Trav at vandre ene til Byes, efterat havde
ladet fin Herre tilbage i en Groft, hvori den lærde
Kannik var falden, fordi han havde forſemt at bringe
Ligevcegtens Love i tilborligt Anſlag. Arne var, imel⸗
lem ſine Naboer, tvende aldrende »Gaardmend, alles
rede et godt Stykke ad Hjemveien; og de unge Folk,
der havde ventet at tage Afſkeed fra ſamtlige Bryl⸗
lupsgjeeſter, maatte nu neies med at lade ſig ſige

Godnat af hine faa Tilbageblevne, ſom juſt ei heller

tovede længe med at ſkynde fig. bort, for endnu, om
155 kunde, at indhente noglexaf de Øvrige,
Ihvor lidet glædelig denne Begidenhed, der 90s

de Fleſte vel ogſag maatte gjelde for et ondt Forvar⸗

4

32 Jettehsien.

ſel, end "maatte bære for det unge Par, ſaa fandt

de dog i deres nye Vaaning ingenlunde Foie til i
nogen Henſeende at fortryde den Beſlutning, ſom de
med fad, megen Standhaftighed havde ſat igjennem.
De havde i de forſte Dage fan meget at tage vare

med deres huuslige Indretning, og de fandt ſaa me—
gen Fryd i edet uvante Held, det nu var dem forundt

at nyde, at Timerne henſvandt faa. hurtigt ſom vare
de Minutter, og den Tanke end ikke faldt dem ind,
at nogen Forſtyrkelſe af denne deres Lykke kunde være
mulig. — Deſtoveerre ſkulde ſnart en Omſtendig—
Had indtræffe, der, paa en ligeſaa forſtyrrende ſom
uventet Maade, maatte vælte dem af denne ſtakkede

Drom.

Beboelſesverelſerne i det gone Bondehuus
Vare ſaaledes indrettede, at Dagligſtuen var beliggen—
de i Midten af Vaaningen, netop over Middelpunk⸗

tet af Hoien: paa hoire Side af denne Stue var

>

Stegerſet og Fadeburet, ſamt Sengerum for et Ty⸗
ende; men paa venſtre Side en mindre Stue, fom
Wlepateſt havde valgt til Sovekammer.

Allerede en af de forſte Netter var det kommet
Astrid fer, ſom om hun midt om Natten horte No⸗
get røre fig) ja ligeſom Fodtrin at træde indenfor i
Dagligſtuen; hun havde gjort Gluf opmeerkſom der⸗
paa; men denne havde leende meent, at det ei var
andet end Bygningstommeret, der knagede, ſom det
ofte høres i nye Vaaninger, og Begge havde berpag
ubekymrede flaget fig til Roe.

*

Jetteho ien. 33

Det var en ſmuk Maidags-Aften, da Gluf,
modig efter ſtrengt Markarbeide, tidligere end ſed—
vanligt lagde fig til Hvile. Astrid havde endnu en—
deel at ſkaffe i Huſet, og folte fig faa oprømt, at

bun en god Stund efter vedblev at ſysle, ſaavel inde

i Dagligſtuen, ſom i Kjokken og Fadebuur, og da
deres eneſte Tyende i Skumringen var gaaet ud til et
Bondebryllup i Naboelauget, og Astrid ſaaledes var
ene om hvad hun havde at varetage, henglerd Tiden
fan umerkeligen for hende, at Taarnuhret i Lund
allerede forlengſt havde ſlaget elleve, og det leed ad
Midnat, inden det faldt hende ind, at det dog vel
kunde være paa Tide at ſoge Roe. J Sengekamme—

ret horte hun fin Hosbond ſove trygt; hun treen ſagte

derind, og, kor ei at forſtyrre ham ved Synet af Lys,
hvis han ſkulde voekkes, flukte hun Talglampen, ſom
hun havde i Haanden. Da det midlertid var Fuld—
maane, fan oplyſte Maaneſkinnet Kammeret nok ſaa
klart, ſom tilforn den dunkle Lampe, og Astrid kunde
ikke bare ſig for at liſte ſig hen og viſke Duggen af
en af de gronne Knopruder, for at ſee ud. Det var
en ſaare deilig Nat; den blaae Himmel var fuldtbe—

fat med tindrende Stjerner, og ei et Vindpuſt rørte ſig.

Hun ſtottede Albuen paa den ſmalle Karm, og blev
ſaaledes ſtagende nogle Hieblikke, med Haand under
Kind, i taus Betragtning. Det varede ei lenge, for⸗
end hendes Tanker, ſom det tidt hændte i Eenſomhe⸗

den, droge bort fra Gjenſtandene omkring hende, og
brat fore hen, over det adſkillende og forbindende Havs

vide Udftvæfning, til hendes kjere Norden. Her op?
; (3)

*

18

3⁴ i Jettehsien.

taarnede de ſor hendes Blik uhyre Steenmasſer, med
ſtolte Graner paa de ſteile Toppe, og Fjeldſtromme
bruſende i Dybet, og disſe Syner bleve alt klarere og
klarere, faa at hun, fra fin lille Bakke, med Hreſun—
dets, ſom et Solverſpeil blinkende, ſtille Bolger for
Die, tykte fig henflyttet paa Norriges hoieſte Fjerde
pynt, og ſtirrende ud over et fjernt, ukjendt Hav.
Halvbrommende kom det hende for, ſom om Alt efter—
haands blev dunklere omkring hende, og ſelſommere
Syner gjoglede nu for hendes BLE, Bølgerne ſyntes
at rulle hende nærmere og nærmere, og hæslige Van:
ſkabninger ſtak fra Tid til anden deres uhyre Hoveder
truende iveiret. Sorte Skyer, af de ſynderligſte Om⸗
rids og Former, kom tilſyne, og disſe tyktes hende at
danne fig til kjempemesſige Menneſteſkikkelſer, der med
ildrode Dine ſtirrede over paa hende. Disſe Reddſels—
billeder bleve alt mere og mere levende, og det var
hende ſom om Alt omkring hende vilde oplive og for:
me fig. til nye Skrekkeſyner, der beſtandig ſyntes at
ville overtreeffe hinanden i Afſkyelighed. J Angſt og
Fortvivlelſe over al den Redſel, der omfluttede hende,
ſom i en Trolddomskreds, vidſte hun ei hvor hun
ſtulde henflye, da pludſelig et lyſende Punkt, fjernt
paa det oprørte Hav, med en vidunderlig Magt, drog
al hendes Sind og Opmærffomhed til fig. Det kaſte—
des pan Bølgerne alt nærmere og nærmere hen imod
hende, og Lysſtrommen udvidede fig, og blev alt ſtorre
og ſbtarre. Endelig faae hun tydeligen, at det var en
liden Baad, men af ſeeregen let og luftig Dannelſe,
og i Baaden lage et ſovende ſpedt Barn, og om

Jettehoien. 35

dette ſveyede hiin Lysning, for hvilken de forte Skyer alt
mere og mere oploſte ſig i Klarhed. Nu var Baaden
ganſte nær, da med eet en fjæmpemæsfig Haand foer.
ud af en endnu overhængende kulſort Sky, ſom for
at ſtyrte Baaden og dens lette Byrde ned paa Havs
dybet. Men i det ſamme fvævede et ſkinnende Kors,
med blendende Klarhed, midt i Lysningen over Baa—
den, og Haanden og den forte Sky forſvandt. Hen—
reven af Glæde, vilde Astrid udſtrekke fine Arme
imod Barnet, men i ſamme DSieblik havde hun ner
udſtodt et Skrig af Smerte; thi — hendes Arm gleed
ned fra Karmen, og Hovedet berorte foleligt Vindues⸗
rammen. Hun foer med Haanden til Hinene, og
traadte et Skridt tilbage; men det var hende neppe
muligt at ſamle fig, faa levende havde hiint Drom-
meſyn bemeſtret fig hendes Sind. Nu flog Taarn—
uhret atter — hun talte tolv lange, gjenlydende Slags
Astrid gneed ſine Dine, og gik nogle Skridt hen i
Kammeret — da forekom det hende, ſom om hun horte
den ſamme Lyd, ſom hun flere Gange tilforn havde
troet at merke i Stuen ved Siden af. Hun lyttede,
og fornam tydeligen nogle haarde, ligeſom afmaalte
Fodtrin. Doren ſtod paa Klem. Skulde hun træde
hen og fee derind? Frygten jog hende Blodet op 5
Kinderne — nu lød atter hine Trin — nu ſtandſede
de — Asgtrid fattede Mod, og traadte ſkjclvende hen
til Doren — hun bsiede ſig, ſtottende ſig med Haau⸗
den imod Væggen, og fane derind igjennem Aabnin⸗
gen — en hoi, kraftig Oldings-Skikkelſe, med furet
Anſigt, et buſket, rødt Skjeg, i 605 Jernruſtning⸗
3")

36 ; Jettehsien.

med en ruſten Hjelm pad Hovedet, et fkrammet Skfold
for venſtre Arm, og den hoire Haand ſtottet paa et
ſtort Slagſvoerd, ſtod midt d Stuen, halv belyſt af
det klare Maaneſkin. — I det hun, heftigt ryſtende
af Skrek, fane hen paa ham, kaſtede han et vildt,

. truende Blik pan hende. Det var det ſamme ftrænge “

Aaſyn, ſom hun havde feet hiin Aften. Nær var Astrid

ſegnet til Jorden — det blev fort for hendes Vine,

og halv bevidſtlos holdt hun fig faſt, ved Dorklinken —
endnu engang vovede hun at flane Hinene iveiret —
da var den frygtelige Skikkelſe borte. Hun trak Veiret
dybt, lukkede Doren, og traadte hen for Sengen. Gluf
ſov endnu haardere end tilforn; hun nennede ei at
vokke ham, men ſogte i Stilhed Hvile, og en qvegende
Sovn ſtyrkede hende ſnart efter den Sjels- og Le—
gems-Udmattelſe, ſom denne ſkrakkelige Nat havde
voldet hende.

Man vil let formode, at Astrid næfte Morgen i
ei tøvede længe meb at fortelle fin Hosbond det Syn,

hun havde havt. Den Tryghed og Beſtemthed, hvormed
hun forſikkrede, virkelig at have ſeet, hvad Glufs ung—
dommelige Vantroe gjerne vilde have draget i Tvivl,
bragte-ham ſnart ud af Fatning. De fortaug Begge

Sagen; men det varede ei mange Netter, for Gluf

fik fuld Foie til ſelv at overtyde ſig om Sandheden af
hans Huustroes Udſagn, i det han lpsvaagen horte
hine gienlydende Fodtrin. Han vilde ſpringe op; men
det var ſom en uſynlig Kraft feengſlede ham til Leiet,
og haldt ham tilbage; han folte fig ingenlunde mod⸗

løs eller forfærdet, men hiin Magt bandt ham de

S/E

nee

Jettehoien. 37

dig, hvergang han ſiden fornam den ſamme Lyd, og
naar han endelig, med Anſtrengelſe af alle fine Kvæf-
ter, havde betvunget den, og det var lykkedes ham at
ſpringe op og aabne Doren, faa var der intet at fee;
og han vilde endnu have holdt det Hele for Blendverk,
hvis hans Oren ei ofte. nok tydeligen havde overbeviiſt
ham om, at her intet ſandſeligt Bedrag fandt Sted.
Ihvorvel de Begge ei. havde ladet forlyde mindſte

Otrd om hvad. der tildrog fig, til noget Menneſke, faa -

rygtedes dog ſnart over den hele Egn, at det ei var rigs

tigt fat hos de unge Folk, og man talde ſnart overlydt

om, at Gubben fra Hsien færdedes Hos dem ved Natte⸗

tide. Efter den Troe, ſom Menigmand iforveien havs

de, vilde man maaſkee have ſagt Saadant, om ſelv In—

tet yderligere havde foranlediget det; men det Tyende,

ſom tjente hos dem, en Huusmandsdatter der fra Eg—
nen, havde ogſaa fornummet hiin natlige Lyd, og det
var ei undgaaet hendes. Opmeerkſomhed, at der
ſtundom om Morgenen lod fig ſpore en vis Angſtelig⸗

hed og Hemmelighedsfuldhed pan de tvende Wgtefolks
Anſigter, der ſyntes at forraade, at de ſkjulte en Fang sa re

dom, fom de frygtede for at gabenbare.

Hos Glufs Forælbre var dette Rygte, 510 ſnart 5
var kommet dem for Øre, en Bevæggrund mere til at

ſkye de Unges Vaaning, hvori Ingen af dem endnu

havde ſat ſin Fod, og ſom de nu undvege med langt.

ſtorre Angſtelighed end tilforn, faa at de ſtundom gik en.
lang Omvei, blot for ei at komme den ner. Gunhild
ſaae i denne Begivenhed klarligen Himmelens Straffe⸗

dom, ſom de Unge, med al Nette, havde nedkaldt over

2

*

38 : Settebøien.

deres Hoveder; men Arne, der, trods alt fit Vankel⸗
mod og fin Vngſtelighed, dog endnu havde gjemt en
Reſt af Faderkjeerligheden i fit Hjerte, ſogte Naad hos
Meſter Puke, og gjorde Krav paa hans chriſtelige Bi—
ſtand, til at fane den lede Aand udjaget af Sønnens
Huus. Den tykke Kannik, hvis Hjerte pikkede dobbelt
hurtigt, hvergang at Talen faldt paa denne Sag, ſatte
alle de Spidsfindigheder, han megtede at opſtille, mod
den Gamles Bonner, og meente, at man ſik at give
Stunder, og fee Tiden an, da Djævelen endnu var
Ordets Tjener for ſteerk; naar Tiden kom, at han forſt
ſtod til at tvinge, fan troſtede han fig til at binde an
med ham, trods Nogen. Men denne Tid lod ſtedſe
til at ville blive borte; og Meſter puke forſomte aldrig
den Forſigtighed, naar han paa Veien kom forbi de
Unges Huus paa Bakken, at holde fig fan fjernt derfra
ſom muligt, hvorhos han trykkede Sporen faſt i Siden
paa fin Krallik, og mumlede fit Ave og Credo med
ſtor Andegtighed.

Paa denne Viis henliſted' een Maaned fig efter en
anden; men den gamle Hedning drev fit Veſen alt
værre og værre, fan de arme unge Folk faſt ingen Nat
havde Roe; og om Dagen plagedes de dobbelt, af Frygt
og Vngſtelſe for hvad der alt var heendet, og hvad frem—
deles maatte foreſtaae. — Astrid folte fig nu ſvanger,
og denne Begivenhed, der under andre Omſtendigheder
vilde have voldet Gluf den ſtorſte Glæde, blev ham
en ny Kilde til Mismod, da han, ved at fee hen—
des Forlesningsſtund nærme, fig, alt meer og meer
frpgtede for, at hiin onde Aand, der færdedes hos

*

Jettehoien. 39

dem, maatte attrane det ſpede Foſters Fordervelſe.
Denne Frygt deelte midlertid ei Astrid, der tvertimod,
med freidig Liid til Forſynet, lengſelsfuld fane denne
Stund imode, ja vel endog nærede den Fortrsoſtning,
at den uſtyldige Spoedes Komme vilde bringe hiint
fredforſtyrrende Veſen til at vige, og ſtjenke deres
Sind Fred og Frelſe. — Det ventede Hieblik kom,
og Astrid bragte, i den kolde Glugmaaned og under
Vandmandens Tegn, en karſt og velſkabt Dreng til
Verden, hvis forſte Skrig lod Forældrene glemme
enhver Bekymring, og hvis Smiil fyldte deres Hjer—
ter med en hidtil ukjendt Fryd.

Syv Dage vare endnu ei tilende, for der alt foie⸗
des Anſtalter til Barnets kirkelige Daab. J hele dette
Tidslob var Huſets Rolighed kun bleven forſtyrret af
den nykomne Gjeſts Skrig og Uſtyrlighed; og hiint
ældre Huuskors, der faſt ſkulde ſynes ei at være nogen
Ven af flig Forſtyrrelſe, havde aldeles ikke ladet høre
fra ſig. Denne Omſteendighed bidrog ogſaa fit til, at
det endelig lykkedes Oluf at formage den gamle Arne
til, i Forening med hans geiſtlige Ven, den tykke

Kannik, at deeltage i det Barſel- og Faddergilde, ſom

Gluf var tilſinds at holde ved Barnets Daab, og
hvortil han havde indbuden alle fine Frender og Be⸗
kjendte. Da dette ſkulde gage for fig tidlig pan Das
gen, og der tilmed Natten iforveien var falden en
jevn Snee, ſaa at der var et lyſtel! “ Stedekere
kunde det ikke feile, at jo mange maa
og Gluf ſaae, for forſte Gang, en 'fi
Venner og Slegtninger ſamlede und

*

40 f Jettehoien.

gets Lyſtighed ſteeg, alt ſom der flittigen blev drukket
rundt, forſt paa Drengens og Forældrenes Sundhed,
og ſiden paa” den fromme Kanniks Onſke, om en lig—
nende Velſignelſe ad Aare, og hvad flere Skaaler, Da—
gens Leilighed vel fremdeles maatte give. Det kunde
ikke ſlage feil, at Talen jo ogſaa maatte falde paa de
ſaa vidt i Landet berygtede Hjemſogelſer af Gubben fra
Hoien, og de unge Karle flokkede fig om Ægteparret,
og onſkede det til Lykke med, at den nykomne Ungerſvend
ſaa flux havde feiet den gamle Kjæmpe paa Dor. Me—
ſter Puke, og flere af de Gamle, ryſtede vel betenke⸗
ligen pan Hovedet over de Unges Kagdhed; midlertid,
havde Glufs Gammelel ſmagt Kanniken ſaa vell, at
han tog Oluf hemmelig: til Side, og i al Fortrolig⸗

1 85 hed, med Haand og Mund, gav ham det, Lofte, at

leſe for ham de kraftigſte Sententſer og Formularer,

ſom vel fulde være mægtige, fremdeles at holde den,

lede "Djævel borte; bvornæft han lyſtig dreiede fig paa
Hel, og med veldig Bas iſtemte en heelt verdslig
Sang, der i Indhold lod ſig ligne med hiin velkjendte,
gamle: „Friſk op, naar Djævelen gjor fig vred“ 26.3
men hvis Omqved, der bod at tømme qvær
„Baade Kande og Sruus
For Bonden hiin giceve og al hans Huus“

Gjæfterne ei lode fig ſige omſonſt.
Hyoor lyſtigt det for ovrigt gie til ved dette Gil⸗

. 5 eller ei, faa kan det ingenlunde fordelges, at det
neppe var begyndt at morknes, fer Meſter Puke neer⸗
mede fig Arne, der ſad i Mag paa Benken, og flik—

kede fig. heelt vel i fin. Værdighed ſom Bedſtefader, og

i
—
„

Jettehoien. 41

trak ham noget ſterkt i Wrmet, efter hvilket Vink
man ſnart fane, ei alene Arne, men hver Mandi

Stuen at lave ſig til at tage Afſteed. Det frugtede

kun lidet, at Gluf fortroſtede ſine Gjeſter med, at
det længer ud pan Aftenen blev et deiligt Maaneſkin
— Enhver blev, enten ventet hjem, eller havde endnu
Noget at varetage pan Hjemveien, og Ingen kunde
teve længer — fan at den lyſtige Sperm inden Maas
nen engang ſik Stunder at ſtaage op, i halvt Morke,
deels agende, deels vandrende, begav ſig bort, og

Gluf ſaalunde ſnart igjen fandt. fig ene med ſi ſin
Astrid og den tredie Mand, hvormed hun havde for⸗
øget hans Huusgeſinde.

Gluf havde. ondt ved at> lægge Dolgsmaal paa!

det Mismod, hvori hans Gjæfters tidlige Bortgang
havde fat ham; men Astrid, der den ganſke Dag
havde. viiſt en ſer Alvorlighed, ſom om Noget lage

hende paa Sinde, bortkysſede flur med Ømhed hvert -
Spor af Vrantenhed fra hans Aaſyn, faa at hans:

forrige Tilfredshed vel maatte vende tilbage. Som de

nu ſadde ſammen i ſtille Fortrolighed, aabenbarede

Astrid ham, at der længe havde ligget hende en Bon

paa Hjerte, ſom det lage hende Magt pan at fee op

fyldt; men at han forſt ubrodeligen maatte love hende,
ei at hindre hendes Forſckt. Da hun havde erhvervet
hans Lofte, hvilket i en ſaadan Stund juſt ei kunde
falde hende vanſkeligt, fremførte Astrid ſin Begjæ-
ring, ſom ei gik ud paa mindre, end at han i den til—
ſtundende Nat maatte tilſt̃ede hende at rede Leie alene

„

7

for fig og den uys chriſtnede Dreng, inde i Daglig⸗

*

42 Jetteheien.

ſtuen, og at de To der maatte tilbringe Natten. Man
kan tænke fig, at Gluf ei blev lidet forbauſet og eng—
ſtelig tilmobe ved dette ſynderlige Forlangende; men
Astrid var ei at bringe derfra. Hun fortalte ſin Hos—
bond hvilken Drom hun havde havt kort efterat de
vare komne ſammen, og hvorlunde det var hendes
faſte Troe, at det nu ſtod til hende, at lade den gage
i Opfyldelſe, og derved at frelſe dem fra hiin natlige
Fredsforſtyrrer, og befrie deres Huus fra det Vanrygte,
ſom var faldet derpaa. For Udfaldet bar hun ei mind⸗
ſte Frygt, da baade hun og Barnet, der jo idag var
indlemmet blandt Chriſtnes Tal, ſtod i Guds Haand,
fan at dem intet Ondt kunde vederfares. Alle Glufs
Indvendinger og indſteendige Bonner, frugtede her in—
tet; han ſaae fig nødt til at give efter, og fattede kun
hos: fig ſelv den Beſlutning, at lade Doren ſtage pan
Klem, og holde ſig vaagen Natten igjennem, for at
kunne være ved Haanden, hvis noget Ondt maatte
være pan Færde i
Vel fandt Astrid ſig heelt ſynderlig tilmode, da
hun om Natten fandt fig ene med det ſpede Barn i den
rummelige Stue, Hun havde ſlukket fit Lys; udenfor
var Himmelen overtrukken med ſorte Skyer, og det var
ganſke morkt i Verelſet. Da Doren til Sovekammeret
ſtod pan Klem, horte hun, at hendes Hosbond ſagte
mumlede en Bon. Ogſaa hun oploftede ſine Tanker
til Gud, og bad med Inderlighed, at han vilde tage
hende og Barnet i fin Varetegt. En Tidlang var Alt,
ſtille, og kun et dybt Suk, ſom hun horte Gluf drage,
afbrød Tausheden. Derpaa begyndte Drengen at rore
i 7 2

(|

Jettehoien. f 43

fig, og at græde heftigt. Astrid tog ham paa Armen,
og det varede længe inden hun fif ham gynget og tysſet
i Søvn. Alt var igjen ſtille; men der begyndte ſnart
at reiſe ſig en Storm, ſom blæfte med ſaamegen Vold⸗
ſomhed, at! Huſet ryſtede derved, og Vinduesruderne
uopherligt klirrede. Efter længe at have hort pan denne
Lyd, dysſede dens Eensformighed hende endelig i en let
Slummer. Denne havde vel varet i en Times Tid, da
en raslende Larm vakte hende. Hun ſage iveiret, og
hvo ſkildrer hendes Reedſel, da hiin høie, frygtelige
Skikkelſe ſtod for hende, ubevegeligen ſtottet paa fit
Sværd, i den ſamme Ruſtning, ſom hun forrige Gang
havde feet ham. En ſvag Straale af den gjennem
Skyerne frembrydende Maane, faldt paa hans Aaſyn,
og de ſkarpe Bine ſtirrede, med ufravendt Blik, vredt
og truende paa hende. Dette Blik var det hende
nmuligt at udholde; hun vilde ſkrige, men det var
ſom om en Jernvegt hvilede paa hendes Bryſt, der
ei tillod mindſte Lyd at fremtreenge; hun vilde røre
ſig, men hvert af hendes Ledemode forblev ubevegeli—
gen, ligeſom krampagtigen bundet til den Stilling,
hvori hun lage. Endelig lykkedes det hende, ved en
voldſom Kraftanſpendelſe, at udſtreekke Armene efter
Barnet. Det flumrede født. Da raslede det lydeli⸗
gere, og Skikkelſen bevægede fig et Skribt fremad.
Hver Draabe Blod isnede i Moderens" Aarer. Han
ſtandſede, og betragtede Barnet; det. fjælløfer Anſigt
ſyntes at oplives) og Leben traf ſig ſom til et Smiil.
Atter raslede Ruſtningen; han vendte ſig bort, og
” traadte nogle Skridt tilbage. Endnu. engang vendte

*

44 Jäetteheien.
han fig om, og ſage opmerkſom paa den flumrende
Dreng, paa hvis Pande Maanens Straale i det
ſamme ſpillede. Derpaa traadte han hen foran det lange

Egebord, der ſtod for de tvende Fag af Vinduerne,

og nu tog han Hjelmen af, og ſpendte Sværdet fra

Siden, og lagde begge Dele paa Bordet. Derpaa—

losnede han Ruſtningen, Bryſtpandſer, Arm- og
Beenſkinner, og lagde Alt, Stykke for Stykke, ved
Siden af Hjelm og Sværd. Astrid holdt fit Aan—
dedret tilbage, og betragtede den hele Færd med ſtum
Forbauſelſe. I det ſamme borttog en Sky den ſmalle

Stribe af Maanens Skin, der faldt i Stuen; Skik⸗

kelſen var i ſamme Oieblik forſvundet, og i Verelſet
var der morkt og ſtille ſom tilforn.

) Fuld af Forundring over Alt hvad hun havde
ſeet, var Astrid i Tvivl om hun fulde falde paa
Gluf eller ei. Hun lyttede; men han var falden i
en Slummer, og ſov ſaa trygt, at hun ikke kunde fore det
over fit Sind at voekke ham. Selv var det hende umu—

ligt at falde i Søvn; forſt henad Morgen til faldt hun

i en let Slummer; men ſaafnart det begyndte at lysne,
var hun igſen vaagen, og tøvede nu ei med at ſtage
op. Oluf var alferede paa Færde, og kom ind, da
han horte hende rore ſig. Hvor forundret blev han,
ved af hendes Mund at erfare hvad der havde tildraget
ſig, og da de traadte hen til Bordet, for at ſoge om
Kiempens Ruſtning, ſee! da lage hvert Stykke der
endnu, noiagtigen ſaaledes ſom han havde lagt det;
kun var Alt forvandlet til Stov, og ene Formen viſte
endnu hvad hver Deel ifær havde været.

&

——— ÆT SER GREN Fr Ar — —

Jettebøien, : å5

Fra denne Stund af, blev det unge Pars Vaa=
ning aldrig oftere foruroliget ;af Jettens natlige Beſeg;
Arne og Gunhild undredes ved at høre den ſynderlige
Fortælling; men da Tiden viſte, at Gubben ei tiere
lod ſig tilſyne, og de unge Folks Drift og Gjerning
tilmed havde Fremgang og Velſignelſe, gav ſelv den
Sidſte efter for et faa mægtigt Beviis pan Skjeebnens
Forſonlighed, og viſte ſig ei heller ubonherlig; men Me—
ſter Pube tilſtrev det Hele at være Virkning af de kraftige
Formularer, ſom han ſamme Nat ſagde at have loeſt
for Wgteparrets timelige og evige Frelſe, og gjorde fig
ei lidet til af fin Magt ſom Djevlebeſveerger.

Hos Menigmand i Skaane er Sagnet om Jette—
hoien gaget i Arv fra Slægt til Slægt, og den Dag i
ger fortæller man der om Kjempens til Stov forvand⸗

Ruſtning; men Nogle mene, at Jetten, der ſelv
ſkal have været en ærlig Normannakjoempe, ei vilde
have været fan let at bevæge, hvis han ei, i den lys—
haarede Spedes Anſigt, havde fundet Træ, der med

Stkiel lode flutte, at det var Spiren af hans egen
Æt, han her ſage for fig:
A. P. Liunge.

46 ÅG

*

Huusalferne.

Romance.

r N :
(Helliget Hendes Majeſtet Dronningen og Hendes Kongl.

Hoihed Kronprindſesſen, paa Deres Fodſelsdag.)

— —

Bi fmane Huusalfer kiedes grumt
Paa dette ode Slot her hiemme;
Nu alting ſtager faa tauſt og ſtumt,
Der toner ingen Lyd og Stemmez
Vi elſke Menneſkenes Roſt,
Og ſmuk Muſik vi gierne høre;
Men i den dunkle Efterhoſt 0
„Nager ingen venlig Lyd vort Øre.

Vi elſke Skioldungſtammen troe,
Thi ſelv vi er fra Odins Dage;
Da Jetter veeg til Biergets Bo,
Pi Alfer bleve her tilbage.

Os ſkrcekker Chriſtendommen ei,
Wifer kun ſkielmſke, men ei onde,
Ig hilſte tit paa Aftenvei

Den dierve Ridder, trætte Bonde.

Paa mangen Borg vi boede godt
Par tidlig, filde der paa Tærdes
Helſt pan det rode Ridderflot,
Som huſed Chriſtian den Fierde.
Men da den Fierde Frederik
Led dette Hus pan Bakken bygge,
; Til Fredriksberg vi gierne gik,
3 Lindetræœers ſvale Skygoe,

*

7

Buusalferne.

Her traf vi vor Skioldunges Bern,

Og leged tit med dem i Vaaren;

Vi gav dem Roſer uden Tiorn;

Os fryded Moder -Gleedestaaren. 0
Naar Fader Fredrik ſteeg til Heſt,
Men kysſed' forſt de kicere Piger,

Da var vor Dands, vor Jubel bedſt;
Thi Alfen ei fin Konge ſpviger.

Da, Chriſtian, Din Frederir
Sin Vilhelmine Havde vundet,

Den bedſte Krands hun dengang fik,
Den havde de ſmage Alfer bundet.

Vel groemmed os, at Skicebnen drev
Ham bort; at hun ham maatte ſavne;
Dog troſted det, at her hun blev,

At hendes Fod vi kunde favne,

Da Caroline, elſkelig,

Wed nye Lyſthuus ſtod, ved Parken,
Og Tommerfolket ſkyndte ſig 1

Som Noah ſkyndte fig med Arken,
Vi ſelv de friſke Groestorv ſkar,

Og vanded dem med Dug i Morke,
Vi Blomſter did i Potter bar,

Og vogted dem for Sommertorke.

nu — tenkte vi — nu bier hun viſt,
Sin Fodſelsdag hos os at feire!

Wi hented mangen Egeaviſt

Alt fra den gamle Lund i Leire;
Vi haabed til en dobbelt Feſt
At hilſe hende med fin Moder;

t

48

Buusalferne.

Thi end var Flora Hangens Giceſt
Og Frugten hang ſom Blomſtens Broder.

Men ak! det nye Lyſthuus ſtaaer
Forladt naar Fodſelsdagen kommer!
Hun vortſvandt, ſom den hulde Vaar,
g ſeer os forſt igjen til Sommer.
Odag hun ſtager i Feſtens Hal

Og fruder fig ved Folkets Stemme,

Et Jubelchor i Tuſindtal —
Men kan hun ſine Alfer glemme ?

dg Du, vor Dronning! kunde Du
Saa reent os at forlade nænde 2
Vi blev fan fro, faa fro i Hu,

Da røde Kudſke kiorte Brænde:

Nu, tænkte vi, nu ei hun flyer,
Her ſkal ei Bloeſten hende ramme! “
Nu. fane vi hore Eventyr,

Ved Kakkelovnens Aftenflamme!

Ak — ak — det var en herlig Tid,
Da-Luerne, med glade Miner,

Med Luften forte lyſtig Strid,

J marmorkrandſede Kaminer.

Det var en Feſt for Alfer ſmaae,
Nu har man ganfée dem tilmuret;
Nu mage vi her i Kulden ſtage

Og fee pan forte Varmeburet.

Som ſaadan i den ode Hat
Vi ſtod, i vore Sergetanker,
J Drømme mødte os en Skiald,

Som gierne der alene vanker,

SZuusalferne. 49

Han træder ofte til os ind,
Naar ſtoerke Vinterſtorme brage,
Og mindes, med bevæget Sind,
De ſpundne unge, gamle Dage,

Hor! raabte vi: du ſkrive man 5
For os en Sang, du Danedigter!
Gaa. lidt fort gode Alfer ſmaae,
En ærlig Skiald Skioldungen fvigter,
Betinget han det ſtrax indgik:
En Tonekunſtner ſkulde bringe
De ſkrevne Riim i ſmuk Muſik,
Og hæve dem paa Sangens Vinge.

*

Nu er det ſkeet, ſom vi kan bedſt.
Her ſendes Viſen, tag kil Tarke!
Marias, Carolinas Feſt, z
Lykonſket fra den gronne Bakke.
Sg Hvis det godt nok ei er ſkeet,
Sig Alf og Sangeren beklager.
Tidt onſker man ſig en Poet,

Og finder kun en Verſemager!

A Oehlenſchlaͤger.

U
Svar Tungemaal Herr Adam har
Med Eva talt i Eden i
Derom forgjæves Hidtil var
De ſtorſte Lærdes Leden.

1 2 SAS

| |
|
Det tilbageblevne Paradiig, 25

—

*
Det tilbageblevne Paradis.

Een Gisning for den anden veeg,
Men ingen kunde ſige,

Pan hvilket Sprog forſt Adam ſkreeg:
„d Gud, er det en Pige!?“

Men heller ei det ſiger ſtort,
Om vi det aldrig leere;

Bi vide jo, Hvad de har gjort
For iytk'lig der at være.

Det hvert et Barn os ſige kan
J Troens Uſkylds⸗Tone:

Der elſked' Eva troe ſin Mand,
dg Adam emt fin Kone.

Han loeſte Himlens Fred og Lyſt
J ſin Mandindes Blikke

Og ſodere end hendes Roſt,
Led Engles Sang ham ikke;

Hans Vaagnen op af Intets Slum
Sig i hans Minde tabte,

Bed Tanken vm Elyſium,

Som hendes Favn ham ; ſkavte.

Ei trygg're ved en Moders Barm
Endnu et Barn har hvilet,

End Eva hang ved Adams Arm,

Af Edens Lyſt omſmilet;

Dg mere troe tog ingen end?

Gin Del af Lykkens Gave,
End hun bar Sorgen med ſin Von,
Adviiſt af Edens Have.

bad Stammeparrets Held har ſkabk,
er ikte vent forſpundet,

,
CA

Det tilbageblevne paradiis. „ 51

Skjendt uſkyldsalderen er tabt

Og Stev til Sund er bundet:

Hvor Mand og Viv til Elſkovs Priis
Indvie Livets Dage, |
Der ſtager et lille Paradiis

Fra Jord endnu tilbage.

*

N. David.

Murats Ded. *

—

Blandt de mange romantiſke Begivenheder, ſom Eu—
ropas Hiſtorie i de ſidſte 35 Aar har at opviſe, ere
kun faa af en mere dramatiſk Natur, end dem, der
betegnede Murats Lobebane og Dod. Fra Begyndel⸗
ſen af ſin militaire Bane, under Napoleon, viſte han
fig mere liig Helten i en opdigtet Vegivenhed, end en
Soldat i Krigens virkelige Farer og Strabadſer.
Hans Dragt, ſelv ved Leiligheder, da Menneſkene have
mindſt Hang til at viſe Opmeerkſomhed for Sligt, var
glimrende og theatralſk. Hans Hat var bedokket med

*
22

+) Fra: „Memoires sur les événemens qui. ont prcedẽ
la Mort de Joachim I, roi des Deux Siciles;
par Franceschetti, Ex-General soirtant du
service de Naples gvo. Paris 1326”, og det af dette
Verk i „Monthly Review“, Octbr. 1826, leverede

kritite Uddrag. i:
2 (4 9

aA

*

52 Murats Dod.

en hvid Fjederbuſk, der altid ſaaes ſkinnende hvor Kam—
pen var haardeſt. Buonapartes Blik var vant til at
folge den paa Valpladſen; thi Murat ſyntes, uagtet al
fin Tapperhed og Popularitet i Armeen, aldrig at vække -
fin Herſkers Skinſyge. Ved fin Ankomſt til Spanien
vifte han fig udſmykket med en orientalſk Fyrſtes hele
Glands, og hans Hof i Neapel var, om det end favs
nede ſand Værdighed, i det mindſte udmærket ved den
ydre Pomp, der omgav det. — Under alle Omſtendig—
heder ſynes hans Dod, ihvorvel overensſtemmende med
Loven, en altfor vidt dreven Retfeerdighed; den var
ſikkert unødvendig; men den ſtod pan ſamme Tid i en
"mærkelig Samklang med hans hele øvrige Liv, — den
dannede Cataſtrophen i den Tragoedie, hvori han havde
ſpilt en ſaa impoſant Rolle.

Om denne Cataſtrophe og de Omſteenndigheder, der
gik umiddelbart foran den og fulgte efter den, ere
fra Tid til anden komne forſtjellige Beretninger for
Lyſet, af hvilke ingen ere overeensſtemmende. En meget
' almindelig Mening, fom endnu torde, være den her=
fiende, er, at Murat blev et Offer for -en Hob veb⸗
nede Bonder, der førte ham op paa en Bakke, ftrar
efter at han var kommen pan Kyſten af Calabrien, og
ſtjod ham uden Ceremonie. Franceſchetti's Memoi-
res documentere, at denne Formening er urigtig, og
meddele adſkillige yderſt interesſante ſpecielle Omſteen⸗
digheder, betreffende Exkongens Forſog pan at gjener⸗
holde ſin forrige Throne, der ei hidtil have værer be-
tjendte for Publikum. — Forfatteren, General, eller
rettere Oberſt Franceſchetti, ex en indfødt Corſicaner,

Murats Dod. a 53

der gik i Murats Tjeneſte, efterat Napoleon i 1806
havde overdraget Corſica til ſin Svoger, Kongen af Nea—
pel. Han ſynes at have modtaget mange Tegn paa
Murats Gunſt, og at have erindret disſe med hengi—
ven Taknemmelighed, da hiin ulykkelige Eventyrer ikke
længer havde Belonninger at bortgive. Det Vidnes—
byrd, ſom meddeles af forſkſellige Perſoner, der have
ſtaget i Forbindelſe med ham, i Henſeende til hans
Families Anſeelſe og hans egen almindelig agtede” pris
vate Characteer, er allerede tilſtrekkeligt til at erhverve—
ham Publikums Tillid, ſelv hvis de indre Data i hans
Fortælling ikke beviſte Authenticitet. Hans perſonlige
Forbindelſe med Murats Hiſtorie, ſynes kun at have
fort ham Vanheld og Odeleeggelſe imode; han tabte
derved ſin hele private Formue, og ſynes ikke at have
erholdt nogen Skadeserſtatning af Mad. Murat, eller
nogen Anden af hendes Familie.“ Det er ikke uſand⸗
ſynligt, at den Bevoeggrunb, der har ledet ham til at
udgive dette. Værk i nærværende Dieblik, ſaa mange
Aar efter den Hovedbegivenhed, det omhandler, var
hans Attraa at underkaſte denne Dames Forhold imod
ham, den offentlige Menings Provelſe og maaſkee dens.
Daddel. Vi ville korteligen kaſte et Blik paa denne
Deel af hans Memoirxes, efterat vi have meddeelt Ho—
vedindholdet af de vigtigere Begivenheder, de omhandle.
Han begynder fine Memoires med den Periode, da
Armeens Frafald og Hſterrigernes Nermelſe til Hoved—
ſtaden ikke lod Joachim andet Middel tilbage end at ſoge
Flugten, ved at gage ombord pan et Skib, der lage
ſeilfeerdigt for at afgaae til Frankrig. Wurgt ankom

*

4 Murats Ded.

til Kyſten af Provence, omtrent i Slutningen af Mai
1815, og efter at have opholdt fig nogle Dage i Can—
nes, reiſte han til Toulon, hvor han levede faa ſkjult
ſom muligt indtil efter Slaget ved Waterloo. Han
"fvævede fra den Tid af i beſtandig Frygt for Forfol:
gelſe, og ſynes at have fort et omflakkende Liv, i det
han, fan. godt han kunde, ſogte at ſtjule fig blandt
Bonderne i Provence, i hele Juli Maaned og den ſtor—
fle Deel af Auguſt. Han blev modtaget med Gjeeſtfri—
hed, og behandlet med urokkelig Troſkab, hvor han
aabenbarede hvem han var. Engang, da et Detaſche—
ment Soldater forfulgte ham, var han nodt til at
ſtjule fig i en Grovt, bedekket med Grene og Lov.
En anden Gang, da, man ſogte ham i en Hytte, hvor
han havde veretſkjult i nogle Dage, maatte han tye ind
i et Üdhuus, og undgik der, ſkjult imellem en ſtor
Honſekurv og Muren, fine Forfolgere. Udmattet af
dette moiſommelige Levnet, fragtede han endelig hen—
imod Midten af Auguſt et'Kjobmandsſtib, ombord paa
hvilket han lod indſkibe Alt hvad han endnu havde til—
bage af Eiendom, hvoriblandt ogſaa en Sum af
200,000 Franker, og ſom Alt blev ſat under hans Ad—
jutanteres Roſettis, Rocca-Romanas og Bonafoux's

Spſpn. Skibet ventede ham i mogen Afſtand fra Havs
nen; men neppe fane man ham nærme fig i en liden
Baad, for det lettebde Anker, og ſtak i Søen, og den

ulykkelige Ex-Konge ſage fig nodſaget til at vende til⸗
bage til Strandbredden. Saaledes forladt af fine For:

trolige, - maatte han igjen i nogle Dage vandre oms,

kring i Landet, indtil han, ved Djelp af tre Socofficie⸗
2 g

*

Wurats Dod. i 65

rer Blancard, Langlade og Donnadien, blev ſat
iſtand til igjen at begive fig tilſoes i en lille Baad, i
den Henſigt at oppebie Poſtpaquetten, der hver Torsdag
afgik fra Toulon til Corſica. Han ledſagedes af disſe
Officierer, og efterat have beſtaget endeel Farer, lyk—
kedes det dem endelig at komme til Paquetbaaden, hvor
de bleve tagne ombord, og de landede ſaaledes i Sik—
kerhed paa deres Beſtemmelfesſted, den 25de Auguſt.
Kort efter Murats Ankomſt til Frankrig, havde
han anholdt bog de allierede Magter om et Pas, for
at kunne reiſe til fin Kone og fin Fumilie, der fandt
et ſikkert Tilflugtſted i de oſterrigſke Lande. Han havde
endnu ikke modtaget noget Svar herpaa; Franceſchetti
bemærfer, at denne Forſommelſe haardt ſaarede Ex—
Kongens Stolthed. Men han leed et endnu dybere
Saar ved den fuldkomne Ligegyldighed, hvormed hans

Agtemage ſyntes at betragte hans Stilling. Dron⸗

ningen, der allerede havde antaget Navn af Grevinde
af Lipano, var underrettet om de Midler, hvorved hun
kunde vedligeholde Forbinbelſe med ham; men lige fra
det Oieblik han ankom til Frankrig og indtil hans Dod,
modtog han aldrig en eneſte Linie fra hende, og havde
ikke heller nogen Grund til at formode, at hun i mind»
ſte Maade interesſerede fig for hans Skjcbne. Det er
ikke uſandſynligt, at hun blev bevæget til denne Ligegyl⸗
dighed, ved den Andeel hendes Mand tog i Feldttsget
1814 — en Andeel, ſom, uden Tvivl, bidrog ført tik
hendes Broders Fald og derved til hendes Huus's fuld—
komne Udſlettelſe. Hvad end Grunden dertil maatte
vere, fan kan hendes fuldkomne Ligegyldigbed imod

7

7 '
z * z
c ˙·— ß REE RD EEEERARERERER

56 Murgts Dod.

hendes Mand, ifær under hans (aa heiſt ulpkkelige For⸗
fatning, neppe undſkyldes med en Soſters Folelſer,
og kan ikke andet end anſees for hoiſt vanerende for
Huustroen.

Ved ſin Ankomſt til Bastia, reiſte Murat og hans
trende Ledſagere til Vescovato, hvor, ſom de havde
erfaret, Franceſchetti opholdt ſig. Denne ſidſte havde
ledſaget Murat fra Italien til Provence, og efterat
have været hos ham i nogle Dage; erholdt Tilladelſe

til at beſoge ſin Familie, der boede i Vescovato. Han
ſad rolig i fit Hjem, da man, omtrent ved Middagstid
den 25de Auguſt, lod ham vide, at der var en Fremmed
ved Doren, der gjorde Krav paa hans Gjeſtfrihed.
Han bad denne komme ind, og en Perſon lod ſig fee,
Indhyllet i en Kappe, Hovedet ſkiult i en Silkehette;

med et langt Skjcg, og ifort Beenkleder med Grama-

ſter og Skoe, ſom en ſimpel Soldat; han var aldeles
udmattet, Hvor flor var Franceſchetti's Overraſkelſe,
da han under dette Udvortes gjenkjendte, ſin forrige
Souverain. Efterat have nydt nogen Hvile og For—
friſkning, hvortil han heiligen trængte, fortalte han
korteligen de Lidelſer, han havde udſtaget, og falde der⸗
paa om Dronningen.» .

„Jeg veed“, ſagde han, „at hun er kommen til
Oſterrig, ledſaget af mine Miniſtre og flere af mine
Hoffolk, af hvitke adſkillige vare mig ſeerdeles hengivne,
og at de ikke ere uvidende om de ulykkelige Dage, jeg
har tilbragt i det ſydlige 90
morderes Dolke. Ved deres Ankomſt til Hſterrig ſkulde

nogle af dem have beſtrebt fig for at erholde Keiſerens

ankrig, udſat for Snig-

1 —

—
77 1

3

0

rr Baner — Benn

4

MWurats Dod. 57

Tilladelſe til at reiſe over til mig, for at kunne bringe
mig Efterretning om min Kone og mine Born, fkaffe
fig Vished om den farlige og ſorgelige Stilling, hvori
jeg befandt mig, udfrie mig fra de Farer, der omgave
mig, og bringe mig tilbage i min Families Skjod.
Men jeg veed ikke hvilken ond Stjerne jeg ſkal tilſtrive,
at disſe Perſoner, hvem jeg har beviiſt faa mange Vel⸗
gjerninger, ganſke ſynes at have forglemt mig.“

Neppe havde Murat ſat Foden paa corſicanſk
Grund, førend Rygtet gik, eller Yvrigheden i det
mindſte befrygtede, at han vilde gjore ſig til Herre af
Den. Han ſaae fig derfor nodſaget til at tage alle mu—
lige Forſigtighedsregler, for at bringe dem ud af denne
Vildfarelſe. Intet ſyntes at have været mere fjernet
fra Murats Tanker, end en ſaadan Plan, og for at—
fætte fine Henſigter uden for al Mistanke, beſluttede
han fra Ajaccio at forlade Corſica. Man vil erindre,
at dette er Buonapartes og hans Families Fodeſted.
Ved hans Ankomſt dertil den 23de September, ſamle—

des den hele Folkemeengde omkring ham; han blev baa-

ren i Triumph til fit Logis, ſom var en meget uanſee⸗
lig Gjeſtgivergaard. Denne Modtagelſe gjorde et
mægtigt Indtryk paa ham. i

„Hvor dybt foler jeg ikke“, udbrød han til Fran⸗
ceſchetti, „den Maade, hvorpaa Indvaanerne af Ajac⸗
cio have modtaget mig! Store Gud! hvilke Erindrin⸗
ger har den vakt i min Sjæl! Neapel og mit Folk ſtaae
igjen for mig. Jeg har feet Mængden og dens Enthu—
ſiasme! jeg har hørt dens Gledesraab. Det var ſaa⸗

58 Murats Dod.

ledes jeg blev modtaget i min Hovedſtad, hver Gang

jeg vendte tilbage fra Storarmeen.“

Nogle Taarer randt ned ad hans Kinder. Han
greb Franceſchetti's Hænder, trykkede dem med Var:
me, og tilfoiede, med ſtor Beveegelſe: „Det er afgjort
— jeg har intet andet ØnfÉe, end at leve eller doe iblandt
mit Folk. Vi mage gjenſee Neapel, lader os ſkynde
os bort herfra!“

Francefchetti ſynes ei at have bifaldet denne Be—
ſlutning, og at have gjiort Foreſtillinger derzmod.
Hvor pludſelig den end var tilkjendegivet, var den dog
ikke ga ſke ny for ham, da han var vidende om, at
Murat omtrent en Maaned i Forveien havde ſendt en
paalidelig Perſon til Neapel, for at ſkaffe fig Under⸗
retning om Sagernes virkelige Stilling, i Serdeles—
hed om hvorledes den gjenindſatte Regjering var lidt
af Folket. Franceſchetti benfaldt Murat gjentagne
Gange om at oppebie dette Sendebuds Tilbagekomſt,
og det er ſandſynligt, at han, hvis han havde fulgt
dette Raad, aldrig vilde have gjort hiin ſorgelige
Landgang paa Kyſten af Calabrien. Den omtalte Per—
ſon-kom tilbage til Corſica den 12te October, med de
alvorligſte Foreſtillinger fra Murats Venner i Nea—
pel, om ei at forſege nogen Tilbagekomſt til hans
forrige Kongerige, da den ſikkert vilde ende med bans

"Undergang. Men hans Skjebne var da allerede af—

gjort: Han havde været dev imod enhver Grund, der
blev fremført imod hans Forehavende; hverken Foreſtil-
linger eller Bonner kunde bevæge ham til at vige fra
fit Forfær, Hans pecuniaire Midler til dets Udforelſe

murats Dod. 59

vare yderſt usle. Franceſchetti var neſten aldeles for—
armet, derved at han havde været nod til at underholde
Joachim og hans Suite, tilligemed hans "talrige Beſo⸗
gere i henved en Maaned: han havde allene. 4000 Fran—
ker at laane ham, og de Summer, han desforuden
faae fig iſtand til at tilveiebringe, overſtege i alt
ikke 4000 L. Sterling. Af dette usle Skatkammer
fulde han beſtride de Udgifter, der vare forbundne
med at fragte 6 fmaae Skibe til hans Tjeneſte og
at underholde 250 væbnede Mænd, der vare blevne
bevægede til at gage ombord 1 ham til denne lat⸗
terlige Expedition.

Murat vilde netop forlade Ajaccio den 28de Sep—
tember, da Maceroni, der tilforn havde været Attil—
lerie⸗Officeer i hans Tjeneſte, ankom dertil, og over
gav ham et Pas, der var undertegnet af Sir Charles
Stuart, Fyrſt Schwartzenberg og Fyrſt Wetternich,
"hvortil den ſidſte havde føjet Tilbud om et Tilflugts—
ſted i Boͤhmen eller Ovre-Hſterrig, under folgende Vil—
faar? at Murat vilde give ſit Wresord pan ikke at for—
lade de oſterrigſke Stater uden Keiſerens Samtykke; at
han vilde leve ſom en privat Mand af Anſeelſe; it:
han vilde antage Navnet Lipano, fom Bm
allerede havde valgt, og underkaſte ſig det oſterrigſe
Keiſerdommes Love. Efter at have laſt. dette Docu⸗
ment, udbrød han med nogen Brede: „Nei, — jeg ſkal
aldrig med min gode Villie blive det ofterrigffe Huus
en Gjenſtand for Triumph, jeg afflaaer det Tilflugts—
ſted, ſom man tilbyder mig under ſaadanne Vilkaar.
Jeg vil aldrig ſee Dronningen. mere, undsagen paa

60 Murgts Død:

Neapels Throne.“ — Samme Aften underſkrev han
et Document, hvorved han meddeelte Tilſtagelſe for
Modtagelſen af Pasſet, og bevidnede, at han vilde be-
nytte ſig deraf. f

Dette Document var kjendeligen alene udftædt i
den Henſigt for Hieblikket at dysſe Mistanken i Slum⸗
mer, da han ved Midnat ſkrev et Brev af en ganſke
modſat Tendents, ſom han lod blive tilbage, for Das
gen efter hans Afreiſe at overleveres Maceroni. J
dette Brev opregnede han de Lidelſer, han allerede havde

ubdſtaget, udviklede udforligen fine Pretenſioner paa -

Neapels Throne, og forkaſtede i utvetydige Udtryk de
Vilkaar, Maceroni var bemyndiget til at tilbyde ham.

Et Sted i dette Brev er merkeligt, da det indeholder

Bekreftelſe paa den Beſkyldning, Buonapartes Ven⸗
ner fremførte imod ham, at han i 1814. havde ſpilt
en Forreders Rolle imod fin Lykkes Stifter.

„De Betingelſer,“ ſiger han, „ſom De er be—
myndiget til, at foreſlage mig, indeholde intet mindre
end en fuldſtendig Fraſigelſe, paa det eneſte Vilkaar,
at man vil tillade mig at leve i evigt Slaverie, og
under en vilkaarlig og despotiſk Regjerings Herre—
domme. Hvori ligger et ſaadant Vilkaars Maade—
hold og Retfeerdighed? Hvor er det Henſyn, man
ſtylder en ulykkelig Monark, der er formelig erkjendt
af hele Europa, og ſom, i et kritiſk Gieblik deci⸗
derede Felttoget i 1814, til Gunſt for de ſamme

Wagter, ſom nu overvælde ham med den hele Vægt 5

af deres Forfolgelſer?“
Wurgt gager derpaa over fil den Forſikring, at

8

Murats Dod. a 5 61
hans Bevegelſe imod Sſterrigerne, for at drive dem
til Po⸗Floden, var Reſultatet af en Intrigue, hvor⸗
ved man havde faaet ham til at troe, at de havde
i Sinde at angribe ham, ſom en Folge af Englands

Mellemkomſt. Hans ulykkelige Tilbagetog fra Po—
Floden, tilſtriver han Lord Bentincks Declaration,
at han vilde fee fig nodſaget til at; komme Sſterri—
gerne til Hjelp, hvis de ſkulde forlange det. Hans
Hers Adſpredelſe anſeer han fornemmelig at være en
Folge af Rygter, man med Flid udſpredte om hans
Dod, og Englendernes Landgang ved Neapel.

„Der exiſterer i dette Dieblik,“ ſiger han, ſmi⸗
grende fig ſelv, „ikke et eneſte Individ i denne Ar⸗
mee, der ikke har angret ſin Vildfarelſe. Jeg iler
at forene mig med dem igjen; thi det er deres hoieſte
Onſke at fee mig i deres Spidſe. De have alle,
indtil een Mand, bevaret deres Kjærlighed for mig,
og det ſamme er Tilfeldet med alle andre Klaͤsſer
af mine elſkede Underſaatter. Jeg har ikke fraſagt
mig Kronen, jeg har Ret til at gjenvinde den,
Hvis Gud giver mig Styrke og Midler til at fuld—
fore det. Min Beſiddelſe af Neapels Throne kan
ikke mere give Aarſag til nogen Frygt, da man ikke
længere kan have mig mistenktlfor at ſtaae i hemmelig
Forſtagelſe med Napoleon, der erpaa St. Helena.“

Efter at have ſkrevet dette Brev, begav Murat
fig fra Ajaccio, Midnatten den 27de September.
Foruden det Skib, hvorpaa han ſelv befandt ſig, og
ſom ſtod under Capitain Barbaras Commando,
ledſagedes han af fem andre, der vare fragtede til

" sa

ig

DERE 0 5 0 Murats Ded.

denne Expedition. Ingen af dem kunde godt holde

Soden; dog havde de 250 væbnede Mænd ombord.
En vis General Gttavij, der fluttede fig til Murat

i Ajaccio, ſvoer, at han aldrig vilde forlade Hans,

Majeſtet under disſe kritiſke Omſteendigheder. Han
forſvandt Aftenen for man gik ombord. Den næfte

Mat adſpredte en ſterk Kuling Flotillen og drev Ex⸗

kongen til Kyſten af Sardinien. De ſamledes igjen
ved den ubeboede De Tavolara, og den Zote fort—
fatte de deres Cours. Aftenen den (te October vare

de i 3 franſke Miles Afſtand fra Paola, paa Kyſten

af Calabrien; men en ny Kuling drev dem ud i rum
Soe, og den lille Flaade var igjen adſpredt. Den

Ide ved Daggry lob Barbara ind paa Rheden ved

St. Lucido, hvor man fandt et af de Skibe, der

horte til Expeditionen. Murat ſendte to af fine

Ledſagere i Land, for at ſpeide. De bleve begge ar—
reſtetede. Et tredie Skib, under Commando af en
Bataillonschef, ved Navn Courrand, blev ſeet længer
ops ad Dagen, pg beordret at flutte fig til, dem. Da
man -adfpuryte ham om de andre Skibe, erklærede
han, ikke at have feet dem ſiden den ſidſte Kuling.
Murat ſik imidlertid Underretning om, at Courrand
havde indladt fig i Forbindelſe med disſe Skibe, og
at de havde beſluttet at holde fig faa langt ſom mu—
ligt fra Kyſten af Calabrien, for at undgage den pro—
jecterede Landgang. Barbara fik Ordre at tage
Courrands Skib paa Slebetoug. Det havde 50
Veteraner ombord, paa hvilke Wurat fornemmelig
ſtolede. Ved Midnat kappede Courrand Touget og

U

] U

— —

.

Murats Død. 63

ſeilede bort. Murat var i Fortvivlelſe. France⸗
ſchetti fornvede ſine Foreſtillinger imod Landgangen, i
og ſyntes at have overtalt ham; thi da Joachim
ſaae, at Flotillen var adſpredt og han kun havde en
Haandfuld Folk tilbage, erkleerede han, at hans Fore—
tagende ikke længer var fornuftigt, at han vilde gdae
til Trieſt og modtage det Tilflugtsſted, ſom den
oſterrigſtke Regjering havde tilbudt ham. Herimod
indvendte Barbara, at Skibet ikke var i den Tilſtand,
at det kunde foretage faa lang en Reiſe; at det var for
lidet til at vove ſig igjennem det adriatiſke Hav, og
at det desuden ikke havde tilſtreekkelig Proviant. Han
foreſlog, at de ſkulde gage ombord paa det eneſte Skib,
der nu ledſagede dem, og gage i Land ved Pizzo,
hvor han var kjendt og vilde veee iſtand til at er—
holde Proviant og fragte et Skib, hvorpaa han da kun—
de fortfætte Reiſen. Jurat ſamtykkede denne Fo—
reſtilling, og en Seek, der indeholdt 300 Exempl. af
en Proclamation til Neapolitanerne, blev begravet i
Søen, Netop ſom Barbara var ifærd med at gage
ombord pan det andet Skib, forlangte. han, at Wu⸗
rat ſtulde give ham det Pas, ſom han havde mod—
taget fra de allierede Magter, for, ſom han ſagde,
at undgage Uleilighed af Stedets Øvrighed. Over—
raſket ved dette. Forlangende afſlog Wurat det.
Barbara erklærede, at han ikke vilde gage i Land,
med mindre at han fik Pasſet. Murat var raſen⸗
de; han kaldte paa Franceſchetti, og ſagde med ly—
delig Roſt: „Man nægter mig Lydighed; ſiden Nod⸗
venvighed altſaa tvinger mig td at gase i Land, har

64 Murats Dod.

jeg intet Alternativ; De vil ledſage mig, mit Navn
kan ikke ganſke være glemt i Kongeriget Neapel; jeg
har gjort vel imod dets Indbyggere, de ville ikke
nægte mig deres Biſtand.“ — Videre Foreſtillinger
vare frugtesleſe, Murat og hans Officerer toge
deres bedſte Uniformer paa, Skibet nærmede fig
Pizzo, og den 8de Octbr. i Middagsſtunden var
Joachim den forſte, der ſprang i Land, og han

fulgtes af adſtlllige, Sergeanter og Soldater, ialt,

28 i Tallet, tilligemed 3 Domeſtiquer. Franceſchetti
beſkriver ſaalebes deres Modtagelſe:
„En Hob Menneſker, drevne derhen af Nys—

gjerrighed, ſamlede fig i Haft omkring Kongen, da

han kom i Land. Nogle Matroſer, ber havde gjen—
kjendt ham, raabte: „Lenge leve Kong Joachim!“
Nogle Bonder deeltoge i dette Raab. Kongen gik,
med hurfige Skridt, i Spidſen for ſin lille Skare,
hen mod det ſtore Torv, hvor han kunde ſees fra
Citadellet og de omliggende Huſe. Efterretningen
om hans Komme havde allerede bragt endeel af Folke—
mængden paa Benene. 15 Artilleriſter, ſom dannede
endeel af Kyſtvagten, nærmede fig, bevæbnede og
iførte Kong Joachims Uniform. Da Hans Majes
ſtet fik Øie paa dem, ſagde han høit: „Det er af
mine Soldater“ og han fremſtillede ſig for dem.

„Hylder Eders Konge“ ſagde han. Fem af dem ſva—

rede, at de hyldede ham, og tilbode ham, ſaavel deres

ſom deres Kameraters Tjeneſte. Adſkillige Indvaa⸗

nere af Pizzo, der vare Vidner til denne Scene,
betragtede os med Anſigter, der paa eengang forraa⸗

Murats Død, 65

dede Forbauſelſe og Harme; i et Gieblik forſvande
de. To unge Mend, uden Tvivl fra Omegnen af
Monteleone, ſagde ivrigt til Kongen: „Sire! bliv
ikke længer i Pizzo! De er omgiven af Fiender,
ſpild ikke et Hieblik; De er nu paa Veien til Montes
leone, vi ville være Deres Ledſagere; De er i Sikker—
hed, hvis De flipper lykkelig fra dette Sted.“

„Kongen befalede Artilleriſterne at folge ham.
Vi forlode Pizzo, og gik moiſommeligen op ad et Bjerg
hen ad Landeveien til Monteleone; vi gik faa hur—
tigt, at Hans Majeſtcet, der i 12 Dage ikke havde
gaget, og var bleven ſtiv i Kroppen ombord, neppe
kunde rore ſine Lemmer. Han folte fig ſyg, og
Handlede, for at træffe Veiret.“

I det vi hvilede, indhentede to af Artilleri—
ſterne 75 Kongen ſpurgte dem, hvor deres Kamera—
ter vare, og fif til Suar, at de fulgte efter dem.
Herpaa forlod han Landeveien, og gik ind i en Oli—
vens Plantage, hvorfra han kunde fee hele Veien
til Pizzo. San, bemærkede, at de evrige Artilleriſter
beſtege Bjerget; men meget langſomt. Han kaldte
mig hen, for at viſe mig dette, og ſagde, at han
vilde vente paa dem. Jeg bemeerkede, at jeg fane
adſkillige væbnede - Bønder, ſom ſogte at komme
foran dem, og at andre fulgte efter disſe. — Vore
tvende Veiviſere ſagde, at Indvaanerne i Pizzo vilde
vinde Tid til at indhente os, hvis vi opholdt os
længere; de hade Kongen om at gage videre og
fortſette Veien til Monteleone, hvor han vilde finde
hengivne Underſaatter.“

5 (5)

66 Murats Dod.

,

„Kongen) vedblev fin Beſlutning at oppebie Ar—
tilleriſterne, i den Overbeviisning, at de vilde forene
ſig med hans Trop. Man gjorde ham endnu flere
Foreſtillinger, hvorpaa han ſvarede, at han onſkede Lys
dighed, Neppe havde han pttret disſe Ord, forend,
vi paa den anden Side af Veien fane endeel Bon—
der, der nærmede. fig med hurtige Skridt. Vi bon⸗
faldt atter Kongen om ikke at tove længer; Veivi⸗
ſerne truede med at forlade os, hvis vi ikke fulgte
deres Raad. Kongen, der alene laante Øre til
Modets Roſt, forlod oe, og jlede Bonderne imode.“
W Mine Born,“ ſagde han til dem, „vebner
eder ikke imod eders Souverain. Jeg er ikke gaget,
i Land her, for at gjøre eder noget Ondt, jeg er alene
kommen til at anholde om Biſtand hos Ovrigheden
i Monteleone for at fortſette min Reiſe til Trieſt,
hvorfra jeg agter at tage til min Familie; hvis J
havde givet mig Tid til at forklare, mig paa Torvet i
Pizzo, vüde J have faaet at vide, at jeg er i Beſid—
delſe af Pas, ſom Kong Ferdinand ſelv maa agte.“
Det er fikke let at bemerke Modets Roſt i
denne Tiltale. Han overgav fig derved pad eengang
til Bøndernes Maade, og fremførte desuden en dis
recte Modſigelſe af fine egne Ord til Artilleriſterne i
Pizzo, da han forlangte deres Hylding og Tjenefte.
Men Joachim ſyntes virkelig ikke felv at vide hvad.
han vilde, Han var verelviis en Konge ellef Rei⸗
ſende, uden i det Hele at ſkjelne imellem, naar det
maatte være til Nytte for ham at antage eller af—
lægge een af disſe Characterer. J dette kritiſke

„ 7 *

2

murats Ded. 67

Hieblik ankom Trenta Capilli, der, under det Op—
rer, ſom udbrød i begge. Calabrierne imod Joa-
chims Regjering, var vel bekjendt, ſom en virkſom
og driftig Hovding for Inſurgenterne. General
Manes, der forte Commandoen over hine Provindſet,
lod hænge ikke frre end” trende af Capillis Brodre,
og det er let at formode, at han ahfade fig ſerdeles
lykkelig, ved ſaaledes uventet at fane Midler ihende
til at hævne fine Brobres Dod og ſin Families
Skieendſel. Han var aldeles kloedt ſom en Oberſt
af Joachims Gendarmetie, og dette ledede denne til
at formode, at han var ſtodt paa en af ſine forrige
Officierer. Det koſtede ham ikke- megen Overtalelſe
at fage Kongen til atter at begive fig ud paa Veien,
og han tilbød at fore ham til Monteleone.

„Vi forſogte,“ vedbliver Franceſchetti, „at
holde ham tilbage, af Frygt for, at han enten vilde
blive dræbt paa Stedet, eller taget til Fange. Men
han ſvarede, at en Oberſt af hans Armee ikke var
iſtand til nogen Handling, der ſtred imod ren, Han
forlod os uden Frygt, og fod os tilbage, i For—
tvivlelſe over at ſee, at hans Tillid var (aa ubegrænds
ſet, ſkjondt han var omringet af Fjender.… Det
farlige Skridt var giort, og det var intet Mid⸗
del til Frelſe tilbage. General Natali, Armand,
Hans Majeſtcets Kammertjener og jeg fulgte med
Kougen; de andre Officierer og Soldater forbleve.
hvor de vare, paa Toppen af Bakken, for at holde
Folkene fra Pizzo tilbage, der lavede ſig til at føre

paa os. Jeg anſage det unzttigt, at Kongen tald?
£ (5 DIG 5

U

68 Murats Dod.

videre til Bonderne; men gik hen til Trenta Capilll,
og opfordrede ham til at erklere hvem han var.
„Jeg er,“ gav han til Svar, „Capitain af Gen⸗
darmeriet, Trenta Capilli,“ og, tilfoiede han, „Kon—
gen og De ſkal folge med mig til Pizzo.“
„Kongen opdagede endelig, men for ſildig, at
han havde taget feil. Uden at ſpilde et Bieblik, ſtil—
lede jeg mig foran ham, havede, i det jeg bedoekkede
ham med min Perſon, en ladt Piſtol, og truede, i
det faſte Forfæt at affyre den mod Trenta Capillis
Hoved, med at ſkyde ham ned, hvis han ikke pan
Hieblikket ſatte Kongen i Frihed. Trenta Capilli
var nødt til at give efter. Hans Folk, der havde
omringet Köngen, forlode ham ſtrax, for at angribe
mig; Kongen benyttede fig af denne Leilighed til at und⸗
flippe, og vendte tilbage til fin lille Skare. Jeg kunde
have berovet Trenta Capilli Livet, men i dette Zil:
fælde vilde Köngen være bleven myrdet paa Stedet.
Jeg forſvarede mig ſaa godt ſom jeg kunde imod
den Hob, der omgav mig, og var heldig nok til igjen
at kunne flutte mig til Kongen, Han var endnu i
Uvished om. hvad han ſkulde gjøre, Jeg foreſlog
at angribe Bønderne fra Pizzo, og føge at bane os
Vei op. pan Bjerget, eller at falde med Vaabenet i
Haanden, Kongen, hvis Mod aldrig forlod ham, og
ſom følte Blodet koge i fig, forbod mig at affyre et
eneſte Skud. „Jeg onſker ikke,“ ſagde han til mig,
„at min. Ankomſt her ſkulde koſte nogen af mine
Underſaatter Livet.“ — Men de fyrede allerede paa
os fra alle Sider» Da vi ikke vare iſtand til at

Murats Ded. 00

forſvare os, bleve vi omringede, Kongen var igjen
ner ved at falde i fine Fjenders Hænder, J bette
Oieblik ilede alle Officiererne til, for at befrie hamz det
lykkedes os at rive ham ud af Hænderne paa' dem,
der vilde fore ham afſted; vi floge os igjennem, trods
alle de Farer, der omgave os, og lode vore Solda—

ter tilbage ſom Fanger blandt Vonderne. Alt maatte
"vige for os, og uagtet Hoben vedblev at fyre, lykke⸗

des det os at nage Stranden. Her fatte vi os i
Beſiddelſe af en Baad, font. vi herndelſesviis fandt
ved Strandbredden, og efterat have faget Kongen
ud i den, .beftræbte vi os, ſkjondt uden. Virkning,
for at ſtikke i Søen. Vore Forfolgere vare allerede
ner ved os, og iferd med at overvælde os; vi giorde
Alt hvad der ſtod i vor Magt for at beſkytte Murat
for de mangfoldige Sorter af Vaaben, der vare ſti—
lede imod ham. Medens Morderne ſogte at flane
ham ned, raabte han: „Mine Venner! opgiv eders
ſvage Beſtrebelſer for at forſvare mig.“ — Han
rakte derpaa fine Fjender fit Sværd, og ſagde:
„Pizzos Beboere, tag dette Sværd, ſom har viiſt
fig med Hæder i Feldten, og ſom har ſtridt for eders
Fædreland, jeg giver Eder det; men fkaan disſe
brave Mends Liv, der omgive mig.“
Saaledes endte den 4de Act af dette Drama.
To af Wurats Ledſagete bleve dræbte ved hans
Side, og Franceſchetti og adſeillige andre haardt
ſaarede. De bleve alle tagne tilfange og forte til
Pizzo. Murat blev. berovet Alt hvad han havde:
hos fig af Trentg Cqpilli, der, feruden nogle Penge

*

*

70 Morats Dod.

og Juveler, ogſaa fandt hos ham et Exemplar
af Proclamationen, ſom ulykkeligviis lage iblandt
hans, Papirer og dieblikkelig blev ſendt til Politis
winiſteren. Dette Document alene var tüſtrokkeligt

til at felde ham. Det var meget langt og meget

declamatoriſk, og ledſagedes af et Üdkaſt til en ny
repreſentatipv Conſtitution, hvorved han havde hes
ſluttet, at betegne fin Gjenindſettelſe paa Thronen.
Dvrigheds » Perſonerne i Pizzo gjorde hans Arreſt
der fan ydmygende ſom muelig. Da Nunziante,
Gouverneuren over begge Calabrierne, ankom dertil,
blev Murats Stilling forbedret. Han forblev i det

almindelige Feengſel fra Aftenen den dde Octbr.,

da han blev arreſteret og indtil den 10de, da han
fik et ſerſtilt og beqvemt Verelſe, hvor Franceſchetti
og Natali fik Tilladelſe til at være hos ham. Den

lite ſpurgte han dem, hvor ſtor en Sum Penge de

havde tilbage, og da han fandt, at det var. omtrent
4000 Franker, havde han den Daarſkab at ſkrive til
en Perſon i Monteleone, ved Navn Gegliardi, pan
hvem han troede at kunde ſtole, om 2000 Franker.
Han bad Nunziante beſorge Brevet. Denne tog
det, og ſagde: „Gegliardi vil ikke ſende noget; en

Perſon, der er fyret; i Ulpkke, kan kun gjøre Reg⸗

ning pag meget "fad Venner, men jeg ſkal farſyne
Deres Majeftæt med alle de Penge De kan behove.“
Opad Dagen bragte Tunziante med megen Beve—
gelſe Köngen det Budſkab, at han havde modtaget en
vigtig Efterretning: „en Telegraph-Depeſche“ ſagde

han, „underretter mig om, at De ſkal ſtilles for en

7
mA a 8
*

Murats Dod. 7¹

— her var Depeſchen ulæfelig, ſanbſynligviis paa
Grund af tyk Luft. Hemmeligheden opklaredes Natten
den 12te. Wunziaifte modtog med Stafet Ordre til
Udnevnelſen af en militair Commisſion, ikke for at
forhøre, men for at domfælde General Murat; der
tilſtedtes ham kun en halv Time efter Dommen til
at forberede fig til Evigheden. Morgenen den 13de
blev han underrettet om, at han ſkulde mode for
Commisſionen, der havde Sede i et tilſtodende Vee—
relſe; han afflog dette, med de Ord, at han ſom
Konge kun ſtyldte Gud Regnſkab for fine Handlin⸗
ger. Commisſionens Actuar traadte” ind i Verelſet,
og gjorde ham de ſedvanlige Sporgsmaale angaaen—
de hans Navn, Alder, Fodeſted ꝛc. „Jeg er,“ ſag⸗
de han, „Joachim Napoleon, Konge af begge Sici—
lierne; gage, min Herre!“ Folelſen af hans neerve—
rende Stilling ſyntes imidlertid ſtrax efter at ned—
trykke ham, og, i Oververelſe af nogle ſſcilianſke
Officierer, gav han ſine Folelſer frit Lob. Commis—
ſionen beſtod af Officierer, der alle, kun med Und—
tagelſe af Actuaren, ſkyldte Murat deres Befor⸗
dring — et frappant Exempel paa Lykkens Vegel⸗
find og Menneſkenes Utaknemmelighed. Man op—
læfte for ham hans Dodsdom, og ſagde ham, at han
kun havde en halv Time til at berede fig til Døden,
Han hørte fin Dom med Kulde og Foragt, modtog
derpan en Skriktefader, og nedſkrev folgende Ord:
„Jeg erklerer, at jeg har gjort fan meget Godt,
ſom der flod i min Magt; jeg har kun gjort Ondt”
imod dem, der fortjente det. Jeg doer i den catholſke

*
72 Wurats Dod.

*

Religions Stiod. 7 Han ſerev folgende Brev til

ſin Huustroe og ſine Born:
„Min dyrebare Caroline! — min fidfte Time et
for Haanden; om faa Vieblikke har jeg ophort at være
til. Jeg beder Dig, at Du aldrig vil forglemme
mig; mit Liv har ikke været beſmittet af nogen Uret—

feerdighed. Farvel min Achilles! Farvel min Letiteg!“

Farvel min Lucian! Farvel min Louiſe! viſer for
Verden, at J ere mig værdige; Jeg forlader Eder
uden Kongerige og uden. Eiendomme, omringede. af
Eders Fjender. Verer beſtandig forenede; vifer at
J have Magt over Ulykken; tænker pan, hvad J ere
og hvad J have været, og Gud vil velſigne Eder.

Forbander ikke Erindringen om mig. Værer forf

krede om, at det er min ſtorſte Oval i disſe mit Livs
ſidſte Hieblikke, at doe fjernet fra mine Born. Mod—
tager min faderlige Velſignelſe, modtager mine Fav—
netag og mine Taarer, lader Mindet om Eders ulyk—
kelige Fader altid leve i Ebers Erindring!“
Vi ville meddele Slutningsſcenen med Forfatte⸗
rens Ord.
„Efterat Kongen havde endt fit Brev, fÉar han
nogle Lokker af fit Haar, og lagde dem deri; han bad

derpaa, at man ſikkert vilde beſorge det til hans Fa-

milie, ſaavelſom Signetet ved hans Uhr, ſom man

vilde finde i hans heire Haand efter hang Dod, (det
var en, Carneol, ” hvori Dronningens Portrait var
graveret) han bad, at man vilde give hans Kammer:
tjener Armand hans] Uhr tit Erindring. Han ens
ſkede derpaa. at fee mig og Natali; men fik til Svar,

Murats Dod. 73

at dette ikke kunde ſkee. „Tov da ikke lengere“,
ſagde han til Actuaren, „jeg er beredt til at gane
Døden imede.““ Kongen blev derpaa ført, udenfor fit
Verelſe; han fulde nemlig fun træde uden' for De—
ren, hvor han fandt en Commando af 49: Soldater,
der ventede paa ham. Han fremſtillede ſig for bem,
med ſikkre Skridt og en ſmilende Mine. „Soldat
ter!“ ſagde han, „lader mig ikke martres længe; ſelv
Pladſens Sneverhed vil nodſage Eder til at fætte
Mundingerne af Eders Geværer pan mit Hjærte.”
Han pegede derefter paa Hjertet, og kaſtede fit Blik
paa Signetet, ſom han holdt i ſin hoire Haand.
Han ſank for Mufketkuglerne den 13de October Kl. 4
om Eftermiddagen, i Pizzos Fæftning. Hans Liig,
der var lemleeſtet ved Voldſomheden af Kuglerne, ſom
havde truffet ham i en ſaa kort Afſtand, blev lagt i
en Kiſte, og jordet i en Hvelving under Cathedral⸗
Kirken i Pizzo.“

Saaledes endte den ulykkelige MWurgt; bette var
det ſorgelige Udfald af en Expedition, der var be⸗
gyndt i Daarſkab, udfortes med Raſkhed og Haard—
nakkenhed, blev vanærende ved de Omſteendigheber, der
ledſagede den, og endte med Skjendſel. Det er
merkeligt, at Murat ikke kunde have udvalgt en Plet
i ſit hele forrige Rige, hvor han mindre kunde vente
en venſtabelig Modtagelſe end Pizzo. Mange af
denne Stads og Omegns Beboere havde miſtet Fe—
dre, Sonner eller Brodre under Calabriernes Oprør,"
MWanes, hvem Murat havde ſendt, for at dæmpe Op⸗
roret, var umekttelig i Blodtorſtighed, og, efter en

vd tg

[I
—

74 8 Murats Ded.

meget naturlig Maade at demme paa, regnede man
Herren Tjenekens Gruſomhed til Laſt. Heraf kom
det at i Pizzo Joachims Navn kun blev' nævnet med
den pderſte Afſkye. Beſynderlige Skjebne! at Pizzo
netop ſtulde være. Skuepladſen for hans Skjendſels—

dod, og Gjemmeſtedet for haue lemleeſtede jordiſfñe

Levninger. ; / j

Om Murats Ledſagere er der kun at tilfoie, at
de, efterat have været fengſlede nogen Tid, af Kong
Ferdinand bleve ſätte i Frihed. Franceſchetti blev,
ved ſin Tilbagekomſt til Frankrig, paa ny holdt i

Foeengſel, under forſkjellige Paaſkud, indtil Jan. 1817,

da han fik Tilladelſe til at vende tilbage til ſin Fa—
mill

Ved ſin Klemkomſt til re fandt han, fine
Formues⸗Omſtendigheder i den usleſte Forfatning. ”
Han aabnede derpaa en Brevvexling med Mad. Mu⸗
rgt, i den Henſigt af hende at erholde nogen Skades—
erſtatning for de betydelige Tab, han havde lidt, ved at
folge med hendes Mand. Hun ſparede ham forſt med
mange UdtryÉ af Deeltagelſe og Lovter om Hjelp, ſaa-
ſnart hendes Omſtendigheder vilde tillade det. Disſe
Lopter gientoges af hende Tid efter anden, ſaavel ſom

Af Marſchal Macdonald, der ſyntes at have Overbe—
ſtyrelſen af hendes Huusveſen. Hun fandt Midler til

at kjobe et meget betydeligt Gods i Oſterrig; men
hun tilkjendegav ham endelig, at de Pligter, hun

ſkyldte fine Vorn, og de Udgivter, hendes Huus med⸗

forte, hindrede hende fra at gjøre noget for France⸗
ſchetti. Drune Brevverling vedvarede til 1823, og

—

Murats Ded. 75
afgiver et nyt Bidrag til de mange Exempler, man alle
rede har, paa at ingen Tjeneſte, intet Offer er fore
nok for at ſikkre Taknemmelighed hos dem, der fra
Barnsbeen have indaaadet Hofluften. Den franſke
Regjering havde endeligen den Humanitet, at fætte
Franceſchetti pan halv Sold, ſom affkediget Oberſt,
og dette er det eneſte, hvorved hans ſtore Familie nu
ſubſiſterer. Udentvivl fortjener han Dadel for den
Uklogſkab, han har viiſt, ved at ſette deres ringe Eien⸗
dom i Vove paa ſaa ubeſindigt et Eventyr. ;

.

—

Guldbryllupsſang,
i Hylleſted Preſtegaard. )

J Jubelproeſtens gamle Bolig
Er Liv og Sang og Lyſt;
Ved Hoibord lytter Gubben rolig
Til glade Venners Roſt;
Ved Siden ſmiler, ſtille frb,—
Den Huſtru, klog og tro. i 5

Fra gamle Muur I gyldne Ramme
Et Brudepar nedſeer: -

2 3.2.0 —
Å ö
—
3 „ 24 50 7

*) Affjunget ved Hr. Paſtor Salſkjets Guldbryllup, den 10de
Julii 1826. De deri omkalte Silleder af det gamle Brus
depar, ſom de fane ud i deres Ungdom, hang oplyſte
Bryllupsgiceſterne for Sie under Sangen. SES

N

—

KN
sr

A

Guldbryllupsſang

J Brudgomsoiets muntre Flamme
Den liosfro ungdom leer;

dm Grudens Barm og forte Haar

J uoſpring Roſen ftaner,

ÉN

* —

Hbis var hiin Unglings Blik, ſom funkle
Med Lyſt, fan ſicelemild?

Hvo var hün Brud, med Lokker dunkle,
Med forte Øines Ild 2

Her ſidder han, her ſidder hun

J rolig Aftenſtund.

É Haldhundred Somre fane de ſammen,
Dg, Vinter kom paa Vaar!
End Hjertet gjemmer ungdomsflammen;
Dog graaned ſorte Haar.
Sank Brudekrandſens Blomſt i Muld 2
Nei, Rofen blev til Guld.

Nu Born og Borneborn fig klynge
Om gamle Brudepar;

Dem Barnets Sang og Smiit forynge
J Aftnen, ſtille klar;

De teenke paa den ſpundne Tid ,

Dg ungdomslivets Sid.

Velſignet være Ungdomsmindet

J hædret Alder? Fred!
End lever tro i Oldingsſindet

Den gamle Kjærlighed; N
Meer ſtien for Gud, end ſelv i Paar,
Guldoryllups⸗Bruden ſtgger.

*

Guldbryllupsſang. 7

Pelſignek, hædret ſkal du være,
Du gamle Brudepar!
Velſignet gyldne Krands du bære
J Aftnen, ſtille klar!
Til lys forklares Troſkabs Krands
Engang i Morgenglands.
B. S. Jngemann.

Kopiſten paa Vandring.
(s 26. ER

Bag ſtovede Bøger, ved bleekkede Pult,
Proſaiſk den Skriver maa fvede;

Vel har han ſit Hoved af Tanker fuldt,
Ei tor han i Hjernen dem frede;

Thi Skjcebnen har fat ham kun til Kopiſt,
Og Andres Tanker, med ſtakket Friſt,
Maga han, tankeloſt⸗toeenkende, male.

Og Vaaren den heiſer fit. lysgronne Flag,
Med ſpraglede Farver i Bunden; 5
Varm brænder. den klare Sommerdag,
Men lovfuld og fval vifter Lunden.
Kopiſtlen han ſidder i Skriverbuur,

Taus ſkotter han til den grønne Natur,
Fra de Hvide, bemalede Blade.

Ak! vel var det bedre fra By og til by
At vandre med Byldt paa fin Nakke,
End gage pag Contoir hver Morgen paa ny

Kopiften paa Vandring.

J den deiligſte Souumerfrarke. —
Fra Pulten han feer paa et denfomt Troy,
Der ſtager ved Muren forladt, i Le —
O fad font en Fugt jeg i Toppen?

—

Da floi jeg 1 Haſt over Voldbakken ud
Mod de ſuſende ſoale Lunde,

Tit den morke Nat fra Morgenens Brud,
Og ſang ſom med Næbbet jeg kunde. —
Sa teenkte poetiſk han alt ſom han ſad,
Da ſloi der fra Windvet et visſent Blad j
Og faldt for ham ned paa Papiret,

Natur! Du mig varsler! Nu er det Heſt —
gök den Winter lang vil fremſkride,
Dog ken Gang hos Dig maa jeg hente Troſt,
Skut mod Skicbnen med Kraft jeg ſtrider⸗
Han Orlov vinder, taer Vandringsſtav;
Auguſtus fin friſke Luftning ham gav,
September fir Stjernehimmel⸗

Til Afſkeed han kysſer fin trofaſte Brud:

Kunde Du med Vandreren drage!

Saa gager han i Skov og pan Stubmarken ud,

Og Sangen tor frit ham ledſage. 1

Som Fugl hau nu flagrer og ſynger forsviſt, 9

Øg bringer i Næbbet Erindrings Zviſt

Som Olieblad med fig tilbage. 7
9 A. P. Liunge.

Frankrigs Lucretia.
Hiſtoriſk⸗ romantiſk Skizze.)

Slottet Argenteuil, hvor den edle Frue af Carongne
boede, var en for og anſeelig Bygning; her levede
hun længe i fin Ungdoms Glands, ſom en dydig
Huustroe mod fin brave Herre, og var agtet og elſket
af ſine Undergivne og ſit talrige Tyende. Ridderen
af Carongne havde i nogen Tid været fraveerende, paa

et Tog hinſides Havet, til ſin Wres Befordring. Ak!

det ſyntes ikke, i Ordets” egentlige Betydning, at have 3
været til Befordring for den brave Ridders Wre, at.

han var reiſt fra fit Slot, paa Grendſerne af Perche,
og fra fin ſmukke og ſorrigfulde Frue. Tiden til hans
Hjemkomſt nærmede ſig, og Fru Aline havde faget
Underretning om, ate hun kunde vente ham. — Der var
et hoit ſmalt Taten, ſom hævede ſig fra Slottets
Facade, og var hoitre end den gamle Bygnings hoie—
ſte Tag. — Pra Spidſen af dette Taarn, pleiede
den edle Frue at ſtage i hele Timer, og vente paa
fin Herres Komme, og med lengſelsfulde Hine at
ſtirre langt, langt ud i det fjerne Landſkab. Som
et ſkjont Syn fra en hoiere Spheere, ſtod hun der
alene, i rolig og alvorlig Værdighed, og var flere Mi⸗
nutter uden Bevegelſe; hendes Blik var træt af den
frugtesloſe Higen efter at opdage den dyrebare Gjen⸗

) Fra „The Human Res by tlie Author of.
As Jon Ike itt London 1824,”

.
—

80 Srankrigs Lucretia.

ſtand for hendes jordiſte Kjærlighed, og hendes. Tan—
ker fjernede ſig fra Alt bvad der omgav hende; hun
ſtod der liig en Marmorſtotte, naar den friſke Ku⸗
ling for et Hieblik holdt op at vifte, og ei legede med
> hendes lange Haar, eller flagrede i Folderne af hendes"
hvide Kleedebon. Men naar hun i det Fjerne opda—
gede en Figur, der lignede ham, hun ſogte, og ved
dens Nermelſe troede at finde en nærmere Liighed med
hiin elſkede Gjenſtand, hvor hurtigt afbrodes da hen—
des ubevegelige Stilhed, hvor pludſeligt vaagnede da
det livligſte Udtryk i hvert af hendes Trek, i hvert af
hendes Ledemode, medens Glædens Flamme tændtes,
liig en Soelſtraale, i hendes Blik, og det bevægede
Blod i hendes Aarer farvede hendes blege Kinder, og
glodede pan hendes halv gabnede Leber. Hun lagde.
fin blode, Hvide Arm paa det haarde Roekveerk, og
hendes Hjerte bankede voldſomt og henrpksfuldt mod
den kolde Steen.

Saaledes var det; men den Tid ffulde komme, da
Ridderen af Carongne, i det han ſporede ſin Heſt paa
Hſemveien, forgjeves ſogte at opdage fir Huustroes
velbekjendte Skikkelſe. ͥEngſtelig, anſtrengte han ſit
Syn for at fee hende, men hun ſtod ikke, ſom ſebd—
vanligt, paa det hoie Taarn. Aline havde modtaget
det Sendebud, der meldte hans Hjemkomſt; men hun

forlod ikke Hallen, fot hendes Herre kom. Med lang⸗
ſomme og ſkicelvende Skridt, gik hun frem og tilbage
i den overſte Ende af den, og undertiden ſtandſede
hun, og: fænede fig mod Muren, henſjunken i Tan⸗
ker og overvældet af fin Sorg. Der var intet Spor

Frankrigs Lueretig. Mg 81

af Farve paa hendes blege Kinder, ſom kun laante
det flygtige Gjenſkin, der nu og da faldt fra de ma⸗
lede Ruder mod Veſten, og hun oploftede ſjeldent fine
Hine fra de kunge Hienlaages Slor. Tyendets Gle—
desraab forkyndte hende, at Ridderen var kommen,
og Fru Aline ilede ham imode. Den clade Ridder
vilde ſlutte hende i ſine Arme; men hun ſank ſtum
tilbage fra hans Favnetag, og da han med Ømhed
loftede hende op fra Gulvet, ſyntes Livsgniſten at
have forladt hendes ſvage Legemsbygning. Han bar
hende ud i den friſke Luft, og hun kom gradviis igjen
til Live. „Du er ikke vel, min kjere, dyrebare Huus—
troe“, ſagde Ridderen, og trykkede hende kjeerligt til
fit Bryſt. Endnu modſatte den Arme fig, med rolig
Blidhed, det heftige Udtryk af hendes Mands Kjer—
lighed. — „Du har Ret, mit Hjerte er ſygt“, ſvare⸗
de hun, „jeg er ikke vel — tilgiv mig min Svaghed,
og ver overbeviiſt om, at det glæder mig at fee Dig.

Ja“, gjentog hun ſorgmodig, „det glæder mig ret

meget, omendſkjondt jeg græder,” — „Og jeg vil

bortkpsſe disſe Taarer“, ſvarede Ridderen, i det han

fane Taarerne trille ned over fin Huustroes Anfigt;

U

men Aline lesrev fig blidt af hans Favnetag, og

ſagde: „Ikke endnu, min Gemal, ikke endnu. Jeg

har aflagt en hellig Eed. Sperg mig ikke i dette

Oieblik om mere. Du var altid kjeerlig, sm og efter⸗
givende mod Din Huustroe, bær nu ogſaa over med
hendes tilſyneladende Kulde; kom, lader os igjen gage
ind i Hallen — Du trænger til Forfriſkning — og

lad mig flette mig pan Din Arm, i det jeg følger
: 6

Så Frankrigs Lucretia.

ind med Dig.“ Der var ſamme Dag Gjæfter pag
Slottet, ſom vare komne for at hilſe paa Ridderen
af Carongne, og Fru Aline ſtrebte at fremtvinge
noget af fin vante Verdighed, da hun fad ved fin
Gemals Side ved Gjeeſtebordet. Dog faae hun fmas

rere ud ſom En, der omgjogles af en frygtelig Drom,

og et medynkſomt Smiil ſpillede paa hendes Leber ved
den livlige Samtale, der herſkede imellem hendes Ge—
mal og hans Venner, og da hun tog det Beger, ſom

Alle paa hendes Sundhed havde kysſet førend de drak

deraf.

Ridderens og hans edle Dames Sovekammer ſtodte

til et lidet Kapel, hvor det unge og gudsfrygtige Par

beſtandig pleiede at knele ved hinandens Side, forend

de lagde ſig til Hvile, og at opſende en from og tak⸗

nemmelig Bon til deres Skaber. Da Ridderen hiin

Aften gik op paa ſit Sovekammer, fandt han ikke ſin

Huustro; hun knelede i Kapellet, ogſaa han traadte

derind, for at Enæle ved hendes Side, og reiſte fig,
efter en taus Bon. Han blev endnu et Oieblik ſtaa—
ende, og betragtede ſin Hnustro; men endnu vare hen—
des blege Hænder oploftede, og hendes Læber bevægede

ſig ſagte i de inderligſte Bonner. Ridderen forlod

Kapellet, og gik til Hvile, men ofte reiſte han ſit Ho—
ved fra Puden, for at ſee om ei hans Huustro kom.
Hun kom ikke førend han flere Gange; med Mildhed
havde kaldet paa hende, og Aline traadte nu langſomt
ind, med Lampen i fin ſkjelvende Haand, fatte denne

paa en Stoel, og knelede ved fin Hosbonds Side.“
Ridderen foer i Veiret, da den forſte Lyd af hendes

— —

— Eee eee

— 7

8 grankrigs Lucretia. 83
Stemme traf hans Øre; der lage fan dyb en Sorg så
dens Tone. „Lad mig knele her“, ſagde hun, „ſeg
er ikke vant til at knele for nogen Anden, end min
Herre og Skaber; ogſaa nu kneler jeg kun for ham,
og anraaber ham til Vidne påa Sandheden af hvert
Ord jeg taler. Min Hosbond, ſog ikke at lofte mig
i Veiret; bortvend Dine Hine fra mig, og lad Dine
Oren kun agte paa hvad jeg har at ſige Dig. Nei,
beror mig ikke“, tilfoiede hun, i det han udſtrakte fine
Arme imod hende. „O min Elſkede! jeg vil ikke have
Styrke til at tale, hvis Du gjor det. Jeg, trænger
til mere end en Qvindefjæls. Styrke; Du vil ſelv
ſnart komme til at erkjende det. — Det er kun fem
Dage ſiden denne Stund, at jeg fad i min Lovhytte;
det var i den rolige Aftentid, og jeg havde ladet mine
Piger forlade mig, paa det at jeg desbedre kunde
overlade mig til mine Tanker; disſe vare ſalige; thi
jeg tenkte paa min dyrebare. Hosbond, og de vare
ſergmodige, thi Du var fraværende, Du veed, at
der er en lav Muur, ſom omgiver den lille grønne
Plads, hvortil mine Veerelſer vende ud; ſkjondt denne
Muur er lav paa den Side, der vender ind mod Plad—
ſen, hæver den fig dog høit over Gaarden, der omgi—
ver Slottet, faa at jeg uden Frygt til alle Tider, har
ſiddet i min Lovhytte, og ſpadſeret paa hiin Terrasſe.
Solen dalede langſomt, og Skyggerne faldt, morkere
og mørkere; men jeg blev ſiddende ubekymret, indtil det
forekom mig, at jeg ſage en mandlig Skikkelſe ſtige over
Muren; jeg rorte mig ikke af Stedet; men feſtede
mit Blik alvorligt pan den Kommende. Han fager ſſg

6 GES

84 Srankrigs Lucretia.

engang frygtſom omkring, og gik derpaa hurtig hen

til det Sted hvor jeg ſad. „Jeg er i Fare, jeg bli⸗
ver forfulgt“, udbrød han, med en forferdet og dem⸗

pet Roſt; „jeg maa tale med Dig alene.“ — „Jeg
er alene“, var mit Svar. — „Jeg vilde for al Ver⸗
den ikke, at man ſkulde opdage mig her“, ſagde han;
„eble Frende, mit Liv er i Fare, vil Du frelſe mig?
Jeg veed, at Ridderen af Carongne er fraværende;
men vil Du ſtode mig fra Dig?“ — Hele Tiden,
medens han bonfaldt mig, krob Junker Jaques le
Grys (thi ham var det) næften for mine Fodder, og
ſogte at gribe mine Hænder, ſom for at bonfalde mig
om ſit Livs Frelſe. Jeg vidſte ikke hvad jeg, fulde
gjøre, inen betragtede ham taus og forvirret ved dette
overraſkende Syn. Det kom mig for, at hans Line
engang blinkede ved mit ufravendte Blik; men Sie:
blikket efter bonfaldt han mig endnu heftigere. —
„Hvad vil Du da vel, at jeg ſkal gjøre? hvor ſkal
jeg ſtjule Dig?“ udbrød jeg endelig, i det jeg knap
vibſte hvad jeg felv ſagde. Han greb mig om Foden,
fane mig ſtivt i Anſigtet, og mumlede, med en Roſt,
der endnu toner for mit Øre: „Fangetaarnet!“ —
Han gik foran mig, traadte med forſigtige Trin, og
ſtandſede lyttende ved ethvert af ſine Skridt — intet
Dre horte os, intet Bie ſage os“ — — Aline ſtjelve⸗
de, i det hun talde, hun ſtettede fig ved Sengen, og
beed med Magt i fin Underlæbe, der beevede ved hen⸗
des Sjeleqvals derpaa vendte hun ſit Anſigt endnu
mere bort fra Ridderens Blik, og talde, ſom om hvert |
Uandebræt af hendes Roſt med Vold blev udrevet 9

— 0.0

1 5

Frankrigs Lucretia. 83

hendes Barm. Endelig aabenbarede hun ham ſin
Elendighed, og endelig forſtod hendes Gemal hendes
roedſelfulde Ord. „Der er en Fortælling, ſom Du
har leſt for mig“, ſagde hun, „Hiſtorien om en ung
og ædel Dames Lidelſer. Hun var en dydig Ma-
trone, og berømt i det gamle Rom, hun var, ligeſom
jeg, en trofaſt Huustro, trofaſt og lykkelig, men ikke
altid — Du ſſjendte ikke pan mig, da jeg græd over
hendes ſkrekkelige Skjcbne.“ Hun ſtandſede atter;
men da hendes Gemal ikke afbrod hendes Taushed,
ſagde hun: „Du venter paa at høre hiin romerſke
Dames Navn, hvis Lidelfer lignede mine: naar Du
har erfaret hendes Navn, vil Du altfor vel erfare
min Skjendſel — det var Lucretia, Collatinus's
Huustro.“ 2 ;
Fruen af Carongne ſagte intet mere; men ſeenke.
de fit Hoved over Barmen, og en hoi Radme ud—
bredte ſig hurtigt over hendes Anſigt og Hals. —
Ikke heller ſvarede Ridderen pan hendes ſmertelige Ord;
men han lage, uden Aandedræt, ſom det ſyntes, hen—
ſjunken i ſtille Harme, Da Aline bemærkede dette,
og frygtede for, at en Afmagt ſkulde have bemeſtret
fig ham, reiſte hun fig, med ſticelvende Haft, boiede
ſig over Sengen, og fane ham i Anſigtet. Hans Pine
vare vidt gabne; men han ſtirrede paa hende, ſom et
Menneſke, der er bunden af en frygtelig Droms meg⸗
tige Trolddrom. De folde Sveeddraaber perlede paa
hans Pande, og hans arme Huustro borttorrede dem,
medens hendes Taarer faldt ned paa hans Anſigt.
J det hun lod ſin Haand glide ned over hans brede

86 Frankrigs Lucretia.

Pande, kunde hun ikke fore det over ſit Hjerte at
vende ſig bort fra ham; og hun ſtod ſaaledes ved hans
Side, og ſtrog med fine Fingre hans tykke Haar tit«
bage, og trykkede af og til fin blode, folde Haand
"pan hans brændende Tindinger. Endelig begyndte
hans Brpſt at hæve fig voldſomt; dybe, lange Suk
frembrode, og ſtore Taarer hang i hans Dine. Han
reiſte fig i Veiret, og trykkede fin arme, vanerede
Huustro til ſin Barm, medens hun uvilkaarlig gav
efter for fin qvindelige Sjeleqvals Svaghed. Men
hendes Smertes Magt udrev hende af hendes Bedo—
velſe, og hun reiſte ſig, lyttede til hendes Hosbonds
Spørgsmaal, og beſvarede dem med en Maunee der
overraſkede hende ſelv.

Det var Daggrye, inden deres Samtale var til
Ende; og da lage den arme Huustro, der med Be—

ſtemthed og Rolighed havde afflaaet at hvile ved fir >

Hosbonds Side, ved hans Fødder, og ſov, ja ſov
ſom et uſkyldigt Barn ved fin Moders Bryſt. Nid—
deren frygtede. for at forſtyrre hendes rolige Slummer;
han kunde ikke ſove; men aldrig dveelede han med
mere beundrende Omhed ved Beſtuelſen af hendes elſt—
værdige Anſigt, end da han nu betragtede det, og
følte fig en ſonderknuſt og vanderet Ggtemand. —
Det var Middag, for Fruen af Carongne vaagnede,
og ſkjondt de meeſt qvclende Tanker med den vakte
Erindring gjennemfore hendes Sjæl, kjcmpede hun i
„ſine Bonner, for at vinde Herredommet over ſin Elen⸗
dighed, og Guds Naade gav hende Kraft til at ſeire.
Hun havde tilſtaget fin Stjændfel for fin Hosbond,

EN

r

Frankrigs Lucretia. 87

og nu ſbrekkedes hun ikke for den hele Verdens Dom.
Medynk og Daddel vare blevne hende ligegyldige. For
at afviſke Pletten paa hans re, beſluttede hun at
give fig ſelv til Priis for Vancre og offentlig Skjeend—
ſel. Hemmelig havde hendes Asreskrenkelſe været,
men den havde bortrevet hende fra Gjenſtanden for
hendes Ungdoms Kjærlighed ; og hun anſage det for
Pligt, overalt at kundgjore Hiſtorien om hendes Van—
ære, og den Uslings Navn, der havde været hendes
Wres Kreenker. „Sammenkald“, ſagde hun til Rid—
deren af Carongne, „i Haſt mine Venner og Fren—
der, og for mig med dem for Greven af Alengon,
Eders Lehnsherre. Siig ham hvad jeg har lidt, og
lad ham, hvis det er hans Villie, kalde mig for ſig.
Lad ham ſammenſtille mig med den Elendige, hvis
Aaſyn det vilde være mit Ønffe aldrig at gjenſee.
Da ſkal Du høre hiin Usling ydmygt at bekjende ſin
Brode, og da vil han bonfalde om den Naade, ſom han
ikke fortjener, men ſom jeg veed, at Du vil ſkicenke
ham. Vor Skilsmisſe-Act ſkal derpaa oͤprettes, og
en anden Frue, af Carongne, af uplettet Reenhed, og
troe, ſom jeg har været, ſkal Du bringe tilbage til
dette Slot. Jeg far da ikke ſoge nogen anden Mage
end Erindringen om Dig, og mit Haab til Himme—
len, og jeg vil bede for Dig indtil jeg igjen moder
Dig hisſet, hvor intet jordiſk Baand mere ſkal for-
ene os.“ ; DA
Ridderen af Carongne og Junker Jaques le
Grys, horte begge til Greven af Alengons Land og
Hofſtat, og Junkeren var beſtandig om Greven ſin Her

z

17

88 Srankrigs Lucretia.

res Person, og velelidt af ham. RNidderen vidſte hvor
flor en Indflydelſe Junkeren havde vunden over hans —
Lehnsherre, og han beſluttede ikke at ſpilde nogen Tid
med at folge hiin Deel af hans Frues Raad, ſom
han bifaldt; han begav ſig derfor til Grevens Slot;
men han lod Fru Aline blive tilbage, under Beſkht-
telſe af hendes egne Frender, hvilke han, efter hen—
des Onſke, havde ladet ſammenkalde. Ledſaget af
nogle fan af fine egne og nærmefte Venner, fik Rid⸗
deren Audience hos fin Lehnsherre; men han ſyntes at
tale forgjeves, da han foredrog Greven Fortællingen"
om fin Huustroes Vancere: faa ſtor var hans Her—
res Hengivenhed og Tillid til Junker Jaques, at han
ikke vilde fæfte nogen Tiltro til hvad han horte. Han
i befalede, at Fruen ſelv ſkulde mode i egen Perſon, for,
hvis hun fordriſtede ſig dertil, at anklage hans 5
lige Junker.

Som jeg alt ovenfor har berettet, Havde den.
unge Frue af Carongne ſiden hiin Nat, da hun aaben⸗
barede ſin Skjendſel, aflagt al qpindelig Frygtſom⸗
hed, og var ved Guds Magt bleven Herre over ſig
ſelvb, med vidunderlig Fatning i Mine og Adfærd.
Den Banære, hentes Legeme havde lidt, og Qvindens
Svaghed, vare forglemte blandt de dybe og mere hoi—
tidelige Folelſer, ſom nu beſtſeftigede hendes Sjæl.”
Hun traadte frem for Greven af Alengou, ledſaget, men
itke underſtottet af fin. gamle Fader, og hun fatte
fig med rolig Værdighed, ſom En, der ſnarere var
hidkommen for at befale, end for at blive forhørt og

domt. Saafnart hun havde loftet Sløret fra fit ſtjonne
„ ø (N

(4

Frankrigs Lucretia. 89

ſorrigfulde Anſigt, rørte det blibe, rene Udtryk, form
gav hendes elſkveerdige Træk deres hoisſte Smykke, og

den yndefulde Qvindelighed, der udtalte ſig af alle

hendes Vevegelſer, Enhvers Hjerte, der fane hende,
ſaa at mange undrede ſig ved ſig ſelv, og ei vilde
troe, at en faa reen og qvindelig Huustro virkelig
kunde være en vaneret, ſfjondt uvillig Agteſkabsfor—

bryderſke. Da Greven af Alengon opfordrede hende, '

til at tale, reiſte hun fig, og en ſvag Rodme floi
over hendes Anſigt, men forſvandt igjen i ſamme
Sieblik. „Det er ikke min egen Vaneere“, ſagde hun,
med langſom klar Noſt, „ſom har bragt mig hid.
Hvad mig ſelv angager, fan tilgiver jeg ham, ſom
jeg haaber at blive tilgivet af min Gud; men jeg har
en Hosbond, hvis Were hidtil ikke har baaret nogen Plet,
og for hvis Skyld jeg træder, frem fra den Dunkelhed,
hvori jeg gjerne vilde ſkjule mig ſelv og min Skjend—
ſel for evig, for i Mænds Oververelſe og under Guds
Hine, at erklære mig ſelv for en ͥgteſkabsforbryder—

ſte, der har beſmittet min Hosbonds Leie, der har —

vanceret hans Huus og hans Navn, og Alt dette ved
Junker Jaques le Grys's brutale Vold. Jeg an⸗

klager ham ved Navpn, ſom den, der har frænfer min

ſvage og uvillige Perſon. Her ftaaer jeg, i Overvee—
relſe af Herren af Alengon og denne ædle Forſam—

ling, for offentlig at erkleere Tiden og Ma aden hvor⸗

pan denne ſkjondige Gjerning er ſkeet, og, hvis det
fEulde gjøres fornødent, at opregne enhver. Omftæns
dighed ved hans hoiſt ſkjcendige Ferd. Lad Jaques

le Grys blive faldet, at han kan fvare for ſig, thi 2

-

'
|

80 Srankrigs Lucretia.

jeg feer ham ikke her“, vedblev hun, efter at hun

havde feet fig omkring i Salen. — „Lad Jaques le
Grys komme ind“, ſagde Greven af Alencon til en
af hans Undergivne. Hoiſt uliig en anklaget Forbry—
der, viſte Jaques le Grys ſig, i det han indtraadte
i Hallen, og med munter Skjodeskosbed hilſte Alle,
undtagen. Greven af Alencon og Fruen af Carongne,
for hvilke han bukkede dybt med ethvert Udtryk af le—

vende Aerefrygt, og blev derpaa ſtaaende beſkeden, men

med mandig Værdighed for Greven, ſom om han ven—
tede hans Befalinger. Alle taug i nogle Sekunder,

og da Ridberen af Carongne vilde afbryde den her⸗

ſtende Taushed, forekom Junkeren ham, ved at ad—

ſporge En, der ſtod i Nerheden af ham, i hvilken

Henſigt ſaa Mange vare forſamlede, hvorhos han,
med et ſmilende Blik, bemerkede, at det kun var en

Time ſiden at han var kommen tilbage fra en Reiſe,

og at man ikke havde omtalt et ſaadant Mode for
haus Bortreiſe. „Du kan maaſkee underrette mig
derom“, ſagde han til Ridderen af Carongne; „det

kom mig for ſom om Du netop vilde til at tale, og

jeg beder Dig om Forladelſe, fordi jeg kom Dig i For—
kjobet; men naar jeg huſker mig ret om, har Du jo
ſiden vi ſidſt fane" hinanden, veret paa hin Side Ha—
vet — gode Ridder af Carongne, tillad mig at byde
Dig hjertelig velkommen tilbage. Ah! ah! det er
maaſkee for at feſtligholde Din Hjemkomſt, at vor
ædle Herre har ladet ſammenkalde dette hæderlige Sel—
ſkab! Jeg ſkammer mig ved, at jeg ſaa ſildig kommer

for at bringe Dig min Hilſen. — Skjonne Frue af

£

75

Srankrigs Lucretia. 91

Carongne, jeg maa vende mig til Eder.“ — „Tie!
tie! — befaler jeg, ſkjeendige Nidding!“ raabte den

raſende Ridder, i det ban traadte frem i Midten af

Salen, med blusſende Anſigt og funklende Blik.

„Min Herre af Alençon! jeg beder, at J vil ſtandſe
Stremmen af denne ædle Junkers Tale. Jeg vil
fortælle den unge Herre, hvorfor vi ere forſamlede her
— jeg vil fortælle ham om min Huustroes Vance,
og hendes Hosbonds Hævn — jeg vil erindre ham
om den Tid, ſom han ſaa beleiligt lader til at have
glemt.“ Taushed blev igjen paabuden, men af Gre—
ven af Alençon ſelv, der alvorlig bebreidede Ridde⸗

ren hans upasſende Heftighed; og opforbrede derpaa—

Fruen af Carongne til at fremfore fin Auklage imod
Junker Jaques le Grys.

Ved det forſte Syn af fin Wres Krenker, havde
den arme Frue folt en Dodsgyſen gjennemfare ſig;
en trykkende Mathed ſyntes at underkue alle hendes
Sjeelskreefter. Hun fad taus og uden Bevegelſe, og
hun nærede end ikke det Onſke, at forſoge van at
ſtjule fine Folelſer, thi deres Strom ſyntes isnet i
hendes Barm; men da Junkeren henvendte ſig tit
hende, og navnligen tiltalde hende, ſyntes ikke alen
hver Evne, men hvert Haab om at gjenvinde fornyet
Kraft, at forlade hende, og hun var tilmode, ſom
om hun virkelig var den Skyldige, ſynkende under
Veegten af den Straf, der havde. indhentet hende.
Hendes Mands Heftighed vakte hende af denne Be-

deovelſe; og da hendes Herredomme over ſig ſelv vendte
tilbage, fmilede- hun over fin! egen Svaghed. Med et

92 Braͤnkrigs Lucretia.

Blik, der udtalde uforfærdet Fatning, loftede hun Hi—

nene i Veiret, og ſtrog Haaret tilſide fra ſin Pande,
og Sandhedens og Dydens ægte Veltalenhed lød fra

hendes Leber. Men Junkeren lod fig ikke bringe i.

Forvirring; han anſtillede fig vexelviis ſom om han
blev overraſket, harmfuld, ja ſom om Beſynderlighe—
af den Beffyldning, han maatte hore, morede ham.
Med tilſyneladende Opmeerkſomhed, lyttede han der:
for til de nærmere Omſtdendigheder, ſom Borgfruen var
nødt til at meddele; men han lyttede ikke længe; thi
tilſidſt ſyntes han ikke længere iſtand til at ſtyre fin
Harme. „Dette man ikke gaae videre“, ſagde han
omſider. „Min edle Lehnsherre“, tilfoiede han, „jeg
beder Eder, at J vil ſtandſe denne Frakhed. Jeg

ſkulde anſee denne Beſkyldning med den Foragt, den

fortjener, hvis den alene angik min egen Charatteer;

men de Forhold, hvori jeg ſtaaer til Eder, den Poſt :

jeg beflæder faa nær Eders Perſon, opfordre mig til
at træde frem, og at fræve den ſtrengeſte Underſo—
gelſe i Henſeende til dette ſerdeles tappre Eventyr,

man tillægger mig. Min ædle Herre af Alengon, der

er et Sporgsmaal, jeg maa bede Eder at beſvare:
kan J erindre hvilken Dag det var, da Eders ædle
Fetter og hans Brud feſtligen bleve bevertede paa
dette Slot.“ — Greven af Alençon tænkte fig om, og
nevnte den 4de April. — „Og paa hiin Dag“ ved»

Blev Junkeren, „ſfkulde jeg have været paa Slottet

Argenteuil? Saaledes vil man i det mindſte fortælle

os. Lad mig ſporge videre — hvem havde Opvart—

ning om Eders Perſon den 4de April?“ — Greven

Sränkrigs Lucretia: 93

ſvarebe, uden at betenke fig: „Det havde Du, Jaques,
derom er ingen Tvivl; og nu erindrer jeg mig, Du
var ved min Side den hele Dag, undtagen maaſkee i
omtrent tre Timer. Var det ikke Tilfældet? omtrent
i tre Timer?“ — „Saaledes var det, min ædle
Herre!“ ſvarede Junker Jaques. — „Du behøver da
blot at gjøre Regnuſkab for den Maade, hvorpaa disſe
tre Timer bleve anvendte, og Sagen vil da let op—
klares.“ — Junkeren rodmede ſterkt, i det han buk—
fede, og bad derpaa, at man vilde fritage ham fra
at beſvare dette Sporgsmaal; men han gjorde op—
merkſom paa, at Fraſtanden fra Grevens Slot til
Slottet Argenteuil var over 23 franſte Mile. Han
forlangte at vide om hans Ankomſt til Ridderens Slot
var bleven bemerket af Nogen, da han dog fkulde

mene, at i det mindſte nogen af Tyendet maatte have
feet ham under hans Ophold paa Argenteuil. Der
var ingen, ſom havde feet ham der, üden Borgfruen

ſelv; og der var ingen Vidner, ſom kunde ſtadfeſte

hendes Forſikkring. Fruen af Carongne erindrede nu

Greven rolig om det Spørgsmaal, han havde fore—
lagt Junkeren: pan hvad Maade han havde tilbragt
disſe tre Timer? — Endnu ſterkere var den Rodme,
ſom farvede Jaques le Grys's Anſigt. Han gik ner⸗
mere hen til Greven, fin Herze, og mumlede nogle

faa. Ord i en lav Tone. Greven ſtandſede et Oieblik,“

og ſagde derpaa: „Ja, det vil være den ſikkreſte Maa—
de til at fade Sandheden opdaget. Een Intrigue kan
maaſkee oploſe den anden.“ Han befalede tre af de
ædle Herrer, der vare tilſtede, at gage hen til Be⸗

Sk Svantrigs Lucretia.

ling Lunavos Logis, og ſtrax at fore hende for ham.
De vendte tilbage inden en Times Forlob, ledſagede
af den vellyſtige Italienerinde, og hun bekjendte, med
en paatagen Tilbageholdenhed, at Junker Jaques le,
Grys den 4de April havde tilbragt tre Timer i hen;
des Selſkab. Skulde man have kunnet troe, at Gre—
ven af Alengon, efter kun lidet videre at have ind
ladt fig paa Sagens Underſogelſe, og uden andet Vid—
nesbyrd, end det, der var aflagt af Beling Lunaro,
en italienſk Phryne, erklærede Junkeren uſkyldig i den
Forbrydelſe, Hvorfor han var anklaget? Han ſagde⸗
til Borgfruen, at hun maatte have dromt det, og at
han vilde indeſtaae for, at Junkeren var uſkyldig.

» Fruen af Carongne havde ikke talt, faalænge
Italienerinden var inde i Salen. Hun ventede ind—
eil Greven havde fældet fin Dom, og reiſte fig: derpaa,
med den ſamme Fatning, ſom tilforn havde udmer⸗
ket hende, henvendte fig til Forſamlingen, og talde:
„Det var for at ſoge Retferdighed, jeg kom hid, og
jeg vil nu forlade dette Sted, thi jeg ſoger den her
forgjeves. Min ædle Herre af Alençgon, laan Bre
til disſe mine Ord, thi jeg vil tale frit, ſom jeg ten-
ker, ſelv J Eders Nerverelſe. J har ikke hand—
let retferdigt imod mig, og dette vil Eders eget Hjerte
ſige Eder, naar J adſporger det med Samvittighedens
Roſt. Førend jeg forlader Eder, vil jeg tilbagekalde
nogle Kjendsgjerninger i Eders Erindring. J ſelv
: hav havt mig og mit Forhold for Hie ſiden min tid;
lige Ungdom, min Faders Navn har altid været ag—
tet, og ſaalcenge jeg levede hos ham og hos min Mos

—

Frankrigs Lucretia. 9⁵

der, var jeg uden Daddel af Eder og mine Forel—
dres mange Venner, Min hædrede Fader er kommen
herhid, og har hidfort ſit Barn ved ſin egen Haand.
Bilde han have gjort dette, hvis jeg var den laſtver—
dige, ſkamloſe Qvinde, I troer mig at være? Jeg
har levet lykkelig, og i den ommeſte Kjærlighed og
Hjertesfortrolighed med min Hosbond; jeg har aldrig
bedraget ham, og jeg kunde ikke være mindre ſtyldfri
end tilforn, da jeg forſte Gang traadte ham imode
ſom en vaneret Huustroe. J veed, af hvad J har
hort om Hemmeligheden af hiin falſke Junkers Pla⸗
ner, at jeg, hvis det havde været. min Agt at ſynes
faa, nu kunde have ſyntes at være en ukreenket Huus⸗
tro; han vilde maaſkee have bevaret ſin Hemmelighed
ligeſaa troe ſom han nu bevarer den. Men her ſtager
jeg, og erklærer. aabenlyſt min Skjendſel. Her
fraſiger jeg mig min Hosbond og mit Hjem; og her
gientager jeg hoitideligen, at Junker Jaques le Grys
i Sandhed har krenket dette ſvage Legeme. Den Tid
vil komme, da J vil fete Liid til disſe mine Ord.
Men det tykkes mig dog neſten alt for haardt imod
mig, ſtiondt jeg er en falden Qvinde, at lade hiin
froekke Italienerinde optræde i min Nerverelſe, og at
høre hende ſom et mere paalideligt Vidne end mig.
Dette var en flet Retferdighed: det var haardt, hjer—
teløft at troe hiin usle Skjoge frem for Huustroen,
frem for denne brave Ridders, Eders troe Tjeners
erlige og hengivne Huustro.“ ”

Da "Fruen havde talt ſaaledes, vendte hun fig
bort, og oppebiede intet Svar, Vel maatte hun være

N

96 Srankrigs Lucretia.

varslet af det ligegyldige Blik, ſom dvælede paa
Greven af Alengons Anſigt. J det hun gik, ſtand⸗
ſede hun nogle Gange, og klyngede ſig tættere til fin
gamle Faders Arm, og en Gang boiede hun fit An—
ſigt over hans Skulder, og man herte et krampagtigt
Suk; hendes Slor ſtjulte hendes Anſigt; fra dette Dies
blik af forraadte hun intet Tegn paa Bevegelſe; men,
med faſte Skridt og med megen Veerdighed, forlod
hun, i Ledtog med fin Mand og fine Frender, Gre—
ven af Alengon's Slot.

Ridderen af Carongne blev, ſkjondt ſaaledes af—
ferdiget af Greven fin Herre, ikke bragt til at tie.
Han fæftede Lid“ til fin Huustro, og tovede derfor
ikke med at drage til Paris, og forelægge Sagen for
det derværende Parlament; og han lod der indftævne
Jaques le Grys, der indfandt ſig og ſparede for
a N :

Rrugtet gik, at Greven af Alengon var hoiſt
misfornsiet over den brave Ridders raſke Fremfeerd,
og mere end een Gang vilde han have havt ham
ihjelſlaget, "hvis ei Sagen havde været for Parla—
mentet. Men Ridderen af Carongne var en Mand

af meget Mod, han paaſtod at ville drive Sagen til
del Yderſte, og at een af dem maatte falde; og da

Borgfruen ikke kunde frembringe. noget andet Beviis
imod Jaques le Grys end hendes egne Ord, ſaa
fældte Parlamentet den Dom, at Sagen fkulde af—
gieres i Paris ved en Kamp paa Liv og Dod imel⸗
lem Ridderen og Junkeren; og det blev kjendt for
Ret, at Ridderen af Cgrongne, hvis han ffulde.

Srankrigs Lueretia. „

blive overvunden i denne Kamp, og bog forblive i
Live, da ſkulde hænges, og Borgfruen, hans Huus—
tro, blev i dette Tilfælde domt til, uden Naade, at
brendes. i ;
8 Det var pan en Plads, kaldet St. Catharine
Temple i Paris, at Tvekampen ſkulde holdes. Og
didben drog Kongen, med ſine Onkler og Hertugen
af Burgundien og hans fornemſte Hofmend og
mange Folk, faa mange, at det var et vidunderligt
Syn at fee dem. Derpaa traadte de tvende Kjeem⸗
pere ud i Kredſen, ruſtede fra Top til Taa. Gre—
ven af St. Poule ledſagede Ridderen af Carongne,
og Greven af Alengçon fulgte, med Jaques le Grys.
Der herſkede en almindelig Taushed, og Ridderen
gik hen til den Side af Pladſen, hvor hans Frue
fad, i en Stoel, bekledt med Sort. Han talde tit
hende ſaaledes, med lydelig Roſt: „Dame, formedelſt
Eders Anklage og i Eders Sag, vover jeg mit Liv d
en Kamp med Jaques le Grys — J veed, om
denne Sag er ærlig og retfærdig,” — Den arme
Frues Anſigt var, dodblegt, og hele hendes Legemsbyg—
ning, der var hentæret af den vedvarende Sorg,
ſom nagede pan hendes Hjerte, ſkjœlvede ved hine
Hieblikkes Sjeleqval. Men hun reiſte fig ſtrax da
hendes Hosbond havde hørt op at tale, og en ny
og mægtig Aand ſyntes at underſtotte hende, i det
hun med hoi Roſt udbrød: „Herre, det er ſom jeg
har ſagt, hvorfore J kan kjœmpe troſtig — Sagen j
er god og retfærdig.” — Saa tydeligt lod hendes
klare" Roſt, at hendes Ord bleve 98 60 den gan⸗
e * 7 —

98 Srankrigs Lucretia.

fe Plads; og da hun hade udtalt, havde ogſaa hen
des Sjeels Frygt forladt hende. Hun ſank paa fine
Knee, og ſyntes da liig en anden Skabning, og
hun oploftede ſine foldede Hender imod Himmelens
Hveelving, og, uden at lægge Merke til Mængden,
der omgav hende, bad hun høit for fin Hosbonds
Liv og om Seier for hans gode Sag. Ridderen
knelede ligeledes ved hendes Side, og ſyntes at
deeltage i hendes Bonner, og da han reiſte ſig,
kysſede han hendes Pande, tog hende ved Haanden
og løftede hende op, velſignede hende og fig ſelv, og
betraadte dernæft Kamppladſen.

Borgfruens høie og uforfoerdede Aand forlod
hende ikke; men da Kampen raſede foran hende, fad
hun ſtille i fin forte Stoel, fade op til Himmelen
og bad ydmygt hele Tiden. Det var en frygtelig
Provelſe for hende, da hun horte den vilde Heſte—
trampen, Spydenes mægtige Stød mod Ruſtningerne
pg Sverdenes lydelige, raſende Klirren. Engang
kom der en Minuts Pauſe. Fruen ſaage ikke derned,
ſtjondt mange af de Omkringſiddendes dybe Suk gjen—
nemborede hendes Hjerte. Hun ſage ikke, at hendes
Hosbond var ſaaret, og de Kjoempende fortſatte igien
Kampen med fornyet Raſerie. Deres Vaabens
hyppige Blinken i Sollyſet, foer ofte liig Lynglimt
forbi hendes Dine og blændede dem indtil Taarer.
Derpaa raſede Kampen umiddelbart under den Plads
hvor hun fad, og det ſyntes hende ſom om Jorden
ryſtede under hendes Fedder, eller at hun maatte
fare tilbage for de hurtige Slag, i den Tanke at de

—
*

Srøntrigs Lucretig. . 99

vilde flove ſelve Luften, der viftede over hendes Ans
ſigt. Dog, uagtet denne firættelige Folelſe af Kam⸗
pens Raſerie, fluttede alle hendes Sjels Kræfter fig
med inderlig Tillid tit et ſtolt vinkende Haab, og
dette Daab ſveeg hende ikke.

i Der indtraf en ny Pauſe; men den var ikke
taus, ſom den forrige; en almindelig Bevegelſe lød
igjennem den hele Menneſkevrimmel, og Stemmer
hævede fig fra alle Sider, nogle med lpdelige Clæs
des raab. '

Aline vidſte, at hendes Hosbonds Sfjæbne var
afgjort, enten ved Seier eller Doden.. Alle henbes
qvindelige Folelſer ſtrommede tilbage og overvældede
hendes Hjerte; hun vovede ikke at ſee i Veiret,
men tillukkede langſomt ſine Hine og ſank derpaa
tilbage, greben af en Afmagt. Omendſtjondt de fle⸗
ſte Perſoners Opmeerkſomhed ganſke var henvendt
paa de Kiempende, vare der dog Nogle, ſom lagde
Meerke til den arme Aline; og ved deres Hjelp
vaagnede hun af den Afmagt, der. havde bemeſtret
fig hende. Det forſte, der mødte hendes Blik, var
hendes Hosbond, men ikke bedeekket med Saar, ikke
udftraft paa Jorden uden Liv og Aande. Han
ſtod karſt og rank for fin Konge, og hun fare, at

Kongen ſmilede til ham — Jaques le Grys var:
ihjelſlagen, og hans Liig laae endnu hvor 8 ads

— han havde bekjendt fin. Brode.

En anden Prove ventede nu Aline af aten É

og denne heltemodige Dame ſkroekkedes ikke for den.
Hun havde med fin Hosbond begivet fig fra Kamp⸗
079

*

100 Frankrigs Lucretia.

pladſen hen til vor Frue Kirke i Paris og de hav⸗

de der pan deres Knee yoͤmygt og inderligen frem;
baaren deres Tak åg Priis for Naadens Throne.
De havde nu teiſt fig, og Aline ſtottede fig til
ſin Hosbonds Barm og gav ſine Taarer frit Lob.
Hun havde endnu ikke ophørt at græde, da han
forte hende hen til en lille Dor, ſom fra en af
Sidebuerne nær ved Hoialteret forte ned til det til—
ſtodende Kloſter. Ofte fluttede Ridderen ſin unge
og grædende Huustroe i fine Arme, og ofte kysſede
han med fine ſkjcelvende Leber hendes Pande, og
hendes Leber, hendes blege. Kind og hendes bløde
ſpede Haand, der hvilede paa hans Skülder. En⸗
delig loftede hun Hovedet i Veiret, og et Smiil

ſpillede paa hendes Leber, ſtjondt dette Udtryk ikke

oplivede hendes ſtore ſorrigfulde Vine. Endnu een
Gang ſank hun til hans Barm, og deres Leber—
modtes til det ſidſte Kys. Derpaa tillod han hende
at opløfte Hovedet. fra hans Barm, og at drage
hendes Haand ud af hans, og hans Hine alene
fulgte med deres alvorlige Blik, den hulde Skikkelſe,
der forſvandt for hans Syn for evig. Ridderen af

Carongne ſeilede ſom Pilgrim til den hellige Stad

Jeruſalem; og da han efter tvende Aars Forløb kom
tilbage til Paris, viſte man ham der hans trofaſte
Huustroes Grav. Fan, Maaneder efter lagde de hans
Liig under ſamme Steen i vor Frues Kirke i Paris.

(YE

|
.

101

*

Sang.

(J Anledning af Lector Povel Møllers Bortreiſe.)

,

En dun en Skaal for den fagre Moe,
Den Glemmigei fra de danſke Dale, g
Som, naar han er borte bag ſalten See,
Skal fylde hans Haab og hans Savn huſpale! 5
Vi Andre alle )
Maa fra ham falde, *
Men hun vil ham følge og være ham Alle!
Den Piges Skaal! 75

|
|

Engang naar hun Guggen ſkal treede med Sang, L
Vil Glutten dog høre den danffe Viſe,
Og bliver da, Povel! din Aande lidt trang, *
Vil hun i fit Bryſt dig din Dannevang viſe;
Og Glutten ſkal lere
Af Mod'ren, det Fjære,
Det elſkede Danmark at holde i Wre!
Thi leve hun!

Og naar Povel Moller om Vintren i Quel gg
Fortoeller fin Giv om de danſke Venner,
Som fang, ham til Afſkeed et Fjærtigt Levvel
Og hilſte hans Betty, ſom ikke de Fjender,
Da vil hun leere

i Sin Elſktes Kicre
ukjendte at kjende og holde i Wre! i
Din Wettys Staal: :
. 5 J. Thiele. fæ g

102

Brev fra Hertugen af Suffolk til Sir
John Harington af Kelſton.
Et hiſtoriſt Curioſum, fra Jacob den 1ſtes Regje⸗
ringstid. ) N

Min gode og trofaſte Ridder; hvis J har god Vils
lie og god Helbred til at fætte i Vork, hvad jeg her
vil have Eder anbefalet, kan J begive Eder til Hove,
naarſomhelſt det maatte falde Eder ſelv beleiligt.
Kongen har ofte ſpurgt om Eder, og vilde gjerne
ſee og tale med den „lyſtige Krabat“, ſom han ofte
har kaldet Eder, ſiden J var her. Jeg vil nu forelo⸗
bigen ſige Eder visſe Ting, ſom J vel maa lægge
Meerke til, hvis det er Eders Agt at vinde vor Fhr—
ſtes Hengivenhed. — Det lyſter ham beſynderlig gjerne
at hore lerd Discours, hvormed J kan forſyne ham
i Mængde: han holder meget af ſmukke Moder i
Klædedragt, jeg beder Eder, at J noie vil lægge
Meerke hertil. MennefÉet falder ofte paa forunder⸗
lige Tilbeieligheder; En tager meeſt Henſyn til ind—
vortes Gaver, ſom Klogt, Tapperhed eller Dyd; en
Anden har maaſkee en ſynderlig Tilboielighed for ud—
vortes Bing, ſom Klædedragt, Anſtand og et fagert
Udſeende. Jeg vil onſke, at J ſorger for at være ”
vel udſtafferet; at J fkaffet Eder en ny Jakke, vel

*) Fra: „Thie Progresses of King James the First
ce, by John Nichols, Part IX, London 1826.”

Å

Suffolks Brev til John Sarington. 103

baldyret, og ikke alt for kort; Kongen ſiger, at han
lider det flagrende Kledebon; ſorg for, at ikke Alt
bliver af een Sort, men af forſkjellig Farve; Kraven
maa falde noget ned, og Eders Halskrave maa Være
vel ſtivet, tyk og kruſet. Vi have nylig havt mange
galante Hofmeend, der have havt flet Gavn af deres Bei—
len til Fyrſtens Gunſt, fordi de have forſomt, ſtyl—
digen at iagttage disſe Sager. Kongen lægger pan
det noiagtigſte Merke til flige Ting, og holder paa
et godt Udſeende og en ſmuk Udruſtning. Atten Tjenere
bleve nylig afſkedigede, og mange flere ville fage de—
res Lobepas, der ikke ſtaae ham an i denne Henſeen⸗
de. Jeg onſker, at J vil folge min Veiledning, da
det er mit Hjertes ØnfÉe, at J fkal erholde Alt hvad
J maatte attraae. Robert Car er nu paa Veie til
at vinde Fyrſtens Naade, og dette er lykkedes ham
forunderligt vel i en fort Tid. Kongen lener fig paa
hans Arm, kniber ham i Kinden, glatter hans fol—
dede Kloedebon, og feer paa Car, i det han taler med
forſtjellige Andre. Denne unge Mand ſtuderer til—
gavns al Kunſt og Opfindſomhed. Han har mang—
foldige Gange ſkiftet Skreddere og Pyntefolk, og Alt
Fyrſten til Behag, der leer ad enhver Mode, ſom
varer længe hos vore unge Hofmend, og hver Dag
onſker Forandring. J maa fee Car forend J gaaer

til Kongen, da han har været hos ham ſom Dreng.

i Skotland, og kjender hans Smag og hvad der ſtager

ham an. J Eders Discours maa. J ikke dvæle for a

længe ved een Gjenſtand, og kun let berore Religion.

Siig ikke af Eder felv: „det er godt eller ſlet“, men

— — —ᷣ— — — — Eꝶ— Er

>
— — samer

404 Suffolks Brev til John Sarington.

„hvis det maatte behage Edeis Majeſtet at være af
den Mening, ſkulde jeg tenke fan og fan.” — Gjor
ikke flere Sporgsmaale, end hvad der kan tjene til at
erfare Fyrſtens Tanker. J privat. Samtale taler
Kongen ſjelden om nogen Mands Characteer, Dis—
cretion eller gode Egenſkaber; bland Eder Derfor ikke
i deslige Ting, men ſee til, at J kan udfinde en
Ledetraab, der kan fore Eder til Majeſtœtens Hjerte,
og til den Gjenſtand, hvori hans Sind finder ſtorſt
Behag. Jeg vil raade Eder en Ting: ben rodſkim⸗
lede, ſpanſte Heſt, ſom Kongen rider hver Dag,
man J ikke forglemme at roſe, og det ſmukke Ride⸗
toi frem for Alt; thi Forſommelſen heraf, har for⸗
leben Dag voldet en ſtor Mand megen Fortred. En
Adelsmand kom, for at ſoge om en Betjening, og fane
Kongen i det han beſteeg Skimmelen; han overleve—
rede ham fit Andragende, hvilket blev bemeerrket og
leſt; men han bekom intet Svar. Adelsmanden an⸗
befalede ſig, og kom næfte Dag igjen til Hove; men
fik atter intet Svar. Man fik nu Skatkammerkants—
leren til at bringe Anſegningen paa Bane, for at
forhøre om Kongens Tanker desangagende. Da han
bad Kongen om Reſolution, ſagde denne, med nogen
Vrede: „Skol en Konge lægge Merke til et ſnaus Pa—
piir, naar en Betler ei engang bemerker hans forgyldte
Stigbsiler?“ —. Nu kom det for Dagen, at Kon—
gen netop havde nyt Ridetoi da Adelsmanden fane
ham i Hofgaarden; men han var fuld af Forvirting,
og undlod at beundre Heſtens Eqvipering. Saaledes,
gode Ridder, gik vor Adelsmand Glip af Betjenin⸗

Suffolks Brev til John Harington. 105

gen. Jeg kunde fortælle og meddele Eder endnu flere
Bemerkninger om denne Materie, men Taushed og
Discretion ber altid være egteſkabeligen forenede; thi
; kun en ſaadan Forbindelſe avler Sikkerhed, — jeg er vis
pan, at det i dette Tilfelde vil viſe fig ſanledes. J
har levet og ſeet Stadſen i gamle Dage, og hvorledes
det gik til i Dronningens Tid. Disſe Ting ere ikke
mere de ſamme. Eders Dronning talde om hendes
Underſaatters Kjærlighed og Hengivenhed, og ſande—
ligen, det Maal hun havde for Øie, var godt; vor

Konge taler om ſine Underſaatters Frygt og Underda⸗
nighed, og heri tenker jeg, at han ogfan gjør vel, ſa-

længe ſom det vil holde ved. Car nyder, ſom jeg alt

har ſagt Eder, al hans Gunſt; Kongen lærer ham

Latin hver Morgen, og jeg tenker, at det ei vilde
være fan galt, om Nogen ogſaa vilde lære ham En—
gelſt; thi efterſom han er en Skotlender, trænger han
vel til et bedre Sprog. Kongen langes meget efter
hans Nerverelſe; Damerne ſtaae heller ikke tilbage
med deres Beundring; thi jeg ſiger Eder, gode Ridder,
denne Ungerſvend er vel voxen, og af Naturen høit

begavet med brede Skuldre og et glat Anſigt, hvori «

der baade viſer fig Sløgt og Beſkedenhed, omendſkjondt
Gud fkal vide, at han meget godt veed naar han ffal

viſe ſin Uforſtammenhed. J er ikke ung, J er heller

ikke ſmuk, hverken af Anſigt eller Lemmer, og dog vil
8 J komme til Hove, og tænfe der at komme i Gunſt!
Viſt nok, jeg gjentager, gode Ridder, at Eders Ler⸗
dom kan gjore Eder noget værdig dertil; Eders Latin og
3 Greet, Eders italienſke og eb Tungemaal,

i
|
i

106 Siuffolks Brev til John Sørvington.

Eders Klogt og Discretion, kan vekke Opmerkſomhed
for ken Stund, ſom fremmede paa et ſaabant Sted;
men disſe ere ikke de Ting, hvorved MennefÉer bolde
fig i Veiret nutildags. Bil I fige, at Maanen ſkinner
den ganſke Sommer igjennem? At Stjernerne ere klare
Juveler, der vilde tage fig godt ud i Cars Hren? At
den rode Skimmel overtreffer Bucephalus? At dens
Dine ere Ild, dens Hale Berenices Lokker, og flere
deslige Phantafier, ſom ere værd at ſkrives bag Øret ?
Eders Huustroe er dydig, og en god Huusmoder;
hun har ogſaa i fin Tid levet ved Hoffet, og jeg troer
at J nok tor vove hende frem igjen; men jeg fjender
dem, der ikke rolig vilde ſee til, om Car vilde ſmidſke
fil deres Koner, ſom Andre, der ei alene fee det, men
ovenikjobet gjerne vilde have, at de ſaaledes blive be—
merkede. Hvis man ſkulde onſke noget Vanheld over
ſig ſelv, faa fulde det være at breekke et Been i Kon⸗
gens Nerverelſe; thi benævnte Perſon ſkylder ſaadan
Ulykke, ſin hele Lykke; jeg ſkulde mene, at han har
langt mere Grund til at roſe fin egen Heſt end Kon—
gens rode Skimmel. Vi ere neſten trætte af vore An-
ſtrengelſer, for at holde Skridt med ham i hans Flid
og Moie for at vinde Gunſtbeviisninger; men Alt er
forgjæves ; hvilken Ende det vil tage, kan jeg ikke gjette,
men Talen gaaer, at den ene Wresbeviisning venter
ham efter den anden. Jeg ſender Eder dette Bred
med min egen Son, paa det at vore frie Bttringer
ei ſkulle afſtedkomme nogen Fare. Hvis J kommer
her, fan give Gud, at Edets Ploug maa gage godt ved
Hove !. — Jeg veed, det gager kun ſmaat hjemme. Lev

7

Suffolks Brev til John Sarington. 107

nu vel, min gode Ridder! og jeg vil altid, under:
ſerive mig Eders trofaſte, hengivne gamle Ven.
a T. Howard.

Fragment af Wilhelm Müllers „Reiſe
fra Wunſiedel til Bayreuth.“ +)

Ved Maaneſkin toge vi ind i Veertshuſet Solen,
og overnattede der. Da vi om Morgenen fra Vin—
duerne af vort lille Solhotel fane ud i Jordens ſtore
Solherberg, havde Bayreuth aflagt fin Dodninge—
maſke, og udbredte ſig nedenunder os, ſom en reen—
5 lig og regelmæsfig Bye, beboet af reenlige Menne—
fer, Endnu lyſtigere tilſmilede det os, i det vi,
i den deiligſte Morgenſtund, paa Veien til Eremi—
tagen, vendte os om, og nu ſaage det ligge for os,
i ſin rige gronne Omgivelſe. Skjondt det ei frem—
viſer noget betydningsfuldt Phyſiognomie, afgiver det
dog med dets Omgivelſe, et ſtjont Billede. Vel—

behageligt hviler det i fin grønne Lovkrands; i bros

gede Bolgelinier, ſlynge Haugerne og Markerne, paa

dets efterhaanden opad ſkraanende Slette ſig om det,

og kredsformet indſluttes det af et hiſt og her

+) uddraget af: „Zeitung für die elegante Welt“,

Octbr. 1826.

108 Fragment af Wilhelm Mållers Reiſe.

brudt Bælte af middelmaadigt høie ſkovkrandſte Bjerge.
En ſeyggefuld Allee forer til Eremitagen. Men
pan Halvpveien, der, hvor den danner et fkarpt Hjor⸗
ne, og dreier af til Venſtre, gjore vi Holdt ved et
lidet bruunligt Vertshuus, udenfor hvis Dor en
gammelagtig, trind lille Kone, med et klogt og vel—
talende Anſigt, i en halv bymesſig, halv landlig
Dragt, hilſer paa os ſom kjeere Bekjendtere, og
byder os ind til ſig. Gode Gamle, hvoraf har Du
paa os Fremmede kunnet fee, at vi ei træde ind i
Din Kroe, for at ſmage Dit Ol og din Viin? Du
ſporger ikke, hvad vi ville ſpiſe, eller hvad vor
Torſt leenges efter, hemmelighedsfuldt forer Du os
op ad Trappen, aabner en lille Dor, og ſiger til
os, med Taarer i Hinene, og en ſtolt Glede pan
Dine Læber: Denne Stue er det! Her har Jean
Paul i tyve Aar neſten dagligt ſiddet og ſkrevet;
her ved dette Bord har han arbeidet, arbeidet me-
get, ak Gud, han har arbeidet fig tildode. Jeg har
tit ſagt det til ham: Herr Legationsraad, De ar—
beider Dem tildede! Skaan Dem ſelv! De holder
det ikke, længe ud ſaadan! — Naar jeg mangen⸗
5 gang Klokken to var færdig med Maden, og bankede
paa og ſpurgte: Herr Legationsraad, befaler De at
ſpiſe? ſaa ſad han der, med Hinene ſtore og rode
ud af Hovedet, og fane længe paa mig, uden at han

kunde befinde fig. Gode Moer Kollwenzel, ſagde han

faa, endnu blot en lille Time. Og efter en lille Times
Forlob kom jeg atter, men Aanden lod ham endnu
irke komme til fig ſelv, og naar han omſider flod

Fragment af Wilhelm Muͤllers Reiſe. 109

b og kom ned ad Trappen, faa vaklede han hid
og did, og jeg gik, uden at han merkede det, foran
ham, at han ei ſkulde komme til Skade. Ak
Gud, da tenkte de onde Menneſter, ſom ikke kjendte
ham, at han havde drukket for meget, Men, faa
ſandt Gud hjelpe mig til Salighed, det var ikke ſaa
i ſelvb. En lille Flaſke Rousſillon den hele Dag,
om Aftenen mangengang et Kruus Hl, mere har han
ikke taget til fig hos Moer Rollwenzel, en Heders⸗
dag maaſkee undtagen, naar han var her med et Par
gode Venner. Ja, thi Ingen kunde gjøre ham det
ſaadan ret tilpas, ſom den gamle Kollwenzel, og
han har holdt meget, ret meget af mig. Men jeg
har ogſaa pleiet ham; ſom en Gud paa Jorden har
jeg betragtet ham, og om han havde været min Konge
zog min Fader og min Mand og min Son paa een—
gang, jeg havde ei kunnet elſte og hoiagte ham mere.
Ak, det var en Mand! Og, ſtkjondt jeg ikke har leeſt
hans Skrifter, thi han vilde ikke have det, har jeg
dog altid været fan lykkelig, naar jeg horte, hvorle—
des de vidt og bredt bleve læfte og berømte, ſom om

jeg ſelv havde været med at ſkrive paa dem. Og de

Fremmede, ſom kom hertil, dem maatte man høre,
naar man vilde lære at ſkatte Herr Legationsraaden.
Thi her i Bapreuth har de ſlet ikke vidſt at eſtimere
ham: Men i Berlin, der har de feiret hans Fod—

ſelsdag i en prægtig Sal, lutter ſtore og lærde Folk,

og der har de ogſaa drukket min Skaal, det har Herr
Legationsraaden ſelv læft mig fore af Brevet fra Ber⸗
lin. Og han havde ogſaa lovet mig, at jeg fulde

410 Fragment af Wilhelm Müllers Reife.

forekomme i Enden af hans nye Bog. Ak Gud, levede
han blot endnu, jeg vilde ſaamend ſlet ikke gjøre mind⸗
ſte Fordring paa den Wre, han havde tiltenkt inig.“

Vi benpttede en Pauſe i den Gamles Hjertes

Udgydelſer, for at betragte det lille Kammer. Hdor
lavt og ſnevert og uanſeeligt! Et bruunt, lakeret
Bord, paa Veggene et Par ſmage brogede Billeder,
uſymmetriſk ophængte! Og i dette lille Kammer har
Du, forklarede Aand, fundet Rum til at opbygge
Dit Indres uendelige, underfulde Verden, ſom nager
fra Gravens Dyb op til Stjernerne, og ſtiller disſe
ſom Liigfakler om Forkrenkelighedens gyſelige Mørke!
Vi aabnede de fmaae Vinduer, fra hvilke der bag
Huſet udſtrakte ſig en viid blomſtrende Udſigt for vore
Dine. Enge med Elleboekke, nedenunder os, fan Agre
og Landsbyer, der leire fig op ad de ſkovkrandſte Hoie,
en Landevei, der i lige Retning gjennemſkjcerer Mac
leriet, og peger hen mod et Kirketaarn, der kroner
den nærliggende Bjergryg. Tet bagved titter en ene⸗
ſte rund Bſergtinde frem,- der falder i Hinene ved
ſin betydningsfulde Form, og bebuder en ſtor Natur
i det Fjerne. 2

„Paa dette Bjerg ligger Neuſtadt“, ſagde den
Gamle, „vi kalde det Neuſtadt am Kulm, og der
har Herr Legationsraadens Bedſtefader boet, der var
Rektor, og der er hans Fader fodt.“

Der er en venlig Udſigt til den Hoi, paa hvilken den
fromme, fattige Bedſtefader har bedet. „Man veed
intet om Denne“, > fortæller Jean paul, „uden at
han var fattig og from i hoieſte Grad. Sommer En

Svagment af Wilhelm Wuͤllers Reiſe. 111

af hans endnu levende Sonneſonner til Neuſtadt,

modtages han der med taknemmelig Glæde og Kjerlig-

hed. Gamle Folk fortælle, hvor. ſamvittighedsfuldt
og ftrængt hans Levnet og hans Underviisning havde
været, og dog, hvor livlig! Endnu fremviſer man i
Neuſtadt en lille Benk bag Orgelet, hvor han hver
Sondag knelende havde bedet, og en Hule, ſom han
ſelv havde gjort fig i den ſaakaldte Kulm, til at bede
i. Aftendemringen var en daglig Hoſttid for ham, i
hvilken han, mens han i nogle morke Timer gik op

og ned i den usle Skoleſtue, under Benner gjorde

et Overſlag over den henrundne Dags Hoſt og Ud⸗
ſæden til den neeſte. Hans Skolehuus var et Feng—
ſel, vel ikke paa Vand og Brod, men dog pan Ol
og Brod; thi meget meer end disſe tvende Dele —
og allenfals den frommeſte Tilfredsheb til — kaſtede
et Rektorat ikke af fig, der, ſkjondt forenet med Kan—
tor⸗ og Organiſttjeneſten, dog, dette Loveſelſkab af
trende Embeder uagtet, ikke anſloges til mere end 150
Gylden aarlig. Ved denne fædvanlige bayreuthſte
Hungerskilde for Skolemend, ſtod denne Mand i 35
Aar og oſte. Men det traf fig omſider i Aaret 1763
— netop i mit Fodſelsaar — at han den Gte Auguſt,
ſandſynligen ved at ſtige op i hoiere Connexioner,
ſik en af de vigtigſte Pladſer, for hvilken det rigtig—
nok var let at give Slip paa Rektoratet og Byen
og Kulmbjerget, og han talte netop forſt lige 76 Aar,
4 Maaneder og 8 Dage, da han virkelig erholdt den
omtalte Plads paa Meuſtadts Kirkegaard; men hans

Huustroe var allerede for 20 Aar ſiden gaget forud

112 Fragment af wilhelm muͤllers Reiſe.

for ham, og havde faget en Plads ved Siden af den,
han nu fik. Mine Forældre vare reiſte med mig, ſom
fem Maanedes gammelt Barn, til hans Dodsleie.
Han droges med Døden, da en Geiſtlig — ſom min
Fader gjentagne Gange fortalte mig — ſagde til mine
Forcldre: „Lad dog den gamle Jakob lægge Haan—
den paa Barnet og velſigne det.“ Jeg blev rakt ind

i den Doendes Seng, og han lagde Haanden paa mit

: Hoved. Fromme Bedſtefader! ofte. har jeg tenkt paa
Din Haand, der velſignede mig, medens Dødens
Kulde udbredte fig i den, naar Skjebnen førte mig
fra morke Timer i ind lyſere, og jeg tor allerede hol;
de faſt ved Troen paa Din Velſignelſe i denne af
Undere og "Mander gjennemtrengte, regjerede og bes
fjælede Verden!“ '

Og hver Gang han ſkuede ud, den Velſignede,
til den blage, runde Bjergtinde, nedſenkede fig. Bel:
ſiznelſen fra den fromme Bedſtefader, der nu ſtod
deroppe ſom en forklaret Aand, over hans Hoved og
hans Hjerte,

å Den gamle Rollwenzel afbrød vore ſtille Be—
tragtninger, der bevegede fig omkring Kulmen, og
kaldte os tilbage i den lille Stue. „Ak Gud, naar
jeg betenker, hvor meget Herr Legationsraaden har
ſtrevet her, her pan dette, Sted! Og derſom han
ſtulde have ſtrevet fig ud! Halvtredſindstyve Aar ends
nu havde han havt at ſkrive, det har han ſelv ofte
ſagt mig, naar jeg bad ham, at ſkaane ſig, og ei
at lade Maden blive kold. Nei, nei! ſaadant et
Menneſte bliver der ikke fodt meer. Han var ikke af

Fragment af, Wilhelm mullers Reiſe. 113

denne Verden. Jeg har ofte ſaadan tenkt derover,
og faa ſagde jeg ham engang: Herr Legationsraad,
De maa ikke lee den gamle Rollwenzel ud, jeg har
foreſtilt mig Dem ſaaledes ſom en Komet, lutter
Lys, og man veed ikke, hvorfra den er kommen, og

hvor den bliver af. Og en anden Gang, da han

feirede ſin Fodſelsdag her, da tenkte jeg: Rollwen⸗
zel! Du maa dog ogſaa engang hitte paa Noget til
Legationsraaden. Gaa lod jeg ſkrive paa et ſtort,
ſmukt Blad Papiir: pas denne Dag ſnae han Lyſet
og han blev Lys. Da han nu fatte fig tilbords,
lage der under hans Tallerken mange Digte og Lyke
onſkninger, trykte og ffrevne, Og han begyndte at
blade i dem, og ſom han fik mit Papiir i Hender—
ne, fan ſmilte hans hele Anſigt af Glæde, og han
gav mig Haanden og ſagde: Det er af min gode
Rollwenzel. Gud gjøre ham ſalig! Han var det
allerede her. En Blomſt kunde gjøre ham overvettes
ſalig, eller en lille Fugl, og hver Gang han kom,
ſtode der Blomſter paa hans Bord, og hver Dag
ſtak jeg ham en Bouquet i Knaphullet. Det er nu
vel et Aar ſiden, da blev han borte, og kom ikke
igjen. Jeg beſogte ham derinde i Byen, endnu et

Par Uger fer hans Dod; jeg maatte da fætte mig

ved Sengen hos ham, og han ſpurgte mig, hvorledes
det gik mig. Slet, Herr Legationsraad, ſparede jeg,
til De igjen gjør mig den Wre at komme. Men jeg vibdſte
det nok, at han ei kom igjen, og da jeg horte, at hans
Kanarifugle vare døde, fan tenkte jeg: han følger ſnart
bag efter. Hans Pudel overlever ham heller ikke

(8)

i

114 Fragment af Wilhelm Muͤllers Reiſe.

længe, jeg har nylig 15 den, det Dyr er ikke til
at kjende igjen.“

„Gud, nu har Du t hos Dig! Men en Be—
gravelſe har han faaet, ſom en Markgreve, med
Fakler og Vogne, og et Tog af Menneſker bagefter,
det lader ſig ikke fortælle, Jeg var ganen i For:
veien ud pan Kirkegaarden, og ſom jeg ſaaledes ſtod
alene ved den Grav, han fkulde ned i, fan tænkte jeg
ved mig ſelv: Og der ſkal Du ned, Jean paul? —
Nei, tænkte jeg, det er ikke Jean Paul, ſom kom⸗
mer derned. Og ſom Kiſten ſtod foran mig, da
tænkte jeg atter fan: Og der ligger Du inde, Jean,
paul?! — Nei, det er ikke Dig, Jean Paul. —
De har ogſaa holdt en ſmuk Liigprediken, og de
gav mig en Stoel tet ved Graven, jeg maatte ſidde

paa den, ſom om jeg horte med til dem, og da Alt
var tilende, trykkede de mine Hænder, Familien og
Herr Otto og mange andre (fore Herrer.” g
Taarer qvalte den gode Gamles Tale, og vi
trykkede hendes Haand, ligeſom de Sorgende ved
Graven. Hvad ere alle Beremmelſes-Skrifter og
Lovtaler over den ſtore Aand imod Din tilbedende
Hengivenheds ſtille Offerlue! Gid Dit lille Huus maa
vorde omdannet til et Mindesmærke for ham! Det
hele Huus maatte da blive uforandret, Stuen ligeſad,
men, ſom et Reliquieſkriin, vorde en Triumphbue
bygget derover, og Buen overtrukken med ſyvfarvede
Blomſterbeelter, er den himmelſke Velſigners Bue!

Vi vandrede til Eremitagene.ſaa ganſke med Jean

Paul i vore Fauler at ban at at gage imellem os, lige⸗

Fragment af Wilhelm Millers Reiſe. 115

ſom Frelſeren mellem Vandringsmendene til Emgus.
Og i Eremitagens Have flod han ogſaa atter ved
vor Side. Vandbaekkenerne med de ſpringende Straa⸗
ler, Nympherne og Tritonerne med deres ſprudlende
Horn, Taarepilene nedhængende over dem i Vand—
ſpeilet, det glimrende Soltempels brogede Feeherlig—
hed, hertil Udſigterne derigjennem til Kirkerne fra
Nabohoiene, de lange ſkyggefulde Buegange med det
klare Ekko, er det ikke gamle Bekjendtere fra den
uſynlige Loge, Titan og andre af hans Aands un⸗
derfulde Verker? Han pleiede ikke ſjeldent at beſoge
Eremitagen, horte vi fortælle, mangen Gang ſom
den der om Sommeren boende Hertug pius's Gjeſt,
til hvis Taffel han blev buden. Dog maatte hans
Pudel altid være indbuden med, forſikrede man os,
ellers havde han ikke fat fig til nogen Keiſers Taf—
fel; en genial Synderlighed, hvori Hertugen gjerne
foiede ſig. | 0
Saaledes var vor Morgen en Vanbring igjen⸗
nem Jean Pauls Liv. J Aftendeemringen gjorde vi
en Valfart til hans Grav, Der ligger Du inde,
Jean paul? Saaledes havde den gode Gamle ſpurgt,
og vi ſvarede med hende: Nei, det er ikke Dig,
Jean paul! Og dog leirer Veemodens Gyſen ſig om
enhver friſk Grav, om der end flumrede en Gud &
den, og drager: vort Hjerte ned med den faldende
Taare, hvor meget det end kemper, for at ſvinge fig
iveiret. Med ganſte andre Folelſer ſtaae vi paa de
Grave, over hvilke allerede Aarhundreder ere ſredne
hen, bedekkende dem wee eee indhpl⸗
8 *

416 Sragment af wilhelm Hallers Reiſe.

lende dem med Forglemmelſens Slor. J dem er
intet meer af Dodens og Splosningens jordiſke Be⸗
tingelſer at opfylde, ved dem hænger ingen Efter;
ladtes Taare, under dem hviler intet henraadnende
Liig, men kun Stor i Stovet.

Jegn paul flumrer tæt ved Siden af fin el
ſkede Son, der er gangen faa Aar før ham forud
til det høiere Liv, begge under een Hoi. En Aka⸗
zie hænger derover, ſandſynligviis ſaa gammel ſom
Sønnens. Dod. En rund Græsforhøining betegner
det hellige Sted; rundt om ſtaae Soelſikker og in—
deſlutte et Beed, paa hvilket nogle Roſenbufke fyn:
tes at ſavne en pleiende Haand. Et Monument
var under Arbeide fortalte Graveren os. Jeg ſogte
efter Blomſter. Et Blomſterbjerg ſkulde man op⸗
dynge over ham, den Blomſterelſker! Han har jo
dog opkaſtet et Zimalaya-Bjerg af Blomſter over
Jordens Grav, hvis Spidſer blomſtre ind i Evig—
hedens Himmel. Ave pia anima :
? (Overſat af w.)

i

i a 117

Om Ewalds brutale Klappere.

Efter Forelesningerne over Fædrelandets Literatur
under Chriſtian den Syvende.

me

Den mig perſonlig, endog af Navn, aldeles ubekiendte,
ſmagfulde, grundige, upartiſke, uafhængige Dramaturg,
N. 3. af ſardeles Hoiagtelſe tilegnet,

Held Manden, ſom ter ſige ligefrem
Sin Mening, ak! der er faa fag af dem.
h P. A. Seiberg.

— —

Eier vor Litteratur noget Digterverk, ſom man med Foie
kan tillegge den Hedersbenevnelſe, merum sal, der af
Addiſon tillagdes Popes ſindrige Lokkeran, torde udentvivl
dette ewaldſte Stykke have nermeſt Adkomſt dertl. Ogſaa
have de competenteſte Dommere været enige i, at erkiende dets
Verd. „under alle Ewalds Lidelſer, ſiger Oehlenſchläger i
Ewalds Levnet (Athene November 1813) forlod hans
Vittighed og Munterhed ham ikke. Han ſogte, at op—
muntre fig, og ſkrive nogle Stykker for Theatret; blandt
disſe havde hans brutale Flappere en perſonlig Anledning.
Borgermeſter Bredahl, ſom var Theaterdirecteur, havde
forfærdiget et Syngeſpil, Thronfelgeren i Sidon. Dette
flette Stykke havde den dramatiſke Journaliſt, Roſenſtand
Goiſte, medrette nedrevet i fit Blad, Nu ſkrev Borgermeſteren
after en dramatiſtk paſtil, ſom han kaldte den idra⸗
matiſke Journal. Under Udpibningen var der adſkillige
of Borgermeſterens gode Venner, ſom med Stok og Never.
toge hans Parti. Dette gav Digteren Anledning til. fit
herlige Stykke, hvilket han i fin. Sygdom ſerev, paa et
Bræt for Sengen. Hau opløfte ſaaledes den hele Grovhed

1

118 Om Kwalds brutale Klappere.

i Satire, viſte den fra ſin latterlige Side, og tvang Daa⸗
rerne til at ſkamme fig over fig ſelv.“

Gaa ubetinget jeg i det Hele er enig med Ewalds
nermeſte Aandspaarorende i det, han har ſagt til Stykkets
Verommelſe —kun at jeg tillader mig i det folgende at com⸗
mentere lidet over eet Ord deri — frygter jeg dog, at han
har giort om ikke Ewald, dog Daarerne formegen Wre ved
at antage, at Ewalds Skildring af Daarſkabens latterlige,
Side, tvang disſe til at ſkamme fig over ſig ſelv. Rigtigere

ſiger udentvivl en anden af Ewalds ægte Aandsfrender

Sog aldrig paa en Nar at lære!
Han ſvoer en Eed i Tugt og Wre,
Den holder han, og bliver dum.
Og er det udentvivl faa langtfra, at de, der, ſom Lange⸗
bet i fine Skialdevigte ſiger:
Pan ſidſte Heltedaad i de Dramaterkrige
Indtoge Scenen ved at hode og at ſkrige,

*

ſrammede dem, og bedredes, at man end har Foie at an:
tage, at Dramaterhelten, ſom Skialdedigtet kaldte ham,
neppe har leſt, eller maaſkee kunnet leſe dem; og at Klap⸗
hanſerne og Rechtbruderne den Dag i Dag. ere maaſkee vel
fan ſlemme, ſom den Tid; hvilket imidlertid tildeels kan
undſkyldes paa den Grund, at vet i Henſeende til mange
af dem er i det mintfte uafgiort, om de virkelig kunne
leſe ſaameget danſk, ſom der udtræves til at læſe Ewald,
hvis de ellers vide, at han er til.

Ewalds Ven, Abrahamſon har i ſterde Deel af Dig⸗
terens Skrifter forved Stykket ſat folgende Forerindring,
ſom jeg her troer at burde meddele, da det med Foie er at
befrygte, at Ewalds Verker ikke ere' faa meget i Hende,
ſom de hoilig fortiente, og da det desuden til den drama—
tiſte Kunſts og Smags Hiſtorie heri Danmark er et vig⸗
tigt Actſtykke: „Vinterens Begyndelſe — ſiger han da —

Gm Ewalds brutgle Alappere. 119

eller, for at være endmere nøjagtig, den 7de October, 1777,
er een af de vigtigſte Epoker i den danſke Skuepladſes Hi⸗

ſtorie. Al Beſtrabelſe efter at forderve den bramatiſte

Smag, og al Beſtrebelſe for at forbedre den, datere fig

fra den Dag. Sal. Vorgemeſter Bredahl var“), Himlen i
peed, hvorfor, bleven Directeur for Skuspladſen; han, der
dog ved fin Gram og Signe havde aflagt faa kiendelig
Prøve paa den maadeligſte Smag. Han gav ſtrax en ny,

Prøve paa det Samme, da han troede, at et Theater ei

kunde beſtaae uden Syngeſtykker. Han fÉrev flux Thron—
folgeren i Sidon, og lod Skuepladſen aabne med den; og

fra den Tit er det, at der har haglet Syngeſtykker ned pan

vort Theater, og nedflaaet hvert Spor af fund Smag lige—
faa faſt den pippede frem. Samme Tid havde en ung
Mand af megen Aand i Stilhed dannet fin Smag og fit
Die, og udgav nu ugentligt den dramatiſke Journal,
den forſte Dramaturgie i Danmark. Han maatte natur—
ligviis begynde fit Blad med denne Thronfolges Bedom—
melſe, og folgeligen viſe, at det var et ſaare fattigt
Stykke. Forbittret derover ſkrev Directeuren en Ting, der
ſkulde være et Skueſpil, kaldet den dramatiſke Journal,
ſom ſkulde gjøre Dramaturgen latterlig. Han begik tillige
den ublue Uforſigtighed at lade det opføre, At han blev

„) Naar man erindrer, at hans ovenmeeldte Gram og Signe
var ſfrevet til ſartiſk Muſik, og at bemeeldte Overcapel⸗
meſter Sarti, paa Anſogning af en udanſkſindet Maitre
de Plaisirs, havde paa tydſk faaet Theatret i Forlehning,
ſkiondt han forſtod faa lidt danſk, at Skueſpilleren Muſted
maatte lonnes for at være Tolk mellem Theaterperſonalet
og ham, ſamt at — ſom vor Schwartz fan træffende
udtryffer fig — „under denne muſikalſke Entrepreneur alle
ſkulde ſynge, ſkiondt hans underhavende vare mere ſtemte
til at græde”, loſe ovenſtagende Gaader dem ſelv.

120 Om gwalds brutale Klappere.

udpeben, det forſtager fig, men ban ſtolede paa et mægtigt
Parti, beſtagende af hans egne Venner og Bekiendtere, dem

han, ſom en bon Compagnon, havde mange af, og af de

af Dramaturgen laſtede Skueſpilleres og Skueſpillerinders
reſpective Clienter, Venner og Tilbedere. Dieſe havde
igien hvervet Andre, ganſke uvedkommende, og blandt dette
Parti var en Deel Folk, ſom ved deres Stand ſkulde være
over Pobelen, men ved deres Adfærd fatte fig ganſte i
Pobelclasſen. Disſe forulempede dem, der gave deres
Mishag tilkiende, tillode fig endog Voldsmandsgjerning.“)
Hvert tenkende Menneſke i Publikum opbragtes mod denne
Uregelmesſighed, og det ſaameget mere, ſom det var nos
toriſk, ar den ſtorſte Deel af dem, der juſt paa det voldſomſte
forfegtede Borgemeſterens Sag, forſtode ei et Ord af
Critik, eller det Aller mindſte, ſom der behøves til at be⸗
domme enten Poeſie eller Proſa, hvilket ogſaa Nogle ganſte
naivt tilſtode.“

„Fra denne ſaa uſigeligen latterligen Side betragtede

vor Digter det ellers uanſtendige Optrin, og fÉrev dette
aameget ſkionne Stykke. Han daterede det ogfaa af

) At dette bogſtavelig forholdte fig fan, derpaa har man,
foruden de mange fra den Tid ved mundtlig Overantvor⸗
delſe bevarrde Anecdoter, ogſaa god Hiemmel i, Hvad

Dr. Hoſt i ſin Struenſee beretter: at ovenomtalte Dra—

materhelt havde blandet fig i Klapper⸗Striden paa en

— ſaa ubeſindig Maade, at Juſtitsraad Struenſee ſkal

have ſagt tit ham „at han, i Tilfælde af Klage fra
Nogen, blev. afſkediget.“ dm dette maaſkee med⸗
virkede til, at han ſaa kort derpaa fandtes redebon at
deeltage i 17de Januars Kataſtrophe? Wiſt er det, at
der end nu i mine forſte Studenterdage hvilede en ſynder⸗
lig Alm een ugunſt pag ham.

Gm Ewaldo brutale Klappere. 121

25be November 1777, ret, ſom det var Forſpil til Bredahls

177

Efterſtkke! :
Pet er, ved af omtale førnævnte Syngeſpil felv erin—

dret, at, ſkiondt det var ſaare langtfra at være, hvad den
fine Smags Dragoner den Tid vilde giere det til, maatte

det dog for vor Skueplads være heilig at enſke, at aldrig

noget ſlettere var kommet, eller kom derpaa; ſom og, at
Mentor Abrahamſon i ſin Jver mod Syngeſpillene ſynes
reent at have glemt, jeg vil ikke ſige, Balders Dod, thi
for dette Meſterverk havde det vel været at onſke, det aldrig
var blevet noget Syngeſpil, men Fiſkerne, men Hoſtgildet

— om han end den Gang ikke kunde kicende Peters Bryl⸗

lup — men Cora, og flere deslige koſtelige Arbeider, hvor
Poeſie og Muſik have viiſt dem, ſom værdige kierlige
Søftre,

Zvor Ænterpes Ven med Skjalden ſig forener,

Ewald og Hartman, , Thaarup og Schultz, Baggefen og
Kunzen, Oehlenſchlaͤger og Weyſe,
ret, ſom naar tvende
Stromme
Forenes i fit Leb, og Marken overſvomme;
De rykke Træer op, de rulle Stene frem,
Øg den forbauſte Dal kan neppe rumme dem.

Dog Kunſtdommeren har her vel egenligſt og nermeſt havt
i Tanke, hvad han fandt at fortiene at betegnes med det af

ham prægede Ord ſyngeſtykkiſt — Buffaen — og hvorpaa han
den Gang kun havde altfor mange Exempler.
Dog vort Wmne Falder os tit neiere det vedkom⸗

mende Betragtninger, og ville vi da gage over til den

Recenſion af Stykket, vor nysanforte Ariſtarch i de lærde
Efterretninger 1291, No. 49 har meddeelt.

*

Efter at have med megen ſindig Billighed taget Peber⸗ g

ſvendenes Forſvar mod den altfor haarde Dom, Stykket i Al⸗

mindelighed har været underkaſtet, ſiger han: „Men kan

— ——̃ —

; [
122 Om Lwalds brutale Xlappere.

man endſkiendt ſynes, at Peberſpendene ikke ganſke ſvare
tit den ſtore Forventning, man har om Alt, ſom var
Ewalds Arbeide, ſaa ſindes Digteren fuldelig igien i de
brutale Nlappere. Den hæslige Anledning til dette Stykke
er-kortelig foran det fortalt, og vel ogſaa endnu bekiendt nok
faa man ikke behover at gientage den paa dette Blad. Stykket”
ſelv er lige ſoa bekiendt. Et Oplag af tuſende Cremplas
rer er ſaa aldeles udſolgt (1291) at ikke et eneſte er at
faae. Indholdet, kan da her forudſettes, at hver Læfer
veed. Saa have ogſaa i disſe 20 Aar, alle, der kunne
forſtaae et Digterarbeids Værd overhovedet, og et Dramas
iſer, for længe ſiden afgiort, at dette lille Skueſpil er et
meſterligt Arbeid. Det har fin Plan. De fire Dumhoveder
ville med Vold forſvare det flette Stykke, og lade, ſom de
vare væbnede mod Alt, hvad Fornuft og Anſtendighed
kaldeg kan. De opmuntre hverandre dertil, og have den
drukne Verts, den eenfoldige Vertindes, og den tosſede
Kielderpiges Bifald. En fornuftig Mand kommer iblandt
dem, fremfører Alt, hvad Menneſfeforſtand kan ſige; men
da Menneforſtand ikke er deres Sag, faa ſvare de med Dum—
heder, og tilſidſt med Prygl, og gage da, at udføre deres
perſonlige Forſct. Knuden, ſom giver Stykket Interesſe,
ligger juſt i disſe fornuftige Foreſtillinger, dem man troer,
maatte afbringe de fire Brutale fra deres Foretagende,
indtil man feer, disſe ſtokdumme Menneſter er ugiennem—
trengelige af Alt, bad kun kan kaldes Fornuft. Charac⸗
tererne ere alleſammen meget markerede, ſaa vidt det var
pasſende i bette lille Verk. Biſter har Vildhed og Mod,
Böͤrgerſchreck kun Vildhed, kun mod ubevebnede er han
kick; Klaphans er en Tosſe, og Rechtbruder et Klokke⸗
faar. Værten er en Sansſouci, ſom er glad over Alting,”
naar han kan fælge brav, og drikke brav, endog Vertin—
den og Niælderpigen, ſom Begge er eenfoldige Tingeſler,
ere nuancercde, faa hiin dog har endnu, lidt Menneſte⸗

*

Om Ewalds brutale Klappere. 123

forſtand frem for denne, der er et Fiog. Eraſt er Manden
af Indſigt, Smag og Levemaade, med et ſterkt Anſtreg
af ſarkaſtiſk Lune.“

„Med ſynderlig Kunſt er neſten hvert Ord afpasſet
til disſe Characterer, faa de blive umiskiendelige, og det
uden al Tvang. Ogſaa Situationer har Stykket, ſmaa,
ſom det bor fig i ſaadant lille Verk, ſaaſom Buͤrgerſchrecks,
da Biſter bliver vreed; Vartens, da han kommer for Skade,
og erklerer fig for Piben; Biſters, da han ſiger fig jævnlig
imod i Samtalen med Eraſt, o. ſ. v. Endog Epiſoder har
Digteren vidſt at anbringe, Vartinden, og Kiælderpis
gen, og for en Deel Værten med, ere ſaadanne epiſoviſke
Perſoner, uden hvilke Stykket gierne kunde gage fin Gang (2)
men med hvilke alligevel Hovedhenſigten nages ydermere,

da de hverves til at vere med blandt de Klappende, og de

Brutales abjecte Tenkemaade fættes i ſterkere Lys, ved
bet, at de ikke undſee ſig ved at gjore Gemeenſtab med
disſe Menneſker, hvis Adferd viſer, at de høre til den

laveſte Pobel. Tager man nu tillige den ſtore Konſt i

Betragtning, ſom Alt det, der kunde ſiges for og imod
Sagen, er indfert, og omdeelt med til Interlocuteurene,
ſeer man fremdeles paa den megen Vittighed og Lune, paa
den ſkarpe og vel udførte Satire, og endelig paa den flinke
Dialog og de ſkionne Vers, fan maa man nok tilſtaae, at alt
dette tilſammen gior dette lille Drama til et fandt Meſter—
ſtykke, værdigt, at en Lærer i de ſtienne Videnfkaber engang
leſte et offentligt Collegium derover,”

Om dette ſidſte — for at bruge en baggeſenſk Vending —

Spaadomsviis forſtaaes allerbedſt;
og om jeg virkelig — maaſkee endog i Folge denne Spaa—
dom, ſom vel ſaameget opfyldes, juſt fordi det ſpaaedes — i
fin. Tid har holdt Forelæsninger over dette Stykke, ſom
over de fleſte øvrige af Fædrelandets Meſterverker, driſter
jeg mig efter faa lang Tid ikke at afgisre; men at det

—

r

i

124 Gm sEmwglds brutale Klappere.

i hoi Grad fortiente det, og at jeg ſikkerlig ikke fandtes
uvillig dertil, naar det af mig begieredes, kan ingen Tvivl
være undergivet,

Jeg har allerede ved af anføre Delenſchlägers Heders⸗
vidnesbyrd om dette Lyſtſpil, nævnet, at der var kun eet Ord
deri, der efter min Overtydning behøvede, eller fortiente
en Kommentar; og dette Ord er, Hvor Stykket nævne,
blandt dem, Digteren ſerevr for Theatret. At det af ham
ſkulde nogenſinde være paatenkt, at det kunde bringes paa
den offentlige Skueplads, Hvis daværende Beſtyrer deri fil
fin Text faa tilborlig leſt, lader fig vel med Foie be—
nægte; og Privattheatre kunde der ſaameget mindre være
tænkt paa, ſom her den Tid — ct lidet Huustheater hos
Ifr. Biehl unbtaget, hvor det efter den Andeel,“) bun ſagdes
at have taget i den bredahlſke Paſkils Fremme, ſikkerlig
neppe heller havde ſynderlig Udſigt, at blive foreſtilt —
aldeles intet Privattheater exiſterede. Men — tillader ſig
den ſelvbudne Kommentator at ſporge — ſiger da ovenanforte
Sted virkelig, at Stykket er ſtrevet i ſaadan Henſigt?
det er ſtrevet, hedder det, for Skuepladſen, men ikke til
Skuepladſen; for dens Fremtarv og Hæder, men ikke tit,

at fremſtilles derpaa; og at det i nysanferte Betydning
er ſkrevet for Skuepladſen, erkiender Undertegnede faa fuldt
og faſt, at han mere end eengang har været friſtet, at er⸗
klare det for et ligeſaa meſterligt Leredigt i dramatiſk

) Af den critiſke Journal for 1773 No. 28 ſees, at en af
den dramatiſke Journals Antagoniſter maa, ſom en Grund,
bvorfor denne havde roeſt Ewalds Peberſvende, have
anført, at Jfr. Biehl Havde været” tilſtede ved Proven af
Bredahls Efterſtykke, Hvilket imidlertid Rec. anſeer for utroligt.

* Jeg kicender, eller i det mindſte erindrer, ikke det bedomte
/ Stridsſkrift, og fatter ikke ret Sammenhængen mellem
heudes - Dverværelfe ved bemældte Prove, og peberſven⸗

Uh Ewalds brutale Klappere. 125

Form over Skuepladſens Pligter og Rettigheder, ſom Na—
than den Bife af Engel erkiendes for at være over de ſtore
Sandbeder, det har til Gienſtand; og er det frem for alle
fra denne Side, jeg med Abrahamſon erkiender det for
overordenligt pasſende og verdigt til at være Gienſtand for
en Forelæsning, ſaameget mere, ſom det giver faa idelig
Anledning at pege paa, hvorledes den ſande Digter veed
at blande utile dulei; hvorledes han i det Hieblik, ban
ſpnes at ſtage Fare for at tabe fig i det Underviſende, med
eet ved en uventet Vending veed at bringe os Thalias Huul—
ſpeil for Hie, og lade os deri ſee en Giakkeſigur eller
Gruppe, ſom midlertid langt fra at bortgogle Indtrykket
af, hvad nys fan forſtandigen blev os indpreget, meget hel—
lere trykker faa at ſige Indſeglet derpaa, Saaledes naar
Craft faa meſterlig i fin yderligere Erklæring over det bes
rygtede Efterſtykke, hvori han førft faa treffende vedgaaer,
han fandt flet Intet, — har fremført de gyldne Ord, der
ikke nok kunne indffiærpes alle Vedkommende:

At Skuepladſen ei er Plads for færde Krige,
At hvor vi haabe meer, og blot dramatiſk Digt,
Det bedſte Stridsſkrift ſelv er mat, og veemmeligt,
At det er altfor ſtolt, naar een vil forudſcette
At alle tage Deel i hans private Trætte, ”
Og ſkiondt de nok faa godt kan loeſes af enhver,
Betale villige hans Forelæsninger ;
At al Acteurens Bunft, hans Vink, og Smiil, og
Naaben
Er her kun mordiſte, ogeutilladte vaaben,
Zvoraf ei nogen kan betiene fig igien,
Som Skiæbnen kun gav Smag, Forſtand, og Blat
1 og pen,

denes Roes; imidlertid ſynes det anførte nokſom at viſe,
hvad Sindelag man i denne Sag tillagde hende.

126 "Om Ewalds brutale Klappere.

At man ei fandt fan let Destoucher, Molierer,
Der kan oplofte fligt med ſteerke Characterer,
og man nu i det hoieſte venter, at en af de Herrer Brus
tale ſkal oplive Samtalen ved en af deres fædvanlige
Taabeligheder, falder Biſter med eet ind med fit ubetalelige:
Halt, Cartouche! hvad! og denne Roverknoegt
Ham ligner du med vor
allerede denne ubetalelige Sottiſe af en Theaterdommer
vilde med eet fat os tilbage i Lyſtſpillets Enemerker, men
nu lader Digteren i Folge Boilequs berømte Sandſagn:
Narren traf
Geſtandig ſtorre Nar, ſom han beundres af,

; den ærlige dumme Rechtbruder fætte en Trumf i for Craft
paa Biſters Dumhed, og ſige:
N Mein Scel! der Herr hat Recht!
Da nu dette, ſom Ewald andetſteds udtrykker fig
Er meer end Menneſfker kan taale,

tober Eraſt Tin og Lyſt at fpøge, og forbeholder til Vebe
kommendes Underſsgelſe i Stilhed:

Im Sidons Helt, den ny dramatiſke Journal
Er væbnet, ſom den vor, og fægter, hvor den ſkal.

Kun kan han ikke nægte fig endnu et Par Ord for lovlig⸗
Meningsfrihed, og, da hans Blod er i Kaag, ſiger han,
med Alvor og Kraft, hvad, eet eneſte Ord fraregnet”, fore
kommer mig Skueſpilgicngernes Bill of Rigths:

Til Svages Corſvar kicek, endſkiondt til Bold for tapper.
Min Herre, moder De formodentlig, og klapper; .
De ynder Stykket, vel, Hvor billigt er det da!

Hvo er vel ublu nok, at hindre Dem derfra 2
Jeg og enhver af os er — thi det vor erindres,
At ex officio vor Frihed ei forhindres,

)

Om Ewalds brutale Klappere. 127

er Ehriſtians underſaat, og tro, og danſk, og fri,
Wi ynde Stykket ei, og derfor pibe vi. ,
Andenſteds fra vil man vide, at det naſtſidſte Ord er det
eneſte, hvorimod jeg har Indvending; at jeg, faa nidkler
en Talsmand jeg ſtedſe var, er, og bliver for den fuld—
: komneſte Meningsftihed, ikke billiger hin Yttringsmaade,
da Piben er mig et forſetligt Angrebsvaaben, der ſynes
at robe animum lædendi, medens Trampen, Hysſen, o. ſ. v.
blot ere de naturlige Udbrud af en Utilfredshed, ſom jeg er
befsiet at give tilkicnde, hvor jeg har erhvervet mig Stem
meret; og forekommer derfor et udhysſet Stykke mig lovlig
falder paa fine Sierninger, medens det ubpeebne kan være
" Offeret.for en Cabale, der maaſkee peeb paa Commando.
Dog igien til vor Ewald, for at fee, hvor meſterlig han har
vidſt, hvad Horats kalder ;
Os midt ind i Zandlingen rive,

De Brutale vide ikke at beſvare dette uden med haandfaſt
Beviis, Eraſt ragber Vold, man ſtimler til, og Stykket er
ude. SE

Men— vil man maaſkee indvende — har ikke i Ovenftaa=
ende, og overalt i Stykket, Hvor Digteren, efter en ikke
ugunſtig Dommers Pttring, ſaaledes har behandlet den dra—
matiſte Journaliſts Modparti, at end den hævngiærrigfte Uand
intet ffulde favne — Ewald overtraad fin egen Lære:

At Skuepladſen ei er Plads til lærde Krige

er ikke hans Stykke gienfynligt et Stridſkrikt? jo! men ſkiendk
et Digt i dramatiſt Form, dog derfor — ſom nys er erindret —
intet Stykke til at opfores paa Skuepladſen. Ved Lesnin⸗
ningen ere Biſter, Buͤrgerſchreck, Rechtbruder, Klaphans,
kun Repraſentanter for føre Narreclasſer, der endnu, talrige
"findes iblandt os; bragte paa Skuepladſen, vilde de -

Ved Acteurens Kunſt og Smiil, og Vink og Raaben,
ja blot ved den faa hoilovede Maſtering og Koſtumering

2

N

128 Om Ewalds brutale Klappere.

||

|

ſaare let blive, eller antages for at være Individuer. Af |

mere end eet Hievidne fra den Tid har jeg hort, hvad og de
ovenanforte Yttringer om Ifr. Biehls Oververelſe ved Ef—
terſtykkets Prover ) ſyntes at pege paa, at Fremſtilleren af
Zr. Journal tillod fig den Utilgivelighed at bringe Ugebla—
dets Forfatter perſonlig paa Skuepladſen; at Skueſpilleren
var forbittret, og i hans Tanker fornærmet eller dog foru—
» Tæmpet nok dertil, er viſt; heller ikke kunde det efter hans
meget moderne Begreb om Kunſten, være ham negen for
Synd derimod, ligeſom og Efterſtykkets Forfatter gav ham

Anledning nok dertil, Men juſt dette er jo, hvad Ewald med
faa megen Foie paaanker, juſt derfor er det, han faa beftemt-
' angiver Grendſerne imellem Skueſpillet, og Stridsſkriftet,

en Materie, der iøvrigt af en Forfatter, hvis Ord vel i faa
Henſeende maa have ſerdeles Vegt, P. A. Heiberg i Forta—
len til bans Mikkel og Malene, er paa det fuldkomneſte ſat
i Lys. End eet Hovedſteb, der hiemler dette Stykke Navn

af et Leredigt over dramatiſk Kunſt, er Eraſts Forelæsning +

over Bifald og Mishag, hvoraf jeg midlertid her maa ind—
ſkrenke mig til at anføre de gyldne Ord om Mishagets An⸗
vendelſe: i
Alt Digter, at Acteur ſelv kunde findes flet,
Tilſtod De; men Hvordan tilkicendegive det?
Ved Sladder ſover man iſtedetfor at hore!
Men Ord, ſom ſkurre ſtæerkt i rbarhedens Gre,
Sting af en giftig Dolk, Sting i en felſom Sieal,
ved dem kan pibes godt, men ikke ſoves vel.
Den Forudſcttelſe af en forvoven Digter,
At grov Tvetydighed, ſom ſpotter Dyd og Pligter,
. —
9 Thi hvad Synd kunde heri vel været, naar hun ikke ved
ey Anviisning og Inſtruering, der overalt var hendes Lyſt,

Havde medvirket tu, hvad hun ikke ſom en dannet Dame 0

vel kunde være bekiendt 2

.

om Ewalds brutale Kløpperes 129

At ublu pobelſriemt kan finde vort Behag,

Deu er forhærmelig for meer end for vor Smag:
Bor den, ſom offentlig; og fræk, og ublu viſer

ved Raadhed eller Gift, ved Srovhed og Sottiſer,
vad Tanker han om os, og om vort Sierte har,
Bor han behandles far lemfældig ſom en Nar?

Dog jeg maa afbryde, indtil jeg maafkee engang korde
vpfordres, efter Abrahamſons Huſfe, at giore dette indholder
rige Stykke til Gjenſtand for en egen Forelæsning, Naak
den dramatiſke Journaliſt i Anledning af dette Stykke yttrer,
at, „derſom Holberg ſkal faae en Eftertigner, ſom i det
ſande comiſte tal nage ham, bliver dette neppe Andre end
Ewald, en Mand, ſom med fine Meſterſtykker gior vort Gæs
dreland ſaa ſtor re,“ udſætter jeg herom at udlade mig vis
dere, indtil Raden i disſe Forelæsninger kommer til denne
Meſters Harlekin Patriot, der i mine Hine maaffee endnu
noget mere end hans brutale Klappere opfylder Journali⸗
ſtens Spaadom. Og vil jeg da nu flutte med Storms ypperlige
Charackeriſtik, af vor hedengangne Meſterdigter, ſom Comikert

Hans Muſa overlod en lavere Forfatter ),

Med misbrugt Parodie at voekke Daarens Latter,

Hans Digtercevne var til ſterre Maal beſtemt,

End med ureenheds Aand, og mat, tvetydigt Skiemt

At ſmitte Læferens Indvildningskraft. Zan brugte

Vel Spoben nu og da, fin Alders Feil at tugte,
men ærbar, ſom en Mand, han uden Naadhed

log,

Og ikkun Daarlighed, ei Dyden, Skrak indjog.
Satiren raſer tit. Naar den vil Laſten ramme,

) At disſe to Linier, om de end maaſkee gielde Wöesfel, ikke
ramme ham, vit af Forelcesningerne dver Kiceklighed
liden Strømper i fin Tid erfares.

U

130 m Ewalds brutale Klappere.

Fader ved dens vilde Slag tit Dyd en vlodig Skramme.“
Bort, bort med Riſet, naar Anſtendighed, og Net,
Og Klogſrab ſtyrer ei den Zaand, ſom bruger det!
Bort med Satiren, naar en lyſtig Geift ei ſtaaner
SZvad helligt være bor, Navn, Rygre og per—
ſoner.

November, 1826. I ;

i

Om Forſtjelligheden i Dommene over mu⸗

ſikalſte Værker, )

— —

Jungen Kunſts Frembringelſer blive af ſaa Mange, og

faa forſkjelligt bebomte, ſom Tone- og Skueſpilkunſtens.

Det er naturligt. Frembringelſerne i disſe Kunſtfag ere
ſaa hoiſt forſkjellige, at Enhver iblandt dem kan finde no⸗
get for fig; de blive overalt offentlig udſtillede, og al
Verden gaaer hen for at gjøre fig bekjendt med dem; med
Antallet af, de i en Ting Deeltagende, vorer, ogſaa Ane
tallet af de Dommende, da meget fan afholde fig fra al
Dom; med deres og deres Yuſters Forſtjellighed vorer

deres Dommes Forſkjellighed. Ved Muſiken — thi ved

den alene opholde vi os her — kommer endnu den Om—
ſtendigheb til, at den ikke i den ydre. Verden Har noget
Forbillede, ſom paa nogen Maade. kunde tjene de Dom⸗
mende til Ststtepunkt og Foreningspunkt. Hvor forſtkjel⸗

) Dverfat fra Friederich Rochlitz's Bog: „Für Freunde
der Tonkunſt,“ 1 B. — Anmeerkningerne af dverſcktteren ·

Om muſikalſke Verkers Bedommelſe. 131
lig ogſaa Dommen over f. Ex-: en malet Roſengreen,
maatte falde ud, vilde de dog alle treffe ſammen i eet

Hovedpunkt; thi Enhver har ſeet naturlige Roſer, ſam—
menligner de malede med de naturlige, og felder han
da ſin Dom, kan denne vel vidne om, at han ei er Kunſt—
ner, dog kan den umulig være ganſke falſt. Nu læfer
man ofte nok: „Muſiken har ſit Forbillede i det folende
Menneſkebryſts indre Verden,“ men, have vi ogſaa føres
lobig — indtil en neſten afſtrakkende Mængde af nod⸗
vendige nærmere Beſtemmelſer — indrømmet dette: faa
maa dog Menneftet førft kjende alle de Forantringer 5
dets Tilſtand, ſom vi Falbe Folelſer, maa kunne, ogſaa
det Hieblik han dømmer, være fig dem fuldkommen be>
vidſt, maa beſidde den vanſkelige Ferdighed, at fatte dem

og udſige dem i Ord, derſom han vil demme om det,

ſom frembragte dem; men at dette ikke er, eller kan være

Enhvers Sag: det behøver neppe at nævnes. „Hvo der

ikke kan det, ſkal ikke dømme.” Vel fandt, men han gjør
det dog. Ja, i Følge Menneftets altfor bekjendte Svag—
hed, domme de Fleſte ikke hellere, ikke hurtigere om no-
get, end om hvad de ikke forſtaae; thi ved det de forſtage,

kjende de det Vanſkelige, ſaavel i at frembringe, ſom i at

bedomme. — „Nu faa følge da Enhver. frit og modigt fin
indre Drift, uden at &ryve fig om den ukyndige Meng⸗
des Dom!“ Saaledes ſiger Du, min Ven, ſom kun er
tyve Aar eller lidt derover: naar Du bliver fyrgetyve, ta⸗
ler Du anverledes, og er Du forſt tredſindstyve, faa ſmi—
ler Du over, eller endog fortryder, at Du nogenſinde har
talt ſaaledes. — Imidlertid er det nu ikke vor Henſigt
åt opholde os ved den ſtore Hobs Domme. Den lade vk
ſtjette fig ſelb, og, for ikke at forlade faa ſtort et Sel—
ſkab uden Afſkeedsord, gjentage vi det ikke ubekjendte: Et
„Kunſtverk, der aldeles. ikke virker paa en Forſamting af
Menneſker, der — hvorledes det endogſaa ellers ſtaaer fig

e

U

!

*

r

132 Om muſikalſke Verkers Bedemmelſe.

med deres Forhold tit Kunſt — ere iſtand tit at føle, er
viſt ikke godt, endſkjondt derfor ikke ſlet; et, der virker
paa den, viſt ikke flet, ſtjondt derfor ikke godt; et, ſom
ſtrar ſuldkommen tilfredsſtiller den, i det mindſte ikke for:
ereffeligt. 71 £
Vi vende os til deres Domme, ſom man indbefatter
under Navn af Tonekunſtnere og Muſikere, Kjendere og
Liebhabere af Tonekunſten, ligeledes til deres, der have Før
lelſe, ikke blot i Almindelighed, men i Serdeleshed ogſaa
for Muſik, ſom have gjort flere eller ferre Erfaringer om
dens Virkninger paa dem ſelv, og have mere eller mindre
Kundſkab til de Midler, hvorved denne Kunſt frembringer
fine Virkninger. Af disſe ſtulde man vel vente nogen
Overeensſtemmelſe i Dommene over muſikalſke Verker, i
det mindſte over det Veſentlige ved dem? Erfaringen læs
rer det Modſatte; og finder man ogſaa Overeensſtemmelſe
i Dommene over det Veſentlige ved faa af de fortref⸗
feligſte Verker, da er denne Overeeneſtemmelſe ligeſom
fremtvunget efter en lang Tids Forløb, “) Dette Tilfælde
er faaf almindeligt og bekjendt, at det ei engang gjores
nødigt at anføre, Exempler til Beviis. Og hvo der dog
forlanger disſe, tenke blot paa Gluck og Mozart. )

2) Efter en lang Tids Forlov, Hvori nemilg Veerket har
ſtaget ſin Prove. .

%) Compoſitioner af ſtor Originalltet og Dybde vinde ſielden
ftrar et almindeligt Bifald; Publikum maa forſt ved
Gjentagelſe lære at forſtaae dem. Saaledes gjorde Gk
garo og Don Juan i Begyndelſen liden Lykke; om den
forſte ſagde man: Muſikken er for en comiſk Opera for

ſoeer og langtrukken; om den anden: Muſiken er for en ro⸗
mantiſk Opera for lcerd, for fuldproppet af kunſtig udarbei⸗
dede Harmonjer; — juſt det ſamme, ſom Nogle, vel meeſt

„

Gm muſikalſke Verkers Bedemmelſe. 133

Hvoraf kommer nu denne Forſkjellighed i Ddmmene endog
i hine Kredſe? Hvoraf ellers, end igjen af deres For—
ſejellighed, ſom danne dem? 4

Sterne (i fin Reiſe) deler de Reiſende, og efter ham,
Jean Paul (i fin unſichtbare Loge) Spadſeregjengerne
i fire Klasſer. J den forſte lobe de Jammerligſte, ſom
gjøre det af Forfengelighed og Mode; i den anden de
Lærde, for at gjøre dem en! Motion, og ikke faa meget
for at nyde, ſom for at fordoie, hvad de allerede have
nydt, J den tredie fee vi dem, der vandre med Landſkabs⸗
malerens Hine; i den fjerde dem, der betragte Skabnin—
gen ei alene med et kunſtforſtandigt, men med et helligt
Blik, og ſom forene denne blomſtrende Verden med den
anden, og Skaberen med Skabningen. Paa ſamme Maade
kunne vi ordne de Muſik-Horende og Bedemmende i disſe
fire Klasſer. At meget, anført med Henſyn paa dem,
ogſaa lader fig anvende paa Beſkuerne af andre Kunſtver⸗
ker, ja af Livet ſelv, det vil ikke ſkade vore Betragt⸗
ninger.

Om den ferſte Plasſe, ſom blot af Forfengelighed
og Mode hører Muſik, bedommer Muſik, vel endogſaa
ſelv dyrker Muſik, ville vi ikke bekymre os meget; den be⸗

kymrer fig jo dog flet ikke om os. For dem er Operas

blandt dem tit paafolgende forſte Klasſe henregnede,
for ikke leengeſiden have ſagt om Weyſes Floribella, tid⸗
ligere ogſaa om Faruk. Derſom nu Theaterdirectionen
vilde rette fig efter flige Domme, og henlægge et Stykke,
der ikke ſtrax fylder Kasſen, vilde den viſt kun forhale
den Tid, Hvori Floribella ligeſaavel kunde blive et Kasſe—

ſtykke, ſom Figaro og Don Juan aft fænge have været.

det. Men man tor vel haabe, at Theaterdirectionen
oftere og ret ſnart, vil glæde det muſikalſte Publikum
ved at lade denne Spera opfore. :

F SEN TTT

434 Om muſikalſke Varkers Bedommelſe.

huus og Concertſal intet andet, end en rummelig Plads,
hvor ſmukke, velkledte, ſorgloſe Menneſker forſamle ſig,
for dog at kunne ſige, de have været der, og tale med der,
om, Hvorledes Sangerinden gaaer, hvorledes hun er kledt“),
beftjæftiger dem mere, end hvad. og hvotledes Hun: fang
de havde kunnet bivaane en Concert af Mozart, uden at
finde noget interesſantere, end, at ban, der leverede faa
ſtore og kraftfulde Værker; var en faa lille og ſvag Mand,
For dem er i Muſiken Alt det rigtigt eller Alt det urigtigt,
ſom juſt paa den Dag, i det Selſkab, af den ſine Tone er
erkleret for rigtigt eller urigtigt; og det af den fine Tone,
ſom den meeſt yndede. Dame, den meeſt anſcete Herre juſt
paa den Dag i det Selſkab har angivet. Dette er hos de
Fleſte ikke Indſkrenkethed, men frivillig Indſerœnkelſe.
De attrage ikke noget heiere, og forlange ikke nogen førre
Betydenhed, om de endogſaa maaſkee kunde have den. De
mene det ikko ondt; de mene flet intet; de mene blot.
Jovrigt ſinder man disſe Muſikelſkere for det meſte blandt
Rige og Fornemme af begge Kjon i ſtore Stader.

Til den anden Xlasſe henhere de, der vel: høre op⸗
merkſomt til, men (om man faa ter ſige) blot med For—
ſtanden. De ønffe at kaldes Kunſtkiendere, og opnaae
ikke ſieldent deres Onſke. Mange af dem trakke ſig ſtil⸗
bage fra Alt, hvad der bliver ſkrevet og foredraget nutil⸗
dags. Alt dette mishager dem; hvorfor? forbi det ikke er
ſaaledes ſom for fyrgetyve, halvtredſindstyve Aar, eller
lengere ſiden. De have — ligeſom visſe Lerde med Exa⸗
men — med Bnglingsaarene endt deres Curſus for hele,
Levetiden. Hvad dengang, og maaſkee med al Ret, hen⸗

„) Man har vel oftere hort en muſikalſk Discusſion, ſom

denne; „Madame W. fang dog deiligt i Aftes“ — „Sy⸗

i nos Dem det; ja jeg mag dog ſige, jeg ſynes ikke den
Kjole kleedte hende godt““ -

om muſikalſke Værkers Bedemmelſe. 133

rykkede dem, det er nu ikke blot godt, men alene godt.
Med denne eenſidige Forkjerlighed, kan den nuværende Mu⸗
ſik, ſom er faa meget forſkjellig fra den gamle, kun lidet
røre dem; og dette Lidet kan man let fragaae for fig ſelv.
De, ſom ei gore dette, men handle oprigtigere, beraabe
fig paa den nuværende Muſiks ringe Virkning, i Sammen—
ligning med den ældre Muſiks langt ſterkere og inderligere:
men betenke ikke, at de afſige deres Dom efter Virkningen
paa dem; at Grunden ligger i dem. Deres Livligheb er
formindſket, deres Folelſe kjolnet: nu ſkal det ſtrar mangle
Muſiken paa Ynde og Udtryk. „Men Muſiken fra min
Ungdom henrykker mig jo envnu ſtedſe, naar jeg hører
den!““ Men er det ogſaa virkelig Muſiken, der henrykker
Dig, og ikke meget mere ungdommen, hvori den fætter
Dig tilbagez Ungdommen, med dens tuſinde føde Erindrin⸗
ger, ſom juſt gribe os deſto ſterkere, i jo ubeſtemtere Dun—
kelhed, og jo mindre os ſelv bevidſte de fremtrede? Eller,
om Phillis er ſtjon, er Doris derfor heslig, fordi hun er
anderledes? — Men ſaaledes er Menneſtet, naar han blot
vil viſe fig, ſom han er! — Andre og Ringere (og ſaa uud—
ſtaaeligere) af denne Klasſe, ere de døde, indbildſke Grams
matikere i Tonekunſten, der intet andet ere, end juſt ſaa⸗
danne Grammatikere. De forſomme ikke lettelig et nyt
Muſikſtykkes Opferelſe, men alene, eller dog fornemmelig,
for et eller andetſteds at opſpore en Forſyndelſe mod Reg—
len, om det ogſaa kun var en ved Brugen ligeſom hæv=
det. En lille Reminiſcenz, en forbuden Quinte eller De
tave, er dem en ſand Finding, i Serdeleshed hos en be—
romt Meſterz og de trække paa Skuldrene over hele Mo-
zarts underſkjonne Finale i ferſte Act af Titus, forvi, der
ved Omvendingen af en Figur i Accompagnementet forekommer
en ſaadan. De ligne hine Recenſenter, der ikke vide at
udhæve andet af et fEjønt Digt end et falſtt Riim; eller hiin
Critiker i wilhelm meiſters Lehrjahren, der ikke fandt

—

186 Om muſikalſke Verkers Bedammelſe.

andet bemeerkelſesverdigt ved Vilhelms Fremſtilling ak
Hamlet, end det boide Baand, ſom i Fegtningen med
Laertes ſtak frem under den forte Kledning. „Men, var
det da ikke bedre, om det falſke Riim, det hvide Baand
ikke havde været der?“ Aa jo, det var bedre; og J have
Ret. — Jovrigt finder man begge disſe Slags - Mænd,
(Qvinder af- dette Slags gives vel ikke) i Folge Sagené
Natur, neſten alene imellem Kunſtnere, ſom ere til Aa—
rene, og Kunſtdommere, der forlengſt ere aftakkede. — —
Men til denue Klasſe henhore ogſaa Virtuoſerne, ſom ikke
ere andet end Virtuoſer: duelige Sonner af Jubal, „Fa⸗
der til dem, der lege paa Harpe og Orgel.“) For dem
har blot, eller dog for ſterſtedelen, det Svære og" fald:
brokkende, og dettes lykkede eller mislykkede Udforelſe, In⸗
teresſez ligeſom for Liniedandſeren af Profesſion, Gangen
pag. Staaltraadslinien. Hvad der er let at udføre, er dem
fligegvoldigt; hvad der er ſimpelt og naturligt, ſynes dem
Pverdagsligt og flaut. Det Svare og dettes gode udfsrelſe,
hører, vel ogſaa med til Sagen, iſer hos Virtuoſer; men
om Middel til Henſigt. Denne vibe de ſſelden af at ſige,
Aller værdige den kun liden Opmerkſomhed. De holde fig.
til; Middelet, med Henſigten vil det vel finde fig. Og
wirkelig — (paa faa forſkjellige Maader virker Menneſfets
aandelige Natur, og fra faa forffjellige Sider er Tones
Kunſtens Rige tilgjengeligt !) — ville vi være oprigtige, faa
mage vi tilſtaae dem: beſidde de, tilligemed ſtor Færdig:
Hed, Genie “), eller dog overhovedet Aand og Talent, faa

Fa

— ṹ—u:ů ö
2) iſte Moſebog 4, 21.
22) Man feer af den Maade, hvorpaa Forfatteren her -bru⸗
ger det Udtryk; „Senie“, at dette kun maa tages i en

meget indſkroenket Betydning; thi ellers vilde denne Egen⸗
ſeab Hos Virtuoſen ſlemple hau til noget Hoiere, fan at

Om muſikalſke Varkers Bedemmelſe. 437

ſinder det ſig virkelig af ſig ſelb med Henſigten — dog kun
i visſe Maader og i lykkelige Oieblikke, under gunſtige
Omſtendigheder; men ellers ogſaa flet ikke. Da nu ud:

merkede Virtuoſers Ferdighed har koſtet ſtor Flit, og det,

hvorpaa Menneſket har anvendt den, juſt derfor bliver ham
meget verd; da de overalt fee Perſoner nok, ſom, ſkjondt
de gjerne vilde, ikke formaae, hvad de formaae; da de
overalt vinde Beundring og Roes, om endogſaa ikke Deel⸗
tagelſe og Velbehag, men Beundring og Roes 5. yde pludſe—
ligers og lydeligere frem, end Deeltagelſe og Velbehag,
og Menneſkets Egenkjerlighed og Forfengelighed kun alt⸗
for let lader ſig henrive af det Pludſelige og Lydelige, i
Serdeleshed i Hieblikke, hvor. han desuden ved ſtor Ans

ſtrengelſe ligeſom er ophidſet, til at føle fin Dygtighed.

tüfulde, ja maaſtee endogſaa tit at vurdere den altfor
høit: faa er ogſaa deres ſedvanlige Dom om Ander, ſom
ikke duer i deres Krambod, deres Enthuſiasme alene for
det, hvormed de handle, deres Tillid til egen Auctoritet,
og ſaadant mere, let nok at forklare. — Jovrigt prale nu
imellem disſe Virtuoſer, neſten ligeſaa mange Qvlinder,
ſom Mend.

Den tredie Xlasſe indtage de, der here Muſik med
Opvakthed, Xabenhed, ja maaſkee med Enthuſiasme, men
dog kun med Pret, ag damme ogſaa derefter. De elſte
Muſik, fordi den fætter deres Blod i en lettere Bevegelſe,
og deres Stemning derved bliver behageligere; og fondi
den, i Eenſomhed eller Selſkab, tjener ſom et ſtedſe ved

Haagaden værende Middel, „til at udfylde Timernes Tome.

hed, og den lange uendelige Tid.“

Ekterſom nu Compoſitioner befordre denne deres, Hen⸗

ſigt, ſkatte og roſe de dem; og efterſom de ſelv ere mere
han vel ikke vilde være at henregne til denne Klasſe,
men ſnagrere til den paafolgende fjerde, ;

,
EU ne

— T¼m¹v•ẽ0ñöÄvé T

UU er
— *

— — —

138 Cm muſikalſke Verkers Bedemmelſe.
7 i

eller mindre iſtand til at udføre dem, gribe de efter Smaat
og Stort, Ringe og Betydeligt, ſelv efter det Fortreffe—
lige, men kun forſaavidt ſom det" tillige tjener til hiin
Henſigts Opnaaelſe. Hvor ſtor, ja "hvor uhyre talrig
denne [Klasſe er: det lade man fig ſige af Forleggerne af
disſe ſmukke Dandſe og Variationer over yndede Themaer,
af det ſtore Tillob af Menneſker ved Militair⸗ Muſik, af
dem, der kjobe Operaer i udtog (nu endogſaa uden Text),
og arrangerede for alle Slags Inſtrumenter “), af den i
en Concert faa ganſke forſkjellige Opmerkſomhed — f. Ex.
ved en Symphonie af Saydn — paa Abagioen og pan
Scherzandoen — man lade fig ſige af erfarne Sangere, -hvor⸗
ved de egentlig bringe Henderne i Bevegelſe, o. ſ. v. —
Men vi ville omhyggelig vogte os for at beſpotte eller end—
ogſaa foragte dem; og det ikke blot af Klogſkab, forbi vi,
ifald vi felv ere Muſikere, bruge dem, da fornemmelig
Ungdommen, baade den mandlige og qvindelige, hører tit
dem, og Ungdemmen overalt giver den lydeligſte Stemme,
fom, om endogſad den forſpinder ligeſaa hurtigt ſom den-
frembryder, dog er Muſikeren ““) (ſaavel ſom Skueſpille—
ren) uundværlig, da han nermeſt lever for Hieblikket, og
i Almindelighed ogſaa af det: ikke blot derfor, men ogſaa
fordi denne Klasſe Menneſker virkelig har Modtagelighed
for, Lyſt og Kjerlighed til Sagen, virkelig hænge ved
noget +44), ſom "hører med til det Veſentlige i Muſiken,

U

9 Fer. Dverturen til Don Juan for 2 Floiter; hele Gigaro
for 2 2 Violiner.

1 Forfatteren maa da ber mene — Virtuoſen, ikke Com-
poniſten,

ase) Nemlig den Sret kildrende Belklang, ſom Tonerunſten har
mange Midler tit at opnage. Dette Sretryllerie maa

—

Om muſikalſke Varkers Bedemmelſe. 139

og ſaaledes ſelv hielpe til at befordre dennes. Fuldendelſe,
naar den blot tillige nogenledes opfylder hine deres Hn—
fer — hvilket den jo dog ogſaa, med nogen Indſkrenk—
ning, ſkulde gjøre” Desuden kan man tiltroe den ſunde
Menneſkenatur, at Den, der med Modtagelighed, Lyſt og
Kjærlighed”) nærmer fig en Kunſt og dens verdige Verker,
ogſaa bekommer noget af det Wdlere og Hoiere deri, om
ogſaa kun igjennem en dunkel Folelſe, og ſelv uden Vidende
og Villie. Giv dem blot det Gode; giv der godt, giv
det often“)! Morket opklares, Vidende og Villie vaagne —
indtil en vis Grab; men hermed mage vi være tilfredſe
overalt, ved ethvert Verks og lere at vente mage vi og⸗
faa overalt. Hvor mange blandt os ſelv have i yngre Aar
været anderledes? eller ſkal Verden have omvendt ſig, fordi
vi bave omvendt os? om vi ellers have gjort det! — Alt
dette ligger ſaa ner, at man vil kalde mig triviel, fordi
jeg fremſetter det her; og alligevel, hvor ofte bliver dette
ikke overſeet; hvor ofte bliver der ikke juſt derfor foretaget
noget Uhenſigtsmesſigt, Unyttigt, ja endog Skadeligt, eller
ogſaa, af Mismod derover, aldeles intet gjort!

J den fjerde VPlasfe ſidde endelig, ikke meget tal
rigt, for det meſte ſtille, og ſielden udtrykkeligt adſpurgte,

anſees ſom noget Veeſentligt ved en Muſik, da Øret er
den eneſte Vei, hvorigjennem Muſiken kan nage Hjertet,
og dette altſaa forſt maa vindes, førend Hjertet kan vin:

des. Men mange Componiſter glemme ganſfke dette egent⸗

lige Maal, og ſege kun at indtage Øret, og det e er
igjen at tage Middel for Henſigt.

2) Denne Modtagelighed, Lyſt og Kicerlighed indſtutter irke

en dybere Kunſtſands, der med Bevidſthed og tydelig Er⸗
kiendelſe optager det Skjenne i et Kunſtveerk. 1

137

,

*) Fiat applieatio! 222 fl 67

.

140 Om mufitalffe Varkers Bedemmelſe.

dog beller ikke upaaſfjonnede, ikke ubemerkede, ikke uden
god Indflydelſe, de, der høre med hele Sjalen. De at—
trage tilligemed den ſandſelige, ogſaa den aandelige Nys
delſe; de ville ikke alene høre, men ogfaa føle; og dertil
endnu tenke: thi ogſaa Tenken ſkaffer dem Nydelſe. Dem
er Tones ligeſom Digtekunſten, og enhver anden Kunſt,
et Middel til reen Glæde, og ved reen Glede til Kjarlig—
hed, og ved Kjærlighed. til Menneſkets Foredling. Hvad
Videnſkaben bevirker ved Overtydning, det, mene de, be—
virker Kunſten ved Folelſen. Viſer hiin Menneſket hen til
fin høje Beſtemmelſe, faa gjor denne ham tllboieligere til
at opnaae den. Lærer hiin ham Veien, faa gjør denne
den jevnere, - Mange af dem erkjende i Muſiken et andet
Sprog, hvilket Gud, ligeſom det ferſte, naaderig har
Æjænlet Menneſket, for at udmærke dets Slegt fremfor
alle Jordveſener, for at hæve det hsjere, og bringe det
fin fidſte Beſtemmelſe nermere. Saaledes ahne og fole
disſe i Melodierne Kjerlighedens og Fredens uendelige
Aand; i Harmonierne den oprindelige Kilde til al Eenhed,
og det uligeartedes Forening, det ſidſte Maal for Alt,
der, det vere nok ſaa adſkilt, ſtreber hen mod dette Ene:
at ſmelte ſammen i en fuldkommen Overeensſtemmelſe. Og
siger man til dem: det er Sværmerie og nymodens Myſtikl
faa fvare de Het intet, eller pege i det høiefte hen paa
Plato i deres Bibliotheker. — Hvo der nu ev vant til at
tænle,, veed. ogſaa at ſkjelne: ſaaledes giøre.da Tilhørerne ”
af fjerde Klasſe ogſaa Forſkjel paa den Muſik, der vil
gjøre fig gieldende ſom Kunſt, og den, der blot flygtig. vil
underholde. Kun Aand — Aand forlange de ogſaa her,
paa hvilken Maade, i hyilken Form Muſiken ogſaa vil
fremtræde; thi uden Wand, mene de, bliver Kunſten til en
Dukke, der kun pasſer fig for Born — kun for fmaae Born.
Dem er derfor ſelv Reusſeau's Sang af 3 Toner mere
verd, end mangen. heel Opera, ſom kun larmer, og Zaͤn⸗

fr

Gm muſikalſke Verkers Bedemmelſe. 444

dels Bon om Fred, der neppe beſtaaer af ſlere agte des
hoiere end mangen. Fuga, e er rigtig udregnet;
ligeſom den, der foredrager hiin godt, er dem kjarere,
end den, der blot færdig udfører en Mængde Bravourarier.
De foragte ikke det uveſentlige“) i Tonekunſten, ei heller
den blotte Ferdighed in den; men det er dem Alt ligegyl⸗
digt, naar det ikke bliver anvendt i en hoiere Henſigt; og
fra hvad der er ligegyldigt, og dog borttager Tid, trække
de fig tilbage, — De hænge hverken ved det Nye, eller
ved det Gamle, men ved det Gode, ſom har det hoiere Maal
til Henſigt, og nærmer fig det; og endnu mere ved det
Fortraffelige, der nager det. De ringeagte ikke den anden
Klasſes Domme: de lade dem ſtaae ved deres Verdz de ere
ikke uvillige ved deres, der høre tit tredie Klasſe: de høre dem
med Venlighed, uden at modſige dem. Deres Bifald træf:
fer ikke ſjelden ſammen med begge disſes: deres Synse
punkt aldrig, De forftaae begge disſe let, men blive van⸗

) Fugeren, Imiteren, Disſoneren o. ſ. v., hvori de oven⸗
for omtalte Grammatikere ſoette en Compoſitions hele
Fortjeneſte. Disſonanzer f. Ex. kan disſe Menneſder aldrig
faae nok af; kun — at de ere, ſom det i Kunſtſproget
hedder, forberedede; naar dette kun er iagttaget, fan
ere de ſkreekkeligſte Hy dem ſande Leekkerbidſkener; —
vover Derimod en ſtakkels üſkyldig Septine nanmeldet at
lade ſig hore, da bliver der en Allarm i Leiren, ja man
ſidder vel endog med Fingrene i Srene tit Muſikſtykket er
forbi, for ikke at komme til at høre flere ſaadanne tan:
ſtoendigheder. — — At forreſten Fuger, Imitatlonerz
Disſonanzer, kunne være af den betydningsfüldeſte Virke
ning, vil vel Ingen nægte, der blot Fjender nogle af
Tonekunſtens Meſtervoerker. Her tales blot om den hen
ſigtsloſe Anvendelſe deraf, den blotte UAdkrammen af
theoretiſke Kundſkaber.

i
7

142 Om muſikalſke Verkers Bedemmelſe.

ſrelig forſtaaede af dem. Dog viſe de fig tolerante, faa
blive ogſaa de gjerne telererte. Det Ordſprog: de gusti-
bus non est disputandum — holde de jovrigt for en tom
Snak, ligeſom Diſputeren for et frugtesloſt Arbeide, und—
tagen imellem Ligeſindede. —

„Ak! hvor ere da de, der høre og dømme ſaaledes?“
Forſtaaer og elſker Du dem, min Ven: ſaa horer Du ſeld
iblandt dem; eller er dog paa Veien dertil; naar Du blot

vil! —
A

>
Digte, efter Geijer,

Fjeldhyrde⸗Sang.

——

Lyſrigt Mod,
Let Blod,
Aabent Blik, af Taarer ei mat,
Grcendſelos Udfigt, vexlende brat;
Hoit pan Field,
Morgen, Qveld,
gangtfra den qvalme, fængflende Stad,
J rene, friſke Luftſtrommes Bad,
Med Duggeus Perler paa rodmende Kind,
Med Bryſtet kjolet af Morgenens Vind:
See, det jeg elſker, forſand, forſand,
Og hoo det elſker, han ef min Mand.
Glad mod Sky,
* „ Ved Morgengry, e
Riden Fugl ſig fvinger ei ſeen,
Jjeldſtrommen haſter frg Steen til Steen,

1

Digte, efter Geijer.

Skyer grade,

Vakle, gade,
under det fjerne, det dunkle Blaae.
Hvad monne vel være? hvad monne vel ſtage?
Hvorhen dog J Toner! hvor lokle dog J?
Raſk fremad paa Fremtidens blaanende Sti!
Thi Menneſket er en Vandringsmand,
Og hvo det elſker, han er min Mand.

Vaar forgaager,

Stovets Aar ; 222
Flygte. Sidſt falder en dodelig Sjær.
Den ſynker i Muldet, og det er vel!

Men Jorden er haard,

Den ei forgager,
Skiondt jeg ei er paa den: og Ayſtigt Mod,
Let Blod, et Blik, af Taarer ei mat,
Lyſt af Livet pan Fjeldet brat,
Og en Jord, ſom er ſkjon, og en Gud, ſom er god,
De findes vel og efter mig, forſand!
See, hoo ſaa tænker, han er min Mand.

* 0 DJ
* & ” 7 * *

Omſtendighedern e.
Et Blik i Aandeverdenen. N

Og vil Du vide hvad vor Glægt vel hedder, 6

Saa nævnes den ved Navn: Omſtæendigheder;

Og Legio; fordi vi ere mange, ,
Mangfoldige, ſmage, ſtore, korte, lange,
Udaf den gamle Adam komne alle;

Og ſtort er Rigets Magt, ſom vort vi kalde.

Hvor Noget paa vor Jord er i urede,
Opſpore vi; og did vi Farten træde.

i

143.

Digte, efter Beijer»

Der bygge bi os ind, fane Liv og trives
Tir et uhyre, ſom kan knap fordrives.
Som Ruſt i Laas, ſom Mol i gamle Kleder,
Wi dagtig ſees, vg ſaare hoit os glæder,

Men i de ftore gamle Staksmaſkiner,

Oer doe vi bedſt, ſom Ugler i Ruiner.

Maar alle deres Sængfter knarke, ſtride,

Og ville ud af deres Kroge ſkride,

Naat, efter gammel Hævd, Alting gager kroget,
Langſomt og keitet ſovnigt, ſtift og broget;
Da ſeer man, viſe Mænd Parykken ruſke,

Og vede her, og lappe der, og fuſke:

Veed Ingen noie had vel Skaden hedder,
Den; ſiges⸗ kommer af Omſtandigheder.

Ja! üuden os i vekregjerte Lande

Ter Sntet ſkee, tor intet Nyt fig danne. g
Merk! følv vi ſkrive Voger, tyrke, tomme,
Med Leveviisdom i, tit Smaaborns Fromme;
g Smag ſom Viisdom nok hos os der findes;
Tidt af Omſtcendigheder Priſen vindes.

Weniet hade vi, Hvad det end hedder,

Som en Natur, fri for Omſtendigheder.

Trindt Menneſket fra Vuggen Bæb vi finde,

Riig Edderkoppen, flutte tæt ham inde.

Vel vil han icke ſtrax vort Net fordrage,
Men maa tüſſidſt dog la'e fig det behage.
Naar Gigt og Alder Stovets Son da binde,
Han reekker Haand og hjelper felv at ſpinde,
Dil reent han udlcegs er, og ſalig hedder,
ds bæres heden, med Omſtændigheder.

*

—

Digte, efter Getjev. ” 445
Men naar vi fædeligt pan Graven fidde,
Skindlapper liig, og ſee i Natten vide,
Et Syn tidt fer vi da. — Sig Lyſet fprænger
J hede Draaber trindt os; Glands fremtreenger;
Af Marken fvulme rode, fulde Noſer,
Som tale høit med underlige Gloſer;
Et Englehoved af hver Stilk fig rekker,
Og ſeer, ſom et nyvaagnet Barn, med klare
g lusblaae, ſkielmſke Hine paa vor Skare;
Det undrer ſig, kan ei det Syn forklare,
Og briſter ud i Latter, ſom os ſkreekker, —
Hvad er det vel? Af Gværmere der meldes,
Sligt man tit ungdomslivets Særtegn tælles ,
Som i Naturens Skjed poetiſerer:
Vi holde for, vulkanſke lette Dunſter,
Og underjordiſk Jid er flige Kunſter,
Som os Phyſiken bedre demonſtrerer.

s”e „* se

Opvaagnelſen.

J Drømme ſaae jeg Vaaren, ganfée Tille,

En Dreng fan fpæd, med ſpinkle, kolde Lemmer,
J Hvide Linnedſoob — han lage i Dvale.
umeerkeligt fig Marmorbryſtet hoeved,

Og farveloſe var hans blege Kinder.

Jeg tænfte: „Stakkels Barn! Du vaagner aldrig” —
Og dremte fort, jeg veed ei hvad jeg drømte.

Da ſaae jeg ham paa ny, og grandt jeg horte

Et Suk fan dybt af Bryſtets Hvcelving ſtige,

Og ſom to Roſer blomſtrede hans Kinder,

Som Roſenknopper ſmaae hans fode Leber.

Han loe i Sovne — ved mig ſelv jeg teenkte:

„Saag leer kun den, der drømmer Blomſterdramme“,

(10)

SEE EL

111 ² h ³ . ³² T——•6ĩ ES EEG EO TEDE C

0 146 N Digte, efter Geijer.

Og ſtod betragtende, Hvor let hans Wande
Sag varm vbalſamiſk giennemflod hans Veeſen,
Sg hvor han ſov faa trygt ſom de uſkyldige,
Hvis Aandedret er ſom en ſtille Bon.
Da ſprang hans Sie op — en lysblaa Himmel
Freuiſtraaled klar deraf, og Himlens Hvælving,
Af Blikket rammet, roſenfarvet lued,
Som teendt af Elſkovs Glod, bod Alt at elſke.
Da gladed Blodet høit i alle Roser,
dg Bolger dandſede i alle Stromme, å
Og alle Fugle qvidred hoit pan vifte, i
Dg glennem Stovets Hjerte foer en Flamme:
Da vaagned ogſaa jeg — og det var Mai.

2 *
* 9 „

Shakeſpeare.

Har Du ſeet Dukkers Spil paa Skuepladſen —
Smage zürlige Perſoner, ſom fremtræde, 2
Gage, ſtaae og raadſlaae, handle og fremftille ö

Af Livets Feerd et lidet artigt Billed 2

Selv Konningen optroeder der med Kronen,

Og Dronninger, Prindſesſer, majeſtoetiſk,

Med Vifte — Fauſt af Djævelen annammes,
Inmens den lille-Nar ved Alt fig morer.
Men Kunſtneren ſtaaer bagved. Han ved Traadde
J Haand har alle Stovets Lidenſkaber
Og Gjælens Folelſer; og ved et Træt
Det ſtager udi hans Magt at lade ſpringe,
Til Hjektets dybe Rodder ſonderlemmet,
S tuſind Stykter Dukke⸗Menneſket. — —
Gan ſtaaer Du, Mægtige! og bagved Scenen, 9
Og Scenen er det virkelige Liv, i |
Wal fin Virk'lighed for Dig en Leg. '

Digte, efter Geijer. 447 ;

Du ſtiller os det frem. Vi fee det leve.

Du har i Haand enhver dets Streng, dets Fjeder,

Og rør den tryllende og let, uſeet.

Gaa træffer Du de uheldsſvangre Traadde,

Hvormed Naturen gjennemdrog vort Veeſen,

Og hvorpaa ſcelſomt dette ſelb beroer — —

Alt ſonderſpringer, Krudt! Et Skin af Liv!

Hvad er vort meer? Os griber mægtigt Tanken

Om Livets bratte Flugt, dets vilde Tomhed. 7

— —

Den lille Kulſvierdreng.

J Skoven ved Milen ſidder Faer,

Moer ſidder hjemme og ſpinder.

Bi kun! jeg blier vel ogſaa Karl, J

Og en Feeſtemoe huld mig vinder. ” H
Det er ſaa merkt dybt, dybt udi Skoven. : i

Aarle med Solen jeg hjemmefra gik,

Friſk Mod mens den blinker i Lunden! — ' i.
Til Fuer ſkal jeg bære Mad og Drik, 5
Nu kommer ſnart Aftenſtunden. > |
Det er ſaa morkt dybt, dybt udi Skoven. 5 0
7 9 TSAR
Jeg er ei bange paa liden grøn Sti, '

Hvor jeg eenſom i Skoven mon gange,
Men Fyrrene ſee ſaa morkt paa mig,
Og Bjerget kaſter Skygger faa lange.

É Det er ſaa mørkt dybt, dybt udi Skoven.

.

—

>
1
* i
— ERE EEN MO en

Tra la la! — Friſk. Mod ſom den flyvende Fugl!
Nu vil jeg ſpringe og ſiunge —

7

148

Digte, efter Geifer.

Hu! fæle det mig fvarer fra Bjergets Skjul,
dg Ordene komme faa tunge.
Det er fan morkt dybt, dybt udi Skoven.

alk! gid jeg var vel hos min gamle Faer!
Jeg Bjørnen hor' brumme og ſiunge,

g Bjornen han er den ſteerkeſte Karl,
Og ſkaaner hverken Gamle eller unge.

Det er fan morkt dybt, dybt udi Skoven.

.

Og Skyggen den falder fan tyk, fan tyk,
Gom et Skind den pan Stien fig breder,
Det rumler, det rasler nedad Fjeldets Byg;
Pan Arden Troldene træder.

Det er fax mørkt dybt, dybt udi Skoven.

„Al Gud! der er een, der er to! vlſt i Garn
De mig taer — fee hvor nær de fig ſvinge!

De vinke! — Gud troſte mig fattige Barn!
Her det gjelder for Livet at ſpringe.“

Det er ſaa morkt dybt, dybt udi Skoben.

Og Natten nedſtiger faa fort og fan tyk,
Meer og meer vorde Stierne vilde.

Det rumler, det rasler nedad Fieldets Ryg;
Paa Heden ſpringer den Lille. 3
Det er fag morkt dybt, dybt udi Grov.

*

Med pikkende Hjerte, med roſenred Kind, 8
Wed Milen hans Faer ham ſynke feer.
Velkommen! han hilſer kjcer Sonnen fin. —
„Ak! jeg har ſeet Trolden og vel meer!“

Det er faa mørkt dybt, dybt udi Skoven,

AR

1 *

Digte, efter Geijer. 149

„Min Son! jeg fab her i fan mangt et Aar,
Dg trygt gav jeg Gud mig i Volde,
Hvo ret kan leeſe fit Fader vor,
Ham ffræmmer hverken Djevle eller Trolde; ”
Skiondt det er morkt dybt, dybt udi Skoven.“
A. P. Liunge.

Dramaturgiſke Bidrag.

— —
1

Om Klingsbergs Characteer.

„Derſom at ſkabe efter den almindelige Definition er,
at frembringe Noget af en ubeqvem Materie, da vil man
ikke kunne nægte Schroͤder den Bersmmelſe, at have afs,
Lagt her et ſtort Beviis pan fit ſkabende Genie“, ſiger
Rahbek i fin Anmeldelſe af Ringen No. 2 i Tillæget tit
Morgenpoſten for April 1792, og Enhver, ſom har ſam⸗
menlignet dette Stykke og Ringen No. 1 med Farqhuars
„Sir Harry Vildair', og „The constant couple“, vil ſik⸗
kert underſkrive denne vor hæderlige Dramaturgs Dom.
Charactererne i disſe Stykker ere tegnede med ſaa megen
Natur og Sandhed, at de deri optrædende Perſoner fra dra—
matiſke nœſten gaae over til at blive hiſtoriſte, fordi den
todfke Digter, langtfra at copiere nogen beſtemt Perſon,
har perſoniſiceret fin Tidsalders Tenke- og Handlemaade,
og ſaalebes concentreret i enkelte Individualiteter hvad der
var det meeſt Characteriſtiſte hos dem, der havdej Op⸗
dragelſe, Meninger, Fordomme og Tenkemaade tilfœlleds.
— Jblandt de meeſt udmerkede Characterer i disſe Styk⸗

r e tes oe SS or ng

150 Dramaturgiſke Bidrag.

ker, fortjener Baronesſe Schoͤnhelm og Grev Klingsberg
den forſte Plads; og hvorvel Anm. kunde troe ſig opfordret
til at beviſe den forſte Characteers Natur ſandhed, da der
paa et andet Sted, af en Kunſtdommer, for hvem han
barer den ſtorſte Agtelſe, er hævet en Anklage imod denne
Characteers indvortes Sandſynlighed, faa vil han dog
dennegang, fif Løfte til Morgenbladets ærede Leſere troe,
hellere forſege paa at give en Characteriſtik af Grev
Klingsberg.

Denne Rolle er en fuldkommen Cavalierrolle, have
Nogle ſagt, og maa derfor ſpilles med den fine Hofmands
Værdighed og Anſtand, thi Stand, Formue og Alder gjøre
Flingsberg til en ſaadan. Andre have derimod paaſtaaget,
at Klingsberg, der i fin Handlemaade beftandig forneg—
ter Hofmandens Værdighed, der, trods fin Alder og Stand,
jager efter utilladelige Forlyſtelſer, og der i fin hele Ad:
færd røber en oprorende Egoisme, maa fremſtilles med en
neſten til Kaadhed grendſende Overgivenhed. Hine ville

- blot ſee Hofmanden, disſe Friſtfyrenz men begge feile nok
ligemeget, fordi Vlingsberg hverken er udelukkende det
ene eller det, andet; men netop er faa meget af begge Dele,
ſom kunde forenes i een Perſon, og beftaa e med hinandens
Væfen. Og heri ligger netop det Fortra ffelige i denne
Characteerſeildring; thi en ſaadan Blanding af Holt og .
Lavt, Wdelt og Nedrigt var paa den Tid i det mindſte
ikke noget. uſedvanligt, fordi de Store med et ſelvfkabt
ſtrengt Begreb om Ære, og, ifølge deres Stilling, med
de meeſt afmaalte Former i det ſelſkabelige Liv, troede fig
havede over Moraleus almindelige Fordringer, ſom de anſaae
ſom Convenience for de ringere Stænder, af hvilke. de
med en ubsielig Haardhed fordrede deres Efterelevelſe.
Saaledes var det ikke paafaldende i alle højere Circler at
finde Strenghed i Former forenet med Letferdighed ;
Sader, blind Tilbedelſe af Wrens Skyggebilede forenet

Dramaturgiſke Bidrag, 154.

med b Miagedgtk for Moralprincipet. Anm, har paa et an⸗
det Sted allerede antydet, at denne laxe Tenkemaade udgik
fra Ludvig den 14des Hof, og han vil kun erindre om,
at Klingsberg levede paa den Tid, da det franſte Gal—
lanterieveſen var almindeligt antaget, og da Tpdſſerne,
ligeſom enhver anden af Faſtlandets Nationer, copierede
det franſke Veſen, eller rettere ſagt Uveſen. Lader os da
neiere betragte hvad denne Klingsberg egentligt var, han
der var „Livet i alle Promenader og offentlige Forly—
ſtelſer“, og der „med en Mands Forſtand paa halvhundrede
Aar, forenede et ungt Menneſtes Letſindighed paa, tyve.“
Fodt til en Riigdom, der gjorde ham enhver Nybelſe
Mulig, og i en Stand, der troede enhver Nydelſe fig til—
labt, og det paa en Tid, da Ariſtokratiets Fordomme vare
faa almindelige, at ſelv den klogeſte og edleſte Kone, der
troede at kunne deeltage i de hoiere Stenders Forrettig,
heder, kunde ſige: „En riig Bonde er en utaalelig Skab.

nings“ og „Lor, min Herre, at der, trods Deres Formue,

er en ſtor Afſtand imellem Dem og Adelen“, havde Xlings—
berg erholdt en Opdragelſe, der paa den ene Side havde
gjort ham verdig til de Fortrin, hvortil hans Riigdom
og Stand aabnede ham Adgang; men der ogſaa e paa den
anden Side havde grundfeſtet i ham alle de Tilbsieligheder,
der nodvendigviis maatte udſpringe af den Tenkemaade,
der felv var hine. Fordommes Foſtermoder. At Blings⸗
berg er en brav Soldat, derom vidner Seltings umis⸗
tænkelige udſagn;z om hang. fortræffelige Egenſtaber taler

Baronesſe Schoͤnhelm; for hans naturlige Forſtand er

hans Converſation den bedſte Borgen; om hans Begreb om
Dyd og Wre, om hans Deeltagelſe og gode Hjerte, der-
paa finde vi hyppige Beviſer i hans Forhold til Selting,
til Baron Bird, til Fru v. Zolm, og i den ved denne

Sidſte røbede Hiſtorie i Berlin. Skueſpilleren, ſom vil

giore fig et klart Billebe om Flingsbergs Spdragelſe,

152 Dramaturgiſke Bidrag.

der har giort ham til huad han er, bor iſerdeleshed lægge
Marke til at han ſelv ſiger: „Min brave Fader vogtede
mig ikke for nogen Ting, uden for Folſomhed og Svar—
merie; jeg maatte lore at kjende Verden af Verden, og
ikke af Beger.“ Anm. finder heri for en ſtor Deel Nøglen
til Klingsbergs hele Characteer; thi netop en ſaadan Op:
dragelſe maatte, i Forbindelſe med de i hans Stand gjengſe
Fordomme, og hans Tidsalders hele Tenkemaade, gjøre
»Flingsberg til en fuldkommen Egoiſt. Et Menneſke,
der ſkulde prove Alting for at vælge det Bedſte, uden at
være henvliſt til nogenſinde at overtenke hvad der er det
Bedſte for Menneſket i Almindelighed, maatte nodvendig—
viis ſtedſe gaae ud paa i ethvert enkelt Tilfælde at vælge
det Bedſte for fig, det vil ſige det, der forftaffede den,
efter fin Anſkuelſe, blot til Nydelſer fødte, den ſtorſte
Nydelfe.

At denne Egoisme, trods al ſin Farlighed for Menne⸗
ſrets bedre Jeg, ikke ledede Klingsberg til Forbrydelſer ,
derfor beſkyttede ham den med hans Stand i Samklang
ſtaaende øvrige Opdragelſe, og Adelens daverende fra
Slegt til Slegt nedarvede Tenkemaade. J de Stores
Opdragelſe lage en Modgift til at paralyſere den Gift,
ſom hiin udſpredte, og Klingsbergs Hjerte og naturlige
Anleg bidrog til at mildne den tidlig indſugede Egoismes
Vederſtyggelighed. Men denne, om end fin oprorende Pderſide
berøvede Egoisme maatte dog nsdvendigviis gjøre Xlings—
berg til en fuldkommen Epikurcer, der anſeer det Mens
neſke for klogeſt, der i Livet veed at opdage de fleſte Be⸗
hageligheder, og den for lykkeligſt, i bois Lod det falder
at nyde de fleſte af disſe. Flingsberg hader derfor ingen
Ting mere end Kjedſommelighed, og han anſeer enhver
Sorg for Menneſkets egen Skyld, da det, efter hans
Synsmaade, ligger hos Enhver at vende Alting til Glede.
Efter denne hans Tenkemaade bliver ogſan hans Omdoemme

Dramaturgiſke Bidrag. 158
om Avinbetjønnet naturligt — Erfaring havde deguden lert
ham, at de fleſte Fruentimmer elſkede ham for hans Rangs
og Formues Skyld, altſaa for hvad der ikke var Manden
ſelv; han elſtede derfor heller ikke i Konen Konen, det
qvindelige, med os ſympathiſerende Veſen, men Skjonhe—
den og Kilden tile de ſandſelige Nydelſer. Den pluͤdſelige
Forandring i Flingsbergs Beſlutning, at leve og dee i
den ugifte Stand, bliver ſaaledes kun naturlig, naar vi
lægge Merke til, at Senriette, til hvem han gjør Wgte—
ſkabstilbudet ſom en Opreisning for den begangne For:
nermelſe, ikke griber den rige Greves Haand med den Paa—
trengenhed, ſom han har været vant til at finde overalt
hver han udkaſtede ſine Garn, men forlanger Betenknings—
tid for fig og ham. Dette aftvinger ham maaſfee for før:
ſtegang Agtelſe for et Fruentimmer, og han kan ſaalidet
tilbageholde denne Folelſe, at han ſelv ſiger: „Det for—
ſtorrer min Hoiagtelſe (for Zenriette) og trods min Kjær:
lighed finder jeg mig heri.“ ?

At en Mand forlader fin døende Kone for at føge Ad—
fpredelfe, er et Skridt, ſom vilde forundre os hos vor Tids
omtfolende Ugtemend, men hos Grev, Flingsberg kan
det ikke forundre os. Hvor langtfra Anm. end er, at ville
forſvare denne Handlemaade, faa kan han dog ikke nægte,
at den er fuldkom men overeensſtemmende med Characteren,
og vor Digter fortjener den ſtorſte Berommelſe, fordi han
ved dette conſeqvente Trek har kaſtet et nyt Lys over fin
Bndlingsperſon, iſtedetfor at faa mangen anden Digter, ved
altid blot at ville viſe os fin Helt fra en elſkverdig Side
gjør denne til et characteerloſt Veſen, og i Beſtrabelſen
efter at danne en Engel, fremſtiller Noget, ſom er Alt
undtagen et Menneſtkte. Vil man kalde det den hoieſte
Grad af Letſindighed, faa vil Anm. ikke tręettes om ud⸗
trykket; men man paaſtage blot ikke, at det ſkeer af Utak⸗
nemmelighed, eller af Mangel paa Medfslelſe. Netop

ÉN

154 Dramgturgiſke Bidrag.

fordi Rlingsberg føler med fin lidende Kone, bliver Om—
gangen med hende, i hvilken en Himmel apgik for ham,
nu til en Skjersild, og fin Gvundſetning at ſkye Sor—
gen tro, forlader han hende, da han i hendes Narhed ikke
længer kan føle: nogen Glede, og da Alt ved Synet af
den Lidende maa forvandle fig til Sorg. Siger ikke gens
riette ſelv: „J denne Sygdom ſaae jeg mere end eengang
hvor inderlig han kan føle, men ogſaa den Umage, han
gjør fig for at befrie ſig for enhver, ſergelig Folelſe.“ At
Flingsberg heller ikke har glemt fin Zenriette, at han
erer hende i Graven, ſom han elſkede hende i Livet, det
behøver Anm, ikke at erindre om; thi hans Kjerlighed til
den i bans Tanker benſovede Elſkede, motiverer hans hele
Handlemaade i Ringen No. 2. Heller ikke uden Medfolelſe
høre vi Flingsberg ſige: „Troe ikke at jeg er zen Nar,
ſom troer at gjøre Erobringer paa min Alder, og desuagtet
beleires jeg af Alt bvad der vil giftes. Mine Penge, min
„Stand gjøre Alle forlibte. Jeg ærgrer mig over, at man
flet ikke tager min Munterhed og den Maade, hvorpaa jeg”
levede med min ſalig Kone, i Betragtning; derfor bilder jeg
Enhver, ſom er ſtolt nok til at ville indtage Senriettes
Plads, ſaameget ind ſom jeg kan, for ſiden at lee hende ud.“
Flingsbergs Forhold, til de to unge gifteferdige Damer,
beviſer hans udſagns Oprigtighed, og de, ſom have paa—
ſtaaet, at Flingsberg er en frek Forferer, der kun burde
opvokke Afſky, og ikke beſtorme vor Interesſe, have maaſkee
gjort deres eget Hjerte en Compliment paa deres Forſtands j
Bekoſtning, ifald de virkeligen have meent noget med denne
Anklage. Den planmesſige Forforer, i Serdeleshedi Klings—
bergs Alder, vilde bruge ganſke andre Midler til at nage
fin Henſigt, end dem, ſom Plingsberg anvender. for at ved
ligeholde og opflamme de to Damers Kjærlighed, det er
sienfynligt, at Alt hond han ſtreber efter, er, ſom han
ſelv ſiger, at kunne lee ad dem. Sproget, ſom han fører

—

7

Dramaturgiſke Bidrag. 155

med dem, er lv parofierende og ſarkaſtift, og var det Nlings⸗
bergs Alvor at ville have Frskenerne til at troe, at han el—
fede dem, vilde en Mand med ſaamegen Takt og Fiinhed,
ikke ſige til Comtesſen: „Jeg, ſom elſker Dem umenneſke—
lig“ Man indvende ikke, at dette Spog er utilladeligt
for en fiintfolende Mand, for hvem Hjertets Rolighed bør
være en Helligdom; man vilde da bebreide Klingsberg, at
han er en Flingsberg. Thi ihvorvel Caroline Seltings
Kjærlighed til ham, ikke er faa hjerteløs ſom Comtesſens,
hvem han ifølge fin Menneſkekundſkab dieblikkeligen har
gjennemſtuet, fan kan han ikke ifølge fin Characteer, tage
Henſyn til den forſtes Hjertesanliggende, da Forſtanden i
den egoiſtiſte Mands Hine er Beveggrunden til alle Hand—
linger, og Ca rolines, Kjærlighed til ham er, om den end
ikke er faa plump ſom Comtesſens, dog ligeſaa uforſtandig
ſom dennes. 5

Efter digfe Blik i Klingsbergs Indre kan Anm gage
over til at fremſætte hvorledes han troer at denne Rolle fEal
ſpilles. Han har ingenlunde den latterlige Indbildning, at
hans Anſkuelſe af denne Rolle er den eneſte tænkelige, eller
den meeft rigtige, men han froer ikke bedre at kunne lægge
ſin Kjærlighed til Skueſpilkunſten og fin Haiagtelſe for
Skueſpillerne for Dagen, end ved at viſe, at han ikke blot
ſtjenker de ſceniſke Fremſtillinger en uafbrubt Opmerkſom—
hed, men ogfaa at han gjør enkelte Roller til Gjenſtanden
for ſin egen Tenkning. Neppe tpoer han at burde tilfsie,
at der fra den blotte Opfatning af en Rolle til dens Udfs⸗
relſe, er et uhyre Spring, og at han derfor maa have fig
frabedet en meget almindelig Indvending mod en Kritikers
Bemærkninger, den nemlig: „Mon han kan gjøre det be⸗
dre?“ Netop fordi han kjender og agter Skueſpilkunſten
ſom en Kunſt, miskjender han intet af Alt det, der foruden
Characterens Opfatning, er nodvendigt til, en Nolles ud⸗
merkede Udforelſe, men netop derfor veeb han ogſaa at,

166 Dramaturgiſke Bidrag.

Theaterroutinen ikke er tilſtrekkelig for at erſtatte hvad der
ved Characterens rigtige Omſatning er forſomt.

Grev Vlingosbergs Fremſtiller maa overalt være Gre—
ven; intetſteds maae vi favne, Manden af Verden og Dans
nelſe, alle hans Gevægelfer mage være æble uden at være
ſtive; i Holdning og Gang maa Manden af Opdragelſe over:
alt robe fig. Naar Flingsberg ſaaledes vil viſe Baronesſe
Schoͤnhelm, at han har gjennemſtuet hende, faa maa, hvor fpøs
gende og ſarkaſtifk hans Tone end kan være, intet i hans Stilling.
eller Sidden berettige os til at antage, at Manden af Stand
har glemt, at han ſidder ligeoverfor Konen af Stand. Alle
de Friheder, ſom Vlingsberg kan troe at torde tillade fig

med Fru Darring og hendes Datter, ſaalenge han i dem
feer to Veſener, hvis Fortrolighed og Kjærlighed ere tilfals
for den Heiſtbydende, mage dog ikke overſkride den gøde An:
ſtands Grendſer. Det maatte forundre os at hore Louis
Solm bebreide den for intet mindre end for Sedelighed mis:
tenkte Klingsberg: „De er for undſeelig“ naar viikke have
ſeet ham ſelv indtræde i den paphiſke Gudindes Tempel med
en Anſtand, ſom er den egen, der veed at han bærer toga
prætexta. Den gode Opdragelſe og Adelsſtoltheden er et
Baand paa Greven, ligeſom Kutten vilde være det paa
Munken, kun at hiin ikke kan afſtryges faaet fom denne, og
derfor bærer den Frihed, ſom en Xlingsberg kan tage fig, et
Preg, ſom den raa, vellyſtige Louis Solm anſeer for
Undſeelighed. — Xlingsbergs Dialog maa overalt aande
Lethed, og alle hans Bemerkninger mage ſynes at vært
henkaſtede uden Betydning; thi Reflection koſter Hoved⸗
brnd, og Vlingsberg anſeer intet faa vigtigt, at han der-
over ſkulde bryde fit Hoved, med mindre at det var en ny
Maade til at more fig — hans Livs Hovedsiemed. Derfor
tor maaſtee Flingsberg blot, hvor han overveier hvad Spog
den ubekjendtes Intrigue kan ſejenke ham, ſynes betank—
ſom, men denne Betenkſombhed vil da i og for fig felv

7

Dramaturgiſke Bidrag. 157

være komiſk, og Skueſpilleren, der her beſtraber ſig for
at parodiere Eftertanke, vil forfeile Scenens Virkniug. Hvor
Flingsberg omtaler fin afdøde Kone, man Skueſpilleren
'vife, at Xlingsberg gjør fig Umage for at ſynes at fpøge
med Forhold, der mod hans Villie have faaet mere Hel—
lighed end han engang ahnede; thi Greven, ſom tidlig blev
advaret mod Folſomhed, vil ſikkerligen ikke have at No—
gen ſkal opdage, at ban ſelv kan være folſom. Derfor
tor Spoget med Muſen for at tugte Fru Solm gribes
med mere Overgivenhed, end det ellers anſtager Greven at
tvife, thi i den vil han drukne fit krenkede Hjertes dybe
Fortrydelſe. J Scenerne med Caroline og Comtesſen
maa det Sarkaſtiſte overalt ſkinne igjennem, men det bør
dog ſkjule fig under et faa alvorligt Ydre, at Damerne
kunne tage det for Alvor. At Xlingsberg i Damernes
Paaſyn ſkulde lee over det Bidende, ſom han ſiger til dem,
kan neppe være rigtigt, ligeſom overhovedet Manden af
Opdragelſe og Forſtand fjelden leer over fine egne Vittig—
heder, vel vidende, at intet ſaarer mere end Latter, og
at Den, der ved fine Indfald vil fane Andre til at lee, ikke
ved fin Selvlatter maa ſynes at ville tvinge vem dertil,
Hvormeget end Rlingsberg i Scenerne med Major
Selting, rober Lysſiden af fin Characteer, og ſelv finder
en inderlig Glæde over at blive fat i Forhold, hvor Ver—
den kan lære at agte det hvad ten faalænge har miskjendt
hos ham, — thi den egoiſtiſte Mand er altid forfængelig, —
ſaa maa Skueſpilleren dog ikke gjøre dette med en Pre—
tenſionsſuldhed, der kunde faae os til at troe, at Greven,
der er hævet over Verdens Omdømme, jager efter Bifald.
Naar derfor Majoren figer til ham: „Megen Vittighed
og liden Skarpſindighed“, faa maa Klingsberg hyerken
ſvare det paafolgende: „Jeg er Dem uendelig forbunden”,
i en Tone, ſom om han virkelig fandt fig ſmigret ved at
tillægges megen Vittighed, eller med en Ironie, ſom om

158 Dramaturgiſke Bidrag. ;

han fandt fig fornermet over af blive frakjendt Starpfin:
dighed, Anm. troer at denne Replik bør flyde let over
Blingsbergs Leber, i den Converſationstone, hvori En—
hver kan finde hvad han ſoger, fordi der ligger lige Lidt
af Alt deri. En Folge af Flingsbergs Bekjendtſkab
med Verden og de forſkjellige Forhold, hvori et i fine Nys
delſer beſtandig afverlende Menneſke har veret fat, er, at
meget Lidt kan forundre ham, og at endnu Mindre kan
ſette ham i Forlegenhed. Digteren, eller i det mindſte
Overſetteren, har ikke deſtomindre angivet eet Sted, vor
Flingsberg ſkal være i den yderſte Forlegenhed, nemlig
i Ringen No. 1, i Scenen med Fru Darring og gens
riette, hvor han erkjender ſin Feiltagelſe. Men Anm.
troer, at denne Forlegenhed ſnarere bor røbe fig i en til:
ſyneladende Tankesloshed, end i komiſke Geberder, fordi
Flingsberg, ganſke beſkjeftiget med den i hans Sjel op⸗
ſtagede Tanke, at gjøre fin Uret god igjen, ved at tilbyde
Zenriette fin Haand, ikke agter hvad Damerne ſige til
ham, og halv bevidſtles der for ſvarer Ja og Nei. Et uti⸗
digt Spog, ved at ſammenlegge Brevet til en Vifte, er
her hverken overe ensſtemmende med Grevens Tenkemaade
ſom Mand af Wre, eller med hans Handlemaade ſom Mand
af Verden. Et andet Sted, hvor denne Characteers Ud:
førelfe fordrer et ſtuderet ſtumt Spil, er i Ringen No. 2,
i Scenen med Maler. og Majorinde Selting, hvor Major
inden føger at forklare fin Gemal Grunden til deres Mis⸗
forſtaaelſe. Flingsberg maa viſtnok ber lige ſaa lidt ſynes
at kjede fig, thi ellers vilde han ſikkert gage, og lade de
to Agtefeller explicere fig for hinanden alene, ſom, med
en Folſomheb, hvorover han felv ſpotter, male, hvad der
foregaaer i hans Indre: Glede over at fee dette ulykke—
lige Egteſkab paa Veie til at blive en Himmel, ſom det
ſyntes beſtemt til. Anm. erkjender imidlertid, at de
Bordringer, ſom han gjør af Flingsbergs Fremſtiller, viſt⸗

Dramaturgiſke Bidrag. 159

nok ere faa ſtrange, at ſelv den talentfulde Skueſpiller,
i his Hender denne Rolle er kommet, endnu maa anven:
de meget Studium for at ſpille den med den Lethed, Bon—
hommie, Jovialitet og ton de monde, der udmerkede denne
Rolles forſte Fremſtiller, den udødelige Schroͤder. Thi,
for at ende ſom han begyndte, med vor hederkronede Ve—
terans Ord: „Kunde man kalde nogen Rolle denne mage—
loſe Kunſtners Meſtetrolle, da vilde jeg foreſlage denne

dertil.“
' *

Baggeſens Svaneſang.
Scherflein an die Griechen in ihrem Todeskampf f

mit ihren oͤffentlichen und heimlichen Feinden.
Von Jens Immanuel Baggeſen “).

Der Himmelruf.
SJ (Ode an die Griechen.)
Noc immer droht, obgleich das Paradies verloren,
Hienieden jeden Augenblick
Dem Geiſt, deß Streben mehr als Erdgenuß erkohren,
Das erſte paradieſiſche Geſchick.

—

e) Aftrykt fra „Morgenblatt für gebildete Stände“, No. 278,
November., 1826. Den er ogſaa færffilt udgivet (hos
Boghandler Max i Breslau, 10 S. i vo) til Bedſte
for den Breslauſke Greekerforening. — Baggeſen fÉrev
dette Digt, under de frygteligſte Legemslidelſer, paa ſit

( Sygeleie i Marienbad, da han bavde erfaret: Efterret⸗

*

160 Baggeſens Svaneſang.

Den Baum des Leveus dürft ihr frech umreißen,
Um unten auf dem Boden weit und breit
Gemach zu freſſen alles Obſt der Zeit;
Doch weh' dem Sterblichen, der wagt nur anzubeißen
— Den Apfel der Unſterblichkeit.

I
Der erſte Menſch verlor die Menſchenrechte,
ABeil er verſuchte, Göttern gleich zu ſeyn;
Prometheus, Rettung bringend dem Geſchlechte,
Ward feſtgeſchmiedet an den Rieſenſtein;
Der Weisheit lehrte, trank den Schierlingsbecher;
und der Erloͤſer Selbſt, des Himmels Stolz,
Ward, mit dem niedrigſten der Erden-Schächer
Zugleich beſtraft, genagelt an das Holz.

Steil, eng', und mühſam iſt die Bahn erhabner
Für Licht, und Freyheit und Beſeligung
Der Menſchheit kämpfender Begeiſterung,

umringt von offnen Schlünden unbegrab'ner
Herabgeſtürzten Helden, die voran

Geſchritten dieſe, fern von Ruhezeiten

Und Zufluchtshütten, öde, kahle, felten
Betret'ne weltverborgne Himmelsbahn.

Was gibt, trotz ihren Warnungs zeichen allen

(Denn lauter Kreuze, ſchwarz, voll Todesgrau'n
8 Sind drauf bis zu dem Gipfel nur zu ſchau'n)
Dem pilger wohl den Muth, ſie noch zu wallen 2
Was ruft, was ſtärkt, was hebt ihn unter allen
Den Lauwen, die herab mit Donnerknallen
Von Schreckhornfirſten gegen ihn ſich ballen?

—

Henſigt.

ningen om Miſolunghis Fald, og leverede det til den med
ham derværende Superintendent Tſcheggey fra Breslau,
med Anmodning, at give det i Trykken til den nævnte

Saggeſens Svaneſang. 161

Den Himmelruf hört nie die feige Meng' erſchallen —
Der Held der Freyheit hört ihn überall.
Ihn hörte Stephanus und alle Chriſti Jünger,
und ſah'n, dem Staub im Sternen geiſtentfloh'n,
Als Weltmacht-Trotzer, als Sich ſelbſt Bezwinger,
Und der ſie winkenden Unſterblichkeit Erringer,
Hie nieden Gottes Himmel offen ſchon.

Du, immer größ'res Sriechenvolk, je kleiner Å
Wird Deine Schaar, Dein Vorrath und Dein Land,
Geſammtkreuztraͤger — im Verbluten Einer —
Du hörſt erſchallen jenen Ruf, wie Keiner,
Seit der Apoſtel Chriſtenthum verſchwand!
Du läßt Dich von Sirenen nicht vethören,
Begleitet rings von Zauberfloͤten röhren,
Die Dir vorlullen ihren Rettungsplan:
Dich armen ſchutzbedürft'gen zu erlöſen
Vom äußern, innern Krieg, und allem Böſen,
Als ihren römiſch⸗ſel'gen unterthan.
Du fährſt, auf Gott und Did) allein vertrauend,
Irrlicht verachtend, ſtets nach Oben ſchauend,
Entblendet jetzo von der Bruderhülfewahn,
Nur jenen hohen Himmelruf zu hören,
Der luftbegleitet von der Väter Geiſterchören
In's Herz Dir klingt, auf Deiner Martyrbahn.

Erhab'ne Griechen! vleibet treu zum Ende
Dem wahren Chriſten heil'gen Ruf, der ruft
Von Gottes Thron herab, bis in die Gruft
Der lezten Freyheit, durch geſprengte Kerkerwände?
Vergießt mit ſtets erhöhtem Heldenmuth
Im Kampf mit den unheil'gen Euer Blut!
Fahrt fort mit deſſen unverdroßner Spende,
Bis Euer ganzes heil'ges Attica,

114)

U

Kr TEN 1 PP 2SREREs

2 * 7
162 Baggeſens Svaneſang.
Wohin der Pilger in der Wüſte trete,
Gle ch Miſſolunghi, werd' ein' einz'ge Schädelſtätte
Ein großes, blutumfloßnes Golgatha!

Dort lafit die Hirrſcher unter ſich vertheilen
Den Reft von Pulver, Geld und Proviant,
Den ihre Unterthanen, beym Verweilen
Oer ſtets gehofften Hülfe, trotz dem Eilen,
Ach! jezt zu ſpät vielleicht, Euch zugeſandt!

»Eilt, eilt dann weg von hier mit allen euren Wunden
Hinauf in's Freye, wo man Euch begehrt,

Wo Engel Eure Kränze ſchon gewunden!

Es iſt, ſeitdem's ſich mit Barbaren feig verbunden,

Seitdem darin kein Fürſt Euch rettungswerth gefunden,

Europa eines Volks von Eurem Rang nicht werth!

Seiner Koͤniglichen Hoheit dem Prinzen 7
Chr iſti an von Daͤnemark

ehrfurchtsvoll gewidmet von
Fr. Brun, geb. Münter.

Baggeſen.
Er iſt dahin, der Sänger hoher Lieder,
Geſenket der Gedanken Adlerflug!

Es ſchwebt nicht mehr das ſtrahlende Gefieder,
Das uns empor in Aetherfernen trug!

Es ſchlägt nicht mehr das zarteſte der Herzen,
Gebrochen ach, durch bittres Seelenweh!

Die Zither tönt nicht mehr von leichten Scherzen,
Sanft wechſelnd mit des ſtrengen Denkens Höh'!

i

;
.

y

Baggeſen. 163

Mein Fürſt! ſein Freund, ſanft wirſt Du mit mir trauren,
Daß Daniens klangvollſte Harfe ſchweigt!

Nicht mehr bewegt, oft voll von ſtillem Schauren
Dein Kennerohr ſich den Akkorden neigt;

Die brauſend bald wie ſturmbewegte Wellen,
So uferlos in dunkle Fernen fliehn, i

Bald zwiſchen Blumenküſten reizend ſchwellen, 1
Und Herz und Geiſt und Seele mit ſich ziehn!

In Freud' und Leid dem Freunde gleich gewogen,
Im frohen wie im herbeſten Geſchick —
alls unveils ASolken donnernd ihn umzogen,
Warſt Du ihm Ruh, ihm Labung, Heil und Glück!

Einſt hier auf öder freudenleerer Heide, 8 vd 1
Wo der Gedankenſtrom in Sand zerrann, |
Entſprudelt ihm der volle Born der Freude,
Ein duft'ger Springquell, perlend himmelan 2)? WE

Da brühten wir in froher Jugendfülle ee), ; (HH
In reiner Freundſchaft ſeligſtem Erguß! . it
Ach ſtiller wird es um mich, ſtille — frille?
Nur in Erinn'rung ſuch' ich Vollgenußt! i

D ſchlummre ſüß, auf junger Engel Flügeln i
Sanft eingewiegt, Du mein Immanuel +25) id
Erwach' auf roſ'umblühten Myrthenhügeln, Kø
Doch nicht an des Vergeſſens dunkelm Quell! i

„) Diefes Gedicht ward auf der Lüneburger Heide geſchrie⸗

ben, welche ich im Jahre 89 ͤ mit dem verklärten Freunde |

durchreiſte. Sein unnachahmliches Labyrinth war |
zum Theil Ausbeute dieſer Stunden. 1

) Die Verfaſſerin war ſeit ihrem vier- und ⸗zwanzigſten

Jahre Freundin des nur einige Jahre mehr älteren Dichters.

75) So hatte, wie bekannt, Baggeſen ſich ſelbſt, aus Enz i

fhufiasmus, nach dem tiefen Denker Immanuel Kaus
genannt.

164 Baggeſeu.

Nein! wo vom Thron des Wahrheiteſtromes Welle
Sich unter palmen ätherreich ergießt;

Da löͤſch' den nie geſtillten Durſt am Quelle, .
Der, mehr Du ſchoͤpfeſt, deſto voller fließt.

D du ſein Volk! Sein leztes banges Sehnen,
War in der Muttererde Schooß zu ruhn )?

Es brach ſein Aug' in dieſen Wehmuthst hraͤnen;
Ach, in der Fremdlingserde ruht er nun!

So lange Daniens Sprache lieblich tonet
Im Minnelied und leicht gewobnen Scherz,

So lang Sein Heilig durch die Himmel tönet 2")
Lebt Baggeſen in ſeines Volkes Herz!

Drum brecht Zypreſſen, brecht des Lorbeers Aeſte,
Wall't zu der Stadt, in der ſein Herz ihm brach;
Führt heim des hohen Dichters heil'ge Reſte,
Hall't Klagetöne, hall't dem Zuge nach!

Zieht ihm entgegen, holde Jungfrau'n-Chöre,
Die feyernd oft im ſüßen Lied er ſang,

Dem Sohn der Unſchuldgrazie zur Ehre,
Ertöne ſanft der ſüßen Stimmen Klang!

Dann ruhe ſtill, benezt von unſern Zähren, .
Du, unſers hehren Sängers heil'ger Staub! ”
Nicht Frühlingskränze ſoll dein Grab entbehren,
Nicht das geweihte immergrüne Laub!

— ͤ ́çH—H— —

„) Von Marienbad in Böhmen, wo er ſchon zwiſchen Tod
und Leben ſchwankte, kam er ſterbend in Hamburg an,
und verſchied — an der Schwelle des Vaterlandes.

95) Sein Heilig, Heilig, Heilig, aus ſeinem unſterblichen
Oratorium: Chriſti Tod. ;
e

Anm. Forſt efterat dette Digt alt var aftrykt, erfarede Forfat
terinden, at Baggeſen ved fin Sons barnlige Smhu
blev Dragt til Kiel, Hvor han hviler ved Siden af fin
forſte Kone, og i Nærheden af fin Wen, Carl Le on⸗
hard Reinhold.

—ͤ ——ññññññ—ñ—ʒꝛ —2,—?C

Prolog.
(Fragment.)

77 O, Phankaſie! du rige Fugl, ſom ſidder
J Dſchiniſtan paa gyldne Green,

Og frydes ved betydningsfulde Qvidder,

Der ſtrommer fra din Strube reen,

Imens du nipper af de ſode Frugter,

Som glimre under Bladets Lee,

Og drifter af det Sølvervæld, der bugter

Om Kundſkabs eviggronne Tree: i

D! fving dig gjennem Luftens Saphirſtromme,
Og fæt dig her paa Liliens Barm,

Og leer mig een af dine dybe Dromme,

Lær mig din Sang, faa ſteerk og varm!”
Gaa lød min Bon! — Da herde jeg en Suſen,
Gaa mild ſom Wtherharpens Klang,

Som fjernt i Nattens Taushed Bolgens Bruſen,
Der ruller mod den dunkle Gang.

Mit Hjerte ſlog fon Elſk'rens omt og bange
Wed Elſkerindens Trylleſang, «
Og mine Sukke blev fan vemodslange

Som hendes Kys den forſte Gang.

en herlig Wlands fra Øfter ud fig ſpredke
Som ſmeltet Guld aned Purpur i,

Fra Glorien Phoenix fine Ginger bredte,

Og fyldte Alt med Melodie.

Den daled' ned fra Himlens Azurzoner,

Og ſad paa Litiens Jomfruſkjod,

Den ryſtede ſit Hoveds Demantkroner,

Og mig en fælfom Frugt tilbød.

Jeg lagde Trylleboerret paa min Tunge,

Da ſtrommed' Luer til min Barm,

B. 23. É (12)

4

6

166

Prolog.

Jeg horde Fuglen underfuldt at ſiunge,
Imens den vugged' Liliens Karm. —

Da ſtimled' Taageſyner op af Jorden,

De mylrede fra Himlen ned,

Og tumlede fig om i vild Uorden

Liig Breendingen ved Havets Bred.

Mit Slik brev klart; jeg fane igjennem Vrimlen
Den morke Aand, ſom ſtyred' Alt,

Kun ſjelden gjennem, forte Sky fra Himlen
En lille venlig Straale faldt. a

Faſt Landet vidt og bredt var vildſom Hede,
Hvor Tidslen hoi pan Agren ſtod,

Hvor Herremanden ſkialv for Bondens Vrede,
Her fordred' Frihed eller Blod.

Hiſt ſtrakde Leiren ud de hvide Telte

Med Faner, Krigsraab fjern og nær,
Stridsbengſten fteilede, og friſe fra Belte
Orog ſteerke Mænd de brede Sværd.

Hos Marketenterſken hoit ſprudled' Vinen,

g Toerningen paa Trommen ſprang,

Et pudſigt Qvad led flink tit Violinen,

J Vals fig Karl og Pige ſvang.

J Borgeſal jeg ſkjonne Frokner ſkued?,

Dg Wondepigen ved ſin Teen,

Hver græd for al den Vee, ſom Landet trued',
Og bitterligt for endnu Een.

Den rode Hane goel, og ſlog med Vinge

ud over Slot og Bondeby⸗ 5

Hei! Bosſers Knald, og Lyn af blanke Klinge,
Trompelers Strald blandt Vaabengny!

See, Slugten ſtremmed' voldſomt over Broen,
Ak! nogne Avinder, ſpeede Born!

Men Benderflokken ſtyrted⸗ frem af Loen

elt mode Kampens grumme Ørn.

i Pr olo g · i 167

Imod Soldatens Flint og Hellebarde Spro.

De forde Pleiel, Fork og Lee;

J Nattens Mulm Landſtormens lyſe Varde
Fra Hoi til Hoi jeg kunde fee.

Pan Mark, i Skov, ved Mollen dybt i Dåren,
J Kroen ved det fulde Kruus,

J Borgeſtuen og i Herreſalen

Den. fælg Tvedragt fang fit. Blus. =
Der gik en mørk Geſtalt igjennem Stimlen,
Nedlagde luͤmſkt fit Helvedraad;

Dog ſtundom ſteeg, ſom Soning, op tit Himlen
En lyſende og herlig Daad.

Thi Kjeerligheden ſneeg fig om og vange 8
J Ondſkabs ſkumle Labyrinth; '
Snart vandt den Kraft paa fine Irregange,
Og trodſed' Morket kjœkt og blindt.

J Stormens Larm den hæved? fine Gange,

Og lyſte Haab i mangen Vraa.

Den Toedragts fule Daemon tog til Fange,
Og lod fad Fredens Time: flade.

Uveirets Sky ſank ned i Morkets Gruber,

Og Landet blev en feſtlig Sahl,

Hvor Krigens Pauker bg de blanke Tuver
Klang hoit til ſkingrende Pokal.

Pan rette Hoved Kronen fad, den blanke,

Alt blev fan tyſt; — fra hver en Su >
Jog Friheds føde, hellighoie Tanke

Hvert Minde om den 1 Gru!

Da vogned' jeg, og Bugten var forſvunden,
Fra Soen viftedꝰ Morgenvind, —
Jeg fad fan eenſom, tankefuld i Lunden
Med inderlig bevæget Sind.
Da voved' jeg at ftrærte mine ænder

„ (12

168 8 De chriſtne Irokeſere.

E .o Co- ig
Til Harpens gyldne Straalerad,
g ganded' ud den Ild, i Hjertet breender,

Med falig Fryd i dette Qvad?
Chriſtian Winther,

De chriſtne Irokeſere.
En Fortælling, af Redwoods Forfatterinde +).

—

For faa Aar ſiden ankom en reiſende Herre, paa
Veien fra Niagara til Montreal, til Coteau du Lac.
Medens Lodſen, i Overeensſtemmelſe med Lovene, var
gaget hen at hente en Toldſeddel, for at de kunde fort»
ſctte Reiſen til Canada, udbrød der, efterat det
hele Dagen havde truet med Storm, et faa voldſomt
Tordenveir, med heftige Lynſlag og Pladſtregn, at
man holdt det klogeſt at udfætte Reiſens Tilendebrin—
gelſe til den folgende Dag. Baadsmandskroen var
det eneſte Tilflugtsſted, og den Fremmede var i Be—
gyndelſen glad over der at kunne finde Ly. Men han
reiſte for Fornoielſe, og Reiſende af denne kresne
Klasſe pleie ikke gjerne taalmodig at underkaſte ſig

UÜbeqvemmeligheder. Kroen var propfuld af "en. bro»
get Sværm af ſkotſke og irſke Emigranter, Canadier,
og Matroſer, foruden endeel Dagdrivere fra Naboe⸗
lauget, der netop begyndte at komme til Live igjen

) Fra: „The Atlantic Souvenir, Philadelphia;
ge : e

—

De chriſtne Irokeſere. 169

efter den foregaaende Nats Gviir og Sperm. Vin⸗
duerne vare morke af Rog, og Murene tapetſerede med
Spindelvæv. Edderkoppernes og Fluernes tuſindaarige
Rige ſyntes at være kommet; thi Myriader af den ſidſt—
nævnte vergeloſe Race ſurrede rundt omkring deres
naturlige Fjendes Bannere, ſom om denne, beſjelet af
min Onkel Tobys Humanitet, havde ſagt: „Stak—
kels Flue, denne Verden er ſtor nok for Dig og mig.“

De gamle Kledningsſtykker og Hatte, der fulde
bode paa de ſonderſlagne Vinduesruder, vare blæfte
ind i Stuen, og Negnen pladſkede paa Gulvet. Nogle
af Dorene hang ved eet Hengſel „andre havde ingen
Klinke; nogle af Stolene vare. uden Seeder, og
nogle uden Been; Sovekamrene vare ufeiede, Sen⸗
gene vare uredte, og kort, det hele Vertſkab var, ſom
en beromt Mark-Predikant ſagde om en meget ube⸗
hagelig Deel af den anden Verden: „Tilhobe ſerdeles
ubeqvemt.“ — J det Haab at vinde Vertindens Gunſt,
og derved ſikkre ſig et Par rene Lagener, ſpurgte den
Reiſende efter Kjokkenet, hvor han fandt hende
omringet af et halvt Duſin ungdommelige Ktigere i

en aabenbar fjendtlig Stilling, der var langt mere
frygtelig end Elementernes Krig. Efterat det var lyk⸗

kedes ham, ved Hjelp af en rundhaandet Uddeling af

ſyltede Blommer, at tilveiebringe en temporair Vaaben⸗

ſtilſtand, introducerede han fig hos fin Veertinde ved

nogle hoflige Foreſporgsler, ved hvis Beſparelſe han.
fif Vished om, at hun var en ægte nordamerikanſk

Dame, omendſkjondt hun ikke beſad hine Evner til

let at komme i Aande, ſom man ellers antager gt

*

———— A n ͤ —

(|

170 De chriſtne Irokeſere.

være enhver Yankee medgiven ved Fodſelen. Hun
beklagede, at hendes Born ikke vare. oplærte og vidſte
at ſkikke fig iblandt Folk, og hun robede en puri⸗
tanſt Modbydelighed for fine catholſkfe Naboer, men
foruden disſe Leyninger af local Smag eller For⸗
dom, havde hun ikke bibeholde nogen af fit Fæbre-
lands Eiendommeligheder. Den Fremmede var ikke
længe om at opdage, at det ufædvanlige Syn af
Reiſende i hendes Bine bragte dem (alle tilbage i
den oprindelige Liigheds Stand, og at han, langt frå
at kunne vente en ſaadan Luxusartikel ſom rene
Lagener, ikke engang turde haabe at fane nogen af
dem, man havde, i udelukkende Beſiddelſe. i
Se Ved fremdeles at ſporge ſig for, fik han at vide,
at der ikke langt fra Kroen laae en franſt Landsby,
og efterat have ventet til Stormens Raſerie hade
lagt ſig, begap han fig ud paa Eventyr, for at ſoge
en bedre Mehandling. Han var ikke gaget langt,
for hans ſpeidende Hie faldt paa et viftende Skildt,
hvorpda ſtod at læfe: „Auberge et laugement.“ —
Men vor ulykkelige Reiſende ſogte der forgjceves om
Logemente. Hvert Verelſe, hver Krog og hvert
Hjørne var optaget af et engelſk Selſkab, der Fulde
hen at fee et beromt Vandfald.

Hoflighed er et Inſtinet i Franſkmendenes Natur,
eller om den ei er et Inſtinct, faa er den i det mind⸗
ſte fan indvævet i deres Charaeteers Beſtanddele, at
den bliver tilbage ſom en ægte Couleur, naar alle an⸗
dre oprindelige Merker ere falmede. Omendſkjondt
den canadiſke Bonde intet har tilbage af fine For

—

| . De chriſtne Irokeſere. 171
|

fabres Virkſomhed, og Sindrighed, hilſer han dog en
Fremmed med en Artighed, der ſjeldent ſees hos nos
gen anden uopdragen Amerikaner. Værten i dette

Auberge var et hederligt Exempel paa denne Bemeerk⸗

nings Sandhed. Han tilbød. hoflig den "Fremmede,
at han vilde folge ham hen til en Gaard, hvor han
kunde faae et rent Kammer og en pen Seng. Til⸗
budet modtoges med Taknemmelighed, og vor Rei—
ſende fandt fig ſnart paa det beqvemmeligſte anbragt

zi et net hvidtet Huus, i Kredſen af en Bondefamilie,

der var beſkjeeftiget med almindelige landligt: Sysler.
Da der ſaaledes var førget fa hans legemlige For⸗
nodenheder, tog han fin Tilflugt til ſine ſedvanlige

Hſelpemidler, for at oplive de Timer, der vare tilbage

inden det blev Sengetid. Han ſpurgte Bonden, hvor⸗
ledes! han erneerede fin Familie, og efterat have er⸗
faret, at han levede, ſom hans Fader og Bedſtefader
for ham, af at fore de fan Produkter af hans Jord
til Montreal, henvendte han ſig til Konen, og fpurgz
te hende, hvorfor hendes Born ikke leerte Engelſk.

„Ak!“ ſvarede hun, „Englonderne have gjort os alt⸗
for megen Fortred.“ — Hun indlod ſig nu vidt og

bredt paa en Fortelling om ſine Lidelſer under
den ſidſte Krig. Hun havde havt ſin Andeel af Tab

å og Sorger, og' fandt den ſcebvanlige Tröſt 1 at op⸗
regne disſe. Offieiererne havde odelagt hendes Faare⸗

flokke og Hjorder, og „des veaux — des moutons
— des dindons — et des poulets, blodte paß ny
i hendes ſorgelige Fortælling. ” Om hendes Born end

ikke lærte Engelſk, ſagde Moderen, "faa havde dog en

172 De chriſtne Irokeſere. '

af dem været i en Koſtſkole, 20 engelſke Mile derfre,
og hun kunde nu laſe ſom den bedſte Praſt. Lile
Marie blev nu faldet ind, og hun læfte' taaleligt
flydende af fi ſin Skolebog en Samling af Sententſer
fra Kirkefebrene, medens hendes ulærde Forældre |
ſadde, hældende fig over hende, med vidtkaabnet Mund I
og glindſende Hine, og nu og da vendte fig til den |
Fremmede, med et Anſigt, der udtrykte Beundring og
Glæde, ſom om de vilde have ſagt: „Har Du nogens |
ſinde ſeet Magen?“ : |

Den godmodige Fremmede var en opmeerkſom
Tilhører, og ſparede ikke pan fin Roes, men i det
Haab, at ſlippe for en videre Udvikling af Barnets
Ferdighederß tilbød han derneſt at hjelpe hendes ældre.
Soſter, der vandt et Stykke Garn. Dette viſte fig
at være en mere underholdende Beſtjeftigelſe. Pigen
var ſmuk og livlig, og viſte ved et klogtigt Trek
paa Smilebaandet og et funklende Blik af ſine
milde Vine, at hun kunde forſtaae ſin Medhjel⸗
pers Complimenter, og beſvare hans Skjemt. Den
ſmukke Louiſe havde boet i Seignioriet hos Madame,
en riig Enke — „si riche — si bonne,“ ſagde hun
„mais trop agée pour Monsieur, parce qu'elle a
peut étre trente ans; et d'ailleurs, elle n'est pas
asscz belle pour Monsieur.“ — Monſieur var en
Peberſvend pan en 40 Aar, og hans Forfengelighed
blev ſmigret ved Louiſes ſnilde Compliment. Gar⸗
net flap ham af Henderne, Loniſe boiede ſit Hoved
for at bringe det i Orden — hendes ſmukke runde Kind
var meget ner ved Monſieurs Leber — maaſkee tros,

De chriſtne Iroleſere. 173

de hendes Moder, at den var altfor nær; thi hun
ſagde til Louiſe, at hun ſtulde lægge Garnet tilſide,
og ſette Theebordet tilrette, og efter Theen for—
ſvandt den ſmukke Pige. Vor Reiſende gabede i en
Times Tid eller to over den eneſte Bog, Huſet eiede,
Maries Sententſer fra St. Auguſtin og St. Chry⸗
ſoſtom, og bad derpaa at man vilde anviſe ham hans
Sovekammer. Da han kom herind, tildrog en gam—
mel, ormſtukken Reiſeportefeuille fig hans Opmerkſom⸗
hed. Den var af Carduan, og ſammenheftet med
Solvhager, og i Sammenligning med det ſimple Væ-
relſes plumpe Bohave, havde den et ganſke fremmed
Udſeende. Han tog den i Haanden, og ſaae paa de
Begyndelſes-Bogſtaver, der vare graverede paa Ha—
gerne. — „Det er en Curioſitet,“ ſagde hans Vært,
„og ældre end bande De og jeg.“ —

„Jeg formoder, det er en eller Reliquie, ſom De
har arvet,“ ſagde den Fremmede.

„Saa omtrent,“ ſvarede Værten; „der ligger
et tykt Brev i Portefeuillen, ſom ikke har veret os
til mere Nytte, end om det havde været rene Blade,
thi vi have aldrig havt Nogen i vor Familie, der har
kunnet leſe det. Jeg har havt iſinde, at tage det
med engang til pere Martigné, men jeg vil lade
det ligge til noeeſte Aar, naar lille Warie! — Gud.
velfigne hende! — er kommen ſaavidt, at hun kan
leeſe Skrift.“ — Den Fremmede ſagde, at, hvis han
ikke havde noget derimod, fan vilde han forſoge paa⸗
at leſe det. Den gamle "Mands Sine glindſede — ö
han aabnede Portefeuillen, tog Manuſkriptet frem,

174 De chriſtne Irokeſere.

og rakte den Fremmede det. „Jeg takker Dem me—
get for Deres Tubud,“ ſagde han, „det vilde dog viſt
være blevet et alt for fvært Arbeide for Marie, thi
Bladene ere, ſom De feer, ſkimlede og more, og
Blaekket er falmet.“ ;

Den Fremmedes Iver aftog noget, da han be—
mærkede Vanſkeligheden ved dette Foretagende: „Det
er viſt et eller andet gammelt Familie-Regiſter,“
ſagde han, i det han aabnede det med en ligegpldig
Mine. É

„Himlen maa vide det,“ ſvarede Værten, „jeg
veed kun, at det ikke angaaer min Familie. Vi have
i al vor Tid kun været; ſimple Bonder, og der er
ikke ſkrevet en eneſte Linie om os, undtagen hvad der
ſtaaer pan min ſalig Bedſtefaders Gravſteen. Gud
ſigne ham i hans Grav!" Jeg huſkter ham faa gran—
givelig, ſom om det kunde vere i Gaar, Hvor han
ſad der henne i den gamle Egetrees-Stoel i Vin
dueskrogen, og fortalte os om ſine Reiſer til de
ſtore veſtlige Indſoer mod en vis Bonchard, en ung
Franſtmand, der var ſendt ud til voxe Handels- Eta⸗
blisſementer; Folk reiſte ikke den Tid Verden rundt;

ſom de nu gjore, for at fee van Klipper og Vandfald.“

„Saa er manſkee“, ſagde den Fremmede, i det
Haab endelig at fane en Nogle til Manufkriptet,
„ſaa er maaſkee dette en Beretning om hans Reiſe?““

„O, nei!“ ſvarede den gamle Mand. „Bonchaxrd
fandt dette ved Bredden af Huron⸗Sopen, paa et be⸗
ſpnderligt vildt Sted. Behag at ſette Dem ned, ſad
kkal jeg "fortælle Dem Alt hvad min Bedſtefader fortalte

y

De chriſtne Irokeſere. 175

derom; Gud velſigne den gode Gamle, han holdt
ſaameget af at tale om ſin Reiſe.“ — Samme Lyſt til
at fortælle havde hans Sonneſon. Den Fremmede
lyttede taalmodig til hans Beretning om folgende
Omſtendigheder, ſom vi her ville anfore, uden dog
bogſtaveligen at holde os til Vortens Ord:

„Det ſynes at have været omtrent Anno 1700, at
den unge Bonchard og hans Ledſagere, pan Tilbage—
veien fra Superior-Soen, ankom til Bredden af
Huron-Soen, i Nærheden af Saganaw-Bay. Fra
en Bakke opdagede de en indiſk Landsbye, eller, for
at bruge deres beſkrivende Udtryk, en „Rog.“ Bon⸗
chard ſendte ſine Ledſagete, tilligemed Sequin,
hans indianſke Veiviſer, hen til Landsbyen, for der
at fane Canoer, der kunde fore dem over Søen,
og imidlertid ſogte han at finde et Sted, der kunde
give ham] Ly og Hvile. Soebredden var klippefuld
ag ſteil. Bvelſe og Erfaring havde gjort Bonchard
faa behændig og modig ſom en Bjergboer i Schweitz,
og han ſteeg ned fra den ſteile Fjeldſkroent, ſpringende
fra Klippe til Klippe, ligeſaa ubekjendt med nogen”
Folelſe af Frygt, ſom den vilde Fugl, der flog med
Vingerne over ham, og hvis Skrig alene afbrod den
enſomme Egns Stilhed. Da han havde naget Goes
5 Bredden, gik han langſomt langs med Vandet, indtil
han, ved at dreie omkring et Klippehjorne, kom til en
Piet, ſom Naturen ſelv ſyntes at have dannet til et
Skjul og Hvileſted. Det var en lille Jordſtrekning,
af Form ſom et Amphitheater, neſten tet omfluttet
af Klipper, der, da de ved de tvende Ender af

4 —

176 De chriſtne Irokeſere.

Halveirkelen, gik ſteilt ned imod Søen, ſage ud ſom
om deres Kjempeſkikkelſer vare blevne fatte der, for
at forſvare dette Naturens Tempel. Jordbunden blev
ſandſynligviis overſvommet ved oſtlige Vinde, thi den
var blød og ſumpet, og mellem de høie vilde Værter,
der bedekkede den, var der nogle Vandplanter. Soen
havde ogfan her engang beſkyllet Klippernes Fod; de
vare pan nogle Steder fuldkommen glatte, og paa an—
dre brudte og lagviſt formede. Bonchard blev op:
merkſom ved nogle Stikkelsbeer-Buſke, der havde
arbeidet ſig igjennem nogle Aabninger i Klippen, og
ſom med deres rode Ber og lyſegronne Blade ſyntes
at flynge en Krands om Fjeldſkrentens nogne Pande.
Disſe høre blandt disſe vilde Egnes faa indenlandſke
Frugter, og tilvinkede uden Tvivl Bonchard ligeſaa
friſtende, ſom de lifligſte hesperidiſkfe Frugter i hans
varme franſte Dale. Ved at ſpeide efter den bedſte
Maade at komme op til dem, opdagede han en lille
Huling i Klippen, der ſaameget lignede Rummet i
et Skib, at den ſyntes at have været det forenede Vært
af Natur og Kunſt. Den havde fandfynligviis ſtjeen⸗
ket den vilde Fiſker eller Jeeger et Hvileſted; thi den.
var beſtroet med visne Blade, der vare ſaaledes ned—
trykte, at de dannede et herligt Leie for en Mand, der i
mange Maaneder havde været. vant til at ſove paa
et Lagen, ſom var udbredt pan den bare Jord. Efter⸗
at have fat fig i Beſiddelſe af Bærrene, krob Bon—
chard ind til dette Hvileſted, og forglemte der for en
Stund de vilde Skove og den vidtudſtrakte Yrken,
der adſkilte ham fra hans Fædreland. Han lyttede

inn

I Mil

De chriſtne Jrokeſere. 177

fil de lette Bolgers bløde harmoniſte Plabſten, idet de
brodes imod Klippens Stene og det rørbevorede Sand,
og han betragtede det klare Element, der gjengav
Himmelens blade Hvælving og de blode hvide Gom:
merſkyer, indtil hans Sandſer glemte denne deres
uſkyldigſte og reneſte Sysſel, og han ſank i en dyb
Sovn — af hvilken han vaktes ved Lyden af Aareſlag.
Bonchard ſlog Hinene i Veiret, og faae paa
Søen en Canoe, der nærmede fig Bredden, og hvori
der var trende Indianere — en ung Mand, ſom roede
Canden, en gammel og en ung Pige. De gik i
Land ikke langt fra ham, og vendte fig, uden at leeg⸗
ge Merke til ham, imod den anden Ende af Halv—
cirkelen. Den gamle Mand nermede fig denne med
langſomme afmaalte Skridt; de toge et Slags Dor,
der var dannet af boielige Pileqviſte og Strage, (fom
Bonchard ikke for havde bemeerket) tilſide, gik ind
i en Huling i Klipperne, nedlagde der noget, ſom
de havde bragt med fig, nedkaſtede fig neeſegruus nogle
faa Dieblifte, og vendte derpaa langſomt tilbage til Ca—
noen; og faalænge Bonchard kunde ſtjelne Baaden,
der fvævede ſom en Vandfugl over de morkeblage Belger,
horte han Pigens ſode Stemme, der i regelmesſige
Afſetningee accompagneredes af hendes Ledſageres
Lovſang; thi ſaaledes anſage han den at være, da de
med udtryksfulde Gebærder forſt pegede henimod Strands
Bredden, og derpaa op mod Himmelen, Saaſnart
„Canoen var forſvunden, kreb Bonchard ud af fit

Skjul, og ilede hen til hiin lonlige Celle. Den

vifte fig at være en naturlig Sule, der var hoi nok

178 De chriſtne Jrokeſere.

til at tilſtede en almindelig voren Mand: Udgang,
og udſtrakte fig i adſkillige Fods Længde, hvorefter. den
ſammentrak ſig til en ſmal Klipperevne. Paa den
ene Side trengte en lille Beek fig! igjennem dens
hvælvede Loft, og faldt i ſtore Chryſtal-Draaber ned
i et naturligt Basſin, ſom den havde udhulet i Klip—
pen. Midt i Cellen var der en i Pyramideform op—
dynget Steenhob, oven paa hvilken der lage et Breviarium
og et Santanne; og ved Siden deraf lage ordnet.
de ved et Lovte indviede Offere, ſom Bonchard
havde feet Indianerne legge der. Han var. netop
ifærd med at underſoge dem, da han horte ſin Ledſager
floite med en gjennemtrengende Lyd, ſom Signal. —
Han ſtodte i fit Horn, for at beſvare det, og faa Hie—
blikke efter ſteeg Sequin ned ad Fjeldſkroenten, og

var ved hans Side. Bonchard fortalte ham, hvad

han havde ſeet, og Sequin ſagde, efterat have be—
toenkt (ig et Dieblik: „Her maa være det Sted, hvor:
om jeg fan. ofte har hørt vore Gamle tale; — en
god Mand er dod her. Han var ſendt af den
ſtore Aand, for at lere vort Folk gode Ting, og Hu⸗
ronerne bevare endnu Meget af, hvad han har ſagt
dem, i deres Hjerter. De ſige, at han faſtede ſit hele
Liv igjennem, og for at han nu til Gjengjeld ſkal
have det godt, bringe de ham Levnetsmidler fra deres
Feſte. — Lader os fee, hvilke Offere de have bragt.”
Sequin tog forſt en Krands, der var flettet af vilde
Blomſter og Eviggront — „Dette“ ſagde han, „er
et Bryllups-Offer“, og han bemærkede, at de unge
Folk nylig vare blevne givtes Det næfte var en ſtor

De chriſtne Jrokeſere. 179

Tobakspibe. — „Dette,“ ſagde Sequin, „er et Freds⸗
Symbol, en gammel Mands Gave, — og disſe,“
tilfeiede han, i det han oprullede en Hud, med nogle
modne Ax af indianſt Korn, „ere Sindbilleder paa
Overflodighed og paa Mandens og Qvindens forſkjel—
lige Beffjæftigelfer, Manden gaaer. paa Jagt efter
Dyrene — Konen dyprker Mais, og disſe“, fluttede
han, i det han pegede paa nogle friſke Scalper (Ho—
vedhuder), ſmilende ved Bonchards Gyſen, „disſe
ere Seierstegn.“ — Bonchard greb Breviaret, og da
han aabnede det, faldt et Manuſkript ud imellem dets
Blade. Hau greb det ivrigt, og vilde netop til at
underſoge det, da hans Veiviſer pegede paa de for—
længede Skygger ved Seen, og underrettede ham
om, at Canverne fulde være til hans Tjeneſte, naar
Fuldmaanen var ſtaget op. Bonchard var en god
Catholik, og ſom alle gode Catholiker, en god Chri—
ſten. Han bar Wrefrygt for alle Helgene i Alma—
nakken, og han ærede Mindet om et godt Menneſke,
omendſkjondt denne aldrig var bleven canoniſeret.

Han flog Kors for fig, og leſte et Paternoſter, og
fulgte deryaa med fin Veiviſer hen til Samlings—
ſtedet. Manufkriptet beholdt han ſom en Reliquie,
og det ſom faldt vor Reiſende ihænde i den canadiſke
Bondes Hytte, var en Copie, ſom han havde taget,
for at ſende over til Frankrig. Originalen var
ſereven af Pater Mesnard (hvis ſignede Minde havde
indviet hiin Celle ved Hurons-Ssen) og gde
folgende Beretning:

Denne hellige Mand var opdraget i St. Sul⸗

180 De chriſtne Irokeſere.

pices Seminarium. Det vanſkelige og farlige Fore⸗
tagende, at predike den chriſtne Religion iblandt den
veſtlige Verdens Vilde, ſynes tidlig at have bemegti⸗
get ſig hans Indbildningskraft, og at have indgyde
ham en Apoſtels Kraft og en Martyrs urokkelige
Mod. Han kom til Amerika under Mad. de Bouil⸗
Jons Auſpicier, der faa Aar i Forveien havde, ftifs
tet Hotel Dieu i Montreal. Med hendes Sanction
og Hjelp nedſatte han fig i en lille Landsbyc, der
tilhørte Utawaerne paa Bredden af St. Louis Soren,
ved Foreningen af Utawa og St. Lawrence-Floden.
Hans gudelige Beſtrebelſe bragte nogle af de Vilde
til at gaae over til den chriſtne Religion og til et
cultiveret Liv, og andre overtalte han til at bringe
deres Born, for at de kunde oplœres i en Troe, hvor⸗
til de ikke ſelv vilde bekjende ſig. .
Det hændte fig engang, at en Utawiſk Hovding
kom hen til Pater Wesnard med tvende Pigeborn,
ſom han havde faget til Fange fra Irokeſerne, en
gruſom og mægtig Nation, der vifte fig hoiſt ſkinſyge

over de Franſkes Medfættelfe, og haardnakkede ude—

luͤkkede fra deres Territorium den catholſke Religions
Udſendinge. Denne Utawiſke Hopding overrakte Pas
teren Bornene, i det han ſagde: „disſe ere Born af
min Fjende — af Talasco, den megtigſte Hovding
iblandt IJrokeſerne — hans Stammes Den — han
hader Chriſtne — han kalder dem Hunde — gjør
hans Born til Chriſtne, og jeg er hevnet!“ — Dette
var den eneſte Hevn, ſom den gode Paters Hjerte
vilde have bifaldet. Han adopterede Børnene i Kir⸗

!

De chriſtne Irokeſere. 181

kens og St. Joſephs Navn, til hvem han helligede
dem, i den Henſigt, at de, naar de havde naaet en
ſaadan Alder at de kunde aflægge en ftivillig Eedz
ſkulde indlemmes iblandt de Religioſe i Hotel Dieu.
De bleve dobte med de chriſtne Navne Roſalie og
Frangoiſe. De levede i Pater Mésnards Hytte og
bleve; ſtrengelig holdte til Kirkens Bonner og Poeni—
tentſer. Roſalie var af Naturen hengiven. til en exal—
teret Fromhed; den ærværdige Pater har fortalt forbau—
ſende Exempler paa de Pinſler, hun af egen Drift paa—
lagde fig. Hun var ikke meer end 12 Aar gammel
da hun paa bare Fødder gik paa Iſen rundt omkring
en He, der var 3 engelſke Mile i Omkreds. Hun
beſtroede fit Leie med Torne, og brændte ſin Pande
med et gloende Jern, paa det at hun, ſom hun ſagde,
kunde vere merket ſom „Jeſu Slavinde.“ Pate⸗
ren oplofter Roſalies Gudsfrygt, begeiſtret, ſom en
ægte Kirkens Son, men ſom Menneſke ſynes han at
have folt langt mere Omhed for Frangoiſe, hvem han
aldrig nævner udenſ et eller andet Tilleegsord, der udtryk⸗
ker enten Kjerlighed eller Fromhed. Hvis Roſalie
lignede Soelblomſten, der kun lever for at hylde een
eneſte Gjenſtand, faa var Frangoiſe liig en yppig
Plante, der ſkpder Blomſter paa hver Side, og med⸗
deler enhver Forbivandrende ſin føde Duft. Pater

Meésnard ſiger, at det var hendes Lyſt at vandre om⸗

king i Skoven, at ſidde og betragte de ſteile Fjelde,
at ſynge de vilde fedrelandſke Sange, for hvilke Iro⸗
keſerne ere ſaa berømte — hun ſkyede alt Samqvem

med Utawaerne, fordi de vare hendes Folks Fienderr

1 B. 2 3B. 13)

182 De chriſtne Iroleſere.

Pater Mésnard beklager fig. over, at hun ofte und
lod ſine Poenitentſer, men han tilfoier, at hun aldrig
har undladt at opfylde fine Velgjorenheds-Pligter.

En Gang da Pateren var borte i et religieſt
Hverv, traadte Frangoiſe hurtig ind i Hytten. Roſalie
Enælede for et Crucifixn. Hun reiſte fig da hendes
Soſter kom ind, og ſpurgte hende, med en bebrei⸗
dende Mine, hvor hun havde tilbragt» Tiden? Fran⸗
coiſe ſagde, at hun havde været henne ved Sycamo—
rerne for at fane nogle Planter til at farve Rorent
til Julies Bryllups-Moccaſiner. j
„Du tænker altfor "meget paa Bryllupper,“
ſvarede Roſalie, „for en Pige, hvis Tanker "alene
ſkulde være henvendte paa at. blive værdig til at one,
Himmelens Brud.“

„Jeg er endnu ikke Nonne,“ ſagde Frangolſ
men o Koſslie, Roſalie! det var ikke paa Bepl⸗
lupper jeg tænkte: Da jeg kom igjennem Skoven,
horte jeg nogle hvidſkende Stemmer — man nente
vore: Navne — ikke vore chriſtne Navne, men dem
hvormed man kaldte os i Onnontagué,

„Du vovede ſikkert ikke at ſtandſe for at uptte, tt
udbrød hendes Soſter. '
„Jeg kunde ikke lade det være, Roſalie — det
var vor Moders: Roſt.“

Nermende Fodtrin | udenfor ſkrekkede i: bette
SDieblit begge Pigerne. De fane ud, og deres Mos
der Genanhatenng traadte ind, og ſtod tet foran
dem. Roſalie ſank ned for Cruciſixet, Frangoiſe
ſlei hen imod fin Moder, med ungdommelig og nar

/

De chriſtne Jrokeſere. 183

| turlig Gledes hele Henrykkelſe. Efter taus at have

betragtet fine Born nogle fan Hieblikke, talde Genan—
hatenng til dem, med al den Kraft, ſom en ſteerk
og ubetvingelig Folelſe indgav hende. Hun bonfaldt,
hun befalede dem at vende tilbage med hende til de—
res eget Folk. Roſalie var kold og ſtum, men Fran⸗
goije lagde fit Hoved i Moderens Skjod og græd
bitterlig. Hendes Beflutning vaklede, indtil Genan—
hatenne. reifte ſig for at forlade Hytten, og det af—
giorende Vieblik ikke længer kunde udſettes; da tryk—
kede hun det lille Kors, der hang om hendes Hals,
til fine Leber, og ſagde: „Moder, jeg har mage: en
Eed ſom Chriſten og tør ikke bryde den.“

„Folg da med mig hen til Skoven,“ fvarede
hendes Moder, „hvis vi ſtulle adſtilles, fan lad det
bære der, kom hurtig! Den unge Hovding Alle—
wemi venter mig; han har fat fit Liv i Vove for
at folge mig herhid. Hvis Utawaerne fee ham, vil
deres feige Sjæle juble ved en Seier over en enkelt
Mand.“ i

„Gage ikke,“ hoidſkede Roſalie, „Du er ikke
ſikker fan langt borte fra vors Hytter,”

Francoiſe's Folelſer vare i en altfor opvakt
Tilſtand til at hun kunde hør? Forſigtighedens Roſt,
og hun fulgte med fin Moder. Da de naaede Sko—
ven, fornyede Senanhatenna ſine lidenſkabelige Bon⸗
ner. „Ak mit Barn! de ville indelukke dig indenfor
Steenmure, hvor du aldrig mere vil komme til at
aande den friſke Luft, aldrig høre Fuglenes Sang
ſellel Bolgernes Pladſken. e Utawaer

7 2 137)

184 De chriſtne Irokeſere.

have ihjelſlaget Dine Brødre, Din Fader var det
ſtolteſte Tree i vore Skove; men hans Grene ere
alle afhugne eller visnede, og hvis Du ikke kommer
tilbage, fan gaaer han i Graven uden at fee et enes
ſte Skud af ſin Stamme. Ak! ak! jeg har bragt
Sonner og Dottre til Verden, og jeg maa doe ſom
en barnlos Moder.“

Fransçoiſe's Hjerte var rørt. „Jeg vil folge til—
bage med Dig, Moder,“ ſagde hun, „men lov mig,
at min Fader vil lade mig være Chriſten,“

„Det kan jeg ikke,“ ſvarede Genanhatenna,
„Din Fader har ſvoret ved Guden Areauki “) at
ingen Chriſten ſkal leve blandt Irokeſerne.“

„Vel, Moder,“ ſagde Frangçoiſe, i det hun
ſamlede fin hele Standhaftighed, „ſaa mage vi fkillesz
jeg har ſvoret fil; dette. hellige Tegn!“ (hun korſede
fig) „og Talaſdos Datter kan ikke længer vakle.“

„Er det ſaaledes?“ raabte. Moderen, i det hun foer
tilbage fra Frangçoiſe's aabne Favn, klappede i Henderne,
og ſkreeg med en Roſt, der gjenlod i Skoven. Skri⸗
get blev beſvaret af et vilde Raab, og et Diebli€
efter fore Talaſco og den unge Allewemi hen til
dem. „Du er min,“ fagde Talaſco, „i Liv og i
Dod er Du min.“ Modſtand vilde have været for-
gjoves. De trende Indianere toge Frangoiſe imel⸗
lem ſig og ilede bort. J det de kom ud af Skoven,
modte de et Partie Franſkmend, der vare væbnede og
bleve anførte af en ung Officier, ſom higede efter Even⸗

*) Krigens Gud.

De chriſtne Jrokeſere. 185

tyr. Ved det forſte Hiekaſt bemerkede han Frangoiſe's
europeiſte Dragt, ſage at hun maatte være fangen;
og beſluttede at befrie hende. Han ſigtede med fin
Muftet pan Talaſto. Frangoiſe ſprang hen foran
fin Fader, for at beſtytte ham med fin egen Perſon,
medens hun paa Franſt underrettede Officieren om at
han var hendes Fader. „Befrie mig,“ ſagde hun,
„men ſkaan ham, — hold ham ikke tilbage — Uta—
waerne ere hans dødelige Fjender, de ville martre
ham tildøde, og jeg, hans ulykkelige Barn, vilde blive
Aarſag til al hans Elendighed.“ 8

Talaſco ſagde intet. Han havde med en Vilds
hele Styrke forberedet fig paa Udfaldet; hvorledes
dette end maatte blive. Han. foragtede at betle om
et Liv, ſom det vilde være hans Stolthed uden Gy—
ſen at opgive, og da Franſkmendene adſkilte fig til,
begge Sider og lode ham pasſere igjennem, gik han,
rolig fremad, uden et Blik eller et Ord, der kunde
tilkjendegive, at han modtog en Gunſt af deres Hern—

der. Hans Huustroe fulgte ham. „Moder !et Ord,

førend vi adſkilles,“ ſagde Sean med, en omt:
bonfaldende Roſt.

„Et Ord“, gjentog r i det 999
ſtandſede et Hieblik, “ja, et Oord — Hævn. Den
Dag vil komme, da Din Faders, Hævn vil nage Dig
— jeg har hort Loftet i den rislende Stram og i
den ſuſende Luft — den vil komme!“ — Frangoiſe
boiede fit Hoved, ſom om dens Slag alt hapde truf—
fet hende, greb ſin Roſenkrands, og paakaldte ſin
Skytshelgen. Efter et Hieblik erefrygtsfuld at have

486 De chriſtne Jrokeſere.

tiet, ſpurgte den unge Officier, hvorhen han ſkulde fore
hende? — „Til Pater Mésnards Huus“, ſagde hun.
„Pater Mésnards?“ gientog Officieren. „Pater
Meésnard er min Morbroder, og jeg var netop paa
Veien til ham, da jeg var fan lykkelig at mode Dig.“
Offtcierens Navn var Eugen Brunon. Han for⸗
ble nogle Dage i St. Louis. Roſalie var ſysſelſat
med ſtrenge religioſe Bvelſer, ſom en Forberedelſe
til henbes Kloſter⸗ Indvielſe; hun faae ikke de Frems
mede, og hun beklagede fig over, at Fransoiſe ikke
længer deeltog i hendes Andagtsovelſer. Fransgoiſe
indvendte, at hendes Tid blev optaget med Omſorg
for den Gjeſtfrihed, deres knappe Huusholdning
kunde yde; men da bun ved Eugens Vortreiſe var
befriet fra denne Pligt, oplivedes dog ikke hendes
Loſt til fromme Aandsſysler. — Eugen vendte lykkelig
tilbage fra den Expedition, hvortil Regjeringen havde
uͤdſendt ham; da bemerkede den gode Pater Mésnard
for forſte Gang Tegn til Fare for, at St. Jo⸗
ſeph vilde miſte ſin indviede Brud; og da han erin—
drede Frangoiſe om, at han havde helliget hende til et,
religisſt Liv, bekjendte hun frit, at hun og Eugen
gienſidig havde lovet hinanden Kjerlighedb. Den gode
Pater fremkom med Bebreidelſer og Foreſtillinger, viſte
hende med de ſterkeſte Farver, hvilken Synd det var,
at borttage Hjertet fra Herrens Alter, for at (overs
give det til en jordiſk Kjerlighed. — Men Frangoiſe
ſvarede, at hun ikke kunde vere bunden af N bun
ikke ſelv havde aflagt. :
00 Fader“, ſagde hun, „lad oft live en

De chriſtne Iroleſere. 187

Nonne og Helgeninde — jeg kan tjene; Bub: pda en

anden Vei i Livet.“ — B
„Og Du kan blive kaldet til at gjøre Nan mit
Barn“, ſvarede Pateren med Hoitidelighed: „paa en
Vei, hvorom Du nu ikke drommer.“ —

„Og hvis jeg bliver det“, ſagde Frangoiſe (mi
lende, „ſaa u tvivler jeg ikke om, gode Fader, at jeg
jo vil fele Kraften: af, Eders Bonner og Eders Om⸗
lorg, for mig.“ —

Dette var et let, been Oba enen men ;
det fœſtede dyb Rod i Paterens Sjæl, og blev; uuds
ſlettelig indpreget der ved ſildigere indtreffende Om⸗
ſtendigheder. — Et Aar ſvandt hen. Roſalie blev
indkledt iblandt de ſorte Nonner i Hotel Dieu.
Eugen gjorde hyppige Beſag til St. Louis, og da
Pater Mésnard fandt al videre Modſtand⸗frugteslos,
amen han Rem: ſelv acekrbe Lali Sacra⸗
mente. få 194 177

Her ſundſer eee i ſin Autan Namn at
lovpriſe Foreningen imellem rene elſkende Hjerter; og
bemærfe; at en ſaadan Forening, neſt en religies Ind⸗
vielſe, er Gud meeſt velbehagelig d n oBjg

Den beſperlige canadiſke Vinter. var forbi; —
Sommexren var traadt frem, i ſin hele Kraft; og
havde med ſit friſke Gronne kleedt St. Louis's) Skove
og Dale; den fuldſtrommedeen Utawa havde afkaſtet
fin; Jiskappe og forkyndte fin Frihed med: lpdelig
Gledesroſt. Pater Mésnard havde, efter fm daglige
Sedvane, været henne at beſoge ſin lille Flekkes
Hytter. Han ſtandſede foran. det Crucifix, fom.

188 De chriſtne Irokeſere.

han havde ladet opreiſe midt i Landsbyen. — Han
ſaae omkring paa Markerne, der vare forberedte til
Sommerhoſten, paa de ſmilende Frugttræer med Ves
budelſens Blomſter, han ſaae Koner og Børn travlt
beſkſeeftigede- med at arbeide i deres ſmaae Hauger,
og han oploftede fit. Hjerte i andeegtig Tak til Gud,
fordi han havde. forundt ham at være Redſkabet til
disſe arme Vildes Forlosning fra u et Liv fuldt af
Lidelſer. Han kaſtede ſit Blik paa det hellige Sind—
bille de, for hvilket han knelede, og ſaae, eller ind⸗
bildte fig at fee en Skygge fvæve over det. Han
troede, at det var en forbidragende Sky, men da han |
ſage i Veiret, bemærkede han, at Himlen var aldeles
ſtyfri, og da vidſte han fuldtvel, at det var en
Forvarſel paa en nermende Fare. Men da han
traadte ind i fin egen Hytte, adſpredte Synet af
Frangoiſe hans morke Anelſer. — „Hendes Anſigt“,
ſiger han, „var faa klart og roligt ſom Soen, naar
intet Vindpuſt blaſer over den, og den beſkinnes af
Solens klare Straaler.“ Hun havde med fin ſimple
Ferdighed udſmykket et] Skjeerf til Eugen, dette
vifte hun Pater Wöésnard, i det han. traadte ind
„See, Fader“, ſagde hun, „nu er jeg færdigt dermed,
og jeg har det Haab, at Eugen aldrig vil fade
noget Saar, der ſkal plette det. Hor!“ tilfoiede
hun, „nu vil han paa Hieblikket være ther, jeg hører
hans franſke Matroſers Sang ſkingre igjennem Luf⸗
ten.“ — Den gode Pater vilde: have ſagt: „Du tenker
for meget pan Eugen, mit Barn“, men ban kunde
ikke nenne at ſtandſe hendes ungdommelige Lykſalig⸗

U

De chriſtne Irokeſere. 189

beds fulde Strom, og han ſagde alene, med et Smiil:
„Naar Din Bryllupsmaane er i Aftagende, Svans
coiſe, haaber jeg at Du vil vende tilbage til Bon⸗
ner og Poenitentſer.“ Hun lagde ikke Merke til
hans Ord; thi i ſamme Hieblik ſkimtede hun fin
Mand langt borte, og ſprang afſted faa hurtigt ſom
et opſkreemmet Dyr, for at mode ham paa Veien.
Pater Wésnard faae dem komme, i det de nærmede
fig Hytten. — Eugens Aaſyn vifte Urolighed, og
omendſkjondt det for et Hieblik opklaredes ved Fran⸗
Loiſes barnlige Kjertegn, var det dog tydeligt af
hans haſtige Skridt og hans forſtyrrede Mine, at
han befrygtede en truende Ulykke. Han lod Frangoiſe
gage ind foran fig, og vinkede, ubemeerket af ende
ad Pater Mésnard. E 1
„Fader“, ſagde han, „en Fare er os nær, Der
blev igaar bragt en irokeſiſk Fange til Montreal, der
bekjendte, at nogle af hans Horde vare ude. pan; en:
hemmelig. Expedition; jeg ſaage fremmede Canoer for—
toiede i Bugten paa. Ceder-Den — Du maa paa
Hieblikket med Frangsiſe gage tilbage i min Baad
til Montreal.“ ] g
„Hvad!“ udbrod Pateren, „troer Du, at jeg vil
forlade min arme Hjord, i det . da ee
ville ſtyrte ſig over den!“
„Du kan ikke elch den, 85874 z ſpatebe
Eugen. — ?
„Saa vil jeg doe med den.“ j , ,
„Nei, Fader“, indvendte Eugen, „ver iffe faa
overilet. — Gage, om ikke for Din egen Skyld, fad

1
|

for min arme Srancoife. — Hvad vil der blive af
hende, hvis vi blive myrdede? Irokeſerne have ſvoret
Hevn over hende, og de ere glubende og ubarms
hjertige ſom Tigere. Gaae, jeg beſverger Dig zehvert
Hieblik kan bringe Doden. Matroſerne have Ordre
at vente Eder ved Grasſy Point. Tag Veien igjen⸗

190 De chriſtne Jrotefere:

nem Ahorn = Sfoven; jeg vil ſige Frangoiſe, at

Roſalie har ſendt Bud efter hende, at jeg ſkal komme
til hende i Morgen; gjør 155 for at pauſtyude
Eders Flugt.“ 111 a
„O min Son — jeg ag ikke forlade⸗ dette Stebz
den ſande Hyrde forlader aldrig ſin Hjord.“ Den
gode Pater forblev ubevegelig, og det eneſte, der
ſtod tilbage, var, at gjore Frangoiſe bekjendt med Fa⸗
ren, og overtale hende til at tage bort alene. Hun
afſlog paa det beſtemteſte, at gage derfra uden fin
Mand. Eugen foreſtillede hende, at det vilde bringe
evig Vanere over hans Hoved, hvis han forlod et
Sted, der ſtod unber hans Regjerings Veſfyttelſe,
naar det blev e trnet af Fare. „Mit Liv, Fransgoiſe,“
ſagde han,“ vil jeg offre for Digg, men min Are
er et helligt Pant for 5 — for mit een —
ſom jeg ei tor forlade.“—
Han forvandlede nu fine" Benner til Befalinger;
„O, vær ikke vred paa mig!“ ſagde Frangoiſe.
„Jeg vil gage, men jeg frygter ikke for at doe *
med Dig.“ —
Hun havde neppe pttret disſe Ord, iført frys
telige Toner fingrede igjennem Luften. — „Det er

17900

—

De chriſtne Irokeſere. 191
min Faders: Krigsſkrig?“ raabte hun, „St. Joſeph
ſtaae os bi! det er ude med os!“

„Fly, fly, Frangçoiſe!“ raabte Eugen. „Fly
til Ahornſkoven, forend man feer Dig.“ —

Den arme Srancoife kaſtede fine Arme om fin
Mands Hals, klyngede fig til ham i et langt, ſonder—
enuſende Favnetag, og lob derpaa hen imod Skoven.
Det frygtelige Krigsſkrig nærmede fig, og der blande—
des med det andre Toner, der ligeſom ſkarpt ſuſende
hvidffede hende i Oret: „Hevn! Din Faders Hevn
vil naae Dig!“ — Hun lob, og naaede endelig Sko—
ven, hvor hun ſteeg op pan: en af Troer beſeygget
Bakke, fra hvilken hun kunde overſee den gronne Dal,
hvorfra hun var kommen. Hun ſtandſede et Hieblik.
De irokeſiſke Canoer havde forladt Hebugten, og. føjede:
hurtigt hen imod, St. Louis, ligeſom ſultne Gribbe,
der fare los pan deres Rov. Utawaerne ſtyrtede ud,
af deres Hytter, nogle væbnede med Mufketter, anbre
blot med Buer og Pile. Pater Mésnard vandrede;
med langſomme, men faſte Skridt henimod Cruecifipet,
og da han havde naget det, kneelede han, ſom om han,
ikke mærkede den truende Storm, og ſaa rolig, form.
om det var hans ſedvanlige Aftenbon- „Ak“ tænkte,
Françoiſe, „den forſte Piil vil drikke hans Hjerte
blod.“ — Eugen var i et og ſamme Sieblik overalt;
— han drev nogle frem og ſtodte andre tilbage, og i.
faa Minutter vare alle eki 1 Cruz
cifixet i Slagorden.— 299

Irokeſerne vare een i fende Ceencoiſe for⸗
glemte nu det Lovte, hun havde gjort; fin Mand, for⸗

4
— DDD nv

192 De chriſtne Irokeſere.

glemte Alt over den dybe Interesſe, hun tog i Kam
pens Udfald. Hun fane Pater Mésnard drage fre'm
foran den lille Skare, og at gjere et Tegn tir Tali
ſco. „Ak, hellige Fader“, udbrød hun, „Du kjendeer
ikke Stammens Ørn — Du taler Fredens Ord tiil
Hyirvelvinden.“ — Talaſco fpændte fin Bue — Fran
goife ſank paa fine Knee. „Barmhjertige Gud, beſtytt
ham!“ raabte hun. Pater Mésnard faldt, gjennen⸗
boret af Pilen. — Utawaerne bleve grebne af paniſt
Skrek. Forgjæves drev: Eugen dem frem, forgjaves
befalede han dem at affyre deres Muſketter. Alle, und
tagen fem Mand, vendte Myggen og toge Flugten. Lus
gen ſyntes at have beſluttet at fælge. fit Liv ſaa dyrt
ſom mueligt. De Vilde fore les paa ham og hans
brave Kammerater, med deres Knive og Tomahawker.
„Han maa doe“, raabte Frangoiſe, og inſtinctmoes⸗

ſig ſtyrtede hun ned ad Bakken, og ud fra ſit Til⸗

flugtſted. Et Jubelſkrig underrettede hende om, at
hendes Faders Bande havde opdaget hende, hun ſtand—
fede ikke, hun ſage fin Mand omringet paa alle Siber.
„O, ſkaan ham! Skaan ham! — Han er ikke Din
Fjende.“ — Hendes Fader kaſtede et Blik, paa hende.
„En Franſkmand! En Chriſten!“ udbrød han, „og
ikke min Fjende!“ og han vendte ſig igjen til fit
Mordveerrk. Frangoiſe ſtyrtede fig ind imellem de
Kjeempende — Eugen ubdſtodte et ſvagt Skrig ved
Synet af hende. Han havde kjcmpet ſom en Love,
faa længe han troede at hun kunde vinde nogle Hie-
blikkes Tid til at und flzgez men da Haabet om at
frelſe hende forlod ham, ſank hans Arme kraftesloſe,

— ee

De chriſtne Irokeſere. 193

og han ſtyrtede til Jorden. Frangoiſe ſank ned ved
hans Side — hun indſluttede ham faſt i fine Arme,
og lagde fin Kind tet op til hans. For et Gieblik
ſtandſede hendes vilde Fjender, og betragtede hende
tauſe. Der var en Streng i deres raae Natur, der
gav Gjenklang for en em Hengivenhed, ſom ſeirede
over Dodsfrygten; men deres gruſomme Lidenſkaber
dempedes ogſaa kun for et Hieblik. Talaſco løftede fin
Tomahawk. „Slaae ikke til, Fader,“ ſagde Frangoiſe
med en ſvag rolig Roſt, „han er død,”

„Saa lad ham faae Dodsſktrammen,“ ſvarede
den ubarmhjertige Vilde, og med et Hug klovede han
hendes Mands Hoved. Et langt, lydeligt Skrig gien⸗
nemtrengte Luften, og Frangoiſe ſank til Jorden, i
en ligeſaa ubevidſt Tilſtand, ſom den lemleſtede Skik⸗
kelſe, hun endnu krampagtig trykkede til ſig. Bde⸗
leeggelſens BærE blev nu fortſat, Utawaernes Hytter
bleve brændte, og Koner og Born bleve uden Skaan—
ſel nedhuggede for Fode. — ;

Pateren fortæller, at man i Kampens Raſerie ikke
lagde Merke til ham, der lage ſaaret og uden Be
vidſthed, og han forblev i denne Tilſtand indtil Midnat.
Da han kom til fig ſelv igjen lage han ved Siden af
Erucifixet, og fandt et Beger med Vand og et in⸗
dianſk Brod ved Siden af ſig. Han ſyntes at vere
i Tvivl, om han ſkulde tillægge fin Helgen eller en
medlidende Irokeſer denne Biſtand. Han vanſmeg⸗
tede længe i en overordentlig ſvag, afkreftet Tilſtand,
og da hans Sundhed vendte tilbage, fandt han ethvert
Spor af Cultur udſlettet fra St, Louis, og Utawaer⸗

4
494 De chriſine Irokeſere.

ne tilboielige til at anſee deres Nederlag for at bære
en Virkning af hans fredelige Lerdommes ſvekkende
Indtryk. Han beſluttede derfor at trænge dybere ind
i de vilde Yrkener, freidigen at ſage den gode Sed,
og at overlade Hoſten til Markens Herre. Paa fin
Pilgrims-Vandring traf han en üͤtawiſk Pige, der
var bleven fort fra St. Louis tilligemed Srancoife,
og ſom fortalte ham Alt hvad der var hændet hans
ſlſtede Pleiedatter efter hendes Bortgang, indtil hun
kom til Onnontagué, Irokeſernes fornemſte Bye. —
I nogle Dage forblev hun i en krampagtig, ubevidſt
Tilſtand, og blev baaren pad Indianernes Skuldre.
Hendes Fader talde aldrig til hende, ja, kom ikke ens
gang hen til hende; men han tillod Alewemi at vi⸗
fe hende Omhue og Kjerlighed. Det var oienſynligt
hans Henſigt, at forene ſin Datter med denne unge
Hovding. Da de kom til Onnontagus, kom Stam—
men dem imode, iførte deres Seiersdragter, beſtagende
af ſkjonne Huder og Fiederkapper af de meeſt glim⸗
tende Farver. De hilſede alle Frangoiſe, men hun
viſte ſig imod dem, ſom om hun var dov, ſtum og
blind. De fang deres Velkomſt⸗ og Seiersſange, og den
gamle Hovding Talaſtos dybe Stemme udfyldte
Choret. Frangoiſe vaklede ikke, ei heller var hendes
Kind bleeg, men hendes Dine var fœſtede pan Jorden,
og hendes Trek vare ubevegelige, og ligeſom livloſe.
Et Hieblik, idet bun gik forbi fin Moders "Hytte,
fyntes en kjer Erindring fra hendes Barndom, at
bevæge hendes Sjæl; thi man ſage Taarer at fremz
: Mmige fig under hendes Dielaage. Det vilde Optog

—

De chriſtne Jrokeſere. | 495

drog hen til Grønningen, et Sted i enhver indige
By, der er beſtemt for Raadſamlinger og Forlyſtel⸗
ſer. Indianerne; dannede en Rundkrede omkring et
Egetree. De Gamle ſatte fig, de Unge bleve ſtaagen—
de erbodig udenfor Kredſen. Talaſco reiſte fig, tog
en Rulle frem af ſin Barm, overſkar et Baand, der
var omkring den, og kaſtede den paa Jorden. „Brodre
og Sonner,“ ſagde han, „ſee her Scalperne af de
chriſtne Utawaer; deres Legemer henſmuldre i Sandet
ved St. Louis; ſgaledes ſkullr alle Irokeſernes Fjender
omkomme! Brødre, feer. mit Barn — den ſidſte af
Talaſcos Huus. Jeg har oprevet hende af den frem⸗
mede Jordbund, hvor vore Fjender havde plantet hende,
hun ſkal tgjen feſte Rod i Irokeſernes varmeſte Dal,
hvis hun egter den unge Hovding Allewemi og af—
fværger dette Tegn,“ og han, berørte med Spidſen
af fin Kniv det Crucifix, der hang om Fransoiſes
Hals. Han ſtandſede for et Oieblik, Fransgoiſe lof—
tede ikke Hinene i Veiret, og han tilfoiede med en
Tordenroſt: „Hor mig, Barn, hvis Du ikke igien
ſlutter Dig! til Dit Folks Kjæde, hvis Du ikke af⸗
fværger dette Pant paa Dit Slaverie til del chriſtne
Hunde, faa vil jeg offre Dig, ſom jeg har ſporet,“
for jeg drog ud til Slaget, ſaa vil jeg offre Dig
til Guden Areouki. Liv og Dod ſtage for Dig —
tael! “ ;
;Srangoife reiſte ſig rolig, kaſtede fig paa Knee,
og oploftede fine Dine mod Himmelen, i det hun
trpkkede Crucifixet til fine Læber, og gjorde Korſets
Tegn Fan fin Pande. Talaſcos Kjampeſkikkelſe ry⸗

—————— ……….=

196 De chriſtne Yrokefere. i:

ſtebe, ſom om han var et ſkjcelvende Barn) i det
han betragtede hende. — For et flygtigt Oieblik ſtyr⸗
tede den naturlige Omheds Strom fig over hans
gruſomme Lidenſkaber, han udftødte et gjennemtren⸗
gende Skrig, ſom om en Livstraad blev overſkaaren,
men efter et Diebliks Sjeleqval, hvis Syn bragte
de gamle Mends Hoveder til at ryſte og de Unges
Hine til at ſvomme i Taarer, ſvang han fin Kniv,
og befalede Unglingerne at opreiſe Gravbaalet. En
Mumlen reiſte fig iblandt de Gamle.

„Nei, Talaſco!“ ſagde en af dem, „den ſpade
Plante bør ei ſaa hurtig fordommes til Ilden.
Vent til Morgenſolen ſtiger, lad Dit Barn blive
fort hen til Genanhatennas Hytte,” Moderfuglens
kaͤldende Skrig kan n Flygtningen tilbage til
Reden.“

Frangoiſe vendte ſig med Heftighed imod fin
Fader, foldede ſine Hænder, og udbrod: „O, gjør
det ikke! ſend mig ikke til min Moder, det er den
eneſte Barmhſertighed, hvorom jeg benfalder Dig —
jeg kan udholde enhver anden Marter; gjennemboer
mig med disſe Knive, pan hvilke min Mands Blod:
endnu neppe er torret, lad Eders Baal langſomt for-
tære mig — jeg vil ikke ſkrekkes for nogen Pinſel —
en chriſten Martyrinde kan udholde dem alle ligeſaa
ſtandhaftig, ſom Eders Stammes ſtolteſte Fange.“

„Ha,“ udbrød den gamle Mand. jublende, „Iro⸗
keſernes rene Blod flyder i hendes Aarer, opreiſer—
Baalet, denne Nats. Skygger ſkal bederkke hendes
"UR —

er

De chriſtne Irokeſere. 197

Medens de unge Mænd adlode denne Befaling,
vinkede Frangoiſe ad Allewemi. „Du er en Hovding,
og har Magt,” ſagde hun, „befrie dette arme utawiſke
Barn af hendes Fangenſkab, ſend hende hen til min
Soſter Roſalie, og lad hende ſige til hende, at hvis
en jordiſk Kjerlighed var traadt imellem mig og, Himme—
len, faa er denne Synd nu udſlettet — jeg har lidt
meer i faa Timer, i faa Sieblikke, end hendes hele før
ſterlige Orden kan lide i et langt Liv, offret til Poe—
nitenſe. Lad hende ſige, at jeg i den yderſte Nod ek
fornegtede Korſet, men døde med urokkeligt Mod.“
Allewemi lovede Alt hvad: hun erben og: opfyldte
tro fit: Lovte; .

Et Troens Barn — en Martyr — rte ikke
Jorden, uden at himmelſke Aander ſkjcenke det deres
Tjeneſte. Üdtrykket af Fortvivlelſe forſvandt af Svans
goifes Aaſyn. En overnaturlig Glede ſtraalede
fra hendes Dine, ſom hun henrykt hævede mod Him⸗

len. Hendes Aand ſyntes lengſelfuld at hige fra
fit. jordiſte Fængfel. Hun beſteeg freidigt Baalet,
og med opreiſt Hoved og uforfcerdet udbrød hun: „Jeg
er lykkelig, at Himmelen ſoaledes har forundt Mig
at doe i mit eget Fedreland og for min Slægts Haand,
efter min Frelſers Exempel, der blev: naglet til Kor⸗
ſet af fit eget Folk.“

Hun trykkede derpad Crueifixet til“ fine Læber, og
gav fine Bodler Tegn til at antænde Baalet. De
ſtode uden Beveegelſe, med de antændte Brande i
Haanden. — Frangoiſe ſyntes dem at vote et fri⸗
villigt, ikke et domfeldet Offer.

4 B. 2 3. (140

198 De chriſtne Irokeſere.

Hendes Fader blev raſende over denne ſeirenbe
Standhaftighed. Han ſprang op paa Baalet, rey
Crucifixet af hendes Hænder, traf ſin Kniv ud af
Beltet, og gjorde et Indſnit pan hendes Bryſt, i Form
af et Kors. „See her,“ ſagde han, „det Tegn, Du
elfter — "Tegnet paa Dit Forbund med Din Faders
Fjender — det Tegn, der gjorde Dig dov for Dine
Slegtningers Roſt.“ 1 1
„Hav Tak, min Fader!“ ſvarede Seng fl med
et triumpherende Smiil, „Jeg kunde have miſtet det

Kors, Du har taget'fra mig; men dette, ſom Du har
givet. mig, ſkal jeg bere ſelv efter Doden.“ 5

Baalet Blev antænde — Flammerne ſlyngede fig

i Veiret, og den irokeſiſke Martprinde ee ſin 1
' temodige Aand. : ]

Mine Smaadigte. MA

Naar heulge Tanker f LYØ 8
i

Dmfvæve min Siel,
Naar Hjertet det, banfer
8 Wee eller Vel,
...Da flaaer jeg paa W 3
Dg hæver min Roſt, 71 itt
Og Tonerne trænge 1973 3 tj js!
Sig ud af mit Bryſt.

dg Sangen da iyder

Saa ſanddru og true 5
0m Taare, ſom ſiyder,

om Smit, ſom ger fror⸗ 7 2 ÅR

Wine Smagdigte.

D Taaren maa ſvinde,
Dg Smilet forgaager; —
Om begge et Minde

J Sangen dog ſtager.

Forſt Sangene drage

Til Pigelil hen,

g fvæve tilbage

Med Hilſen igjen,

At Hjertet jeg rorte,

Og giorde fan glad;

At gierne hun horte

Den Sang, ſom jeg qvad.

O Gange er Fugle,
Dg flyve de mage,
De vil fig ei ſkiule

J Eenſomheds Vraae,
Men freidig fig ſvinge
I frien Natur,

De fik jo ei Binge,
At ſidde i Buur.

Alt hvad der har Stemme,
Det fynge jo mag,

Og Sang vit fornemme,
Om Hjerter forſtage

Dens Fryd og dens Sukke
Fra lcengſelsfuldt Sind,
Og om de vil lukke

Den ud eller ind.

Men lukkes Hvert Øre

For Sangen paa Vei,
Sun vit den dog høre,
Hun glemmer den ei,

(149)

200 Åudvig den 14des Død og Chargcteer.

Og Fugt ei i Lunde
Forgjeves fik Roſt,
Naar glæde den kunde

Et eneſte Bryſt.
Chriſtian wilſter.

Ludvig den 14des Dod og Characteer. )

Da Audvig den 14de neſten var paa det ſidſte Trin
af Svaghed, var han dog endnu iſtand til at modta:
ge en Ambasſadeur fra Perſien, med ſin ſadvanlige
Prunk og Pragt; men man har fremfort den Gisning,
at baade Geſandten og Geſandtſkabets Vigtighed vare
blevne fatte i et altfor ſteerkt Lys af Hofmendene, for
at gienoplive hine Folelſer af Stolthed og Aergjer—
righed, hvori denne forfængelige Fyrſte ſaa loenge havde
funden fit ſtorſte Behag. Dette var i Auguſt 1715.
J ſamme Maaned, efter hans Tilbagekomſt fra Marly,
opdagede man, at han havde en Beenſfkade, der ikke
lod ham lang Tid tilbage at leve i. Da han blev
underrettet om, at hans Sygdom var uhelbredelig,
viſte han ikke den ringeſte Urolighed, men ſagde, at
det i dette Tilfelde var bedre at man lod ham doe
i Fred. Han ſpurgte Marechal, fin, Saarlege, paa
hvis Oprigtighed han ſtolede, hvor længe han troede at
han endnu kunde leve? ATZøredal ſdarede: „Til Ons—

7) Fra: „Memoirs of the affairs of Europe, from
the Peace of Utrecht, (hy Lord J. Russel, 1825“

Ludvig den 14des Dod og Characteer. 201

dag.“ — „Min Dom giver mig da Friſtetil Onsdag,“
ſagde Kongen, uden mindſte Kjendetegn paa Urolig—
hed, Nedſlagenhed eller Skroek. Fra dette Sieblik af,
og ſaalenge hans ſidſte Sygdom varede, viſte han en
Taalmodighed, et Mod, og en Rolighed, ſom endog
de, der vare mindſt tilbeielige til at roſe ham, bevid—
mede i Udtryk af den varmeſte Beundring. Da hans
Familie var ſamlet omkring ham, og Alle henflode i
Taarer, ved Synet af de ſmertelige Lidelſer, han
maatte udholde, ſagde han til dem: „Dette er altfor
angribende, lader os hellere adſkilles.“ Til Madame
de Maintenon bemærkede han rolig: „Jeg troede,
det var fværere at doe,“ og da han i Speilet fane,
at de opvartende Hoffolk græd, ſagde han til dem;
„Hvorfor græde J? Troede J maaſfee at jeg var udo—

delig?“ J det han derpaa henvendte fig til Cardina⸗

lerne Rohan og Bisſy, erklærede han, med heitidelig
Roſt: „Jeg doer i Kirkens Troe, i Lydighed imod den;
ſeg har kun liden Kundſkab om de Gjenſtande, der
forſtyrre den; jeg har ganſke gjort hvad. J onſkede,
"hvis jeg har handlet uret heri, mage J forſvare det for
Gud, hvem jeg her kalder til Vidne.“ — Da nogfe
af Leegerne ſpurgte hinanden, om man kunde tillade
ham at fee Cardinal de Noailles, yttrede han ſelv,
at det var hans Hnſke; men le Telljier var ſnedig

nok til dermed at forbinde Betingelſer, (om $7oailles
itfo kunde indgaae. Kongen fendte derpaa Bud efter

NER og, holdende ham i fine Arme, tiltalte han
1 um med folgende Ord: „Du vil fnart blive Konge
her et. 1285 Kongerige; hvad jeg indſtandigſt beder

)
1

202 Audvig den 14des Dod og Characteer.

Dig om, er, aldrig at forglemme Dine Pligter mod
Gud; erindre Dig, at Du ſkylder ham Alt hvad Du
er. Beſtreb Dig for at bevare Fred med Dine Na:
boer. Jeg har holdt altfor meget af Krig, efterlign
mig ikke heri, faa lidet ſom i de overdrevne Ud
givter, i hvilke jeg har indladt mig. Sog Raad ii
enhver Ting, og beſtreb Dig for at fjende hvad der:
er det bedſte, for at Du altid kan folge det. Afhjely
Dit Folks Byrder faq. ſnart ſom muligt, og gjor
hvad jeg havde den Ulykke ei ſelv at kunne gjøre,”
Disſe Ord bleve ſiden, efter Marſchal Villeroys Be—
faling, ſkrevne pan Foden af Ludvig den 15des⸗
Seng, og forbleve ſtagende der ſaalenge han levede
Han henvendte ligeledes nogle Ord til fine Hofcaval⸗
lerer og de Adelsmænd, der havde Opvartning hos
ham under hans Sygdom; han ſagde til dem, at det
gjorde ham meget ondt, at han ikke hapde belonntt
dem bedre, end han havde gjort; men at hang fildigere
Aars Gjenvordigheder ikke havde tilladt det. „Tjenet
Dauphin,“ vedblev han, „med ſamme Hengivenhed,
ſom J have havt for mig. Han er et Barn, der
ikke er mere end 5 Aar gammel, og kan mode mange
Vanheld, ſom jeg erindrer var Tilfældet med mig, da.
jeg var ung. Holder Alle ſammen; thi Enighed et
en Stats Styrke. Folger de Befalinger, ſom min
Neveu, Hertugen af Grleans, vil give Eder; han ſkal
beſtyre Kongeriget; jeg troer, at han vil gjore det
godt. Jeg haaber ogſaa, at J alle ville gjore Edets
Pligt, og at J undertiden ville erindre mig.“ Til
Hertugen af Grleans, fortælles der, at han ſkal have

Ludvig den 14des Dod og Chargeteer. 203

ſagt: „Du vil af min ſidſte Villie fee den uind⸗
ſkrœnkede Tillid, jeg har fat til Dig; Du er Konge⸗
rigets Regent; Din Fodſel gives Dig denne Ret, og
mit Onſte ſtemmer overeens med den Retfærdighed,
jeg ſlylder Dig. Beſtyr Staten vel under denne
Prinds's Mindreaarighed; hvis han doer, er Du
Souverain; hvis han lever, ſog da fremfor Alt at
giore ham til en chriſtelig Konge; lad ham elke fit
Folk, og gjøre. fig elffet af det.“ — Hvad der er end—
nu mere merkverdig, han ſagde til ham, i det han
talde om Dauphin: „Jeg anbefaler ham til Dig,
og deer rolig ved at efterlade ham i Dine Hender.“
Han tilfoiede, efter Mad. de Maintenons Onfke,
nogle Ord, for at anbefale hende til Hertugen af Gr—
leans's Beſkyttelſe: „Hun har aldrig givet mig andre
end gode Raad,“ ſagde han, „Jeg vilde have gjort
vel i at have fulgt dem. Hun har været mig til
Nuytte i enhver Ting, men fremfor Alt i min Sjals
Frelſe. Opfyld Alt hvad hun forlanger af Dig, for
fig ſelv, for ſine Slegtninger, fine Venner og For—
bindelſer; hun vil ikke misbruge det. Lad hende hen—
vende ſig directe til Dig, om Alt hvad hun maatte
onſke.“ — I den ſamme rolige Aand, ſom han veds
varende viſte, gav Ludvig Befaling til, at hans
Hjerte fulde henſettes i Jeſuiternes Kirke, lige over
for hans Faders, og at Vincennes ſkulde ſettes iſtand
til at modtage Dauphin, ſom han kaldte den unge
Konge. Et Par Gange, naar han 1985 om 0 5
ſagde han: „da jeg var Konge.“

Sine ſidſte Dage dee den Aide uden

0

204 Ludvig den 14des Dod og Character.

Tvivl paa en Maade, der gjorde ham re; men de
Perſoner, der vare omkring ham, og ſom ikke havde
den ſamme umiddelbare Dodsfrygt for Bie, vedbleve
at logge de for deres Natur eiendommelige Laſter for
Dagen. Jeſuiterne vifte Bitterhed og Forfolgelſes—
Aand; Hofmendene Lavhed og Vindeſyge; Madame
de Waintenon fin ſedvanlige Modleoshed og Egen—
kierlighed. Hans Skriftefader, le Tellier, vedblev
neſten til det ſidſte Hieblik at plage Kongen med evige
Andragender betreffende den pavelige Bullss Regiſtra⸗
tion, fan at de der havde Opvartning, tvende Gange
nægtede ham Adgang til Monarkens Kabinet. Her⸗
tugen af Orleans, hvem man havde undveget og forhaa—
net i Marly, begyndte at ſee ſine Levers fuldt beſatte
af Hofmend, der kappedes med hinanden om at gjøre

ſig til af deres tidlige Frafald fra deres doende Herre.

En Qvakſalver kom til Verſailles med en Elixir, hvor—
med han lovede at curere Kongen, og Ludvig lod fig,
efter ſin Neveus Forlangenbe, forlede til at tage den.
Hans Livskrofter ſyntes en Smule af vende tilbage,
han var iſtand til at ſpiſe, og Hofmeendene tøvede nu
intet Hieblik med at lobe til ham, for igjen at bringe
ham deres Hylding. — „Hvis Kongen ſpiſer engang"
endnu,” ſagde Hertugen af Orleans, „kommer der

ikke en Sjæl til mig.“ — Mad. de Maintenon ſelv,

der maaſtee var bleven bange for, at der ſkulde udbryde
Tumult iblandt Folket, trak ſig, den ſamme Onsdag,
da Kongen efter Warschals Forudſigelſe ſkulde doe,

tilbage til St. Cyr, og forlod ham i et Slags bedovet
Tilſtand. Da han vaagnede fandt han, at hun var

Audvig den 14des Ded og Characteer. 205

gaaet; og var nødt til at ſende Bud efter hende, for
at bede hende komme tilbage. Dette var den ſidſte
Krenkelſe, ſom Ludvig fulde lide; han dode den afte
Septbr. 1715.

Budſtabet om Souverainens Hedengang hilſtes af
Folket med almindelig Glæde, Paa Begravelſesdagen
vare Telte opflagne paa Veien til St. Denis, og ſtore
Menneſkehobe tilbragte her Dagen, under Jubelraab,
naar Procesſionen lod ſig ſee, og med at drikke, lee og
ſynge i den glædelige Anledning af deres Souverains
Dod. Og dog var dette det ſamme Folk, der i 1686
havde udgydt "Taarer af Sorg og Bekymring under

Kongens Sygdom, og ſom i 1699 var brudt ud i lar
mende Glede ved et Rygte om Wilhelm den 3dies Dod.
Krigens Vanheld, Folkets Elendighed, og det morke Ty⸗

rannie, ſom Jeſuiterne havde udovet under Ludvigs
ſidſte Aar, vare Hovedaarſagerne til denne Forandring
af den offentlige Folelſe. Man fortæller, at hans Mo—
der ſkal have ſagt til ham, medens han endnu var me—
get ung: „Min Son, lign Din Bedſtefader, og ikke

Din Fader!“ og da Kongen ſpurgte om Grunden, [vas

rede hun: „Fordi Folket græd ved Senrik ben Ades
Dod og loe ved Ludvig den 13des.“

J Begyndelſen beundret af fit Folk, et Nndlings⸗
thema for ſin Tidsalders ſtorſte Genier, og hvad der
er endnu mere forunderligt, af fin Nations ſtorſte
Skribentere i det paafolgende Aarhundrede, blev Lud⸗
vig den 14de længe i Frankrig betragtet ſom et Mon⸗
ſter paa en ſtor Konge, og om end ikke begavet med
nnige Genie, eller velſignet med et vedvarende

!

206 Ludvig den 14des Dod og Charncteer.

Held, havde han dog erhvervet ſig faa megen militair
og borgerlig Heder, ſom nogen Souverain, der nos
genfinde. har været arvelig Beſidder af en Throne;
men da, i Philoſophiens Dage, Mænd begyndte at
opdage, at hans Regjerings Velgjerninger vare Illu⸗
ſion, hans Vaabens Erobringer fordærvelige, og Aka—
demikernes Lovpriisninger blinde eller kjobte, bragte de
den offentlige Menings hele Strom til at vende ſig
imod Ludvig ſelv, og gave ham til Priis for Verdens
Foragt, ſom en ufolſom og egenkjerlig Tyran. In⸗
gen af disſe Meninger fortjener Hiſtoriens Stempel.
Ludvig eiede ikke af Naturen meget foragtelige Egen—

ſkaber; hans Feil vare ſnarere en Virkning af hans
" Stilling, end af hans oprindelige Characteer. Han“

var edelmodig, gavmild, en Ven af Videnſkaber og

Kunſter, en god Son, en langmodig Herre; han eiede

en lykkelig Sindsſtemning, og beſtrebte ſig for at viſe

Retfærdighed t.fine Domme. Fra fin tidligſte Ungdom

indprentet en oprigtig Gudsfrygtighed, var det hans
- alvorlige Ønffe, at vinde baade Guds og Menneſkenes
Bifald; og naar han, i ſin blinde Iver, troede, at Gud⸗
dommens Velbehag kunde erhverves ved Forfolgelſe,
og et ſtort Navns Hæder, ved at odeleegge ſine Naboers
Territorium, mage vi ikke dadle en almindelig Sjæls
Vildfarelſe, der desuden ſtemte overeens med den vrange
offentlige Mening, ſom kaldte Bigotterie for Reli—
gion, og giorde uretfærdige Kroßringzk⸗ til Grundvold
for et hædret Navn. R

Naar vi imidlertid paa den ene Side have ſkrevet
„ n dette tilgode, ville vi dog finde, at det er umu⸗

i ee

— — —

|

Ludvig den 14des Dod og Characteer. 207

ligt, enten i hoi Grad at beundre, eller ag elſte Lud⸗
vigs Characteer. Henvende vi vort Blik paa hans
Forſtand, ſaa ſee vi, at han fornemmelig, udmerkede fig.
ved fin ſtore Opmeerkſomhed for Forretningévæfen, og
hans Lyſt til at tillægge fig felv Wren for Andres Pla—
ner. Hans Evner vare ingenlunde overordentlige,
Han beſad en Erobrers uheldſvangre Lidenſkab, uden
en Gniſt af det Heltemod, der opveekker vor Deelta—
getſe, eller det militaire Genie, der betvinger vor For—
nuft til Gunſt for Menneſkeſleegtens Hdeleggere. Han
udſendte fine Tuſinder, for at offre Livet ved Rhinen
eller Donau, paa det at han ſelv i Verſailles kunde

hvile fit Hoved paa Forfeengelighedens blode Hynder,
og Modtage fine flaviſke Underſaatters overdrevne Smi⸗

grerier. Af et Hangetil Eftergivenhed imod fig ſelv,

og en Redebonhed til at troe paa Smigrexes Tale, kom

han til at henvende alle fine Lidenſkaber paa een Gjen⸗
ſtand, og denne Gjenſtand var: at tilfredsſtille ſin
Egenkjerlighed og forøge fin indbildte Storhed. Naar
han havde Maitresſer, hvem han ſyntes at elſke, opførte.
ban fig imod dem paa en Maade, ſom vifte, at han
betragtede deres Lykſalighed, og endogſaa deres Liv, ſom
Ting af ringe Verdie, i Sammenligning med Tilfreds—
ſtillelſen af hans Beqvemmelighed eller Lune. Naar
han havde Venner, hvem han ſyntes at agte, [od han
deres Tjeneſter i en Rekke af Aar ubelonnéde, pan
det at han kunde nyde deres Afhængighed , og ſtraf⸗
fede deres Feil uden Skaanſel, idet han derhos bragte
politiffe Fordele i Anſlag. — Hvad hans Rige angik,
da betragtede han det ſom concentreret i hans egen

208 De fattige Siffere.

Perſon, og, med en Characteer, der netop var det
Modſatte af Henrik den 4des, tog han feil af ſit eget
Hofs Glands, og anſaae denne for fit Folks Lykſa⸗
lighed. : z :

De fattige Fiſkere i Aggerſogn.

Stands ei din Vogn

Ved Aggerſogn,

Hvie der forbi du kiorer!

Fra hullet Tag

Du Nat og Dag

Kun Suk og Klage hører.

Ved ſolvblaa Strand

Raſk Fiſkermand ; sie
Ei længer der du finder;

Det Mod, ſom ildned Siet for,

Det muntre Blik forſvinder,
Sg Sorgen ſidder ved hans Dor,
Med blegtindfaldne Kinder.

Had var hans Feil? z i
Mon fpændte Seit

Ei turde Vinden mode?
Mon reed han laa

J lune Praa,
Og horte Stormen fløde?
Ei longer ſtoerk

Til Heltevcerk

Bag Dynen han ſig ſejulte?

De fattige Fiſkere. 209

Naar Skade ſlog fit hvide Skunt,
Og ſorte Vover huulte,

Sg, med forfærdelige Brum,

Op Øftenvinden kulte?

Er flig en Færd

Vel Hielpen voerd?

Vi Ladhed underſtotte?

Lad feige Flok

Da længe nok

Hentcores i fin Hytte! — —
Forſynd dig ei!

Oak ei din Bei,

Fra Kummers morke Bolig.

Din Broder har din Agt fortient, 5
Han ſad ei feig og rolig;

Men Haabet blev til Smerte vendt,
Og Noden er utrolig,

Du Taler, hiſt!

Din Tunge miſt,

Og prov om du kan tale.

Tab, Kunſtner fin,

Dit Farveſkrin,

Og ſee, om du kan male.

Du rige Mand,

Med Uforſtand,

Som ei vil Noden lindre: 5
En Typ dit Guld tog af fit Skjul;
Men eft du derfor mindre 2 i

uſtadigt lover Lykkens Hjur, 25 N

Dets Flugt kan Ingen hindre.

Forſt Ægir mild
Ei Stimer Sild

De fattige Fiſkere.

J Aar til dem lod komme;

Hvi var han vred?

Det ingen veed;

Men Garnene blev tomme.

Gan Solens Rand

J Settebrand ;

Kun hærged vg. fortærte ;
Pulsvaaden brændte Hedens Glod,

Som ſtedſe Rov begierte;

Og raadne Net ſig ſonderbrod,
Som for en Hytte nærte.

Den Haand, ſom ſpandt,

Ei Hampen fandt,

Hvoraf den Net kan tvinde 3
Thi, uden, Skicerv,

Hvad er Erhverv

Gelv for en flittig Zvinde ?
Ja, magre Ko :

Ved Fiſkerbo

Ei Melken gav den Spoede;
Thi Solen ſpied tynde Grees,
Hvoraf den ſkulde æde; '
Dg pan det golde danſke Nes
Sage man den Kiekke græde.

Med ſmeltet Aand

Luk op din Haand! ;
Din Broder hjelp, den Arne?
Thi ufortjent 5
lev Kiekhed vendt

Til Undergang og Harme⸗
Skal danſke Mand :

Ved elſkte Strand

WMaverleys Forfatter. 211

Som Træt. i. Srken ſtonne?

Er Fiſkeren ei Kyſtens Pragt,

Som urt, ved Bælter grønne?

Hil dig, ſom har ham Haanden rakt!

Alfader vil dig lonne! y ,
; A. Oehlenſchlaͤger.

Waverleys Forfatter.
8 Skubdret af en Skotlander ).

4

7 7 0 1 74 f mi

Waverleys Forfatter er upaatvivlelig en af de over
ordentligſte literaire Characterer i vor, og i enhver
Tidsalder. De Productioner, ved hvilke han har for—
øget den ſaakaldte Moerſkabs⸗Literatur, ere paa een⸗
gang de talrigſte, de heldigſte og de meeſt tiltrækken⸗
de, der nogenſinde ere blevne leverede af nogen For—
fatter, eller af nogen Skole. Det utrolige Antal af
Fortællinger,” Legender og Fragmenter af Hiſtorien,
ſom han har ifort Form og Skikkelſe, faa ulige i de⸗

tes Enkeltheder, og dog med en ſaa vidunderlig Liig⸗

hed i deres Aand og Holdning — de udmeerkede Skil⸗
bringer af Seeder, hvilke han ligeſom har ſtandſet
paa ſelve Randen af Glemſel, og gjort ſaa noie be-

9 kk Benthe Werden, bes be vare det for åle

” Sta muddys: „Attic Fragments of Charac-
ters, Customs, Opinions and Scenes, by the
Author of „Modern Athens“: and „Babylon
he Greut'“ 1825. :

Oprindelige Beſiddere; og den Uendelige Forſkjellighed
af Characterer, han har ſkizzeret, der alle ere hinan⸗
den fan ulige i deres individuelle Trek, og dog bære
en paafaldende Familie-Liighed, giore ham til den
rigeſte Forfatter i hans Genre, medens han tillige er
den bindrigeſte, den meeſt conſiſtente og den meeſt
varierende, At nogle af hans Verker ſtaae under
andre af dem, kan ikke nægtes og der ere Perſoner,
ſom mere hige efter at finde Feil, end at bemerke
Skionheder, ſom paaſtaae, at litéraite Skandſegravere
og Pakeesler ofte have forhjulpet ham til Grundridſet
af Charactererne. og Skeletterne af de benyttede Be⸗
givenheder. Hvorvidt dette end maatte; være Zilfæl-,
det, faa er der dog ingen Tvivl om, at jo Planen til.
hvert af disſe interesſante Veerker er lagt af den Jamz,
me Meſterhaand, og Kat alle de enkelte Dele ere ud⸗
malede med hans fuldendte Penſel. og (ammenfatte:
af hans beundringsverdige Ferdighed. '
Diesſe Verker have dannet en lys Aera. i e
Literaturens Hiſtorie, og bragt den til en Holde, med.
Henſyn til Literaturen i Almindelighed ,,, ſom den, al⸗„
drig for havde naget, maaſkee kun med Undtagelſe af;
nogle enkelte af dens meeſt begavede Productioner, og
disſe vare ſaa fag i, Forhold, til; det Hele, at de ſna⸗
rere maatte betragtes ſom Afoigelſer, end. ſom ſejenne;
og til Exempel anvendelige Prøver af ſamme Art.
J det vi tilkjende ham hans Plads blandt be⸗
romte Forfattere, kunde vi ſige, at ban, med vedber⸗
ligt Henſyn til Gienſtandenes Forſtjellighed, og den
forſkjellige Maade at behandle dem, mere nærmer fig

—
—
„

212 Waverleys Forfatter. |
|

Waverleys Forfatter. DE:

»ébalfpeåre end nogen anden Forfatter, vi kunne

ncvne; og maaſkee kan den ubegrendſede Beundring,
Ibegge have vakt, og den fortrinlige Nydelſe, begge
ſkjenke, tillægges een og ſamme Aarſag, nemlig at en⸗
hoer af disſe Digtere ei alene medbringer' til fit Værk en
Hukommelſe, fyldt med en Mængde af de meeſt udvalgte
Materialer, en Indbildningskraft, ſom er iſtand til
"at lægge de fuldkomneſte Planer, og en Flid og Smag,
der giver disſe Planer den meeſt effektfulde Udforelſe;
men at Digteren dieblikkeligen banlyſer hvert Henſyn
oy hver Alluſion paa fig ſelv, og henvender fin hele
Energie, udelukkende opofrer fin hele Sjæl, til det
Veerk, der ſtaaer ham for Die. Ingen af dem har
nogen ſeregen Troesartikkel at forſvare, et eller andet
lille philoſophiſk Syſtem, eller nogen ſpetiel Lovco—
der, nogen Smagstheorie, eller politi Mening, der
kunde bortlede hans Opmeerkſomhed, ſteekke hans Phan-

taſies Vinger, eller fordunkle hans ſkarpe Jagttagel⸗ ö

ſesſands; men han bortjager alle ſmaalige Diſtinctio—
ner og alle for ſmage Sjæle egne Hindringer, og i

det han paa eengang og fuldkomment gaaer dver til

Beffuelfen af menneſkelige Veſener, ſkildrer han de⸗
reg "Handlinger. med den ſtorſte Færdighed og den
beundringsverdigſte Troſkab. Heraf kommer det, at
vi, i de af andre dramatiſke Forfattere og andre Ro—

manſkrivere fremſtillede Characterer, ſkjondt vi ofte"

finde et enkelt Ledemod, der er fuldt af Gratie, eller
et Treek, der er ſkjont, paa ſamme Tid ei kunne for⸗
dolge, at den hele Figur gaaer ſtivt og hinker i fin
Gang, medens hos Shakſpeare og den ſkotſke Ro⸗
1 B. 2 3. e

Må Waverleys Forfatter.

manforfatter hvert Trek er Naturen troe, og hvert
Ledemod beſjelet med Liv. Hos ſedvanlige Forfat—
tere, felv hos dem, der have betydeligt. Krav paa Ge—
nie og Ferdighed, finde vi, at Skribenten laaner af
fin egen Subſtants, for dermed. at øge og bøde paa
ſine Characterers Former, og at han lægger dem fine.
egne Ord i Munden for at forøge deres Taler; men
hos Shakſpeare og hos den ſkotſke Romanforfatter er
Characteren i fig ſelv fuldkommen, og ethvert. af dens
Udtryk, enhver af dens Handlinger tilhorer den ſelv.
Da han, hvem Verden ſkylder fin Tak for disſe
udmærkede og vidunderlige Productioner, aldrig for⸗
meligen har gjort Fordring pan Aren for at have frem⸗
bragt dem, ville vi her ikke nedſkrive hans Navn, men
det vere os tilladt at ſige, at vi kun kjende een Mand,
hvis Dannelſe og Forhold egne ham for dette Ar—
beide; og vi frygte, ja vi ere overbeviſte om, at der,
naar hans Eyner flappes, hvilket dog engang maa
blive Tilfældet, ikke kan være nogen Efterfolger, der
i det Hele er iſtand til at vedligeholde det ſamme
glimrende Ry, eller endogſaa at komme indenfor Straa⸗
lekrandſen af dets Heder. Ogſaa i den Henſeende er
han (vi kunde næften ſige, mag han være) liig Shak⸗
ſpeare, at medens han ſelv ei har copieret Nogen, der
gik foran ham, vil han ikke blive copieret af nogen,
Anden efter ham, men vil indbefatte i ſig ſelv en heel
Skole af Romanliteratur, ligeſom Shakſpeare af dra⸗
matiſt Poeſie, ſom Alle ville vedblive at beundre,
men Ingen være iſtand til med Held at efterligne.
Den ſkotſte Romanforfatters Ry, og maaſkee mere

Waverleys Forfatter. 215
ſppecielt hans pecuniaire Held, har udentvivl kaldet adſtil⸗
lige Efterligneren i Marken, og var hertil ikke en
tinſtrekkelig Grund, ſom vi ſkulle angive i det Folgen⸗
dee, kunde det ſynes beſynderligt, at hine» Efterlignere
allle ſtulde hore til det ſomme Feedreland, ſom Gjen⸗
ftænden for deres Efterlignelſer, men der er endnu ikke,
ibtlandt dem alle, een, der kan have nogetſomhelſt bil⸗
ligt Krav paa at- blive hans Efterfolger.— ;

Men, ſom en Slutning, vi hidlede fra hans Som⸗
titdige, kunne vi uddrage, at medens Waverleys For⸗
fatter iblandt dem ikke har nogen Rival, der; deler.
hans Held med ham, ſaaledes vil der ein heller: fra
derres Midte optrede nogen Efterfolger, der ſkal, ved⸗
liggeholde hans Skole og dele hans Ry gte.

Uden at gjore det afhengigt af en Erfaring, vi
hente; fra levende Forfattere, troe vi, at dette Factum
kan beviſes af ſelbe Sagens; ind vortes Evidents; og
deette er viſtnok den meeſt tilfredsſtillende Methode, da
vü derved kunne tilkjende vor Romanforfatter fin fulde
Andeel af Berommelſe, uden. nogen Alluſion, der kan
vcere ſgarende for, Andre. Og her er Beviſet dobbelt;
foerſt forſaavidt det angauer vor Authors Studier og
Faorhold; og for det andet, forſqavidt det bar Henſpr
null de Gjenſtande, hay har valgt.

Hvad det forſte angager, da er Waverleys For⸗
1 85 fobt paa en Tid og blandt et Folk, hvor de For⸗
teallinger og Legender, han paa sen ſaa ſkjon og ſindrig
Maade har udbredt i en ſaa ſtor Rekke af Bind, vare
i friſt Minde, og fan at ſige i Slegt med Folket, og;
Fpanny, bleve fortalte og beundrede. væ Dag. For Fa⸗

5 157)

216 . Maverleys Forfatter.

miliens Venner vare hine Skildringer af Stuat⸗
ternes Tilheengere da kun ſom Begivenheder fra i Gaar;
og hiſt og her levede endnu enkelte ervoeerdige Mend,
hvis Fædre havde været med til Jagten ved Claver—
houſe og Dalzell. Verdenshiſtorien var ikke da, ſom
den er nu, Gjenſtanden for enhver Bondes Betragt⸗
ninger; men "Sjælen var derfor ikke mindre virkſom,
eller Indbildningskraften mindre varm; og derfor kuñ⸗
de hiin Folkeklasſe, der nu kan forteelle en Smule om
enhver Ting, undtagen om dens egen Hiſtorie, den⸗
gang fortelle en god Deel om denne ſidſte, og maa⸗
ſtee intet andet. Waverleys Forfatter blev, ſige vi,
fobt netop' da Tiden havde mildnet alle hine Gjen⸗
ſtande, og førend den Havde tilintetgjort nogen af dem;
og hans Livsforhold vare ſeerdeles gunſtige for Jagt⸗
tägelſe. Svag og lam i ſin Barndom, liig den be⸗
romte Byron, var det, ligeſom med denne, overladt
til ham ſelv at danne fin Aand, forend Syſtemernes
mekaniſke Projeckmagere kaſtede fig) over ham, og
bragte den i deres kolde og beregnede Form. Henſat
paa en af de meeſt romantiſte. Pletter af ſit Fedre⸗
land, fremſtammede hans forſte Ord dets Sagn,
og hans forſte Toner nynnede dets Ballader; og vi
omtvivle ikke, at han jo havde: lagt Sedekornet baade.
til den vordende Digtet og den vordende Romanfor⸗
fatter, inden han begyndte at erhverve hiin mekaniſte
Opdragelſe, ſom, indpodet pan ét intellectuelt Grund⸗
ſtof, ſom det han beſad, har veeret ſaa hedrende for
ham ſelv, og ſaa frugtbringende for Verden. Denne
Smag for det Romantiſke, det Ridderlige, og, om

U

Waverleys Sorfatter. 217

man vil, det Bilde: og det Glodende i den menneſkelige
Natur, forøgedes med Aarene, og, kempende med als
mindelige og Kalds-Studier, blev den, om den end
ikke overvældede og aldeles qvalte disſe, dem dog langt
overlegen. Medens Andre helligede deres Tid til
Dagens Begivenheder, Forlyſtelſer og Daarſkaber, hen—
flyede han altid til de Steder eller Perſoner, der meeſt
egnede ſig for at komme hans Yndlingsſtrœben til
Hjelp. Een Gang fandt man ham ſkjult ien Krog, for⸗
fonde i ſkimlede og forglemte Bøger; en anden Gang
var han pag Jagt efter antikke Dragter, gammel⸗
dags Harniſfer og henkaſtede Vaaben; og atter igjen
fandt man ham ſiddende ganſke alene, ſtirrende efter
Bjergornen i dens. Flugt, eller betragtende Oceanets
rullende. Bolger. Nu ſogte han Selſlab med alle de
beſpnderlige og eccentriffe Characterer, Staden frem⸗
bod — nu var han med .den] graaherdede! Hyrde
pan Klipperne, med den rynkede Graver paa, Kirke⸗
gaarden, eller han ſmogede ſin Pibe i Hytten hos den
gamle Enke, der var glemt baade af Tid og Slegt⸗
ninger, medens hun ved ſin ſnurrende Rok gientog
andre Tiders Sange og Sagn. Disſe vare de Kil⸗
der, hvorfra Waverleys Forfatter hentede Materia⸗
lerne til fine vordende Værker; og den Pyelſe, han
forſkaffede fig i at fammenfætte disſe Materialer, har
maaſkee været længere, og koſtet ſtorre Arbeide og Taal⸗
modighed end nogen anden bekjendt Forfatters. Vi
vide, at dette er et Factum; og vi ere overbeviſte om,
at Maverleys Forfatter ikke ſelv vil, nægte, at han
lngere end nogen. anden ſamtidig Forfatter, vedbien

1

218 Waverleys Forfatter.

at ſtrive i Skjul, "førend han frembragte enten et
Digt eller en Roman, ſom Publikum vilde leſe. Vi
nævne ikke dette, for at nedſette hans Genie, men
netop i den modſatte Henſigt. Saa vidtudbredte Ev⸗
ner og ſaa forſkjellige Materialer udfordre. lang Forbe—
redelſe og Udarbeidelſe; og det hender ſig hyppigt med
andre Menneſker ſaavelſom med Forfattere, at de,
hvis Kræfter ere de mindſtlovende i Begyndelſen, til
Slutningen ere de heldigſte. Naſtefter total og ube⸗
tinget Fordemmelſe, er der intet fan ffadende for en
ung Forfatter, ſom ſtrax at gjøre Lykke, thi de, der
pan nogen Maade ville erhverve det luttrede Genies Guld,
mage vinde det igjennem Ildproven, og jo ſteerkere Il⸗
den er, des renere vil Guldet blive for al Tilſetning
af ringere Metaller. Det Factum, at feilſlagen For⸗
ventning, eller i det mindſte Ligegyldighed i Begyn⸗
delſen, ikke kunde neddempe denne Forfattets Ild,
eller hindre det Held, han tilſidſt maatte erhverve ſig,
afgiver en Opmuntring for den flittige Literator, og
ſiger ham, at han, naar han er begavet med Begei⸗
ſtring, naar han ærligt” vil erhverve fig de fornødne
„Kundſkaber, og naar han blot med Standhaftighed vil
udholde fin Provetid, da ſikkert vil fee fine Beftræ-
belſer lonnede efter Fortjenefte — en Belenning, rige⸗
ligere og varigere, end om han ſtrax havde gjort ſtor
Lytte, og i Tillid hertil forfømt vedvarende Studium
og Aandsdprbelſe. Miraklernes Alder er nu forbi,
ſaavel i Literaturen ſom i Religionen; og det er gavn⸗
ligt for Candidaterne til det offentlige Rygte; at vide
at de ikke kunne nage dette üden ſtadig Flid, men ikke

Waverleys Sorfatter. 219

heller gane Glip af det, naar de faarebré dyrke deres
Talenter. Vi ville hermed ingenlunde ſige, at nogen
Grad af ufortroden Anſtrengelſe, kunde bringe en
almindelig Author til ſamme Hoide ſom Waverleys
Forfatter, fordi vi vel vide, at Geniets Spire oprin—
delig lage i hans Aand, og havde Frihed til at ud—
vikle fig fra hans Fodſelsſtund af; men vi paaſtaae,
at han aldrig. vilde være bleven Hvad han er, hvis
han ei, med fin naturlige Ild og Drengens opvakte
Phantaſie havde forenet Mandens , utrættelige Flid.
Men omendſkjondt man heraf kan udlede en ſtor Op-
muntring for den Flittige, tor vi ikke haabe, at en
Forbindelſe af Omſtendigheder, ſaaledes ſom den her
har frembragt hiin Forfatter, fulde indtræffe hver
Dag, eller endogſaa i hvert Aarhundrede.

For det andet mage vi, i det vi ſaaledes drage i
Tvivl den Mulighed, at nogen Author, inden ſelv et langt
Tidslob, vil træde til fit Værk, faa høit begavet og
ſaaledes forberedet ſom Waverleys Forfatter, paa den
anden Side endnu mere beſtemt betvivle, at nogen
anden Romanforfatter vil finde en ſaadan Roekke af
Gjenſtande, hvorpaa han kan anvende fine Talenter.
Vi have ſagt, at han var lykkelig ved fit Genie og
fine Forberedelſer, og vi ſige nu, at han har været
endnu mere lykkelig ved ſine Gjenſtande. Intet Men—
neſke, der har været født og opdraget ſiden Revolu-
tionens og Forbedrelyſtens Ploug gik over den hele.
civiliſerede Verdens Overflade, kan længere ſtudere ſaa⸗
ledes ſom vor Romanforfatter; og intetſteds ſiden hiin
Ploug oprev og begravede alle en local og individuel

220 Waverleys For fatter.

Forſkjelligbeds vilde Blomſter, kan der findes Mate⸗

rialer til Verker ſom hans. Skotland var det beds

ſte Land, der enten kunde have forberedet Kunſtneren,
eller forſynet ham med Materlaler. Her vare Stam:
mernes Forſtjellighed og Oldtidens Traditioner tyde:
ligt betegnede og bevarede i en troe Erindring. Det
hele Folks Characteer og Udtryksmaade var klar og
characteriſtik, og ſaaledes vare ogſaa de individuelle
Dele, hvoraf hver enkelt beſtod. Folket var hjemvant
1. Landet, og Landet var familiert for Folket. For⸗
andring — man falde det Forbedring om man vil —
hade netop begyndt at berore nogle fan Pletter med

de monotone Conturer af Verdens almindelige Oplys—
ning og Statsborgerveſen; men i Almindelighed vare
Bjerget og dets Mænd, Dalen og dens Beboere, ſaa-
godtſam unten ſamtidige i Vedholdenhed og overeens—
ſtemmende i Character, eller Forſkjellen blev. overſeet.
Faderen forte fin Son hen til Moſelandet, og for:
talte ham der, hvad der var gjort eller lidt af den
eller den af hans Forfeedre, pan denne eller hiin Plet,
Hver Kirkegaard fortalte mange Generationers Hiſtorie,
og hver Borg eller Feeſtning var bekjendt bande i den af
Menneſker beboede Verdens og i Spogelſe-Verdenens Hi⸗
ſtorie. Kundſkaben ſaavel om Menneſker ſom om Ste⸗
der eller Begivenheder, var ikke ſaa mangeſidig ſom
den er nu; men den var tifald mere dyb og perma⸗
nent; og der var ikke en gammel Hytteboer i fin usle
Bolig, eller en gammel Tigger paa Veien, ſom jo
kunde fortælle en Hiſtorie af det menneſkelige Liv, der

vei var værd gt mindes, og paa ſamme Tid at til⸗

Waverleys Forfatter. 221

føje ſaameget af den ideale Verdens Maſkinerie, at
den maatte blive i hoi Grad poetiſt.

Det Tidspunkt, i hvilket Waverleys Forfat⸗
ter henvendte fin Opmerkſomhed paa denne rige og til⸗
træffende Mark, var netop det, da den havde meeſt
gribende Interesſe, da den var veget langt tilbage
fra vort Blik, men ikke aldeles forſvunden, da den,
tonende gjennem Tummels og Omvexlings Morgen—
taage, netop fvævede pad den pderſte Horizont af er⸗
kjendt og virkelig Tilverelſe, da den, reflekteret imod den
ſtigende Lysning, antog blødere Conturer og udvide—
de Dimenſtoner i, fit hele Udſeende, og ſaaledes ſit
Liighed med et magiſtk Trplleſyn. De Sagn, det lyk⸗
kedes ham at gribe, netop da de vare paa Nippet til
at ſynke i Glemſel, de Characterer, han portraiterede
netop da de forſvandt af Verden, og de Sæder, han
ſkildrede, netop li det Hieblik da de forvandledes, vare
alle fag dunkle og faa ner Forglemmelſe, at de hver;
ken kunde blive Gjenſtande for Jagttagelſe af Hiſto—
rien eller Verden i Almindelighed, medens de pag
ſamme Tid dog vare kjendte af et ſaa tilſtrekkeligt
Antal, at deres Troveerdighed kunde ſtadfeeſtes, og
deres ſande Værd erkjendes. Han var ſaaledes bedre
end maaſkee noget Menneſke har veeet det, iſtand til
at give et ſelſomt Folks Seeder, Skikke og Begiven⸗
heder i ſelſomme Tider „Lokalitet og Navn”; og det
medens den hele Verden var i en travl Bevegelſe,
for overalt at tilintetgjore de Materialer, der kunde

fremkalde en ny Rekke af deslige Fremſtillinger.

i

2
2
2

Waverleys Forfatter.

Skotland fane hine Malerier, og erkjendte ſtrax
med Stolthed og Jubel, at de foreſtillede bets forrige
Jeg. England forſtod Formen ikkun halvt, og kunde
ikke fatte Meget af Subſtantſen, men det fandt dog,
at der i disſe Fremſtillinger lage en Kraft og en Cha:

—

racteer, hvortil det ſjeldent havde feet Mage, og det

deeltog i Beundringen. Hiin Beundring udbrebte ſig,
indtil de ſkotſke Romaners Roes naaede faa langt ſom
der var et Menneſke, der kunde leſe dem, eller et

Sprog, bvori de kunde blive overſatte.

Naar det nu er almindelig erkjendt, at neſten en—
hver "Scene, enhver Characteer og enhver enkelt Begi—
venhed i disſe Romaner er ſeregen og lokal, og at
deres ſtorſte Tillokkelſe beſtager i den fuldbomne Skotſk—
hed (om vi fun mage kalde det) i deres Bygning, og i
deres ÜUdforelſes fuldkommen idiomatiſke Stiil, og da in—
gen af disſe Dele nogenſinde kan blive giengivet i Over⸗

ſekttelſe, eller fuldkomment fattet, uden af en, Skotlender,

bliver den overordentlige Lykke, de have gjort i England
og paa Faſtlandet, forbauſende: i ethvert Tilfelde
maa den overbeviſe os om, at naar Englænderne
kunne uddrage den Nydelſe, ſom de ſynes at finde, af
hvad de med Henſyn til Sproget kun tildeels forſtaae,
og naar Fremmede kunne finde Smag i de ſpage Ef—

terligninger, ſom gives det feilagtige Navn af Over—

fættelfe, af hvad der ikke kan overſcttes — hvor overs

ordentlig den Nydelſe da maa være, de ſkjeenke dem,

der fole ethvert Ord, kjende enhver Characteer, og
ere hjemme i enhver Scene!
Disſe Nomaners Tillokkelſe maa ikke vurderes ef

—— —

Waverleys Sorfatter. 223

ter hine literaire Regler, ſom ere feelleds for den hele

boglige Verden. See vi hen til de blotte Fortellin⸗

ger, da ere de i mange Henſeender feilagtige, og de
mangle i Almindelighed Eenhed og Holdning. See
vi ogſaa hen til Sproget, da er det, omendſtkjondt
"aldrig plumpt eller lavt, langt fra at vere klasſiſk.
Det Engelſke er ofte flet; det Gaeliſke, hvad lidet
der heraf er, ikke noiagtigt, og det Skotſke er under—
tiden provincialt. Tillokkelſen ligger i Characterernes
fuldkomne Sandhed, Natur og Conformitet; den be—
undringsveerdige Foerdighed, hvormed disſe og det Sce—
niſte ere afpasſede efter hinanden og forenede til et
Heelt; og hiin ſtadige Anbringelſe af den hele Styrke
i Charactererne, worved Forfatteren beſtandig holder ſig
ſelv ude af Syne. Som blotte Mekanikere i Compoſition,

kunne mange Forfattere gjøre det bedre end vor Skot⸗

lender; men der er en Sjæl i hvad han ſkriver, ſom In⸗
tet andet end Foreningen af Talenter, Forberedelſe, og
en Mark, ſom den han har aabnet ſig, kan tilveie—

bringe. Hos Romanfkfrivere har man aldrig tilforn feet

Mage dertil, og vi drage ſterkt i Tvivl, at den nogen—
ſinde mere vil viſe ſig i ſamme Grad. Geniet kunne
vi haabe at ſee gjenfodt, og der er ingen Grund til at
mistvivle om en utrættelig Flid; men nu, da Skokland
ikke alene har ophort at være en ubenyttet Mark for
Veerker af dette Slags, men tillige at være hvad det
var, hvor ſkulle vi da finde Materialerne? Skotlen⸗
deve have, ſom vi have ſagt, forſogt det, og det er
mislykkedes dem; og i intet andet Land har man gjort
lignende Forſog — et Beviis paa, at man enten ikke

224 Den forladte pige.

forſtaaer, hvori disſe Romaners fore Tillokkelſe ligger,
eller at man fattes Materialer. Jvanhoe og Guen⸗

tin Durward kunne anferes ſom Beviſer paa hvad 5

en ſaadan Genius kunde gjøre, med Henſyn til andre
Lande end Skotland, og andre Tider end de ſidſte
tvende Aarhundreder af dets Hiſtorie, men endogfan.
i disſe er der, uagtet Forſtjelligheden af Scener og
Sprog, en umiskjendelig Liighed med de andre.

Den forladte Pige.

— —

—
Oaa fredeligt funkler i Fuldmaanens Skin
Dugperler paa bladfulde Grene;

Men Taarerne brænde pan Pigelils Kind,
J Lunden hun vandrer fag ene.

D Pige! du knuſte en Blomſt med din Fod,

Dg ellers er Blomſter din Glæde. —

Ak! neppe jeg fane, hvor jeg gik, Hvor jeg ſtod,
Mit vakler hvert Jied, jeg vil træde,

Hor, Fuglene ſynge fan Yifligt i Lund,
Kan ei deres Toner dig rore? —.
Ak! fordum jeg horte en Syn af hans Mund, y

Den forladte Pige» 225

d rev han fig bort fra dit kjerlige Bryſt,
Er derfor ſorgmodig din Stemme? —
eit! var han hendraget til fremmede Kyſt,
Maaſkee var hans Tanke herhjem wie.

Hvi ſtirrer dit Blik over Land, over Soc?
Hvad er det, dit Sie forfølger? — ?
Hans Hjerte er draget fra Kjærligheds De,
Og 185 over iiskolde Belger.

O kan da dit lik i den ſkyfulde Nat
En treſtende Stjerne ei finde? —

At! Siet af Taarer er blændet og mat,
Snart haver det grædt fig tilblinde.

—

Der er ikke Nat faa lang, ſom tllſidſt

Jo fvinder for Morgenens Rode. —
Ja Dag vil frembryde, det veed jeg forviſt,
Naar Hjertet ei loenger kan vlode.

(4 2 Y la

Der er ikke Vinter ſaa kold og faa ſtiv,
At Varme med Vaaren jo kommer. —
Ak! Winter er nu mig paa Jorden mit Liv,
Hos Gud er den evige Sommer.
ee ee 5 Chriſtian wilſter.

226

Emigranten.
En Skizze, af Wafhington Irving.)

J Tuilleriernes Hauge er der en afſides Plads paa
Soelſiden, under Muren af en Terräasſe, der vender
ud til den ſydlige Deel af Haugen. Langs med Mus
ren er en Rad Benke, hvorfra man har Üdſigt over
Haugens Gange og Alleer. Til dette behagelige Sted
tyer man gjerne hen i den ſildigere Deel af Efteraa—
ret, og paa ſmukke Vinterdage, da den ſynes at bevare
en Reſt af den bortgangne Sommers milde Luft. J
en rolig, klar Morgenſtund er her ſerdeles livligt 5
med legende Born, der bringes herhen af Ammer og
Barnepiger. Her er ogſaa et Tilflugtsſted for endeel
gamle Damer og Herrer, ſom, med hiin roesveerdige
Sparſommelighed paa ſmaae Fornoielſer og ſmaae Ud⸗
givter, hvorved Franſkmendene udmerke ſig, komme
herhid, for at varme ſig i Soelſkin, og ſpare paa Il⸗
debrendſel hjemme. Her feer man ofte en Cavalier
aaf den gamle Skole, naar Soelſtraalerne have opvar⸗
met hans Blod og bragt det nær et Slags Koge—
punkt, flagrende omkring, ſom et forfrosſent Mol, der
er optøet, ved Ilden, at aflægge nogle ſvage Prover
paa ſit Gallanterie for de antike Damer, og nu og
da kaſte et Blik til de fyldige Barnepiger, med et

*

*) Fra: „The Literary Souvenir, odited 05 K A .
Watts”, London 1827.

Emigranten. 227

Udtryk, ſom man næften ſkulde mistyde ſom en Reſt
af Libertinerie.

Blandt. dem, der ſedvanligen beføgte dette Sted,
havde. jeg ofte lagt Merke til en gammel Herre, hvis
Klædedragt var afgjort antirevolutional. Han bar den
trekantede Hat, der var Brug i Jancien régime;
hans Haar var friſeret over begge Hrene i ailes de
pigeon, en Stiil, der ſmagte af Bourbonnisme, og
en Pidſk ſtak ud fra hans Nakke, hvis Loyalitet var
uomtviſtelig. Omendſkjondt hans Klædedragt. bar gam—
meldags Snit, viſte den dog Levninger af Gentilitet,
og jeg bemerkede, at han tog Snuus af en elegant, men
gammeldags Gulddaaſe. Han ſyntes at være den meeſt

populaire Mand paa Promenaden. Han havde en

Compliment til hver gammel Dame, han kysſede hvert
Barn, og han klappede hver lille Hund paa Hovedet;
thi Born og ſmaae Hunde ere i Frankrig meget vig—
tige Medlemmer af Selſkabeligheden. Jeg maa imid—
lertid bemerke, at han ſjeldent kysſede et Barn, uden
med det ſamme at ſknibe Barnepigen i Kinden; en
Franſkmand af den gamle Skole forglemmer aldrig
ſin Skyldighed imod Kjonnet.

Jeg kunde godt lide denne gamle Herre; der var

et tilvant Udtryk af Velvillie i hans Anſigt, ſom jeg

meget hyppigt har bemerket hos disſe Reliquier fra
Frankrigs mere polerede Dage. Den vedvarende Ud⸗

ovelſe af hine. tuſinde Smaae-Artigheder, ſom umeer—
kelig forſode Livet, have en lykkelig Indflydelſe paa

Anſigtstrekkene, og udbrede en blid Aftenglands 2222

Alderdommens Rynker,

28 gemigranten.

Hvor der er en gunſtig forudfattet Mening, dan⸗
ner man ſnart et Slags ſtlltiende Fortrolighed, ved
ofte at mode hinanden paa de ſamme Steder. Et
Par Gange overlod jeg ham en Plads paa Benken,
hvorefter vi toge til Hatten naar vi Mødtes; endelig
kom vi ſaavidt, at vi toge en Priis ſammen af hans
Daaſe, hvilket er det ſamme ſom at ſpiſe Salt med
hinanden i Oſterlandene; og fra den Tid åf var vort
Bekjendtſkab ſluttet.

Jaeg blev nu ofte hans Ledſager paa hans Mors
genpromenader, og morede mig meget ved hans gode
modig muntre Bemeerkninger over Menneſker og Sch
der. En Morgen, da vi vandrede igjennem en Allee
i Tuillerierne, og Hoſtvinden hvirvlede det gule Lov
om vore Skridt, blev han mere ſnakſom end ſedvanlig,
og fortalte mig adſkillige Trek af fit Livs Hiſtorie⸗
Han havde engang veret meget rilg, og Eier af et
ſmukt Landgods og et adeligt Hotel i Paris; men Res
volutionen, der frembragte ſaa mange ſorgelige Om—
vexlinger, berøvede ham Alt. Han blev, i en af Re⸗
volutionens Blodperioder, hemmelig angivet af ſin
egen Huushovmeſter, og endeel af Conventets Bodler
bleve udſendte for at ſlebe ham i Fengſel. Han fif
imidlertid underhaanden fad betimelig deres Komme at
vide, at han kunde ſoge ſin Frelſe i Flugten. Han
landede i England, uden Penge eller Venner, men
anſage fig ſerdeles lykkelig, ved at have beholdt Ho⸗
vedet paa Skuldrene; adſkillige af hans Naboer havde
miſtet deres under Guilotinen, ſom en Straf fordi
. de vare velhavende, .

Emigranten. 229

Da han naaede London, havde han kun en ene
ſte Louisd'or i fin Lomme, og ikke mindſte Ubdfige
til at faae en igjen naar den var borte. Han holde”
et enligt Middagsmaaltid, ſpiſte Beefſteak, og var
næv bleven forgivet af Portviin, ſom han, efter Far—
ven, havde anſeet for ſedvanlig Rodviin. Spiſe⸗
qvarterets lidet tiltrækkende Udſeende, og det lille mas
hognifarvede Aflukke, hvori han ſpiſte ſin Mad,
contraſterede ſorgelig mod Paris's livlige Spiſeſa—
loner. Alt ſaae morkt ud, Alt nedſlog hans Mod.
Han fade den dybeſte Armod for fig; han talte de
fag Penge, han havde faaet tilbage paa fin Louisdor, É
vidſte ikke hvad der ſkulde blive af ham og — gik paa
Comoedie! i 5
Han tog Sæde i Parterret, lyttede opmerkſomt
til en Tragoedie, hvoraf han ikke forſtod et Ord, og
ſom ſyntes at dere ſammenſat af Kamp, Gift,
Dolk og Changements, og han begyndte at fole Mo⸗
det ſynke hos ſig, da han, ved at kaſte et Blik over
i Orcheſtret, blev hoiſt overraſket, ved at gjenkjende
en gammel: Ven og Naboe, der juſt var ifærd med
at tractere en uhyre ſtor Bas. i
Saafnart Foreſtillingen var forbi, pikkede han
fin Ven pan Skulderen; de kysſede hinanden pan
begge Kinderne og Gas Muſikanten tog ham hjem med
fig, og deelte fit Logis med ham. Han. havde lert
Muſik for Fornoielſe: efter fin Vens Raad greb han
nu til den, ſom et Middel til at vinde ſit Ud⸗
komme. f a
Han fkaffede ſig en Violin, met fig ved Ca⸗
1 B. 2 3. (16) 1

230 Emigranten.

pellet, blev antaget, og anſaae fig igjen for et af de
lykkeligſte Menneffer paa Jorden.

Paa denne Maade tilbragte han mange Aar,
medens den frygtelige Napoleon ſteeg i Veiret. Han
Ffandt adſtillige Emigranter, der levede ligeſom han,
af at dyrke deres Talenter. De kom ſammen, talede
om Frankrig og om gamle Tider, og ſogte at føre
et Skyggebillede af et pariſiſk Liv midt i London.“

De ſpiſte hos en usſel franſk Godtkjobs⸗ Reſtau⸗

rateur, i Naboelaget af Leiceſter-ſquare, hvor de
bleve betjente med en Carricatur af franſk Kogekunſt.
De promenerede ſammen i St. James Park, og ſogte
at indbilde fig; at det var Tuillerierne; kort, de be⸗
hjalp fig med at vænne fig til enhver Ting, uden til
en engelſk Søndag. Den gamle Herre ſyntes virke—
lig ikke at have det ringeſte imod Englænderne, og
forſikkrede, at de vare braves gens; og han ſluttede
"fig fan noie til dem, at han efter 20 Aars Forlob
negſten kunde tale deres Sprog faa gobt, at man
kunde forſtaae ham.

Wapoleons Fald var en np Epoke i hans Liv.
Han havde anſeet ſig lykkelig, ved at flippe ud af
Frankrig uden at eie en Skilling, og han priſte fig.
nu lykkelig ved at kunne vende tilbage igjen i ſam⸗
me Forfatning. Viſtnok fandt han, at hans parifts
fe" Hotel under Tidernes Tryk var gaaet igjennem
faa mange forſkjellige Hænder, at det ikke var at
tenke paa at faae det tilbage; men Regjeringen tog
fig naadig af ham, Kog han fik en Penſion af nogle
hundrede Franker, ved Hjelp af hvilken han nu, med

3

Emigranten. 284

Sparſommeligheb, forte et uafhængigt, og, h vibt

jeg kunde ſkjonne, lykkeligt Liv.

Da hans engang ſaa pragtfulde, Hotel nu var
bleven forvandlet til et Hotel garni, leiede, han ſig
der et lille Qviſt-Verelſe; han havde. ſaaledes, ſom
han ſagde, kun ſkiftet Sovekammer, og flyttet to Par
Trapper i Veiret — han var dog altid endnu i ſit
eget, 9 7 0 Hans Barelſe var ſmykket, g Portrai⸗
hvilke han bekjendte at have ſtaget pad en fortrolig
Fod; blandt disſe var en yndet Operadandſexinde, der
havde været Gjenſtanden for Paris' s Beundring i Be;

gyndelſen af Revolutionstiden. Hun havde ſtaget
under min Vens ſpecielle Beſtyttelſe, og var en af
de faa af hans Ungdoms. Yndlinger, der havde holdt
Stand mod Tiden og dens mange Gjenvordigheder.
De havde. fornyet deres Bekjendtſkab, og hun beſogte
ham nu og da, men den ſkjonne Pſyche, der engang
havde været Dagens Mobegudinde og Paxterrets Af⸗
gud, var nu et lille, contract, gammelt Fruentimmer,
der var ſkrutrygget og havde en Hogenceſe.

Den gamle Herre gjorde ivrigt fin Opvartning! ved

Fa Stores Leveer; hans Loyglitet, kjendte ingen Grænd:
ſer, og han kunde ikke, tale om den kongelige Familie,
zuden en Strom af Enthuſtasme, thi, han folte endnu
beſtandig for dem, ſom for ſine Stalbrodre i Lande⸗
forviisning.. Sin Armod bar han, med et let, Sind⸗
iog hans gode Lune troſtede ham for; enhver, Mod⸗
hang og tethvert Sayn. Havde «han end miſtet, fi fit
(Slot paa Landet, ;fan ;bavde han i 14% skstnele

—

232 Emigranten.

Douſin kongelige Palladſer til fin Raabighed. Han
havde Verſailles og St. Cloud, naar han vilde for⸗
noie ſig pan "Landet, og Tuilleriernes og Luxembourgs
ſeyggefulde Alleer, naar han ſogte Recreation i Byen.
Saaledes vare alle hans Promenader og Forlyſtelſer
pregtige, og koſtede ham dog ikke en Hvid. „Naar
jeg vandrer i disſe ſejonne Hauger“, ſagde han, „be⸗
hover jeg kun'at indbilde mig, at de tilhere mig, og
de ere mine. Alle disſe muntre Skarer af Menne⸗
ter ere mine Gjeeſter, og jeg byder ſelve Storherren
Trods, om han kan viſe mig en ſterre Forſkjellighed
af Skjonheder. Ja, bvad der endnu er bedre, jeg
har ikke den Uleilighed at pasſe paa dem, eller under,

holde dem. Mit Gods er et fuldkomment Sans soudi, -

hvor Enhver gjør hvad ham lyſter, og Ingen falder Eie⸗
ren til Beſvœr. Det hele Paris er mit Theater, og ſejen⸗
ker mig et ſtedſevarende og beſtandig afvexlende Skueſpil.
Jeg har et Taffel dekket for mig i hver Gade, og tuſinde
Opvärtere ſtaage rede til at flyve, naar jeg "befaler,
Naar mine Tjenere have opvartet mig, betaler jeg dem,
giver dem deres Afſkeed, og dermed er det forbi: jeg
bebever ikke at være: bange for, at de ſkulle volde mig
Skade, eller plyndre mig maar jeg vender dem Ryggen.
„J det Hele taget“, ſagde den gamle Herre, meb et
uendelig opromt "Smiil, „naar jeg tenker paa alle
de Farer, hvorfor" jeg har været! udfar, ogi. den Maa⸗
de, -hubrpåå 3 jeg er flüppen fra dem; naar jeg erin⸗
- drer mig Alt had jeg har gaaet! igjennem; og be⸗
kiadter al den Nydelſe, jeg nu har, ſaa kan jeg ikke
andet, end 92 85 mig 1 en ſerdeles lykkelig Mand”

Emigranten. 233

Saaledes lød denne praktiſte Philoſophs forte His
ſtorie, og det er et Malerie af mangen en Franſk—
mand, der er bleven ødelagt ved Revolutionen. Franſk⸗—
mandene ſynes lettere end de fleſte andre Menneſker,
at kunne foie ſig i Livets Gjenvordigheder, og at
træffe Honning af de bittreſte Livsvexter. Det for⸗
ſte Stød af Vanheld kan vel overvælde dem, men
naar det forſt er ovre, bringer deres naturlige lette
Folelſe dem ſnart igjen til at ſvomme ovenpaa de
ſamme Bolger, der ſtyrtede dem i Dybet. Dette kan
ſiges at udſpringe af en letſindig Characteer, men det
opfylder den Henſigt at forlige dem med Ulykken, og
om det ikke er ſand Philoſophie, er det dog Noget,

der er ligeſaa virkſomt. Lige fra det Piebli jeg horte

min lille Franſkmands Hiſtorie, har jeg gſemt den

ſom en Skat i mit Hjerte; og jeg takker min gode

Stjerne, at jeg endelig har fundet hvad jeg længe

troede, ei kunde 2 paa e — et tilfreds
se ke

E. Sk. Man kan dog ſlet ikke bygge paa, men⸗
neſkelig Lykſalighed. Siden jeg nedſkrev det Oven⸗
ſtaaende, er Skadeslosholdelſes-Loven udkommen, og
min Ven har erholdt en ſtor Deel af fin Formue: til⸗
bage. Jeg var paa den Tid netop borte fra Paris,

men da jeg kom tilbage, ſkyndte jeg mig hen at lyk⸗
onſte ham. Jeg fandt ham i en pragtfuld Vaaning

i forſte Etage af hans Hotel. En Tjener i- Liberie
forte mig igjennem glimrende Sale, til et rigt meub⸗

leret Kabinet, hvor jeg fandt min lille Franſkmand

284 Emigranten.

hvilende pan en Ottomad. Han modtog mig med ſin
ſædvanlige Fortrolighed; men jeg fane, at hans An—
ſigts Munterhed og velvillige Udtryk var forſvundet;
i hans Blik leſte jeg Sorg og, Bekymring.

Jeg lykonſkede ham til den heldige Omverling
af hans Skjebne. „Heldige Omvexling?“ gjentog
han; „bah! man har rovet mig en fyrſtelig Formue,
og givet mig en reen Bagatel til Erſtatning.“

Ak L j jeg fandt min nylig fattige og tilfredſe Ven
ſom et af be rigeſte og elendigſte Menneſker i Parié.
Iſtedetfor at nyde den rigelige Andeel, han havde
erholdt tilbage af ſin forrige Velſtand, martrer han
ſig daglig med at beklage Tabet af det han ikke har
faaet. Han vandrer ikke længere i lykkelig Brkeßlos⸗
hed omkring Paris, men er en klagende Supplicant
i Miniſtrenes Forgemakker. Hans Lopalitet er bort⸗
dunſtet med hans Munterhed; han ſmiler. ironiſk—

naar man nævner Bourbonerne, og træffer, endogſaa
paa Skuldrene, naar han hører Kongen roſe. Med
eet Ord, han er en af de mange Philoſopher, der ere
blevne odelaßte ved Skadeslosholdelſes-Loven, og hans
Stilling er fortvivlet, thi jeg tvivler endogſaa om,
at en ny Lykkes⸗Omveltning, dex kunde bringe
ham tilbage til hans forrige Armod, igjen vilde giore
ham til en lykkelig Mand.

0

De ſyv Veeraab.

Efter Matth. XXIII, 13 26.

— ( —

Alt Verdens Slægt! hor Kraftens Ord
Som ganger ud til faldne Jord,

For vendte Sind at røre!

Syv Gange heit jeg raaber Vee;
Hvo Sine har, nu op han fee?
Ho Sren har, han høre!

Wee Dig, ſom ſtolt det raaber ud:

Kun Du forſtager at tiene Gud,

Og er Din Hovmods Tiener!

Vee Dig med Dit forvendte Sind:
Du ſelv ei gaaer til Himlen ind,

Sg Andre den formener.

Wee Dig, Du Sienſkalk, ſom lod
For Verden ſee Din Bon og Bod
Men Falſkhed var i Hierte!

Hor ſnart de Faderloſes Skrig
Og Enkers Veeraab over Dig,
Hvis Arv Du freek fortcerte.

Vee Dig, ſom lokker liſtig mild
Med Dievleſind Din Broder til,
Paa Laſtens Vel at frine?

Naar forſt Du har ham i Dit Garn,
Du gior ham til et Helveds Barn,

Fordomt ſom Du kil Pine.

7

235

2 —

236 De fyv Veeraab.

Vee Dig, ſom med Din froekke Eed
Beſveeg Lov og Retfærdighed
Af Lyſt til jordiſs Binding!

Naar Du til Dod og Dom ſkal gage,
Da fee Fordomtes Mærke ſtage
Indgledet pan Din Tinding,

Vee Dig, ſom ſtolt af ydre Skik
Den lille Myg afſiet fik,
Men ſlugte ned Kamelen!
Guds Fred kan ei hos Falſehed boe:
Anſtdendigheds den dode Tro
Fra Dom ei frelſer Sielen.

Du froekke Mar! mit Veeraab hør;
Som Troen hos Din Neeſte tor
Som Kiettertro fordomme!

Hor mig, umilde Sienſkalk!

Du ſelv umildheds bittre Kalk

Skal visſelig udtomme.

1

v

Men Vee paa Vee hoit over Dig,
Som her for Menneſket med Svig
Sandhedens' Lys fordulgte:

Som holdt i Blindhed usſelt Folk,

Og fiendtlig hver en Sandheds Tolk
Med Svig og Sveerd forfulgte.

—

Dit Vee med Haan jeg raaber ud,
Thi daarlig Du med Lyſets Gud
Her maalet har Din Styrke.
Pan Jorden lev et Cains Liv,
2 Som Judas ſnart Din Wand opgiv,

; Dg far hen til Dit Morke.

ks

Giuſeppe. 237

Syv Gange Vee jeg raabte nu,
Og evigt Vee Dig, om end Du
Tor troe, det har ei Fare.
Fortvivlet men forſildig fee ,
Naar Jeſus felv udraaber Vee
Til de Fordemtes Skare.
Cosmus Zumanos.

i u ſeppe.

(En Titdragelſe fra den franſke Revolutionstid.)

1

Beboerne af den lille Landsbye Drappo, i Neerhe⸗
den af Nizza, vare netop pan Hjemveien fra en Kirz
kefeſt i Omegnen, da en af de unge Piger ved et
Feiltrin gleed ud i Paglione-Floden, og blev bortført
med rivende Magt af denne ved et Skybrud opſvul⸗
mende Bjergſtrom. Alle udſtedte et Angſtſkrig,
men kun en eneſte 16 aarig Yngling vovede at ſpringe
efter hende, og at frelſe bende ved at fætte fit eget
Liv i Vove. Den Pige, ſom Ynglingen ſaaledes havde
reddet fra Bolgerne, heed Clara, en fremblomſtrende
Skjonhed, der neppe havde fyldt fit 15de Aar. Da
hun var fader- og moderles, var hun bleven ops

*) Uuddragsviis fra: „Recollections of a Pedes-
trian. By the Author of „The Jouxnal of an
Exile“, 3 Vols. London 1826, Vol. I

238 Giuſeppe.

draget af en fartig Bedſtemoder; hun var godmodig
og kjerlig, men egenſindig, ſom de fleſte forkjelede
Born. Ynglingen heed Giuſeppe, og var en Son af
Fogden Adrian, en temmelig formuende Mand, der
flod heit anſkreven hos Landsbyens Adelsmand Mars
quis Malvi; thi han havde engang freiſt dennes Gemal—
inde fra den øgienfynlige Dod, ved at ſtyrte ſig i Veien
for at ſtandſe de vilde Hingſter, der lobe lobſke med
hendes Vogn og forte den henimod en; Afgrund; og
Fogdens Kone havde efter denne elſkede Gemalindes
Dod opammet og opdraget hendes Datter Blanca.
Giuſeppe var en ſmuk, modig Yngling; men han
havde et vildt uroligt Sind. Hans kjereſte Beſkſaf—
tigelſe var Ulvejagten, paa: hvilfen han ofte tilbragte
flere Dage, klattrende over de ſteile Bjerge med ſin
ſtore Hund, og han pleiede ikke at vende hjem, for⸗
end han kunde viſe ſine mindre driſtige Kammerater
i Landsbyen Hovedet af en Ulv, eller, ihvorvel fjelde
nere, af et Vildſviin, til Beviis pan fin Standhaf—
tighed og fit Mod. Han havde. truffet den unge
Clara ſom livlos, op af den raſende Strøm, og ſom
livlos var hun bleven. bragt hjem og tilſengs;' men
allerede den neeſte Dag var hun kommen til fig ſelv
igjen; og da hun tidlig om Morgeuen ilede hen til
Adrians Bolig, fandt hun, at Giuſeppe allerede for
flere Timer ſiden var draget ud paa Ulveijagt, ſaa at
den gode Pige, meden hemmelig, Krenkelſe, ſom hun
ikke ſelv vidſte at forklare fig, maatte vende hjem
igjen med uforrettet Sag.

Giuſeppe vandrede imidlertid igjennem Kippe

Giuſeppe. 239

fvælg og forbi Afgrunde over de vilde Bjerge indtil
han, ifølge en i Forveien gjort Aftale, henimod Af—
ten ved Foden af Col de Tende ſtodte til en Hob
vandrende Bjergfolk, ſom her befandt fig i den eneſte
Hytte, der fandtes i Dalen. De boede et Sted
ved Sokyſten og vare efter deres UÜdſeende at domme,
lige faa rage og vilde: ſom Bjergene, de gjennemſtrei—
fede, og ingen ſyntes at ville feſte Tro til deres
eget Foregivende, at de blot kom i denne Egn for at
kjobe hvad de trængte til, af de vandrende Bisſekroeem—
mere, ſom drage her igjennem; ja, baade Marquien
og Adrian havde advaret Giuſeppe at holde Omgang
med disſe mistenkelige Folk, og kun disſe Advarsler
havde forhindret ham fra at modtage de hyppige Til:
bud, fom.de gjorde ham om at følge med dem paa
deres Vandringer; thi deres vilde eventyrlige Leve—
maade pirrede den raſke Vnglings levende Indbild⸗
ningskraft. Han fandt dem denne Gang travlt ſys—
ſelſatte med at læfe et trykt Papiir, hvori man i
Frihedens og Lighedens Navn opfordrede Piemonte—
ferne til at afkaſte Preſteſkabets og Adelens Aag, og.
ſlutte fig til den franffe Republik. Giuſeppe havde
vel i nogen Tid hort tale om fligt; men fun. lidet
lagt det pan Hjerte; men disſe vilde Mends Sam:
taler og Indbildninger om en tilkommende Liighed
mellem alle Steender, om Bondens Ret til at gjøre
Fordring pan den fornemſte Frokens Haand, . ophid-
føde hans Indbildningskraft: han tænkte paa Blanca,
Marquiens Datter, paa den ſkjenne, blide Blanca,
hans Pleieſoſter, ſom han længe i Stilhed havde

240 Giuſeppe.

elſtet, uden at tilſtaae det for fig ſelv (thi hans
Daad for Clara havde blot været fremkaldt af hans
naturlige Driſtighed, og fri for enhver Bihenſigt),
og Tanken om den Muelighed, engang at torde trykke
den hulde Froken, ſom Huustro, til fit Bryſt, fatte
hans hele Blod i Oprør, og aabnede hans Øre og
Hjerte for hans vilde Stalbrodres onde Raad. Ja,
hvad der endnu bidrog mere til at gjore deres Anſlag
velkomne for ham, var et Nag, ſom han i nogen
Tid havde baaret imod Marquien og hans Datter, paa
Grund af at denne havde forklaget ham for hendes Fa⸗
der, fordi han med Magt havde frarovet hende et Kys,
og Marquien, da han paa eengang erkjendte det Mis—
greb han havde begaget, ved at lade de tvende unge
Folk opvoxe ſammen, for OGieblikket havde forbudet
ham Slottet, ſom han i Fremtiden kun fulde! bes
ſoge til beſtemte Tider. Under disſe Folelſers Herre—
domme, vidſte Selſkabets Anfører at formaae ham til
at befværge den nye Frihed, der ſkulde bringe alle Ty—
ranner Døden. Kun altfor ſildig erfarede han her,
at Marquien, hvis Godhed imod. fine Undergivne
de kaldte Hyklerie, for at holde Folket endnu len—
gere i Slaverie, flod overſt pan Dods liſten, og for;
gives beftræbte han fig for at bringe dem fra deres
Forſæt, thi trods hans Nag imod Marquien, bes
holdt dog Taknemmelighed Overhaanden, og da han
intet formagede at udrette hos de Barbarer, med
hvilke han paa en fan uforſigtig Maade havde indladt
fig, fan befluttede han ligeſaa taknemmeligt ſom hef⸗

c

Giuſeppe· 241

tigt, at benytte fin Kundſkab om deres Forehavende
til at frelſe ſin Velgjorer.

Kun altfor ſnart vifte der ſig Leilighed dertil.
Det var Nat, og nogle af Sellſkabet lage allerede i
dyb Søvn, da en Mand kom lobende og meldte, at
den fordomte Marquis og hans Datter den næfte
Morgen paa Veien fra Turin vilde komme der over
Bjergene. Alle fore jublende op, og ſvore, at de
denne Gang ikke ſkulde flippe dem levende af Hen—
derne; Giuſeppe alene blegnede, og ſtjclvede. „Huſk
paa Din Eed!“ raabte Anforeren til ham, og befa—
lede ſtrax en af Banden at bevogte Doren med Ladt
Gevær, paa det at han ikke ſkulde flippe fra dem.
Skurken havde loeſt i Unglingens Sjæl, thi det var
viſtnok hans Beſlutning at undflye, og at advare
Adelsmanden. Laenge lurede han forgjæves paa et
gunſtigt Vieblik; endelig ſyntes det at være kommet;
Alle laae i dyb Søvn, Skildvagten ſtod lænet paa
fit Gevær, med Anſigtet vendt imod Doren, der ſtod
halv aaben. Giuſeppe vovede det driſtige Spring —
ved den Magt; hvormed dette ſkeete, kaſtede han Skild⸗
vagten til Jorden, og i et Oieblik var han udenfor og
forſvunden mellem Klipperne. Hans Hund var lobet
efter ham, og med dette troe Dyr ved Siden, klat⸗
trede han faa. hurtig. op ad Bjerget, at han inden
faa Minutter ikke længer kunde høre ſine Forfolgeres
Skrig og Eder⸗ Men det varede ikke fænge førend en
np Fare modte ham; han nærmede. fig det, paa den Eid,
eneſte Vœertshuus paa: Col de Tende, hvori Marquien,
efter 2 han havde hort, opholdt fig, da der plubs

242 Giuſeppe.

ſelig, fra det Klippeſvelg, ved hvis Side han klattre⸗
de iveiret, frembrod en frygtelig Storm, der oftere
pleier at hiemſoge bine Bjergegne, og af Bonderne
kaldes Ia tourmente. Giuſeppe var lykkeligviis net—
op i dette Hieblik bag ved en Klippe, ſom beſkyttede
ham imod Vinden, der i fin raſende Fart rev Træer
op med Rod, og bortforte uhyre Steenmasſer med
fig, El Dieblik tenkte Unglingen pan ſin egen Faxe,
men hurtigt erindrede han fig den Fare, der ogfan
truede Blancg. Uden at agte paa ſin egen Sikker⸗
hed, klattrede han altſaa beſtandig videre, og naaede,
efter megen Moiſommelighed og ſtedſe Ejæmpende imod
Vinden, endelig Vertshuſet, hvori han fandt Blancg
og hendes Fader, og bevegede dem til at medtage et
talrigt Folge til Tende, den nermeſte By, uden at
han dog aabenbarede dem de Sammenſvornes Planer,
Den Eed, han nylig havde fvoret, afholdt ham der⸗
fra, og han lod fig for det forſte noie med at have
frelſt Blanca.

i Da Læferen formodentlig onſker at vide PEGER:
Marquien var reiſt til Turin, vil følgende tjene ham
tit Oplysning, Det ſardiniſte Hof, der var blevet
ſat i Urolighed ved de' franſke Frihedspredikanteres
Fremferd, [od den fornemſte Adel falde til Turin,
for af den at erfare Provindſernes ſande Forfatning:
Blandt disſe "Adelsmænd var nu ogſaa Marquien, og
Reſultatet af hans Reiſe var den modtagne Befaling
at lade "fængsle en Bande mistenkelige Folk, der i
nogen Tid havde ſtreifet omkring imellem Bjergene,
og ſom ikke var nogen anden end den, til hvilken

iGiufeppe nylig ved Eed havde fluttet fig, Men
"hvad der havde formaaet ham til at medtage fin
Datter, var et Bekjendtſkab, ſom denne havde gjort
med en ung Gardeofficier, og ſom han, da denne
var riig og af edel Byrd, onſkede at fremme. De
unge Folk ſyntes at behage hinanden endnu mere ved
nærmere Omgang, og den unge Greve modtog en Ind—
bydlſe il et Beſog paa Marquiens Landſede, hvilket
han fan meget des fnarere troede at kunne modtage,
ſom Rygtet gik at hans Regiment ſnart vilde komme
til at ligge i Egnen ved Nizza, da man var tilſinds
at ville drage en ſterk — Cordon sanitaire henimod i
Frankrigs Grændfe. Det var altſaa fra denne Reiſe
at Adelsmanden befandt fig paa Tilbageveien med fin
Datter, og han var nu i Byen Tende, ſom giver hiint
ſpidſe Bjerg fit Navn, fra hvis Top man paa" een:
gång feer ned i det frugtbare Lombardie. Det var
allerede ſildig om Eftermiddagen, og Marquien beflutte-
de at overnatte her. Men da han, trods fin Tak⸗
nemmelighed, dog ikke fandt det raadeligt, at lade Yng—
lingen Giuſeppe, der havde fulgt dem herhen, len—
gere være i hans Datters Selſkab, faa overtalede
han ham til at gane hjem og berolige fin. Fader for⸗
medelſt hans lange Udeblivelſe; og for deſto ſnarere
at fane ham bort, lovede han ham at fane Blaneg
tit fin Dame ved Dandſen til neſte Landsbye-Feſt.
Halv glad og halv krenket ilede den unge Mand
til Drappo, og bebudede Godsherrens Ankomſt. Den
hele Landsbye kom i glad Bevegelſe, og man faſt⸗
faste en Dag til at feſtligholde den lykkelige Begi⸗

244 Giufeppe.

venhed — i Serdeleshed lykkelig for Giuſeppe, forbi
den deſto ſnarere ſkulde ſkaffe ham den lovede Dands
med Blanca. g

Den neſte Morgen ilede han altſaa op pan
Slottet, for at meddele Blanca ſin Forventning; men
han fane hende ikke. Hendes Fader modtog ham vel
meget venlig, men vilde ikke lade ham komme ind til
Datteren; hun vilde opfylde fit Lovte, ſagde han;
men han haabede, at Siuſeppe heller ikke fra ſin
Side vilde glemme, hvad der var ligeſaa helligt ſom
et Lovte, den Agtelſe, han var fine Foreſatte ſkyldig.
Stodt herover, vendte Ynglingen ſig bort, og adlod
med Uvillie, da Marquien befalede ham at folge den
gamle Preſt, der var kommen op paa Slottet med
ham, ned igjen ad den ſteile Fodſtie. Paa Veien
fortalte -Præftens Huusholderſte meget, af hvad hun
havde hort af Grevens Tyende om Turin, blandt ans
det ogſaa hvad man der hvidſkede hinanden i Øret,
om den franſke Revolutions Fremſkridt, og at en
Her ſtulde komme der i Egnen. „Froken Blancg,
hører jeg, ſkal flet ikke fee det ugjerne“, vedblev den
ſnakſomme Gamle, „at vi fane Militaire herhid; thi
hendes Kjereſte ſkal ogſaa være med.“ — „Hvem?“
ſtreg Unglingen, ſom farende op ak ken Drøm. —
„Ih nu den ſmukke, unge Officier, med hvem hendes
Fader har forlovet hende.“ — „Saa er det ude med
mig!“ raabte Giuſeppe med Fortvivlelſens Roſt, lod
den Geiſtlige ſtage, og lob-bort ſom en Afſindig.

Liig. et anſtudt. Raadyr foer Pnglingen over
Bjerg og Dal, gjennem, Skov og over Klipper, indtil

i —

7

Giuſeppe. 245

han ſtandſede imellem Ruinerne af en gammel Vand⸗
ledning og her overtenkte det hele Omfang af det Tab,

ſom truede ham. Hans Kjærlighed til hans Pleieſo⸗

ſter, der var opvoret med ham ſtille og blidt, og havde
rørt fig ubemeerket hos ham, ligeſom Aandedrettet i hans
Bryſt, maatte ved den pludſelige Modſtand, der med
hvert Skridt modte den, hos en ſaa heftig Characteer
ſom Giuſeppes, ſtige til den meeſt raſende Lidenſkab,
der maatte bringe ham til at vove det meeſt fortviv—
lede Skridt, naar det blot vifte ham Veien til Blans
cas Haand. Med Glæde hilſede han nu den Genus
eſer, hvem vi alt have lært at kjende ſom Anforer
for de Sammenſvorne, og ſom nu traadte” frem” fra

Ruinerne, og ſpurgte ham, om han havde betenkt

fig og var rede til at fornye Eeden og kraftig deel—
tage i ſit Fedrelands Befrielſe, eller vilde ſee ſin
Elſkede i en Andens Arme? Mere behovedes der ikke
for at tirre den opflammede Yngling; med raſk Be—
ſtemthed fulgte han fin liſtige Ledſaget ind i en hem—
melig Hule, ſom et Sagn om Spogerie holdt ſfjult
for Menigmand, og hvor han fandt fem af ſine fora
rige Stalbrodre forſamlede. Under disſe Raſendes
loftede Dolke ſvoer han hvad man forlangte af ham;
man gav ham den Forſikkring, at en franſtk Her var
i Anmarſch og anbefalede ham den ſtorſte Forſigtighed
og Taushed, hvorefter han med paatagen Rolighed
wendte tilbage til ſin Faders Bolig. ;

Den næfte Dag var Søndag, og Marquien og
hang Datter" bleve i Kirken hoitidelig hilſte af Fog⸗
den og Menigheden. Der var i Dag en anden Praſt
4 B. 2 S. (47)

—

246 Giuſeppe.

tilſtede, ſom hjalp den gamle Sognepræft at mesſe,
og var bleven ſendt derhen fra Nizza, for tilligemed
andre Misſionairer at predike for Bonderne imod de
nye Leerdomme, og tillige at angive for Porigheden
de Perſoner, der vare betegnede ſom de meeſt mis—
tenkte. ;

Den Tale, ſom den fromme MunE holdt, var
fuld af Kraft og Salvelſe, men den gjorde ikke fams
me Indtryk paa Alle, thi Giuſeppe bemerkede, at
medens Nogle med troende Andagt ſyntes at op⸗
ſluge hvert af Præftens Ord, kaſtede Andre betyd⸗
ningsfulde Oiekaſt til hinanden, og haanlige Smiil,
da Præften til Slutningen med truende Ord tord—
nede: mod Rebellerne. Han fane heraf tydelig, at ends
nu mange Andre vare ſmittede af de nye Lærdomme,
og denne Opdagelſe tjente til at forøge den bedaarede
SYnglings Forventninger. Ogſaa Marquien og den
Geiſtlige bemærkede det, og iſer var Giuſeppes vilde
Veeſen og urolige Blik ikke undgaget dennes Opmeerk⸗
ſombed, hvorfor han anbefalede ham til Adelsmandens
Opſyn ſom et farligt Menneſke.

Endnu ſamme Dag ankom de ventede Tropper
til Dalen, og Gardens Capitain Grev Rivoli- blev
ſom en velkommen Gjæft optaget pan Marquiens Slot,
Giuſeppe fane ham, og ſkar Tender, men han vidſte
endnu at lægge Teile paa fit Raſerie; Alle ſaae imids
lertid, at han var bleven ſom et andet Menneſke, og
Marquien anſaae det fan meget mere nodvendigt at
holde ham bortfjernet fra Slottet. Under disſe Om⸗
ſtendigheder nærmede Morgenen fig til den beſtemtt

Giuſeppe. 247

Feſt, ved hvilken han havde Lovte on at dandſe meg
Blanca. Den hele Landsbye var forſamlet; ogſaa
Marquien og hans Datter kom; men den ſidſte ledſa—
gedes af den forhadte Grev Rivoli. Giuſeppes Blob
kogte, men til Trods for Greven ſkulde hun dandſe
med ham, og ſaaſnart Muſikken begyndte at ſpille
op, gik han med raſk Beſtemthed hen til Frokenen,
der netop ſtod i dyb Samtale med fin Elſker, og ikke
ſyntes at agte paa hvad der foregik omkring hende.
Ved, dette Syn vaktes der en ſaadan Mængde af
uheldsſvangre Folelſer i Unglingens Bryſt, at de ud—
trpkte fig i krampagtige Trek paa hans Anſigt. —
„Hvem er den unge vanvittige Perſon?“ ſpurgte Gre—
ven. — „O det er en af Bønderne, min Pleiebro—
der; men han er paa nogen Tid bleven ſaa beſynder—
lig, at jeg neſten begynder at blive bange for ham.
Jeg har lovet at dandſe med ham, men“ — „Dandſe
med ham, nei, det ſkal De ikke; De dandſer med
mig, ikke ſandt?“ — og Blanca lod ſig overtale;
hun reiſte ſig, og traadte, uden at agte paa Giuſeppe,
frem, for at aabne Dandſen med Greven. „Spiller
op!“ raabte han til Muſikanterne, og til Giuſeppes
„gage af Veien, unge Menneſke!“ Denne gjorde det,
med et frygteligt Blik, ſom Greven til Lykke ikke be⸗
mærkede. Men ved den forſte Pauſe traadte han plud—
lig hen for Blanca, og raabte med funklende Hine:
„De har ikke holdt” Deres Lovte, De ſkal komme til
at angre det!“ — „Gage til Helvede, Du grove
Skurk!“ raabte Greven med loftet Haand, „eller Du
ſtal komme til at angre Din Fraekhed.“ — Giuſeppes

2

248 Giuſeppe.
Harme vilde netop til at bryde los med al ſin Kraft,
da han midt iblandt Hoben fik Øie pan Genueſeren,
der hemmeligt vinkede ad ham. Giuſeppe fattede ſig,
qvalte ſin utidige Vrede, og liſtede ſig ſagte ud af Lands⸗
byen, og hen imellem de Buſte hvor han havde ſeet
Genueſeren forſpinde. Snart fandt han ham, og blev
af ham modtaget med en lille Bebreidelſe for ſin raſke
Fremferd. „Men kom“, troſtede han ham, „den Tid er
ikke mere langt borte, da vi ville være iſtand til at heyne
os over vore Fjender. Savoien er allerede paa vor Side,
og beſat af Franſkmendene. Nu flader det til Dig at
handle; en Hær af 100,000 Franſtmeend ſtaage i Bier,
gene imellem dette Sted og Grasſe; disſe mage Du
paa Sideveie ſoge at fore i Ryggen "paa vore ſkjen⸗
dige Tropper, og dette maa ſkee endnu i Nat.“ —
Giuſeppe ſtudſede. Hidtil havde hans Forrederie
blot beſtaaet i Ord; men nu, da han virkelig. fulde
udføre hvad han havde lovet i Lidenſkabernes vilde
Tummel, følte han fig gjennemtrængt af en hemme—
lig Gyſen. Han vilde gjøre Indvendinger; men i
ſamme Hieblik horte de Stemmer, og fane Geværer
blinke imellem Treerne. „Folg mig, eller Du er for⸗
loren!“ raabte Genueſeren, og ſprang op ad Klip—
perne. Giuſeppe ilede efter ham; der faldt Skud,
og flere Kugler ſuſede om dem; men begge undſflap.
En Soldat havde feet dem begge ſmutte ind imellem
Buſkene og beluret dem, og da han havde forſtaaet
Indholdet af deres Samtale, havde han hentet nogle
af ſine Kammerater, for at tage dem tilfange. Vi
have feet hvorledes dette ſlog feil. Men da Giuſeppe

Giuſeppe. 249

fane fig kjendt og forfulgt ſom Forreder, brev der ham
intet Valg tilovers, han lod fig give den fornodne
Underretning af Genueſeren, og gik endnu ſamme Af—
ten til det franſke Hovedqvarteer.

Tvende Dage efter gjenlode allerede Bjergene om—
kring hans Fodeſted af Kanonernes Torden og et Felt:
ſlags Tummel. Piemonteſerne vare opſtillede paa den
høie Bred af den nu næften udtørrede Paglione-Flod,
hvorfra Franſkmendene ſogte at fordrive dem. Alle—
rede tre Gange havde de lobet Storm, og vare blevne
tilbagedrevne med ſtort Tab af Skytſet paa Bjergene,
og iſer fra den høie Fæftning Montalbano, ſom dek—
kede Piemonteſerne Ryggen. De rykkede fjerde Gang
frem; de Angrebne ventede ogſaa denne Gang at fee
dem kaſtede tilbage, da pludſelig Batterierne paa Mon—
talbano taug, og ſtrax derpaa Ny-Frankernes Flag
vaiede fra Feeſtningen. Giuſeppe havde ubemærket
fort disſe op igjennem et ſkjult Pas, ſom han Havde
opdaget pan fine Vandringer, og ved Overraſkelſe havde ,
de ſaaledes faaet den aldeles ikke frærfe. Fæftning i
deres ænder, — Dette afgjorde Dagens Stkjebne.
Piemonteſerne trak ſig tilbage imellem Bjergene — og
alt ſom de forlode et Sted, erklærede ogſaa den ſtor—
ſte Deel af Indvaanerne fig for den nye Frihed, Nu
lob Giuſeppe fig ogſaa igjen fee i fit Hjem; men
hverken hans Fader eller den gamle Preeſt, der vare
blevne deres Pligter troe, vilde holde Samqvem med
Forrederen, der, da han fandt, at ogſaa Blanca,
for hvis Beſiddelſe han havde offret faa meget, var
undkommet tilligemed hendes Fader, i Begyndelſen

20 Giuſeppe.

raſede over fin ſkuffede Forventning; men ſnart, da

han beyndte at! overtcenke, hvad han engang havde
været, og hvad han nu var, bemeſtrede Angerens
Smerte ſig ham — dog, det var forſildig at vende om.

Franſkmendene, der imidlertid havde bemægtiget
ſig Staden Nizza, ſpillede Herrer i Egnen, og troede
ſig i fuldkommen Sikkerhed, da de pludſelig ſaae fig

angrebne af den hele fardiniffe Magt, J Begyndel⸗

ſen forſvarede de deres Stilling med flor Standhaftig—

hed, og da de endeligen maatte vige for Overmagten,

gjovde de dem hver Fodsbred Land ſtridig med en
exempellos Tapperhed; men desuagtet bleve de tilſidſt
drevne ned i Dalen. Under Slaget raſede en. frygtes
lig Storm, Regnen ſkyllede ned i Stromme, og da
Franſkmeendene nu igjen maatte over Paglione-Flo⸗
den, miſtede de en Mængde Menneſker i den vilde
Strom. .

Giuſeppe havde naturligviis fægtet paa fine Bunds⸗
forvandtes Side; men han tenkte kun paa at hævne
fig pan Grev Kivoli; han ſogte ham i den hele Hær,

og angreb ham, da han havde fundet ham, ſom et,

vildt Dyr; men en Trop ſardiniſke Ryttere, ſom net⸗
op vare komne til, frelſte deres Oberſt, og forte deres
forræderiffe Landsmand bort med fig ſom Fange.
Medens de Franſle trak fig tilbage, og Sardi⸗
nierne igjen toge den dem frarevne Landſtrokning i
Beſiddelſe, blev Giuſeppe fert til Montalbano, ſom
havde capituleret fort Tid i Forveien. Der i det
morke Feengſel traf han fin Forforer, Genueſeren, der
ſogte at indgive ham nyt Mod ved Haabet om at und⸗

Giuſeppe. 251

vige. Men for den ulpkkelige Yngling var Livet fan
forhadt, at det ſyntes at glæde ham, da man forkyndte
ham hans Dodsdom, ſom Marquien og ſelv Grev
Rivoli havde ſogt at fane formildet; men forgjeves,
thi han var greben med Vaaben i Haand, og Kon—
gen var ubonhorlig.

Medens han altſaa ſelv opgav alt Haab, og en-
hver Anden holdt ham. for tabt, beſluttede den uſtyl⸗
dige Clara, — hvis Kjærlighed til den vilde Yngling
ſyntes at ſtige i ſamme Grad, ſom ban ſtodte hende
fra fig, og ſom nu torde haabe at fængsle ham ved
Taknemmelighed, iſer da han ikke mere kunde tænke
paa Blanca, — at vove et Forſog paa at frelſe ham.
Hun havde hørt, at der under Feeſtningens Beſcet-
ning var en Soldat, der engang havde været indqvar—
teret hos hendes Fader, og viiſt megen Hengivenhed
for hende — og til denne Mand ſatte hun ſit Haab.
Hun forraadte ikke fit Forfæt for Nogen, ihvorvel
den gamle Adrians Jammer ner havde bevæget hen—
de til at betroe ſig til den ulykkelige Olding; men
liſtede ſig om Morgen i al Stilhed ud af Landsbyen,
og ilede ad den ſteile Fodſtie, der forte op til Feeſt⸗
ningen, Hendes lykkelige Stierne foiede det ſaaledes,
at den Soldat, hun ſogte, netop ſtod Vagt ved Por-
ten. Hun gik lige hen til ham, gav. fig tilkjende for
ham, og bad ham med Taarer, at han dog vilde lade
hende komme ind til hendes Broder, (ſaaledes kaldte
hun Fangen). Soldaten forſikkrede hende at dette var
umuligt. — „Men“, tilfsiede han, „i Aften kommer
Præften til ham; hold Dig faa paa Veien, og bed

*

232 Giufeppe.
ham, at han vil lægge et godt Ord ind for Dig; jeg
ftaaer da igjen pan Poſt her, og hvis hån figer, at
jeg maa lade Dig flippe ind med, ſaa kan jeg ſagtens
lukke et Hie.“ — Dette Vink var nok for Clara;
hun indfandt fig igjen paa den beſtemte Tid uden—
for Feſtningen, og da hun i Morket fane tvende Pre⸗
ſter neerme fig, kaſtede hun fig for deres Fodder, og
bad dem bonlig, at de vilde lade hende folge ind med
dem til hendes ulykkelige Broder, der ſkulde miſte Li⸗
vet, og til hvem man ikke vilde lade hende komme
ind. Pigens Jammer rorte de to Munke, og Een af
dem opfyldte hendes Bon, medens den Anden laante
hende ſin Kutte, hvorfor hun gav ham Penge.
Imidlertid var det kommet Giuſeppe for Bre,
at Grev Rivoli ſamme Aften ſkulde fore den ſtjonne
Blanca for. Alteret, og denne Efterretning havde igjen
vakt alle hine "fordærvelige Lidenſkaber i hans Barm,

ſom den Skurk, der var fengſlet med ham, og end:

nu ei havde opgivet Haabet om at undvige og hævne
ſig, vidſte at oppuſte til en raſende Flamme, der
gjorde den forblindede Ungling moden til enhver For:
brydelſe, Hvortil hans hjerteloſe Forforer vilde lede
ham. „Jeg elſker hende endnu, den Falſke! jeg el:

fter hende til Vanvid — men gid jeg blot; var fri —,
hellere end jeg vilde fee hende i en Andens Arme,

ſtodte jeg hende Dolken i Hjertet!” — J dette Dies
blik raslede Nøglerne, og de to Præfter traadte ind.
Clara nærmede fig ſtrax fin Elſkede, og hvidſkede ham
i Øret: „Giuſeppe, jeg er kommen for at frelſe Dig;
mig ville de intet ondt gjøre — hurtig, hyl Dig i

Giuſeppe. 253

denne Kappe, og flye, og naar Du er i Sikkerhed,
lad mig ſaa vide det, at jeg kan komme til Dig.“ —
Giuſeppe var ſom lynſlagen, og vidſte i det forſte
Hieblik ikke hvad han ſkulde gjøre eller lade; men Ge⸗
nueſeren, der havde gjenkjendt Pigen under Forkled—
ningen, var paa Gieblikket fattet, og ſkred ſtrax til
Udforelſen af fin hurtigt lagte Plan. Munken havde
nermet fig til ham, for at høre hans Skriftemaal, da
han pludſelig holdt ham Haanden for Munden, for at
hindre ham fra at ſkrige, kaſtede ham om paa Gul—
vet, ſtoppede ham et Torkleede i Munden, og bandt
hans Hænder med en Strikke, ſom man tilfeeldigviis
havde, ladet ligge der. Alt dette var et Viebliks Verk,
og nu, da han havde forſikkret fig Preſten, traf han
en Fiil frem af Barmen, befriede ſig fra ſin Lenke,
og gjorde ogſaa Siuſeppe fri, førend denne og Clara
kunde komme ſig af deres Forbauſelſe. „Nu ere vi
frie“, hvidſkede han, i det han indhyllede fig i Pre—
ſtens Kutte, og nærmede ſig Doren. Giuſeppe tove—
de med at folge ham; han fane ſnart paa Clara,
ſnart paa Genueſeren. Men denne, der kun alt for
godt kjendte YUnglingens ſvage Side, hvidſkede ham i

Oret: „Skynd Dig, ellers komme vi forſildig til

Bryllup.“ Disſe Ord virkede ſom et electriſt Slag,
han greb Claras Kaabe og fvøbte den om fig, medens
hun traf fig tilbage i den fjerneſte Krog af Fængslet.

En heftig Storm hylede over Staden Nizza, da

de tvende falſke Præfter traadte ind af en af dens
Porte, og ſluttede fig til Folkemeengden, der hobeviis
ſtrommede hen til Domkirken, hvor, ſom de erfarede

1111

254 Giuſeppe.

af disſes Tale, Grev Rivoli netop fulde vies til
fin ſtjonne Brud. Denne Efterretning bevingede deres
Skridt; de kaſtede Kapperne, og naaede Kirken, da
Gudstjeneſten allerede var begyndt og Brud og
Brudgom knelede for Alteret ved hinandens Side.
Giuſeppe fane Blanca, aldrig var hun forekommet
ham faa ſkjon, og da Greven fatte Ringen paa hen—
des Finger, folte han fig dreven af en fan ſteerk
Magt, at han vilde have ſprunget frem og forraadt
fig, hvis ikke Genueſeren havde holdt harm. tilbage,
„Er Du raſende“, Hvidffede denne til ham; „endnu
er det ikke Tid — kom med mig.“ Med disſe Ord
trak han ham til Doren, igjennem hvilken Folke—
mængden ſtrommede ud. Mange bleve imidlertid ſtaa—
ende, for at fee Bruden i Neerheden. Giuſeppe og
Genueſeren ſtode midt iblandt dem — hiin ſkjelvende,
t han vidſte vel hvorfor. denne Elendige havde bedet
ham ſtandſe her; men en ond Aand havde bemagtiget fig
hans Sjæl, og lod ham ikke længer have Raadighed
over fine Beſlutninger. Endnu vaklede han, da han
fane Greven komme med Blanca — han holdt den
ene Arm ſlynget om hendes Liv. De Omkringſtaaende
priſte Brudens Skſonhed og Brudgommens Lykke, og
trængte ſig tæt hen til Bryllupstoget. Men paa een
gang hortes et gjennemtreungende Skrig, og Bruden
ſank, truffen af en Snigmorders Kniv, ſom et Liig
i fine Frenders Arme. J Forvirringen undflyede More
derne, hvilke man kun altfor godt gjættede, da de
tvende Forrederes Flugt rygtedes den næfte Morgen.

Den arme Clara hørte ſnart de ſerakkelige Fol⸗

U

Giuſeppe. 255

ger af det høimodige Offer, hun havde bragt, for at
befrie et fortvivlet Menneſkfe — hun horte det i
Jængflet, hvor man Havde indſperret hende; men da
Munken ved fit Vidnesbyrd godtgjorde, at Genueſeren
havde brugt Magt, ſaa ſatte man hende, efter nogen
Tids Forløb, igjen i Frihed, og fort efter forſvandt
hun, ſaa at ingen vidſte hvor hun var bleven af.
Adrian, den ulpkkelige Fader, overlevede ikke længe.
— fin Elendighed, og de Begivenheder, ſom fulgte fort
hervaa, dreve mange af de i denne Fortælling nævnte
Perſoner i Landflygtighed, hvor de efterhaanden døde.
Flere Aar gik hen, uden at man havde hørt det
mindſte om Giuſeppe eller Genueſeren, og Nizza, der

imidlertid efter lange og blodige Kampe var bleven ”

forenet med det franſke Rige, var vendt tilbage til
Roelighed. Men denne Roelighed blev nu og dau af—
brudt af de Ulykker, en frygtelig Roverbande, der
havde fæftet Sede imellem Eſtrelles ſkovbegroede Bjer—
ge, tilfoiede Egnen. Dens Anfører var en Skraek for
alle Indbyggerne; man ſagde, at han ofte havde An—
fald af Vanvid, og at han i et ſaadant havde givet
fig det Tilnavn Jeſus, ſom han ſiden beſtandig havde

fort. Alle Beſtrabelſer for at fange ham og adſplitte
hans Bande, der beſtod af alle de uroligſte Hoveder

i Landet, ſom ikke lode ſig bringe tilbage til Orden,
havde længe været frugtesloſe. Endelig havde man
erfaret, at Anforeren med en ſtor Deel af ſin Bande
befandt fig i fit ſedvanlige Smuthul. Bjerget blev
nu omringet, og Gensd'armerne arbeidede ſig modig
op ad de ſteile Fodſtier, hvor en Mand var deres Vei⸗

—

256 Siuſeppe.

viſer, der ſyntes velbekjendt med Revernes Smuthul⸗
ler, da paa eengang en Rog ſteeg iveiret, og ſtrax
derpaa den hele Skov omkring dem ſtod i lyps Lue.
Med megen Moie havde de arbeidet fig ud af denne
Fammelabyrinth, da de ftødte paa den hele Bandit⸗
ſtare, ſom allerede var kommet i Haandgemenge med
endeel af Tropperne. Begge Partier var temmelig lige
i Antal, pg nu begypndte der en fiygtelig Kamp paa
Liv og Dod. Men det varede ikke længe for det blev
klart, at alle de Kjempende ſkulde dele een og ſamme
Stjæbne; thi Ilden, der kun var bleven ſtandſet noget ved
en Huulvei, brød ind pan dem med fornyet; Raſerie, og
i et Hieblik vare Alle indhyllede i et Flammehav, ſom
gjorde Flugt umulig. J Banden udmeerkede fig den
frygtelige Hovding ved den Tornekrone, han beſtandig
pleiede at bære om fin Hat, og han ſyutes nu igjen
at have en af fine Paroxysmer, thi hans Skrig var
frygteligt. „Hvor er den fordømte Greve, der har
røvet min Elſkede? Hvor er denne Djævel? Han ffal
med mig til Helvede!“ Med disſe Ord greb han fat
pan Anforeren for Gens d'armerne, og flæbte ham hen
hvor Ilden brændte heftigſt. Enhver af Banditerne
giorde det ſamme, og Myrderiet vedvarede midt i det
raſende Element, indtil dette havde omhyllet alle de
Kjcempende, og ved en qvalfuld Dod gjort. Ende pan
deres umenneſkelige Raſerie. N
Forſt den tredie Dag var Ilden udbrændt, og
da forſt blev det muligt at tage Valpladſen i Hieſpn.
Hvilket redſelfuldt Syn frembod fig her! Man fandt
Hovpdingen opreiſt og indklemmet mellem to Treeer,

—
„

GBiufeppe» 257

af hvilke det ene var faldet imod det andet; den Offi⸗
tier, med hvem han havde kjoempet, lage ſonderrevet og
„blodig for hans Fødder, og ikke langt fra dem, det
halvbroendte Liig af en ſtor Hund. Bandittens Fod—
der vare brændte af Ilden, der var løbet langshen
ad Jorden, men den overſte Deel af Kroppen var
neſten uforteret. Hans Dodsſmerte maatte have været
grasſelig, thi han havde i fin Streben for at komme
ud, afrevet en tyk Green.

Man ſamlede de Dræbtes Ebner og forte
dem til Cannes, hvor flere Perſoner fra Nizza i den
frygtede Bandit Jeſus gjenkjendte den engang lykke-
lige, men letſindige Giuſeppe. Kun faa af Gens⸗
d'armerne vare undſlupne, og af disſe horte man Om—
ſtendighederne ved den ſkrokkelige Kamp. — Ikke længe
efter [od Clara fig igjen fee i fit Hjem; hun faae i
der mindſte 10 Aar ældre ud end hun var, ſaa at
man neſten ikke kunde fjende hende. Hvor hun havde
været i fan lang Tid, erfoer Ingen, thi hun vilde
ikke gjere Nogen Reguſkab derfor, Men det var tyde—
ligt, at en dyb Kummer og gresſelige Erindringer
nagede pan hendes Hjerte, Hun henflæbte en elendig
Tilverelſe, indtil ogſaa Graven gabnede ſig for hen—
de — den ſidſte Perſon i dette jammerfulde Drama.

*

4
el

258

Lykken.

(Efter Schiller.)

Salig den, hvem miſkundelig Guderne alt for haus Fodſa
Elſked, hvem ſom Barn Venus har vugget i Fayn,
Den, hvem Phoevos har Diet og Hermes Leberne aabnet,“
Og fit Indſeigtl paa Magt Zeus har i Aaſynet trykt!
Et guddommeligt Lod i Jordlivet ham er dildelet,
Alt forend Banen er brudt, Tindingen krandſet ham er.
Ham er, for han det leved, det fulde Livsheld beregnet,
Forend han Moien veſtod, vunden ſin Charis han har.

Stor jeg kalder den Mand, der, ſin egen Danner og Skaber,

Fri ved Dudernes Magt Parcen at tvinge formaaer —
Dog han Lykken tvinger fig ei; og had ham har nægtet .-
Nidſyge Charis, opnager aldrig det ſtreebende Mod.
Den alvorlige Vilje kan frelſe for hvad er uværdigt,
Alt det Hoieſte frit ſendes fra Guderne ned.
Som Dig den Elſkte har Fjær, faa komme de himmelſk Gaver, |
Zeus's herſkende Arm ſtyres ſom Amors af Gunſt.
Guderne ſelv have Lyſter 5 de elſke den blomſtrende Ungdoms ;.
Lokkede Isſer; til Fryd drages de Frydfuldes Hu.
End den Seende ei med deres Beſog de beſſceled,
Deres Herligheds Glands ikkun den Blinde har feet.
Gjerne kaare de fig den ſtille Barnligheds Eenfold,
J det fordringsfri Kar ſlutte de Guddomskraft ind.
Pludſelig er? de, der, og ſkuffe den ſtolte Forventning, '

Ei noget Magtſprog formaaer at tvinge de Tvangfrie ned.
Den, Han er huld, ham fører ſelv Guder og Menneſkers Fader
Paa fin himmelſke Ørn hoit over Gtjernernes Heer.

Midt iblandt Mængden griber han egenmeegtig, og hvilfet
Soved ham tykkes, det milde pryder hans Fjærlige Haand

Aykken. N 259

Nu med Laurbær og nu med Magtens hoieſte Smykke.
Guden jo kronedes ſelv ikkun af gunſtige Held.
For den udvalgtes Fied gaaer Phoebos, den pythiſke Seirer,
Og han ſom Hjerterne tvang, Amor, den ſmilende Gud;
Bolgen jevner for ham Poſeidon, blidt glider det Fartois
Kjol, der en Cæfar bær? med hans almægtige Held;
Ham nedboier Loven fig ſpag, den bruſende Delphin
Stiger af Dybet, for ham ydmygt at byde fin Ryg.

Vredes ei over ans Held, at den lette Seir ham af Guder
Skjcnkes, at felv i Kamp ſkicermer ham CEyprias Huld.
Ham, hvem den Smilende frelſer, jeg Gudernes Yndeſt misunder;
Hiin ei, hvem hun med Nat ſkjuler det morknede Blik.

Mon vel mindre var herlig Achil, fordi ham Hepheeſtos
Selv har ſmeddet hans Skjold og det fordeerv'lige Sværd,
Cordi om jordiſke Mand det ſtore Olymp fig bevceged'?
Det forherliger ham, at hannem Guder har kicer,
At de har æret hans Harm, og for ham Seier at give,
Hellas udvalgte Slægt ſtyrted til Skyggerne ned.
Laſt dog hos Skjonhed ei, at den ſklon er, at den fortjenſtlos
Pranger Liljen liig, kun ved Cyprias Huld;
Har den end Lykken i Favn, er Du dog den Lykkeliggjorte,
I dens fordringsfri Pragt Skuet henrykker Dig.
Fryd Dig at hiint Sanggavens Held fra Himlen nedſtammer,
At Du lytter i Sang til Hvad fra Muſen er ſendt.
Skjalden, guddombeſſcelt, nu ſtragler Dig ſelv ſom en Guddom,
Og er han lykkelig end, vorder den Salige Du. i i
Hiſt paa det travle Torv lad Themis føre fin Vægtffaal, i
Hvor hun maaler fin Lon firæng med ſin Moie fig af,
Glæden henkaldes kun af en Gud paa jordiſke Kinder; 3 a
Hvor ei underveerk ſkeer, ei nøgen Lykkelig fees.
allt Hos Menneſket maa forſt vorde og voxe og modnes,
Ig fra Geſtalt tit Geſtalt fores af dannende Tid;
Men det Lykk'lige feer Du ei, det Stionne ei vorde,
Færdig fra Evighed af ſtager des fuͤdendet for Dig.

v

260 Den hvide Viol.

Gan den jordiſke Venus opſtager, liig den ferſte i Himlen,
Som i Dunkelhed fodt af et uendeligt Hav;

Som den førfte Minerva, fan træder, med Aegis udruſtet,
ud af Tordneren felv Stovets Lystanke frem.

A. P. Liunge.

Den hvide Viol.

—ä —

Jes Roſen ſkued den purpurrode,
Og tænkte, ak hvor ſkion den er;
Men altfor ftærfe dens Farver gløde,
Dg aldrig brev den mit Hjerte Fjær.

Da ſaage jeg Liljen den uſkyldshvide,
Klædt i Englenes Himmeldragt;
Dog ei jeg kunde den rigtig lide,
Den ſtod fan kold i al fin Pragt.

J Groesſet Martsviolen den lille

Saag født mig dufted i Aftenſkjcer;

Men dog, den var jo ſaa mork og ſtille,
dg ſkatted itke fit eget Beerd.

Da ſukked jeg, o Hvor ſkal jeg finde

Den Blomſt, ſom al min Hu ſtager til;
„gte Hvad jeg ſoger, kan en Gudinde

Vel knap frembringe ved Trylleſpil.

—

Genghis Khans Jagt. 261

Men fee, alt færge den ved min Side |
Stod ubemeerket, og dog ſaa nær.

gyndig Violen ſtod den Hvide,

Den ſieldne Blomſt, ſom jeg har faa kjœr.

Som Litjen hold den uſeyld ſuyrked,
Som Violen blaa den dufted født,
Dg da jeg den tit mit Hjerte trykked,
Den blusſed mildt med Roſens Medt.
B. 3.

2

Genghis Khans Jagt. 5 3

—ů—
1

Dae Genghis Khan var i Termed, i Midten af
Winteren 1221, en Aarstid, der hindrede ham fra at
fjortfætte fine” Krigsoperationer, befalede han en ſtor
Jagt, for at holde ſine Soldater i Aande. Efterſom
WTouſchi Khan, Keiſerens eldſte Sen, Rigets overſte
„Icegermeſter, var fraverende, befalede Keiſeren hans
Lieutenant, at foranſtalte det fornodne til Jagten,
og anviſte hvor ſtort et Terrain, de maatte indeflutte.
Armeens Officierer ſkulde mode i Spidſen for deres

+) Fra: „Historical Researches on the Wars and
Sports of the Mongols and Romans; on which
Elephants ånd wild Beasts were employed or
slain. By John 1 ETE SSG to. 1
N

1 B. 2 20 (18)

262 Genghis Khans Jagt.

Tropper, i Overeensſtemmelſe med de foreſkrevne Jagt⸗
love. Da Officiererne havde fort deres Folk hen til
Samlingsſtedet, ordnede de dem rundt om det afſtukne
Num, ſom en tyk Heekke, i det de paa flere Steder
fordoblede Gelederne omkring den af Jagermeſteren
anviſte Kreds. De undlode ikke at erindre Tropperne
om, at det gjaldt deres Liv, Hvis de lode be vilde
Dyr flippe ud af Ringen, ſom var en umaadelig
Meengde Mile i Omfang, og indeſluttede et ſtort An—
tal af Skove, med alle de Dyr, der levede i dem. Mid
delpunktet af denne ſtore Kreds, til hvilket alle Dyrene
ſtulde drives, var en af Jeegermeſteren udvalgt ſtor Slette,
Jagtbetjentene afſendte ſtrax Courerer til de Yverſtcom—
manderende med Anmodning om at give Matſchordre:
Jegermeſteren begav ſig ſelv hen til Stor-Khanen,

for at modtage hans Befalinger i denne Henſeende,

og meddeelte disſe igjen til Courererne, der bragte dem
til Jagtbetjentene, efterat de forſt noie havde lagt
Meerke til hvor Keiſerens Hovedqvarteer var, og i hvil:
ken Retning han vilde drage frem. Ved Courerernes
Ankomſt, bleve hine, Ordrer meddeelte Capitainerne,
Kjedeltrommer, Trompeter og Horn lode nu fra alle
Kanter til Generalmarſch, ſom begyndte overalt paa
ſamme, Tid og i ſamme Orden. Soldaterne marſche⸗
rede meget tæt ſammen, og altid henimod Middel⸗
punktet, drivende de vilde Dyr foran ſig. Deres Of⸗
ficierer vare bag ved dem, for at holde Øie med To⸗
-get, i Alle vare væbnede ſom til en Krigs-Expedition,
med Jern⸗Hjelme, Loeder⸗Bryſtpantſere, Rygpant⸗
ſere of e Sabler, Buer, Koggere fulde

Gengbis Khans Jagt. 263

Pile, Her, File, Koller, Toug, Paknaale og Traad.

Det var forbudet at drebe eller ſaare noget Dyr, om

disſe end udøvede den ſtorſte Voldſomhed. De ſkulde
ved Raab og Truen ſkremme Dyrene fra at gjennem—
bryde Kredſen; dette var Keiſerens Villie. Saaledes
marſcherede de hver Dag, og dreve Dyrene foran ſig.
Alt Krigsbrug bleg punktlig iagttaget; Skildvagter
bleve udſatte og afloſte, og der gaves Feldtraab.
Saaledes marſcherede de i nogle Uger uafbrudt; men
en Flod, der intetſteds kunde gjennemvades, foranle⸗
digede en Standsning; Dyrene bleve drevne ud i den,
og ſvommede over; Soldaterne pasſerede den paa
runde Stykker ſammenbundne Huder, ſaaledes at flere
bleve fatte paa et af disſe Lederbundter, der blev bun:
det faſt til Halen paa en Heſt, og Heſten trak det
nu tvers over Floden, ſtyret af en Mand, ſom ſvom⸗
mede foran. Nu blev Kredſen mindre og mindte, og
da Dyrene fandt fig ſammentrengte, lobe nogle ind
i Bjergene, nogle ned i Dalene, nogle ind i Skove
og Buſkadſer; hvorfra de, naar de ſporede Jecgernes
Nermelſe, igjen flygtede til alle Sider, De ſfjulede
ſig i Huler og Klofter; men Spader, Hakker og So⸗
gere bragte dem ud. Dyrene begyndte nu at blande
fig imellem. hverandre, bleve rafende, og gave Solda⸗
terne fuldt op at beſtille med at drive dem fra Bjerge
og Klippeſvelg; men ikke et Dyr undgik deres Aars

vaagenhed. Couterer rede fra forſkjellige Kanter, for

at underrette Stor⸗Khanen om hvad der foregik,

og for at bringe ham Efterretning fra de Prindſer,

ſom deelte Jagtens Farer og Forvirring. Keiſeren
: (18%) 5

—

264 Gengbis Khans Jagt.

holdt et vaaget Bis med Troppernes Forhold. Da de
vilde Dyr nu vare haardt betreengte fra alle Sider,
ſprang de Sterke los pan de Svagere, og ſonder—
reve dem; men deres Raſerie varede ikke flænge, Man
rørte nu Cymbler, Trommer og andre Inſtrumenter,
hvilket, i Forening med Soldaternes Raab og Skrig,
ſaaledes ſkreekkede disſe vilde Dyr, at de tabte: al
deres Glubenhed. Lover og Tigre bleve ligeſom tam—
me; Bjorne og Vildſviin ſyntes, ligeſom de frygtſom⸗
ſte Kreaturer, at være kaſtede til Jorden af Skrak
og Forundring. Trompeterne lode nu, og Stor-Kha⸗
nen traadte forſt ind i Kredſen, holdende i den ene
Haand fit blottede Sværd, og i den anden fin Bue;
hans Kogger hang over hans Skulder. Han var ledſagtt
af nogle af hans Sonner, og alle hans overſte Offi⸗
cierer. Han ſelv aabnede Blodbadet ved at anfalde
de meeſt glubende Dyr, af hyilke nogle bleve raſende
og ſogte at forſvare deres Liv. Endelig trak Keiſeren
fig tilbage til en Bakke, og fatte fig der paa len Throne,
ſom var opreiſt for ham; herfra var han Hievidne til
den Sthrke og Beheendighed, hans Born og Officie⸗
terne vifte ved at angribe de vilde Dyr. J hvor ſtor
Fare de end fvævede, undveeg dog Ingen den, eller
ſogte at undflye; men viſte ſnarere en endnu ſtorte
Iver, da de vel vidſte, at Stor-Khanen derefter vilde
bedomme deres Mod. Efterat Prindſerne og de høie
Herrer havde holdt deres Jagt, trandte de unge Gol:
dater ind i Kredſen, og anrettede et ſtort Blodbad
iblandt de forſkjellige Dyr. Derpaa fremſtillede Kei⸗
ſerzns Grandſenner, ledſagede af adſkillige Unge af!

(i
*

De polffe Søder. 265

ſamme Alder, fig for Thronen, og bonfaldt, ved en
Tale efter deres Maade, om at Hans Majeftæt vilde
ſtjenke de tilbageværende, Dyr deres Liv og Frihed,

hvilket han bevilgede dem, og roſte Troppernes Tap

perhed, hvorefter disſe bleve ſendte tilbage til deres
Standqvarteer. De Dyr, der vare undgaaede Pilene
og Klingerne, adſpredte ſig til alle Sider, og ſogte
izjen tilbage til deres Skove og Huler.

Saaledes endte Jagten ved Termed.

De polſke Søder, “

Det er bekjendt, at den brittiſke Velgjorenhed i den
ſildigere Tid ogſaa har været henvendt paa de i Po⸗
len levende Joder, og det er Enhvers Pligt, der har
havt nogen Leilighed til at blive bekjendt med de i
disſe Landſtrekninger levende naturlige Efterkommere

af Abraham, deres Stilling, Kaar, Antal, Meninger, £

Cultur og Skikke, at" lægge dette for Publicums

Dine, for at det bedre kan være iſtand til at be⸗

bomme den megtige Opfordring, der er til at an⸗
vende enhver Forholdsregel, ſom kan blive ſat i hurtig

) Fra: „Bihlical Researches and Travels in Rus.
sia, including a Tour in the Crimea and the

Passage of the Caucacus, by E. Hænderson,
London 1826.” »o j ,

266 De polſke Joder.

7

og frugtbringende Udevelſe, for at oplyſe deres Uvi—
denhed, fjerne deres Fordomme, lette deres Elendig⸗
hed og endelig bringe dem til at underkaſte ſig den
ſande Mesſias's hellige og velſignede Aandsherredomme.
De, der aldrig have ſtaaet i umiddelbart Samqvem med
dem, kunde ikke danne ſig nogen Idee om den Dybde
af moralſt Nedperdigelſe, hvori de ere nedſjunkne,
og de talrige og neſten uovervindelige Hindringer,
ſom ſette fig i Veien for Evangeliets Indforelſe
og Fremgang iblandt dem. "Antallet af de Søder, der
ſtaae under det rusſiſke Scepter, er blevet meget for⸗
ſejelligt anſlaaet; men ifølge de noiagtigſte Eftetret⸗
ninger, ſom jeg har været iſtand til at ſamle, fattes
der kun lidet i, at det udgjer 2 Millioner. J Kon⸗
geriget Polen feer man dem ſverme omkring hvor
man vender fig; og i de Provindſer, der nylig ere
indlemmede i Keiſerdommet, er deres hurtige Tilvert
ikke mindre en Gjenſtand for de andre Indvaaneres
Frygt end for deres Forundring. Man kan ikke kom⸗
me ind i nogen Stad eller Landsbye, hvor liden den
endogſag er, uden ſtrax at træffe pan dem. . Næften
enhver Ting er i deres Hænder, De forpagte de
Adeliges Godſer og det Offentliges Skatter, beſtyre
Brenderier, holde Kroer og Skjenkeſtuer, og ſaa
aldeles monopoliſere de Handelen baade en Gros
og en detaille, at det neppe er mueligt for nogen
Chriſten at foretage fig den mindſte Handelsforretning.
J Polen have de længe. nydt færdeles Privilegier,
hvilket har ledet nogle til at give dette Land Navn
af Paradisus Judæorum, eller Jødernes Paradis.

4

5

de Tae Jeder. 267

Den gelße Sede er i i Almindelighed bleg og gu⸗
ſten af Anſtgtsfarve, har f fine Anſigtstrek, og Haas
ret, ſom for det ene er ſort, hænger' i Lok⸗
ker ned over Skuldrene. Et ſmukt Skjeg, der be⸗
doekker Hagen, Vasen, * jodiſte Phyſiognomies
orientalſte Character. m fad af de polſke Joder
eie en ſterk og ſund 5 plnd et Onde, der
har ſin Oprindelſe af en Forening af phyſiſke og mos
ralſke Aarfager — ſom f. Ex. tidligt Bgteſkab, lidet
nærende Føde; den Sfidenfærdighed , der finder Sted
i deres hele⸗ Huusveſen, og den evindelige! Sſels⸗
engſtelſe, der pa, en faa frappant Maade afmaler

ig i deres Un ſigter, og ſom udgier den meeſt tryk⸗
kende DEL" af den Almegtiges Forbandelſe, ſom de
ere underkaſtede i deres adſpredte Landflygtighed. De⸗
res Aandedret er aldeles utaaleligt; og den afſkyelige
Lugt, der herſker i deres Boeliger, er faa ſteerk, at jeg
meer end engang har veret nødt til at afbryde inte⸗
resſante Samtaler med deres Rabbinere, for blot u at
kunne komme til at trekke friſt Luft. Deres Kleede⸗
dragt beſtager i Almindelighed af en Leerreds Skjorte
og Beenflæder, hvorover der er kaſtet en lang ſort
Kjortel, der er bundet faſt foran med Solv-Hegter )
3 og henger los om Benene. De bære intet Forklæde
om Halſen 4 og bedeekke Hovedet med en ie
eller undertiden med en rund, breöſkygget Hat. J deres
Gang viſe disſe Joder ſtor Jver og Hurtighed, og
ſeynde fig. til enhver Gjenſtand for Gevinſt, med
Armene kaſtede tilbage, og dinglende, ſom om de hang.

dem loſt ved Skuldrene. De "gifte fig i Almindelig⸗

268 De polffe Jøder.

hed i deres 43de og 44de Aar, og Fruentimmerne endnu

tidligere, Jeg har hort om en Rabbi, der for fin Af—
reiſe til Palceſtina, blandt, andre Beſtemmelſer for
fit Huusveſen, ogſaa bortgiftede en af ſine Dottre,
der nylig havde fyldt ſit gde Aar. Som en nodvendig
Folge af dette tidlige, Wgteſkab, hender det ofte, at
det unge Par ikke er iſtand til at ſorge for ſig ſelv;
og, at, de formedelſt deres Ungdom og Uerfarenhed
ere uſkikkede til at beſtyre de almindelige Gjenſtande
for huuslig Oeegnomie. De nodſages derfor ofte til
forſt at feſte Boe hos Mandens Fader, undtagen
maar han er i ſlette Omſtendigheder, og, Brudens Fa:
der bedre er iſtand til at underholde. dem. Den unge
Mand: vedbliver at ſtudere Talmuden, eller forføger
at komme igjennem» Verden ved de forſtjellige Arter
af Smaahandel, ſom dette Folk forſtager at drive.
Man forſikkrer, at det ikke er ualmindeligt iblandt Jo⸗
derne, at en Fader, vælger, til fin. Sons Kone, en 1
Pige, der finder Naade for hans egne Hine, o
med hvem han lever i Blodſkam under, ſin. 8 |
Mindreaarighed. Forholdsmesſigen lere kun faa af
disſe Jeder noget Haandveerk, og de fleſte af de For:
ſog, man har gjort paa at venne dem til at drive
Agerbrug, have veret frugtesleſe. Nogle, af dem,
der ere i Velſtand, eie Huſe og andre faſte Eiendom⸗
me; men den ſtorre Masſe af, Folket, ſynes at have
beſtemt fig: til at svære, fri, for ethvert localt: Baand,
og vente med cengſteligt Haab paa, det Tidsrums
Komme, da de ifølge, det guddommelige Lovte, ſkulle.
komme itilbage til hvad de endnu kalde deres eget

De polſke Joder. 29

Land. Deres Kjerlighed til Paleſtina er i Sand—
led uovervindelig; og det udgjor en Artikel af deres
Folketroe, at de, ved Verdens Undergang, alle ville kom—
me til at ſtaae op der — pan hvilket andet Sted de
end maatte doe. De troe imidlertid, at de, der doe i
fremmede Egne, ere domte til at gjennemgaae Gil:
gul Mehiloth, eller Rullevandringen igjennem under⸗
jordiſke Huler, indtil de nage „deres Fedres Grave;“
af hvilken Grund mangfoldige fælge Alt hvad de eie,
og drage derhen i levende Live, eller flytte hen til
de omliggende Lande, paa det at de enten kunne be—
frie. fig for dette Arbeide, eller i det mindſte indſkrenke
denne forkeerte og moiſommelige Vandring indenfor
de korteſt muelige Grendſer. Man har Exempler
paa at de have indbalſameret Ligene og ſendt dem
med Skibsleilighed til Palceſtina; og de holde den
Jord, der blev betraadt af deres gamle Patriarker, i
faa ſtor Agt, at mange af de rige Søder lade hid—
bringe en Deel af den, fora. de anvende til at indvie.
den Jordbund, hvori deres afdøde Slegtningers dode
Legemer blive begravne.

Den hoieſte Art af talmudiſk Lærdom, er den,

ſom er bekjendt under Navn af Cabbala, et hoiſt uri⸗
meligt Sammenvev af myſtiſke Fordreininger, ſom.
beſtager i en Omſetning af de Bogſtaver, hvoraf Skrif

tens Ord beſtaae, ſaaledes at de tillægges arithmetiſk
Værdi; hvorved de udbringe de meeſt modſigende og

forunderlige Udtydninger, der aldeles ſtaae i Modſtrid
med den hellige Text, hvor denne er ſimpleſt og ei

tilladet nogen Fortolkning, De, der ere blevne Adep⸗

270 : De polſke Jøder.

ter i denne hemmelige Videnſkab, betragtes af de ov:
rige Joder ſom et Slags Halvengle. De tillegge fig
ſelv den Bencevnelſe: „Napnets Beſiddere“, idet de
foregive at eie den ſande Hemmelighed og Betydning
af det umeddelelige Naun Jehova, hvorved de have
faaet Magt til at gjøre Mirakler. At et Folk, der i
Almindelighed er tilboieligt til at feſte uindſkrenket
Tiltroe til deslige Bedrageres Lerdomme, er i den
hoieſte Grad overtroiſk, kan ikke vekke den ringeſte
Forundring. Intet viſer imidlertid denne Overtroe
tydeligere end deres Brug af Amuletter, ſom de
bære paa deres blotte Legemer og feſte pan Dorene
af deres Huſe. De ſidſte ere i Almindelighed indſlut—
fede i en Ramme under Glas, og kysſes af Jøderne;
naar de betræde eller forlade Huſet. Den Vigtighed,
de tillægge disſe, er faa flor, at de have den faſte
Troe, at hverken Dæmoner, Aander eller nogen Art
af Trolddom kan komme over deres Dorterſkel; og at,
naar de berore det lille Stykke Glas, der indeſlutter
det guddommelige Navn, med Spidſen af deres Fin—
ger, og derpaa berøre deres Hine trende Gange med den,
under den Bon: „Den Almægtige bevare mig! Den
Almægtige befrie mig! Den Almægtige ſtage mig bi“
— intet Uheld af nogen Art kan træffe dem. Nav⸗
net Shaddai bruge Joderne ſom en Talisman neſten
ved enhver Leilighed. Endogſaa Slagteren ſlicrer
det, naar han ſlagter en Ore, med fin Kniv paa Bov⸗
ſtykkerne af Dyret, for at forebygge at ingen Helde⸗
des Magt ſkal ſkade disſe førend Kjoberne have bragt
dem hjem. Mange af Rabbinerne gjore det til en

De polſke Jøder, 271

Mæringsvei at ſkrive Talismaner, hvilke de fælge til
den forblindede Mængde for uhyre Priſer. De lere
ogſaa fra fig Pſalmernes cabbaliſtiſte eller ſkjulte Mes
ning, og hvorledes disſe ſkulle anvendes til at fore⸗
Bygge eller fjerne forſkjellige Sygdomme, af hyvilke de
kunde blive angrebne,

Saaledes forebygger den førfte Pfalme, ſkreven
paa Pergament og hængt om Halſen paa et frugt—
ſommeligt Fruentimmer, at hun aborterer eller kommer
fortidlig ned; den anden forebygger Hovedpine, ꝛc.
Let henrevne til den urimeligſte Overtroe og uden at
være i Beſiddelſe af hine Principer, der alene ere
iſtand til at holde dem tilbage fra at nedſynke i mos
ralſt Fordervelſe, ere Joderne af Naturen overladte
til Udevelſen af Forbrydelſer, hvis Skjendighed og
Laſtveerdighed undſkyldes eller beſmykkes af rabbinſke
Sophiſterier, og Sandſelighedens og deres medfodte
Stoltheds megtige Virkning. Hiin Pengegridſkhed,
der er Roden til alt Ondt, er den herſkende Laſt,
ſom characteriſerer Abrahams Afkom. Enhver Ting
vurderes efter denne Retteſnor. Hvis man viſer
en Jode et fortreffeligt udarbeidet Kunſtſtykke, aabens ;
barer han ſtrax den herſkende Drivefjæder i ſin Sick!
ved at ſporge — ikke hvo der har preſteret det, eller
hvorledes det er udført — men hvad har det koſtet?
Hvis han feer et Monument, da voekkes hans Op
merkſomhed ikke af Beundring over dets Skjonhed:
den indſkreenker ſig udelukkende til den forgyldte Ine
ſeription, og han beregner hvor mange Ducater den?
kunde indbringe ham, hvis han forde benptte den,

272 De polſke Jeder.

iſtedetfor at Guldet er feſtet paa den dyre Steen,
hvor dets Plads, efter hans Mening, ligeſaa godt
kunde have været optaget af Jern. — Deres ulovli⸗
ge og bedrageriſke Handel er bleven til et Ordſprog,
De anſee intet Middel for ſyndigt, naar det blot
giver dem Üdſigt til Penge-Erhverv; Bedragerie,
Logn, Tyverie og endogſaa Mord, naar disſe Laſter
blot udovet mod Ikkejoder, ere hellige Handlinger,
ſom bifaldes af Rabbinerne. De gjore ſig til af at
ſtjele fra en Chriſten, naar de have den mindſte
Udſigt til at flippe uſtraffet derfra.

Ikke heller indſkrenker dette Hang til Rapſerier.
ſig til den lavere og uslere Deel af Menigheden;

en velkledte Jobe er ofte en formummet Zyv, i
det han ſmigrer ſig med det Haab, at hans for—
nemme Üdſeende vil unddrage ham fra enhver Mis—
tanke.

Man har ofte forſikkret, og det ikke uden Grund,
at Joderne i en frygtelig Grad mangle Afholdenhed.
Der er bleven anført forſkjellige Grunde til Hyppig⸗
heden af dette Onde iblandt dem; men hvis jeg ikke
tager feil, maa det hidledes fra den Længde og Om—
ſtendelighed, hvormed Rabbinerne have afhandlet ſelve
Gienſtanden i Bøger, der forefindes i enhver jodiſk
Familie, og hvortil deres Ungdom har uindſkrenket
Udgang. For en Chriſten vil dog ingen af de For—
brydelſer, der tillægges dette Folk, forekomme afſkye⸗
ligere end deres Vantroe; og den Haardnakkenhed
hvormed de forkaſte det glade Budſkab om Forſoning
ved den korsfoſtede Mesſias. Denne er virkelig den

rige Kilde til alle deres andre Synder; og forinden
de kunne bringes til med ydmyg Anger at betragte
ham de have korsfeſtet, og af Hjertet ſorge over de
Skjendigheder og Gudsbeſpottelſer, de have pttret
imod ham, er det forgjeves at vente nogen radical
moralſt eller politiſtk Forbedring hos dem. Indtil
da man den frygtelige Forbandelſe, deres Forfeedre
have nedkaldt: „Hans Blod være over vore Born“

vedblive at hvile meb uformindſket Tyngde paa deres

hele Forfatning, Uden at være iſtand til at mode
de Grunde, ved hvilke de Chriſtne af ſelve de moſaiſte
Skrifter have beviiſt, at Mesſias er kommen, og at
Jeſus af Nazareth er den ſande Mesſias, have
Rabbinerne erklæret det at være en Synd for en—
hver Jode at leſe chriſtelige Bøger, og de drage den
ſtorſte Omhu for at forhindre deres Bern fra at
have noget Samqvem med de Chriſtnes. For endnu
mere at herde deres Sjæle imod Sandheden, lere
de dem en Ordbog af Gudsbeſpottelſer imod Frelſe—
ren, tillegge ham alle de Benævnelfer af Afguds—
dyrkelſe og Afſkyelighed, der fortælles i det gamle
Teſtamente, og nævne aldrig endog kun den forkor⸗

tede Form af hans Navn: Jeshu (thi under ingen

Omſtendighed ville de udtale det: Jeshua „Frelſe—
ren“) uden at ſpytte trende Gange, og bonfalde Himlen
om, at det maaudflettes af Jorden. Paa Juleaften,
til hvilken Tid Joderne vide, at det er Skik iblandt
de Chriſtne at holde en Feſt for deres Vorn, og læfe

for dem, eller fortælle dem Hiſtorien om vor Frelſers

Fodſel, leſe Joderne i deres Familie det fFjændige

— . . 7

— —2— — — EET mr Er

-2 74 De polſke Jøder.

Værk: Toedoth Jeshu, i den Henſigt at indgyde bes
res Afkom de meeſt indgroede Fordomme imod hans
Characteer. Foruden det Aandsſlaverie, hvori de arme
Joder holdes af Rabbinerne, leve de ogſaa under det
ſtorſte Tvangs⸗Herredomme af et Slags Syndiker
eller Ovrigheds Perſon, faldet Kahals, der tjene ſom
et Slags Forbindelſes-Organer imellem dem og Res
gieringen. Disſe indgive Liſter over Antallet af de Jo
der, der høre til Synagogerne i de Byer, hvori de

ere anſatte, indſamle Kopſkatten, og bekjendtgjore

og have Tilſyn med Overholdelſen af de Lovbud, den

civile Dorighed udſteder. Kort, de ſynes noiagtig

at ſvare til de gamle Publicanere, hvis Character
de meget almindeligt tillegges, baade iblandt deres
Brødre og alle dem, der have nogen Kundſkab om

deres Fremferd. De udpresſe paa det ſtreengeſte Skat⸗

ten af den fattigſte Stakkel, ſom de tillade at leve
paa deres Opholdsſted; og ved at reducere Antallet
paa de Liſter, de indſende til Regjeringen, berige de
ſig ſelv paa begges Bekoſtning.

Omendſtſonde den ſterſte Deel af Joderne i Pos
len beſtager af Rabbiniſter, findes der ogſaa andre
Secter, hvis Antal og Seekegenheder ere altfor be—
tydelige til ei at vokke den forſkende Reiſendes Op⸗
meerkſomheb. Disſe ere: Karaiter, Chaſidim og Zo—

harier eller Bekjendere af Sabbathai Tzevi Lære.
Chaſidim, eller Pietiſternes Sect, regne beres Ops
komſt ikke longer tilbage i Tider end fra Aaret 1740,
da dens Lerdomme forſt forkyndtes af Israel Baals⸗
hem i den lille Landsbye Flusſty i Polen. J Løbet

*

De polſke Jøder, 27⁵

af omtrent 20 Aar udbredte hans Rygte, ſom en
Exorciſt og Meſter i Cabbala, ſig i en ſaadan Grad,
at han vandt et ſtort Antal Tilhengere i Polen,
Moldau og Wallakkiet. Denne Rabbi foregav, at
han alene var i Beſiddelſe af det hellige Navns Hem⸗
melighed; at hans Sjel til visſe Tider forlod Lege—

met, for at modtage Aabenbaringer i Aandernes Ver—

den, og at han var begavet med vidunderlige Evner,

ved hvis Hjelp han var iſtand tit at have Kundfkab

om Alt hvad. der tildrog fig baade i den phyſiſke og in

tellectuelle Verden. Hans Tilheengere fulde henven⸗

de fig til ham, for at erholde Abſolution for enhver

Forbrydelſe, de maatte begaae; de fkulde afholde fig

fra enhver Selvtenken over Religionens Leerdomme,

og vente Mesſias's umiddelbare Komme; og i Syg⸗
doms Tilfælde Fulde de afholde ſig fra Brugen af
ethvert Leegemiddel; men holde fig overbeviſte om at
deres geiſtlige Veiledere, af hvilke adſkillige optraadte
ved Stifterens Dod, vare i Beſiddelſe af ſaadanne
Evner, at de kunde forſkaffe dem eieblikkelig Helbre⸗
delſe. De Beſkyldninger for overordentlig ſtore Over⸗
tredelſer af Moraliteten, ſom den lithuanianſke Rabbi
Israel Loebel, har fremført imod Medlemmerne af
denne Sect, har man draget i Tvivl, og formodet
ſnarere at have havt fin Grund i Fordomme end i
Sandhed; men, jeg er, af en Perſen, der har havt
den bedſte Leilighed til at underſoge denne Gjenſtand,
bleven underrettet om, at deres Moral er heiſt ſtraf—
værdig, og at de Bebreidelſer, man har gjort dem,
han ingen Maade ere overdrevne De ſtage ikke alene

i

276 De polſke Jøder.

i Fiendſkab med alle de andre Joder, men udgjore de
bittreſte og meeſt bigotte Fjender af den chriſtne Re⸗
ligion. De troe, at Mesſias, hvis Komme de vente
med hover Time, vil vere et blot Menneſke, men at
han vil komme med en ſaa ſtraalende Glands, at
han vil frembringe en fuldſtendig Regeneration i en—
hver Jodes Hjerte, og derved” forloſe dem fra alt
Ondt, Deres Rabbiner, hvem de hædre med Navnet
Zadiks, eller „Retferdige“, viſe de neſten guddom⸗
melig Tilbedelſe. Deres, overdrevne Geſtus under
deres offentlige Gudsdyrkelſe, have givet dem Navn
af „jodiſke Springere.“ De arbeide ſig ind i den
ſtorſte Extaſe, bryde ud i den frygteligſte Latter, flaae.
Hænderne imod hinanden, og ſpringe op og ned pax
den afſindigſte Maade; de vende Anſigtet imod Him⸗
len, knytte deres Hender, og ligeſom true den Al—
mægtige til at noegte dem Gjenſtandene for deres On—
ſte. Denne Sect er i de ſildigere Aar voxet faa
meget, at man anflaaer deres Antal i det rusſiſke
Polen og det europeiſke Tyrkie, til at være 3 Gange
faa ſtort, ſom Rabbiniſternes i disſe Lande.

Botany ⸗„Bay'ſte Idyller.

(Efter Robert Southey. *)

Where a sight shall zhuddering Sorrow find
Sad as tlie ruins of the human mind!

É Boule.

1.

Elinor.

(Tid: Morgen. Scenen: paa Strandbredden. )

En Gang paa ny tit vante Dont, en Gang
Paa ny ifores Skjoendſels Dragt, og ſoge
Den vilde Bred med denne uste Sysſel!

D Du, fom ſtiger hiſt ſaa ſeirende

Paa Himlen op, begyndende Dit Løb

Af Hæder, Du velſignte Soel! Din Straaleée
Beſkinner mig med ſamme milde Lys

Her, ved den yderſte af Jordens Groendſer,

dg ſtemplet med en evig Skjcendſels Tegn,
Som, naar tilforn den ſtakkels Elinor

Sage paa Dit ſeionne Gry, med Blik, umorknet
Af Sorg og Brode, naar med Morgenroden

Af rolig Sovn til Fredens Liv hun vaagned.

J anden Henſigt da betraadte jeg

Im Aftnen Havets Bred, og naar jeg fane,
Hvor Bølgerne, font Stormens Forbud, brodes
Mod Klippens Fod eg raſed', reed min Sicel
Bundleſe Afgrund og dens Farer frygted,

„) uagtet de tuende forſte af disſe Idytler titforn bave veeret
trykte, (Harpen 1822, No. 17 og ſ. Bl. 1823, No- 28)
bar Sverſ. troet her at burde levere dem alle i For⸗

ening ; ſom et ſamlet Heelt.

25) De qvindelige Forviſte beſtjceftiges ofte med at ſamle Mus⸗

lingſkaller, hvoraf der broendee Kalk,

1 . 2 3. 1 (49)

28

278 Botany⸗Bay' ſke Idyller.

dg ſurked bange for de ſtarkels Sbefolk.

Ak, mindſt jeg toenkte, ſelb at vorde dømt

At friſte Dybets Skroek, af Verden uͤdſtodt,
En usſel, ingen Medynkstaare værd.
Erindring! vil Du evig martre? Trylle
For mit forviſte Blik mit Fædreland,
Hver Fryd, ſom der mig ſmiled? — End jeg ſaer
Den elſkelige lave Bolig! — End
Vedbenden, flynget om dens hvide Muur,
Hvor uden Frygt Rodfinken, pippende,
Sin Morgenfode kreved; hvor ved Aften
Jeg gjerne fad, og hørte Kragens Flugt
Dg. fæle Skrig, naar ſeent den ſogte hiem
Til Almetroeet hiſt paa Kirkegaarden,
Som med de gamle Grenes tætte- Lov
Halvt ſkjulte Herrens Huus, det hellige,
Hvor jeg faa tidt med ſtille undagt horte
Min Faders Roſt forklare Himlens under
Mod Syndens Bern. Ak mindſt hans rene Sjcel
Da drommed om, at hans ſkamleſe Barn
Gan ſnart hans Lærdom haaned', ſank, en Slave
Af Laſt og Skjicendighed, et leiet Rov
For dyriſk Lyſt; udtoerek endelig
Af Hungersnod og Laſtens Svobe, dobbelt
Pancered fig — og frygted dog at doe!
Velkommen, vilde Land, gruſomme Klima,
Hvor England ſender de forſkudte Born,
Jeg bilſer Din frydloſe Strand! Min Baad,
Af Stormen kaſtet om paa Livets Gee, g
Her hilſer Havn! Velkommen, Rædfelsfcene ,

Moradſig' Jord, torngroede, vilde SFov,

Og alle Farer af en ukjendt Verden!
Thi Elinor har intet nyt at frygte
Af Lykkens Veegelſind! Hver AGdderpiil,

fi

Botany⸗Bay'ſke Idyller.

Af Skicendſel hocedſet og af Got forgiftet,

Har gienneyitroengt mit Bryſt, og Døden ſelb

Forfcerder ei et udſkud meer, liig mig.
Velkommen, Hedeſumpe da, ſtieloſe Skove,

Hvor den haardfore Vilde hviler trætte Krop

J Sfyggens Loe; hvor, naar den ſtoerke Storm,

Som barſk og kold igjennem Luften hviner,

Hans nøgne Lemmer ſtivne, hen han flyer,

At ſoge Skjul, hvor Lovets Hvcelving drypper.

Velkommen, vilde Sletter, end af Ploven

ubrudt', urørt? af Bondens travle Haand,

Hvor man, for Hjordens Brol, den ſkjonne yd

Af Faareflokkens Breegen, hører kun

Det Hule, fæle Skrig af Kangaruhen

JI dybe Fierne. Velkommen, haarde Klima,

Naturens. Hjem, Hvor, end ukjendte

Cr? Overflods Forbrydelfer og Glæder,

Hvor mild Naturen giver Alle nok,

dg nægter Alle Overflodighed;

Hvor, omendſkjondt jeg bærer Skicendſels Dragt,

Skjondt Dag for Dag langs med den flade Grød

Jeg ſamler Havets Muslinger: jeg daglig

Med Wrlighed mit knappe Brod erhverver,

Og lægger mig hver Nat tit rolig Hvile,

Ei meer fordomt at veere leiet Værktøi

For dyriſk Lyſt, og, mens uvcerdig Barm

Fremſtonner Dydens qvalte Suk, at ſlynge

Min Arm om Laſtens Son, og for nodtorftigt Brod

At trykke Smitten til forgifted Barm. — ;

Paajdenne vilde Bred ſkal Angers Frelſerhaand

Randſage Gjælens Dyb, dens Vunder renſe,

Rg giore Syndens Offer værdigt Himlen.

— — DEESSEEEEDEEEE

N

279

* — ml!

280 Botany⸗Bapy'ſke Idyller.

9

Zumphrey og William. '
(Tid: Morgen.)
Zumphrey.
Hvor Solen brænder? — William! merker Du,
Den har fin halve Dagvei fuldendt nu? ;
Den Wilde ſtoder lette Baad mod Strand, e
Dg' raſk med Fangſten hjem alt iler ban. ;
Hvad om en Stund vi gik fra haarden Jord,
At hvile os, og holde Middags bord?
William.
Top, Bro'er! — Hiint Troe, hvis rode Gummiſaft
Mod ſyg Mands Smerter ſkieenker Leegekraft,
Af tætte Lov et Telt os danne kan,
Som kjelt beſktytter os mod Solens Brand. —
Ak, Zumphrey! nu pan Gammelenglands Bred
Aftorrer Bonden alt fin Morgenſved;
Skovhuggren fænter ren ved fin god,
Fra maalte Hug, og glad ved Egens Rod
Sit Maaltid, hungerkrydret, nyder han,
Og drikker dertil Boekkens kjole Vand. —
Til os ei nogen Kilde flynger fig,
Ei huusligt Held gjør Dagen gloederig;
Med Skuxkens Navn og Dragt, Hver Dag forladt
Arbeide vi, fortvivle hver en Nat. Y
; SZumphrey.
O William! da jeg ploied Jordens Skjod,
Hvor gleedtes jeg, naar Landsbyklokken lod.
Glad vidſte jeg min Morgendont forbi,
Med Leerken fang jeg, var ſom Lærfen fri.
Saa gik det, for jeg kom i Krig og Synd! —
Fordemte Klynken! — Kom og ſpiis! begynd!.
William.
Den Lyd var mig og Fjær! — Svert huusligt Held,

Botany⸗ Bay ſke Idyller. 281

Hver Fryd i Hytten mindes jeg faa vel.

Wed denne Stund min Viv med agtſom Hu
Mig vented hjemme. Bordet deektes nu,

Sg Hunger treen i ſkarpe Sauces Sted; —
Saa mine Drenge Ranke hos mig reed!

Jeg feer endnu Hvor Egebordet ſtaaer;

Alt reent og pænt, ſkjondt fattigt var vort Kaar;
De hvide Treetallerkner, herligt Brod,

Den gode Off, hvoraf jeg daglig nod —

Min Mary havde lavet den; thi ſelv

Hun drev al Huſets Dont med Liv og Sjæl;
Vor Frugtviin — den af mig tillavet var —
Og Knivene — ak! her jeg dem ei har! — 5
En Anden har dem nu — — Her flider jeg,
Som Barn jeg feer tilbage paa min Vei,

Og græder.
Zumphrey. N
5 Du! fortæl mig meer! Jeg gad
Nok høre det! — Imens jeg ved min Mad 7 i

Bil lytte. Siden Touren er til mig:
Jeg heelt noiagtigt ſkal fortælle Dig,
Hvorledes jeg ved Trommens Skrald blev Helt,
Dg re fik, og hvor det gaaer i Felt.
, Willem.
D Sumphvey! viſt Du Fjender ei det Held:
Et Hjem at have, ſom Du eier ſelv.
Et Hjem, faa muntert, hyggeligt ſom mit;
Altid det var ſom bloeſt, faa reent og hvidt.
Kong Charles's gyldne Regler fane man der,
Og, Kongen, Dronningen — Gud ſigne hver! — N
Blanktſkuret ſom et Speil ſtod vores Tin 5
Og ſkinte paa den pyntede Kamin; . |
Paa Veeggen overſt — der min Riffel hang, ; ; '
Til Tyves Skrek, kun brugt en fjelden Gang,

+ 6

3 *
282 Botany. Bay' ſke Idyller.

Velpudſet — D fordomt! Jeg tog den ned
En Morgenſtund; — de udyr aad min Sced —
Vor Herremand, han ſkaaned Kuldet fan,
De kunde flolkeviis i Kornet gaae —
Jeg fane de Uheldsdyr, jeg ſigted, ſkiod,
Og nogle faldt; — et Holdt! imod mig fod —
De kom — fordomte Morgen! — tog mig fat,
Og feengſled mig — jeg blev fra Huſet ſat — —
Min ſtarkels- Mary! — Kirkeſognet gav
Nu hende Fattigbrod, og ſnart en Grav!
Ei Gräpſteen meldte hvor den Treette lage, Sdr
Jiskold og ſtiv! — og mine Vorn! dem ſaae
Jeg aldrig meer! —

— Zumphrey.

Tant er Din org juſt ei.

Til Maden Du — tit min Fortælling jeg. !
Mod Dig, min Ven, ſom eied Huus og Viv,
Og leved et beqvemt, et roligt Liv,
Jeg leved flet — min Tid jeg moiſomt fleed
Hen med Strabads, og uden Nytte ſtreed,
Dg nu — for Bagbold ſikker dog — mig her
Mit knappe Maaltid ret en Feſtſmaus er.
Jeg engang Plovdreng var, et muntert Blod;
Sorgfri ſom Lærken, jeg med den opſtod.
Hver Aften jeg mit Maaltid fandt og nod,
Dg féjendt min Seng var haard, min Sovyn var fod.
Det var en Pindſe, jeg tit Marked gik,
en Knold, oppudſet, faa det Havde Skir;
En Duſk af Sonderoſer i min Hat der fad;
Jeg gik i Sværmen ind faa hjerteglad.
Fra Bod til Bod jeg ſlendred om i Mag,
Og vabed hen den hele lange Dag.
Da kom der en Sergeant, en ærlig Gjæl,
Gom i at fange Folk vor dreven vel;

7 7 — 1

Botany Bay ' ſke Idyller. 283

chik ind i Teltet, fatte. fig hos mig:

Jeg ſeer det Hele for mig tydelig:

… Det fpændte Seildug, Viin i fulde Fad,

Den gamle, blinde Spillemand, der fad,

Efumfulde Kruus, ſom vandred fra og til,

Den vilde Stoi om Teltet, Sang og Spil.

Sergeanten til mig faae — Punſchbollen kom,

Og ſom vi loe og drak, det lod: Drumdom!

Han klinked for ſin Tos, og bragte frem:

God save the King! — Franſkmanden et God damn!
Fortalte os ſit ſidſte Felttog ſaa,

Hvormange Dode, Saarede der lage,

Kanoners Brol, og Trommer, Svoerdeleeg;

Frem Britten gik i Marſch, Franſkmanden veeg. .

„Afſted — afſted, Krabater! See, de five!

Guld, Held og Hæder vinker Jer paa ny!“ —

Jeg undred mig, jeg driftig blev, og ſkreeg:

„Soldaterliv er dog en ſkjonne Leeg!“

„Ja, Zumphrey!“ ſtreeg ban — „er ei fan Dit Navn? —
Skion! — Bitterdod! — Vi kiender intet Savn!
Vi flaae for panden en Monſieur i Haft;

Flux under Byttets Veegt vi ſegne faſt.

Kom, Zumphrey! kom! Du har et fyrigt Brod!
Op til Sergeant — ſom jeg — ſtiig ved Dit Mod!
Du troer det ei? Jeg var engang ſom Du

Et Plovdyr og en Klods — var det endnu,

Hvis Mod ei havde reiſt mig. Naa, min Dreng!
Skal Helten Zumphrey gage form Klods i Seng?
En velſkabt ung Krabat! Saa rank og rund;
Fem God og otte Tommer, raſk og fund!
Walplꝗdſen er den Mark, ſom bringer Guld.
Har en Guinee Dig ſmilet for faa huld ?

Bift vor Mundering ypperligt Dig Hær,

Og tit det Anſigt — en Chacot og Fier!

284 Botany Bay' ſke Idyller.
Viſt alle Piger ville kysſe Dig!“ — ;

„For Pokker!“ ſkreeg jeg, „jeg maa med i Krig!“
Gan Natten gik, og Morgenen brød frem:
Rekrut til Hæder drog jeg fra mit Hjem.

Nu: „Skuldrene tilbage! Hov'det op!

udad med Foden!“ — banket blev min Krop, —
O hvor jeg loengtes til min Plov igjen,

At ſtyre Furen over Marken hen,

Naar pryglet mor i ordnede Geleed,

Jeg kold og vaad og ſulten traſked med;

Sg med hvert Trin jeg, mere ford og mat,
Forbanded tidt den Dag jeg blev Soldat.

J Staden Tiden gik heel lyſtig bort;

Den lob med ſmukke Piger, Sviir pg Kort;

De Piger villig var, ei nægtes vor,

De ſnart fif bragt mig i en Doktors Kloer;

Han at lavpſalve mig fig flux tog paa,

Gaa Satan nær i Kloer mig monne fane.

Det kjeded at fortælle al min Nod,

Af Kamp, Strabadſer, Faſte, Saar og Stød,
Tilſidſt med Afſkeed jeg til England gik,

Med Mangel fuldt betalt for Hug og Stik,

Fandt Brodre, med dem ſtjal og drak og aad,
Wlev ſmigret, kyſt, beſtjaalen og forraad',
Forhort og dømt; mig Kongen ſendte hid,

Og her han føder mig min Levetid;

Mit Helteliv er endt, min Ro er ſkjon,

Og Syndens bedre er end Hoedrens Lon!

5

3.
John, Samuel og Richard.
(Lid: elften.)

SNE John. 5
En ſuuk, rolig Aften! Det lysner kun ſvagt,

Botany⸗Bay'ſke Idyller. 285
Dg den nedgangne Soel for idag har giort Vagt.
Et herligt Liv vi føre dog fiden vi kom her;
Man agter fin Dont, og ſorger ei for meer.
Syd Kanden, Dick! Pan Held og paa Velkomſt da!

Richard.
Pan Held, om Du vil, — gid jeg var vel herfra! a
John. 0 )
J Landrotter ſkjonne paa Lykken ei! 1
Havde Du doiet kun halvt ſaameget ſom jeg!
At fortoies i Fadebuur ei Matroſen er van;
Det gager fra Storm paa See til Presning pan Land!
Lad de Kjeltringer ude nu vende op og ned —
Gud ſkee Tak, i min Koie ſidder jeg i Fred.
5 Samuel. ri
Snak om Modgang Du! Kjender Seemanden den! 2
Nei, Soldaten maa doie det Onde, min Ven!
Lang Marſch og Fort Raft, Slid og Sleeb, ringe Sold,
For fer Pence pr. Dag ſtilles Kugler i Vold —
Gud ſkee Lov! jeg er her i Fred og Behold.
John.

Aa, DU veed kun lidt deraf: jeg vædde vil,
Meer Ondt jeg har doiet, end Du Fjender til.
Kom an, om en Pot! Fortæl hvad Du kan,
Jeg melder mit, og Dick er vor Mellemmand. 32 S
Samuel,

John. -

Top — Vi vedder! Ci Caren juſt er ſtor:

Du miſter Din Geog imorgen, min Broer!
Samuel.

Jeg af Sergeantens Loſter blev lokket pao Krog,

Fra Vid og Sands jeg var da jeg Haandpenge tog.

Til Sorgen jeg et Lobepas i Haft mig ſkrive Tod,

Men næfte Dag man prygle mig til Sands og Bod.
* i . . *

286 Botany⸗Bay'ſke Jdyller.
John.

Jeg vilde være Soemand og ploie vilden Hav,
Men Søen mig kroenged og Skjorbug mig gav.
Gaa ſendte Captainen mig tilveirs pan en Maſt.
Og bandte: San vræl dog, Din Hund! og hold faſt,
Samuel.
Efter lange Sagmarſcher, træt, ſulten og mat,
Har pan Mark og i Moſer jeg tilbragt min Nat;
nden Ly, mens paa Kroppen ei tor var en Traad,
Af Vind gjennembleeſt, og af Regn atter vaad.
John. 4
Jeg var ude i Stormen, naar Bolgen taarnhei flog.
Naar i bęelmork Nat de rode Lynglimt jog,
Mens hvinende Orkan den lette Skude ſpang,
Jeg kreelled mig træt, og beit i Stormen fang.
Samuel,
Hvor Trommer og Trompeter lod, efter Fanen jeg gik,
Hvert Smertes Hyl doved den vilde Krigsmuſik;
Mens Kuglerne peeb, hver Fare Trods jeg bod,
Frem jeg ſprang, naar min Sidemand ſegnede dod, 4
Drev Fjenden fra Kanonen, halv, dovet af dens Brag,
Slog, ſeired og blodte — Alt for fer Pence pr. Dag.
g John.
' Dg troer Du, jeg ikke har hort Kartoven gie?
Et ſtolt Soemandsſpil er et Slag paa vilden Søe!
Mens ved Kjcede- og Drueſkud Alt ſplintred hvor vi ſtod,
Og Dæffet blev flibrigt af brave Soemcends Blod,
Desſtcerkere blev Kampen, desmere Modet ſteeg;
Paa Seier hver kun tænfte i raſke Soemandsleea,
Og naar Slaget var vundet, og Lykken, meeſt var huld,
Captainen blev riig og hver Matros blev fuld.
É Samuel.
Men vee Soldaten, naar Ihkken ei Holdt Stand,
Sg hau man flygte gjennem Giendens Bye og Land.

'

Boteny» Bay'ſke Idyller. 287

Smluret af Farer, ei Riſt ved Nat, ved Dag,
Han kan kun flye og ſlages, har ei Skjul, ei Tag.
Med Sabel i Haand Hver Fodebred vindes maa,
Ranes maa fra Bonden hver Krumme, han ſkat faae.
üden Haab og Hjelp, og fjern fra Feedreſtrand —
Gud ſtage Soldaten bi i det fremmede Land!“

John. 15
Og hvad er dog dette mod ſkwöorudt Soemands Nod.,
Med Døden for Sie i Havets vaade Skjod,
Naar alle Mand ved Pumpen udflæbte ſtaae,
Og fee med Skreek at Lokket vil Dvermagt faae;
Hoit fra Bolgen fee vi paa Klippen Fyrets Glod,
Omſonſt de Stranden ſoge, hvert Livshaab er ded;
Mens Skud Laa Skud vi fyre i Nodents Stund,
Vildt Stormvinden raſer og aabner Dybets Mund.
Hvor det knager i Skroget, mens over Tavl og Dok
Hoit Bolgen farer og ſkyller Alting vær,
Spring ud — ſpring ud — det revner — i Baaden alle Mand?
Raab til Gud om Frelſe, thi han kun frelſe kan!

Samuel.
Hvert Onde tilſidſt dog en Ende vil fage!
Da jeg paa Vognen blandt de Qveſtede lage,
Da i Vunderne brændte den Folde Nattevind,
Og hver Ven, jeg aldrig gienſaage, mig randt i Sind,
Og ingen Haand mig leedſked, eller gav en Bid Brod —
Da modlos jeg onſked: G ud give Du var dod!
J Feengſel blev jeg ſmidt, tit jeg blev vexled ud;
Jeg gienſaae Bretlands Fjeldſtrand, og takkede Gud.
Jeg vandt mig Saar og Sæder — men meer heller ei,
Saa lod man ſom Betler mig vandre min Vei.
Naar jeg mindes hvad jeg leed, og hvad jeg er nu,
Jeg bander ham, der lokked fra Ploven min Hu.

John.
Da jeg min Afſkeed fik, drog jeg hjem til min Vio,

*

288 Botany Bay'ſke Jdyller.

Ut, fane mig til Roe for Resten af mit Liv;
Hun var neevenyttig, hun; vi tjente vort Brod,
Og havde vi lidt, bi tilfredſe det nod;
»Og naar jeg fad og horte Stormens Staahei,
For min lille Kahyt Vorherre takked jeg.
Da kom de en Midnat og trak mig afſted,
De ſkamſlog mig, da jeg ei rolig gik med.
For Gammelengland voved jeg mit Blod og mit Liv;
Thi flæbtes liig en Tyv jeg fra Hjem og fra Viv.
Da Medborsvinden om til Modgangsſtorme ſprang,
Jeg til Synd og Skjcendſel blev drevet af Trang;
Alt blev dog til det Bedſte — thi fra ſtormende Hav
Drev mig Lykken herhid, og Ankerplads mig gav.
Samuel.
Nu, Dick! er det nok! nu Din Dom vi hore vil.
Richard.
Nei her maatte Poker domme fra eller til!
Nu har J det jo gode! under Tag og i Gammen,
Thi drikker Eders Grog, og vær? lyſtig tilſammen.

8 4.
Frederik.
2 / Tid: Nat. Scene : Skoven.)

Hvor ſkal jeg flye? Hvorhen min trætte Fod
Forvildet flytte? — Mat af Slid og Meie,

Hvor ſkal igjennem Skovens Torn og Krat

Jeg nage min fjerne Bolig? Dybe Brot,

Som ryſte Lovets Hycelving, tone mig 0
Coeltvarſlende min Gravſang: ſultne Rovdyr

Med Hyl opſoge deres Bytte! — Hor,

Igjen! — O frels mig — frels mig, Naades Gader!

Jeg er til Doden ei bered.
Du Feige

Hvi Sanker⸗ angſt Dit Hjerte, Hvorfor ſkicelver

„„ „„ 20g30gʃ30ʃ T —oül Äö—⁵—ns Q ⁵nn : ̃̃ ũu-e.. 2 „

— Rnaeessere

Botany⸗ Bay'ſle Idyller. 289

Ved folesloſe Byrde hvert et Lem?
Hvad kjcert er der ved Livet? Bil Du tomme
Til ſelve Boermen ud dets bittre Kalk?
Hvor kan en Skurk, med Synd og Skjcndſel mærket,
Hvis Liv er flaviſk Treeldom, frygte Dod?
Dod! hvitken Troiddom har hiin tomme Lyd
Som isner dybt i Hjertet? hvor kan Tanken
Beſproenge koldt hvert Lem med Frygtens Dug 2
Ei Gravens Rand omleiret er af Rædfel;
Naar Sjælen rolig, ſamlet i fig felv (
Betragter grandt hiint fnevre Huus, forſoinder
Hvert Spogelſe, der jvæver frem. for Broden
IJ Midnatsdromme; der er evig Roe, -
Og ingen Sorg. — O flumred jeg dog der!
Hvi flager det bange Hjerte da faa tungt?
Hvorfra hiin Lyſt til Liv, der frygter for
At miſte dets fjære Marter? Lemleeſtet Mand
Saarloegens Kniv fig underkaſter villig , :
uvis om Hjelp, kun for at lette fig
Sin Legemsqval, imens den feige Usling,
Hvis vundefulde Gjæl ei fjender Frelſe,
Flyer angſt den bedſte Læges ſikre Hjelp.
O det langt bedre. var, Hvis jeg mig lagde
Paa fugtigkolde Jord, til Skovens Rovdyr
Slog Kloen i mit Bryſt! …
: Ja, hvis blot Doden
Var Alt, Hvor født da, paa den kolde Jord É
At Hvile Hovedet og flumre Døden. 38/3
Men om Baſunens Lyd i Dommens Stund 3
" Dyférætfer Dodens Øre, voekker Sjælen
Tit Vanvid! — Barndoms Dromme! ſmukke Sagn 5
For gamle Hexe til at ſkrcemme Bern!
Hoad om jeg forte Krig med Verden? Verden
Forſt kreenked mig Svar Uretfeerdighed

290 Botany⸗ Bay'ſke Jdyller.

,

Jeg maatte lide; denne ſkionne Jord
For mig kun var en ode, bildſom Srk;
Ei Deel jeg havde i Naturens Arv,
Bortveiret bleb hvert freidigt ungdomshaab,
Og morkt Bedrag mig fulgte overalt;
Min Barm kun huſed Nummer, "bittert Savn
Mit Hjerte naged. D Du Evige, ö N
Du veed, Hvor dette Hierte, ſelv hentumlet
J fkicndig Lyſt, indvortes var uroligt,
Og længtes efter Fred. ;
O Fader, Hor mig! |
Jeg til Din Naadesſtdel min Bon opſender,
Og venter ydmyg pan Din Retfoerds Villie.
O Troſtens Tanke: trygt mit qvalte Hjerte
Træt af dets Lidenſkabers Storm, ſkal hvile
Hos Dig med helligt Haab! Det hule Brol
Af Skovens brodefri Beboere,
Med Skrceek ei fylder. meer min ſtille Sjeel.
Min Synd mod Stovets Born med dem er opgjort,
Min Regning klar: ved dem jeg blev en Synder.
J denne udork Savn ei friſter meer
Til Morkheds Daad, og her tilſidſt jeg finder
Mit Hvileſted. Er end min Hytte ringe, 8
Ei Regnen trænger giennem fave Tag — É
D var jeg der igien! Kold Natten er,
g paa min Vandring let jeg lokker
Den Vilde frem af Buſken.

8 Tos! et Skud!
See! Arnens trygge Flamme! Jeg ſkal gijenſen b
Min lille Hytte! J mit Anſigts Sveed

Igien af Jorden tvinge frem mit Brod,

Dg lydhør Brode ſkat ei ſerckkes meer é
Fra velfortjente Maaltid! Denne Dragt,

Forbryderens, beſkytter mig mod Kuld, ; *

Tvende Breve fra Baggeſen. 291

Og bvad kan Purpur meer? O ſtyrk mig Gud
J denne Roe! Rens Du mit Hierte,
At Anger, Haab og Troe mage lege
Min Sjæl, min Dodsſtund vorde Fred! :
A. P. Liunge.

—

Tvende Breve fra Baggeſen.
(Meddeelte af Profes ſor Nahbek.)

Auguſtenborg, d. Ade Julii 4795.
Kiereſte Rahbek!
Tak! inderlig Tak for Dit venſkabelige Velkommen til⸗
bage til Dit og mit Siem! Jeg erholdt det førft ber,
over Kiel, for et par Dage ſiden.

Jeg har vel nu været over to Aar borte fra Danne⸗
mark, men Dannemark har derfor ikke været borte. fra mig;
ſtiondt taus, har jeg baaret dets Interesſe, dets heldige
Beſtræbelſer og dets heldige Uheld, ſom og alt, hvad i
dets Skisd var mig kiert, i mit Hierte —og Din værdige
Tilſtuer i min tomme,

Da Du felv har reiſt og reiſt meget — behever jeg
vel ikke at undſtylde for Dig, at jeg lod det Jern blive
af Ilden, ſom jeg mindſt gad fee brændt. + Udentands be⸗
komrede jeg mig om udenlandſke Ting, jeg var ellers ble—
ven biemms. Men jeg bekymrede mig fan meget om disſe,
ikke for deres egen Skyldz mellem de vilde fremmede Blom»
ſter tenkte jeg beſtandig paa og længtes efter den hiem⸗
lige Kube. f :

Hvad jeg har lidt i disſe to Aar, ſom Mrenneffe,
Mand og Fader, meget ondt, og meget got, vil jeg fortælle
Dig mundtlig — hvad jeg har feet og lært,, vil jeg fore
tælle Dig paa Prente

292 Tvende Breve fra Baggeſen.

Vanſkeligheden for nærværende Tid i det halv af⸗
brændte Kiobenhavn at faae Huus og boefætte ſig paa
nye, min Kones Barſelſeng, og den Omſtendighed, at jeg
forſt til Foraaret kan tiltræde mit Embed, (om jeg ellers
fager noget) — hvortil jeg endnu maa tilfsie Hertugens
Dufte — beſtemme mig til Opofrelſen af min i Nærheden
voxende Hiemlengſel, og til at blive her Hoſten, og i Kiel
Vinteren over. Af denne Nod gisre imidlertid adſkillige
Omſtendigheder en Dyd, og paa den anden Side af denne
Dyd forſkiellige Betragtninger en Lyſt. Min Pult er nem—
lig fuld af en Mængde Opſatſer og mit Hoved fuld af Re-
flexioner over det ſamlede — da jeg hidtil var i beſtandig
Bevegelſe, har jeg ikke fundet Tid og Roelighed til at
ordne de beſtandig hyppede Materialier — i Kiobenhavn
vilde jeg i Forſtningen, langt fra at ſinde der en ſtille
Havn, eller og blot en ſikker Ankerplads, være et Rov for
den heftigſte af alle Storme, der bringe et elſkende Ge⸗
myt i Oprør, og maaſkee fee mig nødt til at kaſte min
heele sadning over Bord, der, faa ubetydelig den er, dog

indtil videre uͤdgior mit heele borgerlige Verd. J det

ſtille Kiel, hvor jeg i et Hieblik kan telle de Perſoner, der

interesſere mig og de Ting, der fordre min Opmerkſomhed,

"bliver mig let, hvad der i det uſigelige interesſante Kio⸗

benhavns faldne og end ſtaaende Mure vilde være mig

umueligt: at udarbeide mit lille Creditiv til borgerlig.
Indlemmelſe — et Creditiv, der er ſaameget meere nøds

vendigt, da de, der ikke ganſke have glemt mig, ſaare
naturligen kunne miskiende min nærværende Duelighed, og
iſer min nærværende Tenkemaade. Sat sapienti.

Det vilde i mange Henſeender være mig kiert, huis
Du i dette Mellemrum vilde unde mig Dine ſkrivtlige Om
gang. Det er nu engang min Natur, at tåbe mig i den
Natur, der omgiver mig: mit ſandſelige Voeſen er vderſt
boyeligt, giennemtrengeligt, let ſtemt og electriſkft. Min

4
i

rr

Tvende Breve fra Baggeſen. 293

Perſonlighed undtagen, forandrer fig alle mine Sndftæns
digbeder med Omſtendighederne — i Dannemark er jeg
danſk (man ſkielde mig Tydſker, faa meget man vit) k
Tydſkland er jeg tydſk, i Frankrig franſk, og i Italien
italienſk. Paa Stedet taler jeg i fort Tid med uſigelig
Lethed Sproget; jeg ſynger, meer end noget andet
Menneſte med de Fugle, jeg er hos. Jeg veed ret got
alt det onde, ſom kan ſiges om denne Beſraffenheb; men

jeg veed og, at man uden den vel kan være Verſemager,

men ſikkert ikke Digter — og min Rahbek vil ſinde fin
egen Natur ſkildret i min. Jeg blues altſaa ikke ved at
tilſtaae, at jeg i Frankrig har gjort ftanſke, og i Schweitz
temmelig tydſke Vers — da baade Du og Ewald har
lignende Synder paa Eders Samvittigbed. Dermed er
imidlertid det onde forbunden, at man lettere forvanſker
fit Modersmagl, beſynderlig inden man deri har faaet
Tungen ret paa Gang igien, jo fortroligere man er ble—
vet med de fremmede. Der forde vel, ſaalenge jeg endnu
ikke er paa danſt Grund, indſnige fig Germanismer og
Gallicismer i, hvad jeg ſkriver; og jeg veed ikke, hvilken
blodig Synd jeg jo hellere vilde begage end den, at ſkrive
udanſk. Rek mig paa denne ſvimlende Pynt den pderſte
Spidſe af din Pegefinger t simplieiter et sine allegoria!
ſkriv mig ſtundom til, ſend mig af og til nogle Nummere
af Din Tilſkuer, ſnak med mig om danſt Litteratur; og
jeg er vis pag; at denne ſkrivtlige Omgang med mit Mos
dersmaals heldigſte Dyrker vil holde mig ſkadestss for Ta⸗
bet af mundtlig Underholdning hiemme, og give den Illu⸗
ſion jeg behøver, for med nogenlunde Tryghed at lade
Pennen lobe. Treffer du i mine Breve en tydſk Krabat,
faa knek ham! 5
Du feer, kiereſte Rahbek, at bverken Misforſtaaelſer
i gamle Dage, eller Taushed i de nye, har ſpakket min
Fortroelighed til Dig. Med tillidsfuld Overbeviisning, at

1 B. 2 3. 20000

294 Tvende Breve fra Baggeſen.

der i vort gamle Venſkab var noget, der aldrig: Tan. for:
gaae, en uforvisnelig Spire, der fra nu af vil ſkode
herligt op, og til fin Tid velgierende omſkygge vore
gamle Tindinger, rekker jeg Dig hermed ſom Mand broberlig
Haanden. Vort Venſkabs Aften vorde ſom dets Morgen,
Din
Baggeſen.

Hils Pram, his overmaade lignende Kobberbillede
giorde et ubeſkriveligt Indtryk paa mig. Louiſa Auguſta
— eller rettere Minerva ſelv i egen himmelſte Geſtalt
— overrakte mig det for et Par Dage ſiden. En Taare
randt mig ned paa Kinden ved at fee disſe Hyne, - hvori
jeg fan ofte læfte Kierlighed ſelv, disſe Leber, hvorfra
faa meget af mit Livs Honning flød, Saare ſkiont er det
Monument, Du har fat ham. :

Hils Rofing, Samſoe, Oluffen (hvis han er hiemme),
Riber, Nierulf, Thaarup, og de andre af vore falles Ven:
ner, der ikke aldeles have glemt mig. Hils vor falles
Bogtrykker og Boghandler, og beed ham ſende mig mine
Ungdoms Arbeider, Zolger Dauſte, Gulddaaſen, (Pe
ters Bryllup har jeg), Prams ſidſte Stykker, og Minerva
ſamt Tilſeueren fra tilkommende September af.

Ver hilſet fra den fortræffelige Hertug og hans hele
herværende Elyſium. Min Kone venter alle Hieblikke paa
nye at blive Moder — min toaarige Son er en ufigelig
levende Pog, der gior os megen Glæde — vi leve her, (om...
i Himmerig. — Etiam Dii Deaeque hic sunt.

—

Gravenſteen, d. 20de Septbr. 1795.
Kiereſte Rahbek! ö f
É Det er ikke min Skyld, at jeg nu forſt beſvarer Dit mig
inderlig kiare Brev fra Fredensborg, d. 26de Aug · 3 tibi

Tvende Breve fra Baggeſen. 295

det er ikke min Skyld, at jez forſt i Gaar har bekommet

og leſt det. Jeg fandt det nemlig ved min Tilbagekomſt

hertil, i en Pakke, ſom Vogtrykker Schultz pan Dit For—
langende ſendte mig, juſt mens jeg var underveis til Kis⸗
benhavn. Den 4de Juli: Overſkrivt pda mit forrige, var
en Skrivpfeil iſtedenfor 4de Auguſt.

Der gives visſe Smaatildragelſer i Livet, fon umid⸗
delbar opvekke hos mig en vis religies Folelſe, visſe mal
à propos, der uden tilſyneladende menneſkelig Indflydelſe
paa eengang findes forvandlede til bien à propos; —
ſom, f. Ex.: en ærværbig Mand vil gaae over en Broe,
det bleſer ſterkt, og neppe har han gjort et par Skridt,
faa ryger Hat og Paryk ham af Hovedet; ergerlig, og
maaſtkee meer end ergerlig over bette Tilfælde, gaaer han
videre; inden han har naaet Enden af Broen render en
gal eller fuld Mand ham omkuld, han falder i Vandet til
over Hrene, en Matros griber ham i de Haar, han endnu
har paa Hovedet, og redder ham, da han, hvis hint Uheld
ikke havde tilſtedt den nedplumpede, kun havde reddet
hans Paryk — bar nu min ærværdige Mand læft Juvenal,
faa minder han fig hans nam pro jucundis aptissima
quaeque dabunt DI, Carior illis homo quam sibi —
og dette faldt mig virkelig ind efter Lesningen af Dit
ſtionne vennehulde Brev; ved at tenke paa dets tilfældige
Forfellelſe. Havde jeg faaet det til den af Dig beſtemte
Tid for tre Uger ſiden, faa havde jeg nu maattet undvære
men virkelig, mit Hierte dyrebar Troſt, over at have for—
feilet Dig i Klsbenhavn. Jeg kan ikke beſtrive Dig hvor

aldeles à propos det ſprang mig imsde ved Aabningen af
hin Pakke, efterat jeg en Times Tid alleene havde tenkt

tilbage paa mit Ophold ved Sundet, og Paa nye. gremmet
mig over, ikke at have feet min anden endnu levende
Zorueman. Det var ſaa meget meere à propos, da det

s er . fortroligt, hierteligt, og indholdsrigt, og

(205)

„

296 Tvende Breve fra Baggeſen.

ſaa barmoniſk ſammenklinger med mine egne Tanker og
individuelle Fslelſer, at det aldeles kan gielde for en
coeur à coeur og téte à tete. Taf, hiertelig Tak ber:
for, gode Rahbek, og for den forſte Deel af Dine ſaa
kaldte Poetiſte Forſeg — ja, à propos i Anledning af
disſe Forſog og til Giengield for Dit Hvedebrod:
Jeg læfte ſamlede, hvad mange Gange
Jeg fang i tarveljge Vennelag,
For middelmaadig Viin at give Meſterſmag,
Wor Meſterdrikker Rahbeks Meſterſange,
Sg ſaae, han kaldte fin fuldendte Speg,
Der netop er, hvad Muſers Spog bor være,
J lyſtig Latter byllet Lære,
Sorføg. „Forſog?“ udraabte jeg, „Forſog?
Saa ſkulle vi dog evig ſtage tilbage
J Sammenligningen med hine Dage,
Da Latiums og Hellas's Harper klang?
) Sg lykres det en vor Tids Mand engang
Med fin Tids umiskiendelige Merker
At præge alle fine nye Veerker,
Maa Titlen i det mindſte vidne om,
Hans Smag ei dannedes i Groekenland og Rom!
Anakreon ſkrev nu Forſog til Vliſer;
Horaz Forſog til Oder, og Homer
Skrev egentlig vel og paa vor Maneer
Forſog til et par Epopeer“ — p
Ak, vor Tids Smag er mindre eller meer 5 0
Fordoervet af Tobak, af ØL og af — Aviſer.
Titelen altſaa af Din Bog vil jeg glemme, da den un
eengang ikke mere kan forandres, og det øvrige, hvad jeg
ikke allerede kan, vil jeg lere udenad.
Det glæder mig, at Du faa ganſke har forſtaaet og
mebfølt hvad jeg yttrede om min Fortydſkelſe, der imib⸗
lertid ikke gaaer faa vidt, ſom jeg virkelig havde frygtet;

,

a
5 Fvende Breve fra Baggeſen. 297

og tit hvis aldeeles Afleggelſe jeg ſikkert ikke har meer
end ofte Dages Omgang med Danfke nødig. Det er ikke
faa meget Tingen ſelv, ſom den engſtlige Mistillid til mig
ſelv, jeg har at frygte. Det ligger i den menneſkelige
Natur, let at falde juſt i det, man altfor engſtlig føger
at undgade. Og den evige Skrigen og Skraalen over min
Tydſkhed, fra den Tid, jeg kom i tydſke Huuſet, har giort
et ſtort Skaar i min godtroende Sorgloshed. Der herſker
overalt en vis petit esprit de bagatelles i vort gode
Kiobenhaun, ſom i enhver anden alting forqvaklende
Hovedſtad, der nært af de Haanſmuler, der virkeligen falde
af visſe rige Mænds Borde, i en Tid, ſom vor nærværente,
nogenlunde undſkylder denne Frygt. hos mig. — „Den
hiemlige Kube“ i mit Brev var virkelig en maaſkee util⸗
ladelig Neologismus; jeg vidſte ret got, at Ordet hiemligt
eller hiemmeligt ikke er i Brug hos os — (jeg har, om
jeg, mindes ret, een eeneſte Gang anbragt det i Labyrinthen)
— det dertil ſvarende tydſke: heimelich er ikke engang
brugeligt i Tydſtland, men blot i Helvetien; det har for
min Folelſe en ganſke egen Tillokkelſe, i det det udtrykker
en mig meget kier Nuance, hvori fortroeligt, tilvant,
mageligt, og hvad der hører til Ziemmet ſammenſmelter.
Det Sweitzerſte: Es iſcht fo heimeli hier! kunde en
Franſos f. Ex. ikke anderledes udtrykke end ved at ſige:

On est ici parfaitement bien, chez - soi & à son aise,

For Opſatſer veed jeg i en Haft intet andet Ord — (Ud⸗
kaſt er det tydſke Entwurf) — men jeg tilſtager dets
Tydſkthed. Det er virkelig en vanſkelig Sag med Puris⸗
men i et Sprog, der er faa ner forvandt med et meere
dyrket og udbredt, ſom det Danſke med det Tydſke. Jeg
troer, det er en Hovedregel derved, at udrydde de poetiſte
og plante de philoſophiſke Germanismer; thi vort Digter⸗
ſprog er overmaade rigt, meget rigere end det tydſke, og
beriges i nødigt Fald bedre med gamle nordiſke 2: ſpenſke

298 Tvende Breve fra Baggeſen.

norſke, iislandſte Ord, end med transeiderianſfe; vort phi—
loſophiſke Sprog derimod er temmelig fattigt, og da Phi⸗
Joſophien aldrig havde hiemme hos os, nødt til, enten at
blive, ſom det er (og det vilde være det ſamme, ſom at
hemme Philoſophiens Fremgang) eller at fee ſig om efter
nye Planter i den nyere Philoſophies Febreneland. Jeg
haaber, at vi engang over denne mig meget magfpaaligr
gende Punct Mundtlig ville kunne eenige os.

En vægtig Steen har Du væltet mig af Btyſtet ved
Din Bedommelſe af vort Fodelands nærværende Litteratur,
Jeg frygtede en Smule, at Du vilde vere juſt ikke af mod⸗
Jat, men af forſkicllig Meening med mig over det Sving,
den i de ſidſte Aaringer har taget; thi jeg bekiender reent
ud, at jeg maa ſige om de fleeſte af de nye Producter, der
have giort og gisre fan megen Opſigt, hvad Salomon ſiger
om de gamle Dage: De behage mig ikke. Naar jeg und;
dager Zornemans efterladte Skrifter, Sulddaaſen, ens
kelte Stykker i Minerva, og naſten Blad for Blad (næs
ſten — "thi visſe Nummere ere mig alt for allegoriſke)
i Din Tilſkuer, har jeg i det mindſte hidindtil intet fundet,
der røbede Tanker og Folelſer, rigtigere og ſkionnere Ud;
pikling, eller meere forædlet Humanitet. Swpe jocum,
sœpius bilem, sæpissime lacrymas vestri movere tu-
multus. Selv Sproget finder jeg tildeels ſeisdesloſere,
tildeels barbariſkere behandlet end nogen Tid for. — Det
unge Menneſkes . Bei od an der rovvs aura STER
er i mine Tanker utilladelig Iybæ,. og faa adſkilligt
i de fleeſte Maanedſkrivter. Der er overhovedet noget faa
halvvoxen knortet, renomiſtiſkt, utemt, og i fuldeſte For⸗
ſtand buxeloſt i den almindelige Tone, ſom herſker i disſe
Flyveblade og periodiſke Hefter, at man ſkulde neſten ſalde
paa at troe, lutter af Skolen forvijſte Meſterlectignere og
til forſte Examen afrøgne Dimitterede havde taget det af
findige Mænd. forladte Parnas i Beſiddelſe. Had der

*

Tvende Breve fra Baggeſen. 299

iſer har bedrøvet mig, er at den lykkelige Idee til Fore⸗

ning af den danſke og ſpenſbe Litteratur er overladt flige
Poge til udfsrelſe. Ved at foreſtille mig den nærværende poe⸗
tiſke Pleiade i Kiobenhavn falder mig ind, at mine Udfald
paa Halvpoeterne i Poeſiens Oprindelſe og andre comiſte For—
tellinger vare mere prophetiſte end poetiſke. Thi fange
i — Den veed, paa een og anden Vlis

At trodſe Folks, Fornufts og Smagens Domme,

Og Grue Kritikens Riis —

Og Muſen gyſer ved, den Dag fra Dag at ſkue,

Formeeret i en reedſom Proportion,

Det ſkicelvende Parnas med Underg ng at true.
Med alt det er jeg dog ikke af Din Mening, at vor Li tte⸗
raturs Guld: og Sølvalder er forbi, jeg troer tvertimed,
at dens egentlige Guldalder endnu u ikke er kommen. Sanz
er Nordens Sonner egen, og vort Sprog er langt fra ſin
Dannelſes non plus ultra. Jeg haaber meget i det nit⸗
tende Aar hundrede, naar det politiſke Chaos engang bliver

ordnet, og de nærværende Revolutionsſtorme have lagt fig
— iſer haaber jeg i alle Henſeender meget for det, ſaa

at ſige i Gubs Haand faldne, Dannemark.

Dit Raad, heller Tid efter anden med ſmage poetiſke
eller proſaiſke Arbelder at lifte mig ind igien i de Danſkes
Erindring, end paa eengang at fremtrede med et Være
— per ignes et eineres &. — er ikke blot venſkabeligt
men viiſt — jeg indſeer aldeles dets Gavnlighed, og giver
Dig hermed min Haand paa at folge det. Vent altſaa et og

andet lille Bidrag til Minerva eller Din Tilſeuer fra mig.

Tak for Din ſkrivtlige Hilſen fra mig til den ærvær,

dige Abrahamſon. — "uten at forde kalde ham Vene
Hvortil intet berettiger mig, agter og elſker jeg denne brave
Mand høit, Da ieg allerede ved mit forte Ophold mærkede

adffillige Brud, og altfaa ikke med Vished kan vibe, i hvilk,

Forbindelſer Du for nærværende Tid fraterniſerer, faa ber

900 Dramaturgiſke Bidrag.

der jeg Dig, foruden Roſing og hans Kone, Cold, Abra—

hamſon, Thaarup (hvis ſidſte Prolog viſt ikke var theas.

tralſk, men efter min Smag pderſt ſkion, ſom lyriſt Cabi⸗

netsſtykke,) Nierulf, Bogtrykker Schultz og Langes at hilſe

alle Dem, ſom elſke Dig og erindte Din .
Baggeſen.

Min Kone har med megen Glede leſt Dit Brev, endog

før jeg lesde det, og takker Dig hjertelig: for Din Hilſen.

Begge mine Drenge tee ſig ſynderlig vel.

Dramaturgiſke Bidrag.

2.
Om Opforelſen af Zolbergs Jeppe paa Bjerget, og
iſer om Hr. Inſtructeur Lindgreens Fremſtilling af
Hovedrollen.

De. gofte, Anm. i „Kjobenhavnspoſten“ har givet, at meddele
en Characteriſtik af Hr. Lindgreens Jeppe paa Bjerget,» føler
han fig kun iſtand for en Deel at opfylde, ved at fremfætte en
udforlig Analyſe af dette Stykkes Udførelfe paa vort Theater, med
beſtandigt Henſyn paa Hovedcharacteren; men ſelv dette Arbeide
fremlægger han ikke uden Frygt for Leeſerne. En Characteriſtik
af en Rolle, udfordrer et grundigt Studium af alle Rollens En⸗

keltheder, uden Henſyn tit den ſceniſke Fremſtilling, men dette bli⸗
ver iſcr da vanſkeligt, naar denne ſidſte Hos Characteerſkildreren å

ſaaledes har amalgameret fig med Characteren, at hans Yftringer
om denne ikke fænger kunne kaldes ſelvſtcendige. Leverer man dere

imod en troe Afbüdning af en Rolles Fremſtilling, tor man tilegne

fig Refultaterne af en Andens Studium. Men at dette allerede bar
fine Vanſkeligheder, det vit man indromme, naar man overveier hvor
ofte man maa blot ſee Fremſtillingen af en Rolle, inden man kan af⸗

„ gige, bvad der i Skueſpillerens udforelſe fremgaaer ſom Folge af SU

,

Dramaturgiſke Bidrag. 804

zium, og hvad. der blot er tilfældigt eller momentant, naar man be—
tænfer , hvorledes Anm., ſtolende blot paa fin Hukommelſe, (thi ban
har ei det Held ſom hans hæderlige Forgjcenger, Hr. Prof. Rahbek, der
ved Uudarbeidelſen af fin. ypperlige Characteriſtik af Hr. Sjelſtrups
Jeppe, havde Kunſtnerens egne Optegnelſer om Rollen til Hielph,
med døde Bogſtaver ſkal gjengive hvad han ſaae, vil man viſt finde
det rimeligt, at dette Arbeide forekommer Anm. ſom et af de vanſfeligſte,
ban har paataget fig, ſaalcenge han har fert fin dramaturgiſke pen.
St Anm. ſkylder Hr. Profesſor Rahbeks forſkjellige Arbeider om
Jeppe paa Bjerget (i hans „Dramaturgiſke Samlinger, Zdie og
Ade Hefte, S. 71 ff.; dm Ludvig Solberg ſom Lyſtſpildigter,
1ſte Deel; i Zolbergs udvalgte Skrifter 1ſte og 6te Deel)), ikke
mindre end Hr. Cindgreens geniale Spfatten og udforelſe af
Rollen, at han nu feer fig iſtand tit at meddele dette Axbeide, bor
han offentlig vedgage, og han veed ikke bedre at viſe fin Ertjendt⸗
lighed for hvad han ſkylder disſe tvende Mænd end vedeat hellige
dem dette dramaturgiſke Forſog, idet han haaber, at de med God⸗
hed ville optage denne Uttring af hans, Agtelſe, for dem, end—
ſkiondt den kommer fra en Haand, der hidtil har været, ſom den
for Fremtiden onſker at blive, dem aldeles upekjendt,

Naar Tæppet gaaer op, feer man en Skovdekoration
med Jeppes Huus paa den ene Side og Jakob Skomagers
paa den anden; ovenfor Jakobs Huns em lang fremras
gende Green af et Trace, der i ste Akt meget pas
ſende bruges til at henge Jeppe i, iſtedetfor en Galge;
i Baggrunden et Gjerde med et dd for en Bygmark,
Anm. deler ganſke Hr. Profesſor Nahbeks Mening, ſom
han allerede fremſatte for henved 40 Aar ſiden, gt de 3 for⸗
ſte Scener burde foregaae i Jeppes Huus. Ved Slutnin⸗
gen af Monologen i 3die Scene, hvor han ſiger; „Men
jeg maa gage til Jakob Skomager paa Veien, han tør nok
give mig for en Skilling Brendeviin paa Credit; thi jeg
maa. have noget at lædffe mig pag“z kunde Jeppe forkads

*

— FE SS EEG SAS dr art SS sal —

302 Dramaturgiſke Bidrag.

fit Huus; imidlertid maatte der changeres, og Jeppe Fine
de da aabne 4de Scene med de Ord, der ſtage ſidſt i
Monologen: „Hei! Jakob Skomager! er Du opſtaagen?
Luk op', Jakob!“ — Nille maatte da i 1fte Scene komme
ind fra den Stue, Hvorfra Jeppe ſiden ſkal komme, og
medens hun ſyslede med Et og Andet i Stuen, fortælle,
hvorledes hun førft havde trukket Manden ud af Sengen,
derpaa været ude i Laden, nu var kommen ind igjen og
havde fundet ham ſovende paa Stolen, med Burerne pan
det ene Been, og endelig igjen kaldet paa ham, og faae
ham ind i Stuen, ſom det ogſaa hedder i Bogen: „Hel,
Jeppe her ind!” Saaledes. vilde ei alene de førfte Scener
vinde meget i Sandſynlighed (thi ſelv den arrigſte Qvinde
vilde neppe jage fin Mand halv nøgen ud af Huſet);
men ifær vilde den førfte Monolog falde meget naturligere
Denne Bemerkning fandt Anm. det rigtigſt at forüdfikke⸗
inden han taler om ſelve Foreſtillingen.

Saaledes ſom Scene-Arrangementet nu er paa det
Kongelige Theater i Jeppe, fee vi ham i anden Scene

komme ud af fit Huus, ſovnig, gabende, med Haarek i

Uorden, halv paakledt, og med de øvrige Kledningsſtykker
paa Armen. J fine trende Replikker i 2den Scene, viſer
Hr. Lindgreen os ſtrar Jeppes Frygt for Nille, og be—
gynder derpaa fin Monolog: „Nu gager den Soe ind og
æder Frokoſt“ i en ſtille, bedrøvet Tone, der vedvarer til
„hun flager mig, Ridefogden driver mig til Arbeid ſom
et Beſt“, og ender ned et Suk ved de Ord: „og Degnen
gior mig til Hanrei.“ Imidlertid legger han Klederne
paa Jorden, og begynder fin Paaklœdning, hvorved denne
Monolog betydelig opllves. Uden at afcopiere den rage Nas
tur, gjengiver Hr. A. os faa characteriſtiſk enhver Bonde⸗
node ved Paakledningen, hvoraf Anm. her blot vil gjøre

opmerkſom paa den Maade, hvorpaa han ſtryger fit Haar

med Haanden, Hr. L's Force i at ſige de holbergſke Mono⸗

—

Dramaturgiſke Bidrag. 303

loger, er uomtviſtelig, og det er ikke muligt. at antyde de
mangfoldige Toneafvexlinger, og den mimiſke Kraft, hror⸗
med han udſtyrer disſe. — Jeppe banker, efter fuldendt Paa⸗
kledning, paa hos Jakob Skomager, og forlanger i en ganſke
rolig Tone, Brendeviin. Tonen ſtiger efterhaanden, inb⸗
til han fager Mod til fig, og beflutter, at huis den an:
den Skilling ſkal forteres, ſkal det ſkee ſtrax.

Monologen i ste Scene giver Hr. A. endnu ſtorre Leis
lighed til at viſe hans ſtore comiſke Kraft, end den fore—
gaaende. Jeppe bliver lyſtig, begynder at ſynge:

„En Hvid ene og en broget Hone“ sc.
og nu lader Hr. L., ligeſom fin Forgjenger, den ſyngende
Tone gage over paa det efterfølgende: „Ach! gid jeg torde
drikke for en Skilling Brendeviin endnu”; og ret modig uds
Bryder han: „Jeg troer jeg gjør det!“ Af denne meſterlige
Monelog maa Anm, indſkrenke fig til at udheve de forſkjel⸗
lige Maader, hvorpaa han ſiger: „Ach! gid jeg torde drikke
for en Skilling endnu!” — Forſt, ſom ovenfor ſagt, ſyn—
gende, ſiden med inderlig Attraage, derneſt, da han i en
dybere Tone har ſagt: „Toing Din Natur, Jeppe!“ lang—
ſommere og dybere: „Gid jeg torde drikke for en Skilling
endnu“, og tilſidſt, efter fin heiſt pubſeerlige, frugtesloſe
Beſtræbelſe for at drive Benene fra Kroen, med den hef—
tigſte Begjerlighed: „Ach gid jeg torde kun drikke for en
eneſte Skilling endnu“; hvorpaa han vender om, og ban—
ker atter paa hos Jakob, med det Haab, at denne vil
borge bam. Med ægte Bondepoliſehed ſiger Hr. A. fin
Aparte: „Naar jeg førft har drukket, ſaa fager han vel at
borge mig, enten han vil eller ei“; men paa Jakobs Væg:
ring ſpnker hans Tone mere og mere til det Gredende;
indtil han paa eengang udbryder med Heftighed: „Der

i; har Du en Styver da, Din Prakker! nu er det gjort, drik

nu Jeppe!“ Hvad man nu iſer maa beundre hos Frem⸗
ſtilleren i denne Scene, er den Sandhed, hvormed han uds

—

804 Dramaturgiſke Bidrag.

trykker Jeppes tiltagende Lyſt til Brændeviin, jo mere
han drikker, hans ſtigende Lyſtighed, og fremfor Alt,
hans gradviis tiltagende Drukkenſkab, der bliver deſto
vanſkeligere at fremſtille i de nødvendige Gradationer, jo
kortere Tid Digteren har givet Skueſpilleren dertil.

Hvor forſkjellig er ikke den Maave, hvorpaa han drik—
ker Brendevinen i denne Scene, fremfor forſte Gang han
drikker, i 4de Scene, indtil han endelig ogſaa forlanger et
Kruus Hl, og paa ægte Bondeviis helder Brendevinen i
Hllet. Hans forſkjellige Viſer, der i Vegyndelſen gaae
meget flydende og i de hoiere Toner, ſagtnes efterhaanden
og afbrydes af Smaapauſer. Had Rahbek ſagde om
Gjelſtruß, „at man ikke nok kan roſe den Selvpfs—
lelſe og dog den Moie, hvormed han ſnakker fit Tydſt“,
pagfer aldeles paa Hr. Lindgreen.“) Ganffe fortræfs
feligt udtrykker han den godmodig-kjerlige Stemning, hvori
Jeppe bliver fat ved Ruſen, i det han læner fig, op til
Jakob, og begynder at tale om deres Krigsbedrifter. En—
delig bliver han, paa Jakobs Vegring at ſkjenke paa Borg,
heftig, og da denne gaaer fra ham, forfølger han ham,
ſaa godt han kan, med Skjeldsord til Huſet, hvor Jakob
ſlaaer Døren i for ham, og nu maa han læne fig til denne.
Efterat have famlet lidt paa den, tumler han tilbage,
merker forſt rigtigt at han er drukken, og begynder
nu fin forte, men fortræffelige Monolog: „Ach Jeppe, Du
eft fuld ſom et Beeſt.“ — Hans Drukkenſkab har nu naaet
fit Kulminationspunkt, og mer Moie holder han fig paa
Benene. Af ypperlig Virkning ere iſer her hans fortraffe-
ligt anbragte Pauſer, medens han ſnart troer, at Jakob

). Den elnekdote, Hr. Prof. Rahbek fortæller om fin ſieel⸗
landſke Karl, der talede Tydſk, og om Hr. Lindgreens
Jeppe, fortjener at bringes i Erindring. („om Solberg
ſom Lyſtſpildigter“, 1 D. S. 251) PE

4
*

Dramaturgiſke / Bidrag, 305

endnu er tilſtede, ſnart kommer i Vilderede med fine Been,
og endelig tumler om til den anden Side, hvor han troer
at treffe Een, ſom han kan ſporge om Veien til Byen. —
Her pleiede Sjelſtrup at falde og at lade Slutningen af
Neplikken hendøe paa Leberne til han fov ind. Derimod
vender Hr. Lindgreen fig enbnu engang til den Side hvor
han troer Jakob er, og ſiger i en yderſt impertinent Tone:

„„Du drak ſom en Skjelm, Jakob, er det for en Styver

Brendeviin!“ — Nu bæver han Armen, ſom for at flaae
til Jakob, og udbryder: „Du maaler ſom en Tyrk!“ og
idet han flaaer i Luften, tumler han ganſte naturligt om.
Anden Akt aabner Jeppe med Monologen i Baronens
Seng, (der, ligeſom Verelſet, er altfor ſimpelt til i hei
Grad at kunne opvæffe Bondens Forbauſelſe). Hvor mes
ſterligt Pr. Cindgreen ogſaa udfører denne Monolog, bes
hover ikke at analyſeres. Foruden den Preketone, hvori
han taler om Hr. Jeſpers Liigprœdiken, vil Anm, blot
erindre om den gradviſe Stigen i Stemmen i Slutningen
af Monologen, der tilſidſt ender fig med et Skrig, paa bvil⸗
ket Folkene ſtyrte ind til ham. Af ſand komiſk Virkning er
det, naar Hr. 4. ved Synet af de Tililende, med et Skrig
farer under Dynen. Da man fager ham ud af Sengen,

ſtyrter han med den ſtorſte Forſkrakkelſe ned til Forgrunden

af Theatret, og den Torſt, han klager over i førfte Scene,
ſtukker han, med den heftigſte Begjerlighed, af det Bands
fad, der bringes ham af en af Tjenerne. — Den Alvorlig⸗
hed og Wrbodighed, hvormed Tjenerne opvarte Jeppe, og
den Glæde, de udviſe over hans Adfærd, naar han ikke feer
dem, fortjener al Roes. Ganſke fortræffeligt characteriſe⸗
rer Hr. . nu Jeppes Frygtſomhed, og ſiden i Scenen med
DOoctoren hans tiltagende Mod, indtil han endelig ſelv bli⸗
ver overbeviiſt om, at han virkelig er Baron. Doctorerne
fætte fig med Jeppe i Midten, og med den ftørfte Opmerk⸗

ſomhed hører han paa deres Fortællinger, Bed Muſikken

806 Dramgturgiſke Bidrag.

i begynde hans Nu ſigt at opklares, og med megen Til:
fredshed nikker han Takten med Hovedet. Hans Selvtil:
fredshed begynder nu at udtale fig i Ord, og hvad Reb,
bet bemerkede om Sjelſtrup, at han med ſand og tor Lune
foredrog de moerſomme Replikker om Birkevommeren og
Klokkeren, finder fuld Anvendelſe paa Hr. Lindgreen,
hois udmerkede mimiſke Spil under Dectorernes berpaa fol—
gende lange Fortællinger, er af ven ppperligſte Virkning.
Med det ſterſte udtryk af Videlyſt vender han fig fra den
Ene til den Anden, ligeſom de begynde paa nye Hiſtorier,
og udfylder de ſmage Pauſer med de meeſt ſande og komi—
fe Forundrings- og Nysgierrighedes Udbrud, Overbeviiſt
om ſin Baronſtand, begynder han fit Regimente (paa Kam—
mertjenerens Sporgsmaal, om han vil gage i Haven me:
dens man laver Frokoſten til) med Aktens Slutningsreplik,
ſom han udſiger ret i en befalende Tone: „Ja nok, men det
mag free i en Saft, thi jeg er baade hungrig og torſtig.“
F.fredie Akt kommer Jeppe fra Haven og fætter fig
til Bords. Inden Sjelſtrup gav fig til at ſpiſe, holdt han,
efter Bøndernes Skik,, Huen for Dinene; Hr. Lindgreen
farer derimod ſtrax med Fingrene i den varme Mad, hvor:
ved han mere viſer os Bondens Graadighed. Hele denne
Akt igjennem characteriſerer Hr. A. os ganſke meſterligt
Bondens Fryd over hans forbedrede Tilſtand, og hans
ſtrenge Regimente ſom Herre. Til de meeſt komiſke Mo⸗
menter hører iſer den Glæde, han udviſer, hvergang Trom—
peterne bleſes naar han drikker, medens han ret fornsier
fig over at kunne faage dem til at ſkingre og tie, efterſom
han fætter Glasſet til Munden, eller tager det bort igjen;
den characteriſtiffe Maade, hvorpaa han føger at fordrive
Bondegrillerne, naar de begynde at yttre fig, den paro—
dierende Tone, hvori han fortæller hvorledes Ridefogderne
afſpiſe Herſkabet med Snak, indtil han i fin Snakkeſalig⸗
hed forplumrer fig og ſiger: „Jeg laer mig ikke ſaaledes.

Dramaturgiſke Bidrag. 307

tage ved Neſen, tbi jeg er ſelv en Bonde og en BVondes
Sen“, og falder nu ganſte ergerlig ind: „See nu kommer
det Koglerie igjen”; men pludſelig ganſke opromt og glad
over ſit Indfald, udbryder: „Jeg ſiger, jeg er ſelv en
Bondes Son; thi Abraham og Eva, vore førfte forældre,
vare Bønder,” Koſtelig er ogſaa den Bondetone, hvori
han fremfører Abners Hilſen tit Roland: „Hil være Dig,
min Broder“ o. ſ. v. — At Nidefogden udfores af den
forkledte Erik Caqvai (Hr. Overſkou), ligeſom og at
Ridefogdens None nu gives af Fammertjeneren (Hr. En—
holm), er ſerdeles vel betenkt, da derved denne ſidſte
Rolle taber det Anſtsdelige, den vilde have, naar den uds
førtes af et Fruentimmer, og det er godt at Tilſtuerne alle⸗
rede forud ere bekjendte med nogle af de forklædte Perſo⸗
ner. Bedre var det vel, ogſaa, at Dommeren og Advoka—
terne i 4de Akt (der ogſaa ere fingerede Perſoner) ligele—
des vare Tilſkuerne bekjendte, da disſe derved ſtrax mær:
kede, at Retten er, ſom det Øvrige, en Comoedie, der
ſpilles med Jeppe. — Bed dennes Udtryk em Ridefogden
(i aden Scene), at han har, Kruſedoller for Hænderne, for»
ſtaaes naturligviis Manſchetter, og ikke ſtore Stridshand—
fer, ſom man har feet Ridefogden udſtyret med. — Man
kan ikke nok roſe den Delikatesſe, hvormed Hr. A. udfører
die Scene. Ei'nok, at han undlader de Haandtag, ſom
allerede den dramatiſke Journal dadlede hos Sortulanz
men den, dermed i Forbindelſe ſtaaende Replik til RNide—
fogdens Kone, hvidſker han hende uherligt i HSret, trek
ker derpaa Ridefogden til en Side, og hvidſker ligelese
des til ham. Vidſte enhver Skueſpiller med en ſaadan Let⸗
hed at glide hen over de mindre ſine Steder hos Solberg,
ſom Hr. L. altid gjør, da ſkulde viſt ingen af „den ſine
Smags Dragoner“ kunne tale om Solbergs Plumpheder.
— Soiſt komiſt er nu Jeppes forlibte Omhu for Ridefog⸗

308 Dramaturgiſke Bidrag.

dens Kone ved Bordet, medens hau ſpiſer og drikker med
hende, og ſynger (om Anm. mindes ret) Viſen:

„Ig bor, min fode Pige,

Hvad jeg vit ſige Dig“ o. ſ. v.
Heelt igjennem denne Akt har Hr. L. ligeſaa ypperligt
ſom i kſte Akt characteriſeret Jeppes tiltagende Druk—
kenſkab, og forbereder under Dandſen ſine Fald, ved
efterhaanden at tabe Hue og Tofler, indtil han endelig
fjerde Gang falder og bliver liggende. — Hr. Enholm
fortjener ſom Ridefogdens Kone den Roes, at han, ſom
ofteſt, ikke ſoger, ved kunſtig Dands, at drage Tilſkuernes
Opmerkſomhed fra Hovedperſonerne paa ſig.

Maa man end indrømme, hvad Nahbek i „Drama—
turgiſte Samlinger“ paaſtager, at àde Akt, med Undtagelſe
af Retsſcenen, ikke er meget frugtbar for Skueſpilleren,
maa man dog ogſaa tilſtage, at man atter her maa beun—
dre den Force, Hr. Lindgreen har i at ſige Monologex.
Efter denne Monolog lægger Jeppe fig igjen til at ſove,
og, ſom Bonderne altid, naar de ſove under gaben Him—
mel, paa Maven, hvorved Nille har yyperlig Leilighed til
at prygle Jeppe paa Ryggen. Jeppes Kujonerie for Mes
ſter Erik, og Milles Heftighed characteriſeres i denne Scene

vel af Hr. . og Mad. Rongſted. Efter ste Scene, hvor
de 3 bevæbnede Mænd bagbinde Jeppe, forandres nu Skue⸗
pladſen til et Verelſe, Hvori den fingerede Met holdes. Jeppe
bringes frem, og ftaaer ganſke modfalden under den kſte
Advokats (Hr. Dr. Ryges) Anklage. under den anden
Advokats (Hr. Seemanns) Forſvar begynder han igjen
at fatte Mod, og bliver ſaa rort, at han tilbyder ham To⸗
bak. Overordentlig komiſt er den Tone, hvori han, ved
Advokatens Afſlag, udbryder: „Om Forladelſe, Hr. Pros
kurator! Jeg havde ikke tenkt, at J Folk vare faa erlige“,
ſom ogſaa den Haft og Heftighed, hvormed han, paa Advo⸗
"Fatens Sporgsmaal, om han endnu tilſtaaer det, ſom han

i . s a « -
8 *

Dramaturgiſke Bidrag. 309

beſpyldes for, fvarer: „Nei! Jeg vil gjøre min hoieſte Eed
paa, at det er Løgn, Alt hvad ſom jeg ſpoer paa tilforn.“
— Hr. Dr. Ryge gav for fin Rolle med en tydſt Accent,
hvoraf Hr. Lindgreen tog Anledning til at falde ham
„den tykke, tydſte Procurator.“ At Hr. Doctoren ſiden
har forandret denne Dialekt og nul giver Rollen paa Danſk,
maa naturligviis være Anm (der i „Kjobenhavns Mor—
genblad“ No. 2930, 1826, pttrede fig imod den forrige
Maneer) kjert, ſkjondt han ingenlunde ter troe, at den
Maade, paa hvilken Hr. Doctoren nu giver Rollen, er en
Folge af hans Erindring. — Fortraffeligt characteriſerer
Hr. Aindgreen Jeppe, hvorledes han forſt, i fin Ar—
grelſe over at hans Modpart taler Latin, ſelv begynder at
ſvare for fig, derpaa ærgrer fig over fin Forſvarer, fordi
han tier, men endelig, da denne begynder at fvare paa. Las
tin, ſelv holder med fin Advokat, ſom RNahbek udtrykker
fig, med Haand og Mund, i den Grad, at han, ved ypper—
ligt anbragte Interjectioner, bekrefter de latinſke Svar,
ja endog ſelv gjentager Slutningen af dem (ſom Advokatens:
„Nego majorem, quod scilicet irruperit.“ Jeppe:
„Ja! rxupperit!“ o. ſ. v.) — De tre Glas Brandeviin,
ſom det tilſtaages Jeppe at nyde, drifter han ſom en Mand,
der for ſidſte Gang nyder, hvad der var ham kjareſt paa
Jorden. De derpaa folgende Repliker til Dommeren maa
Anm, tilſtage, at han, inden han fane Hr. Lindgreen, al⸗
"tid havde tenkt fig at burde ſiges i en bonlig, ydmyg og
bedrovet Tone; for hvilken Mening ogſaa Zolbergs Ord,
da Jeppe falder paa Knee og ſporger: „Er der ingen Par⸗
don?“ ſynes at tale. Hr. L. lader derimod Jeppe blive
lyſtig af de tre Glas Brendeviin, og meget modig og op⸗
romt ſporge: „Nu, Hr. Dommer, er der ingen Pardon?“
Paa dennes Svar, at det er forſilde, gaaer han lige hen til
Dommeren, læner fig op til ham, og ſiger i den ſalige
Stemning, hvori Brendevinen har fat ham: „Aa! det er

1 B. 2 3 (21a)

310 Dramaturgiſke Bidrag.

ikke for ſilde. Demmeren kan jo forandre Dommen, og ſige,
at han dømte feil forſte Gang. Det ſkeer jo faa tidt: thi
vi ere alle Menneſker.“ — Ved at here Hr. 4. ſige
disſe Repliker ſaaledes, over beviſes Enhver ſtrax om, hvor
noiagtig han har ſtuderet Naturen. Derved bliver Over—
gangen til hans Forknyttelſe, da han erfarer, han allerede
har faaet Giften, ogſaa af mere komiſt Virkning. — Som
noget af det Meſterligſte i bele Hr. Lindgreens Fremſtil—
ling af Jeppe troer Anm. at burde anføre hans Slutnings—
replik i 4%e Akt. Det Alvor og den (Anm. kunde neſten
ſige) rorende Hjertelighed, hvormed han ſiger den, i For—
ening med det ypperlige udtryk af hans gradviis aftagende
Kræfter, indtil han falder, udgjør et herligt Heelt. At
Publikum faa: ofte lader det her faa heilig fortjente Bi
fald udeblive, er ikke at undres over. En endog kun lidet
begavet Comoediant, der vilde rette ſig efter et af Digter—
og Skueſpiller-Buffonader forvent Publikums Fordringer,
vilde være ſikker paa det Bifald, ſom en af vore forſte
Kunſtnere ved et af fine ſtorſte Meſterverker maa, favne, —
Her bor Anm. ogſaa omtale den Forſtjellighed, med hvil⸗
ken Hr. A. udfører Jeppes ſyv Fald, (det forſte i 1fte Akt,
fire i Dandſen i Zdie Akt, det ſjette i 4de Akts 4de Scene,
hvor han flaaer en af de bevæbnede Mænd om med fig, og
det ſyvende ved 4be Akts Slutning). — Naar man feer
denne gamle Kunſtner (der, ſaavidt Anm, veed, er henimod
60 Aar) i dette Stykke falde ikke mindre end 7 Gange,
uden at det ſynes at genere ham; naar man i Henrik og
Pernille feer ham dandſe og ſpringe ſom et Menneffe -
paa 20 Aar, og, i Barſelſtuen, ſom Drengen Troels,
lobe det halve Theater igjennem, paa fine Knce: da
"maa man! glæde fig over, at endnu faa megen legemlig
Kraft er forenet med ſaa megen Aandskraft, og derved
ligeſom finde en Beſtprkelſe for det Haab, endnu Tænge at

Dramaturgiſke Bidrag. 311

anne Kunſtner, ſom en af vor Scenes ypperſte, ſejondt

bee ikke nok paaſkjennede Prydelſer.

F ste Akt feer man Jeppe hængende i det for hen oms

Træ. Ganſte prækende begynder han fin Replik til

: „Giv Dig tilfreds, min bjerte Kone! vi ſkal alle
. . Vei!“ og vedbliver i denne heitidelige Tone, i den
Troe at han er en Geiſt, til han mærker, at han kan for-
nemme Virkningen af Meſter Erik. Den neſte Scene med
Dommeren, hvori Jeppe er nedtagen af Galgen, udfsrer
Hr. A. paa en pderſt original og genial Maade, Formes
delſt den ypperlige Gradation, hvormed Hr. Sjelſtrup lod
Jeppee Tvivl forſvinde, og lod ham vænne fig til den Over—
tydning, at han virkelig lever, henregnede Rahbek, og,
ſikkert med Rette, denne Scene blandt hiin udmerkede
Kunſtners Meſterſcener. Hr. Lindgreen fremſtiller os der⸗
imod Jeppe faſt overbeviiſt om at han er en Seiſt, hvil⸗
ken Troe han, paa ingen Maade vil give Slip paa, for han
har forlangt. af Dommeren, at denne Pal bede Djævlen
rive ham) paa, at han lever. Saaſnart han bliver løft
ned af Galgen, gaaer han meget forſigtig og engſtelig ned
i Forgrunden med Dommeren, og ſporger: „Ach gunſtige
Hr. Dommer! er det viſt, at jeg er ganffe levende igjen,
eller ſpoger jeg?“ Ferſte Aften Anm. ſaae Hr. Lind⸗
greens Jeppe, troede han, at Kunſtneren havde glemt den
Gang, hanhavde brugt i de 4forſte Akter, og nu kom i fin
egen naturlige; men ſnart overbeviſtes han om, at netop
denne forandrede Gang var forſatlig, og af en ſaare hel⸗
dig Virkning. Med ſamme Vengſtelighed ſiger han fit:
„Jeg troer, jeg gaaer igjen og ſpsger“ („og fpøger og ſps—
ger“), og ledſager hele denne Scene med de heldigſte mimi
ike Bevegelſer, af hvilke Anm. blot vil anføre den beteg⸗
nende Armbevegelſe, hvormed han ledſager Sporgsmaalet,
om han ikke er en Seiſt. — Hvorledes nu alt det, der
er hendet ham, lober rundt i Hovedet paa ham, viſer han
med fin ſadvanlige Styrke i den paafslgende Monolog, og
kalder derpaa Jakob Skomager ud. — Hr. Solm, der de
forſte Gang han udførte denne Rolle, ikke var meget hel⸗

9) Endſkjendt Anm. ikke er nogen Ven af megen Banden“
paa Scenen, kan han dog ikke andet end billige, at Hr.
Aindgreen overalt i de holbergſke Stykker forandrer
„Drollen ſplide mig“ til „Dicevlen rive mig“, da den for⸗
ſte Eed aldeles er gaaet af Brug. Det fortjener vod
denne Leilighed vel ogſaa at bemærkes, at Solberg
kun leegger fine Eder i Munden pan Perſoner, for hvem
de ikke ere upasſende. — rÅ/ i 7

vr

312 Dramaturgiſke Bidrag. '

dig med den, giver den, efter Anm.'s Mening, nu ſerde⸗
les tilfredsſtilende. — Ypperligt udtrykt er Jeppes Stor:
agtighed, da han har Pengene i Lommen, og befaler Jakob
at tage Huen under Armen, ſamt den komiſke Bevagelſe,
Hr. Lindgreen feier til de Ord: „Lad mig faae et Glas
Mjød forſt; thi jeg er for ſtoragtig til at drikke dang
Brendeviin“, i det han, havende fig lidt paa Tœerne, giver
Jakob Tegn til at drikke' fig til. At Jeppes Fortælling
om Alt hvad der er hendet ham, er vedborlig nuanceret,
behoves neppe at erindres. — Havde Anm., ved at fee
Hr. Foerſom ſom Magnus, Grund til pttre, at denne
Rolle krevede en Fremſtiller, der kunde lee hierteligere og
naturligere, end det lykkedes ham, maa han paa den anden
Side gjøre den Bemærkning, at Hr. Lund ſikkert gjør vel
meget af ſin Latter. Iſer vilde det vere godt, om han
ved Enden af fin Fortælling, vilde dæmpe den noget, da
man ellers gaaer glip af den fſluksrede Tone, i hvilken
Jeppe ſporger: „pvad er at betale, Jakob?“ — Stykkets
Handling er nu egentlig til Ende, og den moraliſerende
Baron, ſom Solberg har anſeet det nødvendigt at ind⸗
fore igjen til Slutning, maa kjolne Interesſen, faa at
man fkke kan undrenſig over, at et Stykke, der heelt igjen⸗
nem har ryſtet Tilſkuernes unger, endes uden Bifalds—
yttringer. i å

Ved at ſammenholde dette Udfaft med hvad Røbbet
fÉrev om Jeppe paa Bjerget i ,,Dramaturgijte, Samlin⸗
ger“ (loc. cit., ifær S. 81 og 85) vil man finde, at der
fra Beſtyrelſens Side efter den Tid er gjort en Deel til
dette Stykkes bedre ſceniſte Udſtyr; at der endnu kunde
være Adſkilligt at enſte, troer Anm, at have antydet. 40
Aar for Nahbek ſtrev, faae man Jeppe 1 Sengen i en
Skovdekoration; i de henved 40 Aar efterat han ſkrev,
ere en Deel af de af ham foreſlagne Forbedringer iverk—
fatte; maaſtee tor man vente, om andre 40 Aar endelig at
fee den pasſende Opmerkſomhed anvendt paa Sceneanordnin⸗
gen i Jeppe.

Slutteligen maa Anm. gjentagent erindre, at han ingen:
lunde anſeer det af Rahbek i fit Værk om Solberg ſom Lyſt⸗
ſpildigter 1 D., S. 251 fremſatte Pnſke, om en authentiſt
Characteriſtik af vor klasſiſre Lindgreens Fremſtilling af
Jeppe, ſom apfyldt ved disſe henkaſtede Trek. Maatte

de, ikke udgivende fig for mere, tekkes vor forſte Drama⸗

turg, anſeer Anm. den Tid, han har anvendt herpaa, for
rigelig lønnet, ng
N. 3.

Bisfebfræmmeren,

(Romance)

——
Ø

V. Rhinens Bred en yndig Gaard

Stod midt i Dalens Favn;

Der folte Fader Reichenwald

Sig i fin Lykkes Havn. ; Lei:
Forpagter var han, ſteerk og dierv, 5
Med Hustro, Dottre to,

Og nod et redeligt Erhverv,

Midt i Naturens Ro.

„Nu blomſtrer atter Lykken blid,
Thi længft er ſluttet Fred,

Og ſelv i Kampens voerſte Tid
Tog Stormen os ei med.

Sex bolde Franker huſed vi,
Fra Elſas' Naboland.

De ſtod os midt i Faren bi,

Og fierned Faklens Brand.“

„De alt betalte, hvad de ſik,
Og intet med de tog.“

Luiſe ſad med vaade Blik,

Og bendes Hierte flog;

Men Faderen blev intet vaer,
Og raabte glad og ſtaerk: ;

„At jeg endnu min Welſtand har,
Det er min Fiendes Werk.“

„Min Hanna nu, jeg ſtyrer ud;
Hun flat i Silke gane,

1 8. s Eco ; - (21 b) 8

314

Bisſekrammeren.

Med Gyldenſtykke, yndig Brud,
Hun ſkal i Kirken ſtage.

Dg Bisſekroemmeren jeg ſnildt,
(ut intet mangler, Mo'er!)
Har end i Aften hidbeſtilt,

Med Perlebaand og Flor.“

Skion Hanna hos fin Brudgom fad,
Da Manden hos fin Viv;

Hver folte ſig ſaa hierteglad

Wed munter Tidsfordriv.

Luiſe ſtod med vaade Blik,

Den yngre Soſter ſkion;

Og hvad i Hiertet foregik,

Det dulgte hun i Lon.

Hun ſtirred taus af Vindyet ud,
Med ſtore Sine blaae:

„Imorgen ſtager min Soſter Brud!
Gid jeg i Graven lag.“

Gaa voldſomt hendes Hierte ſlog,

Imens de Andre loe.
„De bolde Franker intet tog —

Kun Pilhelm hendes

„De alt betalte — ed m=
Hvergang de blev 4

Kun blev ei med Gi

Min Kicerlighed Betal

Han reiſte vort. Alt 1

Var dette rode Baand.

Set folge ſkal mig i mii

St Slipper ei min Haand.

Bi gſekrmmeren. 5 315

Da blev den blege Kind Karmin;
Hun treen paa langſom Cod
J Haven ud, hvor af Jasmin

Det grønne Lyſthuns ſtod;

. Hvor Maanen hun fan mangen Gang
Sage, giennem Skyens Rift, .
Og horte Vühelus kicekke Sang,
Im Frankernes Bedrift. :

Hun fad med dybtnedboiet Sind
Thi Kummeren var ſvar, ir
Med Liliehaand til Purpurkind,

Og blev flet intet vaer.

Men Havederern ſtod pad Alem;

Ei Kreemmeren var ſeen:

Med Kasſen, gaben i en Rem,
Han for Luiſe treen.“

„Jeg vitet har hos Bruden nu,
Hun ſendte mig herud. N
Som Brudejomfru folger Du

Imorgen Soſterbrud.

Saa vælg dig nu af Gubbens Kr. my 1 5 É
Det Bedſte, ſom du veed. kr 9
Ei mine Varer gior mig Skam,

Ste hvilken Herlighed! får
„Har, Sliding, du ct. Hierte der
At fælge?” — „Et af Guld :

O ja, mit vakkre Barn, fee her!
Sør dette Hierte huld!
Det ſmykke ſkal din ſkienne Hals;
Let Kiceden er, men ſteerk.
219

346 Bis ſekrammeren.

Kun dig jeg byder den tilfals,
Thi den er Amors Veerk!“

Han kaſted Kappen af med Luft,
Dg flod ſom Kriger fro:
„Tryk bette Hierte til dit Bryſt,
Det er ſom Guldet tro!
Jeg elſkte dig, du Lilievand;
For var ei Hiertet frit;
Jeg ſkyldte det mit Feedreland,
Men ſee, nu er det dit?

Jeg taug i Kampens vilde Færd,
Da Staten ſtred mod Stat,
Thi viet til fit gode Sværd
Er ærlige Soldat; g
Nu tie vilde Vaabenbrag,
Dg nu kan Ploven' gane,
Thi ſpoerger jeg, fra denne Dag,
Til Amors Fans blag.“

7

D bvilken Glæde midt i Mai

J den Goͤrpagterbo.

Eet Brudepar blev viet ei,

Men hele kicere to!

Gid alle nyde flig en Lyſt,

Som græde Kinden vaad:

Gid Freden ſkicenke Hiertet Troſt,
De ſtandſe Kampens Graad!

—

Oehlenſchlaͤger,

Krohuſet ved Moſen.

En Fortalling, af Mrs. Zoffland. “)

Et Par Aar for Lord John Murray's Dob, i Aa⸗
ret 1787, lod han bygge et Huus paa Grendſen af
ſit Gods i Yorkſhire, hvor dette ſtoder til de hoie
Moſer i Derbyſhire. Med de Fordele, den dertil!
horende Forpagtning kunde medfore, var det bes
ſtemt at forene Indtægterne: af et offentligt. Krohold.
Denne Idee var unægtelig god, thi da Huſet lage:
hoit og paa et eenſomt Sted, kunde det tjene ſom et
Slags Varte for den Reiſende, der blev overfaldet
af Natten i hiin Bjergegn, ligeſom' det ogſaa ofte
maatte blive et velkomment Bedeſted for en Mængde:
Bonder, der vare nodſagede til at kjore deres Tors
vevare mangen en trettende Miil, hvor de ikke fane
nogen menneſkelig Bolig, for at nage den forſte folke⸗ :
rige Bye, hvor der blev holdt Torv. Man vil let:
kunne indſee, atſet Huus af denne Art narere maatte.
Blive en Velgjerninge for dem, der wed u deslige Leilig⸗
heder tyede til det; end egentlig indbringende for
Forpagteren; og omendſtjondt det kun Inae i kort Af⸗
ſtand fra u et Diſtrikt, hvor Manufacturvoſenet blome
ſteds, og paa en Maaden var ſomringet, aft Kulgruberz.
fotenede dog mange. Omſteendigheder, aſig, far at gjore
eee at det fulde fade pg e

4 7 — — 28 2
REE 1922 i (1.9 G

) Fra: The 1 or 5 Literary
KRemembrancer. London; 4827.

818 Krohuſet ved Moſen.

Søgning ſom Kro; hvortil endnu kom, at det agt
værdige Wgtepar, der var i Beſiddelſe af Stedet, ved
fin Characteer, langt ſnarere ſyntes at fjerne, end at
opmuntre den orkesloſe Odelands og den udfvævende
Drukkenbolds Beſog.

Manden blev anſeet for at være: en fortræffelig
Landmand, og Konen for en god Huusholder, hvil—
ket ogſaa tydelig vifte fig i Alt omkring omkring dem.
Uagtet Stedets, ſorgelige Beliggenhed og den klippe—
fulde. Egn, der omgav det, fane man, at Alting tri—
vedes vel, og inde i Huſet bar Alt Preget af en
Beqvemmelighed og Renlighed, der vidnede om Flid:
og Orden. Ethvert af Veerelſerne hapde et eget til⸗
trekkende og ſmagfuldt Udſeende, derved at det var
prydet, med udſogte Blomſter; thi Forpagteren forſtod:
ſelb Gartnerkunſten, og da han: havde bemærket, at
raae Vinde. fra de høie Moſer ſkadede Blomſterdyrk⸗
ningen i Haugen, erſtattede, han Savnet af denne
uſkyldige Fornoielſe ved at apelſte udvalgte Stue⸗
planter, — Jeg huſker endnu godt rat have ſeet ham,
ſom en ſmuk Mand paa nogle og tredive Aar, der
om Sondagen altid kom i Kirken, ſmukt kledt, med
en Blomſt eller Qviſt i Knaphullet, ledſaget af en
lille Pigen der var ikleedt en Hue, ſom fad eftit paa
Hovedet, og en lang Kjole af Bomuldstoi, ſaa hoid
ſom Snee, og paa hvem han ofte feeſtede fit, Blik
med en kjerlig Faders hele Omhed og Stolthed. Det
var i Sandhed ogſaa et elſkverdigt Barn, og hun
var den Forſtefodte og hans Kfoeledegge. .

Men den Tid ſtulde komme, da Kromanden fra

Krohuſet ved Moſen⸗ 319

Moſehuſet ikke fænger indtog fin ſedvanlige Plads -

Kirken, ikke længer ſaaes at ſpadſere udenfor fin

Dor, naar Arbeidstiden var forbi, ja, hvad der end⸗

nu vakte ſtorre Forundring hos faa, driftig en Mand,
ikke længer. ſtod op med Lerken og ſelv deeltog i
Markarbeidet. Han ſad ſtum paa een og ſamme Plet,
og naar han ved fine Gjeſters gjentagne Tiltale vak⸗
tes af ſin Tankefuldhed, foer han op, ſom den grub⸗
lende Lærde fra ſine Drommerier, eller den Soveſyge
fra ſin Slummer. Naar en Reiſende hendelſesviis
kom der, maatte han naturligviis anſee den lade
Kromand, ſom fad der, ligeſom en foleslos Klods,
for en orkeslos Drukkenboldz men hans ulykkelige
Kone og de agtpaagivende Naboer vidſte bedre, at
han pad ſamme Tid var maadeholdende indtil den
ſtorſte Grad af Adruelighedz at den nærmefte Grund

hvorfor. han ſaae mager og indfalden ud, og hans

rodmosſede Anſigtsfarve havde, forvandlet fig til Des
dens Bleghed, var den, at al Appetit havde, forlade
ham, og han, om Natten leed af en Sovnloshed, ſom
ingen Medicin kunde beſeire, ingen Forholdsregler
fierne, og. hvorimod ingen Beſlutning fra hans
Side formagede det ringeſte. 4

Baade Hoehoſt og Sedehoſt gik 11 05 1 üben at
den engang faa briftige Forpagter agtede derpaa og
Konen, der næften var bragt til Fortvivlelſe over, fin
Mands ſorgelige Orkesloshed, ſaae fig ikke lengere
iſtand til at afvende den Gdelceggelſe, der truende
ſamlede ſig over deres Hoveder. — Deres Gjæfter
forlode Huſet, deres Tyende forte et myndige Sprog,

>

beer

390 Krohufet ved Moſen.

oller gik bort og lode Huſet ſkjotte ſig ſelv, og Nas
Boerne, der enten forte" Medlidenhed eller Nysgjerrig⸗
heb, havde travlt med at udfinde Aarſagen til en fan
uforklarlig Forvandling, De kaldte tilbage i deres
Erindring, at Krͤmanden, omendſkjondt han var den j
wedrueligfte og ordentligſte Mand, tilforn gjerne pleie⸗
de at ſynge en Jegerviſe, eller fortælle en lyſtig
Anekdote for dem, han holdt af; men de erindrede ſig
vgſaa, at han havde viiſt ſig baade ſtolt og heftig
imod Andre; at han havde Modbydelighed for al
Raahed i i Seeder, hvilket de anſage for latterligt i |
Hans Stilling, og en Afſky for Drukkenſkab, n
os en Kromand var aldeles unatürlig: ſtulde disſe
Feil i hans Character kunne virke ſaa ſtertkt, at han
det ved kunde blive melankolſe, eller, Tem! de tatbte
551 fane en Skrue los? 4
Konen laante ikke Bre til "deslige Vink eller
Sermobninger; mod hende viſte han "fig altid vens
Jig, og bun kunde ikke mindes, at han havde bet
mindſte at forekaſte'ſig. "Wed flere legekyndige Mænds
Forſikkring, med hvem» hun havde räadfött fig, blev
hun bragt fra den Idee, at det Onde reiſte ſig
af et ſygt Legeme, og hun beſluttede⸗ nu at høre de
af hendzs Naboers Raad, der nylig hade“ ſluttet fig
til de ivesleh'ſke Methodiſter, og i i" Serrbeleshed at
ſoge Tteſt hos en god gammel Mand, der ved ſin
Fromhed og Gudsfryht forlengſt havde erhvervet fig
hendes Tillſd. Men ak!“ ingen Foreſtilling eller For⸗
maning, intet Exempel on Syndere, der vare vendte
om fra dores Vildfarelſer? eller om martrede Sjæle,

— )
.

— 5 . F Er

Rrohuſet ved Moſen. 394

der havde vundet Fred for deres Samvittighed, var,
ihvor villig den gode Olding end fremforte dem, af
den mindſte Virkning. Den Paagjeldende horte Alt
hvad han ſagde, med en taalmodig, men kun lidet op—
merkſom Mine, og taug bomſtille, indtil han ende—
lig reiſte ſig og udbrod: „De er en god Mand, og
jeg takker Dem oprigtig; men De er ikke den Manb,
der kan hjelpe mig.“

„, Jeg maa fee at fane fat paa en Preſt, en vir⸗
kelig lærd Mand“, fagde Konen, ikke uden at tilbage—
falde i fin Erindring visſe Fortællinger om focherede
Perſoner, ſom hendes Bedſtemoder håvde fortalt hen⸗
de medens hun var Barn, og ſom havde Liighed med
dette overordentlige Tilfeelde. En Geiſtlig, for hvem
hendes Mand altid havde viiſt megen Agtelſe, dar
med Glæde redebon til at opfylde hendes Onſke. Det
bar en aldrende Mand, med et mildt og fromt Unfigt,
og venlig i ſit hele Veſen, og ved hans blide og god⸗
modige Tiltale bortveeg for nogle Oieblikke den ſlove
Ubevcegelighed fra den Syges Anſigt; der kom Taa⸗
rer i hans Hine, hans Hjerte bankede voldſomt; men
da han talde, var det kun for at ſige, ligeſom tilforn;
„Min Herre! De res Godhed imod mig rorer mig;
men, gode Mand! De er 119 15 den, 105 tan hletpe
mig!“ En
Det var frugtesloſt at ville udforſke, hvo den rette
Perſon var; thi hans Lreber tilſtuttedes af den ubre⸗
deligſte Taushed, og med undtagelſe af de Ord: „Jeg
Wilde onſke“ — ſom undertiden uvilkaarligt ſyntes at
zundſlippe ham, og ſom han undertrykte i ſamme Hieblik,

322 Krohuſet ved Moſen.

de lode for hans Hre, forlob der mange Uger, i hvilke
han aldrig talde det mindſte. Imidlertid viſte hans
Anſigt, at hang Sind var i et ſtedſevarende Oprør,
Der rorte ſig kjendeligen Tanker i hans Sjæl, ſom
vare altfor frygtelige til, at de kunde yttres; han

var betagen af en dyb Grublen over en eller anden
redſelfuld Gjenſtand, der ikke kunde være af nogen

religiess Tendents, ſiden den aldeles ikke tillod nogen
Troſt.

n Efteraaret begyndte han hyppigt at forlade
fit Huus og at gaae ud alene, iſerdeleshed i ſtormz
fulde Netter, i hvilke han ſyntes at høre Elemen⸗
ternes Raſen med et Slags fortviplet Glæde, Han
gik aldrig ad de Stier, ſom forte til beboede Steder,
men ſkyndte ſig med hurtige Skridt at undvige ethvert
Spor af fine. Medſkabninger, og at ſoge hine» vilde
Heder og Klippeklefter, hvor. hans beſynderlige, Færd,
og. hans uſammenhengende Samtaler med ſig felv
ikke kunde bemeerkes af nogen, Ofte fulgte hans arme
Huustro efter ham i nogen, Fraſtand, lige ſterkt dre⸗
ven af Frygt for den Fare, hvorfor han udſatte fi ſig⸗
og af bange Bekymring for at han ſtulde have, Ondt
i Sinde mod ſig ſelv; og ligeſaa ofte vendte hun, 197
bage, i den ſtarſte, Angeſt for at blive opdaget, 1
han med de frygteligſte Udtryk havde forbudet 120
enhver Indblanding i hans Foretagender. Han kom
da tilbage igjen for Daggry⸗ ußmattet, men ſtilez
krob hen til fit, Leie, boiede ſig, naar han troede
at hun ſov, kjerligt over ſin ulykkelige Huustro, og,

fældede brændende Taarer over hendes Anſigt. S Ofte

Krohuſet ved Mofens: 323

fnælede han, og dybe Suk fremtrængte fig af hans
Bryſt; men ingen Bon undſlap hans Laber. Paa
denne Tid troede Mange, at intet Andet end den
overnaturlige Styrke, der ledſager Afſindigheden, kunde
holde ham opreiſt under de forſtyrrende Virkninger af
det ſtrenge Veirligt, og de Farer, for hvilke han uds
ſatte ſig paa ſine lange Vandringer; og det var tydes
ligen en Virkning af hine natlige Efterforſkninger, tillige—
med den ſtedſevarende Bekymring hvori hun ſvavede,
at hans Kones ſterke Conſtitution blev nedbrudt, og at
der vifte fig hos hende Kjendetegn paa Tering. Men
hiin Mening frafaldt man imidlertid, da Foraaret
frembrod, og man bemeerkede, at ogſaa hans Kræfter
vare aldeles nedbrudte, og at hans indfaldne og ud—
tærede Legemsbygning ikke længer vilde kunne udhol—
de hiin ſtedſevarende Kamp.

Maaſſfee var det en Folelſe af hans egen. W eG;
hed, der paa denne Tid gjorde ham ligeſaa utilboie—
lig til at være alene, ſom han tilforn havde afſkyet
Selſtab; men ogſaa nu foretrak han fin egen lille Dat⸗
ter for ethvert andet Menneſke. For hans ſyge Ind—
bildningskraft, der kjendeligen blev foruroliget af
overtroiſte. Rodſler, var Barnet ſom et Slags bes

ſeyttende Engel, hvis Noeerverelſe ſikkrede ham for den

ſeroekkelige Bevidſthed om at være alene. Naar en
Dor blev ſlaaet hurtig i, naar Skildtet udenfor knir⸗
kede, og i Serdeleshed naar han horte Lyden af. en
tullende Vogn i Nerheden, ſkrokkedes han i ſin

Sjeels Inderſte, og ryſtedes af Mus sende ADR: og 5

Radſter. 75

324 Krohuſet ved Moſen.

Det var et ynkeligt, men interesſant Syn at ſee
denne Mand, i fit Livs Blomſter, indfalden til en
Skygge og boiet af en tidlig Alderdoms Vegt, at
vandre ud, ſtottende fig ved et ſyv Aars Barn. Tid⸗
lig Sorg havde givet dette Barn et for hendes Alder
uſedvanligt tenkſomt Udtryk, ſom var forenet med
ualmindelig ſkjonne Trek, og hiin Simpelhed i Sør
der, der var en Folge af hendes Stilling og Opdra—
gelſe. Hun bevogtede ethvert af fin Faders Hiekaſt
og aldrig faldt dette paa en Blomſt, ſom hun jo plut⸗
kede, eller en Vert, om hvilken lille Mary ei ſtrap
vidſte at gjøre en eller anden Bemeerkning. Naar
hun horte en Bie ſurre imellem de nys udſprungne
Blomſter, vidſte hun ſtrax at fortelle en lille Fabel
fta en af hendes Børnebøger; hun forſtod med tu⸗
finde kjerlige Bonner at formaae ham til at hore hende
i hendes -Cathekismus; eller hun forte ham hen til
hans visnede Mprthetroer eller til de Spor af Broſt⸗
feldighed, eller af Mangel paa Tilſyn, ſom hans
Vaaning vifte, og bebreidede ham med ſpogende Skjemt
hans Ligegyldighed; derpag ſprang hun hen for at
viſe ham hvor heit Greesſet ſtod, og at ſpaae en god
Hoſt. Naar enhver! Beſtrebelſe for at "vælte hans
Opmerkſomhed log tildrage ſig hans Kjcertegn var frug⸗
teslos, floi hun hen til ham, ſlyngede fine Arme om
hans Hals, kysſede bans' blege Pande, og udbrød,
i det Taarerne ſtrommede ned over hendes rodmosſede
Kinder: „Har Fader ikke et eneſte 8 at ſige ſin
lille ſtakkels Marys?“ ? g
Sondagene vare ilerdeltehe førgelige Dage: fo

t

Krobufet ved Woſen. 325

Wary og hendes bekymrede Moder, der anſaae det
for Pligt at lade ſin Datter ſoge den, en Fjerding⸗
vei fra deres Bolig liggende Kirke; og Barnet ſor—
gede over, at ingen af Forældrene kunde folge hende
til dette hellige Sted, og der med hende bonfalde
Gud om at ſfkjenke dem Troſt. — En Sondags—
morgen i Vegyndelſen af Mai var Faderen bleven
ſaa ſvag, at han beſvimede medens han klædte fig
paa, hvorfor Wary blev hjemme for at pleie og
opmuntre ham. Medens hun ſad hos ham, kom de
ofte gjentagne Ord: „Jeg vilde onſke“ == igjen
over hans Leber, og for det lydhore barnlige Øre,
hvis Opmeerkſomhed var dobbelt. vakt ved hendes
ualmindelige Angſtelſe, lod det, ſom om han med
den paafolgende Mumlen ſagde: „Jeg vilde onſke
— at jeg var hængt!” og med den ſtorſte Skrak
og Afſkye raabte Mary: „Fy Fader, fy! hvor. Du
gjør mig forſkroekket!“ i;

Den Ulykkelige braſt i Graad, og græd længe,

ſom et Menneſte, der overvældes af en pludſelig

Sorg. Ofte foldede han ſine Hænder og provede
paa at nedbede en Velſignelſe over det tjære. Barn,
der faa uſkyldigt havde bebreidet og ſaa dybt ſaaret
ham; men ligeſaa ofte afbrod han fig felv, ſom om
han ſpottede ſin egen Beſtreebelſe, og endelig ſatte
han Barnet ned fra fig, ſom om han ikke mindre
"følte fig overvældet af Skamfuldhed, end af Sorg.
Det gjorde Wary ret hjerteligt ondt at ſee ham
ſaaledes lide; men hun anſaae det for ſin Pligt at

ſoge at mildne detts Udbrud: af Sorg, ſom hun ofte

1

7

326 Krohuſet ved Moſen.

tilforn havde gjort, ved at adſprede hans Opmeerkſom,
hed; hun gik derfor hen til Vinduet, for at fee ned
ad Veien, og ſagde til fin Moder, der netop traadte
ind i Verelſet: „See, Moder! nu komme Folk fra
Kirken, fee! hvilken ſmuk Kareth der kommer; der ſidde
to pyntede Herrer i den, og de fee herdver til os.“
— „Det er Diſtrictsprovſten fra — og hans Vicarius,
der har forrettet Tjeneſten i vor Kirke; han var her
forrige Aar paa ſamme Tid,“ ſvarede Moderen mes
kanifk. — „Nu hufter jeg det, og jeg kan gode
Tide den Mand,“ ſvarede Wary „fordi han ſagde,
at Fader giorde Ret i ikke at give den gamle Annak
Osborne mere Brendeviin.“ — „Tael ikke om den
ſtakkels gamle Annak,“ ſagde Moderen, „det er net—

"op i Dag et Aar ſiden, da jeg ſtod op om Morgenen

og fade dem bringe hans Liig herind. James Green er
nede i Skjenkeſtuen og har juſt erindret mig derom.”
— „James Green er en Skurk, en Usling, min værfte
Fiende!““ raabte den ſyge Mand, med en Kraft og
Styrke, ſom bragte dem, der horte ham, til at fare
tilbage af Sfræf og Forundring; men i det neſte
Hieblik ſank han tilbage i fin Leneſtoel; tyſtende over
alle fine Lemmer. Kolde Sveddraaber hang pan
hans Pande; hans ſtive Hine ſyntes at ſtirre hen
for fig med en ubeſtrivelig Reedſel; hans Hænder
vare faſt ſammenknugede og hans Leber ſkiclvede af
en krampagtig Bevegelſe, ſom af en Sjeeleqval,
ber ſteeg til Fortvivlelſe. — Konen, der troede, at
det var Døden ſelv, der vilde bemægtige fig” ham,
faldt paa Knæ foran ham, og ſogte med uforſtaaeli⸗

[|
Å

— — 2 NNE

Xrobufet ved Moſen. 327

ge Ord og qvalte Suk, der udtalde hendes dybe
Sorg og Medlidenhed, at bede for hans henfarende
Sjæl; men fan Hieblikke efter folte hun, at han
havde grebet faſt om hendes foldede Heende, og drog
hende til ſig.

„Warp, min elſkede Mary, nu er Tiden kom—
men! Du ſkal vide Alt. Send ſtrax Bud hen til
Provften, Du veed, han tillige er Fredsdommer, han
alene er den rette Sjæleførger for mig. — O ſend
ſtrax Bud efter ham.“ Forvildet af Bekymring og
Redſel, fane Konen alvorligt paa ham, i den Overs
beviisning, at han virkelig var bleven bragt til den
Afſindighed, hvorpaa hendes Naboer faa ofte havde
hentydet; men hun ſogte forgjæves at opdage det
mindſte, der kunde viſe, at han talde i Vildelſe.
Med al den Kraft, han havde tilbage, men med faa
Ord, vedblev den Ulykkelige at paaſkynde, at der blev
ſendt Bud efter den Geiſtlige, i det han beſtandig gjen—
tog: „han er Fredsdommer!“ — Dette var netop den
Grund, hvorfor hun vilde have foretrukket en
anden Geiſtlig; thi hun havde, ligemed andre
ſoner i hendes Stilling, et Slags bange rel
for Juſtitſen, ſom indgav hende den Folelſe
hun ikke kunde aabenbare de Sørger, der ſaale
havde naget hendes Sjæl, kor en Perſon, der
ſaa langt over hende i Samfundet. Men det
frugtesloſt at modſeætte fig hans Forlangende,
hun behøvede blot at kaſte et Blik paa den M
der faa længe havde været dprebar for hendes H
for at føle den Overbeviisning, at han fnavt

32 Krohuſet ved Moſene

vilde have flere Ønffer tilbage. Den lille Mary
blev derfor ſendt hen til en af Naboerne, ſom gik i
Kirken til Aftenſang, og ſom paatog ſig at bringe den
Geiſtlige hen til dem, naar Gudstjeneſten var forbi.

Kromanden blev i nogen Tid ſiddende ganſke
taus. Derpaa forlangte han fin Middagsmad, fom
han ſpiſte, om ikke med Appetit, faa dog med ſtorre
Fatning og Nolighed end hidtil. Og han drak der⸗
paa et Beger ſterk Gammelviin; hans Anſigts Ubds

„tryk ſyntes at viſe at han havde en Pligt at udøve,
: der üudkrevede al den Styrke, ſom han var iſtand til
at vinde J fine bedre Dage havde han udmærket
ſig ved perſonlig Nethed og Reenlighed i ſit udvor⸗
tes; men mange Maaneder vare forlobne ſiden han
havde tabt det ſidſte Spor af disſe Egenſkaber,
hvilket ikke havde været til ringe Sorg for hans gode
Huustro. Med Overraſkelſe horte hun ham derfor.
nu bede hende om „at faae ham til at fee ordentlig ud,
ved at rede hans Haar og give ham reent Halslinned.“
Hans Haar var nu faa hvidt ſoͤm Snee, og Alde⸗
rens Nynker furede hans indfaldne Hals; men da
der ikke viſte ſig noget Kjendetegn paa en meer end
almindelig: Svaghed, og det iſerbeleshed var dienſyn⸗
ligt for alle dem, der vare om ham, at han var fri
for ethvert af hans hyppige Anfald af Lungeſyge,
tændte der fig. en Gniſt af Haab i hans arme Huus⸗
tros Barm, og hun tænkte, at hun, naar han blot
fik aabnet fit Hjerte for den Geiſtlige, og kunde
vinde Troſt for fin Sjæl, da udentvivl vilde gien⸗

＋

Krohuſet ved Moſen. 329

vinde ſine Krefter, og igjen tage ſig af Huſets Sas
ger, faa at Alt igjen vilde blive godt.

Men hendes fjærlige Syslen med ham, endſkjondt
denne udøvedes af Hender, der vare blevne ſvage af
f hendes lange Legems- og Sjels⸗Lidelſer, udfyldte ikke
Tiden, og en frygtelig Urolighed, der truede med eat
forjage hans paatagne Styrke, bemeſtrede ſig ham.
Lille Mary kom lykkeligviis tilbage, netopu i dette
Vendepunkt, og i nogle Hleblikke hvilede; Hendes
Faders Blik paa hende med Velbehag; dog varede
denne hans Glæde kun fort; thi da hun bemærkede,
at den Fremmede nu fnart vilde komme, og ſiden, at
hun alt kunde hore Vognen, bod han hende, medien
faa ſmertelig og endogſaa redſelfuld Roſt,vat-gage
bort, at det arme Barn blev aldeles modles og
klyngede ſig til ham, ſom om hun N kund "adlyde
hans Befaling. 7 14 „%%.
„Gage nu bort, Mary,“ ſagde Moͤderen, “det
hun forte hende hen til Doren, „Du Fat; komme
ind igjen, naar Hr. W. er gaaget.“ — „Nei, nei,
nei!“ raabte Faderen, „hun maa ikke mere komme
igjen, hun maa afbrig” mere ſee mig! Kom herhib
til mig og kys mig, Barn, engang ent — før
ſioſte p ſidſte Gang.“ 28
9 J dette Dieblik traadte den Geiſtlige ind, og
det arme Barn omfavnede "hurtigt ſin Fader, og
ſeyndte fi ſig ud af Varelfet, Faderen ryſtede ſom et
Espelov; men han overvandt med den ftørfte Anſtren⸗
gelſe fin. Svaghed, ſag at han endog kunde ubbede
3 22). Wen

hg ,

330 Arohuſet ved moſen.

fig, at den Preſt, ber havde ledſaget Hr. W. Ogfan
maatte være oververende.

„De er meget ſvag, min Ven,“ ſagde den
Sidſte, „vil De ogſaa kunne udholde, en anden Frems
meds Nerverelſe?“ — „Ja, min Herre, jeg har
Noget at aabenbare, jeg maa have tvende Vidner,
og — og — det er bedre, at min Kone forlader
os.“ — „Nei, James, det er viſt bedre, at jeg bli⸗
ver her; Du kunde fane ondt, og hvem vilde da
være. iſtand til at hjelpe Dig ſaa godt ſom jeg?“ —
Kort efter indfandt ogſaa den anden Geiſtlige fig, og
fatte: fig, hos dem. Han kaſtede et ſorgmodigt Blik
omkring ſig. — Alt vidnede om Sygdom, Elendighed
og — maaſkee den nermende Dod. De, der lenge
havde været forenede ved de Dodeliges ſodeſte og hel;
ligſte Baanb, ſtulde adſkilles, Huſet ſkulde beroves

ſit Hoved, blive et Sede for den forladte Armod, og

indeſlutte en Enkes Sorger og Klager; dog blev han,
ved at betragte den omme Bekymring, der, hvilede paa
Huustroens Anſigt, ved at erindre ſig den udenfor Doren
grædende Tille Piges beſkedne Væfen, ved at fee den
opflagne Bibel og det ualmindelig nette Udſeende,
hvoraf Alt, endnu omkring ham bar Prog, ledet til
at drage ben Slutning, at ligeſom Hiertets bedſte
Folelſer her vare blevne dyrkede i de henrundne Dage,
faaledes vilde ogſaa nu, i Lidelſernes Stund, Reli⸗
gionen ſejenke dem fin filtre Troſt. — Han blev vakt
af disſe flygtige” Betragtninger, ved den hule Roſt
af en Mand, der fane ud fom om han allerede nu
hvilede i "Graven, men ſom derhos: talde med en v fad

3

*

Arohuſet ved Moſen. 831

klar og ſteerk Roſt, at det hos et ſaa ſkrobeligt Veſen
neſten ſyntes overnaturligt, og med en Korthed og
Tydelighed, der ſjeldent træffes hos en Mand i hans
Stilling. „De feer for dem, mine Herrer! en Mand;
der af Samvittigheds Nag og Selvhebreidelſe er bragt
tit Gravens Bred. Jeg er nu forſt iferd med at
fuldbyrde "hvad jeg burde have gjort for 12 Maaneder
ſiden. O maatte (Gud have Barmhjertighed med mig,
og modtage den eneſte Bod, jeg kan bringe! — Dog,
jeg maa haſte med min Tilſtaaelſe. De, min Herre!“
ſagde han, i det han henvendte fig til Provſten, „erin⸗
drer vel endnu den ſtakkels Annak Gsbornes Dod for
omtrent et Aar ſiden?“ — „Jeg erindrer det; han
kom her til Dem ved Midnatstid, og da De fade, at
han var beffjænfet, nægtede De at give ham mer ſ at
drikke. Saavldt jeg huſker, blev han funden død her
i Nærheden, paa en Maade, ſom man kunde vente
det (ig af hans onde Tilbeielighed — det arme Men—
neſke! hans Vogn var gaaet over ham og havde knuſt
ham.“ — „Ja, min Herre! han blev funden død —
men ak! jeg maa ſige Sandheden — den rene Sand:
hed. Annak var, uagtet han var forfalden til Drik,“
ellers altid en venlig; godmodig Mand, men naar
han var betufet, var han overordentlig uſtyrlig og
brutal, og hiin Nat forte han et Sprog der bragte

min Vrede til det hoieſte. "faa at min Kone maatte
med det Gode naſten fade ham ud af Doren, af
Frygt for at jeg ſkulde blive forledet "tilsat liegge
Haand paa ham. Huſet var fuldt. af Folk, der kom
tilbage fra Torbe i S, og hun blev HDieblikket

(227)

neg — . M
på

332 Krohuſet ved Moſen.

efter kaldet ud, for at give dem hvad de forlangte, og
horte ſandſynligviis ikke et Ord af de ſkammelige Ud⸗
tryk, han brugte imod hende; men ulykkeligviis horte
jeg dem, og, uden at Nogen lagde Mærke dertil,
fulgte jeg ham ud af Huſet, greb i mit Raſerie hans
egen Kjorepidſk, der i hans Tilſtand let var revet, ham af
Haanden, og flog ham med den tykke Ende af Skaftet
ſaa voldſomt over Tindingen, at han i ſamme Oieblik
ſtyrtede ſom død for mine Fodder. Det Raſerie, der
havde drevet mig til denne afſindige Gjerning, veeg
i ſamme Hieblik, og Skrok og Rædfel bemeſtrede fig
mig; men min Sjæl- følte mere, levende de Farer,
der omgave mig, enb jeg kan beſkrive det. Et Oie⸗
blik endnu, og Alt vilde: være opdaget. Jeg var
ſaa ner ved Huſet, at jeg kunde høre dem tale og lee
derinde, og ved det Lysſkin, der faldt fra Vinduerne,
fane jeg den ſtakkels gamle Annak, mit Slagtoffer,
liggende for mine Fodder. Hans Heſte, der ofte
havde kjert den ſamme Vei, fulgte. den Retning, han.
havde givet dem i det Dieblik jeg havde indhentet
ham, og dreiede langſomt om det Hjorne, der forte
dem ud paa Landeveien, og jeg blev pludſeligen gre—
ben af den Tanke, at det dog var muligt at undgaae
Opdagelſe. Jeg greb, med en Styrke, ſom jeg til
enhver anden Tid ikke vilde have tiltroet mig, fat,
om det dode Legeme, bar det tversover det lille Stykke
Jord, der vender ud imod Veien, og lagde det
paa den Plet Hvor man ſiden fandt: det. Medens
Dette ſkeete, horte jeg ingen Lyd fra hans Leber, in⸗
tet Spor af Aandedrat; men i det Hieblik jeg lagde

Krohuſet ved Moſen. 333

min ſkrekkelige Byrde ned paa Veien, ſom Vognen
nu noeſten havde naget, forekom det mig, at jeg mer⸗
fede, at hans Hjerte ſvagt bevægede ſig; desuagtet
lagde jeg den Ulykkelige paa Veien. — O Gud! da
var jeg i Sandhed en Morder!“ '
Fortællingen blev ſtanbſet, thi hans Huustroe,
der leenge med Vantroe og Nædfel' havde ſtirret paa
ham, ſtyrtede i dette Hieblik om paa Gulvet, i en
Afmagt, der lignede Doden, overvældet af den ſkrak⸗
kelige Overbeviisning, der bemegtigede ſig hendes
Sandſer. Med hvor megen Omhed han end beſtan⸗
dig havde elſket hende, gjorde denne ſmertelige Om⸗
ſtendighed dog ikke nogen færdeles tyſtende Virkning
paa den bevidſtfulde Morder, hvis Sjelskrefter kien⸗
deligen vare anſpeendte tilgen eneſte redſelfuld Henſigt,
og da hun var bleven fort ind i et andet Verelſe,
fortſatte han, med en vis Iver, ne e Fob⸗
telling“ 59 0 10
„Hvorledes jeg ct Adden bunt uus veed
jeg ikke; thi alle mine Lemmer ſkjcelvide, min Tunge
klebede til Ganen, og mit Haar reiſte fig ſom Børs
ſter paa mit Hoved. Jeg liſtede mig bag om Huſet,
og kom“ op 'paa bette; Verelſe, hvor jeg, ſaaſnart jeg
var iſtand dertil, krob i Sengen. Det var ikke
uſobvanligt, at jeg gik tidlig i Seng, naar jeg havde
havt meget at beſtille med mit Markarbeide, og! dette
havde trettet mig; da min Kone ſavnede mig, blev
hun desaarſag hverken forundret eller bekymret, og
da hun ſelv ſogte Hvile, flukte hun Lyſet hurtigt,
af Frygt for at forſtyrre mig. Hun bromte kun li⸗

834 Krobufet ved Moſen.

det om at jeg ikke ſov, og ahnede ikke, at jeg aldrig
mere ſkulde nyde en rolig Sovns Vederqvegelſe.
Annaks Heſte havde ſildig paa Natten naget de⸗
res Beſtemmelſesſted, uden Kudſkens Hjelp. Den⸗
nes Herre, hans Son og Tyende begave ſig ſtrax
ud, for at føge om den Ulykkelige, hvis Skjodeſynd
de kun altfor godt kjendte; og netop da Morgenſo⸗
len kaſtede ſine forſte Straaler hen paa hiint Pin⸗
due, bankede der Nogen ſteerkt paa min Dor, og jeg
hørte Stemmer udenfor, der forlangte at jeg ſtrax
Fulde lukke op. Jeg ſprangeud af Sengen, aabnede
Vinduet, og raabte med Heftighed: „Han mag ikke
bringes. herind, — S dette Vieblik var det en Umu⸗
lighed for mig at ſee Liget, da Vinduesſkoddet, ſom
De feer; var imellem mig 98 Doren.“ Ake hvorfor
lagde James Green, til hvem jeg talde, ikke Merke
til disſe Ord? Hvorfor bley jeg ikke greben, forhort,
domt og henrettet? — O denne Mangel pagn Op;
merkſomhed havde, for mig den redſomſte Folger! —
Min arme Kone ſov trygtszathiehun havde havt mes
get at tage vare, og var træt og modig. Jegspakte
bende, og lod hende gang, ned. til Folkene. Mit
Hjerte hebreidede mig dette bitterligenz thi geg pipſte,
at det Syn, der ventede hende, vilde ppſte hende dvbt,
da bun havde, meget" tilonereh for den gamle Annak;
kytte mig deb dae ogs at hun vilde bee
min Villie igjennem, og. ei tillade at Liget; blev
bragt ind iHuſet. Halv 'i Sopne horte hun kun, til⸗
deels hvad jeg ſagde; men da hun erfarede den fryg⸗

Krobufet ved Moſen. 335

telige Begivenhed, handlede hun med Beſtemthed,
kaldte paa vort Tyende, og lod Folkene gage ind i
Laden, hvor Synsforretningen blev holdt. Jeg fore—
gav at vere ſyg, og forlod nogle Dage, ikke mit Ve⸗
relſe; mit Foregivende var heller ikke falfkt. Mine
Sjeelslidelſer vare ſaa ſtore, at jeg blev, greben af
en Feber, og i mine Phantaſier indbildte mig, at der
var tændt en Ild i mit Hjerte, ſom brendte uop⸗
horlig, indtil den vilde fortere mit hele Legeme. Da
jeg begyndte at komme mig af min Sygdom, ſogte
jeg at ſamle- mine adſpredte Tanker; jeg indſage,
hvor vigtigt det var for nig, at fjerner enhver Mis⸗
tanke, og at det var nødvendigt, at jeg viſte mig gan⸗
ſte ſom ſeœedvanligt.— Man talde endnu beſtandig
om Annaks Dod, og jeg horte, med en fold. Gyſen,
der neſtengbandt min, Tunge og bragte mine Knee
til at ryſte, under mig, at, man ogfan;nævnte ghiint
voldſomme Slag paa hans, Hoved; men man lagde
ikke Merke til min Forfatning, og da en Anden pttrepe,
at der ein kunde, være nogen Tvivl⸗ om at dette, Slag
var forvoldet ved hans Fald, vaxe Hue enige om, at
det ſlet ikke pax beſynderligt/ nat et fagdant; Menneſte
havde havtzeteefagdant n Endeligt. ) „Min, Kone tog
ham, ſom hun; altid, pleiede ni Forſvax, ogubeklggede
hans SEjæbre indtil Taarens gilbagekaldte den Tid,
da han havde givet hendes Born Blomſter og, Peber⸗
kager, og ſonderſled mit inderſte Hjerte, ved fromt
at takke Gud fordi hendes kicere James ikke i, hiin.

ulykkelige Nat havde loftet ſin Haand imod den Ulyk⸗

kelige. — Da deres Samtale nu efterhagnden gik

*

336 Krohuſet ved Moſen.

over til andre Gjenſtande, berg min Frygt fan meget,
at jeg vandt Tid til Overveielſe, og nu var det forſt,
jeg følte mig ulykkelig, i en Grad, hoörom jeg aldtig
tilforn! kunde have dannet mig nogen Fokeſtilling.
Den Tryghed, hvori jeg levede, faldt med Centner⸗
vægt pad mit Hjerte) ſom en evig Synd, der aldrig
kunde udſlettes af nogen Anger, og den Folelſe, at
Guds Bormhjertighed aldrig kunde blive mig til Deel,
med mindre jeg led Forbryderens timelige! Straf,
vandt beſtandig mere og mere "Styrke i min Sjæl
Ofte naar jeg vandrede ud i de vilde Moſelgne, har
jeg kaſtet mig ned paa Joörden, for at“ bonfalde den
Almoegtige“ om at kage mit Liv, og naar jeg har ſtet
Lynſtraalerne knittre paa Klipprrne, og hort den fjerne
Torden rule, har jeg ſptunget frem, i det ſkreekkelige
Daab, tu han“ ſaaledes bilde modtage ſit Offer Ofte
har det Være min. fare Beſtutning, at overgive mig
i Retfcrdighedens Hænder)” men Synet af min Kone
har beſtändig betaget mig Moder dertil, og ' tilſſoſt
Bar. jeg“ ſogt vat betsligen mig ſelv' enn Smüule ved
den⸗Beſlulning, at ävckrkſette det ved Slutningen af
et Aare hvis! det var tmuligt' at jeg kunde leve fæ
lengen Nu blev blev jeg beſtändig ſvagere, og Fryg⸗
teh märtrede mig paa tuſinde Maader zr jeg kunde ikke
-vende mit Anſigt imod den: Labe, hvor Anmaks 5
hadde kligget z Lyden: af Vögne'erindrede mig om he
Vogn; lea ſelb Selldtets Knirken i Bleſt, vat fed
mig et SR om! . Dog kan ieh med Be⸗

Swwüſthe, eller künnet ere sen fole det evige Nag,

Krohuſet ved Moſen. 337

jeg paa en ſaa ſkrekkelig Maade har paadraget mig,
undtagen naar mit elſkede Barn for et enkelt Dieblik
har ftiſtet mig til at nyde en Faders Glæde,” “
Udmattet ſtandſzde her den Ulykkellge, og hans
Tilhorere, der vare grebne af Redſel over Mordekens
ſkroekkelige Fortelling, og derhos dybt rørte over den
angrende Synders Sſeelsmarter, taug ogſaa. En
delig reiſte Provſten, der var en Mänd tilagrs, og
dybt ryſtet over hvad han havde: hort, ſig, for at
trede noget” nærmere” hen til den Lidende, og” med
ſtorre Virkning indgive! ham den Troſt, ſom hau for
maaede. Den Ulykkelige misforſtod hans Henſigt!
ſprang med en voldſom Kraftanſtrengelſe op af Sto⸗
len, kaſtede fig ned paa Gulvet for hans Fodder, og
raabte: „Jeg folger med Dem — toy intet Oieblit,
men dem mig til Døden: jeg er en Morder! jeg
bonfalder Dem, ſom min ne at 1 Derks
Pligt imod mig.“ ;
Bekymret og beſtyrtet greb den edle Viting ham
i ſine Arme, og loftede. ham“! ſaa godt ſom han kunde
op igjen pan Stolen, i det han med bævende Roſt
ſagde: „Jeg ser ikke Deres Dommer — “ og vilde have
vedblevet, men den Ulpkkeliges Aaſyn blev nu vildere,
og med den meeſt fortvivlende Sjeelsqval udbrød
han: „Barmhjertige Gud! netop ſaaledes ſlog hans
rte ogſaa imod mit Bryſt — een Gang — kun een
neſte Gang!“ — Et Suk, der ſyntes at ryſte Hu⸗
ſet i dets Grundvolde, udbrød fra hans Læber — det
var det ſidſte — hans lidende, faa dybt martrede
Uand henflyede for den Eviges Damſtoel.

838 Krohuſet ved Moſen.

Hans ulp'kelige Enke overlevede ham! tun; i fan
Maaneder, og, Bornene kom til Stegtninger, der
boede langt fra, deres Hjem, ſga at jeg ikke veed,
hvad der bley af lille Mary, der alt i fine tidlige.
Barndom; var; bleven indviet:“ til Sorgeng Im adſkil⸗
lige Aar var, Huſet enten ubebdet, eller bley ſnart
forladt, af dets Beboere z, thin det gieengſe Sagn om
en frygtelig natlig Hvipſken og lydelige Sykke, og
Erindringen om hiin ſtreffeligeBegivenhed, giorde
det: til, et ſergeligt Opholdsſtedz : Endnu ſidſte Som;
mer, da ſeg kom der forbi, pad; Veien til, Matlock,
havde, det hint eforladtegog ede Üdſeende. Skildtet
var nedfaldet, Haugen tilgroet , Dore og, Ind heg⸗
ninger bare : forfaldne, det grenne: Mos; voxede frem
oper de fugtige: Steenmure, og bedeekkede frodigt Hus
fer Athols Vaaben, der er udbugget over, Portenz
Alt crundt omkring opfriſtede Exindringen zom, hiin
ſorgelige Begivenhed, og gav den hele Scene Ud⸗
trykket zafſ en så Characteer; liigahiin, der: war, præget

tin: den, førfte, Wiebe Ponde. C l H Au, van I
10% et nag, 490 f le: e n niger 50

1 1220 ——— 5 Ge 8715 97715 U * 1

ER 48) Id nein ii ned att 42714077

1 aebi eee en amdnee i,

„0 bon Sea cen end ag sst ovn

177 fit — un ER enim 0 75 33 1
1 40 8ng 10 5 HØ

8 - 199 Ing: 28710 * AI 1 1 7

Kuling fra Land.

(Efter Mrs. Zemans *)

Ind) S 2 15
Naar Dufte bob fra Sindus Skovte

Seſvangre Luft og Strand,
Og kuler over Havets Vove
Et Budſkav fjernt fra Lande,
Glad favner Bolgen ſtille, kla
Hvert Leengſelsſuk, dets Lchnde bär. J. dd
Sg henrykt Havets Sen fornemmer 1
Hvert Puſt fra fjerne! Kyſt,

7 75

Som Myrrhatræets Taare giemmer e
Troe ved Jasminens Bryſt;
Hvert Sagn, fon Boven er frem, ig 08
Fra Guldorangens ſeiange Bie 1
eee e ju na? ne 02

ung Soemand ſtirrer ud rg, Seekle,
Med Haab i freidig Barm z nee

Mod fjerne Strandbred mag han ;flrætfe
Udover Havets Dyb ſin Arm,
83 bött e omſuſer Bolgers Chor

SR Hilſen til den ſkjonne Jord.

N

Da toner ſagte for hans Øre
Mangt Eventyr faa ſmukt,
Til Blomſterenge de ham fore,
J Lee af gylden Frugt;
Kring eenſom Snekke trylles drat
En Forgarsglod paa Dybets Nat. —

) Fra: „Literary Souvenir“, 1827.

839

340 Xuling fra Land.

J Meſtere pan Lhrens⸗ Streenge?
Er ſaa ki Eders Sang
Et Budſkab fra eloſtume eie

Til Jordens dunkle Bang; . i
En aandig Strom fra Himlens Bla, Wie
7 Som dybt til Aanden trænge maa?!
1% elysge. % Yalu ed
402 on ii 19 ;
ra Lyſets Land dens Veelde flammer. 1 garn
Fra Aandens Heehreryſt; 111

Hidſocevet til dens trange Sammer,
Den toner Saab og Troſt: BE 8

J Livets dunkle Boigegang 5 i *
Dm evigt dye dens Hymne klang. .

1 i 9017

i Sodt toner i dens Gübdenieſtemme i

N. 5 Por forſte Elſkovs Fry: 0
Hver hellig Tanke vi fornemme,

Oienfodt i Streengeryd ? n cums gilt

dg fromt gienvinker 6s dens Roſt

Eil Sandhebs hs, kit Biiiiretis Bøjet: ran en

3505? ni

n 19%.
1

201 s
20% sug] å, 9 unge.
ee net no lå en mn
* * —
1 , 2 A 2 stan? 1211 2 j
f kl sov anse ”
e ne 36 omg US
: 1, men m 72
e neee eee een 7
— i 2 …1
ä
1 co NF <
*

841

Eliſabeth Woodville.
En 8 AR Egg Skizze fra det 15de Aarhundrede.
ME tig f . e

si

(Nast, i Brevform affattede, Geretning om adftiflige Be⸗
givenheder af Eliſabeth woodvilles Liv, der er nedſkreven af
ſhendes ungdomsveninde og Grænde, er ſandſynligvils ſtilet tit Prior
iinden ved et kongeligt Abvedie i Frankrig, hvor mange af Eli ſa⸗
beths Stegtninger paa Modreneſide opholdt ſig. Begyndelſen af
Brevet er aldeles ulceſelig; men da det er dateret: 1590, ſynes
det at veere ſkrevet efter Zeuxik den Syvendes Thronbeſtigelſe,
ved hvis gruſomme Politik hans Dronnings Moder blev demt tit
gt indeſpoerres for Livstid i Kloſteret Bermondſey. — dm Auto⸗
graphens Agthed, kan Enhver, der er fortrolig med Zalls/
Speeds og Stowes Kronikter, ikke have mindſte Tvivi.)

Min hoiæbdelige Frænfe !

Visſelig er jeg lidet forfaren og altfor eenfoldig
til at kunne ſkildre fyrſtelige Ridderes Daad, og forher—
lige Krigsbedrifters Hæder, Jeg driſter mig ikke tit
at kappes med den uovertreffelige Marie af Frankrig,
hvis Quad er ædelt ſom de Helte, hun beſyngs e; jeg
ſkriver kun om Emner, der ere fortrolige med mit Kjsn,
om Smerte og Medlidenbed, Kummer og Forurettelſe,
om jomfruelig Reenhed, egteqvindelig Troſkab og et
Enkeſedes treſtesleſe Sorg, og fremfor Alt vil jeg

5) Fra: „The Literary Souvenir, or Cabinet of
Poetry and Romance, edited by Alarie A.
Watts. London 1827,” n

342 Eliſabeth Woodville.

ſtrive om Eliſabeth Woodoille, min uforlignelige
Freuke, denne pletfrie Lilie, ſammenſlynget med
Yorks kongelige Stamme, ſom for en foie Stund ſmyk⸗
kede Englands Krone, og inden ſtakket Tid ſkal blom—
fire i Paradiſes Lunde. å
Liig hende, nær beſtagtet med St. Pols eld⸗
gamle Huus i Frankrig, var jeg i min Barndom faſt
knyttet til hende ved Venſkabs og Frenbſkabs dobbelte
Baand, og mange vare de Gledesdage, vi tilbragte
ſammen, da vi begge bleve opfoſtrede ved Dronning
Maärgsrethes Hof. J vore Sysler baldyrede vi: efter
amine Monſter, ſejode til ſamme Maal, byttede Falke,
med hinanden Pan Jagten, ſaa at i enhvet Art af fort:
villighed den Ene ſtedſe var retſom et troe Speilbiled
af den Anden; og hjemme hos os felb ginge vi
altid eens kledte, omendſkjondt hendes naadige Fru
Moder ikke tyktes vel derom. Thi denne vidtbe⸗
romte Dame, hvis Skjonbeds Priis lød fta hver Tun⸗
ge, havde været formælet med den navnkundige Hertug
af Bedford, Frankrigs Regent, med hvem hun i nogle
Sar levede paa en kongelig Fod; men efter hvis dode⸗
lige Afgang hun, efterdi hun endnu var i fine blom⸗
ſtrende Aar, og enten folte fig mættet af Storhedens
Pragt, eller lengtes efter blidere Nydelſet, indtraadte
i ASgteftab med en ſtpel engelſk Ridder, den vakkre
ir Richard Woodville, og ſaaledes efterlignede
enrik, den Femtes Gemalinde, Catharine af Frank⸗
rigs Exenſpel, der paa lige Viis havde ægtet den tap⸗
pre Sir Owen Tud orz g fuld værd er det at antegne,
at de tvende kongelige Grene, der üdſprang fra diaſe

Eliſabeth woodville. 343

af fand Kjærlighed opflammede Damer, pda en ſkjon
Maade have blandet fig med Sarry af Richmonds og
Eliſabeth plantagenets Afkom.

Men jeg vil vende tilbage til Eliſabeth Wood—
ville, det forſte Pant af hiin ømme Forbindelſe, der,
fandt at ſige, mere befordrede hendes Faders Wrgjer—
righed end hendes Moders Lykſalighed. Han bled
ſaaledes ſnart benaadet med Titel af Greve af Ri—
vers, og han gik faa tappert frem under Borgerkri—
gene, at han vandt Heedersbevilsninger af begge
Roſerne; men til Slutningen vandt hans Lykke
Magt over hans Klogſkab. Efterſom haus Datter
Eliſabeth var bleven udkaaret til at pryde Dronning
Wargarethes Hof, blev hun af hiin herſkeſyge
Dronning endnu i fin tidlige Ungdom formelet med
Sir Ralph Greys Son, en ivrig Lancastrianer, en
tapper Yngling, der faldt i Slaget ved St. Albans,
og ved hvis Dod og hans Huus's Fald, Lady Eli⸗
ſabeth ſage ſig i den Nødvendighed at maatte ſoge
Tilflugt for ſig ſelv og for ſine uforſorgede faderloſe
Born, hos fine Forældre, der ſtode vel anſkrevne hos
den nye Konge Eduard den Ade, og af ham vare
forlenede med den kongelige Domaine Grafton—
Min lykkelige Skjcbne feiede det paa denne Tid
ſaaledes, at jeg atter kom til at leve hos min elſkede
Froenke. Thi ihvorvel jeg havde lovet min Troe til
en edel Lord af Britannien, faa tillod Krigen ham
ikke at gige Krav paa mig ſom Brud, hvorover jeg
kun Havde liden Bekymting „ efterſom han var en
Fremmed for mig, og jeg nod ſaamegen Glæde veb

n

84⁴ Eliſabeth Woodville.

Eliſabeths Omgang. Ofte fortalte hun med Tag⸗
rer de Forfolgelſer, hendes Lancaſtcianſke. Venner
havde udſtaaet, og visſelig var der pan den. Tib
ingen, hvem hun mindre elſkede end deres overmodige
Fjender, der vifte fig over al Maade ubarmhjertige
og uforſonlige. Og efterdi ſaa mange unge Damer
havde viiſt Eftergivenhed for Kong Eduards ulovlige
Friheder, og Lady, Eliſabeth med Omhu holdt over
fit gode Navn, vægrede hun, ſig for at. fage hang
perſonlige Nerverelſe, endog for at bonfalde om
Naade og Medlidenhed, af Frygt for at onde Tun⸗
ger fulde. give hendes rene Henſigter en falſt Fortolk,
ning; men da det rygtedes at Lady Bona af Savoyen
var valgt og kaaret til at vere hans kongelige Gemal⸗
inde, og at den megtige Greve af Warwick var reiſt
til Frankrig for at paaſfynde Forlovelſen, og hun drog
i Minde fine tre faderloſe Borns forladte, Stilling og
at hun ikkun kunde vente ringe Hielp fra ſin Faders
Haand, nedlod hun fig til ſelv at optræde, ſom Suppli⸗
kantinde, kaſtede ſig for Seierherrens Fodder, og bo n⸗

faldt om hans Naade og Medlide ogtet har
lydelig nok forkyndt, paa hvilken ; ndes An⸗
dragende vandt hurtig Bonhorelſe inde hun
ſaae Bladet at vende fig og Kongen Suppli⸗
kant hos hende, og paa hvilken Vis, af Wre⸗
frygt for den bluferdige Tilbagehold n ſtjen⸗
ne Dames hele Veſen, nærmede ſig en he⸗
derlig Kierligheds Sprog; men vis t ei af
Alle bekjendt eller taget til Troende, abeth i

Begyndelſen mobdſtod ſelv hans hæder kringer,

—

| Eliſabeth Woodville. 345

| enten. fordi. hun frygtede for. af overgive fig til Edu⸗
ards letſindige Luner, eller meb klog Forſigtighed for⸗
udſaae, hvilken heftig Jalouſie hendes Stigen vilde
vokke imod hende; men da hendes Fader laante Øre
til Kongeng Lofter, og Hertuginden, hendes Moder,
viandt den heftigſte Attraa efter at, fee fin Datter ſom
Oronning „og hun ſelv tog under Overveielſe, at hun
paa ingen anden Maade kunde betrygge fine uforſorgede
Borns Fremtid, underkaſtede hun ſig, med et Slags
halv vantroende Forundring, mere end hun gav ſit
Samtpkke til Udviklingen af fin ſynderlige Skjcebne.
Imidlertid tillod hun ſig aldrig at fjerne ſin qvindelige
Discretion, fan at Kongen ei ſkulde anſee hende fe
en let Erobring; men med hver Dag og med hver Time,
ſom han tilbragte, i hendes henrivende Selſkab, opda—
gede han hos hende alt flere og flere Egenſkaber, ſom
han maatte, ære og priſe, ved den kloge Omhu og Op⸗
dragelſe, hun gav fine Born, eller ved hendes venlige
Forhold imod ſine Undergivne; og han fandt beſtandig
ſtorre Behag i at ſamtale med hende; thi hun var klog⸗ å
tig 'og veltalende, og beſtandig venlig og ved godt Lune?
hendes Roſt var klar og følvtonende, og hun ſpilte taa⸗
ligt vel paa Luth, ſaa at hun var tillokkende ſom en
Sirene, uden dennes bedrageriſke Sind. Men efter⸗
ſom . Mændene ere uſtadiges i deres Lidenſkaber, og
Kongernes Hjerter i Saerdeleshebd ere tilbsielige til
Vegelſind, var det ei at lide paa, at jo en anden ſkjen
Dame kunde have vundet Naade for Eduards Dine, his
ikke hans Fru Moder, Hertuginden af Pork, der hoi⸗
lig misbilligede hans Tüboieliohed til Elisabeth, wood⸗ P
1 B. 3 3. (23)

346 Elisabeth Woodville. i

ville, bois Slegt hun af ganſke Sind fokägtebe, pa en
faa uklog og overbreven Maade havde” brugt fi ſin Myn⸗
dighed for at oploſe Baandet, ſom netop "derved ble
giort fa og uopleſeligt; thi da hun tog i Conſtderation,
at gammel, Soeedvane paa den forſte Morgen i den fryde⸗
fulde Mai. Maaned, maatte kremkalde et eller andet
Ipftigt Tidsfordriv, begav hun ſig pad Veien med et
vakkert Folge af Riddere og Damer, udklædte. ſom
Nympher⸗ og Hyrder, og hver bærende i Triumph en
Abi, eller en Green af Maiblomſter, og Hendes Naade!
havde. lagt Planen ſaaledes, at bun, uden at give
Mis tanke, uforvarende kunde fange den fotkiſtede Fyr⸗
ſte i hans Elſkovsbunt. Men Hertuginden ſelv blev"
baaren i en Bareſtol, bekledt med Goldenſtykke, efter
hende | Alber og Værdighed; thi hun var af det Nevil⸗
Leffe. Huus, og nær beſlegtet med den mægtige! Greve
af Bari, fom nu var affendt til Frankrig mede"
unyitigt Hverv til Lady Bona af Savoyen. Ikladt
en fort Robe med Gulbkanter, bar hun paa fit Hoved
en Kappe, beſat med Perler, faa Brpſtet et Diamant,
kors, og. om hendes Dal hang en koſtelig Noſenktanda,
af bolken enhver perle bar en hellig Reliquie af hoi
Vær; ibi hur bar en beſynver erlig gudsfrygtig og letd“
Dame, 8 Skiendt hun vr Toget lide af Bært, fattedes | |
hun ikke Mlieſtat i ſin Holbning og Adfærd; thi hun
havde. en bpdende Mine, og hendes" giengemborende
grage, Hine. og ært freniftadende Pande indhiode en :
Bolelfe, ber var lig, Frygt; dog var hun ligeſaa mild
ſom beltagende å i. Samtale, og ſtod langt ober ſit Kjon
i Kundſkaber ( Tigers hun ög flittigen obebe Batm⸗

2 981

Eliſabeth Woodville. 847

bjertigheds» Gjerninger, og var af alle Metitieret ært
og ahſtet ſom en dhdig Avinde. Da Hendes Naabes
Selſkab var kommet til omtrent tvende engelfke Mile
fra Grüfton, havde det et lyſteligt Mode med et ändet
londitgt Optog af Nympher og Hyrder, höek tidende
pad en modig lille Ganger med ghldent Bidſel og
Solvklökker, grønne Skaberäkker og Kraͤndſe af Foraatsk
blomſter. Foran dem reed en Riddet ög en Dame
bærende en lille Fane, broderet med Lilier dg Roſer,
med en Indſkrivt til Maiens Dronning. Imidlertid
lod en Fanfare af Trompeter ved Slotsporten, og hvor
ſomhelſt man vendte fig, blev Øret hilſet med Melodier,
Detpaa kom de lyſtige mauriſte Dandſete ), f ſpringende
i Runddands omkring Maitreet, medens Jegerhornz
Clarinetter og Floiter lode fra den nerliggende Skod
Men den kongelige Perſon, hvem disſe Allegorier
giäldt, ſom af Nogle tillagdes Eliſabeth Woodville,
og af Andre Lady Bona“, tog ei ſelv nogen Deel i
denne larmende Lyſtighed. Hvis man havde kunnet
ride ſig hen til et lonligt, ſeyggefuldt Lyſthuus i Hau⸗
gen ved Grafton, vilde man der kunne' opdage et Par;
det ſaa ganffe våre hinandens Lige i Ungdom, Stjon⸗
hed og Ynde, at man neppe ſtulde kunne finde deres
Mage paa Jorden. Han var hoi af Værk, og hans
Anſigtekkek vare edle, og, 1 ee Aab

2) 0 Morris z e er en. endnu, 1 155
gammel Yimuedandg,, der udføres af unge Karleg
med Bielder faſtede til Benene, 65 bon nedftåms

mer fra Maurerne.
(237)

348 Eliſabeth Woodville.

ſom en ſimpel Hofcavalleer, vifte hans Anſtand og
hele Vœſen, at han var Brittaniens Herre; men her
foragtede han Majeſtœtens Pragt; haus blaae Hine,
der dare vante til at funkle af Kamplyſt, ſvommede
nu i henryksfuld Bmhed, Leberne bevægede fig bon
faldende, ſelv det krigeriſke Hoved boiede fig med et
Udtryk af from Ydmyghed, da han kaſtede fin Fje⸗
derhue for fin Elſkedes Fødder, og visſeligen var den
ſtjonne Eliſabeth ei heller et ſaadant Tro ſkabstegn
uverdig, efterſom hun, ihvorvel hun ei var hans
Lige i Byrd, dog var fuldkommen værd at ſettes
ved Siden af ſin tappre Souverain; thi, ligeſom
han overgik Alle i Hoihed og Kraft, ſaaledes var hun
uden Mage i Blidhed og Huld. Stkjondt mere lille
end hoi af Vert, var hendes Legemsbygning faa overs
ordentlig vel proportioneret, at hun ligeſom ſyntes
at ſtaae paa: Grendſeſkjellet af Qvindelighedens for⸗
5 ſte Udfpring, retſom om hun, fjende uovertræffelig i
Elſtverdighed, endnu lovede en mere guddommelig
FJuldendelſe. Det vilde. være vanſkeligt at forklare,
i hvilket enkelt FZræf. man kunde opdage Særtegnet .
paa denne vidunderlige Skjonbed. Hendes Anſigts⸗
farve var noget bleg, men hendes ſorte glindſende
Haar oplivede det; hendes Hienlaage, der nedſenkede
fig bly, udtrykte jomfruelig Bluferdighed; men hen⸗
des ſtore morke Hine, der ſtraalte af Kjærlighed og
Vid, ſluttede, naar hun med Ømhed hævede fit Blik,
et troe Forbund med hendes ſmilende Læber, om at
adſprede enhver Sky af Tvivl og Mistillid. Hun var
klebt i Hvidt; et Sler, der hang over hendes runde“

Eliſabeth Woodville, 849

Skuldre, var, ved et Baand, fæftet om hendes Pan⸗
de, hvorfra nogle faa Lokker frit bølgede ned over
hendes fine Kinder. Foran hende ſtode tvende indtas
gende Born, flædte ſom en Feekonge og en Feebton⸗
ning, og pan hendes Skjod fad en Dreng, faa ſkjon
ſom Cupido, og flyngede fin ene Arm om fin Mo:
ders blendende hvide Hals, medens Eduard havde
grebet den anden, og, legende med Barnet, ſagde
det utallige kjerlige Smigerier, der undertiden bragte
Moderens Kinder til at farves af en flygtig Rodme;
thi hun vidſte godt at fortolke den ſkjulte Mening af
ethvert ømt Ord og lidenkkabeligt Kjertegn, ſom
Monarken odslede paa den Spede for Moderens
Skyld. Undertiden gjengjeldte hun neſten ubevidſt
hine Tegn vaa Bmhed, og ſaaledes blev den ufkyl—
dige Speede Mægler imellem dem, indtil Barnet,
overgiven af Glede, ſprang ned af Moderens Skjod,
og medtog det Skjerf, der flyngede ſig om hendes
ſneehvide Barm. Nu paafulgte hine blide Iretteſet⸗
telſer, hine ſkjonne Udbrud af paatagen Vrede, der
ſnarere forraade end dolge Omhed, hiin ſode Blan⸗
ding af Disſonantſer, der fremkalder den meeſt fuld⸗
komne Harmonie; og disſe gjenſidige Omhedsbeviis⸗
ninger vilde have varet endnu langere, hvis ei et

Sendebud fra Hertuginde Jaqueline pludſelig havde

underrettet Köngen om hans Fru Moders Komme,

ved hvilket Budſkab, han, kigeſom truffen af en lon⸗

lig Piil, med Vrede udbrød: „Hvad ſkak denne bes

ſynderlige Gaade betyde?“ i det han, tiden ar ſige

mere, vendte fig bort fra deu Elſkede, og i ſamme

350 Eliſabeth Woodville.

Dieblig forfvandt. J det, ſamme begyndte den mun⸗
tre; Dreng, at; 7 0 fordi han gik bort; men hans
Moder hvidſkede, i det hun ſogte at berolige, ham,
ſagte tit fig ſelv: „Hvor let forſvinder ikke en Fyr:
ſtes Gunſt!““. hvorefter hun ufortevet begav fig op paa
fit, Lonkammer, ſom hun ikke forlod forend hendes
Fru Moder befalede hende at komme ned til, deres
kongelige Gjeſt. )
. Imidlertid, havde Kongen lers Sertuginben. af
Vork ind si: Ridderſalen, hvor Hendes Naade, efterat
verre, bleven opvartet med Viin og Confiturer, af zen
Sølv : Taffelkurv, greb Leiligheden til gat »driffe
Ra; Lady Bona af Savoyen, den kongelige Bruds
Sundhed;, og, da- hun bemærkede, at Kongen blot. bes
erben Sag len med pte Brud, gientog, > Dum, 5

Brud ei ringere, Benavnelſe end Hel ment, til
fgiede han, i det han forte hende hen til et Vindue,
„jeg tor bede. Eders Naade, etat fortenke mig. i. 96
jeg i denne Sag fordrer lige ſaa megen. Frihed ſom
ender; iafmine Underſaatter.“ — Ak 18 udbrød hun.
„used, J da ikke, at Souperginen ved ſelve ſit Her⸗
ſterdemmes Love er forpligtet, til, ikke at keene, fin,
Krones Vordighed?“ — „Og netop derfor, Ma dame!
vil jeg ikke beſmitte min kongelige Wre, ved , At tile;
byde Lady Bona en „Troſkabseed, ſom jeg, gütrehe
har givet: og tilfiftret en Anden.“ —s mØvarfe DeBe;
min Son! er Du ikke tilſinds, at opfylde den, Forbing,
delſe, Du har overdraget Grey Warwick at ſuutkes x j

3 ene Woodville. 351

555 serier boorledes troer Du, da, at Din 9
vil optage, enmfam uværdig, Giengjeldelſe. af de Tjene⸗
ſter, han, hap) vſiſt Dig?“ — Som Underſaat, Ma⸗
dame, ſkylder han mig Lydighed; ſom Patriot, bør
det være hans Onſte, at fee-;en'vetmæsfig Axping til
Thronen z men, ſom en kjeflig, Frende, vil han ikke
kunne nægte mig den Gunſt at velge en Gemalinde
af mit eget, Lands Bern.““ —, „Englands 2 Dronnin⸗
ger have. altid, tilforn veret valgte og kagrede fra
ſouveraine, Fyzſters Hoffer.“ —7 N -Ja, Mapame l 0
mangen en, Bofgerkrig, have, hine, fremmede Drongin⸗
ger avlet hos os; jeg nevner, kun Eleonora af Gui⸗
enne, Iſghellg af Frankrig, og denne Lovinde af Ay⸗
jeu, den herſkeſyge Wargarethe., Det tpkkes mig, at
zen engelſt Dame mere end en fremmed, fkulde egne
ſig til at vinde det engel fÉe> Folks Hjerte.“ „, Mag⸗
ſkee nedſtammer; den Dame, J, har udkaaret, Edef,
fra det engelſke, Fyrſtehugzs?““ „Delite fordriſter
jeg mig ei til, at ſige; men hun. udſpringer fra en
beromt. Slægt, i, Frankrig, ja, hendes Moder. kunde
giore Kray paa Slegtſkabsbagnd med ſelve den engelſke
Throne z. hvad, hende ſelv. zangager, da ler hun. et ſtjont
Indbegreb, f Alt, hvgd, der kan; kaldes kongelſg Ber
dighed og, gvindelig Elſtverdiabed, og jeg tor frit
opfordreghele Frankrigs Rige, am det kan, fremuife, en
Dame, der er denne W. mere voerdig end Eliſaheth
Woodville,““ ; Å 4 ock
åg „Alle Helgene! : og, er dette Mynfier; af en
Qvinde ei en, Datter af den, rænfefulde, Jaqueline

332 KEliſabeth Woodville.

St. Pol, den ſamme ydmyge Dame, der en Tid—
lang gjorde Opvartning hos Dronning Wargare⸗
thes Perſon for hun ægtede John Gray, en ſim⸗

pel Junker, der den ene Dag blev” flagen til Rid⸗

—̃ —

der, og den næfte Dag faldt ved St. Albans? Hun
er bleven opfoſtret i Had til vort Huus, og vilde

bringe Dig en Morgengave af Forbandelſer med fin
Kjærlighed.” — ,,Fæft ei Troe til ſaadant,“ ſagbe
Eduard, „hun vil vorde mig en elfkende, trofaſt
Huustro.“ — „Jeg veed,” gjenſvarede Hertugin⸗

den, „at hun er en kjerlig Moder og en bedrøvet

Enke; men hun er ſandeligen ikkun ſlet ſtikket til
at vorde en glad Brud. Det var i Oldtidens Dage

et helligt Bud, at en Levit ikkun maatte ægte en

"reen Jomfrue, og vil Englands Monark nedlade fig
til at fœeſte en Qvinde, hvis Hjertes Kilde er bles
ven udtørret i Suk og Taarer over en anden Kjærs
lighed?““ — „Lovet være' alle Helgene! Madame,
jeg er ingen Levit: men en freidig Könning af
England, hvis Pligt det er at aftstre Enkens Taa⸗
rer og være de Faderleſes Beſtytter““ — „Da tyk⸗
kes det mig, at Du vilde gjøre vel i at gjenopreiſe
Eliſabeths Lucy's jomfruelige Rygte“ — „Nei,
Madame! jeg vil ikke give Eder en ſaa letferrdig

Dame til Datter.“ — „Men Du vil hellere ador⸗

tere en Grap's oprorſke Blod. Skal hendes Born
gage li Rang med Dine?“ — „Nei, Madame! hendes
Born træde i mines Sted, ſom fødte i et lovligt
Aegteſkab, hvorimod mine for Tiden ei have nogen
Rang uden ved Elſkovshoffer; men vore felleds Born

Eliſabeth Woodville⸗ 353

fſeulle arve Moderens Vid og Faderens Rige, Og
Madame! ihvormegen Misgunſt J end kan have for
Kliſabetbs Woodvilles Moder, da vil J dog ikke
kunne andet end elſke Eduards Plantagenets Son,
naar han fremſtammer en Bon om fin Grandma⸗
mas Velſignelſe.“ É

Her tabte Hertuginden al Fatning, og udbrød
med Heftighed: „Ingen Biſkop eller Preſt ſkal fora
driſte fig til egteſkabeligen at forene. Eder med Klis
ſabeth Woodville, ſaalenge J har givet Eders tons
gelige Ord til en Anden!“ Men efter bette heftige
Ubbrud, lagde hun Tvang paa ſig ſelv, og tilfsiede
med Kraft: „Hvis det ei er Himlens Villie ſkal ei
zal menneſkelig Magt fætte det igjennem; — og
vedblev, i det hun glattede Rynkerne paa fin Pande:
„Eders Hoihed er i muntert Lune; jeg burde ikke
have forſtyrret Eder ved min trættende Tale. Kom,
kjœre Son! og lad mig ſee de feſtlige Lege, hvor⸗
med man hilſer den liflige Mai!“ — Og efter disſe
Ord tvang hun ſig til at vife fig artig og" høflig
imod Hertuginden og hendes Datter, hvilke hun
nu forſt opdagede i Galen, og med huldrige Smiil og
klogtige Ord ftræbte hun at faae Kongen til at glemme
"hendes Overilelſe. Eduard lod fig fra fin Side heller
ikke merke med det mindſte, men gjengjeldte hendes
Adferd med ſommelig Fiinhed, og da hun reiſte ſig
for at tage bort, fulgte han hende ned til hendes
Portechaiſe, ſvang ſig paa fin ſkjonneſte Ganger og
reed i kort Gallop ved hendes Side, med tydelige
Kjendetegn paa ſonlig Wrefrpgt, medens han i fig

854 Eliſabetb Woodville.

Hierte beſtandig grublede opere hine ſkjcebneſvangre
Ord, denchavde Undſluppet hendes Læber; „Ingen
Biſkop eller Preeſt ſkal eg teſkabelig forene Eder med
Kliſabetb Woodville!““ this da han vel mindedes gt
have giort Lady Tucy deſkjonneſte Lovter, begyndle
han at fatte fin Moders renkefulde Plan, der, zkte
kunde vate nogen anden, end at opſtille en forud ind⸗
gangen Forbindelſe ſom Skranke for: hans Forening
med den Elſkedez : hvorfore han, efterat have vundet
Forſpring) for allenſine Ledſagere, „traadteg ind aden
Hemmelig: Ver; og ſogte Eliſabrths Verelſe. Men

han fandtahendeſ ikke thi hun havde, i dyb Grublen

over hvad der wat foregaaet, trukket fig tilbage opaa
fit Lonkammer, gi aftalde der ighemmeljgt Samqvem
med ſin Frenke, under hvilken Forkledning hun kunde
liſte ſig aid aß England, og ſoge Skjul i et fremmed
Kloſter „gefterſom hun vel indſage, at hun enten vil:
den bline, ferladtaf Eduard, eller gat han wildes blive
indvikletz i) Vanheld for hendes Skyldz og, da hun
derhas bemoerkede, at hendes Forceldre af al- Magt

ſogte at befordre Forbindelfen og. ſmig rede fig med

Forhaabninger, der maaſkeervilde blive falſke, kunde
hun ikke finde nogen bedre; ÜUdvei end at; bonfalde
om heudes heie, Modrenefrendes Beſkyttelſe „Ak

udbrød hun. „jeg ſeer kun altfor klart, hyor⸗
lidet det ſommer ſig ſor Spurvehogen at flyve om⸗
kap med Drnene: Altfor lœnge har jeg, lyttet til

hans honningſode Ord, indtil hans Billede, er, ble⸗
vet indgroet i, mit Hjerte. Min Fader er- blendet
af det ligeſaa farlige ſom glimrende Dremmeſyn z tbi

Eli ſabeth Woodville. 355

2 rr
emten vilde Navnet af Eduards Frille plette min
Madreneſlagts Are, eller den høie Rang af edulrds
Gemalinde bringe Pdeleggelſk over min Fader
Duus.” ” —. Med disſe Forſſtilinzer, fattede hun den
Weſtutning⸗ at reife, og gik, derpaa, ind i Kapellet, BE
ait udrußfe ſig med Styrke ved Bonnen. Mi et
warede ei lenge, forend hun ble ſtremmet 05 kt
ſſin fromme, Pligt, ved fin, Moders Noſt, der for
llangte at indlades, og da dette var ſkeet, inztrhabte
Hendes Fader, Grev, Rivers, hendes Striffefadér,” en
Sammel franſt Praſt, og tilſidſt Kong Edu, der
uned faa. Ord erklerede ſin Mistänke om hans! Mo⸗
wers „Henſigt, til hvis Tilintetgz orelſe han bonfztdt
LEliſabetbh om at ſamtykke, i et hemmeligt Wgteſtab,
tefterſom ingen Biſtop havde Magt til at oploſe en
Cen, der engang, var givet for Alteret, ja, ikke Pa⸗
"ven ſelx, med minder der var forbüdne Slægt (babe;
Baand imellem” dem. Medens Kongen talde, fæftede
Kliſsbeth ſit Blik pan Jorden, lod fit Slot Farve,
tor g t Fjnle fi fine Taarer, og, od om forene, i
forgelig Dovsfraſkelſe; men da. hendes Faber Befafede
hende, at mobtage og, erkjende Kong Sdugrd For bens
des Gewal og, Sgteherre, udbrød hun; „Nei, neil
jeg indfeer fun. åltfor wel, at en ſaadan Forbindelfe
ujldg verre ane 68. em Dette end. gi var ib

Sange 50 mit e. 7 „ Sameye da i det. mindfte
fa fvavede Eduard, „at denne Prerſt forerler 4 vore
85 inden wore Fjender reiße Hindringer 00 For.

felgelſe, imgg 995 Modtag min Froſtabsred, c lee,

356 Kliſabeth Woodville.

ter til Gjengleld min kongelige re i Pant paa,
ikke at nerme mig Eders Seng, førend J offentligen
er etkſendt for min lovlige Dronning,” — Endnu
ſvarede Eliſabeth ikke; men Grev Rivers tog hende
til en Side, og beſvoer hende ikke at træde i Veien
for hendes. Faders og Families Lykke. Og hendes
Moder tithvidſkede hende fjærlige Bonner, ſom hun,
ſandt at ſige, ikkun var lidet tilſinds at modſette fig,
faa megen "Magt havde, trods hendes fafte Forſat,
Eduards Alden ttabelige Overtalelſer havt over hendes
Hjerte, J det hun ſaaledes ſtiltiende gav fit Gam:
tykke, ER dun ei tilbage, da Kongen traadte nært;
mere. Hertuginden holdt hende indeſtuttet ! ſine Arme,
ĩ et ee e, Greven tog den agteſkabe lige
lige Ge rer lliet var hurtig fuldbyrdet, Men nu, da
Preſten havde læft Velſignelſen, ſkrakkebes Eliſabeth,
og. udbrød: „O vee SUM ieg har giort en Eed, al⸗
drig at ægte Nogen af den Norkſke Slegt — og. ſee! jeg
har brudt min Eed! Alle gode Helgene forhibkl, at det
Onde ſom deraf vil flyde, maa træffe nogen Anden
end mig e „Ver ved freidigt Mod, Eliſa⸗
beth! “ udbrød Eduard, med Verdighed, „den, der
er Alles Beherſker, tilherer intet Huus og ingen
Slegt i Seerdelesheb. Du har forene Dig med
Yorks Hoved og Hjerte, og desforuden med Englands
Kroning debaarſag, er Du ingen Meenederſke.“ Fo
„Paa min Samvittighed“, ſagde Preſten, „den able
Dame ſyndede langt mere ved at aflægge Eeden, end
ved at bryde den, og bel ſemmer det fig, at hun

— Rn sd

Eliſabeth Woodville. 357

derfor gior Bod pan et helligt Steb, paa det at
ingen Sorg ſkal hvile over denne nye kitkelige For⸗
bindelſe.“ — „Hvis faa maa være”, udhrød Eduard,
„ſaa ville vi gjere Bod tilſammen.“ — „Det er ei
ſaaledes meent, min Konge og Herre; thi da kunde
hun aldrig blive abſolveret, efterſom hun med Eder
aldrig kunde angre noget, der er ſkeet Eder felv til
Behag. Dog kan denne Bod, naar den oves med
Strenghed, paa en vis Maade være gjenſidig; thi jeg
er vis paa, at Eders Kongelige Hoihed ikke vil fin—
de ſtorre Behag i at holde Samqvem med Biſkop—
perne, end Lady Eliſabeth i at bede med de from⸗
me Nonner.“

Ved disfe Ord 13 Kongen, der merkede den
ærværdige Faderg Henſigt, Afſkeed, og Eliſabeth er,
holdt hans Tilladelſe til at begive ſig hen til det
gamle Kloſter Bermondeſey RR Nerheden af London,
hvor. hun beſluttede at forblive, indtil hun offentli—
gen blev erkjendt for Kong Eduards lovlige Gemals
inde. — Men det ſyntes at ville vare længe, og det
varede virkeligen endnu længere, inden dette faa hef—

tigt nærede Forfæt kunde vorde iværffat; thi da Her⸗

tuginden af Vork havde tilffyndet Lady Lucy til at
gjøre en foregagende Forbindelſe gjeldende, faae Bi:
ſkopperne ſig nodſagede til at erklære, at de ei fore
driſtede ſig til at erkjende Kongens ſidſte Ægte tab"
for gyldigt, forinden det forrige Baand var løft; og
i Sandhed var det et ſubtilt Punkt, og mange vare
de, der ſtode i den Formening, at Hertuginden aldrig
i fit Hierte onſkede, at Lady Lucy's Krav maatte

A0 M Song A. 8
358 Eliſabeth Woodville.

vorde glb ine, uden "kor faabidt det "bunde, 1 tjene ti
at bringe hendes Son Georg, Hertug" af "Clarence,
Fordeel, og fage Succesſionen. bragt over pan hans

Ane. in ; 8198

6 i It i ed É 7
1

Men jeg vil het forlabe Statsfager, 406 vende
tilbage til Eliſabeth, der nu havde et! velſignet Pau⸗
lun i Kloſteret Bermondeſey, hvor hun levede pad
en Kongelig Fod; og boede i de pragtfulde Verelſer,
der havde tilhort den forelſkede Dronning Catharine
Tudor, den nerberende Konges Stammoder, og
hör hun hielt ofte hilſte fin elſkede Eduard, og ad⸗
ſtillige Gange modtog ham i den ſkjonne Hauge,
hvortil der lettelig haves Adgang fra Floden, naar
Kongen forklæde ſom en lyſtig Baadsmand, uden
Ledſager, roede derhen i en ſimpel Baad; og un⸗
bertiden liſtede han ſig derben, gynget i ſin ſeraa⸗
stede Lyſtbaad, med Muſtk af Hoboer, Floiter og
Clarinetter, for at hilfe. paa ſin Herſkerinde, og hver
Dag ſendte Eliſabeth ham, enten en bethduings⸗
fuld Sonnet, eller en em Sang, eller et ſmig ren⸗
be Anagram, Alt kunſtigen ſammenſat af den omme⸗
fie. Kjerligheds Indſkydelſe, og hun forfærdigede ham
et Skjerf, hvori der med hendes kuͤnſtfeerdige Fin⸗
gere var broderet hans eget Navn og et Motto, der
var taget af Englands Krone: „Ich dien?!“ (Jeg
tjener , og hun broderede et Kors paa den ene
Side og et Børnene” Hierte pad“ den anden, for at
fileiendegive, at enten hans Kjærlighed” eller Kloſterkt
ſtulde vær hendes Lod⸗ fot evig; ei heller undlod

hun ät afſkjcre en Lok af ſit lange, morke Haar,
hooraf'hun ſlyngede en Amulet, ſom- han ſkulde bære
neermeſt fit Hjerte, og da hun bemerkede, at han var
en Puder af Muſik, pleiede hun at ſpille paa Luth,
og at bsie ſin ſode Stemme ſaaledes, at den kunde
aande himmelſk Melodie. — Paa den Tid ſogte hun
ogſaa Samqvem med lærde Klerker og beromte Geiſt—
lige, efter hvis Tilſkyndelſe hun aflagde en Eed, as
hun, huis hun nogenſinde ſtulde blive Dronning af
England, da, tit Lerdoms Fremme vilde ſtifte en
adelig Hoiſkole i Oxford thi: Kongen brod ſig kun
lidet om andet end Krig dg Kierlighed. Alt omg
kring hende ſyntes paa den Tid at bære Gledens
Præg — Alt agandede Munterhed og Forngielſe ; ſelv
det ærværdige Abbedie ſyntes forvandlet til, et Glo
desbuur; thi ei alene vare. Murene i de Kongl. Vee⸗
relſer drapperede med Gyldenkleede; men Gallerierne,
ſom forte dertil, vare behengte i Feſtoner med Krandſe
af naturlige eller kunſtige Blomſter, og den Vellugt,
de ſidſte ſabnede, blev paa en mangfoldig og. kunſtig
Maade, ſaa rigeligen erſtattet ved aromatiſte Bande, der
beſvangrede den omgivende Luft, at det Hele ſyntes at
ligne en orientalſk Hauge, der udaandede Dufte aß
Virak, Casſia nog Myrrhaßzlſog der var umiddelbart si:
Nerheden et Aviarium, eller Fuglehuus, hvori Fuglene
qvidrede ſom i Vaaren; og til Diets Forlyſtelſe' var R
der "ophængt forſkjellige kunſtige Malerier, Paa'
Tofterne“l vare malede: adſkillige Steder af den bibelſls⸗
og free Hiſtorie, Trojas Beleiring var at ſee i
woevede Tapeter- paa: Trappegangen, og Sglomons;

DDr 22 w
860 Eliſabeth Woodville.

Herlighed var malet i Nefectoriet. Ei heller favne
des Solvkurve eller Bakker, med Specerier, der ud⸗
bredte en ſaadan Vellugt, at den trengte ind i de
andægtige og angergivne Nonners Celler, ſom her
levede i Hellig Einſomhed. Og ſaaledes levede Eliſa—
beth i mange Maaneder, indtil, enten ved Magt
eller Ret, Kongens Sag blev den ſeirende, og da
Lady Lucy havde frafaldet fin Paaſtand paa den fore⸗
givne Forbindelſe, var der ei længer: nogen Hindring
i Veien for Eduards Wgteſkab; thi endog Hertug⸗
inden af Vork ſatte ſig, ſom en klog Fyrſtinde, ei
lenger derimod; og Eliſabeth forberedede ſig nu alt
i Lon til at forlade Kloſteret, ledſaget af fin Moder
Jaqueline, med hvem hun frydeligen mødte. Kong
Eduard ved Clerkenwell, hvorfra hun ſiden ledſage⸗
des med kongelig Pragt til Tower, og derpaa offent,
ligen og hoitideligen blev erkjendt og hyldet ſom Dron—
ning. Og nu priſte og oploftede alle Menneſker,
ſelv dem, der ikke undte hendes eergjerrige Huus en
ſaadan Lykke, Eliſabeth Woodvilles Dyd: og Klog—
ſkab, og i Seerdeleshed priſte Fruentimmerne hendes
Held, fordi hun havde overvundet Seierherren, og
gjort den Megtige til fin Fange. Men fremfor Alle
var Hertuginden, hendes Moder, betagen af overmodig
Glæde, og dette ſaa meget mere, ſom hendes Mand
var bleven udnævnt til Marquis af Dorſet, og ſom
Lord High-Conſtable ſtulde fore Overbeſtyrelſen over
Hoitidelighederne ved hans Datters Kroning. Fra
mig, hendes: ydmyge. Freenke, der ſaalcenge af min
ganſte Hu havde deeltaget i hendes Skjebne, havde

Eliſabeth Woodville. 361

hun ikke været adſkilt ſaalenge hun opholdt. fig. paa
Bermondſep; og ſaaledes tilſtedede man mig at fee
hendes Kroning ei Weſtminſter, ti Maaneder. efter at
jeg havde været Vidne til hendes hemmelige Forme⸗
ling paa Grafton. Jeg fade hende i hendes kongelige
Dragt, faa, glimrende og prægtig, at hun naſten
blændede Diet, kledt i Purpur og Floiel, med Herz
melins Kant; om hendes glatte Pande ſlyngede fig
et Diadem af koſtelige Stene; hendes Haar, kunſti⸗
gen flettet og omſnoct med. Guldtraade, flyngede fi ſig
i lange Lokker under et Net, indvirket med Guld,
ſom paa en vidunderlig Maade drog Piet til fig ved

ſin Skjonhed. Hvorſomhelſt hun kom forbi, blev >

hun hilſet af ſtjenne Born, der vare kledte ſom
Engle, og ſang Hymnex til hendes Priis. J Kirken
bley hendes Krone baaren af. 0 Margarethe, Kon⸗
gens Soſter, ſiden Hertuginde af Burgundien, og
hendes Slæb af en qvindelig Deſcendent af John of
Gaunt, Lady Margarethe, der i nogen Tid var Grev⸗
inde af Richmond, og Moder til hiin lykkelige Prinds,
ſom dengang lage i Svebet. og nu forex Scepteret.

Foran den nye Dronning gik hendes Fader, Lord.
Conſtablen, og bagefter ham, hendes Broder, Grev

Rivers, medens Hertuginde Jaqueline, hvis Hine

funklede af, Henrykkelſe, ſad ſom Tilſkuerinde og be⸗

tragtede Toget. Hvad mig ſelv angik, faa var det

Hele for mig et Syn, der ligeſaa meget opfyldte mig
med Skreek, ſom med Forundring; thi ved. at erindre.

mig hendes forrige Ced, aldrig at ægte Nogen af

den Vorkſke Slægt, og de Bonner, hun havde giort
(24) É

13358.

—

362 eeliſabeth Woodville.

for Udryddelſen af Lancaſters Fiender, kunde jeg ikke
undlade at føle en indte Gyſen, ved at betragte
denne vidunderlige Storheb; og da jeg ſaae, at den
fvære Krone blev fat paa hendes Hoved, og at Scep—

teret blev lagt i hendes Hænder, ja felv da jeg lyt⸗

fede til den hoitidelige Lovſang, der blev ſiungen til
Hendes Hæder, og var Vidne til de forſamlede Pai⸗
ters Hylding, forekom hun mig, ſom En, der for
evig har taget Afſkeed fra fin Ungdoms Venner og
Glæder; og hoitideligt var dette Syn, og mit Hjerte

Blev tungt og bedrovet, ſom om hun havde aflagt det

ſtrenge Kloſterlovte for Herrens Alter. Men da Alt
vat forbi, og hun havde holde Middagstaffel, ſiddende
i ſin kongelige Stoel i Hallen, og berort med ſine
Læber det gyldne Beger, og ſmagt den gyldne Hippo⸗
cras, og da Herolderne havde proklameret Uddelingen
af Gaverne, og Mengden ſloges om de Penge, der bleve
udkaſtede i den nye Dronnings Navn, — da ledſage⸗
de jeg Hertuginde Jaqueline til Dronningens Kam⸗
mer, hvor hun, uden Krone og Purpurkaabe, mods
tog fine Venners og Slegtningers Lykonſkninger; og
det var et ſmukt Syn, at fee Moderen forſoge paa
at viſe Dronningen Kjendetegn paa Lydighed, og
Datteren at modſette ſig dette, indtil de begge inde⸗
ſluttede hinanden i et ømt Favnetag, hvornæft Eliſan

beth huldrig bad om ſin Moders Velſignelſe, men

Jaqueline udbrod med Gledestaarer: „Siden jeg har
ſeet Dig med den kongelige Krone, doer jeg med
Glede!““ Og hendes Fader traadte ben til hende,
og ſagde: „Jeg onſter, at Eders Kongelige Hoihed

Eliſabeth Woodville. 363

vil befale over ham, J har været vant til at adlyde.“
Dernæft kom hendes Broder. Men Eliſabeth, der
nu bemerkede, at Kongen var kommen ind, ſprang
frem, og overrakte ham det Øfjærf, hvorpaa hun
havde indvirket det Valgſprog: „Ich dien!“ (jeg tje⸗
ner), i det hun med en ſod og dæmpet Roſt tilfoie⸗
de: „Tre Gange velkommen, min Herre og Konge!
— mit Hjertes Souverain, hvem det er min Pligt
at viſe Lydighed.“ — Herpaa ſvarede Eduard med
Munterhed: „Vel talt, ſkjonne Dame! men hvilket
Pant har J at give mig paa Eders Troſkab? Mana
ſtee ſkal jeg fræve en eller anden Hylding; men Dron—
ningens Sprog har J ſaa godt i Eders Magt, at J
vel kan udtyde Souverainens.“ — „Hvad mener min
Eduard!“ — „See her“, og han pegede pan hendes
Born, ſom han hemmeligen havde ladet bringe der—
ind — „ſee det Pant, jeg kreever, at J vil anbe—
troe mig, indtil J med Himlens Velſignelſe engang
har givet mig og Englands Folk en bedre: Sikkerhede
Jeg har en Arvepart til Enhver af dem. Hvad
ham angaaer, min gamle Legekammerat“, vedblev
han, i det han tog den lille Dreng paa Armen, der
Havde været hans Glede paa Grafton, „ſaa kom⸗
mer jeg vel til at gjøre ham til Biſkop, ſom en
Bod, fordi jeg har hindret. hans Moder i at blive
Nonne, og Du maa ſige mig, hvilke af alle disſe
Du elſter meeſt, paa det at jeg kan paalceegge dem
en eller anden trykkende Byrde af Domainer eller
Hæderstegn, ſom de mage bære for Din Skyld. Og
nu, Eliſabeth, har jeg ikke 0 GR N
i 24 5

364 Eliſabeth Woodville:

Du nægter det, og ſandelig Du har Ret; thi uden
Biſkoppens Olie, eller Heroldens Trompet, har Du.
allerede leenge i Forveien været Hjerternes Dron—
ning; og om jeg end ſkulde miſte mit Rige i Mors
gen, vilde Du dog ikke have en Underſaat mindre
derfor.“ — Eliſabeth ſvarede kun med Smiil, og
de ſode klare Taarer, der overtydede mig om, hvor
langt mere Kongen huede hende end Kronen; thi al⸗
drig fane hun faa elffværdig ud, ſom naar hun bes
tragtede ham, med Blik, der udtalde Huustroens
Kjærlighed: og lenlige- Haab: — Saaledes hengik
denne mindeværdige Dag og al dens brogede Glæde
dg Hoitidsferd, og huis Alt var fortfaret ſaaledes
ſom det begyndte, hvor velſignet fremfor alle Qvin—
der, havde Eliſabeth Woodville da ei veret! —

Det var min Agt at folge hendes. Hiſtorie
Skridt for Skridt; men ak! den er en forvirret La⸗
byrinth; alene dette vil jeg tilfoie, at jeg Natten ef⸗
ter min Frenkes Kroning blev vidunderligen angre⸗
ben af en Drom, ſom jeg efter 25 Aars Forlob fo⸗
ler mig dreven til at fremkalde af Glemſel. Det
forekom mig, at jeg ſaae. Dronningen i ſin Kro⸗
ningsdragt ſiddende imellem ſin Fader og ſin Broder,
da pludſelig den vilde Greve af Warwick loftede
ſit Spyd, og Marquien af Dorſet og Greven af
Rivers hovedloſe ſtyrtede om paa Gulvet; derpaa
traadte Eduard og hans Broder af Clarence -i Kamp
paa Liv og Dod, og Kongen ihjelflog Hertugen,
endſkjendt Eliſabeth ſyntes at gage i. Forbon for ham;

Eliſabeth Woodville. 365

derpaa forvandlede Alt fig. til en Scene af toilelos
Lyſtighed, Eduard dandſede med letferdige Damer
paa Strandbredden, indtil de alle vare opflugte af
Bølgerne; og fee! derefter: vifte ſig mange Gravhvel—
vinger, oplyſte af en eneſte Lampe, og ſpogelſeagtige
Skikkelſer fvævede omkring dem, og jeg ſage Eliſa⸗
beth i en Enkes Sorgedragt, lænket. liig en anden
Andromacha, jamrende over en myrdet Sons Tab.
Ved dette ſorgelige Syn, grad jeg ſaa hoit, at jeg
vaagnede i Forſkrakkelſe, ſaa dybt havde hine Udtryk
af dræbende. Smerte, rort min Sjels Inderſte. —
Jeg vil ikke blande det Bittre med det Sode, eller
underſoge disſe Ulykkers dybe Afgrund;z men kun kor⸗
teligen melde dette: Jeg forlod Kliſabeth lykkelig
og omſtraalt af Heder; 25 Aar efter kom jeg tilbage
og fandt Riget i Fred — London blomſtrende — Eliſa⸗
beths ældfte Datter ſom Dronning, og hende ſelv, o,
den Arme! leenket — ſom jeg havde feet hende i min
Drom — ſom en førgelig Fange, til Bermondeſeys
Kloſter. Og hvilken Haand bibragte hende dette Saar?
Ikke den vilde Warwick, der havde ihjelſlaget hendes
Fader, ikke den ubarmhjertige Richard, der havde be⸗
røvet hende hendes Sonner; men den Svigerſon, der
burde have veret hendes forſte Beſkytter — den

Prinds, ſom hun tilforn havde begunſtiget og elſket, 55

og ſom ſkyldte hende en Gield, han aldrig var iſtand
til at betale, Og af hvilken Grund blev denne Udaad
begaget? Under et gruſomt Foregivende. Man opdig⸗
tede, at hun opoffrede fi fine Born til Voldsherſkeren,
ſom om hun, der ei havde nogen Magt til at modſtaae

866 liſubeth Woodwille. |

hans Billie, ſkulde paabyrdes hans Forbrydelſer —
fom om Moderen) hvem han havde berovet hendes Son—
ner, af egen Drivt ſkulde have overleveret ham ſine
Dottre — eller at Dronningen, hvis Loyalitet han
havde anklaget, ſtulde attraae at forøge hans Hæder;
Maatte man ei ſnarere troe, at hun, forraadt og for⸗
ladt af fin Gemals Venner, ſogte Raad hos fin Slegt
og ſin egen Frygt? — Her er hun en Fange," berøvet
Alt hvad hun engang beſad. Fornegtet af eet Barn
— forladt af et andet — ſkyet af de ældre — ukjendt
af de yngre — uden Venner eller Smigrere, græder
Hun ikte; thi hendes Taares Kilde er udtømt — kla⸗
ger hun ikke; thi ingen horer hendes Suk. Hun ſor⸗
ger; men foier fig villig i fin Skjcbne, fan dybt er
det indpræget i hendes Sjæl, at hun, da hun ægtede
Kong Eduard, paa en frygtelig Maade 15 brude

) tidligere, gientagne Eder.

Den danſke Somand til Havet.

y J. elſker højt det ſolvblaa Hass,
Den Mark er let med Siel. at ploie;
DOg ſkiondt den ingen Frugter gav,
Det ta'er Matroſen ei faa noie,
Dens Dale vexle brat med eie:
Dg blev den end min viele rav,
Ses ſiger med et muntert Die:
geg elſker heit det ſolovlqa Hav!

Den danſke Semand til Savet.

Jeg agter høit det ſtore Vand,

Som mellem Verdens Dele rinder,

Der, ſom en Flydebro, forbinder

Selv China med mit Fædreland.

Jeg ſvommer let fra Strand til Strand,
Som Fiſken, jeg i Vandet finder.
Skiondt intet Merke har dets Minder,
Jeg agter hoit det ſtore Vand.

Mit Hierte ſlaaer for aabne So,
Hvorhelſt den møder mine Blikke;
Endſkiondt paa den jeg finder ilke
Den vakkre Huſtrue, vene Mo.
Endſkiondt den ſkicenker intet Frs,
Selv ei en Draabe Vand at drikke,
Min ſtorſte Fryd er dog at ſtikle
Med Skuden i den aabne So.

Naar Vand og Himmel ſkime Jord,
Naar hiſt og her kun trætte Fugle,
Sig i det forte Tougveerk ſmugle,

Og, uden pas, gade med ombord;
Naar Solens rode Skive ſtor
Bortjager Maanens blege Kugle,
Naar Stormen hyler ſom en ugle,
dg Skummets Keempelilie groer;

Da foler Sicelen fordums Roes!
Oldtids Bedrift bli'er ei forgiettet;
end er mig Dannevrog forjettet,
Des- Weren er fin egen Lodt,

867

368 en Dandſebod ! Madrid.

Saa vidt font denne Jord beboes.

dg bli'er mig end ei Krandſen flettet,

g ſurres end mit Liig tir Breettet —

Zeg doer dog ſom el danſe Matros!
ee

113
—

En Dandſebod i i Madrid 5 5

Lavasſie er det Sted i Madrid, hvorfra Circus
fager fine Tyrefcegtere, Damerne af de hoiere Klass
ſer deres Beaux, og de lavere. deres Slagsbrodre.
Sandoval gik hen til dette Sted for at føge
en Tjener, og kom ind i et ſmalt Stræde, hvor
han horte Klimpren af Guitarer og Lyden af Stem⸗
mer, ſom fang de livlige Dandſe, der fore Navn
af manchegas, og bemetkede nogle Fruentimmer, der
gik ind i det Huus, Hvorfra disſe lyſtige Toner lode.
Han ſkyndte fig derhen, og bad pha den ſedvanlige
Maade om at blive indigßt z, „Vil De vel viſe mig
den Gunſt at lade mig deeltage i Deres Fornoielſer?“
Særdeles gjerne,“ ſagde en gammel Sybille, der
aabnede Doren for ham, og gap ham derhos, i deres
almindelige pudſeerlige Stiil, fornsden Anviisning,
for at han ikke ſkulde tage feil af Veien. Den forſte
Gang var imidlertid fan motk, at han var nødt til

+) Fra: „Sandoval, or the Preemasons a liistori-
cal n London 1826.

En Dandſebod i Madrid. 3869

at famle derigjennem, ſom om han havde havt Bind:
fer for Hinene; hans Hoved ſtodte nu og da imod—
Loftet,” hvorfra Kalkſtumper rullede ned og bedertkede
ham med Støv, medens hans Fodder fra Tid til
anden bleve ſiddende faſt i; Gulvets Huller: og Revner,
hvorfra han kun med megen Befvær igjen kunde
fane ſine Stovler ud. Efterat have naget et lille
Gaardsrum, kunde han noget bedre ſkjelne Veien,
baade ved Hjelp af Tusmorket, ſom laante ham ſin
ſvage. Lysning, og ved den Stei og Tummel, der
[od fra det Verelſe, hvor man dandſede. Da han
kom ind i den anden Gang, horte han tydeligere den
hoirsſtede Latter og lpdelige Roſt af Mandfolkene,
der ſmykkede hvert andet Ord med en Eed, eller et
liderligt Üdtryk, og Fruentimmernes ſkingrende og
gjennemtrengende Roſt, i det de ſang deres Mans
chegas, og ſpaſede med hinanden, i Forening med den
forvirrede” Lyd af Cymbler, Guitarer, Violiner og
en kraftig Stampen med Foden. Han var næften
friſtet til at vende om igjen; men det Haab at finde
hans Tjener der, vandt Overmagten, og han gik
hen imod Verelſet, hvorit han opdagede en enkelt
Lampe höengende under Loftet, og ſom netop udbredte⸗
Lysning nok til at de kunde ſee hinandens Anſigter.
Doren til dette Verelſe var ſaa lav, at han var
nodt til at bukke ſig faa dybt, at hans Hoved berorte
Kncene, og da han ſkulde ned gd et Trin, ſom
han ikke lagde Meerke til, kom han ind i Verelſet
paa Hovedet, ved at ſtode en Kulbotte. „Hei min
Kiare! lad os ſlukke Lyſet, thi Herren der, er gaget

370 En Dandſebod i Madrid.

i Seng,“ ſagde et af Fruentimmerne, i det hun
vendte fig om til en Ven. En ſkingrende Latter
fulgte paa dette Indfald, medens den forvirrede San⸗
Doval gjorde fig Umage, for at vikle fig ud af fin
Kappe og igjen komme i en opreiſt Stilling. „Det
er Skik her, min Allerkjereſte, at vi betale for den
Seng vi ligge paa”, ſagde en Anden, der ner—
mede ſig til ham, med den ene Haand i Siden og
den anden udſtrakt, og maalte ham fra Top til Taa,
medens hun dreiede Hovedet til den ene Side, nik⸗
fede med et nesviiſt, uforſkammet Anſigt, og ſlog
Takt med Fødderne mod Gulvet, „Nu, og hvad ſkal
J da vel have derfor?“ ſpurgte han. „Jo mere
J vil give os, min Hjerte, desbedre er det,“ ſagde
hun, „men vi ville vere fornuftige og tage det i
det rette Maal; jeg troer J holder af Valdepenas;
nu vel da, los op for Eders Pung, ſaa fkal jeg
ſende Bud efter noget: Viin.“ Sandoval anſaae det
for klogeſt, ikke at indvende noget derimod, tog en
Solvmynt frem, og gav hende den. Hun tog dere
imod, og bad ham ſette ſig ned paa en af de Zræs
bænfe, der ſtod op til Muren, hvorefter hun, da
hun engang var kommen i Aande, gav en Strom af
Vittigheder frit Lob, hvilke hun af og til krpdrede
med en Eed, for at gjøre dem mere udtryksfulde,
” Bærelfet var alt for lidet for Selſkabet, der
beløb fig til omtrent 60 Perſoner, af hyilke nogle
ſadde pan. Hug pan Gulvet, rundt omkring en Bota “)

25 En Sæterbunt eur glatte, hvori de pleie at have
5 iin. i 33 14

En Dandſebod i Wadrid. 371

ſom de fra Tid til anden loftede op til deres Leber,
og kysſede med from Iver. En anden Gruppe hav,
de optaget en Bonk, hvor der fad en blind Violin,
ſpiller, hvem de accompagnerede med deres Guitarer,
og nogle af de ved Siden af dem ſtaaende Pis
ger lode deres Roſt og Cymblers Lyd forene fig med
de i Midten af Perelſet Dandſendes talrige Caſta⸗
gnetter, i det disſe med de gracieuſe Stillinger, der
ere ſeregne for dette Skags Folk, udførte deres
Manchegas ſaaledes, at 4 Perſoner af begge Kjon
horte til hver; og alle forenede med en virkelig
ſmuk Skabning og veldannede Lemmer, den pderſte
Elegance i deres Bevegelſer, og livlige og udtryks⸗
fulde Anſigter. Hvert af Fruentimmerne havde en
Mantilla feſtet ved den ſtore Haarfletning, de bare
paa den ene Side af Hovedet, og de lode den falde
med en vis Gratie ſaaledes, at den ene Ende af den
hang ned over Halſen og den anden over den ene
Skulder og Arm. J Haaret og mellem Folderne
af Mantillaen fad en Roſe eller Neglik, faa ſtor
ſom muelig. Deres Livſtykker vare. tet tilſnorede,
og over dem bare de en tetfluttende Silkeſpencer, med
Silke og Solvfryndſer, beſat med Knapper af ſamme
Farve, over Skuldrene og i Pufferne. Deres Sfjørs,
ter af forfkjellig Farve og Stof naaede kun ned over
Leeggen, og viſte ſmukke Strømper af overordentlig
Hvidhed, medens deres ſmaage Fodder vare indefluttede
i meget ſmage Skoe, alle af couleurt Silke, ſmyk⸗
ket med ſtore Sloifer, og ſom ikke fluttede længer.
end over Teerne. Deres Hine, hvis ſkjelmſte BLE

372 En Dandſebod i Madrid.

bære et ſaadant Udtryk af Bevidſthed om deres Magt,
at de neſten blive uimedſtagelige, vare ſtore, merke
og livlige, deres Anſigter ovale og regelmeesſigt dan—
nede, og deres Anſigtsfarve, ſtjondt bruun, dog
ſeerdeles ſmuk og fri for det gule Teint, der viſer
Mangel paa Sundhed og Umaadeligheds Virkninger
i et ſydligt Clima. Hvad Mandfolkene angaaer, da
ſvarede deres Dragt næften ganſke til Fruentimmer⸗
nes. : tå sg
Neppe havde Sandoval endt fin Mynſtring,
forend en lille pjaltet Dreng,» uden Skoe og Strom⸗
per, kom lobende ind med en Bota fuld af Viin, ſom
han lagde for Fodderne af den for nævnte Manola,

efterat have hvidſket hende noget i Øret, hvorpaa.

hun ſvarede, at hun vilde gjore det. Derpaa tog,

hun Botaen, og tilfoiede, meb et Nik til Sandoval:

„Her er til Dig, min Hjerte!“ og rakte ham der⸗
efter Lederflaſfken, for at han ſkuldeſ folge hendes
Exempel. Sandoval tog den, men rakte den til en.
Pige, der ſtod ved Siden af ham, og kaldte derpaa
endnu paa et Par Sthykker, for at de ſkulde hjelpe til
at tomme den. Disſe hidkaldte igjen deres Cortejos,
og efterat vere gaaet: ikke fulde to Gange rundt,
gav Lederflaſken fit ſidſte Suk. Imidlertid var der
begyndt en Trette imellem tvende af Fruentimmerne,
om hvem der ſkulde have Forrangen neſte Gang naar
der blev drukket rundt. Den ene af dem ifvor paa,
at hun vilde qvele den anden, hvis hun vilde prøve
—paa at tage Flaſken forſt, og hendes Modſtanderinde
tog til Gjenmæle, med den (Erklæring, at hun, om

En Dandſebod i Madrid. 373

hendes Opponent endogfan havde ligeſaa mange Dine
fom hendes Spencer havde Knapper, hellere vilde
rive dem alle ud, end ftane og fee paa, at bun drak
forſt. Paa disſe Trudsler fulgte Stiklerier og Oge—
navne, og paa disſe igjen Skjeldsord og Beffylda
ninger, hvorefter de "begge fatte fig i en ttuende
Stilling. De kaſtede deres Mantillaer tilbage over
Skulderen, ſatte Naverne i Siden, ryſtede med
Hovedet og viſte deres hvide Tender, i det de for—
dreiede Munden af Raſerie, og kaſtede faa funklende
Blikke paa hinanden, at deres Hine ſyntes at gni⸗
fire, Endelig floi de los paa hinanden, ligeſom to
Vildkatte, og deres højt ſkrigende Roſt lignede Welz
Dyrs Skrig naar de ere i en dodelig Kamp.
Sandoval, der havde reiſt fig for at dempe dieſe
Bachanalier, troede at gjore en Barmhjertigheds Gjer—
ning, ved, førend han forlod dette Sted, at adſkille de to
Furier, hvis Mantillaer nu hang i Pjalter om Halſen
paa dem, ligeſom ogſaa deres gvrige Klædet vare ſon⸗
derrevne. „Tilſide!“ raabte et Par af de Omkring⸗
ſtaagende, i det de grebe ham om Armen; „lad de gode
Sjæle flaaes ſaalcenge de lyſter, hvis J ikke har Lyſt
til at erfare hvor dybt vore Negle kan gage i Eders
Anſigt.“ —. Da han vidſte, at disſe Damer aldrig have
for Skik at, gjentage deres Trudsler, ſtod han ſtille, og
oppebiede Udfaldet af Kampen, med ganſke andre Felel⸗
fer end de ovrige Tilſkuere, der omringede de Kſcm⸗
pende, og i det ene Hieblik ved Bifaldsraab roſte deres
Mod, og i det andet tilſkyndede dem at blive ved.
Endelig raabte en af Tilſktzerne: „Jor Satan! fal

374 En Dandſebod i Madrid.

J ſtaae der og ſlaaes ſom gemene Kjerlinger, og kan
J ikke gjøre” kort Proces i Striben med Eders
Knive?“ — Ved disſe Ord greb en af de Kjem—
pende, der huſkede paa, at hun havde en hos ſig,
fin Modſtanderinde fat om Struben, grebe i Lommen,
oplukkede i et Vieblik Kniven, og gjorde et bybe
Snit i Halſen paa fin Fjende, der udſtodte et gien⸗
nemtreengende Skrig, og derpaa ſtyrtede om paa Gulvet;
bedekket med Blod. Ved Synet heraf foer den Skyls
dige hen til Doren, og man oploftede det Skrig: „Mord!
Mord!“ Alle Tilſtuerne ſtyrtede nu ud af Veeelſet,
ſom om hver af dem havde været Gierningsmanden,
og Sandoval fulgte Strommen, hvis Magt det vat
ham umueligt at modſtaae. Men da han havde naaet
den pderſte Dor, kom den ſamme Dreng, der havde
bragt Leederflafken ind, lobende og raabte: „la jus⸗
ticia!““ J denne Nod ſtod Sandoval ved Doren,
I Uvished om hvad Vei han fkulde tage, og eng—
ſtelig for at træffe pan Politiet, da han vel vidſte
at Manolaerne, naar de fade ham i deres Kloer, ei
toge i Betenkning at ſkplde ham for Gjerningen, for
at frelſe en af deres egne Folk. Medens han ſaaledes
ſtod i Tvivlraadighed, nærmede ben! ſamme Manola, der
havde ſiddet ved hans Side, fig bagfra, gav ham
et dygtigt Slag paa Skulderen og raabte: „Naa,
Hjerte! har Du Lyſt til at blive heengt?“ ſom om
hun kunde gjette de Tanker, der gjennemkrydſede hans
Hjerne. „Hvisedet er Din Agt at undgage det kjere
Politie,“ tilføtede hun, „ſaa folg med mig og jeg
ſkal jule Dig for en Timestid. Din Gav⸗

En Dandſebod i Madrid. 37⁵

mildheb og Din ſmukke Opforſel ſkal ikke blive ube»
lonnet.“

Med disſe Ord tog hun ham ved Armen, og
forte ham med hurtige Skridt, igjennem et Par krum—
me og ſnevre Streder, til et Huus, der juſt ikke havde
noget indbydende Udſeende. De gik derpaa i Morke en
Trappe i Veiret, og Manolaen aabnede en Dor, og bad
Sandoval at trœde ind. Da dette var ſkeet, ſagde
hun, at hun vilde være hos ham paa Oieblikket, da
hun blot vilde gage bort, for at tænde Lys; hvorpaa hun
forlod ham, efter i Forveien at have lukket Døren i
Laas — en Forſigtigbed, ſom han fandt ufornsden, og
juſt ikke ſyntes meget godt om. Da der imidlertid ikke
var noget at gjøre derved, famlede han omkring i Væs
telſet, indtil han ſnublede over en Treſtoel, pan hvile
ken hån fatte fig, for at oppebie hendes Tilbagekomſt.
Efterat have ventet en halv Timestid, begyndte han
åt blive utaalmodig. Han lyttede opmerkſom, om han
ikke kunde hore Nogen; men Alt var tyſt og ſtille ſom
Graven; han ſtod op, gik hen til Doren, ſom han ſogte
at ſtode op, men den var altfor godt lukket, og mod⸗
ſtod baade hans Hænder og Fødder, Han begyndte ders
paa igjen at famle omfring i Verelſet, for at opdage,
om der ikke var noget Vindue, hvorfra han kunde raabe,
eller flippe ud; og i det han følte med Hænderne hen ad
Muren, traf han paa et Som, lenger hen et Stykke
loſt hængende Papiir, og endnu legere henne en Revne,
eller et Hul. J ſamme Hieblik ſyntes Muren imidler⸗
tid paa een Gang at forfvinde for hans Haand, han
ſnublede over en Plante eller et Trin, faldt ned, og

.
376 En Dandſebod i Madrid.

ſlog Hovedet imod en Seng, og hans udſtrakte Hæns
der grebe fat om et nøgent Been, der ſtak ud af Sen—
gen, og ſom var ganſke ſtivt og koldt. .

En Gyſen foer igjennem hans Lemmer, ved denne
Berorelſe, da han ikke tvivlede om, at det var en Myr—
det, der, ligeſom han, var bleven lokket ind i hiin morke
Bolig, for at blive udplyndret og dræbt af nogle af
det Udſkud af Menneſker, der beboede, denne Deel af
Byen, I nogle Minutter forblev han i ſamme Stil—
ling, udſtrakt paa Gulvet, med Panden, der var be—
dekket med en kold Speed, ſtyttet mod Sengen, og
alle hans Lemmer ryſtede af den Bevegelſe, hvori han
var kommen, uden at han var iſtand til at rore ſig
fra den Plet, hvor han lage. Endelig vendte hans
naturlige Mod gradviis tilbage, han dreiede Hovedet
om, og bemerkede ligefor fig en lang Sprekke, hvor:
igjennem der glimtede Lys, og han fluttede heraf, at der
var en Dor, ſom forte ind i et andet Verelſe. Han
reiſte fig hurtig, ſtyrtede hen imod den, og ſtodte fan
heftig til Doren, at den floi op, ſlog imod Muren og
tilbage imod ham, med en ſaadan Magt, at han ner
var bleven ſlaget omkuld, han ſtodte den imidlertid op
igjen for at undflye af denne Mordergrube; men aldrig
ſaaſnart var han traadt ind i det Verelſe hvor der var
Lys, for han forblev ſtagende, ſom naglet til Pletten,
ſtirrende med ufravendt Blik paa en Gjenſtand, der
var ligeſaa redſelfuld, ſom den, han onſkede at und⸗
vige; midt paa Gulvet ſtod nemlig en meget lang Liig⸗
kiſte, hvori der lage et, i en Franſiſkaner-Dragt ind⸗
ſvobt Liig, hvis hvide Anſigt blev endnu mere ſynligt

| En Dandſebod i Madrid. 377

—

—

ved tvende Voxlys, der brændte paa hver Side af det.
Hvor ſtor hans Ræbdfel end var ved dette Syn, ſteeg
den dog endnu langt højere, da han fane, at Liget reiſte
fig langſomt op af Kiſten, og aabnede fine Bine, der
ſyntes at blive ſtorre og ſtorre, i det Perſonen hævede fig
i Veiret, og med et ſpogelſeagtigt Blik ſtirrede hen
paa Sandoval. Da Spogelſet endelig ſtod opreiſt,
fane han næften ud, ſom om han var af en overnatur—
lig Sterrelſe, da Hovedet var nær ved at berøre Loftet.
Han gik derpaa med afmaalte Skridt henimod Sando—
val, ſtandſede et Dieblik ved hvert Skridt, og ſtak Hen⸗
derne ned i Sidelommerne af Kappen, ſom var bunden
om Livet med et tykt Reeb. Da han var kommen hen
til Sandoval, traf han begge Henderne pludſelig op
af Lommen, fatte ham to ſtore Piſtoler for Panden, og
ſagde, paa en laconiſt Maade, men med en dyb Grav⸗
roſt: „Min Herre! Deres Pung.“ — Vor Helt var
ikke feen med at opfylde dette Forlangende, og fik, da
dette var ſkeet, Tilladelſe til at ſoge Flugten,

Catacomberne i Kjew. )

De beromte Catacomber i Kjew beſtaae af under
iordiſke Labyrinther, af ſtor ÜUdſtrekning, ſom ere ud

*) Fra: „Biblical Researches and Travels in Rus“
sia, including a Tour in the Crimea and the
Passage of the Caucasus &., by E. Hendex=
son”? London 1826. 4553 É

1 B. 2 3. 9255

18 Catacomberne i Kjew.

gravede i den hoie og ſteile Skrent langsmed Flob⸗
bredden. Disſe mærkværdige Gravboliger ere inde
deelte i to Klasſer: de nærliggende og de fjernere;
og Afſtanden regnes fra Hoyedkirken indenfor Kloſte—
rets Territorium, ved hvis Sydkant de tvende Kapeller
ligge, hvorfra man gaaer ned i disſe underjordiſke
Hveelvinger. Vi fulgte med en ung Munk, der
Fulde være vor Veileder, og ſom vifte fig ſerdeles
tilboielig til at tilfrebsſtille vor Nysgjerrighed, og
gik ud fra Kloſteret igjennem en lille Gitterport i
den masſive Steenmuur, der omgiver det; derfra
kom vi igjennem et lidet, ſteilt nedlobende, brolagt
Stræde, til en bedekket Gang, eller et Gallerie af
Tro, af omtrent 500 Fods Længde, der forte os
til et pragtfuldt Kapel med tre forgyldte Taarne,
indviet til „det hellige Korſes Ophoielſe“, og beſtemt
for deres Andagt, der nedſtige i de underjordiſke Bo:
liger. Medens vor Veiviſer og Tjenerne antændte de
Lys, vi maatte medtage i de merke Huler, betragtede
vi et ſtort Malerie paa Muren af Veſtibulen, der fore—
ſtilede en broget Gruppe af gode og onde Aander,
der vogtede paa de Doendes Afſkeed fra Verden, for
at fore deres Sjæle til Lykſalighedens eller Fordem—
melſens Regioner. De ſidſte vare malede, omgivne af
gloende Flammer, og da Erke-Djavelen var gjott
mere kjendelig end nogen af de andre Figurer i Sce⸗
nen, foer en ODreng, der ſtod ved Siden af os, tas
ſende over at fee ham, hen og gav ham nogle dyg⸗
tige Slag med den fkarpe Lederſkygge af fin Hue.
Ved at tage hans, og nogle af de i Nerheden af

Catacomberne i New. 379

ham værende Djevles Hoveder i nærmere Betragt—
ning, viſte det ſig, at dette ikke var det eneſte Exem—
pel paa en ſaadan Behandling, Da vi havde: faaet
Lys, gik vi ned i den Gang, der forte til de Cata—
comber, ſom ere bekjendte under Navn af St. Anto⸗
nius's, efter Kloſterets Stifter, hvis hellige Levnin—
ger opbevares i et Cubitorium i den pderſte Ende
af Labyrinthen. Denne Gang er omtrent ſex Fod
hoi; men ſaa overordentlig ſnever, at to Perſoner
kun med Vanſkelighed kunne komme forbi hinanden.
Ligeſom alle de andre Aabninger og underjordiſke Gal
lerier, hvortil den fører, er den ſkaaren ud af Bak⸗
ken, der ſynes at beſtaage af en Blanding af Sand
og Leer, ſom er i hoi Grad ſammenklebende, men
altforj blod til at kunne kaldes Steen. Siderne og
Loftet ere forſterſtedelen forte, formedelſt Rogen af

de Fakler, der uophorlig bæres herigjennem, og hvor

der er noget Hjorne eller nogen Dreining i Gangen,
ere de fremſtagende Kanter tildeels glattede og afflidte
af den Friction, de talrige Selſkaber af Beſsgende
have foranlediget, Vi havde ikke vandret længe, for⸗
end vi kom til en Niſche, paa den hoire Side af
Gangen, hvori der ſtod en Liigkiſte uden Laag, med
en Mumie, der var en af Helgenenes Liig, indhyllet
i et Silkeſvob, med en af de ſtivnede Hænder lagt
i en ſaadan Stilling, at den uden Vanſkelighed kun—
de kysſes af dem, der beſoge Gravhvelvingen i from—
me Henſigter. Dette Andagtstegn ſkjenkede vor Vei⸗
viſer ikke alene disſe Helgen-Reliquier, men alle dem,
vi kom forbi, huis Antal alene FR Hvælving
' 25

*

— mm 8

380 Catacomberne i Kjer,

belober fig til 82. Efterat vi havde ganet endnu en
20 Alen frem, i en nordveſtlig Retning, dreiede vi
pludſelig om imod Hſten, ad en temmelig vidtloftig
Gang, og gik derpaa igjen imod Norden. J det vi
pasſerede forbi, bemærkede vi de talrige Niſcher paa
begge Sider, ſom indeholdt de dode Legemer, eller
Dele af disſe, af Menneſker, der hapde erhvervet. et
helligt Navn, ved den Grad af Strenghed og Kjo—
dets Spegelſe, de havde opnaaet ved at folge den aſce—
tiſte Disciplins Regler. Foruden disſe Niſcher, ſtodte
vi nu og da paa ſeerſkilte Gjemmeſteder i Siderne
af Hvælvingen — ſmaae Kamre, der vare udſtaarne
i Sandet efterat Ligene der vare indſatte, og igjen
tillukkede ved en tynd Muur, der lober parallel med
Siden af Galleriet, og i hvilken der, omtrent fire Fod
fra Jorden, er fat et lille Glaßvindue, hvorigjennem
man, ved at holde et Lys for Ruden, kan ſee den
Dode i ſin Liigdragt. J et af disſe ſmaae Kamre,
vifte man os Levningerne af en ſtreng Aſcetiker ved
Navn Johannes, der, efter Legenden, ſelv indrettede
fit Liigkammer; og efterat have bygget fig ind, ved
at opføre en Muur for. fig med et lille Vindue, ſom
det ovenfor beſkrevne, indtil den naaede ham til Bry⸗
ſtet, udførte han i denne Stilling fin Andagt, ind—
til Døden lod ham blive i Beſiddelſe af det Graypſted,
han felv havde bygget. Gjennem den lille Aabning
feer man en Figur, der ſkal være ham; men om det
er hans Mumie, eller blot hans udſkaarne Billede,
kunde vi ikke ſkjonne. Et andet af disſe Grayſte⸗
ber, ſiges at indeholde de hellige Levninger af de 12

Catacomberne i Kjew. 381

Munke, der forft pan dette Sted: helligede fig til det
ſtrengeſte Kloſterliv, et af Protomartyren Steffens's
Been, og nogle af de bethlemitiſke Born, der bleve
myrdede efter Kong Serodes's Befaling. Efterat
have naaet den nordlige Udkant af disſe Dødens Bo—
liger, kom vi til det Gravſted, der gjemmer Neſtor,
den rusſiſke Hiſtories beromte Fader, ſom levede i bet
Petcherskoiſke Kloſter fra amtrent Midten til Slut—
ningen af det 11te Aarhundrede, og var ſamtidig med
Ari Frode, den forſte islandſke Hiſtorieſktiver. Denne
Munk ſynes at have været begavet med megen natur⸗
lig Forſtand; og, at domme efter Stilen i hans
Skrivter, maa han have været fortrolig med den
hellige Skrivt; thi han citerer den ikke alene ofte,
men ſynes at have antaget dens fortellende Stiil til
Monſter for ſine egne Skrivter. Hans Forbindelſe
med den regjerende Slægt; hans Bekjendtſkab med
de byzantinſke Hiſtorieſkrivere, den Leilighed han hav—
de til at ſamle de gjengſe "gamle Sagn, ſom han
horte af ſine Landsmends Leber, og de talrige his
ſtoriſkte Monumenter, ſom Kjew og dens umiddelbare
"Omegn fremſtillede for hans Blik: alt dette ſejenkede
ham Fordele, hvoraf han med Held vidſte at benytte
fig; og han har: derved efterladt os Kundſkab om vige
tige hiſtoriſke Kjendsgjerninger, der fane i Forbin⸗
delſe med Ruslands ældre Hiſtorie, og ellers vilde
have været tabte i Tidens Lob. Af hans Annaler er
en ſand tritiſt Udgave i det originale ſlavoniſee Sprog,
ſom er ledſaget med forſkjellige La ſemaader, med en
tydſk Overſettelſe og gode hiſtoriſke Commentairet,

382 Catacomberne i Kiew.

udgivet af Profesſor Schloͤzer i Gottingen, i Aarene
1802 til 1809. — Fra Neſtors Gravſted, dreiede den
ſtumle Gang af, i det den gradviis gik ned ad imod
Boryſthenes; og efterat have ført os forbi et An:
tal Liig, bragte den os til to underjordiſke Kapeller;
det forſte, ſom kun ligger i en fort Afſtand fra Flo—
den, er helliget St. Antonius, ſom her ligger i en
Kiſte med Solvlaag, og det andet, nærmere ved Ind—
gangen, er helliget Jomfruens Renſelſe. Begge
ere rigt udſmykkede, og der leſes Mesſe i dem paa
visſe beſtemte Feſtdage. Vi vendte nu tilbage til det
Sted, hvorfra vi vare ſtegne ned, og vare glade ved

at bytte den indeſluttede Luft og det ſorgelige Morke

i denne Gravlabyrinth, med den friſke Kuling fra
Floden, og den livlige Udſigt, det omliggende Lani;
ſkab ſkjenker. — J en fort Afſtand mod Syden ligge
de „fjernere“, eller „Theodoſius's Catacomber“; men
de ere hverken faa ſlyngeformede, eller af faa ſtor Om:
fang, ſom de forſte; ikke heller ere de Helgene, hvis
Liig. de "indeholde, af fan ſtor Beromthed, ſom de,
der ere begravede i Antonius's Hvelvinger. Foruden
Stifterens Kapel og Grav, beſogte vi to Kapeller,
der ere "indviede til den hellige Jomfru u og Korſets
Ophoielſe; men fandt intet merkeligt, efter hvad vi
havde feet i de andre. Det Antal ak døde Legemer,
eller Dele af disſe, der i de ſidſte Catacomber til⸗

bedes ſom Reliquier med undervirkende Magt,” belo

ber ſig til 45.

mr …. —— —

. ——

383

En Scene af den franffe Revolution,
Skildret af en Englender ”)

— — —

Ved den franſke Revolutions Udbrud, i 1789, havde
jeg netop fyldt mit 21de Aar, og forlod Univerſitetet
i Cambridge, for at foretage en Reiſe paa Faſtlandet.
Stolt af at være født i det eneſte frie Land i Europa,
med Grakernes og Romernes Bedrifter i friſt Erin—
dring, og en Indbildningskraft, der var vildledet af
Drommeſyner om ideal Fuldkommenhed og Lykſalighed,
hilſte jeg med Henrykkelſe Hvad jeg anſaae for Fri⸗
hedens forſte Daggry i Frankrig, opgav enhoer
Tanke om at reiſe videre, og begav mig ufortovet til

Paris, for ſom Sievidne at ſtudere et Folks mægtig»

Færd, ſom jeg havde ſkildret mig at være i "Begreb

med, ved en pludſelig og høi Anſtreengelſe, at afryſte

Despotismens og Uvidenhedens Jernlenker.

De talrige Introductionsbreve, med hvilke jeg
var forſynet, ſkaffede mig Adgang til det bedſte Sels
ſkab, og jeg havde ſuld Leilighed til at blive bes
kjendt med de forſtjellige Partiers Folelſer, i hvilke
Hovedſtaden paa den Tid var deelt. Sterſtedelen af
Adelſkabet og Kleriſiet, bemeerkede jeg, vare grebne
af en paniſt Skrek. Den vantroe Spot, hvor⸗
med de mødte de forſte Vttringer af den offentlige
Folelſe, veeg ſnart for hiin Frygt og ulykkelige Vak,

9 Fra: „The Amulet, or Christian and Literary
Remembrancer. 70 London, 1827.

384 En Scene af den franſke Revolution.

*

len, ſom betegnede deres Forhold under alle Revolu—
tionens gradviſe Fremſkridt. Uklogt vovede de den
ene Dag en ſvag Modſtand, og anfaae den næfte
Dag Alt for tabt; medens en moderat og villig Ef.
tergivenhed i Begyndelſen, forenet med en pasſende
og værdig Faſthed, vilde have befriet dem for yderligere
Forulempelſe. Den mindre Deel, der for det meſte
„f Mænd, ſom i „ancien regime“, ubemœ r-
de have fort deres overdaadige og orkesloſe

ilede nu til Folkegunſt og Ry pha deres
gheders Bekoſtning; kun fan vifte Oprigtigheb.

F „le haute noblesse“ følte en ſand uhyklet

ng over deres Monarks Tilſtand, og ſtjulte

er en ſkinhellig Jver for Thronen, deres.

zer at tabe hine trykkende Privilegier, ſom de

iſeet for deres hellige og uforkrenkelige Ret.

lede ſig driſtig om deres Konges Perſon, og

ed priisvoerdig, men ſletbetenkt Varme, ham
Familie til Forholdsregler, der fremførte
heleggelſe. Paa den anden Side, var der

ſom af en medfodt Kjerlighed til Frihed,

ig til Folkets Rokker. Nogle af disſe var

jeg jaa ipkkelig at lære at kjende. Med ufravendt
Opmerkſomhed har jeg betragtet deres glimrende,
men korte og ſtormfulde Lobebane, ſeet dem forſt at
være Pobelens Afguder, og ſiden Gjenſtande for dens
Foragt, forſt edelmodigen at ofre Hæderstegn og
Formue pan Frihedens Alter, og ſiden at maatte |
plette det med deres eget Blod. Men Ingen vakte i
"fan hei Grad min Deeltagelſe ſom den unge Greve

gen Scene af den franſke Revolution. 385

Kugéne St. George. Jeg fane ham forſtegang hos
en af de ſtyrende Medlemmer af Conſtituent-Forſam—
lingen, hvor jeg horte ham med Sandhedens og Vel—
talenhedens hele Styrke at udvikle Regjeringens For—
urettelſer, forfølge ethvert af Despotismens Spor, og
opfylde hver Barm med den Flamme, ſom blusſede
i hans egen. 3
Siden hiin Tid ere 36 Aar henrundne over mit
Hoved, og have efterladt Spor af deres Lob. De
Forandringer, jeg har feet, og de Gjenvordigbeder,
ſom ere faldne i mit Lod, have kjolnet mine Folel⸗
ſer, men ſkjondt en merk Erfaring nu har gjort
mig klogere, tor jeg dog ſige, at jeg aldrig, ſelv ikke
i mine Barndoms Dage, og under mit Fadrenetag,
har oplevet et ſaa behageligt Aar, ſom hiint. Min
Ungdoms Phantaſier ſyntes at ville gage i Opfyl—
delſe; jeg ſaae en ſtor Nation lykkelig og fri, be—
ſielet af ny Kraft; jeg troede at fee det hele Frants
rig, forenet i een Sjæl, at lægge den evigvarende
Grundvold til Fremtids Lykfalighed. J denne feber⸗
agtige Tiktſtand glemte jeg Forældre, Venner og Fæs
dreland, og hang med Liv og. Sjæl ved det beruſende.
; Beger, der henrev et heelt Folk til en vild og hen⸗
ryksfuld Gloeede. Men denne Lykſalighed var lige⸗
fan fort, ſom den var heftig i fit Udbrud. Jeg
faae min Ven blive en af de Styrende for det po—
pulaire Partie, og nod hans Triumph, ſom om det
havde veret min egen. Men fnart begyndte den
lyſe Udſigt, vi havde fremtryllet os, at forſvinde;
Splid, Vergjerrighed og Partiaand underminerede

*

386 En Scene af den franſke Revolution.

ſnart den ſejonne Feebygning, der ſkulde have ſtaaet
i Aarhundreder. Men hvorfor gjentager jeg, hvad
jeg enſkede at kunne glemme for evig? — Tre Aar
henrandt, og det næfte fane Frankrigs Konge i Feng⸗
ſel, og hans Liv ovelgivet til en raſende og vild
Pobels Egenraadighed. Min Ven gjorde et frug—
tesleſt, ſidſte Forſeg paa at frelſe ham; han forud—
ſagde, med en neſten prophetiſk Aand, de Onder,
der truede hans Fædreland, de Redſels- og Blods-⸗
dage, der vilde komme; men de blodterſtige Uhbkeß
Skrig dovede hans Roſt.

Kongens Blod var udgydt paa Skafottet, og
kort efter indeſluttede Feengſlerne hans Forſparere.
Min Ven blev. fat i St. Pelagie; der fane jeg ham,
og han brændte endnu af den ſamme Kjærlighed til fit
Fædreland, men et- dybt Tungſind fyldte hans. Hjerte,
og da han havde tabt alt Haab om at bidrage til Frihe—
dens Gjenfodelſe, higede han alene efter den Hæder at
blive en af dens Martyrer. — J ſamme Fengſel traf jeg
de Mænd, jeg engang havde beundret i Paris's
glimrende Cirkler. Med dem. tilbragte jeg mangen
ſergelig og glad Time, og undertiden. glemte vi næ-
ſten Stedet, hvor vi vare. Men de faldt fra, den
ene efter den anden. Raden kom ogſag til Eugene,
og man underkaſtede ham et ſkjcendigt Forhor, i den

ſamme Sal, hvor hans Navn engang var bleven

gientaget med Bifalds raab. — Han talde, og for et
Dieblik ſyntes hans mandige Roſt, hans kraftfulde
Appel til den ſamlede Mengdes bedre Folelſer, at
indgyde hans Dommere Wrefrygt, og udſctte hans

)

gen Scene af den franſke Revolution. 387

Skjcbne. Men det var kun for et Vieblik. Han
horte ligegyldig fin Fordemmelſe, og ſamlede al fin Ener⸗
gie til det ſidſte Udbrud af Veltalenhed, han udkaſtede
en redſelfuld Skildring af det Anarkies- og Blods—
Herredomme, der havde tilintetgjort hvert Frihedshaab,
og ødelagt hans Fædreland; han afflorede for Frankrigs
Blodtyranner den ſtore Gjengjeldelſe, der ventede
dem, og forudſagde dem Efterverdenens Forbandelſe

og Gubs Hævn, hvig Altere de hapde kuldkaſtet.

Tidlig den næfte Morgen gik jeg til Fengſelet; han
modtog mig med et muntert Blik. „Jeg har nu bes
talt Fædrelandet min Gjeld“, ſagde han, „og jeg.
doer tilfreds. Jeg feer nu mine Vildfarelſer. Franſk⸗
mændene vare ikke ſkabte til Frihed. Gid de ſnart
mage angre deres Blindhed, og vende tilbage til hine
velgjorende politiſtle Tvangsbaand, uden hvilke Anar—
fie beſtandig vil herffe under Navn af Frihed, og
overſvomme Landet med Blod. Jeg har lenge for—
udſeet min Skjeebne, og kunde have undgaaget den,
ved at ſoge et Tilflugtsſted i England; men ſeg kun⸗
de ikke leve udenfor mit Fædreland, Reis, min Ven,
forlad dette laſtefulde, dette ulykkelige Land: vend
tilbage til Deres Feedreland! Det eneſte jeg bekla—
ger ved at forlade Verden er, at jeg ikke har kunnet
gjøre mit hvad. Deres er —ſtort, ærefuldt; og frit.“

Det var i hiin ulykkelige Tid en Seedvane, at

alle Fængflets Beboere, hvergang et Offer" fulde før

res til Døden, kom ſammen, og ved et feſtligt Gjæz -
ſtebud ſogte at glemme deres Vens visſe Skjcbne,
og deres tegen Skjcbnes Uvished. Feengſlets dunkle

888 En Scene af den franſke Revolution.

Mure bleve nu ſkjulte med Blomſter, og et ſtort
Bord dekkedes med de fan Overflodighedsartikler,
Fangevogterens Gjerrighed var bleven friſtet til at
tilveiebringe. Eugene fad overſt ved Borbet. Det
var rorende at ſee hine Fanger af bver Alder, hvert
Köjon og hver Stilling, alle ved fiintfolende og kjer⸗
lig Opmeerkſomhed at. beftræbe ſig for at opmuntre
de ſidſte Timer af hans Tilverelſe. Trods deres Stil-
ling, gjennembrod den nationale Vivacitet Sorgens
Skyer, og deres blege og af Kummer furede Kinder,
oplivedes af Gledens flygtige Gled. Iſtedetfor et
Sorgemaaltid, ſyntes det ſom om man feirede en Feſt,
for at hilſe en dyrebar og længe ſavnet Bens Til—
bagekomſt. Vittighedsfunker, Sange og Muſik lode
Timerne henflye med Eynets Hurtighed, paa en Maa—
de, ſom vil være ubegribelig for dem, der ikke have
været Dievidner til den Ligegyldighed for Døden, ſom
Nevoluttonens Offere neſten altid vifte. .
Skilsmisſens Time kom. Eugene, ſom indtil
dette Dieblik havde veret den Livligfte i Selſtabet, og
hvis Munterhed endogſaa havde forledet mig, en Eng—
lender, til en sieblikkelig Glemſel af hans faa nær
foreſtaaende Skjœbne, gik nu over til hiin gudhen⸗
givne Reſignation, der bedſt egner ſig for en ſaadan
Stund. Han tog rort Afſkeed med Atte, bad et Par
af ſine Venner beſorge nogle faa Commisſioner for ham,
ubddeelte nogle Penge blandt Tjenerne og de vrantne
Sluttere, der for et Dieblik glemte det brutale Sprog,
Dagens Patrioter forte, og hulkede hoit, i det han
traadte op i de Fordomtes Vogn. Jeg bad Municipa⸗

,

En Scene af den franffe Revolution. 389

litets Officianten om Tilladelſe til at ledſage ham, og
fik den. Jeg beftræbte mig for at efterligne den mun⸗
tre Hengivenhed, der udtalde ſig af min Vens Blik, og
at qvœle mine Taarer, indtil han ikke længer ſkulde
fee dem; men en uventet Provelſe, der var haardere
end ſelve Døden, foreſtod ham. Vi havde netop for—
ladt Feengſlet, da vi horte et Fruentimmers Skrig,
der ſogte at bane fig Vei igjennem en Sverm af Mænd
og Qvinder, ſom, paa deres egen plumpe, men vel—
meente Viis, beftræbte fig for at berolige og troſte
hende. Hun rev ſig imidlertid los fra dem, foer
hen imod Vognen, ſprang op pan den, og klyngede
fig tæt til St. George. Det var hans Soſter. Hun
havde forladt Paris, for at reiſe til England, i det
Haab, at hendes Broder fnart vilde folge efter hende.
Han havde ofte ſagt til mig, at den Tanke, at den
eneſte Overlevende af hans Slægt var i Sikkerhed,
havde borttaget for ham al Dodens Bitterhed. Men
hun horte, at hendes Broder var bleven fengflet; hun floi
tilbage til Paris, og efterat hun forgjeves havde ſogt
at fane Adgang i Fængflet, havde hun, med Fortviv⸗
lelſens Faſthed, ventet i adſkillige Dage pan fin Bro—
der ved Porten, naar de Fordomtes Vogn ſedvanlig
kjorte til Retterſtedet. Hiin Dag havde hun, ſom
ſedvanlig, indfunden fig der, og da hun gjenkjendte
ſin Broder, var hun ſtyrtet efter Vognen, og klyn⸗
gede ſig nu krampagtigt op til ham. j

En ſaa uventet Afbrydelſe af den ſorgelige
Taushed, der ſedvanligen herſkede under disſe Op⸗

toge, mildnede Soldaternes barſke Trek. Ogſag

390 En Scene af den franſke Revolutiem

Qvindesperſonerne, der ikke ſyntes at have bibeholdt
Andet af deres Kjons Folelſer, end en Neceptivitet
for inſtinetmesſige og pludſelige Udbrud af Folſom⸗
hed, der ofte udtrykte fig i et plumpt, men energiſk
Sprog, toge nu hendes Partie, og ſagde, at ſkjondt
hun var en Soſter af en af Fotkets Fjender, fan
var hun dog altfor ung og ſmuk til at gage til
Guillotinen. — St. George betragtede med ſtum
Redſel fin elſtverdige Soſter, der næften var fal—
den i Afmagt i hans Arme, og bad endelig, hul—
tende ſom et Barn, de der vare omkring ham, at
bringe hende bort. De forſogte at rive hende fra
ham, men hun holdt ſig faſt ved Vognen med For—
tvivlelſens hele Kraft, kaſtede fig derpaa i Skarnet,
for Fodderne af de fÉjændige Uslinger, der udgjorde
hans Eſkorte, og omfavnede deres Knace: „O frel—
ſer ham! ftelſer!“ raabte hun; „men nei! hans
Skjcebne er afgjort! Gaa lad mig doe med ham!“
— Municipalitets - Officianten ſagde til hende,
at hun ikke havde begaget nogen Forbrydelſe. —
„Nu,“ ſagde hun, „ſaa vil jeg tvinge Eder til at
lade mig doe med ham!“ og hun fyldte Luften med
det Skrig: „Vive le roi!“ Ved dette afſkyede Navn
; forſvandt den dieblikkelige Deeltagelſe, hun havde
vakt, Hun blev overvældet med de meeſt oprorende
Skjeldsord af de ſamme Qvindesperſoner, der til⸗
forn havde taget hendes Partie. Den ſorgelige Pros
Cegfion drog videre Hun flyngede fin Arm om fin
Broders Hals, med et Blik, der neſten ſyntes at
funkle af Glæder

En Scene af den franſke Revolution. 391

J hine Rædfelsdage fane Paris ud ſom en flor
Stad, der var lagt ode af en frygtelig Peſtilentſe,
eller forladt af Indvaanerne. Hvert Vindue, hver
Boutik var lukket paa den Vei, der forte til Guils
lotinen. Man horte ikke en Lyd, intet Veſen for-
ſtyrrede ved fine Fodtrin den Dodsſtilhed, der herſkede
i hine forladte Gader. Denne frygtelige Stilhed
blev alene afbrudt af de vilde og ſſjendſelsfulde
Skabninger, der daglig, med Eder og Forbandelſer,
ledſagede Slagtoffrene til deres ſidſte Marterſcene.
Disſe ſamlede ſig nu om Vognen, og forhaanede med
vild. Glede Fangerne, i det disſe, een efter een, ſtege
op ab Trinene til Skaffottet. Et af disſe Ubyrer
ſpyttede St. Georges Soſter i Anſigtet, og frarev
hende med Voldſomhed det Tarklede, ſom bebeekkede
hendes Hals. En ſvag Redme farvede hendes blege
Trek; hun vendte ſig om til hiin Qvinde, og ſagde
til hende, med et engleblidt Smiil: „Min gode Kone,
forhaan mig ſaameget hun vil; men ſtil ikke min
Perſon til Priis: giv mig Torkleebet tilbage!“ og
Furien blev greben af Wrefrygt for hendes milde
Værdighed, og lagde uden at ſige et Ord, Shavlet
om hendes Skuldre.

Da alle Fangerne vare paa Skafottet, omfavnede
de hinanden, St. George trykkede taus min Haand.
hans Soſter rakte mig ſin, ſom jeg trykkede til mit
Hjerte. Det ſortnede for mine Hine — jeg fane
ikke mere hvad der foregik — — men, o hvilken Roed⸗
felslyd, den toner endnn i dette ODieblik for mine

Oren! — — jeg horte intet mere, og jeg vilde have ſun⸗

EN

£92 En Scene af den franſke Revolution.

ket til Jorden, hvis ei en Soldat, der var mere men—
neſtelig end de øvrige, havde holdt mig opreiſt. En
Strom af Taarer lindrede endelig min Qval — jeg
kom igjen til Bevidſthed — og jeg flyede fra hint
redſelsfulde Syn, og forlod Dagen. efter for evig et
Land, hvor Friheden blev traadt under Fodder af alle ö
muelige Forbrydere, der med Frekhed misbrugte dens
hellige Navn.

; Vreden.

En Satire.

NM

) Vor gode Stax jeg ſeer ſaa rod om Ræjen;
6. Han ſkjender jo ſom opbragt Herremand!
Han ellers er ſagtfoerdig i ſit Voeſen,
dg tit grundloſeſte Fadeeſe kan
b Tpfinde ſnart et Ja, en Bifaldsmine.
Er Dyreſtegen da maaſkee forbrændt 2
Kom han idag uventet til fin Trine, i
Og ſaae der .. 2 Hvilfen ulykke er hendt 2
Er Statens Vel i Fare? d
„Nei, men Manden
„Idag har truffet et ſatiriſk Digt:
„Derfor han ſtoier, vander hoit, at Fanden
„Mag plage den, der tor frembringe fligt!
„Han paaſtager, Politiet har forlænge
„Taalmodig hoert paa ondſrabsfulde Snak;
„At vor Lovgivning høit og ſnart kan trænge
„Tit Skicerpelſe mod det forvovne Pak.“ ;

Vreden. N 393

Ja ſaa! Men Manden har da ſine Grunde.
Hans Svaghed man maaſkee har haardt berørt
Med driſtig Haand? En ſtakkels Mand da kunde
Jo let opirres; fligt man for har hort.

„Nei, gode Ven! Du tager feil af Tingen;
„paa fligt ei ſpildte han ſaa mange Ord.

„IJ hiin Satire der opdager Ingen

„Af hele Mandens Færd det mindſte Spor.
„Jeg troer endog, naar jeg beteenker Sagen,
„Maaſkee vor Star vlev den Forfatter huld,
„Som lyſtig lunet fandt det voerdt umagen

„At tegne publikum hans ſkieve Nul.

„Lees ſelv! Ei fees eet Ord om dum Philiſter,
„Der krob og ſneg og giftede fig frem,
„Og blev tilſidſt betroet et Regiſter
„Paa det ſom andre Folk forrette, hvent
„Han plager nu med vrovlende Fadeſer,
„Imens han æder fig meer feed og dum,
„Og med en vigtig Mine for Os hyoeſer
„Om Nyheder, ſom Ingen ſkiotter om.“

Holdt! det jeg veed! Men ſiig mig dog omſider,
Hvorfor er Manden da fan bandſat vred 2

„Ja, Kiere! det er det, jeg neppe gider,

„Thi det os rober juſt hans Usſelhed.
„Seer Du, imod den mægtige Miniſter, 5
„Som har hans Held og Stigen i fin Haand,
„Har hiin Satire viiſt fig noget biſter;
„dg derfor ſkicender Stax med ivrig Sand.
„Du faae jo nok tiltæde nu Perjonen,
„Som ofte kommer i Magnatens Huus;
„Han, haaver Stax, fortæller nok Patronen
„Den Iver, den Veltalenhedens Ruus,
„Hvormed han fager fig af Herrens Fare,
„Hvormed han jo rer fig for Statens Ro,

1 B. 8 3B. (26)

—

994 Vreden.

„Svormed han kiek og villig vn forſoare
„For os den ſande, legitime Tro.“
Jeg fatter Sagen. Beed ham holde Munden!
Han gior fig dog kun til beſocerlig Dar.
Den rette Stormand lider ſlet i Grunden
utidig Joer, hvor ei Fare var.
Jeg ingen feer. Lad dem mod Manden ſkraale,
Som ſtaaer i Fyrſtens Gunſt og Folkets Agt.
Han er godmodig nok, til taus at taale
uvenligt Ord, ſom muntert Digt har fagt.
utidig Stoi det Onde Fun. forlænger,
Dg gior den ſlette Sag kun meer bekiendt.
Og fæt Perſonen til et Forſvar trænger
Han med det flette kun er ilde tient.
Satiren leve! Beed ham tie ſtille!
„Beed Du ham ſelv! hans Kone Dig er kier.“
Kom, lad os gage! lad ham fin Rolle ſpille,
For Nar og Usling gage han, ſom han er.
Cosmus Sumanos.

Napoleon Buonapartes Dod og Jorde⸗
| færd, f)

(Etertolgende interesſante Fortælling om Napoleon Buo—⸗
napartes Dod og Jordefcerd, er ſkrevet af en engelſk Officier,
der paa den Tid horte til Garniſonen pag St. Helena, i Breve
il hans Moder. De indeholde en Dagbog over Begivenhederne,

0 Fra * „The Mirror of literature amusement
and instruction,” Vol, VII, 1826.

.

Napoleons Dod og Jordeførd. 393
og da Forfatteren havde den bedſte Leilighed til at iagttage Alt,
og der aldeles ingen Grund er til at tvivle om hans Sanddruhed,
kan denne Beretning anſees for at være en af de omſteendeligſte, Og
meeſt authentiſke, der endnu har feet Lyfet, om denne ſtore Mands
ſidſte Sieblikke og Jordefcerd.)

St. Helena, den öte Mai 1821.
Min elſtede Moder!

For dette Brev kommer Dem ihende, vil De
alt være underrettet om, at General Buonaparte be⸗
finder fig ſerdeles flet; thi for faa Dage ſiden afgik
et Krigsſkib med Depeſcher derom. Det var mig umu⸗
ligt at ſtrive med denne Leilighed, da Skibet afgik
faa pludſelig. Napoleon har i lang Tid veret ſyg;
men omtrent for en Uge ſiden opgav Lægerne ham

(det var den Gang hiint Skib blev afſendt), og det

andet Krigsſkib blev beordret til at holde fig færdigt.
Han var uden Bevidſthed Aftenen den 2den dennes;

men Morgenen den Zdie fik han igjen fin Samling, ;

dg kiendte de Folk, der vare om ham; han henfalde
derpaa igjen, i et Slags død Ufolſomhed, og blev
gradviis kold indtil i Gaar Morges den Ste, da der
omtrent Kl. 11 blev givet Signal fra Gouverneuren

til Admiralen, at han lage i fit ſidſte Aandedret (og

at der ſkulde Blive givet et nyt Signal naar hac

dode). Medlemmerne af Raadet. havde alt den Zdie

faaet Ordre, at holde fig færdige til at begive fig tit

Longwood, for at overvære hans Dod, og Gouver—

neuren havde neeſten alt opflaget fin Bolig i det nye

Huus. Saaledes ſtode Sagerne ne 757 2 Mi⸗
2 Fr

396 Napoleons Død og Jordefard.

Mutter for Kl. 6 om Aftenen, da han dode, netop i
det Hieblik da Solen gik ned. Den franſke Commis⸗
ſair, Admiralen og Raadet, vare dieblikkelig fore
ſamlede for at fee Liget, og Arbeidsfolk beſkjeftigede
med at behenge Verelſet med Sort; der blev ſendt

Bud om pariſiſk Gibs, for at tage en Buͤſte af ham;

men da der formodentlig ikke er nok paa Hen, for⸗
ſoger man pan at bruge romerſk Cement. Dags—
befalingen bekjendtgſo'r hans Dod, og at han fkal
begraves paa Longwood, med militair Honneur.
General Grev Wontholon har overtaget Arrangemen⸗
tet af hans Jordeferd; Liget ligger paa Parade, og
vi ſkal i Aften hen at fee det; jeg ffal da være iſtand
til at fortælle Dem noget om" denne. vidunderlige
Mand, der i fan lang Tid- fatte hele Verden i Opror,
og ſom nu er en dod Leerklump, og ei engang har
en Perſon af fin Slægt i Nærheden af ſig. Hvilken
Forvandling har ei Overſkjcrelſen af hans Livstraad
voldet her paa Hen; Folk, der havde oplagt Vare⸗
forraad til Troppernes Fornedenhed, have disſe nu

ihænde uden Nytte; Heſte, der vare 70 Pd. Ster⸗

ling veerd, ville nu neppe udbringes til 10 Pd. Ster⸗

ling; de Hytter, ſom vi have: været nodſagede til at
(bygge, for at anbringe vore Tjenere, og ſom koſte
os 6 til 10 Pund hver, ere nu uden mindſte Nytte;
thi. denne Deel af Hen vil blive ubeboet, naar vi

have forladt den, fan at vi alle, i ſter in⸗
dre Grad, ville føle Virkningen af hans *
tet gager, at vi ſkulle modtage Forſteerk et

66de Regiment, (der ſkal gage tilbage til )

Fapoleons Død og Jordefard. 397

og herfra gaae til Bombay og ſeile op i den perſiſke
Bugt. Han, Napoleon, har udvalgt fig en ganſke
færegen Plads, hvor han vil begraves, i det Til,
fælde han ikke ſkulde blive bragt til Europa, og det
er paa et Sted, ſom kaldes Djævelens Punſchebolle,
noget ovenfor den alfare Landevei.

Jeg har feet ham ligge paa Parade; det var et
hoiſt ſorgeligt Syn; vi ſamledes pan Longwood oms
trent Kl. 4; der var neſten alle de Officerer og Pri—
vatmend, ſom ere pan Øen; des varede en fort Stund
inden vi bleve indladte; det forſte Verelſe var tomt,
med Undtagelſe af en af Tjenerne; i det andet var
Grevinde Bertrand; hun faae. forfærdelig: flet og
bleg ud, hendes Dine vare røde og opſvulmede; jeg
blev hos nogle Officierer, ſom hun kjendte og ſom
talde til hende; hun ſagde, at hun var glad over at
den Sygdom. hvoraf han var død, var af en ſaadan

Beſtaffenhed, at det var umuligt, han kunde voere

bleven frelſt, eller at et andet Klima kunde have
havt Virkning paa ham. (Det var en Kreftſkade i
Maven, hans Fader døde af det ſamme). Hun ſagde,
at hun haabede, man vilde tillade hende at tage hjem,
nu da Alt var overſtaaet. Kort efter gik jeg igjen⸗

nem dette Verelſe (hvori han dede), og blev indført
af Capitain Crohat, den jourhavende Officier. Na-

poleon var kledt i fuld Uniform, grøn med rede

Rabatter ,. Beenkloeder og lange Stovler, han havde.

mange Ordener paa Brpſtet, Sveerd ved Siden, tres:

kantet Hat og Sporer; han lage paa den Jern⸗
feldtſeng, han altid havde fort med fig, og hvorover

I

898 Napoleons Dod og Jordeferd.

hans militaire Kappe var udbredt, paa hvilken han
hvilede; Grev Bertrand flod ved hans Hoved, kledt i
Sort, Preſten kncelede ved hans Side, tilligemed en
Tjener, den eneſte Perſon i Verelſet, der ſyntes at
have Liv, og ſom blot viſte det ved at jage Fluerne
bort; hans Anſigt var alvorligt og roligt, det var
naturligviis indfaldent; hans Træf vare ſmukke og
driſtige; hans Haand meget flint bygget og lille, og
af en ſmuk Farve; et Crucifix laae paa hans Bryſtz
hans Næfe var ſerdeles ſmuk; de havde ved: af vende
ham paa Sengen, qvæftet den en Smule. :
At fee en Mand, der har fat Europa og hele
Verden i ſaa megen Bevægelfe, liggende i et lille
Veerelſe paa ſin militaire Kappe og ſin Feldtſeng,
ifort ſin fulde Uniform, kun med tvende af hans for⸗
nemſte Officierer ved Siden, var et hoitideligt Syn;
det greb mig ſaaledes, at jeg kunde have betragtet
ham i flere Timer, at jeg kunde have grebet hans
Haand og kysſet den; men jeg kunde neppe” trætke .
Veiret medens jeg ſaae paa ham; jeg foreſtillede
mig ham i de forſtjellige Stillinger hvori han havde
vo ret. — — J Sandhed, omendſkjondt jeg var neppe to
Minutter i Verelſet, overveeldedes min Sjæl af
ſlere Ideer, der forjagede hinanden ligeſaa hurtig
ſom de dannedes, end jeg i Aften kunde nedſkrive.
J det jeg gik ud, dvelede jeg længe; ved Betragtnin⸗
ger over Stovets Forgjengelighed og den ringe
Nytte, hans Erobringer nu gjorde ham. Hvad
vilde ikke mange tuſinde Menneſker have givet for at
ſee hvad jeg har ſeet! Han vil blive lagt i Kiſten,

Napoleons Død og Jordefard. 399

inbſvobt i ſin Kappe, netop ſaaledes ſom vi ſaae ham;
den forſte Kiſte ſkal være af Tin, den anden af Blye,
den tredie og fjerde af Tre. Jeg ſkal have Vagt i
Morgen, og vil da igjen forføge at faae ham at fee.
Jeg har været fan lykkelig at forſkaffe mig noget af
hans Haar, og et Stykke Linned dyppet i hans
Blod, viſt nok ſynderlige Ting at gjemme paa; men
enhver Ting, der har tilhørt en faa ſtor-Mand, er
værd. at opbevare. Jeg vil flutte dette Brev paa
Bagten, ſaavelſom beſvare Deres ſidſte. — Lev vel.

a

Songroood: Vagt, den 7be Mai, Kl. 72 Eftermiddag,

Jeg har hele Dagen igjennem havt megen Ulei⸗

Lighed med Folk, der enſkede at fee Buonaparte. Jeg
er nu bleven dem alle qvit, og vil for en liden
Stund have Tid til at tale med Dem, min kjere
Moder! — Jeg gik derop imorges, kort efter at jeg
var ſtaget op, og traadte, efter at have udbedet mig
Tilladelſe dertil, ind i Vorelſet; han lage netop ſom
i Gaar, hans Anſigt var noget mere indfalden; der
var kun Præften, en Tjener og jeg i Værelfet.
Jeg tog hans Haand og holdt den i nogen Tid, i det
jeg betragtede Fingrene og hans Anſigtstroœk; den
Haand, ſom Konger havde kysſet, og ſom havde
bragt faa Mange til at ffjælve. Jeg har aldrig &
mit Liv ſeet et mere alvorligt eller roligt Anſigt?
han ſyntes at hvile i en dyb Slummer, hvis ei hans
Lobers og Kinders ſortegule Farve havde givet andet
Vidnesbyrd; pan hans venſtre Bryſt fad en Stjerne
og tvende andre Ordener; disſe vare alle de Prydelſer

400 Napoleons Dod og Jordeferd.

han havde paa ſig; hans Hat var aldeles ſimpel med et
ſort Baand og en lille trefarvet Kokarde. Jeg gik ſiden
ind med vore Folk, og da der kun vare tvende Officierer,
Rea og jeg, ſtod jeg ved Foden af Sengen, medens Fol⸗ |
kene pasſerede igjennem Verelſet; deres Anſigter bare
et ſmerteligt Üdtryk medens de betragtede den Dode —
et Üdtryk, der ikke lader fig beſkrive, idet mindſte ikke
med Dvd; Liiglugten begyndte paa denne Tid at blive
noget ſteerk, og jeg var glad ved at komme bort, faar.
ſnart Folkene vare gaagede. Siden ſendte en af Docs
torerne Bud efter mig, og viſte mig hans Hjerte og
hans Mave, ſom lage i en Solvurne ved hans Side;
i Maven vifte man mig det Hul, der havde foraarſaget
hans Dod; et Hul ſaa ſtort, at jeg kunde have ſtukket
min lille Finger derind. Jeg havde derpaa Leilighed
til at betragte hans Sværd, ſom var lidet, noget gam—
melt ſog glatſlebent, med et Guld⸗ og Perlemors Hæfte,
og et ſimpelt hvidt Geheeng, formodentligen det han
ſcedvanlig bar. Grevinden fad: i bet næfte Verelſe,
da jeg kom ud; efter at jeg havde talt noget med hende,
traadte hun mig at vende om og fee ham en Gang endnu;
da det var den ſidſte Gang jeg vilde faae denne ſtore
Mand at ſee. Jeg gjorde det, tog ham ved Haanden
eg tilſtammede ham et Farvel. Jeg var derinde endnu
en Gang, da de toge Maſken af hans Hoved; men Lig—
lugten var fan ſterk, at jeg ikke kunde blive derinde:
Doctor Burton tog MafÉen, tilligemed de franſke Oocto—
rer; omtrent Kl. 41 kom Gouverneuren ridende og be⸗
ordrede Capitain Crohat at være ombord paa Heron,
og-afſeile med Depeſcher ved Solens Nedgangz; følge

*

Napoleons Død og Jordefard 401

lig maatte han omtrent paa den Tid, Kl. 63, begive
fig bort i ſtorſte Haft. Vi ffulde begrave Napoleon
Buonapartes jordiſte Levninger, i Djævelens Pun—
ſchebolle, Kl. 11 paa Onsdag, den gde Mai. Hans
Hierte og Mave ville blive fatte i en tilloddet Solv—
urne ved hans Side, for at kunne bringes til Europa,
hvis man ſiden fulde finde det pasſende; vi ſtulde bes
grave ham med militair Honneur; det vil visſelig
blive et ſorgeligt Syn, men mere herom ſiden; jeg
maa fortælle Dem noget om hvad der er givet i Pre—
ſent. Man viſte mig i Gagr en ſerdeles ſkjon To⸗
baksdaaſe, ſom Grevinden har fanet efter ham; paa
Laaget var Napoleons Miniaturportrait, rundt beſat
med de ſtorſte Diamanter, jeg nogenſinde har ſeet; det
lignede ham ſerdeles godt, ſaaledes ſom han var i ſin
Sundhedstilſtand. De kan ikke gjere Dem nogen Fore—
ſtilling om, hvor eenſom jeg føler mig i Aften paa
Vagten; jeg veed ikke hvorledes det er, men det er
ſaaledes; jeg har netop udſat den ſidſte Skildvagt, jeg
rimeligviis nogenſinde vil komme til at ſette for hans
Perſon; jeg kan ikke forjage Synet af hans Anſigt, fra
min Sjæl; det foreſvoever mig beſtandigt, og Liiglugten
forfølger mig overalt. Jeg tor ſige, at benne Begiven—
hed vil gjore ſtor Opſigt i England nogen Tid for
dette Brev kommer Dem for Hine, og De vil undre
Dem over, at jeg ikke har ſtrevet med Skibet, ſom

medbringer Depeſcherne; dette er imidlertid lettere ſage

end gjort — jeg troer ikke, at noget Menneſke kan
komme til at ſkrive med dette Skib.

1
*

402 Napoleons Dod og Jordeferd.

Torsdagen den 10de Mal

J Gaar begravede vi Buonapartes jordiſke Lev»
ninger med militair Honneur. Jeg vil beſbrive Liig⸗
begſongelſen faa godt jeg kan. For det forſte maa
jeg gjøre Dem bekjendt med Befkaffenheden af Lands
ſkabet i Nærheden af Longwood. Hen beſtaaer ial—
mindelighed af høie og ſnevre Klippercekker, der lobe,
eller rettere gjennemſtjere Landet, fra Dianas Park
til Kyſten, hvor de ende fig i ſteile, frygtelige Fjeld—
ffrænter; de imellem disſe Klipper liggende Dale ere
meget dybe. Longwood ligger paa en af Klipperyg—
gene; og det Sted Napoleon havde udvalgt til ſit
Hvileſted, var i Dalen, imellem Longwood og St.
Jacobs Dal, hvor Byen er, og ſom pan Grund af
fin cirkelmesſige Form (i det mindſte i Nærheden af
dens overſte Ende, ſom jeg tilforn har ſagt) kaldes
Punſchebollen; den Deel deraf, ſom er nermeſt Has
vet, kaldes derimod Roberts Dal. For at komme
ned til Graven, var der fkaaret en Sidevei, fra
den offentlige Landevei, der, ſom jeg har glemt at
bemeerke, netop flynger fig rundt om Punſchebollen,
i faa Fods Afſtand fra Toppen af Bakken, hvorfra
den lober ned i Dalen, og tager ſin Begyndelſe
fra den Side hvor Longwood ligger. Tropperne,
der omtrent vare 1600 i Tallet, bleve opſtillede fra
Longwoods Vagthuus paa Bakken over Veien, efter
deres Anciennitet — 20de Marine - Regiment, 66de
St. Helena Artillerie-Regiment, og Volonteurer paa

venſtre Side; 11 Kanoner af det Kongl. Artillerie

ſtulde fyre over Graven. Vi ſtode med aabne Geleder,

Napoleons Dod og Jordefærd. 403

å

opſtillede i Parade, medens Muſikcorpſet ſpillede
Sorgemarſchen. Efter en kort Stund lod Proces—
ſionen ſig ſee og drog ud af Porten. Forſt kom
Præften og Benry Bertrand, bærende Rogelſekarret,
efter dem Doctor Arnot og den franſke Doctor, der—
neſt Marſchallerne og efter dem Liget, Man havde
taget Overvognen af hans egen Egvipage, og ſaale—
ledes indrettet denne til et Slags aaben Liigvogn,
der blev trukken af 4 af hans egne Heſte med Kudſke
i hans keiſerlige Livree. Kiſten var ſimpel, og af
Mahogni, og iſtedetfor Liigkleede var hans Kappe
kaſtet over den; ovenpaa den lage en ſtor Bog, hvor⸗
over hans værd var lagt. Napoleon Bertrand
og den forſte Kammertjener gik hver paa ſin Side af
Vognen; 6 af vore Grenaderer, uden Vaaben, mar—
ſcherede ligeledes paa hver Side. Efter Liget kom
Livheſten med et ſmukt Skaberak over fig; ved Si—
derne af den, Greverne Bertrand og Wontholon;
efter dem en Vogn, med Grevinden og to af hendes
Born — alle de Franſke vare klædte i Sort — derpaa
fulgte Soe-Officierer, og Officiererne af Staben;
og ſaaſnart den hele Procesſion var pasſeret forbi
Linien, fſluttede vi den. Tropperne marſcherede ikke
ned i Dalen, men formerede Linie paa Landeveien,
umiddelbar over Graven i ſamme Orden, medens
Ceremonien varede, Da vi naaede det Sted hvor
Veien dreier af og gaaer ned i Dalen, blev Liget
taget ud af Vognen og baaren af Grenaderer af det
20de og 66de Regiment under Commando af Lieutes
tant Comnor.

404 Napoleons Død og Jordefeerd.

Jeg ſtal nu beffrive Graven, der var beſtemt at
optage ham. Den Plet, han havde valgt fig, er det
hoieſte Sted i en lille Hauge, der tilhører en Hr.
Torbet; det er i et Rum af omtrent 30 Harder i
OJ eller mere, overſkygget af 5 til 6 Taarepile ;, paa

den ene Side udſpringer der en Kilde,” med det bed—
ſte Vand man har paa Hen, hvorfra han hver Dag
pleiede at hente Vand; den lober ned i Dalen, men
banner ikke nogen ſynlig Beek, Ner ved Grayen er
Fugtigheden netop ſterk nok til at holde Jorden beſtandig
gron og Stedetkjoligt. Her var Graven opkaſtet, den var
12 Fod dyb, 8 Fod lang og 6 Fod bred; og overalt
omgivet af en Muur af omtrent 3 Fods Tykkelſe,
og belagt med romerſk Cement; omtrent 2 Fod fra
"Bunden, og hvilende paa Steenblokke, blev Steen—
kiſten lagt, af Form ſom en ſtor Kasſe med aabent
Laag, der hvilede paa Randen; over Graven var
der lagt Bjelker og Reeb til at nedoͤheiſe Kiſten.
Jeg maa imidlertid forklare det noget nærmere. Bed
hver Ende af Graven var der opreiſt en Treangel,
og en Bjelke var lagt fra den ene til den anden.
Reeb, Bjelker og Spil var overtrukket med Sort,
Graven var ved Banden bekloedt med fort Klæde,
ligeſom ogſaa Jorden i tre Fods Omkreds var be—
klodt dermed; det øvrige var grøn Gresterv. Da
i ZTræfiften var bleven nedſenket i Steenkiſten, lod
man Laaget, falde, og Saluten blev. affyret, Derpaa
holdtes de catholſke Ceremonier. En Subaltern Vagt
blev derpaa beordret at bevogte Graven og tre Telte
bleve opflagne til dens Beqvemmelighed. En umaa⸗

Napoleons Dod og Jordefærd. 405

belig Mængde Menneſter havde ſamlet fig, fot at fee
Ceremonien; og Punſchebollen havde Udfeende af et
umaadeligt Amphitheater. Jeg maa berigtige den
Beretning, jeg for gav Dem om Kiſterne; den forſte
er af Tin, den anden af Mahogni, den tredie af
Tin, den fjerde af Mahogni, og den femte af Steen.
De havde iſinde at begrave med ham et Solv-Vand⸗
bæger, en Tallerken, Kniv, Gaffel og Skee, tilligemed
nogle af hans Mynter; men de vare nodte til ei alene
at lade Beger og Brod, men ogſaa Sværd og Kappe
blive tilbage, da der ei var Plads dertil. Sir
Budſon vilde ikke tillade, at der blev fat nogen In—
ſcription paa Kiſten, faa den er ganſte glat, Kort
efter at Vagten afgik, marſcherede vi bort. Jeg
ſkal have Vagt der i Morgen. De Franſfe have uds
lagt Buonapartes Solvtei, Vaaben, Kleider ꝛc.
for at vi ſtulle fee det; vi gage derop om en Times
Tid, for at tage det i Dieſyn. — For Oieblikket
lev vel.
Fredagen den 11te Mai.
Igaar, fjære Moder, gik vi op for at fee dens
ne ſtore Mands Effecter. Hans Sovekammere vare
ordnede netop ſaaledes ſom de pleiede at være. dø
han beboede dem, det er to Verelſer, omtrent 14
Fod og 10 hver; de udgjorde en af Huſets Floie,
og ſtode i Forbindelſe med hinanden ved Enderne,
det ene, der var nærmeft den øvrige Deel af Huſet,
gik ved en Glasdor ud til Haugen. Han havde i
hvert Verelſe portable Jern-Sengeſteder, der nei
agtigt lignede hinanden, med Mesſingfiedre, hvor⸗

406 Napoleons Død og Jordeferd.

paa Sengen ſtulde hvile, Værelferne vare behængte |
med Hvidt; over Kaminen, i den pderſte Ende af
det indre Verelſe, hang hans Moders, Joſephines
og Jeronimus's Portrait, og tvende Portraiter af |
hans Son, aftagne i forſkjellige Aldere; en Sopha ;
ſtod i Nærheden, hvorover der hang et ſmukt målet |
Portrait af Marie Louiſe og Hendes Barn. Sagvidt |
jeg kunde erfare, pleiede han at ſkjule ſin nedflagne
Stemning; men naar om Aftenen Alle havde for—
ladt ham, og han troede fig ubemærket, pttrede den
ſig, og han gik da fra Sophaen til den ene Seng, |
og fra denne til den anden, og tilbage til Sophaen;
ſaa at han neppe hvilede fire Timer uafbrudt, Hans
Kleder vare alle lagte ud i ſamme Veerelſe; Kjoler,
Beenkleeder, Hatte, Skjorter, Strømper, Skoe og
Stovler, Kikkerter, Geveerer, Piſtoler, Kapper,
Handſker ꝛc.; Kjolerne vare ſimple Uniformer af
forſtjellige Farver, uden andre Zirater, end Stjer—
ner og Epauletter. Jeg proberede en af hans tre—
kantede Hatte, han maa have havt et overordentligt
ſtort Hoved, thi den vilde ikke pasſe mig naar jeg ſatte
den fiirkantet pan (ſom han altid bar den) men kun
naar jeg tog den paa ſkjons. Piſtolerne vare de ſtjon—
neſte, jeg nogenſinde har ſeet; der var kun en Kasſe,
ſom indeholdt. to Par, ſmukt indlagte med Solv og
Guld. Hans Ridetei var der ogſaa; Skarlagens,
kantet med brede Guldgalloner. Gevererne vare
Besſer af forſkjellige Sorter, den ene var ſendt ham
fra vor Konge. J det andet Verelſe var Solvtoiet
og Porcelainet; der var et complet Service af Solv,

re AL

Napoleons Død og Jordefard. 407

et Service af Guld: Knive, Gafler og Skeer, uden
Tallerkener eller andet» meke; Ørnen med Kronen
paa Hovedet og Lynſtraalen i Kloen ſages naturliig—
viis overalt. Der var et Desſert- og Kaffee- Service
af Porcelain, det ſkjonneſte troer jeg, der vel nogen—
finde er forfærdiget; paa, hvert Stykke foreſtilledes en
Daad af Napoleon; men det beſynderligſte af dem
alle var et med Frankrigs Kort paa; hvert Landffab
og hver Figur, der var foreſtillet, taalte den noiag—
tigſte Underſogelſe; paa hver Sauceſkaal ſaaes Buͤ—
ſten af En eller Anden. Jeg har hidtil glemt at nævne
hvorfra det er jeg har ſkreven. Jeg veed, at De
holder meget af nogle af de Navne, vi give Stederne,
og derfor vedfoier jeg dette.
Grav⸗Vagten, den 13de Mai,
Klokken er nu neſten ni; Vinden hviner frygte—
ligt over Punſchebollen, og ſuſer over den arme
Napoleons Grav. Jeg har en Skildvagt ſpadſerende
paa hver Side af den; den er endnu ikke færdig.
To Franſtmend kom idag for at beſoge den; de be—
klagede meget hans Død, og bad mig om en Qviſt
af Pilen, der hænger over Graven. Jeg kunde ikke
nægte en gammel Tjener dettes han deelte den med den
Anden; de lagde den i deres Hattepul, takkede mig
meget varmt, og forſikrede, at den var dem mere
værd end Guldkroner; derpaa toge de fig en Drik
Vand ved hans Kilde.
Den 20de mat
Dette Brev haaber jeg vil komme paa Poſten
ſigften; jeg maa derfor ſnart flutte. En Miniaturma⸗ :

408 Napoleons Død og Jordeferd.

ler, en Hr. Rutize, har aftaget et meget heldigt
Portrait af Napoleon efter hans Dod; han har i
Sinde at tage det hjem og lade det ſtikke. Jeg har
ſubſcriberet paa 5 Expl., ſom jeg har bedet, maae blive
aflagte til min Fader, hos Hr. R. B; Jeg haaber,
at de ville finde Deres Behag. Det blev taget den ans
den Dag efter hans Dod, førend Maſken af hans Hos
ved blev aftaget. Napoleon har efterladt til Dr. Ar⸗
not, en af vore Læger, der gik til ham, en Guld:
Snuustobaksdaaſe og! 600 Napoleonsdorer, alle nette,
nye, gule ſmaae Krabater. Jeg har kun Tid til at
bede Dem forſikre min kjere Fader og mine Bedſtefe⸗—
drei Skotland og Irland om min oprigtigſte Kjærs
- lighed; ligeſom jeg, min dyrebareſte Moder, altid vil
forblive Deres kjerlige Son.

D. C. D.

Asbjørn og Thora.

(Treeſnit.)

SS ofiroren blinker lifligt, friſk bræfer Øftenvind,

J ulveſund en Snekke ſtolt og herligt ſtryger ind,

Med broget Skjold i Maſten, med gyldne Floi paa Top
Oen ſkyder gjennem Bolgeſkum fin ſteerke, ſlanke Krop.

vor Kulsvjerget hæver fin gronne Spids i Sky,
Mens Foden fig gjemmer luunt i Skovkrandſens Ly,
Hvor Bolgen lager mod Ktinten, og Beekken gager deri,
Den giver op fit Seil, og lægger roligt bi.

; Isbjørn og Thora.

Den Viking ſtager pan Toft, og ſkuer ind mod Land,

Han kneiſer med fit Hoved, den vældige Mand;
Hans Sie luer venligt, men kraftig er hans Færd,
Op ſkyder han fin brede Hat, og fløtter fig paa Svære.
„Langt oppe hiſt i Skoven der ſtaaer et Bondehuus,
„Af Boge rundt beſkjermet mod Vinterſtormens Suns,
„Og Bondens rige Lader bag Toppen kan J ſee;

„Den Mand vil jeg nu giæfte to Dage eller tre.

„J Laſten ligger ØL og Miod og roget SIE og Kjod,
„Og giceſter I en Bonde, vetal ham for hans Brod;

„Men den, ſom rover Kid og Lam, ſkal ſnart i Helheim boe,

„Ved Thor! det fværger Asbjern, og ham kan J troe!“

Sogutterne forſtage ham, de lofte deres Hat,

Saa bliver han i Jollen flux tit grenne Strandbred fat;
Den milde Sommervind omkring hans Kinder ſlaaer,
Han gander Skovens friſke Luft, og op ad Banken gaaer,
Glad hører han paa Fuglene, de ſynge dog ſaa danſk,
Saalcenge har han hort dem at aviddre velſk og franſk;
Mens Odins Sie luer mellem Bogenes Top, f
Han trænger gjennem Krattet, og jager Haren dp.

Han horer Hunden glamme, og ſnarligt han ſtaaer
Med bankende Hjerte ved Bondens Urtegaard,

Der leirer fig om Huſet med Heekke rundtomkring,

Og ender fig ved Heien, hvor Beekken gjer et Sving.

Hvi banker da hans Hjerte? — Ak! han ſeer fin Feeſtemoe,

Den fuldeſte Roſenblomſt paa hele Sjellands Oe;
Alt fra den fpæde Alder var Thora ham beſtemt,

Sex Agar han drog i Leding; hvis hun ham nu har glemt?

1 B. 3 KR j (27)

"24

409

"410 Asbjern og Thora.

Der ſtaaer hun nu i Haugen, fon den rankeſte Vaand,
Og ſtroekker mellem Grenene den flittige Haand,

Hun Hæver fig pan Taaen, og plukker Woler ned,

Ig lægger dem i Kurven af det hvide Pileved.

.
i!

Med fine trinde Fingre Gun reder Træets Blad

Af de guldgule Lokker, og ſkiller dem ad;

Da ſeer hun Ungerſvenden, ſom kiger ſkjult derind,,
Da isner hendes Hjerte, da blegner hendes Kind.

„Hiſt lurer jo en Viking bag pileheekkens Veeg,

„Saga rank ſom et Straae og ſaa ſteerk ſom en Eeg,
„Ved hoire Hofte Øren med Solverblomiſt indlagt,
„Det brede blanke Socerd ved den venſtre holder Vagt.“

„Hvor mon han vel har røvet den gyldenblanke Ring,
„Som flynger fig om Armen med Bugter og med Sving?
„Og Hornet af Solv? — Men hvor vil jeg dog hen!
„Det er jo Asbjorn Bonde, min heitelſtede Svend!“

„For fer Aar ſiden vi legede i Eng,

„Af Mod han var en Kjdempe, af Alder kun en Dreng;
„Nu er han fer Aar ſmukkere! Eia! hvor er han ſmuk!

„Ih! Freig mig bevare! mon han horde det Suk?“

„Men at ſkrcemme mig ſaaledes! naa, bie du mig kun!“

Med Fingren lagt paa Kinden hun grunded' en Stund,
Gaa iilde hun til Laagen, og lukkede den op,

7 — i
Og vinkede ad Manden over Hasſelbuſkens Top.

„Hvis ei du er en Bifing. med vildt og blodigt Sind,
„Saa treed iglennem Haugen med mig i Hallen ind:
„Min Fader er til Skovs; men det er Skik i hans Huus,

„At hver en Vandringemand ſkal leedſtes af hans Kruus.“
1 "

*

Asbjern og Thora.

forde ham i Stuen, lagde Hyndet paa Bænk;
afde ham t Hornet den forſte Velkomſtſkjcenk,
bredte Dug pan Enden af det lange Egebord,
itte Fadet frem med Skinken trind og ſtor.

ſysled' hun omkring ham; men han ſaa ſtille fad,
„corde ikke Haanden til Drik eller Mad.
Hans Sie hende fulgde, ihvor hun monne gage,
En brændende Leengſel udi hans Blikle lage.

„Men fee, du vit ei ſmage hoerken Suul eller Brod,
„Saag ſpiis af denne Frugt, du kan troe den er fod,
„Og vil du ikke dette, jan fortæl mig da,

„Hvor gader vel din Vei? og Hvor kommer du fra?“

„Saa vidt om alle Land jeg pan Bolgerne drog,

„Hiſt hviler ſig min Snekke fra det vildſomme Tog,
„Med Kong Regner har jeg vovet i Frankland en Dyſt,
„Og mine Sværd har blinket pan Greekenlands Kyſt.

„Nu vil jeg Plougen tomre i min rolige Boe,
„Hvor Bogene værne, og hvor Axene groe;

„J Hoſten vil jeg bede i Skov den vilde Soe,
„Om Vintren vil jeg tomme mit Mjodhorn i Roe.“

„En trofaſt Ven mig fulgde paa Hayets ſtoerke Flod,
„Han fulgde mig, ihvor jeg faa gik eller ſtod;

„Han hedder Asbjorn Bonde, og han ſendte mig afſted

„At bringe dig god Hilſen, — og Smykker har jeg mod!“

Han ſagde det faa hurtigt, og drog fan et Suk,

Og temde fan et Mjodhorn med vældige Sluk;

Men Pigebarnet rødmede, hun ſmilde og loe, 7 25
Og bukkede fig haſtigt, og ſpeendte ſine Skoe⸗

e ee

4

41¹

412 Isbjørn og Thora.

„Ak! ja jeg kan nok huſke ham, vi legede i Eng
„For ſex Aar ſiden, da han endnu var en Dreng;
„Nu kjendte jeg ham ikke, det troer jeg beſtemt,
„dg mig har han viſt ogſaa for længe ſiden glemt?“
„Nei, friſk dit Minde leved i hans Hjerte overalt,
„I den fredelige Bugt, og hvor Slyngeregnen faldt,
„J duftende Lunde, blandt Roſer og Jasmin,
„J Kamp, naar Gværd opſteuide de frygtelige Hviin.“
„Saa tidt har Freia hort hans forelſkede Ord,
„Dit Navn han ofte ſatte mellem Odin og Thor, 1
Hans Troſkab er ſaa gron, ſom Bøgetræct hiſt,
„dg aldrig vil den visne, det kan du troe forviſt. 1

„Vel mangen faver Zvinde ham ſendte ſode Blik,
„Men aldrig ham berusde den ſtoerke Luedrik;

„J Myklegaard de vrimle, ſom Foreller i en Aae,
„Men aldrig fik de Ungerſvendens Hjerte til at ſlage.“

„De ere flanke Svaner med krumme Srnenceb,
„Gazellens frokke Øie, Paafuglens ſtolte GID;
„Ei Morlandets brunrøde Roſe blev. ham kjeer,
„Kun du, hans danfÉe Lilie med Morgenrodens Skjer.“

Med føde Smiil. pan Loeben hun horde Hvert hans Ord,

Og lænede den Hvide Arm paa morke Egebord,

Hun ſagde: „Ak, nu hører jeg, du er da viſt en Skfald?
„Du over dine Kunſter, og folger Bragurs Kald!“

„Hvad du har ſagt om Asbjern, det er jo grumme ſmukt,
„Men i mit Hjerte bærer det dog ingen liflig Frugt. É
„Hvi reisde ban fan vide bort, mens jeg var end et Barn?
„e, nu har Freja fanget mis udi kt andet. Garn.“

Asbjørn og Thora. 43

Det ſagde hun med Lifte; — men bleg ſom en Vg
Han ſtrog ſig barſk med Haanden om det kruſede Skjcg,
Dg reisde fig fra Beenken, og tog til fin Hat,

Ned ad den lange Halle han ſkyndte ſig brat.

Da horde han: „Ak! Asbjørn!” fra hendes Læber lod,
Ham foer igjennem Hjertet en Gleedeszittren ſod,

Som naar en kjolig Luftning i ſtille Sommernat

Heel pludſeligt henſvoever i det gyſende Krat.

Han vendte flux ſit Hoved, han fæsde hendes Blik,
Der lage en reen Forklaring, han ingen anden fil;
De favnedes faa kjcerligt, de trykked Mund pan, Mund
Saa tæt ſom Tvillingmuslingen paa Havets tauſe Bund.

Den gamle Thorkil feired fan ſtolt en Bryllupsfeſt,
Sg alle Asbjorns Gutter de vare med til Gjæft;

Heel lyſtig Legg blev drevet med Dands og med Sang,
Mjodhornet ſtod ei ſtille, mens Harperne klang.

7

Den tredie Dag tit Stranden gik det hele Bryllupstog,

Hvor Snekken utaalmodig lage i Bolgerne, og flog;

Med rige Skicenk og Gave blev Ruffet fyldt paaſtand,
Sidſt forde man den bedſte Skat ud fra den grønne Strand.

Hoſtſolen blinker lifligt paa Himmelſpeilet klart,

Da vugne fig de Hvide Seit, og Snekken tager Fart;

Hvem fører Veſtvinden vel af Ulveſundet ud?
Ak! det er Isbjørn Bonde og Thora, hans Brud?—

Chriſtian Winther.

9 5

414

Litergir⸗Noticer fra Sverrig.

(Af et privat Brev.)

2 Tegner har for længere Tid ſiden fuldendt ſine
„Minnen fraͤn Lund,“ men endnu er dette med Lengſel
ventede Poem utrykt. Man ſagde en Tid, at den ſtore,
elſtede Skjald agtede at ſamle og udgive fine Digte; men
troverdigere er et andet Rygte, ſom paaſtaaer, at Fri⸗
thiofs Sanger ved en Leiligbed har yttret, at det var hans
Agt, at efterlade fine digteriſke Arbeider til Arv for
fine Bern. Maaſkee beſidde faa Digtere en ſaa elſkverdig
Characteer, et faa godt og aabent Hjerte ſom Biſkop
Tegnér, og da han unægtelig derhos er den lerdeſte Dig—
ter i Sverrig, er det Skade, at han ei mere kan opoffre
ſig til ſin Kunſt. Hans vigtige Embede i Staten optager
Meget af hans Tid og Kræfter. — Profesſor Seijers
Sangmoe er forſtummet; men den geniefulde Mand gager
frem paa en anden, ligeſaa ærefuld Bane. Seijer er
udentvivl ſterre Hiſtoriker end! Digter, Om ei hans
„Viking“ havde fort hans Navn til udedeligteden, vilde
hans „Svea Rikes Häaͤfder“ ſette ham ved Siden af en
Celſius eller Lagerbring. „Idunna,“ ſom ſkylder ham
Livet, ligger i Dedskamp. — J forrige Sommer ind—
traadte Atterbom i et lykkeligt Ggteſkab, og man mener
ſaaledes, at han ſnart ſkulde pere færdig med den anden
Afdeling af „Lykſalighedens S*. Men dertil høres endnu
intet. For megen Lykſalighed gjør maaſkee Menneſfet uvirk—
ſomt. — Saavidt jeg veed er „Jalie de St. Julien;
eller Frihedsbilden,“ det ſidſte Digterverk af Franzens
Haand Som Secretair i det ſvenſke Akademie og Sognepreſt
i Stokholm har Dr. Franzen virkelig ingen Tid tilovers,
men den Skjald der beſang Creutz, taber intet ved ſin Lyre.
— Du veed maaſkee alt, at Nicander har vunden den ſtore

1 7

Literair⸗Noticer fra Sverrig. 415

ꝓriisbelonning i det ſpenſke Akademie for f. A., for fit
[Digt 1 „Tasſes Dod,“ efterat han i 1825 har vundet den
mindre for „Foſterlandskäͤnslan“ Man regnede 1 Begyn—
delſen Nicander til den ſaakoldte nye Skoles Medlemmer,
og troede altſaa, at han ei ſkulde kempe om det akademiſke

Guld, helſt ſiden Akademiet, i Nationens Hine, har tabt-

meget af fin gamle Majeſtͤt; men Guld og Hæder ere
lokkende, og Nicander vil maaſkee, tilvinde fig en Plads
blandt Speas Skjalde. — Siden ſaavel det Italienſte ſom
det Engelfke Sprog er begyndt at ſtuderes med mere Jver-⸗
ere Tasſos Verker ei ukjendte for Spenſterne. Hans
„Gerusalemme Liebrata” er overſat af 3. E. Grev
Skjoͤldebrand. — J det Theologiſke Fag er et Arbeide
udkommet, ſom iſerdeleshed fortjener Omtale: „Foͤrnuft och
Uppenbarelſe“, en ypperlig Afhandling af Adj. Bergaviſt.
Den er fornemmelig ſtilet imod de Wettes Bog: „Reli—
gion und Theologie“; og da Bergqaviſt er en Elev af af—
døbe Schartau, eller rettere en Diſcipel af den ſtore Me—
ſter, Jeſus af Nazareth, faa kan man ogſaa vente fig me-
get af ham. Den nævnte Afhandling er at betragte ſom
et ſfjont Malerie, hvis Grundfarve er ægte bibelſt Chris
ſtendom, og hvis Figurer viſe fig i rene philoſophiſke Drage
ter: over hele Stykket fvæver en, poetiſt Glands. Den ud
kom kort for ſidſte Aars Prœſtemode i Lund, hvorved og—
faa vifte fig, at idetmindſte en Deel af det ſvenſke Preſte—
ſrab elſker fine Studier, og kappes i Dannelſe og Kund—
ſraber med hyvilket ſomhelſt Lands Klereſie. Ved Preſtems⸗
det opleſtes en Mindeſang over den fortjente Schartau,
af Mag. Aindeblad, ſom optoges med meget Bifald.

En af vore førfte. Proſaiſter er Hr. Palmblad i up⸗
ſala. Hans „Paldeſtina“, hvoraf 2det Oplag er ludkome
met, indtager udentvivl den førfte Plads blandt hans Are
beider. Hans „Geograſi foͤr Ungdom“, er til ſin Henſigt
ganſke fuldſtendig, og desuden det nyeſte Arbeide i dette

*

416 Literair⸗Noticer fra Sverrig .

Jag, ſom vi for nærværende Tid eie. — Blandt flittige
Literatorer indtager ogſaa Thomæus en fortjent Plads,
Det er iſerdeleshed Hiſtorien, han gjer til fit Studium,
og han har i denne Videnſkab udgivet flere gode Afhand⸗
linger. „Chriſtna Kyrkans Hiſtoria i Sverige“ er berømt,
og eier ſaameget desſtorre Værd, ſom Forfatterens eget
Hjerte rører fig i ſand Chriſtendom, hvorpaa ſelve Bogens
Aand er et Beviis. For ikke lang Tid tilbage har Tho—
maus indbuden til Subſeription paa tvende Arbeider, ſom
lage færdige til Trykken. Det ene er et ſpenſt Litera—
tur⸗Lexicon, omtrent ſom det Nyerup har ſkjenket Dan:
erne, Sverrig eier mange fortjente Mænd, ſom med
Held have betragdt Forfatter-Banen, og i et Slags
Pantheon mage vi vel ihukomme dem, — Vor berømte Zoo-
log Nilsſon hjemkom i Efteragret fra en videnſkabelig
Reiſe i Norge og over Sverrig, og Reſultaterne heraf +
vente vii en ſnart udfommende Deel af hans „Svenſea
Fauna.“ — Prof. Lidbeck i Lund holder ei, ſom ſedvanligt,
akademiſte Forelesninger i indeværende Halvaar. Endnu
agter han dog ikke at hvile fig paa fine Laurber, men vil
. anvende denne og de folgende Semeſtrer til at fuldføre Byg—
ningen af Sangens Tempel. Hoilken eſthetiſk Bygmeſter
han er, det veed man ogſaa i Danmark. Den unge Lund
blad, ſom nu beſtrider det eſthetiſte Hvexv, er virkelig en
theoretiſt Wſthetiker, og Carolinas Ungdom herer ham
gierne. — En ung Præftemand fra Biſkop Tegnérs Stift
har i et halvt Aars Tid gjort megen Opſigt i Stokholm,
ved fine Predikener. Hans ualmindelige Nidkjærhed og
- Popularitet ſamlede en utallig Folkemengde omkring hans
Predikeſtol. Et Rygte ſagde, at han ſnart ſkulde forlade
Hovedſtaden, og flux havde et Antal Borgere i Stokholm
en Supplik færdig til Kongen, hvori de anholdt om at
Hr. Nyman — faa er Predikantens Navn — maatte blive
hos dem et Aar endnu; de vilde ſelv bekoſte hans Ophold.

.

i Litersir⸗Noticer fra Sverrig. 417

i Hovedſtaden, hvor man trængte til ham for det mindre
dannede Folk Skyld, Imidlertid udnævntes Nyman til
Præft ved Vänäs Feſtning i Veſtergothland. )

Som et Bidrag til Literaturens Hiſtorie i Svevrig,
maa jeg nævne, at der neſten i de fleſte af Rigets Sta⸗
der er indrettet Leſeſelſkaber. J disſes Bibliotheker, ſom
ſtaae aabne for Alle, er, foruden Romanerne, Udgang til
gode hiſtoriſte Verker, og der ſavnes ei udenlandſte Arbei—
der. Saaledes har jeg f. Ex, feet Oehlenſchlaͤgers og
Baggeſens Værker at ftaae ret fredeligt tilſammen paa een
og ſamme Hylde i en ſaadan Bogſamling.

—

Om et Poem, ſom ikke findes i fierde Bind
af Prams udvalgte digteriſke Arbeider.

Prœfulgebat eo ipso quod non visebatur.
Tacitus. Ann. libr. 3 c, 76.

Jatet Stykke af alle dem, der ſindes i Samlingen af min
forevigede Vens Digte, har ſysſelſat mig mere at efter—

ſpore, intet været mig ubehageligere ikke at kunne komme

paa Spor af, end en Cantate af ham i Anledning af En—
kedronning Juliane Marias Jordeferd. Jeg har gjen⸗
nemſogt hans efterladte Papirer, efterſeet Minervaregiſte—
ret og øvrige deslige Efterretninger, giennemſtovet forſkiel—

*

lige Samlinger af den Tivs Flvveblade og Tidsdigtez alt
forgicves; og dog bares det mig ſaameget mere levende

for, at der maatte være noget deslige til, da jeg kita alt
for vel erindrede mig, at der var forefaldet en liden Ord⸗

418 "Øm et poem af Pram.

verling mellem os derom, i det han nemlig yttrede fig util⸗
freds, at jeg ikke med den Redebonbed, han fandt fig befoiet
at forudſette, var kommet et henkaſtet Ord af ham om Plads
til det i Minerva, imode, og det i en Tone, ſom jeg end⸗
nu mindes, Hvad jeg herpaa ſvarte, og om jeg har
ſpart, veed jeg ikke; indrykket i Minerva blev det ikke, og
at det har været indſendt dertil, ſkulde jeg ſaameget mere
omtvivle, ſom det, da det i disſe Dage kom mig for Hie,
var mig aldeles nyt; ligeſom jeg og, da jeg al Sogen uag—
tet ingenſteds fandt det, fuldt og faſt troede, at han havde
opgivet, eller i det mindſte ikke udføre dette Arbeld, ſaa⸗
meget mere, ſom jeg ved min Efterſogning troede mig for-
visſet om, at det ikke var blevet offentlig brugt.

Men neppe er Bindet udkommet, for jeg ved at gien⸗
nemlobe i anden Henſigt Maanedsſkriftet Iris og Hebe for
1796, i Novemberhæftet finder denne Cantate aftrykt med
folgende Note: „Dette Stykke bley til for at opføres i et
Selſkab her i Staden, hvis Muſtkdirection havde anmodet
Forfatteren om at forſkaffe noget pasſende til at afſynges
paa Sorgefeſten i Anledning af Dronningens Ded. Ufor⸗
udſeete Hindringer giorde imod ſamme Directions Hnffke,
den beſtemte Anvendelſe deraf umulig, Da imidlertid ad—
ſkillige havde faaet at vide, at en af mig forfattet Can⸗
tate havde været beſtemt til, den Gang at gives, höllke
ikke ere underrettede om de Aarſager, der uden min eller
nogen andens Grøde, hindrede dens Opforelſe, faa har jeg
troet, at jeg, for at forekomme vrange Domme, ſkyldte
mig ſelv at lade den trykke, Hvilket herved ſkeer, da Hr.
Hofboghandler Poulſen fandtes villig til her at give den
Plads, uagtet jeg villig erkiender mig enig med dem, ſom
maatte troe, at der, om den var bleven utrykt, intet havde
været tabt for Leſeren. Den Leſer, ſom faa troer, beder

jeg om Forladelſe for Spilden af det Par Blade, ſom her—
ved efter deres Tykke unyttigen opfyldes,” Saa glad ſom

"2

Øm et poem af Pram: | 419

8 jeg blev ved uventet at finde hint forlorne Faar, hvorom
Fjeg allerede havde opgivet Haabet, faa betænkelig giorde
den nys afſkrevne Note mig. Ikke, ſom om jeg fandt mig
:meent, eller i det mindſte truffet, ſom en, der torde troe,
at der intet havde været tabt for Leſeren, hvis det var
blevet utrykt; ſikkerlig er det ikke, yvad man tiltroer mig
at mene om et Prammianium, om jeg end ikke kiender
det; hvilket og den Umage, jeg har gjort mig, for at
opſpore dette, i det mindſte for mig og min Samvittighed,
nokſom torde godtgiere. Meget lidet maatte man derimod
være bektlendt med den Aand, der for Oieblikket er tilorde
i vor Dognlitteratur, ker at kunne drage i Tvivl, at blot
een af dens Spyfluer behovede at blive opmerkſom, eller at
gisres opmerkſom paa, at denne Cantate her af mig var
udeladt, for ſtrax offenlig at anſtille lærerige og opbygges
lige Betragtninger, hvorledes og hvorfor det var ſrkeet.
Jeg vil derfor ſtynde mig at forekomme det Hele, ved
at erklære, at det er ſteet af fuldkommen Uvidenhebd, da jeg
ikke kicendte, i det mindſte ikke viſt erindrede denne Canta—
tes virkelige Exiſtence, og det ikke faldt mig ind, i Maa—
nedſtriftet Iris og Hebe at ſoge et Arbeid af Minervas
forſte Udgiver, At Pram lod den indrykke der, er uven—
tvivl foranlediget ved, at Zaſtes Cantate, brugt ved Sør»
gehsitiden i ſamme Anledning, ſtod indrykket i det forrige
Hefte, og at den ikke er bleven mig meddeelt, tør vel
blot komme af den Omſtendighed, at jeg juſt i denne
Tidspunkt opholde mig paa Landet i et nylig opdaget”
gieſtmild Vennely, hvor jeg føgte at undflye, — hvad man
dog ikke undflyer,“) havde overladt Zogh-Suldbergs bro—
derlige og nidkiere Omſorg min Titſtuer, og lod den juſt
den Tid vel forſynede Minerba faa temmelig pasſe fig ſelv.

*) Qvis exsul se d voꝗve fugit ? 3
Horat.

420 Om et poem af Pram. 5

Omſtendighederne, fam giorde, at denne Cantate ikke
blev efter fin Beſtemmelſe opført i bet Seiſkab, ſom den var
ſerevet for, ere mig nu aldeles ubekiendte, og vare mig vel
neppe bekiendte nogenſinde. Selſkabet var udentvivl den
endnu beſtaaende Zarmonie, hvor Pram altid var et me⸗
get nidkiert Medlem, medens jeg hverken var deri, eller,
efter Tilſkuerens Begreber om, hvad han kaldte Qvinde—
clubber, havde Interesſe derfor, Jeg veed derfor hverken,
om der nogen Feſt i denne Anledning. blev holdt, eller
ſkulde været holdt; om Cantaten er forfattet til giort
Muſik, eller componeret, eller beſtemt til at componeres,
ſaalidet ſom hvad i Folge af alle disſe Anledninger kan
have været i Veien, eller være troet i Veien, ſom man
efter Pprams Note imidlertid ſnart ſkulde antage.

At Digteren havde Ret i, ikke at ville lade bette
Poem utrykt, torde allerede den ewaldſke Begyndelſe være
nok til at viſe:

Atter dybe Sukke lyde,
Glæden tier, Taarer flyde,
Folk! din Songeflægt i Sorg du feer,
Fel, og deel den elſktes Klage,
"Gemte Fredriks ædle Mage,
Juliane, er ei meer.
Ja femte Fredriks, ja den fredegodes,
Sporg, Ungling! Manden, ſom end el har glemt,
Som aldrig glemme ſkal den gode Konge,
O ſporg ham om, hvordan den Konge elſktes
Fra Elben op til Vardehuus,
J hver en Vraa af gamle, og af Unge.
825 O DD nævn blot end hans Navn, og fee
Endnu den Dag i Dag erkicendtlig Taare,
Uuſkromtet, ved Erindringen fremlokket, —
At glindſe frem i ſolvgraa Didings Sie.
D blot for hans Skyld ſkulde ogſaa hun,

—

Om et Poem af Pram. 424.

Hans Juliane,

Sit Liv igiennem have været elſket

Af Dannerfolket, og dets Taare rundet

Ved hendes Grav; at hun var hans Udvalgte,
Var dertil nok.

Dog det er ikke min Henſigt her, at meddele hele dette
Sorgeq vad, der med hyvad ellers hidtil kan være und—
gaaet mig af, hvad Digteren i en Rakke af henved et
halvhundrede Aar med rund Haand udſpredde, ſkal tillige—
med hans Sterkodder og hans Skueſpil Drommeren, blive
meddeelt i det femte Bind, hvormed Samlingen fluttes.
Det var blot for, ſom Digteren om fit Tilfælde ſiger, at
forebygge vrange Domme af dem, der ſaa glerne ſsge eller
ſtabe onde Aarſager, hvor de ikke kieende den virkelige, jeg
troede at burde, ſaaſnart jeg giorde. Opdagelſen, ſtynde
mig, at giore den offentlig bekiendt, hvorhos jeg tillige
troer det ufornsbent i fin Tid, hvor Digtet optages, enten
at meddele Noten, eller ſige noget videre i denne Anledning,
der i al Fald kun for Eftertiden kunde fage Interesſe ved,

det Onde, man ſogte, eller lagde deri.

At jeg ikke i hiin Tid har afviiſt, eller vilde have
afviiſt et Arbeid, jeg vil ikke ſige fra faa kier og nøie en
Vens Haand, men fra faa udmerket en Digters og Bor—
gers Pen, om end dets Indhold, i det Hele eller enkelte
Deele havde været nok faa afvigende fra, ja ſtridig mod

min Overbeviisning, derpaa troet jeg ikke længe for de

Dage, her omhandles, i Anledning af de zetlitzſke Epiſt⸗
ler at have givet Beviis. At der i det her omhandlede
Qvad aldeles Intet var, der kunde, jeg vil ikke ſige, be—
foie, eller foranledige, men engang friſte mig til at nægte
det Plads, aldeles. Intet, ſom jeg kunde have ringeſte Be—
tenkelighed ved, at lade en Mand, ſom Pram, under fit

, Ravn ſige i mit Tidsblad, om der end deri, ſom vel fog

422 Om et poem af pram.
det meeſte i Alt, hvad anden Mand feriver, var det, jeg
ikke vilde underſkrive, ſom jeg da naturligblis, bed at ind⸗
rykke det, heller ikke giorde, vil man ved den flygtigſte
Giennemlasning erkiende; og var iſer, hvad han til Slut
ning om Juliane Marie ſelv ſagde, faa aldeles overeens—
ſtemmende med, hvad jeg i Minerva havde, med Bifald
af Danmarks Suhm, ſagt om hende, at imellem mine Ho—
vedbeviis for mig ſelv, at jeg ikke har kicndt det pramſke
Poem, dette ikke er det ſvageſte, at jeg ikke iſteden for
mine egne Ord, her henſatte folgende af ham:
Den Retfderds Tid — o! den ſkal ogſaa komme,
Som hævder Heedersdaad fin Ret til Priis;
Men ikkun Heedersdaad! den Samtids Lovſang,
- Gaa tit misbrugt, hvad Bærd har den, hvad Herder!
Mei! ſee, med Sandheds Fakkel i fin Haand,
Fremgaaer Hiſtoriens Camene. Agtſom
JI fine Rulder hun har ſamlet, ordnet,
Og veiet pan Retfeerdighedens Vengtſkaal
Hver vigtig Daad af Julianes Dage.
Det vurde hendes Minde; det ſkal bygges
Ei nn — ei ſnart — men glemmes ſkal det ikke,
Og opbygt ſkal det ſtage, og trodſe Tiden.
At det altſaa var hoiſt uforſætlig, uvitterlig, og da jeg
erfarede det, mig til ſerdeles Misneie, jeg — for at ved—⸗
blive ovenſtaaende Allegorie — er kommet til at lægge et
Hiebliks Delgsmaal paa een af de Rulder, Camoenen til
bette Minde har ſamlet og bevaret, at det, ſaaſnart jeg
blev det vaer, blev mig en hellig Pligt, ikke mindre mod min
Ven end mod mig ſelv, ikke at lade nogen Mistanke hvile
paa os, ſom om denne forfætlig var undertrykt, og at den ind
lo bne ufrivillige Forſommelſe til fin Tid og paa fit Sted
ſtal blive oprettet, tillader jeg mig herved at bekiendtgisre.

Vakkehuſet den 16de Marti 1827. i AAR
i . N. L, Nahbek.

—— —

Abſchiedsgeſang
an das daͤniſche Vaterland,

im November 1826.
(Von C. Baggeſen.)

U

Lags, väterliche Leyer! deine Saiten,
Geſtimmt von ſchwacher, ungeübter Hand,
Ein frommes Lied mit ernſtem Klang begleiten,
Des Sohnes Abſchiedsgruſs an's Vaterland.

Und Du, der einſt der Saiten Gold durchrauſchte,
Bevor Du ſcheidend am Cypresſenzweig
Sie aufgehängt — o Du, dem jede Grazie lauſchte,
Wenn Du ſie ſtimmteſt — ſel'ger Geiſt, o ſteig,
O neige Dich herab aus deinen lichten Höhen,
Und lehre mich, was meine Seele füllt,
Wovon die Bruſt mir, Sprache fordernd, ſchwillt,
Aushauchen in des Lieds klangvollem Wehen.

Lebt wohl, ihr hainumkränzten, meerumſpühlten,
Gaſtfreundlich milden Fluren ſegensvoll!
Ach daß ich euch ſchon wieder meiden ſoll, 5
Wo meiner Kindheit erſte Freuden ſpielten!
Und die mit mir die gleiche Trauer fühlten,
Ihr Guten und Ihr Holden! lebet wohl!
Dank Euch für jeden Troſt, den wie vom Himmel nieder
Sfr rieft, für jede Thräne, jeden Blick, 17
Und jeden Händedruck, womit als Brüder
Und Schweſtern Ihr die Liebe wieder
Mir botet, die mir raubte das Geſchick.
Ihr gabet mir, indem in euren Herzen
Ihr Den, den ich im Leben nicht mehr ſah,
Lebendig zeigtet, Lind'rung tiefen Schmerzen,

Als wär' in Sich Er wieder für mich da!

42⁴ C. Baggeſens Abſchiedsgeſang.

Ihr lehrtet mich, Er werde niemabls ſterben
In ſeines Volkes Secle, weil die Lieder,
Die er geſungen ewig tönen wieder,
Und ſeiner Grüt ſtets, friſche Kränze werben. .
Ihr zeigtet mir den Himmel offen ſchon, s
Und Ihn, verklärt, dem Kerkerqualm eutſlohn,
Vereinigt mit den Seinen, höhrer Feyer
Entzückt anſtimmen eine neue Leyer!
5 0 lohn Euch Gott den Troſt. Er lohn“ ihn Dir,
Por allen, hohe, reine Königsblüthe!
Die Du mit milder Huld und frommer Seelengüte,
Asie ſtets zu Traurenden, Dich neigteſt auch zu mir.
Der Blumenfluren Dänmarks ſchönſte Zier,
Siſt Du; ſo ſtrahle lang und ſpende Labungsdüfte,
Rings um Dich her durch laue Frühlingslüfte;
Bis einſt der ew'ge Gärtner Dich zum Lohn
Won hier verpflanzt auf einen höhern Thron!
Wie um die Lilie ſich die kleinern Blumen neigen,
Ooch jede ſchön, und jede reich an Duft,
Wie ſchattend um die Vlumen Bäume ſteigen,
Die kräft'gen Aeſte wiegend in der Luft,
So zeigt Erinn'rung mir im Bilde Dänmarks Garten;
O möge ſeiner ſtets der gute Gärtner warten!
Dann ſteigſt Du hoher ſtets, o königlicher Stamm!
und breiteſt iver Länder, Inſeln, Meere,
Die ſegensvollen Zweige ſchützend aus:
Beſchirmend jedes Landmanns nied'res Haus,
Und öffentlicher Wohlfahrt ſtarken Damm
Geſetzes Kraft, und Vaterlandes Ehre.
Dann grünt der Lorber friſch in Herthas Hain,
Mit dän'ſcher Eichen Treu und Kraft vermählet, d
Dann werden ihrer Ahnen würdig ſeyn
Die Söhne von der Helden Geiſt beſeelet,
- Dann komm' ein Feind! — ſein Heer wird nicht gezählet —

C. Baggeſens Abſchiedsgeſang.

Wo er gelandet, modert ſein Gebein. 1 52 1

und Du, des Seemanns Stolz, erhabnes Schiff,

O Dania! von neuem ſteht dir offen

Die langgewohnte Bahn zu Ruhm und Macht.

Dein ift die See — kein Eis, kein Felſenriff,

Nicht Wogenbrandung, nicht des Sturmes Nacht,

Schwächt deiner Männer Muth und kühnes Hoffen.

Du ſteureſt durch — nichts ift dir unerreichbar —

Du bringſt — der alten Feindin Albion vergleichbar —

In deiner Flagge Schutz, zum fernſten Strand

Des Reichthums Glanz, der Künſte milde Klarheit,

Geſetze, Freyheit, Chriſtenthumes Wahrheit,

und knüpfſt von Pol zu Pol mit deines Fluges Band

Die halbe Welt an's kleine Vaterland. — —
Verkündet ſolche Zeiten, dän'ſche Sänger! — 5

Ihr, die mit edlem Schmerz beweintet, Der voran

Euch gieng der Lieder und des Todes Bahn' —

Eilt eure Zeit voraus! o ſäumt nicht länger

Dem höchſten Preis die Leyer ganz zu weihn,

Und Morgenſterne ſelbſt des neuen Tags zu ſeyn.

Denn nicht zum Spiel nur ſtieg vom Himmel nieder

Ju eure Bruſt die Gottesmacht der Lieder:

Der Thaten Richter gab Unſterblichkeit,

Euch zu vertheilen nach Gerechtigkeit.

Auch Scherz ſey Lehre, jede Klag' Erhebung,

Das kleinſte Lied der hoͤchſten Kraft Belebung.

Der wahre Dichter iſt in Luſt und Schmerz

Der ganzen Menſchheit hörbar ſchlagend Herz.

Ich aber, Vaterland! — Syogleich von Dir getrennt —

Doch immer ſo dich meine Seele nennt —

Will dort, wohin die hoͤchſten Wolken ziehen,

Wenn vor dem Nord ſie deinem Strand entfliehen, 2

Am Altar, den die Kräfte der Natur

Nach wilden Kampfe dem, der ihn geſchlichtet,

1 B. 3 3. z ØS)"

425

42 C. Baggeſens Abſchiedsgeſang ·

Im Angeſicht des Himmels aufgerichtet —

Hoch über jeder meerumſpühlten Flur,

Hoch über allen Menſchenwercke Spur,

Wo keines Sklaven Fus noch hingetreten —

Auf hoͤchſter Inſel in der Lüfte Meere,

Wo freyer ſich die Seele himmelan

Auf Andachtsflügeln ſchwingt — hinknien und beten
Für Danmarks Heil, für Danmarks Ehre,

Für Friederich und Chriſtian.

Affkedsſang
til det danſke Fædreland,
i Rovember 1826,

ved Carl Baggeſen,
flit fordanſket af X. 2. RKahbek.

se

Jeg har mpaſkee faa meget mere Foie at giore undſkyld⸗

; ning, gt jeg lader denne min Fordanſkening træde op tillige⸗

med det Baggeſenſke Afſkedsqvad, da jeg ikke uſandſynlig
derved har ſkilt det ved det Held, at overſettes af vor Poe⸗
ſies eleganteſte Veltaler, udgiveren af Baggeſens Verker.
Men ikke at tale om den ſerdeles Interesſe, dette Poem,
fra fin elſkelige Forfatter, har for mig, begeiſtrede det

mig og ſaaledes ved Apoſtrophen til vore Skialde, der hen⸗

fatte mig i hine Dage, da jeg førfte Gang henreves af
hans Faders ſkionne Sideſtykke dertil, i Slutningen af For⸗
tœllingen, poeſiens Gprindelſe, at jeg ikke kunde mod⸗
ſtaae Friſtelſen at prove mit Held paa, frit at fordanſte
det. At jeg med Ord og udtrpk har tilladt mig mere

Carl Baggeſens Afſkedsſang. 42⁷

Frihed end med Tankerne, (eet eneſte Sted undtaget, hvis
undſkyldning for danſke Leſere neppe vil være vanſkelig) veed
jeg; men man tillade mig at anmerke, at Forfatteren, ſom
Digter, forekommer mig endnu mere den udodelige Zallers
Wtling, end Baggeſens Son.

B. 3.

Lad faderlige Lyra! dine Strenge, ſkiondt med fvøge, |
Med ubevante Haand jeg ſtemte dem,
Med Alvorsklang mit fromme Qvad ledſage,
En ſonlig Afſkeed til mit Feedrehiem.
Du, ſom i deres Guld var vant at bruſe,
For du bortvandrende dem i Cypresſen hang,
Hvem hoer Charite lytted, ſom Hver Muſe,
Naar Strengene du ſtemte til din Sang,
Boi, Salige! dig ned fra Lyſets Throuer,
Hvad Bryſtet hæver, og pag Ord gior Krav
Hvad fvulmende mit Hierte fyldes af,
Lær mig indaande Sangens veemodsfulde Toner. j — 52
Lev vel! i Haves Krands, i Lundes Ly, å
Velſignelſens giæftvenlig milde Sæder,
Ak ſkal jeg da alt atter eder flye, |
Hvor de har ſpogt, min Barndoms forſte Glæder 5
Og J, der deelte Sorgen med min Sigel,
J Gode, og J Hulde! lever vel!
Tak for hver Troſt, jeg ſom fra Hinilen fik, |
Hver Taare, Gvert et Haandtryk, hvert et Blik, i |

Hvormed J brodetlig og ſoſterlig i
Den Kicerlighed bed mig tilbage, i

I Sfiæbnen 'faae mig at fratager st, |
En Lindring ſkicenkte J min dyve Smerte, . |
Da ham, hvem det ei meer i Live undtes mig veg 8 |
At ſee, jeg leve ſage i Eders Hierte, 1 vi |
an f N 2 „

i! 2 (28 FJ i J

428 Carl Baggeſens Aſſtedsſang. ;

Som han i Eder leved op kor mig.
J lærte mig, han uddør ingenſinde
J Dannerfolkets Hjerte, da hans Sang
Gientoner evig med fornyet Klang,
dg friſke Krandſe vil til Graven vinde,
J vifte Himlen aaben, ham befriet
Fra Jordefcengſlets Støv, forklaret ſtaae
J Sines Kreds, henrykt fin nye Lyra ſlaae
Til meer ophoiet Jubelſang indviet.
Gud lonne eder denne Troſt! han lonne dig
For alle, Kongers Hæder, rene, hoie,
Som altid til den ſorgende, til mig
Med milde Hyldeſt der dig vilde boie.
De danſke Blomſterenges bedſte Pryd
Du ſtraale længe, og, i milde Foraarsluftning,
Rundt om dig du udgyde Qvcgeduftning,
Til paradiſers Gud dig, lonnende din Dyd,
Dmplanter til en meer ophsiet Thrones Pryd.
Som mindre Blomſter fig. om Liljen boie, d
Hver Blomſt dog ffion og hver dog riig paa Duft,
Dm Blomſterne de Træer ſkygge høie,
Kraftfulde Grene vaiende i Luft,
Saa Danmarks Have ſig afbilder for mit Minde;
Dig gode Gartners Haand forſage ingenſinde!
Hoit, Kongeeeg, du kneiſer da i Sky,
Sg over Ser, Lande, Have breder
De ſignerige Grenes Skicerm og Ly,
Om hver en Landmands fave Hytte freder
g Almeenvellets ſterke Værn at være,

Beſkidermer Lovens Kraft og Feedrelandets Wre.
Da grennes Lauren friſk i Herthas Lund,
Med Dannereegens Kraft, og Troſkab fig formerler;
De fordums Heltes Wand i Farens Stund

En flige Ecdre værdig Wet beſiteler.

N

Carl Baggeſens Afſkedsſang. 420

Og kommer Fienden da, ei ſporges om haus Tal,
Enhver kun hører Fædrelandets Kald.
Dg du, Somandens Stolthed! hoie Stavn,
D Dania! end ſtaaer dig herlig aaben,
Din Arildsvei til Magt, og Heedersnavn,
Dit Havet er; ei Farens Rædfelsftemme,
Den true, ſom den vil, kan danſke Soemand ſereemme,
Frygt kicender ei hans. Mod, umuligt ei hans Haaben!
Hvad er ei at opnage, o Dan! for ham og dig?
Du, Albion din fordums. Fiende liig,
3 Skyts af Dannebrog til fierneſt Strand ſkal bære
Rigdommens Glands, de milde Kunſters Wre,
Og Love, Frihed, Chriſtt Sandhedsleere. g ;
Fra Pol til Pol dens Flugt forbinder da
Den halve Verden med det lidet Dania. 8
Forkynder flige Tider, danſke Skialder,
J der med ædel Smerte ham begræd,,
Der Sangens, Dødens Bane foranſkreed,
Jil Eders Old forbi! hans Stemme Eder Falder,
Til heoieſt Priis at vie Lyrens Slag,
Selv Morgenſtierner for den nye Dag!
Thi ei i Eders Bryſt ikkun til Leeg-
Fra Simlen Sangens Suddomsmagt nedſteeg,
Zan, Sierningernes Dommer, ſkienkte Eder
med Retfærd at uddele Evigheder. ;
Selv Spøgen- Zære, Siæls Gpleftning Klagen blivet
Den mindſte Sang lad heieſt Kraft oplive ;
Den ſande Digter er i Lyſt og Smerte,
UlmennefEhedens lydelige Sierte.
Men jeg o Fædreland! — ſkiondt ſkilt fra dig. 0
Beſtandig fan du kaldes ſkal af mig —
Vil hisſet, Hvor fig hoieſt Sky hendrager,
Naar fra din Strand Nordvinden den forjager,
Ved Altret, forny Naturens. Kræfter har,

'

430 Carl Baggeſens Afſkedoſang.

Da deres vilde Kamp tilende var,

J Himlens Aaſyn taarnet Ham til Wre,
Hvis Almagtsvink bod Kampen endt være,
Hoit over hver af Hav beſkyllet Bred,
Hoit over Menneſkeidretters Fied,

Hvor aldrig Slavefod hentreeder,

Paa hoieſt Se i Luftes Ocean,

Paa Andagtsvinger hvor meer frit fig Giæren kan
Mod Himlen ſvinge, kneeler jeg, og beder
Fer Danmarks Vel, for Danmarks Hæder,
For Fredrik og for Chriſtian.

Eliſabeth Benger.
En biographiſt Skizze.

— —

(D. Udgiveren i nerveerende Hefte har meddeelt Herthas Leeſere
den ſidſte literaire Artikkel („Eliſabeth Woodville“, fra Lit. Sou-
venir), der af denne agtede Forfatterinde i England har feet Lp.

fot, anſeer han det for pasſende, i Forbindelſe dermed, her i Over⸗

ſettelſe at levere nogle kortfattede biographiſke Noticer om hende,

ſom fra en Venindes Haand, leeſes i Literary. Gazette, No:
21, af 13de Jan. d. %.)

Den ode Januari d. A“ døde, efter en Fort Sygdom,
Eliſabeth O. Benger, Forfatterinde af adſkillige interes-
ſante og polulaire Barker, fornemmelig af biographiſt og
hiſtoriſt Indhold,

Dette beundringsverdige og fortræffelige Frnentimmer
— et ſieldent Exempel paa qvinveligt Genie, der kjampede

Eliſabeth Benger. 431

ſig frem for Dagen igjennem Hindringer, ſom ſelv kunde
have neddempet en mandig Aands mere driſtige Kraft —
var født i Staden Wells, i 1778. Hendes Fader blev, da
han alt var til Aarene, af et eventyrligt Hang drevet tit
at ſoge Anſættelſe i Marinen, og blev endelig ogſaa Skat—
meſter paa et Krigsſkib. De Gjenvordigheder, af hvilke
han blev hjemſagt, voldte i en Række af Aar en ſorgelig
Vaklen i hans Kones og Datters Planer og Livs-Udſigter,
og hans Dod, der indtraf udenfor Fedrenelandet i Aaret
1796, efterlod dem endeligen i trange Kaar. J flere Aar
efter denne Begivenhed opholdt Miſs Benger ſig hos ſin
Moder i Wilt⸗Shire, hvor. hun Havde mange hengivne
Venner og Slegtninger, der vifte en ſtadig Interesſe for
hende.
En heftig Begjerlighed efter at erhverve ſig Kund—
ſkaber, og en lidenſkabelig Higen efter engang at kunne
optrede paa Literaturens Bane, aabenbarede fig alt i
hendes tidligſte Ungdom, og forlode hende aldrig. Hendes
Forbindelſer vare intet mindre end literaire z. og baade
hendes Kjon og hendes Stilling , udelukkede hende fra et—
hvert Middel til Aandsdyrkelſe. Forfatterinden af denne
korte Skizze har hort hende fortælle, at hun, under det
Savn af Beger, ſom hun en Tidlang maatte lide, pleiede

at ſtille fig hen udenfor Vinduet tit den eneſte Boghandlers

Lade i den lille Bye, hvori hun dengang befandt ſig, for
at læfe i de opſlagne Blade af de nye Bøger, ſom der
vare udſtillede, og at komme igjen Dag for Dag, for at
fee, om ikke en lykkelig Hendelſe ſkulde have vendt et
Blad om i en af dem. Men hendes Sjels Tilbsielighed
var faa afgjort, at en fornuftig, ſkjondt ulærd Ven, ende⸗
lig formagede hendes Moder til at foie fig efter den, og
omtrent i fit 12te Aar blev Eliſabeth ſendt til en Drenge—
ſrole for at lere Latin. J fit 15de Aax ſkrev og udgav
hun allerede et Digt, hvori der, ihvor ufuldkomment det

1

.

432 Eliſabeth Benger.

end maatte bære, røbede fig Kjendetegn paa hendes frem:
brydende Genie.

Endelig, omtrent i Aaret 1802, formagede hun fin
Moder til at flytte til London, Hvor hun, fornemmelig ved
Miſs Sarah weoleys venſkabelige Jver, der allerede havde
vidſt at opdage hende i hendes Eenſomhed, neſten i ſam—
me Sieblik ſom hun var kommen, fandt fig indført i ſaa⸗
danne Forhold, hvor hendes Fortjeneſte blev fuldkommen

erkjendt, og hendes Tilbsielighed opmuntret med Varme,
Den i den lærde Verden velbekjendte, nu afdøde Dr. George
Gregory og hans agtede og fortræffelige Kone, horte ſnart
blandt hendes meeſt trofaſte og hengivne Venner. Det var
af dem hun blev indført til Mrs. Eliſabeth Zamilton, om
hvem hun mange Aar efter har leveret en ſaa interesſant
Memoire, og Fort efter til Mrs. Barbauld og til afdøde
Doctor Aikin, med hois Familie og iſerdeleshed med For—
fatterinden af dette ſvage Minde over hendes Genie og
Oyder, hun fluttede det fortroligſte Venſkab, der i en
Rekke af over 20 Aar aldrig blev afbrudt, og hvis Baand
ikkun Doden opløfte.

Mange andre Navne, blandt hvilke Digteren Tunit
bell, Architekten Smirke (i hvis Datter hun fandt en Ven:
inde for fit hele. Liv) og den bekjendte Forfatterinde Mrs
Johanna Baillie, ei mage forglemmes, kan foies tit vi⸗
ſten over de Perſoner, der fandt Interesſe i hendes Sel—
fab. Kredſen af hendes Bekjendtſkab udſtrakte fig med
"hendes Rygte, og hun var ofte iſtand til at ſamle omkring
fit ſimple Theebord, Perſoner, Hvis berømte Navne vilde
have tildraget ſig Opmerkſomhed i Hobedſtabens ſtolteſte
Salonner.

Tidlig paa fin literaire Lsbebane friſtedes Miſs Ben—
ger til at grunde fit Haab om et Navn paa ſin Virkſom⸗
hed ſom dramatißk Forfatterinde, hvortil hendes Genie i
mange Henſee der fortrinligt ſyntes at egne hende; men,

Fa

Eliſabeth Benger. 433

eſterat hun tilfulde havde erfaret de mangehaande Kreæn—
kelſer, Ubehageligheder og Mistrsſtninger, der for Tiden
nedſlaae Modet hos enhver, der beiler til Wre paa denne
Bane, henvendte hun fine Evner paa Forføg i andre Fag,

og udgav førft fit Digt over Slavehandelens Ophævelfe, og

fiden tvende Romaner, der udfom anonymt. Alle disſe
Productioner vare høift fortjenſtlige, men manglede noget
af den Regelmesſighed og det Præg af Fuldendelſe, der
rober Meſteren; og hendes Held var ikke afgjort for hun
forſogte fig i Biographien, og efterhaanden udgav fine
„Memoirs of Mrs, Elisabeth Hamilton“, „Memoirs of
John Tobin“ og „Notices of Klopstock and his friends“,
hvilke ſidſte ledſagede en engelſk Overſettelſe af deres
Breve; og endelig, idet hun hævede fig til Hiſtoriens Ge—
beet, fit „Life of Anne Boleyn“, og fine „Memoirs of
Mary Queen of Scots“ og „Memoirs of Elisabeth Stuart,
Queen of Bohemia.“ Alle disſe Verker erhvervede for—
tjent Popularitet; og hun vilde ſandſynligviis have foroget
ſin literaire Hæder ved de under hendes Pen værende „Me—
moirs of Henry IV of France“, hvis ei Deden havde
hindret dette. Verks Fuldendelfe.

Men for dem, der kjendte hende og nøde hendes: Bens
ſkab, udgjorde hendes. Skrifter, i hvor rige de end ere paa
Veltalenheb og Skjonhed, den mindſte Deel af hendes Værd
og Tillokkelſe. Med det varmeſte, ommeſte og taknemme—
ligſte Hjerte, der nogenſinde er givet Stsvet i Eie, for—
enede hun den hsieſte Delicatesſe og Adel i fine Folelſer,
en virkſom Velvillie, der ikke kjendte anden Grandſe end
hendes" Evne, og en ubegrendſet Enthuſiasme for det Gode
dog "Sfjønne, hvor hun opdagede det. Hendes livlige Ind—
bildningskraft laante hendes Samtale en uudſigelig Pnde,
ſom forhsiedes ved en anſkuelig Aabenbaring af Cbaracteer,
der i fig ſelv er ſjelden, og bliver det endmere ved at være
forenet med en faa opvakt Phantaſte og en jaa glodende

RE

434 Eliſabeth Benger. N

Folelſe. J ſelſtabeligt Talent, hvad enten dette krævedes
for en alvorlig eller en munter Stund, vare kun Faa hen—
des Lige; og hendes fordringsfrie hjertelige Velvillie og als
mindelige Medfslelſe gjorde bende vndet af begge Kjon, af
alle Klasſer og Aldere. Med faa Meget, der fremkaldte
Beundring og Kjerlighed, forenede hun Alt hvad der for⸗
tjener Agtelſe. Der var i hendes Characteer intet Spor
af Misundelſe eller Skinſyge; hendes Oprigtighed, Sand—
druhed og ſtrenge Wresfslelſe, der, ſom hun taknemmelig
erkjendte, havde deres Udſpring fra en fortræffelig Moders
tidlige Lerdomme, vare uovertreffelige. Skjendt fri for
Stolthed, var hendes Folelſe for det Sommelige og Ver⸗
dige faa flor, at Ingen kunde paalegge hende den mindſte
Forbindtlighed, der var iſtand til at fornedre hende i No⸗
gens Hine; og hendes edelmodige Tilbsielighed til meeſt
at ſoge dem, der trengte til hendes Venſkab, gjorde hende
i ſelſtabeligt Samqvem oftere til den, der modtog, end til
den, der gav en Forbindtlighed. Ingen kunde være mere
retfardig imod Andres Charatteer; ingen mere frimodig;
ingen mere værdig den ſterſte Tillid af enhver Art.

Ihvor længe og hvor ſmerteligt hendes Savn end maa
blive beklaget af dem, der tilfulde kjendte hendes fortref⸗—
felige Egenſkaber, faa ville de dog ei kunne nægte, at de⸗
res Sorg er egenkſerlig. Et følende Hjertes Smerter bar
i langt ſtorre Maal bendes Lod end dets Glæder: — hun,
blev prøvet af Bekymringer, Savn og feilſlaget Haab, og
ei. fjeldent af ufølfom Ringeagt og utatnemmelig Ligegyl—
dighed. Hendes ſpage Conſtitution gjorde hende Livet til
en lang Sygdomstilſtand. Alderdommen vilde have truf—
fet hende eenſom og uforſorget; nu har hun taget Duens
Vinger, for at ſiyve bort og føge Hvile.

435
Tegnérs Affkeedstale

til de Studerende i Lund.

(Holden, ved de offentlige Foreloesningers Slutning, paa den Kong.
Carolinſke Lærefal i Lund, den ode April 1824.)

Jeg ſlutter hermed mine Forelæsninger over Thueydides, og
med det ſamme ſlutter jeg ogſaa det offentlige Lererembe—
de, jeg i 12 Aar har bekledt ved Akademiet. Det er nature
ligt, at det Hieblik da man aftreder fra et Kald, ſom
man i længere Tid har rogtet, "hvorved man i ſtorre eller
mindre Deel har feſtet fit. Sind, maa forekomme Enhver
vigtigt og betydningsfuldt. Man befinder fig ſaaledes ved en
Afdeling af det menneſtelige Liv, det er et Tidsſtifte, et

Slags Nytaar, ſom mag vekke en Mængde Betragtninger

hos ethvert ei aldeles ſlovet Sind. Det Forgangne liggev
bag os med alle ſine Minder. Gives der nogle ubehagelige
blandt dem, faa gjemme de ſig i Skyggen: men de behage—
lige træde med uſedvanlig Glands for Dagen; de ſtaage ſom
Frender paa Bakkerne ved Stranden og vinke med Haan—
den en Afſkeed til den Bortſeilende. Det er ſom om man
forlod et Fedreland, hvis Verd man forſt kjender naar
man ſkilles derfra, eller ſom om man tog Afſteed fra en
Omgangsven, til hvis Feil man har vant fig, hvis Fortje⸗
neſter man aldrig agter højere,” end naar man ſtaager rede
til at forlade ham. Og nu Fremtiden, de nye Forhold, den
medfører, hvor dunkle, hvor uſikre mage de ei ſynes os?
Det er Lunde, ſeete i Fraſtand: hvo veed hvad der boer
under deres Grene? J Sandhed, Banen virker mægtig paa
det menneſkelige Sind, og hvilketſomhelſt Kald fengſler os

efterhaanden med tuſinde Baand, fra hvilke man ei lettelig.

løsriver fig. Er man da tillige overtydet om, at dette
Kald i fig ſelv er vigtigt, at det ei kan, eller i det mind⸗

*

436 Tegnérs Afſkeedstale.

fle ei burde være uden al Intflybelfe paa menneſkelig Don:

nelſe: da maa det Sieblik, da man ftaaer rede til at for⸗
lade det for beſtandig, paa eengang blive baade hoitideligt
og rorende. —

Det vilde vere let, mine Herrer, at ſlutte mine Forelas—
ninger med det, hvormed mange begynde deres, med en
Lovtale over deres Emne. Jeg fkulde kunne ſige Eder, at
ei blot ingen akademiſk Lærdom, men at i Almindelighed
ingen hsiere Dannelſe er mulig uden Bekjendtſkab med det
græfge Sprog. Jeg fulde for en ſaadan Paaſtand kunne
anføre VBidnesbyrd af berømte Mænd, og dertil lægge Væg:
ten af flere Aarhundreders Overbeviisning. å Jeg fulde i
Anledning beraf kunne ophoie dette Studium paa alle, eller
idetmindſte de flefte andres Bekoſtning. Men dette vilde
udentvivl være en Eenſidighed. Jeg erkjender tvertimod
gjerne, at i Verdens nærværende Forhold. megen Dannelfe,”
ja endog megen virkelig Lærdom er mulig uden: Kjendfab
til de klasſiſkfe Sprog. Thi hvorfor kaldes de klasſiſke?
Klasſtſk er et Sprog ikke blot ved fin egen indre Uddan⸗
nelſe, men ogſaa, og i Serdeleshed, ved ſin Literatur. Men
en ſaadan Literatur have nu flere andre af de levende
Sprog. Den Masſe af Ideer, ſom udgjorde de Gamles
Dannelſe, er efterhaanden overgaget i den almindelige
Tenkemaade; vi leve af de Fonds, ſom Fortiden har ſam—
let. Saa maatte det ogſaa være; thi ingen Ting i Men⸗
neſteheden er afſondret, menneſkelig Uddannelſe er en

"fortløbende Kjcde; det nærværende Led er altid ſammen⸗

heftet med et foregagende, og bette atter med et andet
lige tilbage til Skabelſesdagen. Den ene Generation arver
altid den anden; Dannelſens Hiſtorie er en fortløbende
Forklaring over Menneſkehedens ſtore Arvelob. Meni en
ſaadan Arv er egentlig blot materiel: det er kun raae
Emner, ſom det ene Tidsløb modtager af bet andet, for
at forarbeide og anvende paa ſin egen Viis; Formen mas

[i
1

Tegnérs Ufffeedstale. 437

altid være afhængig af den nærværende Tid og dens tilfældige
Omſtendigheder. Paa denne Maade har vor Tid længe
iforveien tilegnet fig alle de Gamles. veſentlige Ideer, i
Lovgivning, i Videnſkab, i Belletriſtik. De ere ei længer
nye, de ere let tilgjengelige for Enhver: i hvilketſomhelſt
Sprog kan man indſamle dem. Man veed for nærværende
Tid ikke blot hvad de Gamle vidſte, men i mange Henſeen—
der uendelig mere: de Materialier, de have efterladt, ere
ei blot ſamlede, men endog paa mangfoldig Viis forogede;

Erfaringen, ſom hos dem var et Barn, er bleven fuldvoxren,

og er nu en moden Mand. Man har altfaa Ret naar man

paaſtaaer, at den klasſiſke Literatur i vore Tider, nemlig i

denne materielle Henſeende, kan anſees for undverlig.

Men hos intet Folkefard i Verden har det Materielle i

Dannelſe, ſelv Kundſkabsforraadet, været faa nøie forenet
og fammenvoret med dets. Form, ſom hos Grækerne, Selve
Ideen var for dem blot det ene Element af Dannelſen:

det andet, ligeſaa veſentlige, var dens Udtryk og ſand—

ſelige Fremſtilling, efter de almindelige Love for det

Skjonne. Deres eldſte Philoſophemer over Naturen, deres

oprindelige hiſtoriſke Minder, afrundede fig ſtrax fra Be⸗
gyndelſen t tit poetiſte Geſtalter; deres førfte Lovgivning var
metrifk, ſelve deres Guder gave blot poetiſke Orakelſvar.
De rage, men betydningsfulde mythiſke Geſtalter, ſom de
modtoge fra Orienten, omdannedes af dem til idel Skjon—
hedsmenſtre, Olympen blev et Muſcum, ligeſom Nationals
ſagnene bleve et Epos. Med eet Ord, den ydre Form
var for dem aldrig ligegyldig, Grœkerne vare fødte Vore
maliſter. Hvad der ifærdeleshed udmærfede dem i denne
Henſeende, det var en naturlig Sands for det Pasſende og
Sommelige i "hver Ting, en medfødt Atſry for al Overs
drivelſe og Udfvævelfe, i hvilkenſomhelſt Form, en lige ſaa
ſand ſom fiin Følelfe for det Forhold, det netop Titſtrek⸗
kelige, ſom er det virkelig Skjonnes Norm og Ver ſen.

438 Tegnèrs Afſkeedstale.

Man taler t 2eſthetiken om en Skjenhedslinie; om en ſag⸗
dan gives, faa kunde man ſige, at det gamle Hellas lage
indenfor dens Grendſer: det var den, ſom adſtllte Landet
fra Barbarerne. Derfor er ogſaa den greſke Smag. hos
alle donnede Folkeſlag i mere end een Henſeende bleven
anſeet ſom Normalſmag. Hvad der er derover, eller derun—
der, eller paa Siderne, det er Plathed, eller Overdrivelſe,
eller Forvirring. Fornemmeligſt og almindeligſt gjelder
dette om de dannende Kunſter. De Olpmpiſte Gudeſeik⸗
kelſer ſtaae efter faa mange Aarhundreder endnu ſtedſe
i hei, i, uovertruffen Skjsnhedz det menneſfelige Kunſt⸗
nergenie afmaaler endnu den Dag i Dag fin Fremgang ene
efter Rermelſen til de evige Monſtre. Men ogſaa ihenſeende
til Belletristik, det vil ſige ihenſeende til Poeſie, Veltalen⸗
hed og hiſtoriſk Kunſt, har man lenge anſeet de græfke
Monſtre ſom de ypperſte. Dette er ogfaa'rigtigt,. om man
ålene, ſom billigt er, gjer de Indſkrenkninger, ſom Sagens
Natur fordrer; Thi Belletriſtiken i Almindelighed og Poe
ſien i Serdeleshed er en faa univerſel, en ſaa verdensomfat:
tende Kunſt, at den nodvendigt maa udtrykke ſig paa mang⸗
foldige ulige Maader. Hver Tidsalder, ſelv den rageſte,
har fin egen Poeſie, ligeſom hoer Vært har fin egen Blomſt,
Jeg fætter hoi Priis paa den greſte Digtekunſt: men jeg er
langtfra at anſee den for den ene rigtige; eller lige meget
for den ypperſte i alle Henſeender. Der gives poetiſke For-
træffelighed, er bvorom Grækerne ei havde, eller kunde have
nogen Ahnelſe. Elſke J Billederne af en ikke blot riig,
men yppig Phantaſte, glædes J ved de djerveſte Phantas
ſteflugter til Zenith og til Nadir, ville J ſee en een
Derden fuld af roſenfarvede uUnderverker: da maae J vende
Eder til Hſterlands Digtekunſt, hvor alle Figurer op⸗
træde i Purpur, hoer Blomſt gløder: ſom en jordfaſt Mor⸗
genrede, 6g Tankens Hrn flyver beſtandig paa gyldne
Winger imod Solen. Men foretrakke J Sindrighedens

Tegnérs Afſkeedstale. 439
Dybde og Betragtningens Alvor, elſke I de kjempemas—
ſige, men blege Skikkelſer, ſom gage omkring i Tusmerket
og hvidſke om Nandeverdenens Hemmeligheder og om Altings
Forgjengelighed, uden Wrens: — da mage jeg henvife Eder
til det iisgraae, til det ſagnrige Norden, hvor Vala qvad
Skabelſens Grundtoner, medens Maanen ſkinnede paa Fjel—
dene, Bakken ſlog fin eenstonende Sang, og Dresden
ſad i Toppen paa den gulnede Birk og qvad en Sorgeſang
over den korte Sommer, over den døende Natur. —
Eller behager Eder Folelſens Inderlighed, og en vengſel,
ſom ikke trives paa Jorden, men beſtandig ſeer op til det
himmelblaae Stjernetelt, hvor Saligheden boer, hvor det
bankende Hjertes Uroe files: da ber J vende Eder til
Veſtens Romantik, helſt i Middelalderen, da Troubadou—
ren fang om en overjordiſk Kjerlighed, og Ridderen tjære”
pede lige ivrigt for den hellige Jomfrues og fin Skjonnes
Wre. — Men elffe I derimod mere Ideernes Rigdom og
Reflectionens Sandhed, ville J fEuc ind i Dybet af Mens
neftets Bryft, ville J fee alle Hjertets Narer blottede lige—
ſom ved et Trylleſlag: ba mage J gage til den moderne
Poeſies Heroer, til de Faa nemlig blandt dem, ſom have
fulgt deres egen ſelvſtendige Vei, og ei lyttet til andre
Indſkydelſer, end Tidens og deres eget Genies. — Ait
bette fidgjør udentvivl fortræffelige poetiſkte Elementer:
ingen klasſiſt Eenſidighed bor hindre os fra at erkjende deres
Verd. Men i hvilte tunge, forvirrede barbariſke For—
mer maae vi ei opſoge dem, ligeſom man opleder Dias
manter blandt de meeſt øde Klofter. Hos Grakerne dere
imod finde vi deres Elementer maaſkee blot ſparſomt: men
Alt hvad vi foreſinde, det finde vi fortræffeligt ordnet og
afrundet. Hvad Corinna ſagde til Pindarus, ſom i fin
Ungdom vifte noget Anlæg til orientalſk Qverdrivelſe, af
man nemlig ber faae med Haanden og ikke med den fulde
Sek, dette var graſk Nationalſmag, det var en ſtagende

4⁴⁰ £ Tegnérs Afſkeedstale⸗

Grundſetning i den hele greſke Belletriſtik. Vi finde der
en Poeſie, ſom ſelv under Folelſens kraftigſte Udbrud be—
herſker fig ſelv: den glædes med Maade og ſorger med An
ſtand: den er ſom-Polyxena hos Euripides, der endnu i
Døden beſtrebte fig for at falde med Verdighed. Vi finde
en Phantaſie, ſom Græferne ſymboliſerede under Billedet
af Pegaſus, ſom ikke blot har Vinger, men ogſaa Tomme.
Naar Perſeus paa den fløt Olympen for ner, da nedſtyr—

tedes han, ſkjondt felv en Gudeſon, af de vrede Guder.

Vi finde en poetiſk Forſtand, ſom aldrig forglemmer ſig,
aldrig glemmer det Hele for nogen yndet Deel, aldrig
taber: Fatning, Klarhed og Overſigt, felv i Begeiſtringens
meeſt ſtormende Hieblikke. Vi finde, i Henſeende til Form
og Fremſtilling, et Inſtinkt imod det Udfvævende og Over—
lesſede, en Omſorg for det reent Skjonne, en Tugt og
Te over Stilen, ſom ikke henriver, men indtager, ikke
ryſter, men beroliger. Alt er faa let, faa utvungent, ſom
om det var opvoxet vildt, uden Kunſt og Omſorg: det er
faa enkelt og naturligt, ſom om det flet ikke havde kun⸗
net være anderledes. Man kan ſammenligne den romanti—
fre Poeſte, i alle dens Arter, med en Eeg, der i vældige,
men uregelrette Former, fremluder fra en Biergrevne over.
den dunkle Dal; men den Græffe derimod er ſmekker, uden
Grene og rank ſom et Palmetræ, med fin rige, men ſym—
metriſke Krone, og en Nattergal ſidder mellem Bladene og
ſynger. Den greſke Poeſie er at betragte ſom Tungen
paa, Kunſtens Vegtſkaal: den viſer den rette Ligevægt, ſom

er blot et andet Ord for det fuldendte Skjonne, medens

den orientalſke eller occidentalſket Romantik eenſidigt kaſter
fine tunge Masſer i en af Vegtſkaalerne. Med eet Ord,
er Sporgsmaalet om blot poetiſk Naturkraft, om Riigdom
i Opfindelſen, om Tankens Djervhed, om Folelſens Lue:
da ſtaae Grækerne maaſker efter, eller i det mindſte ei over
flere andre Folkeſlag. Men er atter Sporgsmaalet om

Tegnérs Afſkeedstale. 44¹

Sammenſetningens Kunſt og Forſtand og Sandhed,” om
Formens uſminkede Skjonhed, da ere de endnu og forblive

de evige Monſtre, da maa jeg henviſe Eder, ikke blot

til Somer og Sophocles, men ogſaa til Plato og
Serodot og Xenophon, thi noget ypperligere, noget
mere fuldendt i denne Henſeende, har hidtil ikke, faa vidt
jeg veed, viiſt ſig paa Jorden. — —

Men juſt dette, hvori den greſke Literaturs ypperſte
Fortjeneſte beſtaaer, juſt denne Formens Skjonhed er det,
ſom for enhver, der vil fatte den, gjør greſk Sprogkund—
ſtab uundverlig. Hvad en greſt Forfatter omtrent har
tænkt og meent, det veſentlige Indhold af hans Skrift, kan
man fatte ved Hjelp af en Overſettelſe. Men Udtrykkets
egentlige Cbaracteer og Aand, alle de ſarſeilte, ofte blot
linguiſtiſte Egenheder i Fremſtillingsformen, disſe ere
faa ſammenſmeltede med Sproget ſelv, at de umulig;
kunne lesrives derfra og fremviſes ſerſtilt, Enhver Ober⸗
fættelfe, ſelv den meeſt troe, kan derfor om Alt dette ikkun
give et omtrentligt og ufuldſtendigt Begreb, Iſerdeles⸗

hed gjelder dette om Digterne, hos hvilke ofte en heel

Rekke af Asſociationer fæfter ſig ved et eneſte Ord, ſom
ikke i noget andet Sprog kan giengives ved et fuldkom⸗
ment tilſvarende. De gamle uddøde Sprog have ikke
blot en fra de levende forſkjellig grammatikalſk Bygning,
men ogſaa en egen poetiſk Symbolik, der ofte med et
eneſte Udtryk aabner et heelt Gallerie af Billeder, ſom
neſten altid mage gaae tabte i Overſættelſen. Forholdet
mellem en ſaadan Overſettelſe og Originalen er for der
meſte omtrent ſom Forholdet mellem et topographiſt Kort
og et Landſkabsmalerie: det ſidſte viſer os Floder, Lun⸗
de og Bjerge i treffende Billeder, medens det forſte i det
Sted kun giver os forvirrede, betydningsloſe Streger: vi
faae et dunkelt Begreb, iſtedetfor en levende Anſkuelſe. Alt⸗
ſaa, for at forſtaae de Gamle, maa man begynde med at

1 B. 3 3. (29)

.

4⁴² Tegnérs Afſkeedstale.

forſtaae deres Sprog. Det er i Sandhed ubeqvemt, at

Veien til det klasſiſke Skjonne begynder med at gage igjen—
nem Grammatiken og Ordbogen; men der findes virkelig
ingen anden; og den, ſom vil nage Maalet, maa ogſaa
underkaſte fig Reiſens Beſverligheder. .

Vi befinde os altſaa nu paa et Punkt, hvor vi kunne
afviſe de ſedvanlige Indvendinger imod den greſke Litera—
tur, ikke med Magtſprog, eller Paaberaabelſe af gammel
Hevd, men med virkelige Grunde. Vi have funden, hvorledes
og hvorfor det Characteriſtiſke af denne Literatur ei kan ind—
ſees, eller i det mindſte kun ufuldkomment, uden Kjendſkab

til Sproget. Men at en ſaadan Indſigt i Almindelighed

bor anſees for vigtig, det formode vi ikke, at Nogen dra⸗
ger i Tvivl, Den er vigtig i hiſtorifk Henſeende. Thi
Grakerne indtage en fan udmærket Plads i den menneſke—
lige Dannelſes Hiſtorie, deres Indflydelſe paa Europas
nærværende Kultur er faa aabenbar, al bedre og renere
Smag iblandt os er faa tydelig en greſt Colonie, at et
nærmere Bekjendtſkab med vor Dannelſes Stamfedre ei kan,
eller bor vere ligegyldig for Nogen, ſom vil overſee Men—
neſkehedens Gang, og har Sands for Udviklingen af dens
edleſte Krefter. Den er endvidere vigtig for Belletriſten,
ſom endnu i Aartuſinder kan ſtudere de gamle Monſtre,
uh zo at disſe ſkulle befrygte at fee fig overtrufne i det, ſom
udgjer deres egentlige Storhed. Den er ogſaa vigtig for

den, ſom uden Lyſt eller Evne til at blive enten Skjald,

eller Taler, eller Hiſtorieſtriver, desuagtet har Sands for
det Skjenne og Wole i Almindelighed, og elſker deres klas—
ſiſke Udtryk, Men iſerdeleshed vigtig er den for Akade—
mierne, der ei ber bære deres greſke Navn forgieves, der
ſom Univerſiteter maae omfatte, om ei det Hele, faa dog
i det mindſte det Veſentlige af univerſel Dannelſe. Juſt i
det Forhold, Tom den klasſiſke Literatur har gjort fig ſelv und—
verlig, og derved draget fig tilbage af den almindelige og

Tegnérs Afſkeedstale. 443

nodterftige Dannelſes Gedect, i ſamme Forhold bor den
ogſaa finde et Tilflugtsſted ved Lereſederne. Den er ſom
Nilen, der, efterat den har gjort Markerne omkring ſig
frugtbare; drager fig tilbage inden fit oprindelige Leje,
Men der bør den ogfan tinde umuddret, en kongelig Flod,
hvis Aarer aldrig udterres, his ͤKilder ligge paa Menneſke—
hedens Bjerghoider. Allerede een Gang tilforn har den klas—
ſiſte Literatur frelſt Europa fra Barbariet. Tilbagegan⸗
gen dertil er ikke endnu umulig, Den nærværende Tid fors
ſoger i det mindſte allehaande Veie til dette Maal, En
af de nermeſte vilde udentvivl være den, om det kunde lyk⸗
kes at giere de gamle Greker ligeſaa forglemte, ligeſaa
miskjendte, ſom man vil gjore de nye. Men vi ville haabe,
at begge ſkulle ſtaae ved fig ſelv. Vi ville haabe, at
endnu efter Aartuſinder en dannet Slagt ſkal beundre de
fordums Helleners Genie, og priſe de nuverendes Bedrif—
ter, ligeſaa troligt ſom det er, at vor nermeſte Efterver⸗

den, med Foragtens Ligegyldighed, ſkal ſperge om Begges

Modſtandere: hvad heed de?

— — —

—

Men Timen er alt forbi, og jeg maa flutte. Undres >

ikke, om jeg, faa filde jeg kan, forlader et Sted, hvor jeg
faa gjerne dvelede. Lærerens Kuld er visſelig bo un⸗
ſvarsfuldt og moiſommeligt; men hvad der paa den anden
Side gjør det behageligt, er den Omſtenbdighed, at han
ſtedſe lever Blandt en opvoxende Slægt, blandt” Ungdoms
men, ſom for det meſte har en aaben Sands, et friſk Mod
og en ufordunklet Anſkuelſe af Livet, Pindar ſiger om de
Salige, at de i deres Land ikke have nogen anden Aars⸗
tid end Vaaren; ogſaa Lereſedet har i denne Henſeende
en vedvarende Vaar. Men Vaaren er en kjalen Aarstid,
og Blomſterdagene krave fordobblet Omſorg. Verer der-
for varſomme; thi hvis Blomſten forſommes, ſaa giver

(2950

414 Tegnérs Afſkeedotale.

Hoſten ingen Frugter. Frygter Gud: thi Gudsfrygt er
ikke alene Viisdommens Begyndelſe, men ogſaa dens Fuld—
endelſe, for den, ſom ret opfatter den. — rer Kongen,
thi i vort Land er Kongen blot det perſonlige Billede af
Folkets Majeſtet, og naar vi hædre Ham, hædre vi med
det ſamme os ſelv. — Agter Eders Lærere: thi det er dog
for Eder de arbeide, og deres Kald er ikke faa let, ſom J
maaſfie foreſtille Eder det. Bekymring ſidder ofte paa Lere⸗
ſtolen, og naar Timen er forbi, er Dagens Arbeide ikke der—
for ſluttet. — Verer flittige: thi Flid er Fremgangs Mo—
der, Livet er kort, men Kunſten lang, den ſom har for—
ſpildt Tiden, han har bortſpillet fin Arv, ihvor riig han
iøvrigt kan være, Regner ei heller for meget paa en let⸗
tere Fatleevne, eller paa ſterre Gaver, ſom ſkulle erſtatte
Forſommelſen. De ſtore Gaver jrjæntes Faa, og de, ſom
have erholbt dem, vide vel, at de trænge til at dyrkes.
Geniet er en fornem Gjeſt: det trives ikke gjerne i Ukyn⸗
dighens Pulterkamre. — Verer ordentlige: thi Orden er
Arbeidets Heveſtang, ſom løfter med Lethed ſelv de tun—
geſte Byrder; men Uorden er ſom et Uhr uden Viſer: det
gaaer: og gager, og Ingen veed endda hvad Tid det er. —
Verer glade: thi Glæden tilhører Eders Alder, Glæden er
Livets Gevinſt, den er Sjæleng Vinger. Men vogter Eder
for Oödermod, for det Slags Mod iſerdeleshed, ſom ever
ſine Heltegjerninger i Tusmorket. J ere kaldede at ſtride
imod, men ikke i Mørket, hvor ingen Laurbær groe.
Den rette Glæde kommer af Sjælens Alvor, men vogter
Eder for det falſte Alvor, ſom ſpiller paa Oderſiden,
og har fit Skildt hængende i det ſuurmulende Aaſyn. Det
rette Alvor ligger, ſom de edle Metaller, paa Dybet,
Dets Pande er for det meſte klar, men ſelv boer det i
Hiertekamrene. Og gjelder vet om noget Stort og Wdelt,
ſperges der om det Sande, det Rette, det” Hellige, da.
ſpringer det op, ſom en ung Løve af fin Kule, og griber ſit

Tegnérs Affkeedstale. 4⁴5⁵

Rov, men flæber det ikke. — Verer ſelvſtendige: thi Selv⸗

ſtendighed er ikke blot underviisningens, men ogſaa Livets

heieſte Maal, Naar Barnet kan gage, bortkaſter det fin

Faldehat, naar Sindet er udvoxet, forlader det Gangſtolen.

Hvad J lære af Andre, det er i fig ſelv ringe; den rette
Læremefter er Eders eget Aarsbarn, han boer inden i Eder,
han er Eders bedre Menneſke. Ingen Lærer kan gjøre
mere end løsne Vingerne paa den bundne Ørn; ville J
flyve, da mage J prove Eders egne Vingers Senekraft.
Lærdom er Sjælens Spiſe. Men det er omſonſt at vi made
Eder, om J ei ſelv kunne ſmelte Maden, og forvandle den
til Marv og Neringsſaft. Prøver derfor ſelv, fatter, for—
ſtaaer, tænker: thi da førft bliver Videnſkaben Eders Eie.
Troen er Overbeviisningens Barn, ellertz er den uægte.
Siger derfor ei blindt efter hvad J Høre; det er Lyd og
ikke Sag: Mundsveir er ondt Veir. Den Selvpſtendige er
vidnesfaſt overalt i Aandens Verden, ſelv om hans Gaver
ere ringe; men, den uſelvſtendige bliver ved at være tilovers
til fin Dod, og hans Udſagn gjelder ikke for Domſtolen—
Forſmager ei disſe Advarsler. De indeholde intet Nyt;
men det kommer deraf, at det Rette for det meſte er gam
melt. Mange kunde give dem bedre; men J tabe dog ikke
ved at følge dem. Jeg forlader Eder nu. Jeg forlader
en Plads, ſom har været mig kjer, jeg forlader en Ung⸗
dom, ſom jeg har elſket. Jeg veed ogſaa, at J elſke mig
igjen, og derfor takker jeg Eder idag med rørt Hjerte, thi
noget. bedre end Kjærlighed og Tillid kan det ene Menneſke
ei give det andet, MaafÉee træffer jeg i Fremtiden endnu
mange af Eder; men det ſkeer da under andre Forhold.
J ere da Mænd i Staten, Eders Lereaar ere forbi, Ung—
dom mens Blomſterduft er bortviftet, og Hjertet har
trukket fig ſammen. Men jeg haaber, at J altid ſkulle

anſee mig ſom en Ven fra Eders Ungdom. Lever imidlertid

lykkelige, arbeider, uddanner Eder, vandrer fremad!

446 Tegnérs e

Eders Fremſeridt ſbulle være min Glæde, Eders Held ſkal
jeg agtẽ ſom min egen. Og naar vi ſaaledes gjenſee hin—
anden, da ville pi mindes de Timer, vi tilforn have til—
bragt ſammen. Da ville vi ogſaa mindes denne Time, og
gledes ved at dens Bitterhed er forbi, Farvel, farvel!

Literair⸗Noticer fra England.
.
(Januar til Marts 1827.)

—

Det gaadeſulde Slør, der faa lenge har hvilet over Wa—
verleys Forfatter, er, ifølge de nyeſte Beretninger i en—
gelſte Tidsſerifter, nu løftet; Sir Walter Scott fral of—
fentlig have vedkjendt fig at være „den ſtore Übekjendte“,
og man forſikkrer, at hans Navn vil komme til at ſtaae
paa Titelbladet af: „The Life of Napoleon Buonaparte,
Emperor of the French.“ Dette Verk, der i over et
Aar fra Tid til anden er blevet bebudet, og hvis Stor—
relſe, iſtedetfor de oprindelig beſtemte 8 Bind, nu angives
til i det mindſte 7 à 8, fEal endelig, ifølge Foxlagsboghan⸗
delens ſidſte offentlige Kundgjerelſe, forlade Presſen inden
udgangen af Marts, Viſt er det imidlertid, at det under
17 dẽ Marts endnu ikke var udkommet. — Foruden dette
ſtore hiſtöriſte Vork, af hvilket ikke mindre end fem for⸗
ſtjellige Udgaver i Originalſproget (i Edinburgh, Paris, Bruͤs—
ſel Stutgard og Swickau) ere bebudede, har den berømte For—
fatter en ny hiſtoriſf Roman under Arbeide, hvis Titel er
angivet at fEulle være; „The Chronicles of the Canon-
gate“; og ſom ſkal beſtaage, af flere i Forbindelſe med hin—
anden ſtagende Fortellinger. Scenen er her atter lagt i
Skotland. — walter Scotts ISBERG Virkſomhed inde

>

[4

un —

DD
Aiterair⸗Noticer fra England. 447

ſkrenker fig imidlertid ingenlunde hertil. Medens han le—
verer „Deseriptive Illustrations“ til et pragtfuldt Kob,
berverk: „The Provincial Antiquities and Pictoresque
Scenery of Scotland“ (udk. i Hefter å 16 Sh.), der med
det i indeværende (Marts) Maaned udkomne kode Hefte er flut—
tet, har han tillige under Arbeide en kritiſt Indledning til:
„The Memoirs of Laroche Jaquelin“ (i Conſtables „Mi-
scellany of original and selected Publications in the
various Departments of Literature, Science and
the Arts“) ſom er bebudet at fkulle udkomme den Zite
Marts. — Af hans ſamlede poetiſke Værker er foranſtaltet
en ny Udgave (hvori tillige hans „Minstrelsy of the
Border“ er optaget) i 10 Bind med 20 Kobbere (6 L.) 3
og en Lommeudgave, der dog blot indeholder hans originale
Digterverker, i 8 Bind, med 20 Kobbere, er ligeledes nys
lig udkommen (3 L. 3 Sh.) 15
Det nyeſte digteriſke Arbeide, der har ſeet Lyſet fra
Englands ſtore Lyriker, Thomas Moores Pen, er de i
indeværende Maaned udkomne: „Evenings in Greece“,
et Bind Poeſier med Muſik.“) Af hans „Lalla Rookh' —

—

9) Nedenſtaaende Digt: „The two Fountains“ Fan tiene tik
Prove paa denne Samling:

I saw, from vonder silent cave

Two fountains running side by side, e

The one was Mem'rys limped wave, sl
The other cold Oblivions tide,

„Oh love!“ said I, „in thoughtless dream,
As o'er my lips the Lethe passed,

2 Here in this dark and chilly stream
Be ull my pains forgot at last.”

But who could bear that gloomy blank,
Where joy was lost as well as pain?
Quickly of mem'rys fount I drank
And brought the past all back again;

448 Literair⸗Noticer fra England.

er nu r1zde Oplag udkommet, og af hans „Like of She-

ridan“ det gte. Under fit forhen brugte pſeudonyme Navn:

Thomas Brown the younger, agter han at udgive en For⸗

telling, under Titel af: „The Epicurean,“ Hans biographi⸗
ke Verk om Byron, hvori tillige dennes Breve og blandede
proſaiſte Skrifter ville blive optagne, fees med Lengſel imode;
man mener, at han hertil vil benytte Meget af Byrons
ved ham tilintetgjorte Autobiographie. — Et andet Verk,
hvori der bebudes interesſante Oplysninger om Byron, er
det hos Colburn udkommende: „Retrospective of the
like of a man of Letters; der loves endog, at det ſral
indeholde „the only genuine account“ om denne berømte
Digter; ligeſaa er nylig udgivet tvende Bind „Original
Anecdotes of Lord Byron” (1 L. 10 Sh.)

Llureaten Southey, der ſiden fin „Tale of Para-
guay , 1825, ei har ladet høre fra ſin digteriſte Muſe,
har ſom Hiſtorlograph erhvervet fig nye Laurbær ved det,
807 Qvartſider ſtore, andet Bind af fit. Verk: „Histo-
ry of the Peninsnlar war“ (2 L, 10 Sh.) Dette Bind,
der aabnes med det Cataloniſte og Arragoniſte Felttog i
Slutningen af 1808, og flutter med Masſenas Campagne
å 1810, roſes i hei Grad af de engelſke Kritikere, for den

overordentlige Skaͤrpſindighed og Ferdighed, hvormed Forf.

har vidſt at benytte ſine mangfoldige Materialier, og den
Elegance og Interesſe, han har vidſt at lægge i Fremſtil⸗
lingen. Det er fire Aar ſiden at det forſte Bind udkom.
— Fra Southeys Haand er endvidere bebudet: „Sir Tho-
mas More, a Series of Colloquies on the Progress and
Prospevts of Society”, 2 Vol., w. engr.

And said; „Oh Lovet whate'er my lot,
Still let this soul to thee be true —
Rather than have one bliss forgot,

Be all my pains remembered too!“.

Literair⸗Noticer fra England. 449

Digteren Thomas Campbell, Udgiver af „The New
Monthly Magazine“, der nylig er bleven udnævnt til
Lord Rector ved Univerſitetet i Glasgow, har under Ar—
beide aden Udgave af fine: „specimens of the British
Poets, with biographical and critical Notioes“, 6 Vols.
— Af den afdøde Robert Bloomfields ſamlede Digte er ud:
kommet en cheaꝑ edition i 3 Bind (12 Sh. ]; og en fuldſtendig
Udgave af Wordsworths Digte er bebudet at ſtulle udkomme i
d. M. — Blandt andre bebudede nye Skrifter tælles: „Mor-
nings inSpring, or Retrospections, Biographical, Critical
and Historical, 2 Vols., af den hæderlig bekjendte Veteran N.
Drake; og en Samling Poeſier af den northhamptonfhireſke

Digter John Clare; og et newyorkſt Tidsſkrift har annon-

ceret udgivelſen af et efterladt Digterverk af den berømte
Thomas Paine: „The Religion of the Sun”, hvorimod
der dog i engelſte Blade er yttret Tvivl, — Den yndede
Digterinde, Miſs Landon (E. E. A.), hvis ſidſte digteriſte
Arbeide: „The Golden Violet”, er optaget med ſtort
Bifald, har i denne Maaned udgivet en Samling af fine
„Poetical works” i 3de Bind (1 L. 11 Sh.) — Af B.
Barton er udgivet: „A widows Tale and other Poems“,
(5 Sh. 6 P.) — Den af flere lignende Udvalg fra den
italienſte, tydſke og hollandſke Literatur bekjendte Bow—
ring har under Arbeide tvende overfatte Samlinger af ud—
valgte Digte fra den polſke og ſerviſte Literatur. — En af
John Johnſtone foranſtaltet Samling: „Specimens of
Sacred and Serious Poetry from Chaucer to the pre-
sent day, with Biographical Notices and Critical - Re-
marks“, ſtor 560 S., er valgt med Smag. — Blandt ud⸗
gaver af ældre Digtere indtage de, af den under Zote Des
cember f. A. afdøde Udgiver af Quarterly Review, Gif⸗
ford, foranſtaltede af Ford og Shirley, en hei Rang.
Den forſte havde han netop endt for fin Død, og af den
ſidſte vare fem og Halvdelen af det ſjette Bind trykte. —

?

450 Literair⸗Noticer fra England.

55 Pickering er udkommet en ſmagfuld udgave af Mar⸗
wes Værker, i 3de Bind.
Nomanliteraturen, iſer den hiſtoriſte, har i de ſidſte
kaaneder havt adſkillige interesſante Productioner at op—
viſe. Saaledes: „Dame Rebecca Berry”, 2 Vols. (18
Sh.), af Miſs Spencer, der indeholder den lioligſte Skil—
bring af Scener ved Carl den dens Hof; „Elisabeth de
Bruce, by the Author of Clan Albin“, 3 Vols. (1 L.
I: Sh. 6 P.) ; Poul Jones, a Romance, by Allan
Cunningham”, 3 Vols. (I L. II Sh. 6 P.) (i hvilken
Helten er den navnkundige nor damerikanſte See-Eventyrer).
Af den ſidſtnevnte Forf. er bebudet „Sir Michael Scott,
a Romance,” — „Nordamerikanernes Walter Scott“,
den berømte Cooper, (af hvis ſamlede Verker nu en Üd—
gave foranſtaltes i Philadelphia, i 10 Vols.) har fuldendt en
ny hiſtoriſk Roman: „The Prairie“, der med Forvent⸗
ning ſees imsde. — Forfatteren af den fortræffelige Sam—
ling: „Highways and Byways“, har en tredie Series af
ſamme under Arbeide, der ſkal beſtaae af 3de Fortallinger.
Ligeledes ventes en tredie Series af den under Titel af
„Sayings and Doings“ udkomne Samling af lokale Cha⸗
ractkerſtildringer og Fortellinger. — Under Titel af „Truck-
leborough Hall” er udkommet en Roman i Zde Bind, (1 L.
8 Sh. 6 P.) der er af politiſt Tendents og dreier fig om de
forſtjellige Partier i England og iſerdeteshed om Valgene.
Forfatteren af den med ſtort Bifald optagne Roman
„Tremaine, or the Mari of Refinement“, har under
Presſen et Sideſtykke dertil, under Titel af „De Vere;
or the Mau of Independence”, 4 Vols, ſom vil udkom—
me i de ſidſte Dage af Marts. — En Samling: „Natio-
nal Tales“, 2 Vols, der i Stiil og Behandling ſkal have
Liighed med Boccaz's Decameron, er udgivet af Th. Sood
(Forf, af „Whims and Oddities“, og en af Medarbei⸗
derne i de vittige „Odes and Addresses to great People”)
— Ligeſom de ſkotſte Romaner og Folkeſagn kremkaldte
irlandſte (blandt hoilke Banimsf „Tales of the O'Hara
Family“, hvoraf en aden Series i 3 Bind nylig er udkom⸗
men (1 L. 11 Sh. 6 P.) og en i Februar d. A. udkommen Sam⸗
ling „Holland Tide, or Munster Popular Tales?” (8 Sh.
6 P.) torde høre blandt de fortrinligſte), ſaaledes er nu
ogſaa Wales bleven Scenen for en Samling lignende ro—
mantiſte Pröductiener: „Tales of Welsh Society and Sce-
nery'', 2 Vols. — Et Sideſtykke til det i f. A. udkomne

interesſante Skrift: „London in the olden Times” er bes

budet, og fÉal indeholde Fortællinger til Oplysning om
Seeder, Forlyſtelſer ꝛc. i London fra det rate til det 16de
Aarhundrede. Af lignende Tendents vil blive: „Tales of

*

|
|

Litergir⸗Noticer fra England. 451

London afgiver Stof til romantiſte Skildringer, vedblive
de i de ſidſte Aar i Mode komne Tales of fashionable
lifc, der paa en, ſom ofteſt intet mindre end delicat Maas
de ſkildre Livet i de hoiere Circler, og ſtille bekjendte Per⸗
ſoner, der bevæge fig i disſe, til Stue, at høre til Da—
gens Orden. Forfatteren af „Granby“ har bebudet en
ſaadan Fortælling i de ſedvanlige zde Bind, og paa den
driftige Colburns Forlag er udkommen en Fortfættelfe af
„Vivian Grey”, i 3 Vols (T L. 11 Sh. 6 P.), ligeſom han
har bebudet en ny Roman „trom the pen of a lady of
high rank and fashion“ under den pikante Titel: „Flir—
tation“, og en lignende af Forf. til „A winter in Lon-
don“ (Hr. Surr). — Af Mudies interesſante Skildring
af londonſte Sæder; „Babylon the Great”. udkommer et
nyt Oplag, der bliver forøget med et det Bind,
Blandt de i de forſte Maaneder af dette Aar udkomne
Romaner og Fortællinger fortjene endvidere at bemerkes:
„Tales of a Voyager“, 3 Vols. (I b. 8 Sh. 6 P.),
„Head Pieces and Tail Pieces, by a travelling Ar-
tist'', (6 Sh.), en Samling ſmoͤgfulde og velſtrevne
Smaalortallinger, hvis unevnte Forfatter nu ogjaa har be—
budet: „A Peep at the world, a moral Tale“; „The
Zenona, ox a Nuvahs Leisure Hours”, 2 Vols. (IT L. 4
Sh.), en Samling Fortællinger til Oplysning om orien-
talſte Seder, af den fordeelagtigen bekjendte Forf. af „Pan-
durang Hari“; „Confessions of an old Bachelor (10
Sh. 6 P.), der ſkal udmerke fig ved humoriſtiſre Fremſtil—
linger, og hvortil ſom Siveftytte alt er bebudet: „Conkes-
sions of an old Maid.“ — Af „The odd Volume“, en Sam—
ling Fortallinger, der fkal være Productet af fire ſkotſte
| Damers forenede Talenter, er 3die Oplag udkommet, og

|
an Antiquary”, 3 Vols. — Medens ſaaledes det fordums

— — REN 4

bande „Another odd Volume“ og en Roman: „The bus)“
bodies” ere bebudede fra ſamme ænder, - Af „Deaths Do“
ings“, en Samling tildeels ſerdeles interesſante Digte og
Fortællinger med tilhørende Carricaturer, de ſidſte af en
Hr. Dagley, udkommer et nyt Oplag, forsget med nye
literaire Bidrag og nye Kobbere. Under Titel af: „The
f Gondola'“ er udkommet en Samling velvalgte Miſcellanea,
der ffal være foranſtaltet af en Hr. Vandyck, der har ke ve—
ret Bidrag til Bowringe hollandſke Anthologie og nogle
Lommeboger. Som Sideſtykke tit den med ſas megen In⸗
teresſe modtagne „Naval Sketchbock'“ er hos Colburn
Abebudet: „The military Sketchbock'', 2 Vols. — Den
tydſte Literatur, der i de ſidſte tvende Aar har givet en⸗
Auge Overſættere Stof til ikke mindre end fer forſtjel⸗

lige Samlinger af udvalgte Fortællinger, (blande bvilte .

in

452 Literair⸗Noticer fra England.

* .
Soanes, Roscoes og Gillies ere de vigtigſte), har atter
bragt til Marked f England: „German Romances, by

the translator of Wilhelm Meister“, 4 Vols (1 L. 16 Sh.) ;

„Pales from the German“ (2 Sh. ); »)Eccentric Tales,
from the German, Part I., with Illustr. by G. Cruick-

shank, og en Overſettelſe af v. d. Veldes „Arved Gyl-

denstjerne“, ligeſom ogſaa „The Stanley Tales“, hvoraf
nu 10 Parter, eller 4 Bind (å 5 Sh. 6 P.) ere udkomne,
indeholdende 90 Fortællinger, for en ſtor Deel levere Over⸗
ſettelſer fra Tydſk. .

UÜdkomne. ere endvidere: „Richmond, or Scenes in
the Life of a Bow-Street officier”. (1 L. 8 Sh. 6 P.);
„Two Hundred and Nine Days“; 2 Vols, (18 Sh.) :

„The Living and the Dead, by a County Curate“ (10 i

Sh. 6 P.); „The Seer of Tiviot dale, a Romance, by
Louisa Sidney Stanhope“, 4 Vols (1 L. 4 Sb. ); „Falk-
land“ (9 Sh. 1 P.); „Crockford use“ (2 Sh. ); „Ha-
mel, the Obeah Man”, 2 Vols. (18 Sh. ); „Rosaline
Woodbridge“, 3 Vols.; „Rockavon, à Tale of the 13th
Century, by St. Pierre Jones“, 3 Vols.; „Tales of a
Pilgrim, by the author of a Summer Ramble in the
Highlands“ (10 Sh. 6 P.); „The Wolfe of Badenoch,
hy the Author of Lochandhu“, 3 Vols. (1 L. 4 Sh. );
„Sir Roland, a Romance,” by, Hal Willis“, 4 Vols.
(I L. IO Sh.) ; „Stories of Chevalry and Romance“
(6 Sh.); „The Valleys or Scenes and Thougths from
secluded life“, 2 Vols. (10 Sh. 6 P.); „Vagaries in

quest of the wild and the Whimsical, by Pierce Shaf-
” ton”, 2 Vols; „Nada (Nothing), a spanish Romance“;

— og bebudede: „Elisabeth, Evanspan, a sequel to the
Novel of Truth'?; „The Lettre de Cachet'“; „The Ay l-
mers, a Novel“; „George Godfrey; a Novel”; „The
Youth And Manhood of Cyril Thornton“, 3 Vols ; „Tales,
of Passion, by the Author of Gilbert Earle” ; „Man:

sie Wauchs. Autobiography“ (opiryft fra Blackwoods
Magazine, tillægges af Nogle Salt, af Andre Sogg eller

Wilſon); og: „Keeper at Home“, et Sideſtykke til Nen⸗

dals fortræffelige; „Keepers Travels in Search of his
master,“

—

”»

7

AUG.SVENDSEN
BOGBINDER
HELLERUP.